tirsdag den 3. april 2018

Rally, HTM og Nose Work træning


Sidste feriedag sluttede træningsmæssigt perfekt med først Johannas rallyhold, derefter Meretes Nose Work hold.

Hos Johanna startede gruppen hos hende med fælles opvarmning med sekvenser af 3-4 øvelser, startende med stå, sit, dæk fra begynderklasse. Max blev først stående i tredje forsøg, han var lidt trykket indtil da, men noget belønningsleg og så begyndte det at køre, rigtigt godt.

Derefter skulle det par, der ikke var på hos Johanna, arbejde med hinanden som forstyrrelser, så Kito & Jette og Max og jeg gik lige efter hinanden, de lavede en øvelse, jeg kopierede osv., vending, Max & jeg lavede øvelse osv. Derefter parallel øvelser, hvor hundene gik nærmest hinanden. Det gik supergodt og ingen problemer med at arbejde tæt på hinanden. Rigtigt flot arbejde af Max!

Den individelle tid blev brugt på starten af vores HTM-nummer, som jeg derefter fik besked på at træne en masse gange i løbet af aftenen, og daglig inden vi skal op på lørdag. Jeg benyttede skamløst en masse muligheder i hallen til formålet, og Max var eksemplarisk. Det bliver en fed start, som godt grundlag for et fedt nummer.

Den anden halve time blev brugt på en bane bestående af 5 delbaner med samme udgangspunkt, og baner som stråler derfra. Dermed kunne vi gå tre på banen samtidig og være hinandens forstyrrelser.

Som en sidste opgave havde vi fået besked på at udføre en sekvens på tre øvelser med lukkede øjne. Jeg holdt hænderne for øjnene og Max lavede spin, move-on og bakke ved siden af. Jette så det og Max lavede det hele perfekt :-)


Apropos træning af svage punkter gav Johanna et tip til indendørs træning på vådt underlag: plasticunderlag og våde håndklæder kan bruges 😊 Ingrid har sendt denne videooptagelse af Max’ anden prøve i Trelleborg, læg mærke til starten, hvor Max bestemt ikke har lyst til at sætte sig.

Turen gik hjem for at hente Lille Bjørn, og så tog jeg med begge hund til Trylleskoven til Nose Work træning. Pga. to afbud på holdet havde jeg fået lov til også at tage Max med.

Der var et søg ved indgangen til Trylleskoven ved bom, skraldespand, skilt mv. Jeg havde fast Lille Bjørn på først, Max derefter. Lille Bjørn gik direkte i søg, da han fik startkommandoen, markerede totalt lækkert første kilde og hurtigt derefter anden.

Max har en helt anden stil, han kan gå længe uden at have snuden slået tid, går også svinkeærinder, og pludselig slår den meget tydeligt til, og så søger og markerer han eminent.

 
Derefter gik vi til lege-/spiseområdet, hvor der var søg i båden, ved bålpladsen og på et par bord-/bænkesæt.

Mønsteret var præcis det samme. Lille Bjørn i søg fra første sekund, og totalt arbejdsivrig, tog nogle flotte spring både ned og op, totalt frygtløs i sin jagt på kilderne. De store udfordringer var de to på bord-/bænksættene, som også var ret udsatte for vind. Der blev knoklet løs, og der var meget tydelige markeringer, idet han simpelthen fik fat i kilden 😊

Max var helt skarp på de tre kilder på båden. De tre ved bålstedet krævede lidt mere snus i omegnen først, og der måtte også arbejdes hårdt ved bord-/bænkesættene.

Merete har set Max to gange til NW, og Lille Bjørn mange gange. Hun er helt sikker i sin sag: Lille Bjørn arbejder meget bedre: Han søger fra start og er totalt ustoppelig, når han arbejder, topmotiveret. Max kan have lang opvarmning, hvor man kan være i tvivl om, hvorvidt han arbejder, og så slå til. Max’ markeringer er uovertrufne, hvor Lille Bjørn kan være meget hurtig, om end stadig tydelig.

En fantastisk træningsdag igen igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar