søndag den 29. januar 2012

Høns

Skønt blæsevejr Solrød Strand søndag
Lørdag morgen mødtes jeg med Lisa, Lonni og Margit, og det blev til en times effektiv rallytræning med fokus på højrehandling og championøvelser. Det blev næsten for prøvelignende med Megan … snusen indimellem, og jeg har stadig ikke styr på kontaktsignal. Der var også flere langsomme reaktioner. Og hun er usikker på at holde position ved keglen. Godt, så er der stadig noget at træne på :-)
Derefter gik turen til København med Kirsten, og efter et hurtigt besøg på Cafe Europa og nogle butiksbesøg endte vi på l’Education National til en dejlig frokost.

Søndag hentede jeg nogle skovduer hos min revisor, og benyttede naturligvis lejligheden til at se hvordan Max reagerede på en død fugl. Han snuppede den bare og løb ind i haven med den :-)
Hundene hjalp til da jeg ordnede de tre skovduer, og de ligger nu klar til er herligt måltid på tirsdag.

Selvom jeg ærligt talt ikke interesserer mig specielt for håndbold, var jeg nødt til at se EM-finalen, og de to unge drenge var naturligvis med i sofaen.
I løbet af weekenden er der også kommer styr på Niina Svartberg kurset 11.-12. oktober 2012. Der har været meget stor interesse for at få pladserne med hund, og de er nu fordelt. Der er fortsat enkelte pladser uden hund begge dage.
Jeg fik en virkelig skøn ”uopfordret ansøgning” og den pågældende fik en plads :-)
Hvor kommer overskriftens høns så ind?
Efter træningen i tordags kom Johanna og jeg til at tale om lidt af hvert, bl.a. om at det i år er sidste gang Bob Bailey holder kurser. Vi er enige om, at kurserne hos Bob er KURSERNE over dem alle, og vi overvejer begge at tage en repetition af ét af kurserne … Jeg har omfattende videooptagelser fra de 22 dage jeg har været på kurset, og hver gang jeg ser et klip bliver jeg lige inspireret. Det er helt fundamentale træningsprincipper vi arbejder med, og de fungerer på høns, hunde osv.
Der er et klip fra dag 1 af de 22 her. Den øvelse som nævnes til sidst – hønen skal prikke i hvid plet midt i sort cirkel – er, så enkel den end kan lyde, for mig en ultimativ øvelse i at træne med klikker. Og jeg bruger den stadig som reference, når jeg skal fortælle om klikning. Hvis nogen er i tvivl: en høne er hurtig! Når den hakker ned mod cirklen er det ikke for en almindelig dødelig at afvente at hønen rammer den hvide plet, klikke og belønne. Man skal FORUDSE at hønen rammer … Hvis det ikke skal være rent gætteri skal man iagttage hønens adfærd inden den hakker, og så blive bedre til at forudse om den rammer eller ej. Og klikke hvis man tror den rammer rigtigt og lade være hvis man ikke tror den rammer rigtigt.
Og det er det jeg oplever at rigtigt mange, der træner hund, har svært ved. De klikker, når hundene afslutter den adfærd de ønsker at fremme, ikke når den tilbyder den. De klikker for at hunden dækker, fremfor at hunden begynder at dække. De belønner for at hunden står stille i indkald med stop i stedet for at hunden begynder at bremse. Osv.
Det samme gælder samspillet mellem mennesker. Det jeg skriver er dyb selverkendelse. Jeg reagerer simpelthen for sent i forhold til mennesker (jeg TROR jeg er bedre i forhold til høns og hunde).
Jeg reagerer når de har afsluttet adfærd, jeg ikke bryder mig om og ikke før eller mens den er under opsejling, selvom jeg nok burde kunne have forudset den.
Også på det punkt kan jeg blive meget bedre …

fredag den 27. januar 2012

Niina Svartberg kommer tilbage!

Igen er hektisk uge, men heldigvis næsten kun på den positive måde.

Søndag deltog jeg på sidste runde af Connis Helhed og detaljer med Lille Bjørn, og det blev en fantastisk god træningstime. Fællesdækken i skjul gik fint (op til 1:30) og fællessit flot (1:05). Jeg forsøgte helt ekstraordinært alle 6 skifter i en LP3 stillingsskift, og Liller Bjørn rykkede sammenlagt næsten en hundelængde på 6 skifter, dvs. det var 2 af dem der virkeligt kostede. Det positive var at alle skifter blev taget på 1. kommando. Så lavede vi noget flot løb under gang, en super næseprøve og nogle fine indkald med stå. Rigtigt god time.
Mandag stod den igen på LP-undervisning på mine tre LP-hold
Tirsdag skulle jeg have trænet rally, men desværre blev jeg involveret i et trafikuheld, og eftermiddagen gik med 2 timers meget kold ventetid på at Falck skulle bugsere bilen på værksted :-( Heldigvis ingen personskader, jeg slap med en forstuvet tommelfinger.
Onsdag trænede jeg rally med Lisa mfl. 21 skilte, og vi havde aftalt at det var højrehandling hele vejen – så sideskift-skiltene skulle udføres som dobbelt sideskift, så hundene kom tilbage på højre side. Det gik rigtigt godt både for Lisa & Louie og mig & Megan. Megans og min største udfordringer var slalom og at stå ved keglen! Jeg skal have Megan lidt tættere på højre side, men hun går ellers ualmindeligt flot.
Lille Bjørn udførte alle skiltene på nær sideskift, hvor jeg fandt på noget andet, og det gik også rigtigt godt.
I går torsdag stod den så på den ugentlige træning hos Johanna.
Max udvikler sig virkelig meget og han er bare en drøm at arbejde med. Fællessit og fælledæk bliver stille og roligt bygget op. Lineføringen gik vildt godt, jeg fik nogle meget flotte ord med på vejen om øvelsen, og jeg synes da også selv det går ret godt – men alligevel!!! Stillingsskiftet dæk-sit, som jeg har kæmpet lidt med, fungerer nu fint på 2-3 meter, han sitter lynhurtigt og lige. Apporteringen er den store udfordring, for han dæmpede helt tydeligt da den skindomviklede apport kom frem, så den forsvandt igen efter nogle mislykkede forsøg på at få hans interesse for den. Inden afslutningen arbejde jeg med pole (gå rundt om pind) og fik den overført til et bordben og fortsatte med ”omkring” hvor Max skal løbe omkring en pind og tilbage til mig. Det synes jeg er smart (har lært den af Helle Damkjær) til at få fuld fart på hunden, og den kan bruges når vi skal arbejde med indkald med stop mv. Så skulle vi slutte af med indkald, en af Max’ superøvelser … troede jeg. Indtil han løb omkring mig og tilbage til Johanna!!!! Ups.
Hjem til aftensmad og tilbage med Lille Bjørn. Lille Bjørn er ualmindeligt optaget af underlaget, bryder sig ikke om Lones Selma, og var på dupperne i samfulde 5 kvarter. Men når han skulle arbejde, så arbejdede han!
Fællessit 2 x 1:00. Fællesdæk 1:40 som det længste i skjul, og med mange forstyrrelser. En rigtig flot fri ved fod, med temposkift og vendinger og alle på stedet øvelser. Nogle flotte stillingsskift. Nogle knivskarpe stå og dæk under gang. Og så det løse. En træningsaften over det sædvanlige, og det skal der efterhånden en del til!!
Da jeg kørte hjem efter sidste hold torsdag kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over den ufattelige luksus det er at have tre hunde at træne med: Megan, Lille Bjørn  og Max, og det er fantastiske at arbejde med hver på deres måde.
I dag fredag fik jeg så en herlig mail fra Niina Svartberg. Hun vil gerne holde et kursus i Danmark torsdag den 11. og fredag den 12. oktober!! Jeg havde skrevet til hende, at hvis weekender ikke var mulige så var hverdage et godt alternativ, så sådan blev det. Jeg har booket Herringløse Agilitycenter de to dage, og har allerede 6 tilmeldinger ud af 8 mulige med hund. Og hvis du ikke har læst om det, er det fordi det ikke er opslået :-) Jeg holder det i Lysholdt Consulting regi, og det udbydes til en snæver deltagerkreds med hund. Der er plads til 8 deltagere uden hund hver af dagene, og de udbydes for 375 kr. pr. dag inkl. morgenmad og frokost. Dem kan du tilmelde dig ved at skrive en mail til mig.
Weekenden ser ud til at blive meget stille træningsmæssigt. Jeg skal mødes med Lisa mfl. i morgen tidlig og træne rally, men ellers er intet planlagt!

lørdag den 21. januar 2012

En travl uge

Rallyskilte i skøn uorden :-)

Der går længe imellem at jeg kun opdaterer min blog ugentlig, men det har godt nok også været en travl uge på mange fronter. Arbejdsmæssigt, hundetræningsmæssigt og i Sydkystens Hundeskole.
Søndag harvde jeg tre rallyhold om formiddagen. Så kørte jeg hjem og fik frokost., Og tilbage til hallen med Megan og Lille Bjørn, så vi kunne træne efter Connis LP-hold. Det var en af de mest fantastisk træningssessioner jeg har haft overhovedet. Megan var flyvende i højrehandling og diverse championmomenter, og ALT fungerede fantastisk. Lille Bjørn var næsten lige så god, vi arbejdede med springapport, fremsending, dæk-stå og sit-stå.
Mandag underviser jeg tre LP-hold fra kl. 17, så der er ingen tid til egen træning.
Tirsdag tog jeg i hallen med Max og Megan, og trænede 15 minutter med hver. Med Max var det nærmest et katalog over øvelser, som vi arbejder med aktuelt eller har arbejdet med for et stkke tid siden, og han var bestemt ikke rusten :-) Så fri ved fod, spring, fastholdelse af dæk, sit og stå, dæk-sit, sit-dæk hulahop , target, pole, setup, in the box og front. Det var bevidst jeg havde det hele på, jeg ville bare have der skete noget hele tiden, og se hvordan han arbejdede – og det gjorde han med fantastisk energi. Megan og jeg arbejder intensivt med højrehandling, championøvelser og især fremsending til kegle – og sjovt nok bliver det bedre og bedre!
Onsdag blev en dag udover det sædvanlige, da der midt på dagen kom en mail med en kollektiv opsigelse fra tre instruktører i Sydkystens Hundeskole, hvoraf den ene samtidig trak sig fra bestyrelsen. Opsigelsen var ikke helt uventet, så der var naturligvis gennemført risikoanalyse nogen tid inden og overvejet alternativer med resten af bestyrelsen og forskellige rådgivere. Herunder var der planlagt forskellige aktiviteter afhængig af hvordan opsigelsen kom til udtryk. Bundlinjen var, at bestyrelsen var fuldtallig mindre end tre timer efter, og at der er hyret instruktører til de opslåede hold, som de tre instruktører ikke gennemfører – så for kunderne vil effekten heldigvis være begrænset. Det er dejligt med et professionelt netværk, der virkelig stiller op når der er brug for det :-)
Om eftermiddagen trænede jeg med Lisa og Louie, vi har fokus på championklasse, så det er masser af svære øvelser og kombinationer samt masser af højrehandling. Jeg skal virkelig have fokus på Megans højreposition, for der er en tendens til at hun kommer for langt frem, og det giver problemer i fri ved fod elementerne fx slalom og spiral.
Lille Bjørn var også med og vi fik trænet æresplads (sit foran – ikke hadeøvelse længere), og selv om underlaget er en udfordring stadigvæk går han faktisk rigtigt godt. God og fokuseret træning og meget præcis feedback fra Lisa, dejligt!
Torsdag var der efter et ganske kort forløb en rigtigt god arbejdsmæssig nyhed: en konsulentkontrakt frem til 30. april 2012, med start fredag kl. 8:00 :-) Heldigvis havde jeg også dér kunne foretage den nødvendige planlægning, så opgaven kan udføres sammen med den kontrakt, jeg har i forvejen.
Og så var torsdagen også dagen hvor LP-træningen hos Johanna gik i gang igen. Max på det første hold, hjem og bytte hund (og spise aftensmad), og så Lille Bjørn på det tredje hold. Perfekt!
Max’ adfærd er præcis den jeg har trænet ham til (Who trained that chicken?) og jeg er ikke sikker på at jeg er helt tilfreds med min indsats indtil nu … Det følgende er mine egne kommentarer til status, ikke Johannas skal jeg huske at nævne: Han er enormt godbidsfikseret, og tilbyder adfærd meget hurtigt. Så jeg arbejder virkelig med at fastholde positioner. Jeg har været meget konsekvent med klikker i venstre hånd og belønning i højre, så Max trækker skævt i fx front og stillingsskiftet dæk-sit. Ved springet vil han meget gerne springe hele tiden, så jeg skal virkelig arbejde med at fastholde positionen og kun belønne for den. Ikke belønne for dækker og spring, som kommer i ét væk. Endelig havde jeg brug for råd, for Max vil ikke tage træ i munden. Johannas forslag var skind om apporten, jeg prøvede det i dag – og Max tog apporten i munden! Og holdt den. Vi arbejder videre derfra :-)
Lille Bjørn og jeg arbejdede med en lang række momenter, hvor jeg specielt hæftede mig ved:
  • At han kravlede lidt frem i fællesdækken i starten, og at han rejste sig direkte da jeg gik i skjul. Jeg fik naturligvis belønnet passende undervejs, men det er virkelig noget vi skal arbejde med – at ligge dæk mellem fremmede hunde.
  • Tilgangen til dirigeret apport er fornuftig, vi har kort afstand til de udlagte apporter og laver udgang til kegle helt normalt. Lille Bjørn følger dirigeringen og jeg klikker idet han løber tilbage med apport i munden. Jeg skal øge sværhedsgraden ved at lægge apport op ad mur, lægge håndklæder mv., så Lille Bjørn bliver udfordret men altid véd, at der er en apport
  • Lille Bjørns stå og dæk under gang er fantastiske!!
  • Indkald med stå. Jeg har ikke haft fokus på hans udgangsposition, så jeg tillod nogle trippende udgangsståer, hvorefter jeg kaldte på ham og forventede en skarp stå på kommando … Nu dækker jeg ham af og kalder og stopper, og det fungerer fint på kort afstand, og vi bygger op.
Fredag – nyt arbejde startede med heldagsworkshop, briefing fra 800-915, derefter workshop til 1630 og så hjem og klæde om.
Og så var vi på Kokkeriet, inviteret af gode venner, og fik et overdådigt måltid med tilhørende vinmenu. Jeg får nok skrevet noget på min madblog om dette en af dagene, men ingen tvivl om at stedet fortjener sin Michelin-stjerne!
I dag lørdag stod den så på Think-Plan-Do hos Conni, officielt med Lille Bjørn, men jeg har også Max med. Conni er fantastisk til at skabe fornyelse af arbejdet med LP-øvelserne. I dag var det bl.a. spring med forhindringer: et almindeligt LP-spring, et fly og en papkasse. Og vi kunne konstatere, at kommandoen spring generelt ikke er generaliseret tilstrækkeligt. For hundene springer ikke bare over fly eller papkasse på spring-kommando … Vi arbejdede med Plads på forskellig vis og fremsending med to felter ved siden af hinanden.
Lille Bjørn var meget påvirket af et par af de andre hunde i hallen, så det er rigtigt godt at få trænet med dem og meget tæt på dem.
Jeg havde Max inde under plads-arbejdet, og trænede også med ham på spring, fri ved fod og fastholdelse af dæk.
Conni er idérig, pædagogisk, skarp, god til at give feedback. En træner efter mit hjerte!
Efter træningen hos Conni stillede jeg to rallybaner klar til morgenens tre rallyhold, hvoraf de to slutter – suk, dem kommer jeg til at savne.
Så er planen at jeg skal hjem til frokost, tilbage til hallen og træne på Connis Helhed og detaljer med Lille Bjørn kl. 14-15, og så er der 1. bestyrelsesmøde i den nye bestyrelse i Sydkystens Hundeskole umiddelbart efter.
Bestemt ikke en kedelig uge!!!

lørdag den 14. januar 2012

Small Is Beautiful

To lykkekasser fra Vinslottet i Greve
Det er ikke mængden af egen hundetræning, der tynger mig i øjeblikket. Og det er bestemt ikke noget problem for mig, så længe den egentlige træning så er effektiv.
I onsdags kørte jeg til hallen kun med Max og Megan, og primært for at lege med dem, løbe vildt rundt, kaste med bolde og andet legetøj osv. Det var herligt syntes vi alle tre :-)
Indimellem trænede jeg lidt med Max: fri ved fod, spring og fastholden af positioner i dæk, stå og sit. Specielt fri ved foden er jeg meget tilfreds med.
Der har slet ikke været tid til træning torsdag og fredag, men så mødtes jeg i morges med Anita og Django til træning. Den effektive træningstid for mit og Lille Bjørns vedkommende var begrænset, men kvaliteten var helt i top – perfekt!
  • Først trænede vi de to skifter sit-stå og dæk-stå på 12-13 meter, og de er blevet ret flotte.
  • Så en anelse indkald med stop, men legetøjet jeg kastede med var slet ikke interessant.
Da Anita kom fik jeg øffet lidt om at Lille Bjørn var meget mere interesseret i underlaget end i at arbejde, og hun svarede som en anden Niina Svartberg, at det var fordi jeg tillod det. Ups, godt at blive mindet om …
  • Anita blev forsynet med klikker til Stå, sid, dæk under gang – det er ved at blive en rigtig stabil øvelse – og det gik rigtigt godt i alle skifter (belønnet særskilt), og vi tog en ekstra dæk, fordi Anita mente at Lille Bjørn selv rejste sig, når jeg gik forbi ham og skulle have ham med. Og naturligvis lå han perfekt da jeg gik forbi ham UDEN at tage ham med :-) Anita, som om nogen har fulgt udviklingen af denne øvelse, synes det er det flotteste hun har set Lille Bjørn præstere, så det er rigtigt godt!
  • Så skulle jeg prøve en mini-dirigeret apport. Det er en dum øvelse at træne alene, fordi det, at føreren lægger apporterne, bliver en del af billedet for hunden. I miniudgaven havde jeg 3 meter til keglen, og apporterne blev lagt på halv afstand. Og mit hovedkriterium var at Lille Bjørn løb den rigtige vej og samlede op. Og forudsætningen er at han markerer den rigtige apport når den lægges. Så klik/godbid for at se når apport lægges. Og klik for at samle den rigtige apport op direkte. I venstreapporten tøvede han lidt da han blev dirigeret, men han valgte den rigtige - og det blev belønnet!!
  • Endelig tog vi fællesøvelserne, og det er ved at blive to favoritøvelser. Lille Bjørn skulle sidde på et sted, hvor han var stoppet og snuset under Stå, sid, dæk under gang, og der var er par dyk under øvelsen, men han sad godt et minut med mig på 20 meters afstand.
  • Fællesdæk: 2 minutter i skjul, klik/godbid, 1:35 i skjul, klik/godbid, afslutning i dæk klik/masser af godbidder.
Meget effektiv træning og meget tilfreds fører.
I eftermiddags har jeg dels fået styr 24 flasker vin i to lykkekasser, jeg købte i går, dels gjort rallybaner klar til de 3 rallyhold jeg har i morgen. Hundene er med, når jeg ordner rallyskiltene, og sjovt nok bliver der trænet lidt, for der er masser af muligheder, der lige popper op. Primært Max arbejder jeg med i de situationer, for han er meget opmærksom og hele tiden klar til at løse opgaver!

tirsdag den 10. januar 2012

Abstinenser

Det ER Megans bænk, den plejer at stå i haven, men er udlånt til hallen :-)
Søndag formiddag er jeg instruktør på tre rallyhold. Mandag aften er jeg instruktør på tre LP-hold. I alt 33 kursister over godt 7 timer. Det er ren terapi for mig. Jeg elsker at undervise, og alle deltagere uden undtagelse er naturligvis meget seriøse, og der sker udvikling hele tiden. En særlig fornøjelse har det i denne runde været at opleve nogle deltagere fra et let øvet hold, som bare er SÅ klar til rally, og et par deltagere fra et tidligere LP-begynderhold hvor der nu er 100 % kontakt mellem hund og fører. Specielt en fører som bogstaveligt talt har brugt hele træningstimer på ikke at kunne arbejde med sin hund, fordi den havde fokus på alt andet, og nu er der pludselig den mest fantastiske kontakt og arbejdsiver. Det er bare skønt at opleve.
I dag kom jeg så tidligt hjem fra arbejde og jeg kunne bare mærke ABSTINENSERNE … Jeg har jo brugt så meget tid de sidste par dage på at arbejde med andre der træner deres hunde, så nu skulle jeg bare arbejde med mine egne. Der har heldigvis et hul på 1½ time i hallen, så træningsplanen blev lige hevet frem, alle tre hunde kom op i bilen og af sted til Greve.
Jeg gjorde klar til noget LP, og først kom Lille Bjørn ind. Han er bestemt den af hundene jeg har sværest ved at arbejde med på det underlag, så det skulle der lige kæmpes lidt med, men så fik vi også nogle rigtigt gode forløb. Lidt fri ved fod, stillingsskift nu på 12 meter, springapport som er blevet meget mere stabil, fremsending - meget svært på det underlag, fordi han går i snus, så target måtte igen frem. Og endelig arbejdede vi lidt med indkald med stop. Specielt udviklingen af stillingsskiftet er jeg meget tilfreds med, stabiliteten i springapporten og så fremsendingen, når han først er kommet over snuseriet.
For at være sikker på at jeg kunne styre mig havde jeg sat stopuret på nedtælling, Lille Bjørn fik 15 minutter effektivt. Så byttede jeg til Max, og uret blev sat på 10 minutter. Vi arbejdede med spring, felt, dæk, næseprøve (han vil ikke tage den i munden, så jeg venter lige med fortsat træning der), balje og pole om pind og om balje. Jeg gør mig virkelig umage med at gøre det afvekslende, med meget korte pas af hvert moment, og leg indimellem.
Så blev det Megans tur, og jeg satte uret på 10 minutter igen. Med hende arbejdede jeg med forløb på højre side, hvor hun skal lave stillingsskifter, ind foran, bagom, bakke osv., og kriteriet er at alt skal ske på første kommando. Vi arbejder på at få spin og twist på kommando. Og vi arbejdede med sideskift foran og bagved. Og sidst men ikke mindst trænede vi med et virvar af kegler, hvor jeg arbejder med at pege den ud, hun skal løbe frem til. 9 ud af 10 var gode, jeg skal arbejde videre med det, men jeg TROR at Megan forstår at hun skal løbe lige frem i den retning jeg peger …
Så var de 10 minutter allerede gået, så efter lidt leg tog vi 5 minutter til, hvor vi specielt arbejdede med Move (sidelæns bevægelse ved siden af, som skal bruges til 1 skridt til højre i rally), og hold da op, det fungerer allerede på venstre side. På højre side vil hun gerne trække bagud, men det begynder at ligne den færdige øvelse. Så legede jeg med hende (bold), luftede alle hundene, og vi lige klar til at køre hjem.

Marie, Susanne og en masse herlige børn med hunde

Så kom Susanne og Marie, som til aften bl.a. skulle starte deres Barn og hund hold. Jeg blev nødt til at se starten af det hold, og det var en dejlig oplevelse. For det første var der ro under introduktionen, en enkelt lille piben, men børnene havde kontakt med deres hunde. Og da de betingede klikkeren kunne man bare se, at det var børn der virkelig havde lyst til at arbejde med hundene, og hvor hundene ville samarbejde. Jeg glæder mig til at høre hvordan det udvikler sig. Jeg gætter på at Susanne og Marie allerede overvejer hvordan de skal tilbyde en fortsættelse af dette hold, som kører over 6 gange.
Nogle dejlige timer i hallen og mine abstinenser helt væk for i dag :-)

fredag den 6. januar 2012

Søges: Mere præcis og fokuseret fører

I går deltog jeg i et rally kursus for Ekspert & Champion med Anja Christiansen og Johanna Allanach. Da jeg oprindeligt tilmeldte, regnede jeg med at tage Lille Bjørn med og evt. også Megan, men det endte med at jeg kun tog af sted med Megan, hvilket jeg bestemt ikke fortrød.
Johanna og Anja figurerer begge på min top 10 for 2011. Johanna behøver ikke nogen nærmere præsentation her. Anja nok heller ikke. Jeg kender hende fra dengang vi gennemførte klikkerinstruktøruddannelsen, og hun er svær at undgå at lægge mærke til hvis man interesserer sig bare en lille smule for hundesport, og ikke mindst HTM og freestyle på topniveau. Fra et kursus for næsten præcis et år siden  kender jeg hende også som en meget kompetent instruktør.
Så Johanna og Anja sammen, det er næsten garanti for succes. Det blev det absolut også.
Mine resultatmål med Megan i år er at få pinde i championklasse, at hun skal blive DKRSCH og så gøre en god figur ved DM i rallychampionklassen.
Som en del af mit Excel-ark med træningsplaner og træningsdagbog ligger der et faneblad pr. hund pr. klasse med resultater. For Megan viser en sammentælling af hendes 23 champion-resultater for 2011 følgende fordeling:

Meget svingende resultater må man sige. Så der er virkelig brug for at få noget input til at få øget præcision og fokus. Og ikke overraskende var det præcision og fokus det handlede om, i den feedback jeg fik - hos føreren! For Megan er fantastisk præcis og fokuseret når hendes fører optræder som fører og støtter hende.
Johanna og Anjas program var meget ambitiøst, og der blev reduceret lidt her og der, men at arbejde i godt 4 timer med én hund er nok også passende :-)
Programmet var:

  1. Grundig præsentation og introduktion af indlæring af fire øvelser: Tyskervending, Bakke foran, 1 skridt til højre og spring. Derefter cirkulerede Anja og Johanna så vi fik hver deres kommentar til den øvelse vi ønskede input til. I bakke foran var min største udfordring at få Megan til at stå stille foran inden hun påbegyndte bakningen, en ret vigtig detalje som der nu er styr på. Og så aftenens helt store overraskelse: 1 skridt til højre. Jeg har simpelthen ikke været opmærksom på at hunden skal bevæge sig sidelæns i den øvelse, så der er virkelig noget nyt at arbejde med; vi fik meget fin og detaljeret introduktion til denne øvelse fra Anja og hun hjalp godt med startindlæringen.
  2. Vi arbejdede i to grupper med to forskellige rallyrelaterede hukommelsesspil.
  3. Introduktion af yderligere øvelser: de fire sideskiftsøvelser, fremsending til kegle samt bakke ved siden af. Megan og jeg har store udfordringer med fremsendingen; vi har fået en række tips af Johanna, som vi skal prøve af. Og så fik jeg lige bekræftet at Megan er fantastisk til at skifte side, specielt foran er totalt lækkert.
  4. De to grupper skiftede side og arbejdede med det andet hukommelsesspil.
  5. Endelig gik vi to gange den samme championbane (hvis vi ville, og det ville jeg), og fik henholdsvis Johannas og Anjas tilbagemelding umiddelbart efter. De to instruktører var – ikke særligt overraskende! – meget enige. Megan er dygtig, kan udføre alle øvelserne meget præcist; der hvor det kikser er, når føreren ikke fastholder hendes kontakt (tillader hende at miste fokus), og der hvor føreren ikke i god tid fortælle hende hvad hun skal gøre.
Jeg vil ikke sige at det var overraskende, men det gør indtryk når to kapaciteter siger det, og bekræfter bare mine egne konklusioner: Hvis vi skal op og nå de helt store resultater, så skal jeg være meget mere præcis som fører, så Megan kan være klar til at udføre momenterne, når de skal udføres. Jeg skal ikke stoppe op, og så overveje om hun skal sætte sig, bakke, ind foran og sidde/stå eller noget fjerde, det skal hun være klar til, for så gør hun det meget flot og præcist.
Johanna og Anja er meget gode til at forklare øvelser og beskrive indlæringen. De er gode til at give direkte og præcis feedback og anvendelige råd til at komme videre med. De har masser af humor. Og samlet er der bare en fantastisk stemning, når 15 nørder og to instruktører arbejder med hundene i en sjov og udfordrende disciplin.
Tak til jer begge for en dejlig aften.

tirsdag den 3. januar 2012

Lille Bjørns debut i LP3

Hvad ville jeg have lavet i denne uge, hvis vi ikke havde haft hallen???

I går startede jeg 3 LP-hold, i dag var der 3½-times nørdarrangement, på torsdag skal jeg på kursus i rally hos Johanna og Anja og søndag formiddag har jeg 3 rallyhold. Cirka 15 timer i hallen på en uge :-)
Dagens nørdarrangement var efter intens mailkorrespondance i går aftes blevet til et rent LP-arrangement, og pga. afbud var der "kun" 6 deltagere. Det var nørdprøve classic! 6 ekvipager: Majbrit med Kooiker Louis i LP1, Charlotte med Chesapeake Laika i LP3, Dil med Border collie Joythi i LP3, Heidi med Weimaraner Flair i LP3, jeg selv med Norwich terrier Lille Bjørn i LP3 og Trine med labrador Wicked i Eliteklasse. Bortset fra Majbrit og Dil skulle ingen igennem et fuldt program, og alligevel kunne vi bruge 3½ time uden at der var nogen spildtid. Prøverne blev gennemført omhyggeligt, der var detaljerede prøvekritikker til alle (også i Eliteklasse) og der var god tid til grundig og ærlig feedback både i forløbet og samlet til sidst da vi havde ”præmieoverrækkelse”. Og masser af tips til videre træning.
Det var virkelig et vidunderligt arrangement, med 6 nørder der brænder for deres sportsgren, og synes det er det naturligste i verden at opholde sig 3½ time i en kold hal mens stormen suser, og arbejde med deres hunde :-)
Det var Lille Bjørn debut i LP3. Som altid var jeg ikke interesseret i point, men i at se en arbejdsglad hund, og hold da op, det havde jeg bestemt – en meget tilfredsstillende start med bjørnemand i denne svære klasse.
Her er de enkelte øvelser med mine egen kommentarer samt dommer Charlottes bedømmelser og kommentarer.
  • Fællesdæk: Jeg havde valgt ikke at gå i skjul, jeg ville klikke efter 2½ minut og belønne og så i skjul. Lille Bjørn rejste sig efter 1:39, jeg valgte at dække af på afstand, klikke og belønnede efter 2:30, gik tilbage i skjul, og frem efter 4:00 sammen med de andre. Klik og beløn, og så korrekt afslutning. 0 point, men alligevel en succesøvelse!
  • Fællessit: Jeg tæller altid inden i under fællesøvelserne, når jeg ikke kigger på ur, og jeg synes der gik uendelig langt tid i denne øvelse. Der var nogle der skulle i skjul og det tog ekstra tid i begge ender, så samlet sad Lille Bjørn i mindst 1:30, men han sad bare så flot!! 10 point.
  • Fri ved fod: Jeg havde bedt om at få den kortere end normalt, men med alle momenter. Charlotte: Mister H i omkringvendinger. H momentvis ukoncentreret. Enkelte gø og snusen. Et par enkelte skævsidninger. 6 point.
  • Stillingsskift: Jeg havde bedt om tre skifter. Charlotte: H følger med. Korrigeres. 1. stillingsskift 2 kommandoer [dæk-stå]. 2 næste skift flotte [stå-sit, sit-dæk]. Sætter sig op før kommando til sidst. 7 point.
  • Apportering: Havde jeg valgt fra.
  • Springapportering: Meget flot. 10 point. Jeg fik lov at lave øvelsen om, i første omgang ramte Lille Bjørn springet med apporten og tabte den.
  • Stå, sid, dæk under gang: 1. og 3. super. 2. position indtages lidt sent, uro da fører kommer tilbage, skæv plads.
  • Indkald med stå: Havde jeg valgt fra.
  • Fremsending: Lille Bjørn stoppede og snusede to gange, så jeg fik lagt target ud. Med target fik vi denne bedømmelse: Skæv plads, kommer lidt langt fra fører. 9 point.
  • Næseprøve: Lidt rodet søg. F bruger håndtegn indledningsvis. 9 point.
  • Helhedsindtryk: Dejligt arbejdsivrig hund, som indimellem distraheres. Stor glæde. 9 point.
Det er skønt at se, at en masse af det vi arbejder med virker!! Og først og fremmest at Lille Bjørn kan bevare glæden under sådan et relativt langt forløb. Og hvor er det rart ikke at skulle give ham line på hele tiden :-)
Tak til alle de andre nørder for en fantastisk aften.