søndag den 30. december 2018

Quiz med mere


Dagens minde var ovenstående foto af Megan med fører, det er taget for 9 år siden i anledning af at Megan blev årets LP3 hund i Spaniel Klubben. Jeg fik læst lidt blogindlæg fra den gang, det var også hyggelige tider, og jeg kan da godt mærke et sug i maven – en springer spaniel som den næste hund ville ikke være dumt 😊

Hvilket leder direkte til Quiz 2018, hvor et af spørgsmålene var om jeg fik ny hund i 2018 og i givet fald hvilken race – det fik jeg som bekendt ikke.

Jeg havde skrevet i et blogindlæg den 11. november  om vinderne, for jeg troede resultatet lå fast. Det gjorde det ikke. Det kom en Nose Work- og en HTM-prøve dumpende, og det ændrede resultatet.

I dag er det endelige resultat offentliggjort. Og jeg har besluttet at der kommer en quiz for 2019, den bliver offentliggjort i morgen.

Det er bestemt ikke let at vinde, jeg gætter selv med hvert år, og har aldrig været i nærheden af at vinde (altså uden for konkurrencen). I år ville jeg være blevet delt nr. 4 med 16 point.

Der skete forskelligt, som ingen kunne vide, da quizzen skulle besvares. Fx gjorde det en dramatisk forskel at Mathilde begyndte at gå juniorklasse med begge hundene. Det betød mange flere prøver, og at begge hundene kom til DM og Årets Hund, hvilket de ellers ikke var kommet.

Så i Quiz 2019 vil jeg gøre lidt ud af at fortælle om forudsætningerne, som jeg kender dem. Fx at det ER aftalt, at Mathilde forsøger at kvalificere begge hunde til DM og Årets Hund også i 2019. Og at det, at Lille Bjørn er pensioneret fra rally championklasse, ikke er ensbetydende med, at han ikke kommer til at gå nogle prøver. Bare for at nævne to ting.

Efter dagens morgentur blev Kirsten og jeg hurtigt enige om at tage til Irma i Greve og handle, og fristelserne ville ingen ende tage, så der kom bl.a. champagne, 2 slags østers, stenbiderrogn og sushi med hjem.


Solen skinnede og vi skyndte os hjem med varerne, tog hundene med og kørte til parkeringspladsen ved Trylleskoven, og gik den korte tur (starten af Hedebostien) sammen, den tager en lille halv time.





Derefter kørte Kirsten og Lille Bjørn hjem, mens Max og jeg gik ned til vandet og langs stranden hjem, en tur på tæt på en time i det skønneste vejr. Let vind i ryggen og solskin hele vejen. Vi passerer et par vandløb, og jeg må indrømme at jeg ikke hvad de hedder.


Jeg fik sushien til frokost, hvorefter hundene og jeg gik i garagen og gjorde det sidste klar til rallyprøverne i morgen.


Bl.a. diplomer og præmier til modtagerne af Sydkystens Hundeskoles hundepriser for 2018.

Det eneste der ærgrer mig med hensyn til i morgen er, at hundene ikke kan komme med, men sådan er det, når jeg selv skal dømme. Vækkeuret bliver sat til kl. 5:00, morgenturen bliver den sædvanlige i ferien, vi skal mødes i hallen kl. 7:00 og der er indskrivning fra 7:30.

Vi har siden 2012 holdt nytårsprøver hvert år, siden 2013 har det været dobbeltprøver, og det satser vi på, at vi fortsætter med, prøven 2019 er annonceret, men ikke åbnet.

Det bliver helt sikkert en fornøjelig prøvedag 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar