Frasse, farfar og Leo
Dette blogindlæg er tilegnet min coach Anja. Af mange grunde, men bl.a. fordi hun får mig til at reflektere over hvad jeg gør, hvorfor jeg gør det, om det er det rigtige osv.
Citat fra min blog tidligere i dag: ”Jeg varmede op som planlagt og havde præcis den følelse indeni, som jeg gerne ville have til begge prøver.”
Jeg ville have skrevet mere om det i morges, men jeg synes jeg ville gemme det til et særskilt blogindlæg. Jeg går ud fra, at læserne af min blog, kender lidt til forhistorien, at jeg har fået en opgave med noget med hatte, se En ordentlig fører og En ordentlig fører 2.
Anja vil spørge mig præcis hvad det vil sige at ”Jeg varmede op som planlagt og havde præcis den følelse indeni, som jeg gerne ville have til begge prøver.” Hvad gjorde jeg, hvorfor gjorde jeg det, hvordan følte jeg, hvor sad følelsen, hvad vil jeg gøre for at have samme følelse næste gang osv.?
Jeg giver en del af svaret her.
For at understrege min pointe vil jeg starte med at skrive hvad jeg ikke tænkte på. Jeg havde mentalt fravalgt at det var en officiel prøve, der talte som landsholdudtagelse og til årets hund i DKK. Jeg havde tænkt at Max har HTM2-titlen, så Q-resultatet var 100 % ligegyldigt. Jeg havde tænkt, at uanset hvordan FS-prøven gik kunne vi ikke opnå en titel, så Q-resultatet var også her ligegyldigt.
Jeg tænkte, at dette var to træningssessioner, som var sat op for min skyld, for at jeg kunne afprøve, om jeg var en ordentlig fører.
Jeg havde aftalt dagen inden, hvem der kunne filme os.
Sandie, som filmede HTM-programmet, havde jeg fortalt om mine kriterier og at jeg ville kigge på Max hele tiden, og det var jeg tro mod. Jeg ville gerne have at Max hele tiden kunne mærke, at jeg var der, til at støtte ham. Jeg kunne mærke, at jeg næsten hele tiden tænkte på, hvordan jeg kunne støtte ham, stopped, når han ikke var med – med nogle få undtagelser, fordi jeg troede at det var en fordel at komme væk fra dommerbordet.
Følelsen sad ikke et bestemt sted, den var der ”bare”. Det var skønt, da jeg blev spurgt bagefter, at kunne svare, at jeg havde gjort mit bedste og var helt tilfreds – og det følte jeg og det var jeg.
Jeg véd med sikkerhed at Max og jeg kan lave spektakulære programmer til træning, så derfor er jeg mentalt hjernevasket til at tænke, at vi er til træning, når vi går til konkurrence. Jeg tænker næste skilt, næste bold, næste position. Jeg begår fejl men undgår febrilske ”redninger”; jeg hjælper Max i position og fortsætter.
Jeg havde i går observeret, at bedømmelserne efter hver ekvipage tog ekstra lang tid, fordi der var dommerelever på, så jeg sad på tilskuerplads med Max længe efter at jeg havde adgang til opvarmningsområdet, for vi skulle ikke varme op, vi var jo klar til at gå ind og vise vores program for sjov.
Jeg havde den helt rigtige følelse efter at vi forlod ringen, og jeg véd, at jeg bare skal gøre ligesådan til næste prøve.
Teknisk er der masser at arbejde med, og det arbejder vi naturligvis videre med, men den mentale del skal jeg bare fastholde.
Kirsten, Max og jeg var i dag I Oxie, for lidt forsinket at fejre Christians fødselsdag, og jeg fik lejlighed til at være farfar med Frasse og Leo, og Frasse på snart 3 år fik lov at gå tur med Max, med farfar lige i nærheden. Så bliver det ikke meget bedre!
