Klikkerinstruktøruddannelse - 22. august 2008

Endelig oprandt dagen, fredag den 22. august, hvor 1. dag af klikkerinstruktøruddannelsen blev afviklet. Jeg mødte med Lille Bjørn til en dag, som på enhver måde mindst levede op til forventningerne:

• Vejret - der var stillet noget regn i udsigt, men det kom der ikke noget af, så alle øvelser med hunde kunne foregå udendørs


• Stedet - Lyngholm Landsted - med nogle meget fine rammer for det faglige indendørs og ideelle rammer for udendørs aktiviteter


• Deltagerne - 14 engagerede elever, som kommer for at lære noget


• Instruktørerne - Karen Frost og Karen Ulrich fra Hund & Træning - som begge er super-kompetente, kan teorien til fingerspidserne og har erfaringen så teori og praksis går op i en højere enhed.

Dagens program var følgende:

• Velkomst og præsentation af instruktører og kursister


• Baggrundsviden om klikkertræning. Karen Ulrich beskrev klikkertræningens grundlag baseret på klassisk betingning og operant betingning. Begrebet Træning blev gennemgået. Klikkertræningens oprindelse blev beskrevet og grundelementerne i klikkertræning forklaret. Forstærkere blev gennemgået, primære og sekundære. Og vores motto som trænere: Tænk - Planlæg - Udfør!


• Håndterings- og timingsøvelse, hvor vi to og to skulle klikke hinanden til at gøre noget med nogle legoklodser; det er nogle gang svært at være hund :-)


• Øvelser i godbidshåndtering, den mekaniske fremtagning af godbidder - det var vi mange der godt kunne blive bedre til ...


• Betingning af klikkeren i forhold til hunden - hunden skal lære sammenhængen mellem klikkeren og belønningen


• Introduktion til target og påbegynden af targetøvelse med hunden, Lille Bjørn lærte at trykke snuden mod et target for at få belønning


• Frokost


• Kontaktøvelser med hunden, hvor hunden blev belønnet for øjenkontakt, samt fortsat targetøvelse


• Etablering af adfærd. Karen Frost introducerede emnet. Hvordan man skaber situationer, hvilke muligheder der er for at ændre adfærd og læringens faser. Forskellige teknikker blev gennemgået: Fri og dirigeret shaping, lokning, fange spontan adfærd og at bygge videre på instinktiv adfærd.


• Praktisk træning i etablering af adfærd: Hunden skulle indlære adfærd i forhold til papkasse, når den kunne det rigtigt godt skulle den adfærd fjernes, hvorefter en ny adfærd skulle indøves


• Opsamling og spørgsmål. Herunder fik vi en række opgaver for til næste gang, øvelser der kan arbejdes med (dokumenteret i træningslog) og litteratur der skal læses.
  

Jeg havde Lille Bjørn med til de praktiske øvelser, I kan se fotos i fotogalleriet.

Karen og Karen er rigtigt gode til at præsentere stoffet på en levende, engageret og entusiastisk måde. Og gode til at få den praktiske undervisning til at fungere herunder give feedback.
Og det hele er bundet sammen med humor og godt humør.

Lille Bjørn og jeg glæder os til fortsættelsen om fire uger, og skal nok huske hjemmeopgaverne :-)))

Om at tro på sig selv …

Mit firma Lysholdt Consulting har i syv sæsoner været sponsor for Danmarks bedste damebridgehold, som har spillet under navnet Team Lysholdt Consulting. Samarbejdet er netop ophørt – i bedste gensidige forståelse. I de syv år er holdet hvert år blevet placeret blandet de tre bedste i Danmark, herunder tre gange blevet Danmarksmestre: Placeringerne har kronologisk været: 3 - 3 - 1 - 2 - 1 - 2 – 1, dvs. holdet er regerende Danmarksmestre.

Holdkaptajn Maria Rahelt skrev til mig på holdets vegne i forbindelse med at vi stoppede samarbejdet: ”Udover at du har været god til at forkæle os, så synes jeg samtidig, at du har været rigtig god til at give os en følelse af vi var dygtige og gjorde det godt. At vi fx kunne være stolte af både bronze og sølv :-) Men samtidig også være meget ambitiøse! Ikke mindst. Det betyder meget.”

Jeg mener, at det afgørende, hvis man vil opnå virkelig succes, at sætte sig nogle ambitiøse mål. Hvis målene er sat for lavt, er de for nemme at nå, og motiverer ikke. Hvis de er sat for højt, kan de virke (og i virkeligheden også være) urealistiske, og dermed umulige at opnå, og det motiverer heller ikke. Men hvis overliggeren er placeret lige så højt, at man ikke bare kan nå den, men skal anstrenge sig ekstra, så kan det virke overordentligt motiverende.

Og det var netop hvad det handlede om med Team Lysholdt Consulting. Deres ambition var HVERT år at blive Danmarksmestre; de blev skuffede, når de ikke blev det; og jeg lagde vægt på, at bronze og sølv ikke er dårlige resultater, men blot trin på vej mod målet.

Ligesom vi som hundeførere skal finde ud af, hvad der kan motivere vores hunde til at arbejde, skal vi også finde ud af, hvad der driver os selv.

Der er tre konkrete situationer, som har fået mig til at skrive ovenstående (konkrete navne er redaktionen bekendt!):

1) Person A har på ganske kort tid opnået nogle meget flotte resultater indenfor sin disciplin, og finder pludselig ud af, at nogen som hun træner sammen med, ikke engang vil ønske til lykke, når hun får et godt resultat. Udover almindelig undren over hvor små folk kan være, er dette vendt til noget positivt: Jeg vinder næste gang, jeg skal konkurrere, og lukker dermed effektivt munden på misundelige kritikere. En super motivationsfaktor!

2) Person B har med en ganske ung hund opnået nogle imponerende resultater indenfor sin disciplin. ”Nogen” synes B går for hurtigt frem. Vi har analyseret situationen og fundet fire mulige forklaringer:

• oprigtig bekymring for at hunden bliver pacet frem – det gør den ikke
• bekymring for at hunden pludselig bliver træt af det hele – det kommer egentlig ikke andre ved, og det overlader jeg til B at forhold sig til
• bekymring for at hundens led, muskler og knogler bliver belastet for meget. Det er B naturligvis helt opmærksom på.
• Almindelig misundelse fordi det går så godt

Den bedste forklaring vi kan finde er den sidste. Den er mulig at ignorere, men virker i virkeligheden modsat – fordi den skaber en ”jeg skal vise dem” effekt, og dermed er stærkt motiverende.

3) Person C har været til en del LP3 prøver med sin hund, og mangler kun én 1. præmie i at hunden bliver DKLPCH. Efter nogle lige ved og næsten resultater opnår ekvipagen ved den sidste prøve fem nuller, og går sin dårligste prøve nogensinde. Hvad gør man så? Siger det hele er noget lort og holder op med at gå til LP-prøver? Giver dommeren, vejret, arealet eller noget fjerde skylden? Nej, person C, og ja rigtigt gættet, det er mig selv, har sagt til sig selv:

• Det var en dårlig prøve, men vi har opnået nogle fornuftige resultater inden, så vi véd vi kan gøre det bedre
• Der er videooptagelser af prøven, som jeg kan bruge til at analysere de forskellige øvelser, og det er blevet gjort til den store guldmedalje
• Alle øvelser er trænet igen og igen, så vi ved kan gennemføre dem godt
• Samlet har den dårlige prøve været en fantastisk mulighed for dels at erkende, at marginalerne kan være ganske små indenfor LP, dels at få fokus på nogle kritiske forbedringsområder

Så moralen er: Tro på dig selv! Hvis du tror på dig selv, tror hunden også på dig (ja, det smitter). Og så bliver dine resultater endnu bedre.

Det var ikke dette pars dag

Overskriften er et citat af dommer Erling Olsens afsluttende kommentarer under helhedsindtryk. Og det var virkelig ikke vores dag. 5 nuller og 123½ point ville jeg på forhånd have anset for fuldstændigt utænkeligt. Men det var desværre resultatet af dagens prøve.

Dansk Berner Sennen Klubs arealer i Ølsemagle var bare perfekte til prøven. Der var store ringe med masser af plads omkring ringene. Vejret var med os, lidt overskyet, lidt solskin, men god blæst så det ikke blev for varmt. Arrangementet som sådan var der også fint styr på. Kun resultaterne manglede.

Den officielle bedømmelse kan læses her. Jeg er nødt til at kommentere de 5 nuller :-)

Sit i gruppe. Der var bagefter delte meninger om, hvorvidt Megan lagde sig efter at jeg var gået 2 eller 3 skridt, men efter sigende skal mit ansigtsudtryk have været interessant da jeg vendte mig og så Megan ligge ned. Ved de foregående 11 prøver har hun fået 10 i denne øvelse, så det var bestemt ikke her, jeg havde regnet med problemer. Øv.

Stillingsskift. De første to skift virkede meget tilforladelige: dæk-sit og sit-stå plejer at være nemme; men ikke i dag. Der skulle tre sit kommandoer til, og Megan kravlede godt ½ længde frem i den forbindelse. Sit-stå, gjorde at hun kom ud over den tilladte kropslængde. Vi gennemførte alle 6 skifter, men nettoresultatet var et nul. En ringe trøst at mange andre havde problemer med denne øvelse. Øv øv.

Apportering. Udgangen til keglen er ok, og Megan løber også fint frem til den rigtige apport (den venstre) og er ved tage den. Men så vil hun alligevel ikke have den og begynder at løbe tilbage mod mig uden apport. Jeg giver endnu en apportkommando hvorefter Megan hurtigt løber ud til højre apport og kommer ind med den. Øv øv øv.

Stå, sit, dæk. 1. position går fint, men begge de to næste positioner bliver ståer i stedet for sit og dæk, og da jeg samtidig har brugt nogle ekstra kommandoer fordi Megan hang lidt kunne det kun blive til nul. Øv øv øv øv.

Indkald med stå. Megan kommer i fint tempo, men stopper ikke så hurtigt som hun plejer, og kommer dermed ud over de tilladte tre længder. Det femte nul er hjemme. Øv øv og tre gange øv.

Jeg har ingen god forklaring på de dårlige resultater. Ikke engang en dårlig. Jeg følte mig oplagt, Megan virkede frisk nok. Nullet i fællessit påvirkede nok min start af fri ved fod, og generelt kom der nogle for hårde kommandoer undervejs i det resterende program. Det vil jeg studere nøjere, når jeg får set på videooptagelser af dagens prøve. Jeg vil dog ikke love, at lægge disse klip ud på hjemmesiden :-) [De er lagt ud 10. august].

En fortjent prøvevinder blev i øvrigt Marie Louise Glyrskov med Audi, som ikke gik sit bedste, men alligevel fik 230 point og som den eneste LP3 hund en 1. præmie. Et stort til lykke med dette flotte resultat i jeres første prøve.

Lille Bjørn og lydighed

Man kan ved at læse på hjemmesiden få det indtryk, at der ikke er så meget fokus på Lille Bjørn, men det er slet ikke tilfældet. Siden han var 5 måneder har han gået til lydighedstræning hos Hund & Træning, og fra på mandag den 11. august skal han gå på konkurrencehold hos Charlotte Lyngholm.

Som man kan se af et tidligere blog-indlæg har jeg fået forceret træningen, så jeg har forsøgt at tage den lidt mere med ro.

Dagens træning med Camilla og hendes dygtige labrador Emma var meget opmuntrende, fordi den viser rigtigt gode fremskridt i mange øvelser og dermed et godt udgangspunkt for at træne frem mod et godt resultat i LP1 til prøven den 18. oktober 2008 i Mørkøv.

Vi gennemførte en fuld LP1 med egne kriterier, og bortset fra nogle belønninger under lineføringen var der ikke nogen fravigelser fra de sædvanlige øvelser.

• Tandvisning har vi store problemer med, og det er definitivt en øvelse, hvor der er behov for træning
• Lineføring er nogenlunde, men Lille Bjørn er meget opmærksom, og jeg skal "bare" arbejde med kontakt i vendingerne og i løb
• Stå "plejer" at gå fint, men i dag begyndte Lille Bjørn at bevæge sig efter 4 sekunder (af 15) og snusede sig næsten helt hen til mig :-(
• Springet elsker han, og bortset fra en skæv plads var det en meget flot øvelse
• Stillingsskift gik over forventning! Lille Bjørn rykke noget frem i skiftet dæk-sit, men det er blevet meget bedre; han rejste sig da jeg gik tilbage, men det har vi fuldt fokus på og træner særskilt
• Indkald er en fornøjelse. Der er fuld fart på indløbet, han sætter benene op af mig i ren glæde, og pladsen blev en anelse skæv, men igen arbejder vi med afslutningen
• Næseprøven gik superflot. Lille Bjørn snusede til begge prøver, gik lidt væk og vendte tilbage for at undersøge begge. Så tog han en og kom flot tilbage i plads med den uden at tygge. Og det var den rigtige! Stor jubel og masser af godbidder!!!
• Fællesdæk. Der skulle lige bruges en ekstra dækkommando, men Lille Bjørn blev liggende et helt minut, og rejste sig først da jeg var næsten helt inde hos ham. Så længe har han ikke ligget før, så igen stor jubel og masser af godbidder

Emma er måske ikke verdens største distraktion, men hun duftede interessant (er vist liiige ved at komme i løbetid), og alt i alt var jeg mere end tilfreds med dagens træning.

Klikkerinstruktøruddannelse

Den 22. august går jeg i gang med Hund & Trænings klikkerinstruktøruddannelse. Den forløber over 9 fredage frem til 20. marts 2009.

Hvorfor ønsker jeg at deltage i uddannelsen? Her er hvad jeg har skrevet som begrundelse i tilmeldingen:

1. Jeg synes det er fantastisk at iagttage den udvikling der er sket med Megan siden vi gik fra ”gammeldags” træning til klikkertræning. Jeg har fået blod på tanden med hensyn til at forstå baggrunden for teknikken og lære dyberegående om anvendelsesmuligheder – for i sidste ende kvalificeret at kunne undervise andre og blive en meget dygtigere trænere selv.
2. Karen (Frost Knudsen) har opfordret mig til at deltage, med henblik på at blive træner for Hund & Træning.
3. Sidst men ikke mindst forventer jeg i mit professionelle arbejde at kunne anvende læringen fra dette kursus i relation til praktisk projektledelse; jeg tror at moderne anvendt indlæringspsykologi i hundeverdenen i vidt omfang kan anvendes i relation til mennesker.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang :-)

Der har været mulighed for at tyvstarte lidt i sommerferien, da vi har fået en litteraturliste, med bl.a. disse tre bøger:

• Cecilie Køste og Morten Egtvedt: Klikketræning for din hund (læs en anmeldelse)
• Karen Pryor: Ikke skyt hunden! En innføring i praktisk læringspsykologi. (læs en anmeldelse)
• Paul Chance: Learning and Behavior, som jeg netop er begyndt at læse.

Det bliver spændende at få teori og praksis fra disse bøger ind under huden.

Vi er i alt 16 deltagere på holdet, og kønsfordelingen er lidt skæv: 15 kvinder og undertegnede. Det skal nok blive sjovt :-)))

Jeg vil rapportere om uddannelsen via bloggen.

Sommertræning

Jeg må erkende, at det bliver ikke til så meget træning her i sommerperioden. Bortset fra lidt træning i haven har jeg ikke siden 22. juli trænet i større udstrækning; men i dag benyttede jeg en ekstra fridag til lidt træning med Megan. Hun skal jo op til prøve den 9. august, og vi skulle gerne være nogenlunde skarpe.

Hverken Megan eller jeg har det godt med varmen, så vi var i Jersie lidt over 7 i morges, hvor det kun var 19 grader, stadig fugtigt i græsset og med god skygge. Og vi fik trænet de fleste af LP3-øvelserne. Nogle enkelte har jeg lyst til at kommentere:

• Fællesdæk. Kan man træne det alene? Ja, der har været nogle problemer med starten af denne øvelse; så jeg prøvede da alligevel med 1 minut i skjul, og det var der ingen problemer med. I øvrigt tror jeg det er en god distraktion, at hunden skal ligge alene.
• Fri ved fod. Det er svært at vurdere denne øvelse objektivt, men jeg kunne mærke at der var rigtig god kontakt, også i løbedelen, som volder os en del problemer. Jeg animerer noget undervejs, men belønner ikke med godbidder under selve øvelsen.
• Stillingsskift. Vi træner den indledende afdækning særskilt, da den er noget vekslende i kvalitet. Jeg er i denne øvelse specielt opmærksom på at smile, at sige kommandoerne på en glad måde, og at undgå overdrevne kropsbevægelser ud over håndtegnene.
• Apport udlagt. Når jeg træner denne øvelse alene sætter jeg Megan af, går ud og enten lægger eller kaster apporterne, går tilbage til Megan, og så går selve øvelsen i gang. Jeg hæver normalt kriterierne ved at have større afstand til keglen (10 meter) og ved at apporterne lægges noget kortere fra midten end 5 meter. Jeg har her specielt fokus på udgang til keglen, og meget tydelige håndtegn ved fremsendingen, og begge dele fungerer fint i dag.
• Indkald med stå. Jeg har flere fokuspunkter. Først og fremmest kropssproget, hvor jeg har haft nogle overdrevne kropstegn, som jeg må koncentrere mig om at undgå. Og for det andet at Megan har tendens til at sætte hastigheden ned, når hun nærmer sig keglen. Sidstnævnte træner vi ved at der ligger mange kegler, så hun ikke tænker på at stoppe ud for en bestemt; og det virker. Der kommer godt tempo på, og hun stopper også flot.
• Fremsending. Her virker distraktionen rigtigt godt, for Megan begynder at løbe mod en kegle, der ligger til højre bagved feltet. Under udløbet giver jeg en ny feltkommando, og Megan retter op mod det rigtige felt. Anden gang vi prøver, efter nogle andre øvelser, træner vi fra en ny side, og med 30 meters afstand, og der er ingen problemer og en flot placering midt i feltet – her stopper jeg i 90 % af tilfældene ved træning.
• Næseprøve. Jeg må selv lægge prøverne, og det er jo ikke helt realistisk, men den reelle del af øvelsen er der ingen problemer med. Megan tjekker tre af de seks næseprøver, tager den rigtigt og afleverer den pænt – ikke noget med at smide den.

Hvad giver sådan en træningsrunde, som varede lige godt ½ time?

Først og fremmest giver den mig mental ro; selvom det er modbevist mange gange, går jeg alligevel og bekymrer mig om, at Megan glemmer øvelserne – hvad hun absolut ikke gør.

Dernæst får jeg konstateret, at Megan bare er supermotiveret under disse omstændigheder – altså længe siden sidste træning, fornuftige omgivelser og entusiastisk fører, der belønner godt for hver af de mange succeser.

For det tredje får jeg lige et pejlemærke på, hvor vi ligger i forhold til de detaljer, vi træner til hverdag, som er delmomenter i de samlede øvelser, men dem jeg rigtigt gerne vil have til at fungere. Og den korte udgave af læringen er: Der er fremskridt – og der er stadig masser af forbedringsmuligheder.