Afvikling og udvikling

13.2.2016 Max debuterede i championklasse, Megan var oppe for 94. gang i championklasse. 

 

Jeg skrev et blogindlæg med samme titel som dette for nylig. Det blev delt med to personer og bliver ikke delt med andre. Det blev skrevet i terapeutisk øjemed, der var nogle indestængte følelser der skulle ud, det kom de; det var nødvendigt og føltes fantastisk godt. Hvis jeg var kendt, ville det være noget jeg fortalte i et interview med Mikael Bertelsen, til offentliggørelse, når jeg var død. Men jeg er ikke kendt, og nu jeg har fået renset ud mentalt på en god måde.

Jeg fik forrige mandag bekræftelse på min opsigelse i Nets/Nexi. Jeg fratræder med udgangen af 2023, efter 47 år på arbejdsmarkedet. En lang karriere med spændende jobs i mange virksomheder, en bred vifte af konsulentopgaver, 14 spændende år med egen virksomhed og siden 2014 fastansættelse i Nets.

Hvordan føles det at skulle stoppe? Det føles godt, det føles rigtigt, jeg synes det er meget fin timing og jeg kan slutte af på en ordentlig måde, om end helt anderledes end jeg havde forestillet mig for bare et år siden.

 

Nordisk dommermøde i Helsingborg

På hundefronten er jeg i fuld gang med afvikling af tre tillidsposter: formandsposten i Rallyudvalget og posterne som sekretær i NKU’s og FCI’s rallyudvalg.

Det føles også helt rigtigt. I år har jag haft fornøjelsen for sidste gang at være vært for DKKs årlige rallydommermøde, jeg har forrige weekend været sekretær på NKU’s første møde for alle NKU-dommere og jeg er vært for et 2-dages møde i DKK sidst i marts for FCI’s rallyudvalg.

Jeg har haft god tid til at mærke efter. Jeg synes bestemt ikke mit engagement fejler noget, men det føles godt at trække sig i baggrunden og lade yngre kræfter komme til. Jeg har været med til at skabe en masse flotte resultater; jeg vil med god samvittighed kunne læne mig tilbage, blande mig, hvis jeg bliver opfordret til det, og ellers bare nyde fortsat at være en del af rallysporten som udøver og dommer.

Kirsten og jeg er i fuld gang med projekt flytning. Vi er enige om at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, og Fuglesangsvej 21, hvor vi har boet siden 1984, primært fordi det er himmelråbende dyrt, og vi vil kunne leve godt også som pensionister. I tirsdags kiggede vi udefra på nogle huse i Faxe, og tak for det, omgivelserne var meget skuffende og vi er tilbage på førstevalget: Præstø. Et hus i Præstø, betalt kontant med overskuddet fra salget af vores nuværende hus, en i forhold til i dag meget lille månedlig boligudgift, det er meget tiltalende. Sådan ender det forhåbentlig. Et vigtigt kriterie er, at den længstlevende skal have råd til at bo der.

Helbredsmæssigt ser jeg frem til den 23. februar, hvor jeg skal opereres for spinalstenose. Symptomerne har været der i mange år, men det er blevet meget værre over det sidste år og nu er det næsten ikke til at holde ud. Jeg kan dårligt gå en kort tur med hundene, jeg kan ikke træne med hundene, der mangler i den grad livskvalitet i forhold til det, som har fyldt så meget i mit liv de sidste mange år og forhåbentlig kommer til at gøre det igen. For nogle dage siden I dag trænede jeg lidt med Max i haven, og måtte sætte mig 3-4 gange på måske 15 minutter. Dengang troede jeg vi skulle til prøve i lørdags og på søndag.

Jeg havde skrevet mine mål for i lørdags: ”Jeg vil som altid kunne køre hjem med hænderne over hovedet, hvis vi har gået nogle baner, hvor jeg har fuldt fokus på Max og støtter ham 100 %. Vi kan gå fantastisk, selvom jeg ikke er helt fit. Men nu er jeg nødt til at have en plan B: Hvis jeg på banen konstaterer, at benene bliver for slemme – som til den sidste bane ved Årets Hund 7. januar – så bider jeg ikke tænderne sammen og fortsætter, så stopper jeg og hygger med Max. Max skal kunne regne med mig, og hvis han oplever mig helt ude i tovene, hvad så? Hvorfor skal have opleve det og hvad skulle formålet være? At bestå – øh nej, det bliver aldrig et kriterie igen. Så det er en reel option at stoppe.” 

Jeg véd spørgsmålet ville komme bagefter, hvis jeg ikke stoppede: Overvejede du at stoppe? Og hvis ja, hvorfor besluttede du at fortsætte? Osv., og det vil jeg kunne svare ordentligt på, ellers havde jeg svigtet.

I fredags havde jeg en frokostaftale; den startede med en skræmmende oplevelse, fordi jeg pludselig oplevede at benene svigtede … følelsen forsvandt i venstre ben og jeg var ved at falde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne være sket alle mulige andre steder, fx til en prøve, og det blev åbenlyst at tanken om at gå til prøve inden operationen var grotesk. Jeg har meldt fra det hele.

 

Championbanen lørdag

På grund af sygdom måtte jeg selv overtage som dommer til Sydkystens Hundeskoles prøve i lørdags, og det gav et helt andet fokus end hvis jeg skulle have været oppe. Jeg mødte så meget omsorg og bekymring og fik masser af hjælp, og siger tusind tak for alt sammen. Jeg kom godt igennem dagen, men det var lidt hårdt … 

Jeg havde nogle dejlige dommeroplevelser; dem, der gjorde mig allergladest var nogle helt nye førere i begynderklasse, som heldigvis bestod på en god måde, og der var nogle glædestårer der smittede!

Sommelieruddannelsen er bestemt ikke glemt, men jeg må også være realistisk, første dag er 14. marts, frygteligt tæt på operationen, der kan ske så meget. Jeg har aftalt, at jeg kan kontakte Vinakademiet ugen inden, hvis jeg tror jeg kan klare det med sikkerhed fysisk, så tilmelder jeg. Og hvis ikke, ja så bliver det ikke til noget. Nye muligheder skal nok dukke op.

Årets bedste oplevelse indtil videre var denne weekend, hvor svenskerne var på besøg for at fejre Kirstens fødselsdag. 

Først og fremmest vil jeg huske den for Frasses debut som østersåbner og -spiser … At åbne østers kræver lidt teknik, Frasse ville prøve og så blev det arrangeret 😊 Jeg fortalte om østers’ anatomi, viste hvordan man finder det rigtige sted at stikke østerskniven ind og skille låget fra bunden, lirke lidt, hælde væden fra, fjerne låget og tjekke om den dufter rigtigt. 

Jeg havde naturligvis fuld tillid til at han kunne gøre det; faktisk tænkte jeg på Mark Anthonys historie om datteren og Ribena-saften, så jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at han skulle passe på. Jeg fortalte, hvordan han kunne se/mærke om kniven kom rigtigt ind; vi fik en god pædagogisk situation, da han en enkelt gang fik stukket kniven, så den kun tog det yderste af skallen – det var den perfekt anledning til at tale om, hvordan man kan mærke, om man rammer rigtigt.

Frasse åbnede 8 ud af 12, han spiste en østers rå, og han var den sejeste i hele verden!

Det var Leo også, da vi skulle spille kryds og bolle med en træspilleplade som Christian har lavet for over 30 år siden. Vi fik analyseret nogle træk han foretog, som ville havde ført til tab, og vigtigheden af at tænke på trækket efter det aktuelle. Fint i kryds og bolle, og i mange andre af livets forhold.

Leah tegner de mest fantastiske tegninger, den sidste jeg så var med farmor, hende selv, hund og kat - da jeg så, den roste jeg den og spurgte hvor farfar var henne … ham var der ikke plads til 😉

Frasse, Leo, Leah, Otto og diverse pokaler

Pokaler og rosetter, som næsten alle er stillet på et værelse på 1. sal, er vildt populære hos Leo og Leah, så de kommer ned en del af dem, bliver pudset, og jeg skal finde ud af hvem der har vundet dem og hvornår - det er superhyggeligt!

 

Vi har også en aftale om, at svenskerne skal passe Otto, det første stykke tid efter operationen, det bliver godt for dem at prøve - og Otto kommer helt sikkert ikke til at kede sig!

Så ja, der sker en masse lige nu. Jeg håber at jeg måske allerede om ikke ret længe kan skrive: YES operationen gik godt, genoptræningen er i fuld gang og træningen med hundene er igen kommet i kalenderen. Det er i dag præcis 7 år siden Max debuterede i championklassen, og jeg håber at vi kan fortsætte i klassen ...

Der er mange men’er men hvis gode og kærlige ønsker samt stædighed betyder noget, så bliver det en succes, og jeg er tilbage i fuld vigør snart.

Hukommelse og minder

Dejlig træning i Ringsted tirsdag aften

Den 28. oktober holdt professor Anders Nykjær et meget spændende foredrag hos Folkeuniversitet ”Få styr på hukommelsen”. Hjernen er et fascinerende emne og kompleksiteten næsten ufattelig. 

Fra Anders Nykjærs præsentation

Jeg noterede mig bl.a. de syv forskellige typer af hukommelse og bogen Hjernen og Hukommelsen  kom på ønskelisten. 

Det med hukommelse og minder kom jeg på forskellig vis til at tænke på i den forløbne uge, hvor jeg fyldte 70 år. Det blev bl.a. fejret med en hyggelig brunch/frokost i lørdags på Odd-fellowgaarden, hvor værtsparret Tine og Kristian Østergaard kælede om os. Vi var 24 i alt. De 5 var med til Kirstens og mit bryllup i 1979, det var alle os over 70 år😊 Gennemsnitsalderen var omkring 38 år, 29 år hvis vi så bort fra os seniorer. Det er lidt mærkeligt at tænke på, med også hurtigt fortrængt, at jeg er blevet en af de gamle.

Jeg synes det var vidunderligt livsbekræftende at der deltog 6 børn, 1-11 år, det giver en helt andet stemning, og skaber nogle situationer, som helt sikkert allerede er ved at lejre sig som gode minder.

Jeg fik nogle fantastiske gaver. Der var nogen, der i særlig grad udløste gode følelser, fordi de meget bevidst trak tråde til skønne minder. En dejlig tegning af Max og Otto baseret på et fantastisk foto i en ganske særlig sammenhæng. En Bourgogne, som skulle minde om en ganske særlig oplevelse med en tilsvarende vin. ,

Svenskerne kom naturligvis hjem til os bagefter, og det udløste en ny tradition gætter vi næsten på. Vi havde aftalt på forhånd, at vi ikke lavede mad, men vi ville gerne hente noget, så aftensmaden bestod af takeaway fra Sushi Amor samt champagne. Det var der stor begejstring for 😊

Selvom de ikke har en fremtrædende plads, så er der et par steder i huset hvor der er opstillinger af pokaler og rosetter, og Leo og Leah er meget fascineret af dem, der blev talt meget om, hvem der havde vundet dem og de fik også lov til at vælge nogen til sig selv.

Og det satte virkelig gang i minderne.

Otto 20. november 2021 (foto: Charlotte Lia)

Jeg havde sagt at de måtte vælge lige hvad de ville, men jeg kiggede lige en omgang, da Leah kom med en roset, som jeg ikke lige kunne placere. Det var dommerens valg, som jeg fik af Amanda da hun dømte sin allersidste prøve 20. november 2021, med den begrundelse at jeg havde udviklet mig så meget som fører. Den ville jeg alligevel ikke af med, men vi fandt et godt alternativ!

Pokalerne var det helt ikke nemt for dem at vælge blandt, men de endte med at de fandt en hver. Leah ville ellers have haft en, som Otto havde vundet, men han har jo ikke vundet nogen endnu. Men Leo kunne huske, at den der står på mit skrivebord, er den Otto vandt i Skurup!!! Lige den ville jeg heller ikke af med – utroligt som de børn husker alt 😉

Lille Bjørn 3. juni 2012 (foto: Annie Larsen)

Leah endte med at vælge en, som også fik minderne til at vælte frem, det var Lille Bjørns pokal fra 3. juni 2012, da han blev rally champion. Samme dag som Max debuterede i rally …

Det er så hyggeligt at tale med børnene om det, og gad vide hvilke minder de får om det?

Der har været andre oplevelser de sidste dage, hvor jeg tænkte, at det var dejligt livsbekræftende og motiverende.

Søndag havde jeg en træningsaftale med Liv i Hund360’s hal i Vipperød – primært skulle jeg træne indgange på fremmed underlag med Max. Vi gjorde det tre gange, med startskiltet forskellige steder og skift mellem højre og venstre – og de var alle fantastiske, hvor jeg bare nød hvert skridt på banen.

Mandag var jeg på Nørmark Privathospital bl.a. for at få udført en MR-scanning af lænden. Jeg brugte de godt 10 minutter på nogle fede visualiseringer af Max og mig i rally.

Mandag aften var jeg til fitness-træning, og for x’te gang i træk kunne jeg bare træne igennem, på en overskudsagtig måde. Der er altså noget ved den ny kiropraktors behandling der gør en forskel …

Rally med forstyrrelser

Og i går aftes, hvor jeg for første gang kun skulle træne med Otto hos Johanna, gik vi vores livs hidtil mest fantastiske bane. Det var en lang bane med masser af forstyrrelser, der var en fører, der var ekstremt fokuseret på Otto, jeg kom med kommandoer perfekt timet i forhold til forstyrrelser, støttede eminent, og havde en Otto som var på – en dejlig følelse hele vejen, og den skønneste feedback fra Johanna bagefter.

Jeg nyder det hele fuldt ud 💓💓💓

Det er hårdt at være hund 😊

Leo, farfar, Frasse og farmor

Max synes det har været en hård dag, Otto er også godt brugt, men han synes ikke dagen har været nær så hård …

Bølle, Max, Mille og Otto

På morgenturen mødte vi tre hundevenner, som Otto kunne lege med, på billedet ses Bølle og Mille. Det er altid en ekstra skøn start på dagen, når der er nogen at lege med synes Otto, Max er ret ligeglad.

Syv svaner fløj forbi på morgenturen

Jeg tog en cykeltur efter morgenmaden, og så var det ved at være tid til at tage til Törringelund Nationalpark, som ligge nogle få minutters kørsel fra Oxie, hvor svenskerne bor. Anledningen var Leos 4-års fødselsdag.

Max, Otto og Leo

Det blev en dejlig dag. Alle børnene er vilde med Otto og Max, og Otto gengælder følelserne, Max er ikke lige så vild med det. Specielt Leo og Otto har et helt specielt forhold, det er vidunderligt at opleve.

Vi havde medbragt det nødvendige til at grille et udvalg af pølser, vejret var i den grad med os, og det blev en uforglemmelig skovtur for børn og voksne.

En lille sø i Törringelund

Törringelund er bestemt et besøg værd, og vi kommer helt sikkert igen, måske allerede i næste måned når Frasse fylder 6 år.

Hundene er helt færdige, og det er bedsteforældrene også 😉

En dejlig søndag, og dejlige minder

Dagen i dag har for mig været indbegrebet af en dejlig dag. Der er ikke sket noget ekstraordinært, det har næsten ”bare” været business as usual, og det gør det bare endnu bedre at skrive om en helt almindelig dejlig dag 😊

Jeg må indrømme at jeg var lidt træt i aftes, så jeg sov lidt længere til morgen (ingen af hundene protesterede!), og havde som stort set hver dag en skøn tur med hundene, ned til å udløbet og tilbage igen.
 

På vejen plejer jeg at tage et billede af badebro/solopgang, i dag blev det først på tilbagevejen, fordi der stod en morgenbader på badebroen på udvejen.

Lige efter at jeg havde taget fotoet mødte jeg Bølle, Athena og mor, hundene blev sluppet og hyggede sig sammen. Lige efter kom tre andre hundevenner, og så var der syv hunde der hyggede sig.

Havebænk samles :-)

Derefter gik turen til Oxie, vi havde en havebænk og diverse madvarer mv. med, og havde nogle hyggelige timer i det svenske. Frasse og Leo hjalp til med at samle bænken, og Christian blev også tilkaldt, fordi der manglede et hul.

Leah hos farfar og Leo følger interesseret med :-)

Vi fik en lækker forret (laks, spidskål mv.) som Kirsten havde gjort klar hjemmefra, og derefter grillede pølser, kotelet og kylling med tomatsalat til. Leah ville være med til det hele, og hold da op hvor er hun dejlig og nysgerrig 😊

Kirsten og jeg var på legepladsen med Frasse og Leo, og imens blev der gjort klar til en dejlig kage og kaffe inden turen gik hjem.

Kirsten gik en kort tur med Lille Bjørn, jeg en længere med Max, og vi var heldige: Max og jeg hørte gøgen!!!

Vi nød et glas af en Bio Bio Bubbles (kan anbefales!) inden en ret let aftensmad.

Kirsten fik en ostemad, jeg stykke rugbrød med resten af kødet fra gårsdagens Côte de Bœuf. Nå ja, og så et glas Etna Rosso Martinella 2016.

Aftenen er sat af til at diverse rallyaktiviteter, bl.a. skal jeg rette de sidste skriftlige opgavebesvarelser i denne runde af Rallyinstruktøruddannelsen.

Det er bestemt en dag efter min smag!!!

Så er der minderne.

For præcis 10 år siden ankom Mette og jeg til Borlänge, hvor vi skulle deltage i en 5 dages Discrimination/Introductory workshop arrangeret af House of Learning med Bob Bailey

For historien var, at jeg sammen med bl.a. Mette havde gennemført Klikkerinstruktøruddannelsen hos Hund & Træning, havde hørt om Bob Baileys kurser, og blev enige om, at det ville vi prøve.

Det blev starten på et forløb med i alt 5 kurser og en øjenåbner af rang i forhold til min opfattelse af dyretræning.

På første runde, som altså startede for præcis 10 år siden i morgen, var jeg så svineheldig at danne par med Johanna, det gjorde bestemt ikke kurset ringere 😉

Jeg havde været på kurser før, og mange efter det nævnte forløb, men for mig vil det altid være det ultimative kursusforløb – jeg er meget tilfreds med at jeg dengang, som selvstændig med eget firma, valgte at prioritere præcis det forløb.

PS: Dette er mit blogindlæg nr. 1.995. Nr. 2.000 skal være specielt :-) Har du ideer, så send dem til mig pr. mail. Der er en lille præmie til bedste forslag :-)

Rallynørderi og svensker hygge

 

Lørdagen stod i rallyens tegn, da det årlige DKK rallydommermøde blev afholdt på Fjeldsted Skov Kro. Om formiddagen gennemgik vi vigtige begivenheder i 2017, bl.a. regelændringerne pr. 1. maj, DM, Årets Hund og dommersituationen. Der er ikke sket så meget, synes jeg, men hvert eneste år undervurderer jeg, hvor gode diskussioner vi kan få, og hvor vigtigt det er at få områder belyst ret detaljeret, så de tre timer, der var sat af, blev også brugt, og brugt godt!

Et vigtigt emne i forhold til fremtiden var et igangværende nordisk samarbejde, med henblik på at kunne afholde officielle landskampe i rally på grundlag af det fællesnordisk regelsæt. Et andet vigtigt emne etableringen af et Skilteudvalg, der skal komme med forslag til nye skilte.

I oktober 2017 blev 6 DcH-dommere autoriseret til at dømme rally i DKK, de fik naturligvis en særlig velkomst, herunder udleveret deres dommerkort.

Om eftermiddagen havde vi traditionen tro fællesmøde med DcH-dommerne. Vi havde aftalt at bruge de tre timer til at gennemgå regler og skilte med henblik på at blive endnu skarpere på kriterierne for fratræk i de forskellige øvelser. En meget livlig og spændende diskussion, ingen tvivl om at alle dommerne er vildt engagerede i rally.

Jeg glemte at nævne, at jeg under DKK-mødet traditionen tro havde et punkt med detaljer om prøverne det foregående år. I år blev den en online demo af, hvordan et regneark med alle registrerede resultater fra 2017 kan anvendes til diverse statistikker ved brug af en Pivot-tabel.

Under gennemgangen kom der et rigtigt godt spørgsmål om udviklingen inden for rally de senere år. Jeg lovede på stedet, at gøre noget for at belyse denne udvikling, og Lonni sørgede med det samme for datagrundlaget.

Så jeg har nu en samlet oversigt over alle rallyprøverne 2012-2017 med i alt 18.711 resultater. Det kribler for at analysere de data, og det skal der nok komme en mere formel analyse ud af. Hvordan har udviklingen været i perioden generelt og inden for klasserne. Fordelingen på racer og førere, og andet som dukker op, eller der viser sig interesse for.

Her har jeg bare vist to ikke helt tilfældige oversigter, fordi jeg af ren nysgerrighed ville se, hvordan jeg selv var :-)

Hvilke hunde har været til flest prøver i perioden, og hvilke førere, har været til flest prøver i perioden. Ja, jeg er den fører der har været til flest prøver i perioden. Det afspejler sig også i hundestatistikken, hvor Max er nr. 2, Megan nr. 7 og Lille Bjørn nr. 14.

Top 10 førere i perioden 2012-2017:

1	Paul Lysholdt	262
2	Ditte Maria Wolsted	220
3	Conni Hansen	171
4	Amanda Jakobsson	159
5	Gitte Freytag	155
6	Annette B. Olesen	146
7	Mari Lindström	138
8	Stine Smith	135
9	Tina Kjeldbjerg	128
10	Susanne Ekelund	123

 Top 15 hunde i perioden 2012-2017:
 

1	Elverlamshuset's Osseau	Amanda Jakobsson, Anita Jakobsson	113
2	Borderhouse Terranova	Paul Lysholdt	110
3	Ellebækgårdens Annesine	Susanne Ekelund	99
4	Border Top's Nanna	Annette B. Olesen, Kimmie Wolsted	98
5	Gawain's Future Dream	Christina Ulrich Pedersen, Sebastian Holmbo-Pedersen	94
6	Zidi	Stine Smith	87
7	Happy Lean's Brown Sugar	Paul Lysholdt	87
8	Ahl's Paya Papaya	Gitte Freytag	81
9	Lassies American Cassiopeia	Conni Hansen	74
10	Lacewood The Star Trooper	Gitte Fischer, Johanna Allanach, Kamilla Syberg	71
11	Dolce Bianca's Carolina By Bi'me	Majbrit Bengtson	69
12	Ishundur's Tyra	Annie Larsen	68
13	Evallens Chocolate Pudding	Mari Lindström	67
14	Wessex Paddington	Paul Lysholdt	65
15	Dumle	Amanda Jakobsson	63

I dag gik turen til Oxie til en hyggelig frokost med svenskerne. Kirsten og jeg fik den allerhyggeligste betjening af Frasse og Leo inden frokosten inde på deres værelse. Leo og jeg bagte en kage med deres udstyr, og smagte den til med sukker og mel, og vi spiste den med stor fornøjelse. På Frasses opfordring opførte vi også en del fine udgaver af Bjældeklang med Frasse på tamburin, Leo på fløjte, Kirsten med rangler og jeg på keyboard. Det var intet mindre end fantastisk!

Det er skønt at være farfar 😉

The Best Things in Life Are Free

I dag gik turen til Oxie (Malmø), hvor vores yngste barnebarn blev døbt. Han skulle naturligvis ikke stilles ringere end storebror Frasse (Frans Felix Wäreby Dünweber) og blev døbt Lex Leo Wäreby Dünweber; vi nøjes med at kalde ham Leo :-)

Det var en meget hyggelig dåbshandling i Oxie Kirke og et afslappet arrangement i forsamlingshuset bagefter.

Dagen har derudover været brugt på en hel del refleksion efter gårsdagens prøver, som jeg har fået en masse dejlige tilbagemeldinger på.

Jeg har set mit HTM-program et par gange i dag. Jeg må indrømme, at jeg er helt enig i de kommentarer, jeg har fået. Det er det bedste HTM-program Max og jeg har gået. Jeg skrev i går, at Max dæmpede lidt, men han var på, han var glad. Jeg blev særligt glad for en kommentar om, at det er tydeligt at mit fokus på motivation har virket. Det har været SÅ meget i fokus siden prøven 10. september (Islandsk Fårehundeklub), hvor han forlod banen midt i det første rallyskilt, og det er så tydeligt at det virker.

Der er flere, der har kommenteret udviklingen i programmet, specielt skarpere positioner og bedre koreografi. Det er tilbagemeldinger, som har gjort mig ekstra glad. For selvfølgelig synes/tror jeg det går bedre i takt med at vi træner mere, men jeg oplever ikke forskellen så tydeligt. De kontante tilbagemeldinger ved prøver har jo været, at udviklingen ikke har været tilstrækkelig til at bestå. Men jeg kan godt se på optagelsen, at der ER sket en betydelig udvikling. Og der vil ske endnu mere.

Jeg vil fortsat have motivation som hovedfokus, men arbejder videre med præcision i positionerne, at få timet mine bevægelser bagud og sidelæns bedre til musikken og koreografien ikke mindst i afslutningen.

Jeg er tilmeldt et 2 x 3 timers kursus i Fri ved fod-/HTM-nørderi hos Anja, og der vil mit fokus helt klart være arbejdet med at styrke nogle af de svagere positioner (P2 og P3 er oplagte).

FS-programmet har jeg en del ideer til at udvikle. Jeg fik nogle på summer camp  og flere af Anita i dag. Jeg har hørt When I’m 64 et par gange i den fulde udgave, og der er masser af muligheder, som jeg glæder mig til at afprøve.

Amanda, som er ved at blive lige så god som sin mor, til at gennemskue mig (skræmmende, men positivt ment!!!), spurgte mig i går, om det med at pensionere Megan fra rally var definitivt. Og ja, det er det, men … Alle beslutninger er baseret på, hvad jeg mener i øjeblikket, og jeg kan blive klogere. Måske genovervejer jeg Megan og rally. Måske genovervejer jeg Max og HTM3. Måske. Men jeg tror det ikke lige nu.

Hvad med Max og rally?

Vi træner videre. Fokus er stadig 90+ procent på motivation, og resten på præcision, hvor den aktuelle kampagne er bakke på højre side. Men han kan jo alle øvelserne, og det er marginaler, der mangler, for at vi bliver rigtige stjerner. Som det kan ses af oversigten for oven, som viser de sidste 10 prøver i rally med Max, ligger vi på et ganske stabilt niveau. De to IB’er var fordi han forlod banen – og nej, det har ikke noget med dommeren at gøre!!!

Konklusion: En fantastisk weekend, med 4 dejlige prøver på Samsø, en skøn barnedåb, og nogle meget konkrete ideer til både HTM- og FS-programmet.