mandag den 13. februar 2023

Afvikling og udvikling

13.2.2016 Max debuterede i championklasse, Megan var oppe for 94. gang i championklasse. 
 
Jeg skrev et blogindlæg med samme titel som dette for nylig. Det blev delt med to personer og bliver ikke delt med andre. Det blev skrevet i terapeutisk øjemed, der var nogle indestængte følelser der skulle ud, det kom de; det var nødvendigt og føltes fantastisk godt. Hvis jeg var kendt, ville det være noget jeg fortalte i et interview med Mikael Bertelsen, til offentliggørelse, når jeg var død. Men jeg er ikke kendt, og nu jeg har fået renset ud mentalt på en god måde.

Jeg fik forrige mandag bekræftelse på min opsigelse i Nets/Nexi. Jeg fratræder med udgangen af 2023, efter 47 år på arbejdsmarkedet. En lang karriere med spændende jobs i mange virksomheder, en bred vifte af konsulentopgaver, 14 spændende år med egen virksomhed og siden 2014 fastansættelse i Nets.

Hvordan føles det at skulle stoppe? Det føles godt, det føles rigtigt, jeg synes det er meget fin timing og jeg kan slutte af på en ordentlig måde, om end helt anderledes end jeg havde forestillet mig for bare et år siden.
 
Nordisk dommermøde i Helsingborg

På hundefronten er jeg i fuld gang med afvikling af tre tillidsposter: formandsposten i Rallyudvalget og posterne som sekretær i NKU’s og FCI’s rallyudvalg.

Det føles også helt rigtigt. I år har jag haft fornøjelsen for sidste gang at være vært for DKKs årlige rallydommermøde, jeg har forrige weekend været sekretær på NKU’s første møde for alle NKU-dommere og jeg er vært for et 2-dages møde i DKK sidst i marts for FCI’s rallyudvalg.

Jeg har haft god tid til at mærke efter. Jeg synes bestemt ikke mit engagement fejler noget, men det føles godt at trække sig i baggrunden og lade yngre kræfter komme til. Jeg har været med til at skabe en masse flotte resultater; jeg vil med god samvittighed kunne læne mig tilbage, blande mig, hvis jeg bliver opfordret til det, og ellers bare nyde fortsat at være en del af rallysporten som udøver og dommer.

Kirsten og jeg er i fuld gang med projekt flytning. Vi er enige om at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, og Fuglesangsvej 21, hvor vi har boet siden 1984, primært fordi det er himmelråbende dyrt, og vi vil kunne leve godt også som pensionister. I tirsdags kiggede vi udefra på nogle huse i Faxe, og tak for det, omgivelserne var meget skuffende og vi er tilbage på førstevalget: Præstø. Et hus i Præstø, betalt kontant med overskuddet fra salget af vores nuværende hus, en i forhold til i dag meget lille månedlig boligudgift, det er meget tiltalende. Sådan ender det forhåbentlig. Et vigtigt kriterie er, at den længstlevende skal have råd til at bo der.

Helbredsmæssigt ser jeg frem til den 23. februar, hvor jeg skal opereres for spinalstenose. Symptomerne har været der i mange år, men det er blevet meget værre over det sidste år og nu er det næsten ikke til at holde ud. Jeg kan dårligt gå en kort tur med hundene, jeg kan ikke træne med hundene, der mangler i den grad livskvalitet i forhold til det, som har fyldt så meget i mit liv de sidste mange år og forhåbentlig kommer til at gøre det igen. For nogle dage siden I dag trænede jeg lidt med Max i haven, og måtte sætte mig 3-4 gange på måske 15 minutter. Dengang troede jeg vi skulle til prøve i lørdags og på søndag.

Jeg havde skrevet mine mål for i lørdags: ”Jeg vil som altid kunne køre hjem med hænderne over hovedet, hvis vi har gået nogle baner, hvor jeg har fuldt fokus på Max og støtter ham 100 %. Vi kan gå fantastisk, selvom jeg ikke er helt fit. Men nu er jeg nødt til at have en plan B: Hvis jeg på banen konstaterer, at benene bliver for slemme – som til den sidste bane ved Årets Hund 7. januar – så bider jeg ikke tænderne sammen og fortsætter, så stopper jeg og hygger med Max. Max skal kunne regne med mig, og hvis han oplever mig helt ude i tovene, hvad så? Hvorfor skal have opleve det og hvad skulle formålet være? At bestå – øh nej, det bliver aldrig et kriterie igen. Så det er en reel option at stoppe.” 

Jeg véd spørgsmålet ville komme bagefter, hvis jeg ikke stoppede: Overvejede du at stoppe? Og hvis ja, hvorfor besluttede du at fortsætte? Osv., og det vil jeg kunne svare ordentligt på, ellers havde jeg svigtet.

I fredags havde jeg en frokostaftale; den startede med en skræmmende oplevelse, fordi jeg pludselig oplevede at benene svigtede … følelsen forsvandt i venstre ben og jeg var ved at falde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne være sket alle mulige andre steder, fx til en prøve, og det blev åbenlyst at tanken om at gå til prøve inden operationen var grotesk. Jeg har meldt fra det hele.
 
Championbanen lørdag

På grund af sygdom måtte jeg selv overtage som dommer til Sydkystens Hundeskoles prøve i lørdags, og det gav et helt andet fokus end hvis jeg skulle have været oppe. Jeg mødte så meget omsorg og bekymring og fik masser af hjælp, og siger tusind tak for alt sammen. Jeg kom godt igennem dagen, men det var lidt hårdt … 

Jeg havde nogle dejlige dommeroplevelser; dem, der gjorde mig allergladest var nogle helt nye førere i begynderklasse, som heldigvis bestod på en god måde, og der var nogle glædestårer der smittede!

Sommelieruddannelsen er bestemt ikke glemt, men jeg må også være realistisk, første dag er 14. marts, frygteligt tæt på operationen, der kan ske så meget. Jeg har aftalt, at jeg kan kontakte Vinakademiet ugen inden, hvis jeg tror jeg kan klare det med sikkerhed fysisk, så tilmelder jeg. Og hvis ikke, ja så bliver det ikke til noget. Nye muligheder skal nok dukke op.

Årets bedste oplevelse indtil videre var denne weekend, hvor svenskerne var på besøg for at fejre Kirstens fødselsdag. 

Først og fremmest vil jeg huske den for Frasses debut som østersåbner og -spiser … At åbne østers kræver lidt teknik, Frasse ville prøve og så blev det arrangeret 😊 Jeg fortalte om østers’ anatomi, viste hvordan man finder det rigtige sted at stikke østerskniven ind og skille låget fra bunden, lirke lidt, hælde væden fra, fjerne låget og tjekke om den dufter rigtigt. 

Jeg havde naturligvis fuld tillid til at han kunne gøre det; faktisk tænkte jeg på Mark Anthonys historie om datteren og Ribena-saften, så jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at han skulle passe på. Jeg fortalte, hvordan han kunne se/mærke om kniven kom rigtigt ind; vi fik en god pædagogisk situation, da han en enkelt gang fik stukket kniven, så den kun tog det yderste af skallen – det var den perfekt anledning til at tale om, hvordan man kan mærke, om man rammer rigtigt.

Frasse åbnede 8 ud af 12, han spiste en østers rå, og han var den sejeste i hele verden!

Det var Leo også, da vi skulle spille kryds og bolle med en træspilleplade som Christian har lavet for over 30 år siden. Vi fik analyseret nogle træk han foretog, som ville havde ført til tab, og vigtigheden af at tænke på trækket efter det aktuelle. Fint i kryds og bolle, og i mange andre af livets forhold.

Leah tegner de mest fantastiske tegninger, den sidste jeg så var med farmor, hende selv, hund og kat - da jeg så, den roste jeg den og spurgte hvor farfar var henne … ham var der ikke plads til 😉

Frasse, Leo, Leah, Otto og diverse pokaler

Pokaler og rosetter, som næsten alle er stillet på et værelse på 1. sal, er vildt populære hos Leo og Leah, så de kommer ned en del af dem, bliver pudset, og jeg skal finde ud af hvem der har vundet dem og hvornår - det er superhyggeligt!
 
Vi har også en aftale om, at svenskerne skal passe Otto, det første stykke tid efter operationen, det bliver godt for dem at prøve - og Otto kommer helt sikkert ikke til at kede sig!

Så ja, der sker en masse lige nu. Jeg håber at jeg måske allerede om ikke ret længe kan skrive: YES operationen gik godt, genoptræningen er i fuld gang og træningen med hundene er igen kommet i kalenderen. Det er i dag præcis 7 år siden Max debuterede i championklassen, og jeg håber at vi kan fortsætte i klassen ...

Der er mange men’er men hvis gode og kærlige ønsker samt stædighed betyder noget, så bliver det en succes, og jeg er tilbage i fuld vigør snart.