Det går fremad ❤️

 

Management summary: Det går fremad, jeg ville ønske det gik hurtigere, men mange omsorgsfulde mennesker formaner mig, og jeg lytter og gør som de siger!

I søndags havde vi fjerde runde af den syvende omgang af Rallyinstruktøruddannelsen, det er lidt vemodigt at det snart er slut, det er et fantastisk hold! Og jo, det har de alle været 😉

Et af emnerne på dagen var Træning mod konkurrence, som jeg er lidt entusiastisk i forhold til (årets underdrivelse!!!). Der er lidt om mental træning, men jeg nævnte, at dét var et selvstændigt foredrag.

Der var flere der greb det oplæg, og mandag måtte jeg tage mig selv i at have lavet et oplæg. Og det blev hurtigt til en aftale med Jette, som går på holdet, om at HedelundHunde står for første præsentation af ”Mentaltræning” med undertitlen ”Sådan lærte jeg at elske at gå til prøver og være sikker på, at jeg ALTID kommer hjem med armene hævet over hovedet 😊”, det bliver der 28. marts.

Onsdag havde jeg en frokostaftale, hvor tiden fløj og jeg fik et mentalt boost af rang.

Torsdag havde vi den årlige generalforsamling i Sydkystens Hundeskole, et overskud på 15.000 kr. er der ingen der klager over, og når det ovenikøbet er i et år hvor vi har bidraget med 16.000 kr. til HMC og 11.281 kr. til landsholdet i rally, så kan vi kun være ovenud tilfredse. Der var genvalg over hele linjen, og jeg fortsætter som formand.

Jeg har nævnt, at jeg er tilmeldt Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge med både Max og Otto, og torsdag fik vi den anden opgave, med temaet Don’t Drink and Drive. Med hjælp fra Kirsten fik vi lavet søg, som forhåbentlig forklarer sig selv – vi havde forstået opgaven som, at dommeren ud fra videoen tydeligt skulle se temaet -ovenfor Kirstens og mit bidrag med Otto. Det blev filmet på parkeringspladsen overfor Trylleskoven, og Kirsten fortalte at der nogen, der gloede på ham den ældre herre, der tømte en flaske vin før middag!!! Begge videoer er godkendt i øvrigt.

I går aftes havde vi kickoff i den første arbejdsgruppe, som skal være med til at realisere visionen i DKK-rally. Jeg skal ikke her kede med detaljer, den korte udgave er: hvordan skal FCI-skiltene indpasses i DKK’s skiltesæt? Jeg var høj efter mødet, deltagerne var superentusiastiske!!!

I dag havde vi rallydommereksamen i DKK. Det er altid skønt at opleve en rallydommer til sidst, før den pågældende bliver sluppet løs i den ”rigtige” verden. Men, det jeg egentlig vil nævne er, at der var flere der spurgte til foredraget om Mental træning, holdt jeg flere, for de kunne ikke den 28. marts … 

Det endte med at jeg fandt et mødelokale på Solrød Bibliotek med plads til 10 den 11. april, og det bliver næste afvikling. 7 af deltagerne fra dommereksamen har allerede tilmeldt.

Så kunne jeg ligeså godt prøve endnu et opslag, og det bliver 1. maj, tilmelding her.

Hvad glæder jeg mig mest til i næste uge? At komme til kiropraktor på torsdag, for det er startskuddet til at træne og få opbygget musklerne i venstre ben.

Take It Easy, Boy Boy

I mit blog indlæg i tirsdags skrev jeg: ”Bare som lille incitament har jeg meldt både Max og Otto til to Siriusprøver hver.” 

Jeg har ikke trænet med hundene i noget der føles som uendelig lang tid, og bare det at gøre klar til ”Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge” i formiddags var en skøn fornemmelse. 

At tage træningsvesten på, at se to forventningsfulde hunde, hold op, det er en vigtig del af min mentale genoptræning. 

Søget var der ikke de store krav til, men så meget mere til temaet: ”Påskefrokost” skulle fortolkes, det skulle være tydeligt for dommeren, at det var en påskefrokost. 

Kirsten og jeg planlagde det sammen, og jeg følte mig som en Erich von Stroheim junior, med alle de detaljer der kom med. 

Max’ video kom i mål i første forsøg. 

Ottos første gik fint, men Kirsten tog min ”fundet” for første kilde som stop, og der var gået lige under 30 sekunder (minimumsvarighed af søget), så vi tog nogle flere gentagelser, og jeg var nødt til at flytte kilderne (Otto havde jo styr på dem), inden vi fik en optagelse i hus, som jeg var tilfreds med. 

Begge er blevet godkendt af Camilla Kikkenborg, og med følgende bonus kommentar: ”Godkendt 💓  Og hvor er jeg vild med din ros til dine hunde 💓”. 

Min egen træning går støt fremad, der er kun gået 16 dage siden operationen og Kirsten og jeg kan se dramatisk udvikling. Jeg får i den grad trænet selvkontrol, for jeg vil gerne meget mere end jeg må, og det får jeg ikke lov til. PUNKTUM.

Om at blive født på ny

6. marts formiddagstur

Torsdag den 23. februar 2023 kl. 17:10 blev jeg født på ny.

Jeg vågnede på opvågningsstuen på Aleris Søborg, fik at vide hvor jeg var og at operationen var gået godt.

Det var ikke noget særligt set i det store perspektiv, men kæmpestort set fra min synsvinkel. Fra at være voldsomt invalideret af spinalstenose – konstante smerter, ikke kunne gå normalt, ikke træne med hundene, ikke kunne ret meget – til potentielt at blive normalt gående og genoptage et liv, som jeg har haft.

Jeg lå med et saligt smil, og følte mig som den heldigste mand i verden og glædede mig til at ringe til Kirsten og Christian og fortælle de gode nyheder.

Jeg kom tilbage til stuen, hvor jeg havde været ganske kort tid inden operationen, fik min telefon, og kl. 18:39 kan jeg se at jeg ringede til Kirsten.

23. februar 20:20 et glas rødvin, det blev nydt!!!

Efter aftensmad blev jeg blev spurgt, om jeg ville have noget at drikke, og jokede med at et glas champagne ikke ville være dumt … og fik et glas rødvin 😊

Tiden siden da har stået på genoptræning og afslapning.

Jeg er indtil videre sygemeldt, og tager bestik af situationen på mandag.

Den fysiske genoptræning er til at forholde sig til. Der er faste rammer for genoptræningen, med fokus på at have et fornuftigt træningsprogram, og ikke forcere. Ryggen skal have tid til at vokse sammen.

7. marts, jeg for længe om at vende om, og nåede at blive lidt våd :-)

I dag er tolvte dag efter operationen. Jeg kan mærke at det er gået stille og roligt fremad. Jeg har de sidste dage fået lov at gå ganske korte ture alene (max 770 meter), i morges luftede jeg for første gang hundene uden Kirsten (500 meter).

I morgen bliver trådene i ryggen fjernet.

Jeg halter stadig, men går lige og uden smerter. Det med at halte er ikke underligt: der er næsten ingen muskler i venstre ben, jeg har kompenseret gennem laaang tid ved at bruge højre ben meget mere, og ja, det kan ses og mærkes. 

Indtil kort før operationen var der er en masse mål på hundefronten. Nu handler det for mig om at træne fornuftigt og systematisk, gøre det jeg må, når jeg får lov til det, og forhåbentlig snart komme dertil, at jeg med sund fornuft og forsigtighed kan komme ud i verden, på arbejde og træne og konkurrere med hundene igen.

Jeg bliver helt glad ved drømmen om at kunne begynde at træne med hundene og især at gå en rallybane med Max – i dag komplet uoverskueligt, men selvfølgelig kommer vi tilbage.

Bare som lille incitament har jeg meldt både Max og Otto til to Siriusprøver hver.

I weekenden var jeg på distancen lidt på banen igen, der var landsholdskvalifikation i rally lørdag til kl. 14 og derefter resten af weekenden HTM- og rallyprøver arrangeret af Neel og mig til støtte for VM i HTM 2023. Jeg nød at kunne være på hjemmefra, opdatere resultater, lægge fotos ud, glæde mig over nogle fantastiske dage. Der røg mange hilsner afsted, ikke mindst til Neel, som uden at blinke overtog alt det, jeg skulle have klaret i rally, oveni alt det andet. Hun er en superstjerne!

Det, der har betydet allermest i denne periode, er de mange søde og kærlige hilsner jeg har fået, hold da op, hvor de betyder al verden. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget det betyder.

Jeg har bare så meget lyst til at komme tilbage til verden – jeg vil fysisk og mentalt gøre det nødvendige – og glæder mig så meget.

Afvikling og udvikling

13.2.2016 Max debuterede i championklasse, Megan var oppe for 94. gang i championklasse. 

 

Jeg skrev et blogindlæg med samme titel som dette for nylig. Det blev delt med to personer og bliver ikke delt med andre. Det blev skrevet i terapeutisk øjemed, der var nogle indestængte følelser der skulle ud, det kom de; det var nødvendigt og føltes fantastisk godt. Hvis jeg var kendt, ville det være noget jeg fortalte i et interview med Mikael Bertelsen, til offentliggørelse, når jeg var død. Men jeg er ikke kendt, og nu jeg har fået renset ud mentalt på en god måde.

Jeg fik forrige mandag bekræftelse på min opsigelse i Nets/Nexi. Jeg fratræder med udgangen af 2023, efter 47 år på arbejdsmarkedet. En lang karriere med spændende jobs i mange virksomheder, en bred vifte af konsulentopgaver, 14 spændende år med egen virksomhed og siden 2014 fastansættelse i Nets.

Hvordan føles det at skulle stoppe? Det føles godt, det føles rigtigt, jeg synes det er meget fin timing og jeg kan slutte af på en ordentlig måde, om end helt anderledes end jeg havde forestillet mig for bare et år siden.

 

Nordisk dommermøde i Helsingborg

På hundefronten er jeg i fuld gang med afvikling af tre tillidsposter: formandsposten i Rallyudvalget og posterne som sekretær i NKU’s og FCI’s rallyudvalg.

Det føles også helt rigtigt. I år har jag haft fornøjelsen for sidste gang at være vært for DKKs årlige rallydommermøde, jeg har forrige weekend været sekretær på NKU’s første møde for alle NKU-dommere og jeg er vært for et 2-dages møde i DKK sidst i marts for FCI’s rallyudvalg.

Jeg har haft god tid til at mærke efter. Jeg synes bestemt ikke mit engagement fejler noget, men det føles godt at trække sig i baggrunden og lade yngre kræfter komme til. Jeg har været med til at skabe en masse flotte resultater; jeg vil med god samvittighed kunne læne mig tilbage, blande mig, hvis jeg bliver opfordret til det, og ellers bare nyde fortsat at være en del af rallysporten som udøver og dommer.

Kirsten og jeg er i fuld gang med projekt flytning. Vi er enige om at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, og Fuglesangsvej 21, hvor vi har boet siden 1984, primært fordi det er himmelråbende dyrt, og vi vil kunne leve godt også som pensionister. I tirsdags kiggede vi udefra på nogle huse i Faxe, og tak for det, omgivelserne var meget skuffende og vi er tilbage på førstevalget: Præstø. Et hus i Præstø, betalt kontant med overskuddet fra salget af vores nuværende hus, en i forhold til i dag meget lille månedlig boligudgift, det er meget tiltalende. Sådan ender det forhåbentlig. Et vigtigt kriterie er, at den længstlevende skal have råd til at bo der.

Helbredsmæssigt ser jeg frem til den 23. februar, hvor jeg skal opereres for spinalstenose. Symptomerne har været der i mange år, men det er blevet meget værre over det sidste år og nu er det næsten ikke til at holde ud. Jeg kan dårligt gå en kort tur med hundene, jeg kan ikke træne med hundene, der mangler i den grad livskvalitet i forhold til det, som har fyldt så meget i mit liv de sidste mange år og forhåbentlig kommer til at gøre det igen. For nogle dage siden I dag trænede jeg lidt med Max i haven, og måtte sætte mig 3-4 gange på måske 15 minutter. Dengang troede jeg vi skulle til prøve i lørdags og på søndag.

Jeg havde skrevet mine mål for i lørdags: ”Jeg vil som altid kunne køre hjem med hænderne over hovedet, hvis vi har gået nogle baner, hvor jeg har fuldt fokus på Max og støtter ham 100 %. Vi kan gå fantastisk, selvom jeg ikke er helt fit. Men nu er jeg nødt til at have en plan B: Hvis jeg på banen konstaterer, at benene bliver for slemme – som til den sidste bane ved Årets Hund 7. januar – så bider jeg ikke tænderne sammen og fortsætter, så stopper jeg og hygger med Max. Max skal kunne regne med mig, og hvis han oplever mig helt ude i tovene, hvad så? Hvorfor skal have opleve det og hvad skulle formålet være? At bestå – øh nej, det bliver aldrig et kriterie igen. Så det er en reel option at stoppe.” 

Jeg véd spørgsmålet ville komme bagefter, hvis jeg ikke stoppede: Overvejede du at stoppe? Og hvis ja, hvorfor besluttede du at fortsætte? Osv., og det vil jeg kunne svare ordentligt på, ellers havde jeg svigtet.

I fredags havde jeg en frokostaftale; den startede med en skræmmende oplevelse, fordi jeg pludselig oplevede at benene svigtede … følelsen forsvandt i venstre ben og jeg var ved at falde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne være sket alle mulige andre steder, fx til en prøve, og det blev åbenlyst at tanken om at gå til prøve inden operationen var grotesk. Jeg har meldt fra det hele.

 

Championbanen lørdag

På grund af sygdom måtte jeg selv overtage som dommer til Sydkystens Hundeskoles prøve i lørdags, og det gav et helt andet fokus end hvis jeg skulle have været oppe. Jeg mødte så meget omsorg og bekymring og fik masser af hjælp, og siger tusind tak for alt sammen. Jeg kom godt igennem dagen, men det var lidt hårdt … 

Jeg havde nogle dejlige dommeroplevelser; dem, der gjorde mig allergladest var nogle helt nye førere i begynderklasse, som heldigvis bestod på en god måde, og der var nogle glædestårer der smittede!

Sommelieruddannelsen er bestemt ikke glemt, men jeg må også være realistisk, første dag er 14. marts, frygteligt tæt på operationen, der kan ske så meget. Jeg har aftalt, at jeg kan kontakte Vinakademiet ugen inden, hvis jeg tror jeg kan klare det med sikkerhed fysisk, så tilmelder jeg. Og hvis ikke, ja så bliver det ikke til noget. Nye muligheder skal nok dukke op.

Årets bedste oplevelse indtil videre var denne weekend, hvor svenskerne var på besøg for at fejre Kirstens fødselsdag. 

Først og fremmest vil jeg huske den for Frasses debut som østersåbner og -spiser … At åbne østers kræver lidt teknik, Frasse ville prøve og så blev det arrangeret 😊 Jeg fortalte om østers’ anatomi, viste hvordan man finder det rigtige sted at stikke østerskniven ind og skille låget fra bunden, lirke lidt, hælde væden fra, fjerne låget og tjekke om den dufter rigtigt. 

Jeg havde naturligvis fuld tillid til at han kunne gøre det; faktisk tænkte jeg på Mark Anthonys historie om datteren og Ribena-saften, så jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at han skulle passe på. Jeg fortalte, hvordan han kunne se/mærke om kniven kom rigtigt ind; vi fik en god pædagogisk situation, da han en enkelt gang fik stukket kniven, så den kun tog det yderste af skallen – det var den perfekt anledning til at tale om, hvordan man kan mærke, om man rammer rigtigt.

Frasse åbnede 8 ud af 12, han spiste en østers rå, og han var den sejeste i hele verden!

Det var Leo også, da vi skulle spille kryds og bolle med en træspilleplade som Christian har lavet for over 30 år siden. Vi fik analyseret nogle træk han foretog, som ville havde ført til tab, og vigtigheden af at tænke på trækket efter det aktuelle. Fint i kryds og bolle, og i mange andre af livets forhold.

Leah tegner de mest fantastiske tegninger, den sidste jeg så var med farmor, hende selv, hund og kat - da jeg så, den roste jeg den og spurgte hvor farfar var henne … ham var der ikke plads til 😉

Frasse, Leo, Leah, Otto og diverse pokaler

Pokaler og rosetter, som næsten alle er stillet på et værelse på 1. sal, er vildt populære hos Leo og Leah, så de kommer ned en del af dem, bliver pudset, og jeg skal finde ud af hvem der har vundet dem og hvornår - det er superhyggeligt!

 

Vi har også en aftale om, at svenskerne skal passe Otto, det første stykke tid efter operationen, det bliver godt for dem at prøve - og Otto kommer helt sikkert ikke til at kede sig!

Så ja, der sker en masse lige nu. Jeg håber at jeg måske allerede om ikke ret længe kan skrive: YES operationen gik godt, genoptræningen er i fuld gang og træningen med hundene er igen kommet i kalenderen. Det er i dag præcis 7 år siden Max debuterede i championklassen, og jeg håber at vi kan fortsætte i klassen ...

Der er mange men’er men hvis gode og kærlige ønsker samt stædighed betyder noget, så bliver det en succes, og jeg er tilbage i fuld vigør snart.

Livet er godt ❤️

NW1G-titlen til Otto (foto: Mia Rasmussen)

Livet er (naturligvis) ikke altid godt, og det vil være underligt at påstå noget andet. Men jeg lukker mig inde i min egen lille verden og påstår at Livet er godt. Jeg kunne ønske at meget var anderledes, men virkeligheden og mine oplevelser og følelser i forhold til virkeligheden er det afgørende De forløbne ni dage omfatter forskelligt, som jeg helt sikkert ikke glemmer. Det hele virker vigtigt lige nu. Om en uge eller en måned er det meste måske glemt, men ikke det hele.

Forrige lørdag havde vi det årlige dommermøde for DKK’s rallydommermøde på Fjelsted Skov Hotel & Konference. Mange gode diskussioner, tid og lyst til at nørde og komme rundt om emnerne. Jeg synes det var et af de bedste dommermøder, jeg har været med til. Det var samtidig mit sidste som formand for Rallyudvalget. Jeg fulgtes med Amanda, Janne og Liv, og vi havde nogle skønne diskussioner frem og tilbage, vi er altså lidt (!) nørdede 😉

Søndag fik Kirsten og jeg Brunch på Grundsmag. Min private anmeldelse: ”Ligger fantastisk, som en del af Roskilde Rådhus på Stænder Torvet, med udsigt over torvet (hvor vi også parkerede). Vi havde booket kl. 10, stedet valgt fordi jeg havde næsten to år gammelt gavekort, som jeg havde vundet ved at købe vin hos en lokal vinhandler i forbindelse med Corona-nedlukning 😉 Spisekortet er det samme hele dagen, og man kan efter humør krydse af så man får det man har lyst til som morgenmad, brunch, frokost eller eftermiddagsmad. Vi fik 9 forskellige serveringer. De kom samlet, det trækker lidt ned. Kirsten varmes pandekage blev lidt kold (men var fantastisk alligevel), og min laks, som jeg normalt ville starte med, tog jeg som nr. 4, fordi der var tre varme retter. Maden var virkelig god. Surdejsbrødet med smør med Læsø sydesalt til virkelig fantastisk lækkert. Jeg syne alle mine fem retter var supergode, måske lidt mere knald på krydringen (det er en smagssag), men både laksen, tarte flambéen og bacon/pølse var nogen der skreg på mere. Kirstens svampetoast var jeg misundelig på, men det giver en mulighed næste gang. Jeg fik en Hersted Øl til, stort udvalg!, og Kirsten kaffe og solbærsaft og sluttede med noget kaffe. Det er et hyggeligt sted, fin betjening, gode stole og borde, rigtigt godt. Vi vender tilbage. Det ultimative: Vil du være bekendt at invitere din bedste ven derhen? Ja, ubetinget 😍”

Mandag var Kirsten og jeg hos Aleris Søborg, jeg skulle tale med en rygkirurg om mulighederne for operation for spinalstenosen. Vi gennemgik det omhyggeligt og jeg blev sendt hjem til overvejelse. Nøgleordet blev nævnt flere gange: Livskvalitet. Det er det, som afgør, om jeg vil gøre noget eller ej. Det korte af det lange: Jeg gav allerede dagen efter besked om, at jeg meget gerne vil opereres, så nu er processen i gang.

Tirsdag var Otto og jeg til træning hos Johanna. Mine ben var noget skidt, men med et par siddepauser gik det ok. Otto var strålende. Opvarmning kun stå (begge sider) og kun belønning, hvor han ikke satte sig eller hoppede. Det virker rigtigt godt 😍 En 22 skiltes championbane meget lang og kringlet. Jeg valgte ståer i stedet for sit, kun belønning for korrekt position og uden hop. Kæmperos fra Johanna for virkeligt flot fører- og hundearbejde, dejligt fokus fra Otto. Fed træning ❤️

Onsdag trænede Max og jeg hos Karina. Fokus var på starter. Jeg havde en fantastisk start, hvor Max slog fra lige før Startskiltet, en perfekt mulighed for at diskutere kriterier. Derefter en genial start. Og i anden runde noget lækkert fokus på sideskift om kegle, ind på højre side, og så sidestep til venstre. Max var strålende, og endnu engang tog jeg fra træning med masser af lovprisninger fra Karina (den uforlignelige træner) i hovedet og ditto af gode, gamle Max, som er så fokuseret hele tiden.

Torsdag var der Skype-møde i FCI’s Rallyudvalg. Jeg udtræder af udvalget med udgangen af marts 2023, jeg er vært for et fysisk møde hos DKK sidst i marts. Det jeg først og fremmest vil huske mødet for er, at der blev taget hul på en diskussion om delvist fradrag i rallyøvelser. Argumentet var: i LP kan man have en øvelse som stillingskift, hvor hunden skal indtage 6 positioner; selvom den ene mistes får man stadig point. Hvorfor har man ikke det i rally … Det er sendt til tænkepause i et underudvalg, men en spændende tanke.

Fredag havde vi en nyskabelse i DKK Rally, et webinar om rigets tilstand og planerne for de kommende år. Det var fedt at være vært for og glæde sig over alt det, der er sket og de mange planer for udviklingen af dansk rally.

Lørdag var Otto og jeg vil NW1prøve i Hvalsø.

Mine noter efter prøven:

”Beholdersøg. Hilste på tidtager, flot søg, tydelig markering. Ok. 20 sek

Indesøg. Omklædningsrum. Ingen slinger, tydelig markering og ok. Muligvis lidt tænder sagde Merete, hun så det ikke. Intet fradrag.

Køretøj. Start på anhænger. Videre til bil. Var lidt ude i græsset, Mia sagde at det var tydeligt han gik efter fært og flot jeg fik ham tilbage. Tydelig ok markering. 1 minus for noget jeg ikke kan huske. Poter nede, fedt at Mia så at vi brugte hendes teknikker.

Udesøg. 4 bord/bænkesæt og skraldestativ og mur. Vi har det hele igennem, jeg spurgte om lov til at gå ud og belønne, Otto var lidt frustreret, satte ham igang igen og bum, tydelig markering! Meget bedre end hvis han havde fundet direkte!!! Også her minus 1 for noget jeg har glemt. Virkelig dejligt søg.

Samlet SÅ fed prøve. Jeg er superglad 🤩”

Jeg blev OGSÅ glad for guldtitlen, som vi fik for vores femte bestået i begynderklasse med 100 point. Men det vigtige var, at Otto var så fokuseret, at jeg læste ham helt rigtigt i udesøget og jeg havde den fedeste følelse under hele prøven.

I dag gennemførte Amanda og jeg tredje dag af Rallyinstruktøruddannelsen. Deltagerne og Amanda præsenterede alle skiltene i 300- og 400-gruppen, fik arbejdet med fem inviterede ekvipager, kom i gang med en hjemmeopgave, planlægning af et hold og fik en kort, individuel midtvejsevaluering. En dejlig runde, med smittende entusiasme og energi hos både deltagere og inviterede ekvipager. Jeg blev ekstra glad da jeg takkede de inviterede ekvipager og den ene svarede: ”Det er mig der takker. Jeg har stadig ikke fået armene ned!” Så véd vi, at der er nogle skrappe rallyinstruktører på vej 😊

Om at elske livet med Max og Otto 💓

I onsdags var Max og jeg til endnu en runde fantastisk rallytræning hos Karina. Temaet var temposkift og have total kontakt mellem hund og fører, når der var pres med tempo og afstande. Løb frem til stå gå fra, opsamling efter spring direkte over i bakke tre skridt, et slalomforløb, sideskift, spiral og så sideskift om kegle med måske 2 meters fremsendelse. Max gik som en drøm!!! Totalt skarp, fulgte mine signaler perfekt (og fik dermed afsløret en manglende forkommando til en vending i løb 😉) og det føltes vildt, vildt godt 💓

Jeg var helt høj og blev endnu højere af Karinas feedback, både specifikt for forløbet og i det hele taget: ”I har rykket jer til et vanvittigt flot og sikkert niveau! Det er så vildt hvad der er sket på kun et år.”

I anden runde nørdede vi med at komme ind i højre position, fx efter spring og kunne gå direkte i sidestep til venstre. Jeg prøver at huske at generalisere, men jeg blev lidt fascineret af sideskift om kegle startende på venstre side, og kunne samle direkte op og lave sidestep til venstre.

Efter træningen meldte jeg til næste runde hos Karina, og da jeg kom til hundens alder skrev jeg: 11 år og 7 måneder …

 

I årets første blogindlæg skrev jeg om mine kriterier for begge hunde: ”hvorfor jeg træner og går til prøver. Det kan siges så enkelt: For at kunne se Max (eller Otto) i øjnene, mærke at vi er ét, vi er fælles om det vi laver og intet i verden kan bryde det bånd.”

Jeg vil bare fortsætte med Max så længe som muligt, udover træningen hos Karina har jeg meldt til en række prøver, og Mathilde og jeg har aftaler om, at hun går nogle juniorklasser inden klassen forsvinder, det er en flot afrunding af det forløb de to har været igennem sammen.

I det sidste blogindlæg i 2022 viste jeg en video hvor Max og jeg gennemfører Sirius Rally Ekspert programmet. Jeg skrev også: ”Jeg aner ikke om jeg vil indsende videoen til bedømmelse”. Det endte med at jeg gjorde det og glemte alt om det igen; indtil i går, da jeg fik svaret og blev blæst helt bagover:

”Hej Paul

Tak for din prøvevideo og STORT tillykke med titlen SIRIUS Rally Ekspert Stjerne!

Det er bare en fornøjelse at se på jer og jeres samarbejde!

Jeg var næsten ved at blive lidt magelig, for det er så dejligt overbevisende at se jer gå - men jeg har altså set det hele nøje igennem - og det er bare FLOT!

I er meget synkrone, begge meget dygtige til at tilpasse jer efter hinanden, det gør det flydende at se på.

Man kan se det er en veltrænet hund - og fører, det ser legende let ud.

Jeg er vild med at han er så sikker, uanset miljø. Ikke bare i generaliseringsøvelsen, men generelt, uanset hvor I filmer. Han kan sine ting!

Jeg elsker den måde du pisker rundt om feltet og han ligger bare totalt cool og venter på næste signal - det er klasse!

Fed prøve!!!

Venlig hilsen

Winnie”

Jeg elsker bare det samarbejde vi har, hvis nogen skulle være i tvivl 💓

Apropos Sirius har begge hunde bestået Sirius Winter Sniffs Challenge med guld (SIWISCG), men vigtigere har jeg fået interessen for at dyrke NW med Max igen, så det kom lige med på listen over aktiviteter vi kan hygge med.

Otto fortsætter selvfølgelig i NW, jeg skal have gjort noget ved hans slikkeadfærd, for jeg vil rigtigt gerne gå NW2 med ham.

Og så er der det med fri ved foden.

I søndags havde vi en enetime hos Liv, hvor vi skulle se på nogle fvf-positioner. En superspændende proces, hvor vi fik set på hvad vi har, hvad jeg ønsker og hvordan vi kan komme dertil … det lyder så enkelt, og det er det nok ikke. Men, der er lagt en plan og vi går i gang og jeg er topmotiveret.

Ét af elementerne i planen er sjovt nok affødt af endnu engang at måtte erkende, at ikke to hunde er ens. Otto er ikke som de andre, og han skal bl.a. varmes meget mere op, før træningen rigtigt kører. Så i øjeblikket starter de korte, daglige træningspas med lidt søg efter godbidder i græsset, det har Otto bestemt ikke noget imod, det gør træningen nemmere, win-win.

Max’ fokus

Grafiko.dk © 

Lørdag gik turen til Hangar 17, hvor der dels var finaler i Årets Hund 2022, dels to kvalifikationsprøver til landsholdet 2023.

Max var i finalen til Årets Hund for ottende år i træk og for sjette gang i championklasse. Vi gik en skøn bane, bl.a. med den smukkeste sidestep til venstre. Jeg fik blandet nordisk ind i dansk rally da jeg fik samlet Max op på den forkerte side i sidste øvelse, og gik i mål med ham på de forkerte side 😊 Eller også havde jeg bare ikke gået en ordentlig banegennemgang …

Otto var i finalen for tredje år i træk og for første gang i øvet klasse. Som jeg skrev i forrige blogindlæg skulle dette være hans sidste rallyprøve i lang tid og den skulle naturligvis afsluttes med manér. Jeg havde derfor besluttet for en uges tid siden, at vi skulle lege os igennem banen; legetøjet blev trukket lige da vi gik ind over kantbåndet – og det blev brugt flittigt undervejs. Både Otto og jeg havde en fest og naturligvis fortsatte festen udenfor hallen. En skøn afslutning på første del af vores rallykarriere.

Indimellem de to nævnte prøver var Max oppe to gange i nordisk klasse, de første kvalifikationsprøver til landsholdet 2023. Max og jeg gik to fine prøver, på trods af en noget handicappet fører. Det er ikke noget jeg gør et stort nummer ud af, men jeg er i november sidste år diagnosticeret med svær spinalstenose og så sent som i forgårs er jeg blevet henvist til en rygkirurg til forundersøgelse, fordi jeg har en del smerter i ryg og baller. Det er åbenlyst, at jeg ikke går særligt godt, og jeg fik også mange søde hilsner i lørdags og masser af gode råd – tusind tak for det.

På den første bane lavede vi bl.a. nogle fede sidestepøvelser og de flotteste bakke væk fra fører. Der kom en sekvens, der drillede. Jeg skriver ikke point, men på den front var det vores dårlige nordiske ever.

Jeg lavede noget kortere banegennemgang end normalt – jeg plejer at gå to fulde banegennemgange – men det kunne benene simpelthen ikke holde til i går. Den anden nordiske bane gik jeg én gang, meget langsomt og måtte opgive anden runde. Da vi gik banen oplevede jeg for første gang, at jeg simpelthen ikke kunne fokusere ordentlig på nogle af skiltene, fordi de gjorde så ondt. Der var en 360 graders øvelse i løb, og jeg kunne ikke se eller huske, hvad jeg skulle gøre, men nåede at tænke, at med Max på højre side var det nok højre rundt …

Det, der var det fantastisk skønne ved de tre prøver med Max, var HANS FOKUS! Selvom jeg følte, at jeg ikke kunne yde tilstrækkeligt, var hans fokus der hele tiden. 

En af dagens allerbedste oplevelser var at Helle Damkjær kom hen til mig umiddelbart efter den sidste prøve, jeg var lige kommet ud af opvarmningsområdet og kælede med Max og sagde tak for ham … og Helle fortalte at det havde været så åbenlyst at jeg havde haft det meget svært på banen, men at Max’ fokus havde været 100 % hele tiden.

Det er den allerstørste ros jeg nogensinde har fået som hundefører.

Turen hjem, Liv og jeg fulgtes, var en fantastisk mulighed for at få talt alt muligt igennem om dagen, herunder at få vendt en masse, som jeg tidligere har skrevet om i denne blog, om hvorfor jeg træner og går til prøver. Det kan siges så enkelt: For at kunne se Max (eller Otto) i øjnene, mærke at vi er ét, vi er fælles om det vi laver og intet i verden kan bryde det bånd.

Jeg var megatræt da jeg kom hjem, men faktisk kun fysisk, for inde i hovedet havde jeg det fantastisk godt.