Planer og træning

14. oktober 2017 på Samsø

Jeg har lovet at skrive lidt mere om dels de to halve enetimer i går, dels coachingsessionen.

Det første halve time handlede det om Lille Bjørns HTM3-program. Bare at skrive det er lidt vildt 😊

Lille Bjørn debuterede i HTM 14. oktober 2017 på Samsø, og jeg jokede med at han skulle gå i HTM3 året efter. Det er flere prøver siden, det ikke var en joke længere, og jeg begyndte at planlægge HTM3-programmet. Efter 4 x HTM1 og 5 x HTM2 (heraf 2 svenske) blev Dengang da jeg var lille udskiftet med Paddington, som jeg 30. juni gik i en HTM2-udgave. Ud fra bl.a. dommerkommentarerne har jeg revurderet min skitse til HTM3-versionen, og tænkt at det trængte til nogle nye, konstruktive øjne på, hvordan det kunne skrues sammen.

Det fik det bestemt, da Anja havde hørt musikken og vi fik talt om indholdet. Jeg har fået til opgave at se filmen (ideer til indhold/historie), nogle rekvisitter var totalt oplagte, da vi havde lagt os nogenlunde fast på en sød historie – Paddington-bamsen er på vej, kuffert er jeg på jagt efter – og en masse ideer er noteret.

Nogle oplagte overgange i musikken er som skabt til små tricks, og som jeg bl.a. noterede: Hvad kan Lille Bjørn med en Bjørn, og hvad kan han med en kuffert?

Der er masser af muligheder, og det er så spændende at skulle udvikle programmet fra grunden.

Derefter var Anita på med Osseau. Det er spændende at følge udviklingen af det program, og hvor godt der kan arbejdes med håndtegn med den ene hånd (til næsten døve Osseau), og laves flot og udtryksfuld koreografi med den anden. Det bliver så godt!

Derefter skulle der arbejdes med ideer til Max og mit program, og det fik jeg naturligvis i massevis. Stokken som rekvisit slipper jeg ikke for, og hat og slips kom også ind i nummeret. Der er ikke en egentlig historie, men stemningen oser i mit hoved af en stilig englænder i New York,

Coachingsessionen i går var virkelig fantastisk. Det har alle de tidligere også været, men denne udviklede sig på en måde, som jeg ikke var helt forberedt på. Jeg var i gang med at opsummere siden sidst (7. december) og det var en lang lovprisning af Lille Bjørns og mit samarbejde, hvordan jeg havde det med ham, hvad der gjorde, at vores relation var noget særligt og alt sådan noget.

Samtalen blev drejet over på Max, ved at Anja spurgte til min sprogbrug: jeg, han, Lille Bjørn, Max vs. VI. Jeg fortalte om Max og mig, og Anja kunne fortælle mig at mit kropssprog, min attitude, mine følelser, ALT afslører, hvor forskelligt jeg agerer overfor Lille Bjørn og Max.

Jeg brugte selv Mads Skjerns forhold til et par af sine børn: Lille Bjørn er Inger, som ikke kan gøre noget galt, Max er Daniel, som ikke lever op til fars forventninger, uanset hvad.

Jeg véd det, jeg har hørt det flere gange før. Men aldrig har det været så åbenlyst.

Jeg er i fuld gang med at blive bevidst om denne forskel og bearbejde den, så jeg kan bruge den konstruktivt. Som Anja udtrykte det: Jeg må acceptere begge hunde, som de er; hvis jeg holder af dem (og jeg elsker dem!), så må jeg tage hele pakken inkl. de dårlige sider.

Begge hundene spejler til hver en tid mig, og hvis Max skal være tryg ved mig, så vi får samme relation som jeg har til Lille Bjørn nu, så skal jeg bare have fat i og styr på VORES værdier, så vi er helt trygge sammen og stoler 100 % på hinanden.

Vi afsluttede uden at aftale, hvordan jeg kom videre, der var meget at tænke over, bl.a. fik jeg nævnt måske at vælge forskellige discipliner til de to hunde, så de ikke begge to er med hver gang til den samme træning og de samme konkurrencer.

Eftermiddagens træning med Anita var jeg nødt til at starte med at fortælle om coachingsessionen, og der var vist ikke de store overraskelser for Anita … Og hun kunne godt minde mig om, at de relationer jeg har til Lille Bjørn, ikke er kommet af sig selv, der har været lange perioder hvor vi havde et mere anstrengt forhold til hinanden 😉

Nå ja, jeg havde valgt kun at tage Max med, for jeg havde brug for at prøve at træne kun med ham, og mærke, hvordan jeg havde det. Jeg stillede et par spring, et felt og en kegle op, lavede nogle rallyøvelser og mærkede godt efter, hvordan jeg reagerede, når noget ikke gik, som det var tænkt. Fuldstændig ro indeni. Anita og jeg fik også talt om, hvordan jeg skulle håndtere det, hvis han forlader banen på lørdag, tjek.

Til sidst trænede vi P5 og den første sidebevægelse til venstre, der skal arbejdes mere med det, og foran et spejl, men det var en virkelig god træningssession, og Max var helt tilfreds.

Det er ham der håber ”I wanna be loved by you”, og det skal han nok blive, det lover jeg.