Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
torsdag den 5. april 2018
Opladning til weekenden
Efter 12 dages påskeferie har jeg 3 dage på arbejde inden en spændende weekend med både HTM-prøver og rallyprøver.
Den første arbejdsdag (i går) blev afsluttet med en superhyggelig middag på Restaurant Cofoco med kolleger. Lækker mad og vin og dejligt selskab. Billedet er af min favoritret: Tatar med syltede trompethatte, pebermayo, tørrede tomater og karse, dertil et glas 2014 Gsellmann, Heideboden, Burgenland, druen Zweigelt havde jeg ikke hørt om, men vinen er frisk og frugtig og passede perfekt til tataren.
I dag blev jeg enig med sig selv og vejrundsigten om, at det ikke bliver frostvejr mere dette forår, så bilen fik sommerdækkene på.
Jeg havde lovet mig selv (og Johanna) lidt træning med Max, og Lille Bjørn skulle selvfølgelig ikke snydes. Med Lille Bjørn blev det træning af de to nye links, samt afslutningen af HTM-programmet. Overgangen fra P2 og efterfølgende P3 er jeg ikke helt tilfreds med, men jeg har en plan B og en plan C 😊
Med Max trænede jeg kun starten af programmet, 6 forskellige udgaver, og det går strygende!
Mit gamle ”princip” om ikke at træne dagen før en prøve er suspenderet, og sådan som jeg klargør mig til prøver er det heller ikke noget problem lige at gå programmet en enkelt gang dagen inden. Lonni og jeg har aftalt at mødes efter arbejde i morgen, og jeg fik vist også lokket Anita med.
Med Max skal jeg primært arbejde med starten af nummeret, lidt med det mellemliggende og timing af et moment i afslutningen, alt sammen med masser af leg.
Med Lille Bjørn skal jeg have fundet ud af, hvordan overgangen fra P2 skal være, træne den og så gå det fulde program.
Lørdag går turen til Hangar 17, mit favoritsted at gå til prøve! Jeg skal hjemmefra lidt over 6, det bliver en lang dag, men helt sikkert også en skøn dag i det jyske.
Søndag skal jeg dømme champion, ekspert og øvet klasse i rally i Ølstykke, mens Anita skal dømme begynder/junior, hvor Mathilde skal op med Boogie, Lille Bjørn og Max. Banerne er gjort klar, og jeg glæder mig til en udendørs prøve i rigtigt forårsvejr 😊
Ingen kommentarer:
Send en kommentar