lørdag den 15. september 2018

Simple Life


De sidste tre dage har vi været på tilkaldevagt, hvis Sandras fødsel skulle gå i gang. Hendes mor var i Stockholm, så vi har været klar til udrykning, men der skete intet. Termin var 4. september, hun er til tjek hver anden dag, og pludselig er vores tredje barnebarn forhåbentlig født 😊

Vi havde slet ingen planer i dag.

Morgenturen var som altid på stranden.

Til morgenmad fik jeg ”rester” fra i går, hvor jeg havde handlet på Det Nye Røgeri i Mosede havn, et stykke med stegt sild og et stykke med krabbesalat. Utraditionelt, men lige mig.

Hundene og jeg fik gjort klar til Rallydysten i morgen. Kun Max skal med – det er første gang Lille Bjørn ikke kommer med – og udover at gå i championklasse med mig skal han gå juniorklasse med Mathilde. Hun benytter lejligheden til at debutere i ekspertklasse med Boogie!


Vi var i Irma og handle, og som (næsten) altid fik jeg kigget godt på vin- og øludvalget. Der var et par øl og et par rødvine som jeg måtte have, jeg faldt for navnene.

Til frokost fik jeg også rester, en rejemad og et glas spumante.

Vi kørte til parkeringspladsen overfor Engstrupgård for at gå en tur med hundene, et dejligt areal, og bagefter købte vi en buket blomster på Engstrupgård.

Noget af eftermiddagen hyggede jeg med hundene i haven, og smagte I don’t have a red shrimp, en fantastisk pilsner fra Mikkeler. Finalen i Årets Hund i rally 2018 afholdes i Herning den 3. november, hvor jeg skal dømme sammen med Irene Petersen.

På den officielle liste mangler resultater fra tre prøver: 8.9 DKK Kreds 9 Struer, 15.9 DKK Kreds 6 Hinnerup og 22.9 DKK Ballerup. Jeg opdaterer listen så snart resultaterne er registreret på Hundeweb.

Jeg havde ikke fået læst Politiken i går (Kirsten køber den af og til i løssalg), men indhentede det i dag. Jeg har noteret at ILUKA bestemt skal besøges, hold da op hvor lyder det lækkert - hvis du ikke er til skaldyr og fisk, så spring det over 😊


Dagens minde fra 5 år gammelt, Lille Bjørn fik sin første førstepræmie i LP3, og dermed titlen LP3.

Dengang drømte jeg om at han skulle blive DKLPCH og gå i ekspertklasse, som man kan læse i Guldbjørnen.

Sådan kom det ikke til at gå – vi var nærved og næsten nogle gange, men det blev desværre kun til den ene førstepræmie i klasse 3.

Det var hans 8. titel (DKCH KLBCH LP1 LP2 LP3 RBM RØM DKRLCH) og indtil i år hans sidste.

Som man kan læse i dette blogindlæg fra i mandags Nose Work-træning, titler og tanker om Lille Bjørn er der kommet 7 titler til i år (RJM RLD-N (SE) RLD-F (SE) HTM1 HTM2 HIF18HTM2 ÅH18HTM2).

Vi skal i gang med at gøre klar til aftensmaden, og jeg skal have fundet ud af hvilken vin, vi skal have til. Jeg er lidt fristet af Just Fucking Good Wine. Det er da hyggeligt, lige at skulle læse lidt om vinene og tage stilling til, hvordan de vil matche maden.

Et dejlig dag – og den kan blive endnu bedre, hvis der kommer et barnebarn til 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar