mandag den 28. april 2025

Master of Mental Training™ - Tai Chi Chuan – Qigong – NLP – Visualisering x 14

Kronborg 25. april 06:36

Den 24. og 25. april blev modul 6 af de 10, som Master of Mental Training™ omfatter, afviklet i de flotteste rammer på Kulturværftet i Helsingør. 

Hver gang, som hver dag i hvert eneste modul, glæder jeg mig over at være en del af et fantastisk forløb, med passionerede medkursister, og en altid topoplagt Rasmus Bagger og blive klogere og klogere, bedre og bedre rustet til at udvikle mig selv, og bedre og bedre til at kunne hjælpe andre med at realisere deres drømme.

Jeg har tidligere nævnt, at jeg skriver et blogindlæg efter hvert modul (se samlet oversigt sidst i dette indlæg) som en del af min egen læring. Det tvinger mig (meget positivt ment) til at gennemgå mine noter, reflektere og skrive det på en måde så jeg selv – og forhåbentlig andre – kan have glæde af det.

Denne gang blev jeg selv overrasket over omfanget, men vi var virkelig omkring mange emner og teknikker,

Tai Chi Chuan og Qigong

Torsdag formiddag stod Torben Rif for. Det handlede om Tai Chi Chuan og Qigong.

Alle fotos herefter taget af Rasmus Bagger

Rasmus introducerede Torben, bl.a. fortalte han, at det der tiltalte ham ved Tai Chi Chuan og Qigong i forhold til meditation, var at man opnåede grounding mens man bevægede sig, det var ikke så kedeligt som meditation.

Tai Chi Chuan er en indre kampkunst karakteriseret ved rolige og flydende bevægelser. Tai Chi Chuan betyder Den højeste ultimative knytnæve og indikerer at det er en kampkunst. Qigong betyder energiarbejde Øvelserne udføres så meridianerne (energibanerne), der dækker hele kroppen, altid holdes åbne. Over tid vil centralnervesystemet blive stimuleret af den rolige tilstand og den dybe koncentration, som er et resultat af at udføre bevægelserne i Qigong. Herved forbedres tilstanden af alle organer i kroppen. Kilde PTCC


På græsarealet foran Kronborg fik vi introduktion til og arbejdede med nogle grundlæggende øvelser. Både individuelle øvelser, og øvelser med en makker, hvor vi via vores bevægelser kommunikerede: stillede spørgsmål (skubbede) og svarede (fulgte makkerens bevægelser) altså vane 5 (søg først at forstå, dernæst at blive forstået). Det essentielle var at have 100 % fokus, at være i nuet.

Efter træningen fortalte Torben om sig selv, noget er beskrevet i hans bog Giv Slip (ja, den er købt, og står på læselisten) som kort fortalt handler om at kunne give slip på fortiden for at tage magten over sit eget liv tilbage. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan ændre betydningen af fortiden. At give slip betyder at man ikke er afhængig af andres positive meninger.

Nærvær

Efter frokost talte vi om betydningen af nærvær. Nærvær er pr. definition en tom tilstand i nuet. Når vi skal performe, og er optimalt forberedt – dvs. har trænet, så underbevidstheden kan styre det hele – kan vi nøjes med nærvær. Hvis man ikke (hvilket er det helt normale) er i den situation, skal vi bevidst kunne vælge at have fokus. Der kan altid opstå noget uventet, så man mister fokus, og så skal man være bevidst om, at man kan vælge fokus til.

Eye Accessing Cues


Vi arbejdede med NLP-teknikken Eye Accessing Cues, hvor vi ved at iagttage makkers øjenbevægelser når de fik spørgsmål, skulle forsøge at afdække om deres persontype (modalitet/repræsentationssystem) var Visuel, Auditiv, Kinæstetisk eller Audio-Digital. Det er et stærkt værktøj i coachingsammenhæng, fordi afdækningen muliggør en mere målrettet kommunikation.

Rapport

Vi talte om begrebet rapport, om at skabe rapport og sikre at der er rapport.

Rapport indebærer at der er etableret gensidig forståelse og tillid mellem individer/grupper, hvorved kommunikationen bliver lettere. Det er coachens eller chefens ansvar at sikre at der er rapport.

Vi talte om begreberne Match/mirror og Pace/Lead.

Ved match/mirror efterligner/spejler vi den andens kropssprog og ord – med forsinkelse, det er ikke kongens efterfølger 😊 – da det hjælper til at opbygge tillid og skabe relation.

Pace/Lead, her ændrer vi adfærd, og ser om den anden følger med – hvis der er skabt rapport, kan det fungere, og der kan skabes tillid.

Det drejer sig om at møde folk hvor de er; hvis den anden fx er dominerende, taler bestemt osv., så gør det samme.

”Never assume rapport”. Det kan være nødvendigt at bryde den indimellem og så knytte den igen.

Rasmus gav et eksempel på hvordan indianere ved at skabe rapport med vilde heste, bryde den, genskabe osv., kunne få de vilde heste til at følge med ind på områder, hvor de nemmere kunne indfanges.


Vi havde derefter en lærerig øvelse om at efterligne kropssprog. Vi var tre i hver gruppe. Én skulle tænke på en speciel situation, leve sig ind i den, føle den og indtage den position, som matchede. En anden skulle så godt som muligt stille sig på eksakt samme måde, hvor den mindste detalje blev søgt matchet, hjulpet af den tredje i gruppe. Den anden skulle derefter forsøge at beskrive den førstes følelse, og det var fantastisk præcist i mange tilfælde. Vi blev mindet om, at vores ”gæt” skulle komme hurtigt, styret af underbevidstheden, inden man begyndte at tænke 😉

NLP

Fredag havde vi fokus på NLP (Neuro-linguistic programming). NLP er udviklet af Richard Bandler og John Grinder i 1970’erne, var og er kontroversielt – jeg faldt over betegnelsen pseudovidenskabelig om NLP på Wikipedia. 

Rasmus har uddraget det relevante i forhold til deltagerne på MMT: performance coaches, som vil hjælpe folk med at blive (endnu) bedre, ikke ”helbrede” syge mennesker. 

Mange har udviklet på NLP, bl.a. Tony Robbins til Neuro Associative Conditioning (NAC).

Det hele handler om hjernen, og hvordan vi opfatter ting underbevidst før vi bliver bevidste om det (hvis vi overhovedet gør) og anvende det til vores fordel.

Vi fik flere historier/eksempler, som er fantastiske til at genskabe essensen af læringen
  • Møde mennesker, hvor de er: Historien om manden der troede han var Jesus og blev mødt hvor han var. Han blev kureret, da personer klædt som romerske soldater kom for at hente ham til korsfæstelse
  • Manden der var bange for at himlen faldt ned. Rasmus aftalte møde med ham hos Rasmus, da han ringer på, lukker Rasmus op, kigger på himlen, siger ”Du er kureret” og lukker døren igen 😊
  • Spørgsmål til en deprimeret/angst etc.: Hvor god vil du godt være til det? Vil du være Danmarksmester eller Verdensmester? Det er normalt at have det sådan, men ikke særlig brugbart i forhold til det du gerne vil. Hvad vil du hellere være god til? Vil du være taber eller vinder, dum eller klog, fattig eller rig?
  • Vi talte om frygtskalaen – fra panisk/dødsangst (minus 10) til begejstring (plus 10) og hvordan man rykker, fx ved brug af naturligt lederskab (vælg tilstand, vis følelser, føl, giv)

Ankre

Vi talte om at sætte ankre, hvor vi skaber association mellem fx en lyd, melodi, berøring, og en stærk, positiv følelse, så vi kan genkalde den, når vi ønsker det . Fx lige før start i en konkurrencesituation. Der er fire steps:
  1. Personen skal tænke på en situation med stærk/positiv følelse, huske situationen, hvor man var glad, troede på sig selv, var fuld af selvsikkerhed
  2. Genskabe situationen ved at tænke på den, føle som om man var der, trække vejret på samme måde, tilpasse kropssproget, forstærke så meget muligt
  3. Sæt ankeret ved at coachen fx knipser med fingrene, trykker på knæ eller skulder. Følelsen associeres med ankeret
  4. Test at det virker
Ankeret er en af flere måder at komme i en ressourcefuld tilstand på. Andre er:
  • 4 steps til naturligt lederskab
  • Power Mantra/Vinderremse
  • Hop på stedet/spring frem/råb jaaah
Det essentielle er, at man hurtigt kan komme ud af en negativ situation, fx en mistet øvelse, en brændt chance. Det handler om at vælge sin tilstand.

Kollapse anker

Vi kan ønske at komme af med et negativt anker, der kan teknikken Kollapse anker anvendes:
  1. 2 positive ankre sættes fx i venstre knæ
  2. 1 negativt anker sættes i fx højre knæ
  3. Begge fyres af samtidig
  4. De positive kollapser det negative
  5. Test
Coach kan gøre det for coachee ved at #1 og #2 lægges i coachs venstre og højre hånd og coach klapper hænderne sammen (Handövningan).

NLP-timeline


Vi arbejdede med NLP-timeline, hvor en coach guider en coachee til at realisere sine mål. Øvelsen udføres stående, coachee skal udpege sit mål om fx 2 år, og afstanden markeres; desuden skal eventuelle særlige udfordringer undervejs markeres. Coachee skal lukke øjnene, der sættes et positivt anker, og guidet af coach skal coachee med lukkede øjne gå til målet, vende om og ”se” den vej, hun har gået, vende igen og gå baglæns tilbage til start. Coach skal forstærke (anvende anker) undervejs fx ved start, lige efter særlige udfordringer, når man går i mål osv. Det giver en stærk oplevelse af at gå i mål og have overvundet alle vanskeligheder.

NLP Phobia Cure


Vi arbejdede med NLP Phobia Cure, hvor en fobi kureres:
  1. Forankring af fobi
  2. Beskrive fobien. Vise følelsen i forskellige vinkler/afstand, fx i biograf, få det på afstand, så det ikke virker så stort (des-associering)
  3. Scramble: lave sjov med det (IKKE hvis det er overgreb) fx sige som Arnold Schwarzenegger eller Mickey Mouse)
  4. Test

Swish Pattern

Vi arbejdede med Swish Pattern:
  1. Man sætter et anker (positivt)
  2. Man tænker på traumet/det uønskede og skubber det længere væk
  3. Man genkalder det positive
  4. Man swisher mellem 2 og 3, hvor 2 gradvis skubbes længere og længere væk, gøres mindre og mindre, et lille sort/hvid billede, brændes, smuldres, smides væk
  5. Når det positive kaldes frem til sidst sættes anker (igen) og coachee har igen magten over sit liv

Visualisering


Dagens sidste emne var visualisering. Vi kom omkring en lang række typer.
  1. Positiv præ-visualisering (intern/ekstern). Vi forestiller os mentalt den vellykkede gennemførelse af fx en prøve, hvor alt fungerer. Intern visualisering er som vi selv oplever den. Ved ekstern visualisering ser vi på os selv som en tilskuer. Vi gennemfører visualiseringen til vi tror på billedet.
  2. Negativ visualisering (intern/ekstern). Den farlige visualisering, hvor vi mange gange ubevidst tænker på, at det kan gå galt, vi kan begå fejl, glemme noget osv. Det virker desværre meget bedre end positiv og det skræmmende er, at man ofte slet ikke opdager det.
  3. Emotionalisering. Vi kobler tilstand til den positive visualisering, vi skaber følelsen i kroppen. Det virker meget bedre hvis følelsen kobles på. Det skal gøres bevidst.
  4. Fysikalisering. Vi gør bevægelserne, vi går banen, det kan nemt gøres så Emotionalisering følger med.
  5. Mental fartblindhed. Vi kan træne en bane i slowmotion, måske helt superlangsomt, så vi kan føle/se/mærke alle de mindste bevægelser. Vi kan derefter gå banen fx de sidste 2 dage før en konkurrence i fastmotion. Når vi så skal gå banen for alvor, vil det føles meget nemmere. 
  6. Verbalisering. Fortælle/beskrive hvordan vi vil gå banen. 
  7. Audificering. optage den verbale beskrivelse og lytte til optagelsen. Hvis vi tøver, så er vi usikre, og skal træne dér.
  8. Postvisualisering (intern/ekstern). Det sker efter prøven, og her skal vi KUN visualisere hvordan vi skulle gå de steder, hvor der var fejl. Så vi samlet får en en perfekt visulaisering. Det skal ske hurtigt efter prøven. Derved har vi den perfekte bane liggende i vores underbevidsthed.
  9. Baglæns visualisering. Vi kan gøre det på særligt svære passager, starte med at vi har gennemført et moment, og så arbejde os baglæns.
  10. Live visualisering. Det kan fx være en video af drømmebanen (se fx Mind Movies her).
  11. Videovisualisering. Gense optagelse af den perfekte bane, du har gået, se det du har gjort godt igen og igen.
Endelig talte vi om hjernens filtre ved al kommunikation: den generaliserer, forvrænger og sletter. Ved at være opmærksomme på disse filtre, og hvordan de påvirker os, kan vi forholde os til dem og kompensere for dem.

Således kom vi igennem en masse meget spændende stof på to dage, og jeg har mange ting jeg skal overveje både i forhold til mig selv og i forhold til min coachrolle. 

Litteratur

  • Torben Rif: Giv slip
  • Don E. Beck, Christopher C. Cowan: At mestre forandring : en introduktion til Spiral dynamics (Spiral Dynamics)
  • Henrik Fexeus: Lær at læse tanker
  • Joe Dispenza: Becoming Supernatural inklusive at udføre øvelserne

Tidlige blogindlæg om MMT

onsdag den 9. april 2025

Otto – Vin - Fitness

Afslutningen på Ulven Peter, Ottos og min FS1-musik

Først og fremmest tusind for en masse søde kommentarer i anledning af rallyprøven 29. marts, hvor jeg gik op for sidste gang med Max og Otto i rally. 

Max er dermed definitivt pensioneret. Men jeg fik en gave, som bringer glæde i lang tid: en bog, med fotos fra Max’ karriere! Jeg skal selv samle fotos, og det er tidskrævende og vidunderligt. Der er så meget materiale at gennemgå, og det er superhyggeligt og nostalgisk på en dejlig måde. Siden bliver det til en bog, som jeg vil elske at bladre i og mindes fantastiske oplevelser i Max’ og mit lange liv sammen. 


Otto er definitivt ikke pensioneret. Han var senest oppe i FS1 den 5. april, og bestod for tredje gang. Han fik desuden dommerens favorit, det satte jeg virkelig stor pris. 

Hvad nu Paul (i forhold til Otto)? Ja, der skete jo en del 29. marts og dagen efter. Det har udmøntet sig i en målsætning. Der er en ydre målsætning, og en træningsplan. Jeg har taget en helt ny notesbog i brug til træningsdagbog, første notat er fra 29.3, og der står noget hver dag. For planen omfatter at jeg mener det alvorligt. Så udover at jeg har ugentlige træninger på 45-50 minutter, så er der korte daglige træningspas, og de er korte, 2-6 minutter. 

Seneste lange træningspas var i tirsdags i Neels hal, og det var noget af de bedste træning ever med Otto. Vi rykker 😊 Hvad det kan føre med sig aner jeg ikke lige nu. Jeg har som nævnt nogle ydre målsætninger men i dette øjeblik har jeg for første gang i mange, mange år ingen prøver med egne hunde i kalenderen. Og heller ingen planer for det. 

11 Chianti Classico Gran Selezione

På vinfronten har jeg været til et spændende seminar med Thomas Ilkjær - Få styr på Chianti Classico og UGA – den 1. april. UGA står for Unità Geografiche Aggiuntive, en geografisk tillægsbetegnelse der inddeler Chianti Classico i mindre, officielle geografiske zoner. Under seminaret smagte vi 11 vine fra den øverste kategori, Chianti Classico Gran Selezione – én vin fra hver UGA. Et meget spændende og lærerigt arrangement. 

Den 26, marts og 2. april har jeg været til suppleringskursus til sommelieruddannelsen, med henblik på at gå til eksamen i WSET Level 3. Vi er 5 fra mit sommelierhold der har fulgt det, og i dag var eksamensdag. Den omfatter 3 elementer: smagning af en hvidvin og en rødvin i henhold til WSET’s smageskema (½ time) samt en 2 timers skriftlig eksamen med 50 multiple choice spørgsmål og 4 short answer questions. Jeg kan garantere at jeg ydede mit bedste, om det rækker til at bestå eksamen, får vi at vide om cirka 8 uger. 

På den fysiske side er jeg i fuld gang med ”genoptræningen” i fitness med enetimer hos min fitte coach Tina. De første 10 er gennemført og i morgen fortsætter næste runde på 10, hvorefter jeg regner med at deltage i normale hold igen. Jeg rykker i den grad og nyder det. 

Præst Fjord tirsdag kl. 7:12

Udover de 2 ugentlige træninger er jeg også meget mere disciplineret med at fastholde gode vaner i øvrigt. Min typiske morgen starter med: kort meditation, morgentur med hundene på cirka 45 minutter, kort træning med Otto, lidt administrativt herunder høre Darren Hardy Daily mandag-fredag, skrive træningsdagbog og tjekke/besvare mails. Derefter er der morgenmad, og jeg er kommet i gang med dagen på en fed måde inden klokken er 8:30. Specielt morgentur gennem skoven og langs Præstø Fjord nyder jeg i den grad, det er den skønneste måde at starte en dag på.

torsdag den 3. april 2025

Den allersidste dans


Tak Otto (foto: Pernille)

Lørdag den 29. marts var jeg til rallyprøve med Max og Otto. Jeg har været til prøve med de to rigtigt mange gange, men prøven i lørdags var noget særligt. Jeg havde besluttet at det skulle være den sidste rallyprøve med begge hundene og dermed også min sidste rallyprøve som udøver. 

Jeg var derudover skyggedommer i begynderklasse, øvet klasse og championklasse. Det er et element i efteruddannelsen af rallydommerne, hvor skyggedommeren dømmer med, og sammenholder sine bedømmelser med den officielle dommers, og man taler om eventuelle forskelle. 

Det var en dag med potentielle til en masse 😊 Og jeg havde naturligvis meget omhyggeligt skrevet mine kriterier for dagen. Jeg vil ikke dele detaljerne, de er meget personlige, men overskriften var ”optræd som rollemodel hele dagen” og der var specifikke kriterier i forhold Otto, Max, arrangører, dommer og deltagere. 

Jeg havde torsdag og fredag været på modul 5 af Master of Mental Training™ og havde fået en ny teknik, som jeg brugte da jeg ankom, ind jeg stod ud af bilen. Den virkede i den grad! 

Dagen blev magisk og vidunderlig!! Jeg kunne ikke have forestillet mig en mere fantastisk afslutningsprøve. 


Jeg havde fået lov et give kage til afslutningen og noget lækkert til dommerens favorit i hver klasse.

Max' sidste præmieoverrækkelse (foto: My)

 Hvad gjorde dagen magisk, vidunderlig og fantastisk?
  • Stemningen, jeg kunne mærke positivitet og den fantastiske aura da jeg trådte ind i hallen og blev mødt af smilende og positive arrangører
  • Arrangementet, det var veltilrettelagt, flotte præmier, der var styr på det hele, smil og hjælpsomhed
  • To skønne banegennemgange med dejlig feedback
  • Stemningen (igen!) nu på tilskuersiden, det var så dejligt at opleve hvordan deltagerne hyggede, smilede og havde det godt med hinanden, uanset hvordan det gik
Max' sidste fremsending til kegle (foto: Pernille)

Tak til Max og Otto for 495 fantastiske oplevelser på banen 💗💗

mandag den 31. marts 2025

Master of Mental Training™ - 6 Human Needs – Kroppen Lyver ALDRIG

Helen og Paul arbejder med værktøj, hvor kroppen svarer på spørgsmål

Torsdag og fredag var jeg på modul 5 af MMT (Master of Mental Training™) hos Rasmus Bagger, i de skønneste omgivelser på Kulturværftet i Helsingør. 

Torsdag startede vi med at lave vores EPI (Emotional Performance Indicator) siden sidst, dvs. for to måneder. Jeg har lavet et par undervejs, det er en fantastisk måde at få taget temperaturen på sit eget velbefindende. 

Efter EPI’en skulle vi notere, om der var noget der burde have stået, jeg havde intet at tilføje. 

Hvis EPI’en ikke indeholdt nogle af vores værdier, var værdierne ikke indarbejdet godt nok, så får vanerne (underbevidstheden) lov at styre. 

Som alt andet på MMT er det et værktøj til at forstå mennesker. Vi trænede dette ved sammen med en eller to andre ved at dele vores EPI og anvende den som grundlag for en indledende coachingsamtale.  Det er enkelt og genialt! 

EPI’en er udtryk for refleksion, og jo mere vi reflekterer, jo mere selvbevidste bliver vi. Ved at være opmærksomme på følelserne bliver de mere og mere positive. 

ELI (Emotional Life Indicator) er måling at et længere forløb end EPI, ELI kan være et ganske kort forløb, fx skyde et straffespark, gå en rallybane osv. 

Rasmus kom med et eksempel på hvordan EPI kan bringes i spil på en enkel måde, her fx foran en gruppe:
  1. Hvor mange af jer er ambitiøse? Typisk vil alle svare, at det er de.
  2. Hvor mange af jer fører træningsdagbog? Typisk vil de fleste ikke gøre det.
  3. Hvordan kan I være ambitiøse uden at føre en træningsdagbog? Her bliver det tid til refleksion og der kommer reaktioner. 
Træningsdagbogen kan fx indeholde tidspunkt, hvad jeg har trænet, hvilke tilstande jeg har været i – ordet tilstand skal naturligvis tilpasses målgruppen, det kan fx være humør/energi/følelse – hvad jeg har lært. Det er ikke nødvendigvis noget man skal læse igen, den primære gevinst er at man reflekterer, bliver bevidst om sit humør/energi/følelse – for jo bedre energi, jo hurtigere lærer man! 


MMT handler om performancecoaching. Det handler ikke om at være som de fleste - være realistiske – men at sætte ambitiøse mål, håndtere udfordringer, presse sig selv. 

Den største drivkraft er vores underbevidsthed. Uanset om tilstanden er negativ eller positiv vil vores underbevidsthed lagre/huske; da det er underbevidstheden der tager styringen når vi er pressede, er det vigtigt, at vi er bevidste om at vi selv vælger tilstanden. Derved kan vi lagre med positive labels, og trække på det, når det er nødvendigt. 

Vi talte om de tre mandater for ledelse:
  1. En leder der ser det værre end det er. Har magt, fastholder magt, skræmmer folk … 
  2. En leder der ser det som det er, accepterer tingenes tilstand
  3. En leder der ser det bedre end det er og arbejder benhårdt for at gøre visionerne til virkelighed. Fortæller om visionen, skaber følgere 
Jeg noterede en stribe punkter at være opmærksom på:
  • Ikke være imponeret af titler: de andre er på landsholdet, har vundet dit og dat – det er kun mennesker, de skal ikke gøre dig dårligere
  • ”Realisme” er ikke vigtig. Tag udgangspunkt i hvor du er, og hvor du vil hen
  • Bryde mønstre: Hvis du har ikke ressourcefulde følelser skal du mærke efter kortvarigt og så ændre, ellers træner du på noget, du ikke ønsker
  • Sætte specifikke mål: til næste gang skal du have tabt 5 kg., eller xyz. Det er adgangsbilletten til næste session
  • Konkurrenter til dig som coach/træner: tjener som inspiration til at du kan gøre det bedre. Din motivationsfaktor (den indre målsætning) er, at du er på markedet for at gøre det så godt du kan
  • En perfektionist findes ikke, de søger af natur efter mangler, har regler, bliver nemt stressede og har derfor et lavt selvværd
Derefter blev vi grundigt introduceret til Tony Robbins 6 Human Needs, et vildt spændende værktøj til at forstå mennesker. 



De fire første skal opfyldes daglig: Certainty, Variety, Significance og Love/Connection. De sidste to Growth og Contribution kan der gå længere imellem. Det er individuelt hvilke der er vigtigst. 

I forhold til en coachee er en tilgang at få dem til identificere deres top-2, rækkefølgen er også vigtig. Hvis mindst 3 af de 6 er større end 6 på en 10-skala, er der tale om afhængighed, tænk bare på rygning ikke bare pga. nikotinen … 

Som hjemmeopgave til fredag fik vi opgaven: 
  1. Beskriv dine egne top-2 Needs i rækkefølge for dit liv til dato
  2. Hvad har de gjort for dig, hvilket formål har de tjent?
  3. Hvad har de kostet dig?
  4. Er det stadig de vigtigste fremover? 
Fredag startede med at vi to og to skulle gå rundt om Kronborg. Vi havde halvdelen af tiden hver til at fortælle om kurset indtil nu. Jeg gik med Gustav og det var fantastisk at få repeteret 9 kursusdage på 24 minutter, utroligt givende. 


Derefter holdt Flemming Hermansen et fantastisk indlæg under overskriften Kroppen lyver ALDRIG. Flemming arbejdere bl.a. med Allergibehandling. Allergi er et udtryk for stress i kroppen og dermed nedsat immunforsvar. Allergien opstår ved at kroppen i en specifik situation udsættes for noget stress og associerer det med noget i omgivelserne.

Vi lærte at arbejde med et værktøj, hvor vi udnyttede at kroppen reagerer på det den har med, nemlig styresystemet = underbevidstheden. På billedet foroven er Helen og jeg i gang med teknikken; hun kommer med forskellige udsagn, og hendes udstrakte arm afslører, når jeg forsøger at presse den ned, hvad hendes underbevidsthed fortæller. 

Vi lærte også et simpelt værktøj til at reprogrammere vores underbevidsthed.


Efter frokost skulle vi efter tur gennemgå vores svar på Human Needs-opgaven. Mit svar ganske kort: jeg har det meste af livet været drevet af Variety og Significance, men det er gradvis ændret de senere år og nu er jeg drevet af Growth og Contribution. 

Hjemmeopgaven til næste gang er at finde ud af hvad ens Primary Question er – ens grundlæggende overbevisning. Når vi er i pressede situationer, hvad siger vi så til os selv? Og finde et nyt styrkende primært spørgsmål - et, der opfylder ens behov og leder ens liv i den retning, man ønsker og fortjener.

Vi skal lære os selv endnu bedre at kende – meget, meget spændende og fascinerende.

Tusind tak til Rasmus og resten af holdet for to fantastiske dage!

fredag den 21. marts 2025

Bobler for begyndere – og øvede (Jonas Landin og René Langdahl, 2024)


Jeg har tidligere skrevet positivt om forfatternes Vin for begyndere – og øvede (Jonas Landin og René Langdahl, 2022). Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne rose bogen om bobler i samme grad. Men helt ærligt, så synes jeg ikke de får det optimale ud af bogen. 

Mit gæt er, at forfatterne simpelthen véd alt for meget – og det er jo ikke dumt! – men når bogens hovedtitel indeholder ”for begyndere”, er man nødt til også at forholde sig til, hvad en begynder er. 

Jeg ville fx forestille mig, at en begynder bagefter skulle kunne fortælle, hvordan en Champagne fremstilles, boblevinen par excellence. Det er beskrevet på side 34 – 47 med mange ord, men også med sidespring og det giver ikke et klart billede synes jeg.

En mousserende vin indeholder kuldioxid, det er derfor der er bobler i vinen. Der er en række forskellige metoder til at opnå dette. Man kan selvfølgelig diskutere, hvad der er mest pædagogisk. 

Jeg har vist indledningen til det første afsnit om fremstillingsmetode, som hedder ”Den ældste metode – ancestrale og pet-nat” og begynder således:


Der står fire navne på metoden. Der står det er samme metode med variationer. Der står at førstegæringen færdiggøres i en flaske. I næste sætning står at den gærende most flyttes til flasken, det er altså noget der sker før det foregående punkt. Så står der, at der ikke bliver tilsat ekstra gær eller sukker – i sammenhængen er det svært for en nybegynder at forstå, hvad det indebærer at netop de to bestanddele ikke tilsættes. Der står at de døde gærceller forbliver i flasken, altså INGEN degorgering – som ikke er forklaret. Der står at metoden er appellationsbundet i Limoux og dér har et femte navn. 

Der står intet forkert, men jeg synes ikke det er læsestof for begyndere. 

En mere oplagt måde at beskrive det på synes jeg er fx beskrivelsen i Jancis Robinsons Oxford Vinleksikon, hvor opslaget mousserende vin bl.a. indeholder et diagram (side 441): Dér beskrives champagnemetoden, transversage, transfermetoden og Charmatmetoden samlet, inkl. alle de tekniske trin i processen. Det giver et godt grundlag for at fortælle om afvigelser.

Hvis bogen var startet med at beskrive den traditionelle metode, kunne beskrivelsen af methodé ancestrale naturligt beskrive afvigelser fra champagnemetoden/den klassiske metode. 

Der er en masse spændende stof i bogen: om natur og landskab, om besøg hos markante vinbønder, smagning af særlige vine og anbefaling af producenter. 

Der er også mange detaljer om tilladte druer, krav (og nogle steder fravær af) til fremstilling, som også er rigtige. Men når det er skrevet i tekstform er det svært at få overblik over de mange druesorter og procenter mv.. Jeg tror nogle skemaer ville gøre det mere overskueligt. 

Jeg savner i den grad kort i bogen, jeg fandt 4. Mange steder beskrives geografien, men det ville være rart med kort at orientere sig efter. 

Der er mange anbefalinger af producenter og typer af boblevine. Som nybegynder (og øvet) savner jeg noget samlet: hvordan kommer jeg videre herfra? 

Bogen slutter lidt mærkeligt (i forhold til titlen) med et kapitel om Fremtidens muligheder for vindyrkning i Danmark. Et forslag til næste udgave kunne være at der kom en samlet oversigt med nogle konkrete anbefalinger. A la: hvis du er helt ny indenfor champagne/bobler, så foreslår vi at du smager xyz. Gerne med vine der er tilgængelige i Danmark og med indikation af prisniveau. 

PS: Lidt redaktionelt. 
  • Det ville være rart hvis henvisninger i bogen var til sidenumre, ikke bare til andetsteds i bogen.
  • Det ville være rart hvis man overvejede om et layout med to ret smalle kolonner og orddeling var hensigtsmæssigt; det giver sjove orddelinger som xa-rel-lo (xarel-lo) og terro-ir og er svært at læse.
  • Jeg synes man skal stå véd, at man er to forfattere, men at det er en fælles bog; der er rigeligt med ”Jeg, René” og ”Jeg, Jonas”, og jeg tror ikke det er vigtigt for læserne hvem der mener hvad.

onsdag den 19. marts 2025

Sommelier og andet godt

Den stolte sommelier med diplom og forklæde

Onsdag den 12. marts

Efter den nye, normale start på dagen – inkl. meditation og tur i skoven og langs fjorden med Max og Otto – gik turen til Hotel- og Restaurantskolen for 22. gang i forbindelse med sommelieruddannelsen. For første gang var det ikke undervisning eller eksamen, og som der blev joket med, for første gang kunne vi drikke noget vin uden at spytte ud 😉

Anledningen var diplomuddelingen på sommelieruddannelsen, hvor der blev serveret champagne og lidt snacks, inden Thomas Ilkjær holdt en kort tale og der blev uddelt diplomer, forklæder og nåle. Naturligvis blev det obligatoriske gruppefoto også taget.

"Mit" sommelierhold

Det var en skøn afslutning på et ét år langt forløb, faktisk meget præcist, første kursusdag var 12. marts 2024.

Umi Sushi lækkerier

Kirsten var med og Sandra og Christian var kommet fra Oxie for at være med til at fejre, det var jeg meget glad for. Vi tog på Umi Sushi Valby bagefter og fik en dejlig frokost. 

Torsdag den 13. marts

Fiskepladsen i Præstø torsdag morgen

Jeg var til 5. gang fitness hos Tina. Jeg kan mærke at jeg rykker!

Om aftenen var der generalforsamling i Sydkystens Hundeskole, som sædvanligt ganske udramatisk.

Fredag den 14. - søndag den 16. marts

På Roneklint med hundene

Vinlæsning omfatter fast materialet til WSET3 samt Bobler for begyndere. På hyggesiden er Harry Potter bind 4 (Flammernes Pokal) læst færdig. Der var nogle coachingsamtaler, noget fitness selvtræning og masser af ture med hundene, bl.a. på stranden ved Roneklint.

Mandag 17. marts

Træning hos Tina.

Vietnamesisk svinekød med ananas

Harry Potter bind 5 (Fønixordenen) i gang. 

Tirsdag 18. marts 

My og jeg gik en pragtfuld tur fra Stevns Fyrcenter til Højerup Gamle Kirke. Kirken åbnede for besøgende præcis da vi var der, så fik oplevet den indefra.





Nye vinbøger :-)

Thai fiskefrikadeller med peanut butter sovs og thailandsk salat

Onsdag den 19. marts

Max var med til træning i Neels hal

Tur om Bårsesøerne

Stegt laks med asiatisk mangosalat

Resten af marts 

Der er en masse i kalenderen også resten af måneden:
  • 2 ugentlige træninger hos Tina 
  • Frokost på Muldiverset 21. marts
  • Dømme rally 22. marts i Ringsted 
  • Læse Bobler for begyndere færdig og anmelde 
  • Læse Harry Potter og Fønixordenen 
  • Træne med Otto og Max 
  • Forberede WSET suppleringskursus og deltage i første undervisningsdag 26. marts 
  • 5. modul af MMT den 27. og 28. marts 
  • Spise tapas og få lækker vin på 73 Strandgade vinbar den 27. marts
  • Max, Otto og min sidste rallyprøver den 29. marts 
  • Fejre Christians fødselsdag i Oxie 30. marts


fredag den 7. marts 2025

Gode vaner

Præstø Fjord fredag morgen

I omtalen af Darren Hardys The Compound Effect nævnte jeg, at jeg havde tilmeldt hans nyhedsbrev med en daglig video til inspiration. En af mine gode vaner er at se den, før jeg står op om morgenen. Det er altid inspirerende, tankevækkende og positivt, en god måde at starte dagen på.

I går handlede det om en person, hvis mål det var at have 10 mio USD. Da han nåede det mål, mistede han sin motivation og gik helt i stå. Pointen er, at det isoleret set, var et dårligt mål. Det kunne have været en milepæl at fejre, som led i et mål der hed vækst.

Det var derfor mit mål med sommelieruddannelsen ikke var at bestå, men ”for mig er det vigtigste dels processen – det skal være sjovt at komme til hver af de 21 dage, som uddannelsen omfatter – dels resultatet i form af en dybgåendeviden om vinproduktion, vin og alt muligt andet, som kurset omfatter, fx parring af mad og vin, spiritus, øl …” . Det betyder at de næste skridt – WSET 3 uddannelsen, læsning af bøger og tidsskrifter, deltagelse i vinsmagninger mv. er en naturlig udvikling i det at blive klogere på vin, øl og spiritus.

Det var en god anledning til at tjekke mine mål i det hele taget.
 

Forleden gav Darren Hardy mulighed for at downloade et 68-siders magasin Drive, hvor 31 personer, der har opnået ekstraordinære resultater, fortæller om bl.a. deres Mindset Approaches, Learning & Growth Rituals, Work Methods og Energy & Health. 

Det er personer som Oprah Winfrey, Michael Phelps, Steve Jobs, Jeff Bezos, Warren Buffett, Serena Williams og Arnold Schwarzenegger. Det er spændende at læse på tværs, og selvfølgelig er der mange ting de fleste har til fælles, fx ekstremt høj arbejdsdisciplin, velindarbejdede rutiner, ambitiøse mål og fokus på at holde sig i form både fysisk og mentalt. Fx om Arnold Schwarzenegger:


Vi er jævnaldrende (han er kun nogle få år ældre end mig), og at læse præcis dette var en reminder til mig om, at det var på høje tid jeg fik fokus på mit fysiske helbred.

Jeg er som nævnt tidligere vendt tilbage til Tina (denfittecoach) og har til en start booket 20 enetimer. Efter de første 3 føler jeg mig allerede rigtigt godt på vej, og jeg har lovet Tina, at jeg fortsætter med at træne resten af livet.

Mine ture med hundene er først og fremmest hyggeture, men de er selvfølgelig også fysisk aktivitet og ofte mental, fordi tankerne får mulighed for at flyde frit. Så vidt muligt omfatter turene én daglig tur på godt 3 km gennem Næbskoven og langs Præstø Fjord. 

I morges var vejret så fantastisk, at den korte morgentur (til Jacobshavn) blev forlænget til den lange. Fotoet øverst er fra starten af turen, det var magisk og en fantastisk start på dagen.

Det var også på denne tur jeg bekræftede overfor mig selv, at jeg vil begynde at meditere. Becoming Supernatural indeholder en del meditationer, dem vil jeg arbejde med; men først skal jeg have det grundlæggende på plads. '

I går aftes prøvede jeg en meditation for nybegyndere, nu har jeg fundet nogle flere. Jeg går i gang med den nye vane i dag, én daglig meditation kommer i kalenderen. Det bliver ikke på bekostning af noget andet, det er bare et valg at synliggøre det i kalenderen 😉

Jeg husker også dagligt - mange gange flere gange - at minde mig selv om, at jeg er privilegeret og at jeg skal huske at nyde hver eneste dag.

torsdag den 6. marts 2025

Joe Dispenza: Becoming Supernatural – How Common People Are Doing the Uncommon (2017)


Hvad vil det sige at være Supernatural (overnaturlig)? Den Danske Ordbog definerer det: ”som ikke hører til naturens eller virkelighedens verden, men tilskrives kræfter uden for denne”.

Joe Dispenza gør i Becoming Supernatural (udgivet på dansk ”At blive overnaturlig: Hvordan almindelige mennesker gør det ualmindelige”) op med denne definition. Bogen handler, om hvad der er muligt, når vi forlader det han kalder space-time (rum-tid), dvs. den tredimensionale Newtonske verden, som vi kender den og ved at aktivere vores koglekirtel (epifysen, engelsk: pineal gland)), kan bevæge os ind i time-space (tid-rum), kvanteverdenen, den femte dimension.

Joe Dispenza arbejder inden for et bredt felt af kompetenceområder: fysik, kvantefysik, epiGenetik, psykoneuroimmunologi, neurokardiologi, elektromagnetisme, neurovidenskab og ikke mindst neuroendokrinologi. Interaktionerne mellem nervesystemet og det endokrine system, som til sammen styrer kroppens fysiologi. 

Det endokrine system (kilde: Wikipedia)

Der er er et usynligt energi- og informationsområde om hver af de viste kirtler:


Hvis vi kan fjerne fokus fra vores krop og fokusere på det hinsides, får vi adgang til kvanteverdenen, en immateriel verden, hvor tiden ikke findes og vi kan realisere alting.

Bogen beskriver hvordan vi kan lære at få har adgang til kvanteverdenen. På samme måde som en antenne oversætter signaler til en tv skærm, fungerer koglekirtlen som en superleder, der sender og modtager frekvenser ud over det vi kan sanse (kvanteverdenen) og oversætter dem til biologisk væv (hjernen og sindet) i form af meningsfulde billeder.

Jeg fik associationer til Aldous Huxleys The Doors of Perception (1954, dansk: Erkendelsens døre), der beskriver hans erfaringer med meskalin. Joe Dispenza beskriver hvordan man med viljens kraft kan opnå den effekt.

Bogen beskriver detaljeret meditationer, som muliggør ovenstående. Der er mange eksempler på, hvordan mennesker har opnået dramatiske ændringer af deres liv – fx helbredelse af kritiske sygdomme – noget som man kunne kalde mirakuløst; men det er sket affødt af en proces, som de selv har startet ...

Et kapitel om Mind Movies/Kaleidoscope beskriver en proces, hvor man bringes i en trancetilstand og ser den Mind Movie, som man selv har skabt – som en visualisering af den fremtid man ønsker sig. Man ER i fremtiden og ens underbevidsthed vil opfatte det der sker, som virkeligt.

 

Hvorfor skal du læse bogen?

Fordi du synes det er fascinerende at læse om, hvordan du bevidst kan bringe dig selv i en tilstand, hvor du hinsides den verden, du kender, skaber din fremtid.

Fordi eksemplerne er så detaljerede og overbevisende, at du ikke kan lade være med at tro på, at DU også kan gøre det.

Fordi den præsenterer kompleks information fra mange forskellige områder på en forståelig måde.

PS: Jeg var næsten færdig med bogen, da jeg opdagede at den fandtes på dansk. Jeg vil klart anbefale den danske udgave, fordi der er en del fagudtryk, som mange formentlig ikke umiddelbart kender. 

 

tirsdag den 4. marts 2025

Gammel kærlighed og nye kærester


For over 7 år siden skrev jeg et blogindlæg med titlen Gammel kærlighed … og nye kærester. Det handlede om min kærlighed til LP som var rustet, men at jeg havde fundet nye kærester i HTM, Rally, NW, 6+ og FS.

Jeg tjekkede min statistik, NB: Total ”stemmer ikke”, fordi der er kolonner med tidligere hunde der er skjult:


HTM, NW og 6+ har været gode og intense kærester. De har levet fint med, at der blev flirtet lidt til flere sider og de har alle tre givet nogle fantastiske oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden.

Mit absolut mest langvarige forhold har været med rally. Det startede med småflirteri over flere år. Men hun mente det alvorligt, og så blev det intenst især som udøver, men også som udvalgsmedlem, dommer, arrangør og underviser.

Vi har det stadig godt sammen, men med alderen kommer der også noget automatik og magelighed ind i forholdet.

Rally har også kunnet mærke, at jeg som pensionist har fundet nye, spændende bekendtskaber udenfor hundeverdenen ikke mindst vin og mental træning har tiltrukket  rigtigt meget og det er er gengældt.

Rally og jeg har levet sammen i mange år og vi kender hinanden rigtigt godt. Vi holder fortsat meget af hinanden, men vi har også aftalt, at vi vil give plads til hinanden.

Jeg fortsætter som DKK-dommer og som arrangør i lille skala i Sydkystens Hundeskole.

Som udøver går jeg med Otto og Max til vores sidste prøver den 29. marts. Vi glæder os til at nyde vores sidste prøver. Rally og jeg har talt om, at jeg ikke ”bare” kan stoppe, der skal lukkes pænt af; så der kommer kage fra Præstø Bagværk og der skal tages et ganske særligt foto af os alle tre foran Max’ flag.

Jeg stopper som FCI-dommer når jeg har dømt FCI-prøven i Ringsted 30. august. Gennem DKK’s Rallyudvalg har jeg været en af drivkræfterne i udviklingen af nordisk og international rally, jeg var ansvarlig for det første NM i 2019, jeg har dømt to NM, jeg har været på landsholdet med Max. Det eneste jeg synes mangler for at runde det pænt af, er at dømme en officiel FCI-prøve. Da den mulighed opstod sagde jeg straks ja tak, og derefter kan jeg sige pænt farvel.

Hvad så med Otto? Ja, han er bestemt ikke glemt. Og den opmærksomme læser vil bemærke, at der er af kæresterne ovenfor som ”svæver”: Freestyle (FS). Vi har ikke haft så meget med hinanden at gøre i flere år, men hun lagde an på mig og Otto.

Ottos skønne debut i FS1 gav os blod på tanden, vi var oppe igen i sidste måned og sørme om ikke yderligere to prøver står i kalenderen og forhåbentlig en camp til juli.

FS og jeg synes vi er på bølgelængde igen, og satser på flere gode år sammen …

fredag den 28. februar 2025

Sarah Aalborg: Secure by Choice – The security professional’s guide to human biases in GRC (2025)


Jeg må straks tilstå at jeg ikke tilhører bogens målgruppe. Jeg arbejder ikke med cybersikkerhed indenfor GRC (Governance, Risk, and Compliance). Men jeg er en nysgerrig person 😊 

I forbindelse med Master of Mental Training™ har vi talt meget om underbevidsthed versus bevidsthed. Og det er netop hvad Secure by Choice handler om, og som triggerede min nysgerrighed: koblingen mellem IT-sikkerhed og det forhold at mennesker ikke altid træffer rationelle beslutninger om sikkerhed. Bogen handler om hvordan disse skævheder (biases) kommer til udtryk, og hvordan man kan håndtere dem for at opnå den ønskede adfærd i forhold til sikkerhed.

Bogen gennemgår 13 biases:
  1. Path of Least Resistance. Vi vil naturligt vælge vejen med mindst modstand. 
  2. Complexity Bias. Vores hjerne ønsker ikke for mange valgmuligheder. 
  3. Overconfidence Bias. Mennesker overvurderer generelt sig selv, og mener de er bedre og mere rationelle end andre.
  4. Availability & Confirmation Bias. Vi fokuserer underbevidst på noget vi lige har bemærket, og pludselig ser vi det alle vegne & Vi fokuserer underbevidst på noget der bekræfter det, vi allerede ved. 
  5. Social Proof aka Herd mentality bias. Vi tenderer mod at agere som de andre i flokken. 
  6. Continuity Bias. Hvis vi er gået i gang med noget, er det meget nemmere at fortsætte med de næste skridt. 
  7. IKEA Effect. Vi værdsætter det mere, hvis vi selv har ydet noget for at opnå det færdige resultat. 
  8. Default Bias. Vi tenderer mod at lade tingene være, fremfor at rette noget. 
  9. Feedback Bias. Det forhold at vi har en tendens til at fortsætte, hvis vi får positivt feedback. 
  10. Negativity Bias. Vi har en tendens til at reagere hurtigere og kraftigere på negative ord og reaktioner.
  11. Optimism Bias. Vi tror vi er mindre udsatte for negative hændelser og mere sandsynligt oplever noget positivt end andre mennesker. 
  12. Bandwagon effect. Vi har en tendens til at følge de andre, gøre som de andre. 
  13. Framing. Denne bias handler om at vi i høj grad agerer ud fra den kontekst (indramning) en situation præsenteres på, snarere end det konkrete indhold. 
Hver af dem beskrives med gode eksempler, hvorfor de kan være problematiske i forskellige situationer ikke mindst sikkerhedsmæssigt og hvordan man ved at være opmærksom på bias kan tage højde for den i sit design af løsninger og dermed vende den til en styrke. 

Hvis du har læst hertil, har du sikkert flere gange tænkt: Jamen, det handler jo ikke kun om sikkerhed? 

Præcis! Sarah skriver: ”It’s not just about security systems but understanding ourselves and our colleagues.” Det er det der gør bogen spændende også for læsere, som ikke er i den direkte målgruppe. 

Security kan erstattes med andre områder fx helbred, karriere, hundetræning – det er jo generisk at underbevidstheden har de biases. Ved at være bevidste om det kan vi udnytte det til vores fordel. 

Jeg vil varmt anbefale bogen, som er letlæst, underholdende, med masser af gode eksempler samt værktøjer og ideer som nemt kan tages i anvendelse. 

Hvorfor skal du læse Secure by Choice? 

Hvis du er indenfor den ”officielle” målgruppe skal du købe bogen straks, fordi den uden nogen tvivl vil gøre din tilgang til dit arbejde mere nuanceret, og du på en enkel måde kan få løftet sikkerheden i din organisation. 

Hvis du er ansat et sted, hvor der arbejdes med IT, så kunne du overveje at sende et link til rette vedkommende i organisationen, og opfordre til at læse bogen. 

Hvis du bare er lidt nysgerrig på, hvordan vores underbevidsthed arbejder for at hjælpe os, får os til at gøre det nemme, og hvorfor det kan være godt i mange situationer, men også risikabelt; så skal du ikke betænke dig på at læse bogen.

torsdag den 27. februar 2025

Sommelier

Den skønneste solnedgang tirsdag ved Jacobshavn

Jeg har skrevet en del blogindlæg om sommelieruddannelsen undervejs. Efter eksamen i mandags fik jeg lyst til at skrive om den sidste del af forløbet, bl.a. ud fra det mentale perspektiv – da jeg er i gang med Master of Mental Training™ (MMT) var det jo det naturligste i verden at bruge nogle af de teknikker, jeg har lært. 

Det er næsten et år siden sommelieruddannelsen begyndte, den 12. marts 2024. Jeg har i forløbet skrevet et Worddokument baseret på vores studiemateriale, jeg genlæste lige indledningen, hvor jeg skrev: 

Dette dokument er mine noter fra kurset, hvor jeg har samlet kompendierne til de enkelte runder, PowerPoints, repetitionsspørgsmål, quizzer, noter fra de enkelte undervisningsdage samt det løse, så jeg havde én referenceramme i forhold til eksamen. 

Så skrev jeg ordet – eksamen. Jeg tror alle, i hvert fald langt de fleste, prioriterer det meget højt at består eksamen og få papir på, at de har gennemført Sommelieruddannelsen. Jeg vil naturligvis også meget gerne bestå, men for mig er det vigtigste dels processen – det skal være sjovt at komme til hver af de 21 dage, som uddannelsen omfatter – dels resultatet i form af en dybgåendeviden om vinproduktion, vin og alt muligt andet, som kurset omfatter, fx parring af mad og vin, spiritus, øl …” 

Efter den sidste undervisningsdag skrev jeg dette blogindlæg om mit udbytte af uddannelsen. Det var helt i overensstemmelse med det, jeg skrev for snart et år siden. 

Eksamenslæsningen startede systematisk i begyndelsen af december 2024:
  • Jeg lavede et skema hvor jeg for hver undervisningsrunde og for hvert område pr. gang, noterede om jeg havde gennemgået kompendium, PowerPoints, eventuelt kortmateriale, håndskrevne noter samt quizzer og repetitionsspørgsmål - målet var at jeg KUN skulle bruge Worddokumentet i det videre forløb.
  • Derefter lavede jeg en plan for at komme alt materialet igennem én gang inden den 7. januar 2025 (hvor vi havde prøveeksamen), og svare på repetitionsspørgsmålene 2 gange.
  • Efter prøveeksamen udarbejdede jeg en plan for forløbet frem til den 23. februar; jeg ville sikre at alt materialet blev gennemgået yderligere en gang og at jeg dækkede alle områder til eksamen. Eksamen omfatter: 
    • Almen teori. 2 timers skriftlig eksamen med korte faktuelle spørgsmål samt spørgsmål der kræver længere svar og argumentation. Forberedelsen omfattede genlæsning af Worddokumentet og ikke mindst intensivt arbejde med repetitionsspørgsmålene.
    • Vinmenu. En skriftlig prøve hvor vi præsenteres for en tre-retters menu, hvortil der skal argumenteres for og foreslås vine. Forberedelsen bestod i 3-4 testopgaver som blev bedømt af Thomas Ilkjær. Derudover gennemgik jeg notater om vin- og madkombinationer.
    • Smageeksamen/blindsmagning (40 minutter), med tre delelementer:
      • Vi skulle finde en defekt vin blandt fire glas, og identificere defekten. Forberedelse: sidste undervisningsrunde havde fokus på bl.a. defekter i vin, jeg trænede det ikke derudover.
      • Typebestemme to spiritustyper. Forberedelse: Det trænede jeg slet ikke.
      • Smage og analysere 4 vine ud fra et standardskema, som vi dog ikke måtte have med. Forberedelse: at lære skemaet udenad (endnu bedre). Jeg arbejdede ikke med at smage vine. 
Den sidste uge op til eksamen kunne jeg en gang imellem mærke lidt stress, når der pludselig var et ord, en drue, et område eller andet jeg ikke kunne huske. Heldigvis blev jeg mindet om at huske, hvad mit formål med at deltage på sommelieruddannelsen var, og det indebar ikke at jeg skulle blive stresset op til eksamen. I MMT-termer: jeg skulle huske min indre målsætning ”du skal ”bare” gøre dit bedste”.

Resultatet blev, at jeg den sidste uge læste cirka 1½ time daglig, sidste gang søndag den 23. februar om morgen, og ingen læsning frem til eksamen 2 døgn efter. Og nok så væsentligt – hver gang jeg i de to døgn overhovedet kom til at tænke på eksamen/vin, skyndte jeg mig at tænke på noget andet! Det var baseret på, at jeg havde læst materialet omhyggeligt flere gange, og at jeg troede på at min underbevidsthed ville hjælpe mig i eksamenssituationen. 

I tirsdags var der eksamen. Jeg havde et kort ritual 5 minutter før hver af de tre dele, hvor jeg gentog min vinmantra, følte mig som verdens bedste sommelier, viste det i mit kropssprog og derefter satte mig til eksamensbordet. Jeg var totalt ustresset under alle tre elementer. 

Klar til eksamen!

I første del, den teoretiske del, fulgte jeg min strategi til punkt og prikke: Hvis det er noget du ikke lige kan svare på, så gå videre og vend tilbage til det. Det betød at jeg fik et godt flow i besvarelsen. En sektion som kunne give 15 point ud af 210 (bestået grænse 139 point = 66 %), gik jeg først i gang med efter måske 1 time, og der kom formuleringerne ganske naturligt, det gjorde de ikke de første gange jeg læste teksten.

Kyllingesouffle boller med sæsonens grønt

Så var der frokostpause, og jeg tænkte ikke et øjeblik på hverken den overståede eksamen eller den næste, menuopgaven.

I menuopgaven var det endnu vigtigere med min strategi, nemlig ikke nødvendigvis at gøre som det forventedes: at lave en stringent analyse af retten, på basis af den formulere krav til vinen, derpå foreslå 3-4 forslag til vine der levede op til kravene og så anbefale en specifik vin. Jeg sprang lidt rundt mellem retterne, i et par tilfælde forestillede jeg mig den perfekte vin og arbejdede mig baglæns; samlet endte jeg med at være færdig med retterne i omvendt orden: dessert, hovedret og til sidst forret. 

Så kom blindsmagningen. Den defekte identificerede jeg nemt, tydelig prop, og for en sikkerheds skyld skrev jeg 2,4,6 Trikloranisol. De to spiritustyper, det blev gæt. 

Så kom den mest omfattende del: analyse og vurdering af 4 vine. Det er et fast skema som skal bruges til analysen, den omfatter 24 punkter med underpunkter, der er 7½ minut pr. vin. Bare for at nævne de 24 punkter:
  • Udseende: Klarhed, farveintensitet, farvenuance
  • Duft: Renhed duftintensitet, aromaudvikling, aromakategorier, aromaeksempler
  • Smag: Sødmegrad, syre, tannin, krop, smagsintensitet, aromakategorier, aromaeksempler, alkohol, eftersmag
  • Konklusion: Kvalitet, potentiale, druesort, alder/årgang, oprindelse, serveringstemperatur, mad/råvarer 
Der er ikke tid til dyb refleksion, det er vigtigt at have trænet det, herunder tidsparameteren, og så tro på sig selv. Jeg kunne mærke at det flød godt for mig, jeg kunne ikke have gjort det bedre. 

Eksamen er slut, 10 tømte glas :-)

Min fornemmelse efter den samlede eksamen: At jeg havde været tro mod mine kriterier, jeg mødte hver eksamen på den rigtige måde mentalt, jeg blev ikke på noget tidspunkt presset (jeg gik bare videre og vendte tilbage) og jeg nød det! 

Altså hvor fedt er det ikke lige at få lov at bruge en dag på at vise, hvad jeg har lært det sidste år, og bare mærke at jeg gjorde mit allerbedste. 

Det var OGSÅ FEDT at kunne mærke i praksis, hvor stærke værktøjer vi har fået på MMT allerede, jeg er overbevist om at marginalerne var på min side pga. dem. 

Resultat i point eller bestået/ikke bestået? Jeg havde seriøst ingen fornemmelse. 

Jeg fik resultatet i går aftes kl. 18:06. Lidt detaljer og så denne afslutning: 


Det var en kæmpebonus i forhold til min indre målsætning, og hold da op det føltes godt!

Det blev naturligvis fejret med et glas Champagne. 


Herfra fortsætter jeg med læsning af materiale til WSET® Lewel 3 Award in Wines. Det glæder jeg mig meget til at fordybe mig i.