Rallynørderi og svensker hygge

 

Lørdagen stod i rallyens tegn, da det årlige DKK rallydommermøde blev afholdt på Fjeldsted Skov Kro. Om formiddagen gennemgik vi vigtige begivenheder i 2017, bl.a. regelændringerne pr. 1. maj, DM, Årets Hund og dommersituationen. Der er ikke sket så meget, synes jeg, men hvert eneste år undervurderer jeg, hvor gode diskussioner vi kan få, og hvor vigtigt det er at få områder belyst ret detaljeret, så de tre timer, der var sat af, blev også brugt, og brugt godt!

Et vigtigt emne i forhold til fremtiden var et igangværende nordisk samarbejde, med henblik på at kunne afholde officielle landskampe i rally på grundlag af det fællesnordisk regelsæt. Et andet vigtigt emne etableringen af et Skilteudvalg, der skal komme med forslag til nye skilte.

I oktober 2017 blev 6 DcH-dommere autoriseret til at dømme rally i DKK, de fik naturligvis en særlig velkomst, herunder udleveret deres dommerkort.

Om eftermiddagen havde vi traditionen tro fællesmøde med DcH-dommerne. Vi havde aftalt at bruge de tre timer til at gennemgå regler og skilte med henblik på at blive endnu skarpere på kriterierne for fratræk i de forskellige øvelser. En meget livlig og spændende diskussion, ingen tvivl om at alle dommerne er vildt engagerede i rally.

Jeg glemte at nævne, at jeg under DKK-mødet traditionen tro havde et punkt med detaljer om prøverne det foregående år. I år blev den en online demo af, hvordan et regneark med alle registrerede resultater fra 2017 kan anvendes til diverse statistikker ved brug af en Pivot-tabel.

Under gennemgangen kom der et rigtigt godt spørgsmål om udviklingen inden for rally de senere år. Jeg lovede på stedet, at gøre noget for at belyse denne udvikling, og Lonni sørgede med det samme for datagrundlaget.

Så jeg har nu en samlet oversigt over alle rallyprøverne 2012-2017 med i alt 18.711 resultater. Det kribler for at analysere de data, og det skal der nok komme en mere formel analyse ud af. Hvordan har udviklingen været i perioden generelt og inden for klasserne. Fordelingen på racer og førere, og andet som dukker op, eller der viser sig interesse for.

Her har jeg bare vist to ikke helt tilfældige oversigter, fordi jeg af ren nysgerrighed ville se, hvordan jeg selv var :-)

Hvilke hunde har været til flest prøver i perioden, og hvilke førere, har været til flest prøver i perioden. Ja, jeg er den fører der har været til flest prøver i perioden. Det afspejler sig også i hundestatistikken, hvor Max er nr. 2, Megan nr. 7 og Lille Bjørn nr. 14.

Top 10 førere i perioden 2012-2017:

1	Paul Lysholdt	262
2	Ditte Maria Wolsted	220
3	Conni Hansen	171
4	Amanda Jakobsson	159
5	Gitte Freytag	155
6	Annette B. Olesen	146
7	Mari Lindström	138
8	Stine Smith	135
9	Tina Kjeldbjerg	128
10	Susanne Ekelund	123

 Top 15 hunde i perioden 2012-2017:
 

1	Elverlamshuset's Osseau	Amanda Jakobsson, Anita Jakobsson	113
2	Borderhouse Terranova	Paul Lysholdt	110
3	Ellebækgårdens Annesine	Susanne Ekelund	99
4	Border Top's Nanna	Annette B. Olesen, Kimmie Wolsted	98
5	Gawain's Future Dream	Christina Ulrich Pedersen, Sebastian Holmbo-Pedersen	94
6	Zidi	Stine Smith	87
7	Happy Lean's Brown Sugar	Paul Lysholdt	87
8	Ahl's Paya Papaya	Gitte Freytag	81
9	Lassies American Cassiopeia	Conni Hansen	74
10	Lacewood The Star Trooper	Gitte Fischer, Johanna Allanach, Kamilla Syberg	71
11	Dolce Bianca's Carolina By Bi'me	Majbrit Bengtson	69
12	Ishundur's Tyra	Annie Larsen	68
13	Evallens Chocolate Pudding	Mari Lindström	67
14	Wessex Paddington	Paul Lysholdt	65
15	Dumle	Amanda Jakobsson	63

I dag gik turen til Oxie til en hyggelig frokost med svenskerne. Kirsten og jeg fik den allerhyggeligste betjening af Frasse og Leo inden frokosten inde på deres værelse. Leo og jeg bagte en kage med deres udstyr, og smagte den til med sukker og mel, og vi spiste den med stor fornøjelse. På Frasses opfordring opførte vi også en del fine udgaver af Bjældeklang med Frasse på tamburin, Leo på fløjte, Kirsten med rangler og jeg på keyboard. Det var intet mindre end fantastisk!

Det er skønt at være farfar 😉

Max og Frasse

Jeg har et luksusproblem, idet jeg ikke har brugt alle mine feriedage for det ferieår, der udløber på søndag. Udover at få overført nogle dage har jeg taget fri i morgen, og i går besluttede jeg ret spontant – da min kalender for i dag var helt tom – at tage i dag fri også. En dejlig lang weekend!

Det betød at vi rykkede vores besøg hos den svenske familie til i dag, for Christian, som er begyndt at interessere sig for ølbrygning, skulle have en gryde over, og benyttede lejligheden til at lokke mig forbi Maltbazaren og købe noget mere udstyr.

Morgenturen var i fantastisk solskinsvejr, og jeg krydser fingre for at det er et forvarsel for søndag i Roskilde :-)

Derefter tog jeg i Netto for at købe lidt vin og øl til Christian, indkøbssedlen var simpel: Asti, Cava og IPA.

Derefter gik turen omkring DKK og Lonni, for hendes brev med parkeringskort og adgangskort til søndag var ikke kommet med posten, så jeg måtte ned og have det personligt. Det viste sig i øvrigt, at det kom med posten i dag – fandt vi ud af, da vi kom hjem fra Sverige – det var afsendt 12.4. Rigtigt flot NOT.

Det er nu standardprocedure at Max kommer med, når vi tager til Sverige, han er bestemt den af hundene der har mest behov for, at der sker noget, og så har de to gamle fred hjemme.

Det er fantastisk skønt at se Frasses (ældste barnebarn på snart 3 år) glæde, når han ser Max, og vi tror det er gensidigt. De har det godt sammen de to.

En af Max’ vigtige opgaver under frokosten er at patruljere under bordet, for nok spiser Frasse fint, men omkring Leo, på lige straks 1 år, kommer der en lind strøm af spiseligt, og det klarer Max – bortset fra salatbladene. Da bordet skulle ryddes var Max bestemt også med, men han fik ikke mere, han trængte ikke!

Jeg foreslog at Frasse og jeg gik en tur med Max, og det var Frasse helt med på, på den betingelse, at han måtte gå med Max, og selvfølgelig måtte han det. Man kan se stoltheden lyse ud af Frasse og farfars hjerte smelter lidt ekstra.

Da vi kom lidt væk fra det bebyggede område kom Max lidt mere på dupperne, der er masser af vilde kaniner og der kom lidt mere træk i snoren, og så fik jeg lov at holde Max og Frasse. Vi fik talt om træer, om nysået græs, så en mand arbejde med en gravko (det så vi et stykke tid på), fik gynget lidt, og fik talt om alt det, vi kunne se i folks haver. Da vi nærmede os hjem, spurgte jeg om Frasse kunne se, hvor vi var, han opdagede legepladsen, som ligger lige uden for haven, og sagde straks ”Hemma!”, og så hyggede vi os på legepladsen, bl.a. med at spille fodbold.

Da kaffen og kagen kom på bordet var der gået over en time, og Frasse var godt nok træt.

Vi tog hjem kort tid efter, og som det kan ses af fotoet er Max også træt. Der er ikke tid til at slappe af på sådan en tur, vi var hjemmefra i lidt over 6 timer, så han har fladet ud, siden vi kom hjem.

Det har været en fantastisk dejlig dag.

Jeg har tænkt, at min coach kunne finde på at spørge mig, om min mentale tilstand på en dag som i dag, kunne være anvendelig i en konkurrencesituation. Jeg synes, det er et rigtigt godt spørgsmål, og svaret er helt klart: Ja! Den totale mentale balance ville være perfekt at have med til en konkurrence, og i virkeligheden tror jeg også, at det er sådan, jeg har arbejdet med det gennem længere tid.

Det vil jeg tænke videre over.

En ordentlig fører 3

Frasse, farfar og Leo

Dette blogindlæg er tilegnet min coach Anja. Af mange grunde, men bl.a. fordi hun får mig til at reflektere over hvad jeg gør, hvorfor jeg gør det, om det er det rigtige osv.

Citat fra min blog tidligere i dag: ”Jeg varmede op som planlagt og havde præcis den følelse indeni, som jeg gerne ville have til begge prøver.”

Jeg ville have skrevet mere om det i morges, men jeg synes jeg ville gemme det til et særskilt blogindlæg. Jeg går ud fra, at læserne af min blog, kender lidt til forhistorien, at jeg har fået en opgave med noget med hatte, se En ordentlig fører og En ordentlig fører 2.

Anja vil spørge mig præcis hvad det vil sige at ”Jeg varmede op som planlagt og havde præcis den følelse indeni, som jeg gerne ville have til begge prøver.” Hvad gjorde jeg, hvorfor gjorde jeg det, hvordan følte jeg, hvor sad følelsen, hvad vil jeg gøre for at have samme følelse næste gang osv.?

Jeg giver en del af svaret her.

For at understrege min pointe vil jeg starte med at skrive hvad jeg ikke tænkte på. Jeg havde mentalt fravalgt at det var en officiel prøve, der talte som landsholdudtagelse og til årets hund i DKK. Jeg havde tænkt at Max har HTM2-titlen, så Q-resultatet var 100 % ligegyldigt. Jeg havde tænkt, at uanset hvordan FS-prøven gik kunne vi ikke opnå en titel, så Q-resultatet var også her ligegyldigt.

Jeg tænkte, at dette var to træningssessioner, som var sat op for min skyld, for at jeg kunne afprøve, om jeg var en ordentlig fører.

Jeg havde aftalt dagen inden, hvem der kunne filme os.

Sandie, som filmede HTM-programmet, havde jeg fortalt om mine kriterier og at jeg ville kigge på Max hele tiden, og det var jeg tro mod. Jeg ville gerne have at Max hele tiden kunne mærke, at jeg var der, til at støtte ham. Jeg kunne mærke, at jeg næsten hele tiden tænkte på, hvordan jeg kunne støtte ham, stopped, når han ikke var med – med nogle få undtagelser, fordi jeg troede at det var en fordel at komme væk fra dommerbordet.

Følelsen sad ikke et bestemt sted, den var der ”bare”. Det var skønt, da jeg blev spurgt bagefter, at kunne svare, at jeg havde gjort mit bedste og var helt tilfreds – og det følte jeg og det var jeg.

Jeg véd med sikkerhed at Max og jeg kan lave spektakulære programmer til træning, så derfor er jeg mentalt hjernevasket til at tænke, at vi er til træning, når vi går til konkurrence. Jeg tænker næste skilt, næste bold, næste position. Jeg begår fejl men undgår febrilske ”redninger”; jeg hjælper Max i position og fortsætter.

Jeg havde i går observeret, at bedømmelserne efter hver ekvipage tog ekstra lang tid, fordi der var dommerelever på, så jeg sad på tilskuerplads med Max længe efter at jeg havde adgang til opvarmningsområdet, for vi skulle ikke varme op, vi var jo klar til at gå ind og vise vores program for sjov.

Jeg havde den helt rigtige følelse efter at vi forlod ringen, og jeg véd, at jeg bare skal gøre ligesådan til næste prøve.

Teknisk er der masser at arbejde med, og det arbejder vi naturligvis videre med, men den mentale del skal jeg bare fastholde.

Kirsten, Max og jeg var i dag I Oxie, for lidt forsinket at fejre Christians fødselsdag, og jeg fik lejlighed til at være farfar med Frasse og Leo, og Frasse på snart 3 år fik lov at gå tur med Max, med farfar lige i nærheden. Så bliver det ikke meget bedre!

Tirsdag den 3. juni kl. 17:18

En af de mest skelsættende begivenheder i mit liv indtraf i tirsdags kl. 17:18: Sandra født sit og Christians første barn, som samtidig var Kirstens og mit første barnebarn – og vi har dermed fået de vigtige titler: farmor og farfar.

Vi så ham første gang i torsdags, han var ikke engang to dage gammel og han er NATURLIGVIS FANTASTISK. Han vejede 3.555 kg og var 53 cm lang, han er superlækker og allerede med fint hår. Vi glæder os allerede til at se ham igen på mandag, hvor vi samtidig skal fejre Sandras fødselsdag. Der er gået bedsteforældre i os, og vi kom til at se rigtigt meget på babyting i dag, selvom det egentlig var Sandra, vi skulle købe gave til :-)

Det har også på andre punkter, om end i noget mindre skala, været en spændende uge.

Mandag mødte jeg, som jeg har gjort i flere år, i Nets – men for første gang var det som ansat. 15 fantastiske og dejlige år som selvstændig i Lysholdt Consulting A/S bliver erstattet af en ansættelse som Programme & Project Office specialist i Nets, et drømmejob i en ualmindeligt spændende virksomhed. Selvom det ikke umiddelbart betyder den store forskel er det selvfølgelig anderledes at være ansat. Jeg glæder mig rigtigt meget til at være med til at udvikle Nets.

Tirsdag startede med en lille fotosession efter morgenmaden, Megan fyldte 11 år og er heldigvis i super god form. Hendes syn og hørelse fejler ikke noget, og hun kan både til træning og rallykonkurrencer gå fantastisk.

Hun bliver naturligvis hurtigere træt end i gamle dage, men bortset fra det er det gode gamle Megan. Jeg glæder mig til at hun og jeg kan få flere gode år sammen. Så længe hun virker glad for at træne og gå til prøver fortsætter vi, så der er stadig mange rallyprøver at se frem til, og vi træner naturligvis også mod Færdighedsprøve 2.

Jeg var assessor hele dagen ved certificering af projektledere og måtte desværre melde afbud til LP-træningen hos Susanne.

Onsdag havde Anita og jeg anden runde af vores rallyhold i Osted. Hos Amanda og mig blev der arbejdet med præcision i vendinger (90, 180 og 270 grader). Det var interessant at se, hvor mange hunde der hang i starten, og det blev på stedet gjort til temaet næste onsdag.

Torsdag traf jeg en simpel beslutning, som dog har været længe undervejs. Jeg trak Max fra LP3 den 28. juni. Det gjorde den næste på ventelisten (en nordmand) glad og var en lettelse for mig. Max kan (bortset fra fællesdæk) alle LP3-øvelserne flot, men vi arbejder til tider meget usikkert og ukoncentreret sammen. Så den dag bliver det Megan og Max i rally og Lille Bjørn i LP3, hvilket også i sig selv er rigeligt at se til.

Torsdag aften – efter det første besøg hos barnebarnet – stod den på første runde sommertræning hos Johanna. Det var dejligt at være tilbage, ikke helt planlagt er det over et ½ år siden jeg har trænet LP hos Johanna. Jeg havde Max og Lille Bjørn med, og var meget heldig med et luksushold, hvor vi kun var to førere.

Max var en fornøjelse at arbejde med det meste af tiden, men der var også nogle ting der gik helt i kage. 3 springture, hvor han straks kom tilbage. Og en næseprøve, som var totalt stresset og i praksis uanvendelig.

Jeg havde som fokus valgt felt + overgang til næseprøve + næseprøve. Der skete, ganske forudsigeligt, det, at jeg efter en korrektion ikke fik nær nok energi i hans udløb. Han er fantastisk til at markere feltet, kigge væk, og jeg forventer han skal melde ind, inden han sendes. Det behøver jeg ikke, hvis han har markeret, jeg giver klartegn og sender, så er han præcis.

Oveni er jeg startet HELT foran med stillingsskift, der er 0 energi i hans skifter, og hvis han ikke synes det er sjovt, har jeg ikke trænet det ordentligt.

Lille >Bjørn var som altid en fornøjelse at arbejde med. Jeg havde også fokus på felt + overgang til næseprøve + næseprøve. Det eneste der ikke var ok var at han smed næseprøven til sidst - Johanna og jeg diskuterede om det er værd at kæmpe med i forhold til mit mål, og det er det nok ikke.

Jeg har også ændret en del i stillingsskiftet, bl.a. nyt håndtegn til sit.

Lækkert at arbejde med ham og han er så arbejdsivrig, så det er en fornøjelse hver eneste gang.

Weekenden står endnu engang i hundenes tegn. I morgen skal jeg dømme ved Islandsk Fårehundeklubs dobbelt rallyprøve i Jægerspris, og søndag er det eksamensdag i forbindelse med Sydkystens Hundeskoles Rallyinstruktøruddanelse.