søndag den 24. august 2008

Klikkerinstruktøruddannelse - 22. august 2008


Endelig oprandt dagen, fredag den 22. august, hvor 1. dag af klikkerinstruktøruddannelsen blev afviklet. Jeg mødte med Lille Bjørn til en dag, som på enhver måde mindst levede op til forventningerne:
  • Vejret - der var stillet noget regn i udsigt, men det kom der ikke noget af, så alle øvelser med hunde kunne foregå udendørs

  • Stedet - Lyngholm Landsted - med nogle meget fine rammer for det faglige indendørs og ideelle rammer for udendørs aktiviteter

  • Deltagerne - 14 engagerede elever, som kommer for at lære noget

  • Instruktørerne - Karen Frost og Karen Ulrich fra Hund & Træning - som begge er super-kompetente, kan teorien til fingerspidserne og har erfaringen så teori og praksis går op i en højere enhed.

Dagens program var følgende:

  • Velkomst og præsentation af instruktører og kursister

  • Baggrundsviden om klikkertræning. Karen Ulrich beskrev klikkertræningens grundlag baseret på klassisk betingning og operant betingning. Begrebet Træning blev gennemgået. Klikkertræningens oprindelse blev beskrevet og grundelementerne i klikkertræning forklaret. Forstærkere blev gennemgået, primære og sekundære. Og vores motto som trænere: Tænk - Planlæg - Udfør!

  • Håndterings- og timingsøvelse, hvor vi to og to skulle klikke hinanden til at gøre noget med nogle legoklodser; det er nogle gang svært at være hund :-)

  • Øvelser i godbidshåndtering, den mekaniske fremtagning af godbidder - det var vi mange der godt kunne blive bedre til ...

  • Betingning af klikkeren i forhold til hunden - hunden skal lære sammenhængen mellem klikkeren og belønningen

  • Introduktion til target og påbegynden af targetøvelse med hunden, Lille Bjørn lærte at trykke snuden mod et target for at få belønning

  • Frokost

  • Kontaktøvelser med hunden, hvor hunden blev belønnet for øjenkontakt, samt fortsat targetøvelse

  • Etablering af adfærd. Karen Frost introducerede emnet. Hvordan man skaber situationer, hvilke muligheder der er for at ændre adfærd og læringens faser. Forskellige teknikker blev gennemgået: Fri og dirigeret shaping, lokning, fange spontan adfærd og at bygge videre på instinktiv adfærd.

  • Praktisk træning i etablering af adfærd: Hunden skulle indlære adfærd i forhold til papkasse, når den kunne det rigtigt godt skulle den adfærd fjernes, hvorefter en ny adfærd skulle indøves

  • Opsamling og spørgsmål. Herunder fik vi en række opgaver for til næste gang, øvelser der kan arbejdes med (dokumenteret i træningslog) og litteratur der skal læses.

Jeg havde Lille Bjørn med til de praktiske øvelser, I kan se fotos i fotogalleriet.

Karen og Karen er rigtigt gode til at præsentere stoffet på en levende, engageret og entusiastisk måde. Og gode til at få den praktiske undervisning til at fungere herunder give feedback.
Og det hele er bundet sammen med humor og godt humør.

Lille Bjørn og jeg glæder os til fortsættelsen om fire uger, og skal nok huske hjemmeopgaverne :-)))

Ingen kommentarer: