100 %

Den 9. februar gik Max og jeg vores livs 2 bedste rallyprøver. Den 10. februar skrev jeg til Anja, for at aftale en coachingsession. Den 11. februar skrev jeg Fly Me to the Moon og på Facebook skrev jeg i forbindelse med opslaget: ”Når noget jeg ikke har drømt om kunne ske, hvad kan det så ikke blive til, når jeg sætter ord på drømmene, planlægger og gør drømmene til virkelighed? Max og jeg kan flyve hvorhen det skal være!!!”

Coachingsessionen fandt sted i går aftes, det var den femtende over en periode på næsten fire år, den seneste var 9. juli 2018 omtalt i Planer og træning.

Jeg er altid velforberedt til coachingsessionerne, men i går var jeg ekstra velforberedt. Der var så meget, jeg skulle fortælle: tanker, oplevelser, resultater, følelser og jeg var nødt til at skrive det ned på forhånd dels for at få det hele med, dels for at få kronologien på plads, fordi den var vigtig for mig. Jeg blev helt høj af at forberede mig.

Jeg tog udgangspunkt i den forrige session, hvor jeg bl.a. noterede: ”Samtalen blev drejet over på Max, ved at Anja spurgte til min sprogbrug: jeg, han, Lille Bjørn, Max vs. VI. Jeg fortalte om Max og mig, og Anja kunne fortælle mig at mit kropssprog, min attitude, mine følelser, ALT afslører, hvor forskelligt jeg agerer overfor Lille Bjørn og Max.

Jeg brugte selv Mads Skjerns forhold til et par af sine børn: Lille Bjørn er Inger, som ikke kan gøre noget galt, Max er Daniel, som ikke lever op til fars forventninger, uanset hvad.” [PS: Citatet er korrekt, men pigen hedder Ellen, ikke Inger!].

Det har affødt en masse. Det samme har stress, psykologbesøg, konstatering af risiko for diabetes 2, kostomlægning, anvendelse af fitness coach, en besked der startede ”Jeg gad bare godt, hvis du ville lade være med …”. Summen har været noget, jeg kaldte den nye Paul, men som Anja mente skulle hedde Paul 100 %. Jeg er ikke blevet en anden, jeg er blevet meget mere mig selv!!!

Alt ved mig fortalte, at det var Paul 100 % der var til coaching: mit kropssprog, min begejstring, mit ordvalg.

Jeg fortalte om alt det, jeg havde nået med Lille Bjørn siden sidst, og hvordan jeg havde planlagt en ærefuld nedtrapning inden han skal pensioneres – han skal danse af i HTM, han skal til sine sidste danske og svenske rallyprøver, han skal til DM og Årets Hund i rally juniorklasse, og han skal arbejde videre i Nose Work.

Derefter fortalte jeg om det, jeg havde nået med Max, om prøverne 9. februar og 17. februar, om de sidste træninger, om hvilke fantastiske følelser de havde givet mig, og hvilke fantastiske følelser det gav at tænke tilbage på dem og at fortælle om dem.

Max og jeg har udviklet vores samarbejde i udtalt grad og mit hovedmål i 2019 er at udvikle det samarbejde yderligere. Vi skal til DM og Årets Hund i rally, vi skal kvalificere os til rallylandsholdet. Vi rækker ud efter stjernerne og vi når dem! På et tidspunkt i sessionen grinede Anja og sagde at jeg var i fuld gang med at coache mig selv (jeg ved det 😊).

Men som altid kom vi over i den svære fase, hvor jeg skulle sætte ord på følelserne og tale om, hvordan jeg kunne betinge dem, med henblik på at kunne genskabe dem, når der var brug for det. Det lød enkelt og det er meget sværere – at bevidstgøre følelserne. Der er virkelig noget at arbejde videre med: at konkretisere det, jeg føler indeni; give det form, farve, sjæl …

Max og min rejse mod stjernerne er kun lige startet …