Viser opslag med etiketten Max. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Max. Vis alle opslag

lørdag den 14. juni 2025

Max 14 år & Sydkystens Hundeskole 16 år



Max fylder 14 år i dag. Det er ikke noget vi fejrer specielt. Men morgenturen tog lidt længere tid end normalt, for Max fik 100 % lov til at styre tempoet, så der kunne blive snuset igennem 😊


Det blev også til lidt træning i haven i eftermiddags; Max og jeg træner ellers ikke, men jeg kan love for at der var energi i ham, så det skal vi da gøre lidt oftere! Og Otto var om muligt endnu mere tændt, da han skulle træne bagefter.

Jeg har kigget lidt i ”Verdens bedste Max”; jeg læser den fra en ende af efter aftensmaden, og mindes en masse dejlige oplevelser Max og jeg har haft sammen.

I dag er det 16 år siden Sydkystens Hundeskole havde stiftende generalforsamling. Det vækker også en masse minder. Jeg var blevet inficeret af en hundebacille og grebet af ”hunde”. Der var masser af træning og prøver med Megan og Lille Bjørn, der var en klikkerinstruktøruddannelse hos Hund & Træning, der var en stribe kurser i Borlänge med Bob Bailey og der var Sydkystens Hundeskole for at nævne nogle vigtige overskrifter. 

Jeg smiler saligt ved minderne, og de, der kender mig, véd, at det er lige mig: når jeg går ind i noget, så gør jeg det helhjertet 😉

I dag fylder hundedelen meget mindre – mental træning, vin mv. har taget over – men Sydkystens Hundeskole er stadig på banen, Otto og jeg træner lige så stille og roligt, og så dukker der nok nogle arrangementer op, hvor vi skal vise flaget.

onsdag den 9. april 2025

Otto – Vin - Fitness

Afslutningen på Ulven Peter, Ottos og min FS1-musik

Først og fremmest tusind for en masse søde kommentarer i anledning af rallyprøven 29. marts, hvor jeg gik op for sidste gang med Max og Otto i rally. 

Max er dermed definitivt pensioneret. Men jeg fik en gave, som bringer glæde i lang tid: en bog, med fotos fra Max’ karriere! Jeg skal selv samle fotos, og det er tidskrævende og vidunderligt. Der er så meget materiale at gennemgå, og det er superhyggeligt og nostalgisk på en dejlig måde. Siden bliver det til en bog, som jeg vil elske at bladre i og mindes fantastiske oplevelser i Max’ og mit lange liv sammen. 


Otto er definitivt ikke pensioneret. Han var senest oppe i FS1 den 5. april, og bestod for tredje gang. Han fik desuden dommerens favorit, det satte jeg virkelig stor pris. 

Hvad nu Paul (i forhold til Otto)? Ja, der skete jo en del 29. marts og dagen efter. Det har udmøntet sig i en målsætning. Der er en ydre målsætning, og en træningsplan. Jeg har taget en helt ny notesbog i brug til træningsdagbog, første notat er fra 29.3, og der står noget hver dag. For planen omfatter at jeg mener det alvorligt. Så udover at jeg har ugentlige træninger på 45-50 minutter, så er der korte daglige træningspas, og de er korte, 2-6 minutter. 

Seneste lange træningspas var i tirsdags i Neels hal, og det var noget af de bedste træning ever med Otto. Vi rykker 😊 Hvad det kan føre med sig aner jeg ikke lige nu. Jeg har som nævnt nogle ydre målsætninger men i dette øjeblik har jeg for første gang i mange, mange år ingen prøver med egne hunde i kalenderen. Og heller ingen planer for det. 

11 Chianti Classico Gran Selezione

På vinfronten har jeg været til et spændende seminar med Thomas Ilkjær - Få styr på Chianti Classico og UGA – den 1. april. UGA står for Unità Geografiche Aggiuntive, en geografisk tillægsbetegnelse der inddeler Chianti Classico i mindre, officielle geografiske zoner. Under seminaret smagte vi 11 vine fra den øverste kategori, Chianti Classico Gran Selezione – én vin fra hver UGA. Et meget spændende og lærerigt arrangement. 

Den 26, marts og 2. april har jeg været til suppleringskursus til sommelieruddannelsen, med henblik på at gå til eksamen i WSET Level 3. Vi er 5 fra mit sommelierhold der har fulgt det, og i dag var eksamensdag. Den omfatter 3 elementer: smagning af en hvidvin og en rødvin i henhold til WSET’s smageskema (½ time) samt en 2 timers skriftlig eksamen med 50 multiple choice spørgsmål og 4 short answer questions. Jeg kan garantere at jeg ydede mit bedste, om det rækker til at bestå eksamen, får vi at vide om cirka 8 uger. 

På den fysiske side er jeg i fuld gang med ”genoptræningen” i fitness med enetimer hos min fitte coach Tina. De første 10 er gennemført og i morgen fortsætter næste runde på 10, hvorefter jeg regner med at deltage i normale hold igen. Jeg rykker i den grad og nyder det. 

Præst Fjord tirsdag kl. 7:12

Udover de 2 ugentlige træninger er jeg også meget mere disciplineret med at fastholde gode vaner i øvrigt. Min typiske morgen starter med: kort meditation, morgentur med hundene på cirka 45 minutter, kort træning med Otto, lidt administrativt herunder høre Darren Hardy Daily mandag-fredag, skrive træningsdagbog og tjekke/besvare mails. Derefter er der morgenmad, og jeg er kommet i gang med dagen på en fed måde inden klokken er 8:30. Specielt morgentur gennem skoven og langs Præstø Fjord nyder jeg i den grad, det er den skønneste måde at starte en dag på.

torsdag den 3. april 2025

Den allersidste dans


Tak Otto (foto: Pernille)

Lørdag den 29. marts var jeg til rallyprøve med Max og Otto. Jeg har været til prøve med de to rigtigt mange gange, men prøven i lørdags var noget særligt. Jeg havde besluttet at det skulle være den sidste rallyprøve med begge hundene og dermed også min sidste rallyprøve som udøver. 

Jeg var derudover skyggedommer i begynderklasse, øvet klasse og championklasse. Det er et element i efteruddannelsen af rallydommerne, hvor skyggedommeren dømmer med, og sammenholder sine bedømmelser med den officielle dommers, og man taler om eventuelle forskelle. 

Det var en dag med potentielle til en masse 😊 Og jeg havde naturligvis meget omhyggeligt skrevet mine kriterier for dagen. Jeg vil ikke dele detaljerne, de er meget personlige, men overskriften var ”optræd som rollemodel hele dagen” og der var specifikke kriterier i forhold Otto, Max, arrangører, dommer og deltagere. 

Jeg havde torsdag og fredag været på modul 5 af Master of Mental Training™ og havde fået en ny teknik, som jeg brugte da jeg ankom, ind jeg stod ud af bilen. Den virkede i den grad! 

Dagen blev magisk og vidunderlig!! Jeg kunne ikke have forestillet mig en mere fantastisk afslutningsprøve. 


Jeg havde fået lov et give kage til afslutningen og noget lækkert til dommerens favorit i hver klasse.

Max' sidste præmieoverrækkelse (foto: My)

 Hvad gjorde dagen magisk, vidunderlig og fantastisk?
  • Stemningen, jeg kunne mærke positivitet og den fantastiske aura da jeg trådte ind i hallen og blev mødt af smilende og positive arrangører
  • Arrangementet, det var veltilrettelagt, flotte præmier, der var styr på det hele, smil og hjælpsomhed
  • To skønne banegennemgange med dejlig feedback
  • Stemningen (igen!) nu på tilskuersiden, det var så dejligt at opleve hvordan deltagerne hyggede, smilede og havde det godt med hinanden, uanset hvordan det gik
Max' sidste fremsending til kegle (foto: Pernille)

Tak til Max og Otto for 495 fantastiske oplevelser på banen 💗💗

onsdag den 19. marts 2025

Sommelier og andet godt

Den stolte sommelier med diplom og forklæde

Onsdag den 12. marts

Efter den nye, normale start på dagen – inkl. meditation og tur i skoven og langs fjorden med Max og Otto – gik turen til Hotel- og Restaurantskolen for 22. gang i forbindelse med sommelieruddannelsen. For første gang var det ikke undervisning eller eksamen, og som der blev joket med, for første gang kunne vi drikke noget vin uden at spytte ud 😉

Anledningen var diplomuddelingen på sommelieruddannelsen, hvor der blev serveret champagne og lidt snacks, inden Thomas Ilkjær holdt en kort tale og der blev uddelt diplomer, forklæder og nåle. Naturligvis blev det obligatoriske gruppefoto også taget.

"Mit" sommelierhold

Det var en skøn afslutning på et ét år langt forløb, faktisk meget præcist, første kursusdag var 12. marts 2024.

Umi Sushi lækkerier

Kirsten var med og Sandra og Christian var kommet fra Oxie for at være med til at fejre, det var jeg meget glad for. Vi tog på Umi Sushi Valby bagefter og fik en dejlig frokost. 

Torsdag den 13. marts

Fiskepladsen i Præstø torsdag morgen

Jeg var til 5. gang fitness hos Tina. Jeg kan mærke at jeg rykker!

Om aftenen var der generalforsamling i Sydkystens Hundeskole, som sædvanligt ganske udramatisk.

Fredag den 14. - søndag den 16. marts

På Roneklint med hundene

Vinlæsning omfatter fast materialet til WSET3 samt Bobler for begyndere. På hyggesiden er Harry Potter bind 4 (Flammernes Pokal) læst færdig. Der var nogle coachingsamtaler, noget fitness selvtræning og masser af ture med hundene, bl.a. på stranden ved Roneklint.

Mandag 17. marts

Træning hos Tina.

Vietnamesisk svinekød med ananas

Harry Potter bind 5 (Fønixordenen) i gang. 

Tirsdag 18. marts 

My og jeg gik en pragtfuld tur fra Stevns Fyrcenter til Højerup Gamle Kirke. Kirken åbnede for besøgende præcis da vi var der, så fik oplevet den indefra.





Nye vinbøger :-)

Thai fiskefrikadeller med peanut butter sovs og thailandsk salat

Onsdag den 19. marts

Max var med til træning i Neels hal

Tur om Bårsesøerne

Stegt laks med asiatisk mangosalat

Resten af marts 

Der er en masse i kalenderen også resten af måneden:
  • 2 ugentlige træninger hos Tina 
  • Frokost på Muldiverset 21. marts
  • Dømme rally 22. marts i Ringsted 
  • Læse Bobler for begyndere færdig og anmelde 
  • Læse Harry Potter og Fønixordenen 
  • Træne med Otto og Max 
  • Forberede WSET suppleringskursus og deltage i første undervisningsdag 26. marts 
  • 5. modul af MMT den 27. og 28. marts 
  • Spise tapas og få lækker vin på 73 Strandgade vinbar den 27. marts
  • Max, Otto og min sidste rallyprøver den 29. marts 
  • Fejre Christians fødselsdag i Oxie 30. marts


tirsdag den 4. marts 2025

Gammel kærlighed og nye kærester


For over 7 år siden skrev jeg et blogindlæg med titlen Gammel kærlighed … og nye kærester. Det handlede om min kærlighed til LP som var rustet, men at jeg havde fundet nye kærester i HTM, Rally, NW, 6+ og FS.

Jeg tjekkede min statistik, NB: Total ”stemmer ikke”, fordi der er kolonner med tidligere hunde der er skjult:


HTM, NW og 6+ har været gode og intense kærester. De har levet fint med, at der blev flirtet lidt til flere sider og de har alle tre givet nogle fantastiske oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden.

Mit absolut mest langvarige forhold har været med rally. Det startede med småflirteri over flere år. Men hun mente det alvorligt, og så blev det intenst især som udøver, men også som udvalgsmedlem, dommer, arrangør og underviser.

Vi har det stadig godt sammen, men med alderen kommer der også noget automatik og magelighed ind i forholdet.

Rally har også kunnet mærke, at jeg som pensionist har fundet nye, spændende bekendtskaber udenfor hundeverdenen ikke mindst vin og mental træning har tiltrukket  rigtigt meget og det er er gengældt.

Rally og jeg har levet sammen i mange år og vi kender hinanden rigtigt godt. Vi holder fortsat meget af hinanden, men vi har også aftalt, at vi vil give plads til hinanden.

Jeg fortsætter som DKK-dommer og som arrangør i lille skala i Sydkystens Hundeskole.

Som udøver går jeg med Otto og Max til vores sidste prøver den 29. marts. Vi glæder os til at nyde vores sidste prøver. Rally og jeg har talt om, at jeg ikke ”bare” kan stoppe, der skal lukkes pænt af; så der kommer kage fra Præstø Bagværk og der skal tages et ganske særligt foto af os alle tre foran Max’ flag.

Jeg stopper som FCI-dommer når jeg har dømt FCI-prøven i Ringsted 30. august. Gennem DKK’s Rallyudvalg har jeg været en af drivkræfterne i udviklingen af nordisk og international rally, jeg var ansvarlig for det første NM i 2019, jeg har dømt to NM, jeg har været på landsholdet med Max. Det eneste jeg synes mangler for at runde det pænt af, er at dømme en officiel FCI-prøve. Da den mulighed opstod sagde jeg straks ja tak, og derefter kan jeg sige pænt farvel.

Hvad så med Otto? Ja, han er bestemt ikke glemt. Og den opmærksomme læser vil bemærke, at der er af kæresterne ovenfor som ”svæver”: Freestyle (FS). Vi har ikke haft så meget med hinanden at gøre i flere år, men hun lagde an på mig og Otto.

Ottos skønne debut i FS1 gav os blod på tanden, vi var oppe igen i sidste måned og sørme om ikke yderligere to prøver står i kalenderen og forhåbentlig en camp til juli.

FS og jeg synes vi er på bølgelængde igen, og satser på flere gode år sammen …

fredag den 31. januar 2025

Performance og magi

Skøn tur i skoven efter dagens kursus

Torsdag og fredag deltog jeg i fjerde modul af Master of Mental Training™ hos Rasmus Bagger.

Torsdag startede med at nogle bød ind med ”siden sidst”, jeg selv med bl.a. min bevidste stræben mod at bruge det vi lærer på kurset i praksis parallelt med. Specielt én anden deltagers case var meget lærerig og Rasmus brugte meget tid på at arbejde med den, det var vanvittigt spændende – vi oplevede coaching i praksis, en meget spændende case og der blev noteret mange guldkorn; for det handlede jo ikke bare om den pågældende deltager, det handlede om noget vi alle kunne lære en masse af. 

Vi blev introduceret til Tony Robbins Emotional Triad, herefter Triaden. Triaden består af Fysiologi/kropssprog (vores fysiske fremtoning), Fokus (som vi kan vælge) og Sprog/fortælling/indre dialog. De tre hænger sammen og definerer vores tilstand. VI afgør selv om vi har en positiv eller negativ Triade. Anvendelse af Triaden er et stærkt værktøj til at styre vores tilstand. 

I frokostpausen skulle vi udarbejde vores EPI (Emotional Performance Indicator) for perioden fra 10. januar til dato, altså tiden siden Modul 3. 

Hjemmeopgaven til fredag morgen var at beskrive nogle negative triader og nogle positive. Jeg tog naturligt afsæt i min EPI, og det var meget spændende og givende. Jeg har med Triaden fået et stærkt værktøj, specielt på en situation, der havde resulteret i en af de få ikke ressourcefulde punkter i min EPI, irritation. 

Da jeg fredag morgen fortalte om mine overvejelser om triaderne og om den specifikke case, fik jeg bl.a. to eksempler på gode coachingspørgsmål retur: ”Hvad er du nødt til at sige dig selv, for at få den følelse?” og ”Hvad skal du sige til dig selv, for at blive ved med at fastholde den følelse?” Mit ærlige svar på sidste spørgsmål var, at jeg ville grine ad mig selv; det var simpelthen så dumt, at jeg havde bragt mig selv i den situation, så den ikke var til at fastholde 😉 

Vi fik derefter en mere detaljeret gennemgang af elementer i FirstMinds personprofil. Der var en masse ting der faldt på plads i mit hoved, og min egen profil blev meget mere forståelig for mig. Jeg glæder mig meget til – som en del af det videre forløb – at få fem til at svare på spørgsmålene og få deres egen personprofil, som jeg skal gennemgå med dem. 

Sådan opbygges en spændende præsentation

Endelig sluttede dagen med en masse spændende ideer om kommunikation: hvad vi kan gøre for at være fængende og inspirerende overfor individer og grupper, hvad enten det er face to face, live eller optaget. Som træning skal vi til næste modul lave en højst 5 minutter lang video om et punkt fra The Power of Full Engagement, som vi finder interessant; fortælle hvad det har gjort for os personligt eller hvad vi forestiller os at det vil kunne gøre for os selv og den der er ser videoen. Endelig skal vi slutte med anbefaling af hvordan seeren skal starte. Fantastisk opgave! 

To intensive og lærerige dage, en fantastisk energi og guld i udbytte! 

På sommelieruddannelsen har jeg haft fornøjelsen af to masterclasses med René Langdahl om oversøisk vin. Overblik og nørderi om Argentina, Chile, USA, New Zealand, Australien og Sydafrika og smagning af ca. 18 vine. Seks meget spændende vinlande. René er fantastisk til at zoome ud og ind efter behov. Fællestræk og forskelle klimatisk, topografisk mv. Og ikke mindst tendenser vinmæssigt, med masser af paralleller og forskelle til den europæiske vinverden. Jeg noterede flere referencevine, og jeg er kommet til at købe et par 😉 

Det er jo det min vinglæde specielt handler om: at finde nye og spændende vine, blive endnu klogere på den enkelte vin og hvordan den er blevet til, og kunne se det i et større perspektiv. 

Max til træning

På hundefronten har jeg heller ikke ligget på den lade side. I onsdag havde jeg Max med til den ugentlige træning, som Otto normalt er alene om. Og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det. Han vil så gerne arbejde og jeg var ved at tude af glæde over at vi kunne hygge sammen. 

Min bane til landsholdskvalifikationen

Sidste lørdag dømte Liv og jeg de første to udtagelsesprøver til landsholdet i rally 2025. Det var en rigtig dejlig oplevelse, Der er virkelig arbejdet med banerne og som en del af forberedelser brugte vi også et par timer torsdag på at gennemgå dem, tale typiske fradrag og tale om hvordan vi kunne bevæge os på banen. 

Det var også en fornøjelse at dømme. Jeg havde først Charlotte, derefter Maiken som sekretær, og vi blev vidne til en masse flot førerarbejde, noget af det magisk, og en masse gode diskussioner om bedømmelser. 

Civilingeniøren fejrer at han har samlet sin Lego-model ;-)

På den personlige konto har jeg afsluttet mit Lego-projekt og er nu i gang med en helt anden opgave. En god ven fortalte, at hun var i gang med at læse Ringenes Herre for x’te gang, og hendes vantro da jeg fortalte at jeg hverken kendte bøger eller film, gjorde at jeg købte alle tre bind. Nu er jeg halvvejs i bind 2. Ja, jeg er virkelig blevet grebet af Tolkiens magiske univers. Og jeg kan godt forstå, at det er en bog der skal læses mere end én gang. 

Ved nærmere eftertanke skal jeg nok skaffe lidt vine fra Central Otago i New Zealand, hvor noget af Ringenes Herre er filmatiseret 😊 Det er også en form for magi.

mandag den 30. december 2024

2024 – 10 nedslag


Mit første fulde år som pensionist. Mange skønne oplevelser og nye perspektiver. Jeg har valgt 10 punkter, uprioriteret.

1 Elias & Liv


En fantastisk rallydag, hvor der blev samlet ind til Legeheltene. Elias, ambassadør for Legeheltene, Anita og jeg stod for en skøn, klassisk rallyprøve, hvor overskuddet gik til Legeheltene . Det gjorde en god dag endnu bedre at jeg kunne overrække Sydkystens Hundeskoles Hundepris til Liv. 

2 Max ÅH nr. 2 i seniorklasse

Max og jeg blev nr. 2 i seniorklasse i Årets Hund i Rally 2023. Jeg havde et resultatmål, og fik det opfyldt. Det var ikke mindst vilkårene, der gjorde at jeg vil huske den prøve som noget særligt.  

3 Sommelieruddannelse

Jeg kom i i gang med Sommelieruddannelsen hos Dansk Vinakademi. At smage vin og tale om vin bliver aldrig det samme igen. Vi er ud i nørderi på den allerfedeste måde.

4 Master of Mental Training™

Jeg kom ret spontant på Rasmus Baggers Master of Mental Training™, uddannelsen der er i fuld gang med at redefinere mit liv. Et fantastisk hold, en karismatisk underviser, og ikke mindst en Paul som er SÅ modtagelig for læringen, og i fuld gang med at bruge den både i forhold til sig selv og i forhold til andre. 

5 Svenskerne

Vi har haft en masse dejlige oplevelser med Svenskerne, den årlige sommerferie på Bornholm, den danske juleaften, og en masse fantastiske oplevelser derudover. 

6 Otto i Freestyle

Ottos ”debut” i Freestyle 1. Jeg mener Liv inspirerede mig og jeg blev grebet af det. FS står som vores primære hundeaktivitet i 2025, rally bliver sat på standby. 

7 gode vaner

7 gode vaner  er obligatorisk læsning på Master of Mental Training™, og genlæsningen har været en åbenbaring for mig. Jeg har i den grad taget de 7 gode vaner til mig, og arbejder med at indarbejde dem.

8 Julekurven i Præstø

Sydkystens Hundeskole stod for en rallyprøve til fordel for Julekurven i Præstø. Med massiv lokal opbakning skabte vi et flot resultat. Det var vigtigt for mig at gøre Sydkystens Hundeskole synlig lokalt som andet end en hundeskole.

9 Max

Max’ prøvekarriere sluttede officielt hos Hvalsø Hundevenner. Jeg havde selv meget svært ved at finde den rette afslutning på en lang karriere med Max med flotte resultater i LP, Rally, HTM, FS og NW samt landsholddeltagelse i 6+ og Rally. Men dyrlægen hjalp mig ved at konstatere at Max er blind på venstre øje, og er lidt aldersplaget i øvrigt, hvilket giver mening når han er 13½. Jeg nyder at hygge med Max, uden at der er noget som helst vi skal præstere.

10 

Hjemmefronten – vi har været ramt af lidt skavanker, det er også ok i vores alder. Vi øver os på at gøre hver dag til en god dag og glæder os over at vi er privilegerede.

tirsdag den 17. december 2024

2024 – Master of Mental Training™, Sommelieruddannelse og Hunde

Max og Otto hygger 💓

Det vigtigste der er sket for mig i 2024, er at jeg traf beslutningen om at søge om at komme på Rasmus Baggers Mental Trainer Practitioner™ uddannelse – og at jeg blev optaget.

Uddannelsen omfatter 4 moduler à 2 dage. Allerede efter det første modul den 7.-8. november 2024 besluttede jeg at søge om at blive opgraderet til Master of Mental Training™ (MMT), som omfatter 10 moduler à 2 dage, de første 4 identiske med Mental Trainer Practitioner™.  Også det blev jeg optaget på.

Det er virkelig det rette kursus på det helt rigtige tidspunkt. Jeg har allerede efter de to første moduler fået virkelig meget inspiration i forhold til mit eget liv, og til potentialet i at kunne fungere som coach og mentaltræner på højt niveau.

Fundamentale ting som at sætte mål for mit liv, klarlægge mine værdier og anvende Stephen R. Coveys 7 gode vaner i praksis har betydet et mentalt boost og at jeg i min ugentlige planlægning (vane 3: gør det første først) får fokuseret på de rette ting: de vigtige ting, som ikke haster.

Jeg kommer til at skrive meget mere om forløbet, lige nu er jeg lykkelig for at være blevet en del af det fantastiske hold, som er i gang med MMT-forløbet. Det er Rasmus Bagger personligt der står for al un-dervisningen. Det er seriøst vildt inspirerende: han er utroligt vidende, inspirerende og forrygende til at lære fra sig – med ét ord: karismatisk.

Hvis jeg skulle karakterisere min egen læring indtil nu, så er årets ord: Ressourcefuldhed.

* * *
Champagne og østers med whisky 👌

Den anden store uddannelse jeg er i gang med er Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet, et forløb over 21 hele dage. De 16 første dage er gennemført, de sidste 5 afvikles i januar og februar 2025, den sidste er den afsluttende eksamen. 

Det er en meget krævende uddannelse, der er masse af hjemmearbejde og meget der skal læres udenad. Det er et stort område man skal dække som sommelier. Jeg kan nævne:
  • alt det der sker inden vinen ender hos forbrugeren (vindruer, druernes udvikling, sygdomme, vinfremstilling, lagring mv.),
  • vin i alle fremtrædende vinlande repræsenteret på det danske marked som Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig , Spanien, Portugal, en række andre europæiske lande, oversøiske lande (fx Argentina, Chile, Australien, New Zealand, USA, Sydafrika). Viden om vilkårene for vindyrkning, lovgivning, klima i bred forstand, distrikter, druesorter, vinstile osv., 
  • på tværs af ovenstående Champagne og andre mousserende vine, samt sødvine og hedvine, 
  • mad og vin,
  • spirituosa,
  • øl,
  • bedømmelse og beskrivelse af vin, herunder defekter i vin.
Jeg har skrevet om det før, men gentager det gerne: den helt store gevinst for mig er, at jeg har fået en meget mere kvalificeret tilgang til at vælge, smage og kommentere vin. At gå efter det specielle, det utraditionelle; at kunne værdsætte detaljer og helheder, som jeg ikke på samme måde har kunnet værdsætte før; og at kunne analysere en vin systematisk og sætte ord på oplevelsen efter en anerkendt proces.

Det mentale og vin, to vidt forskellige emner, men begge emner som jeg brænder for. At jeg i mit første hele år som pensionist har fået mulighed for at komme på topniveau uddannelse i og nørde igennem på begge områder er et privilegium. 

Man skal ikke være ret længe sammen med mig, for at opdage, at det er to emner jeg brænder temmelig meget for, og jeg deler gerne min viden - så pas på 😉

* * *

På hundefronten er Max blevet pensioneret efter en lang karriere, som sluttede i år med bl.a. deltagelse i DM i rally 2024 og Årets Hund i rally 2023 og 2024. Vi gik en del fantastiske prøver, og også nogle hvor tingene ikke helt spillede. 

Det var meget svært for mig at få afsluttet hans konkurrencekarriere på en ”rigtig” måde – den perfekte prøve og så stoppe. Det var ikke mindst svært mentalt. Kun meget sent gik det op for mig, at der var noget med synet – det er kommet gradvis og han er helt blind på venstre øje nu.

Jeg har ikke glemt, at jeg har lovet et særskilt blogindlæg om vores konkurrencekarriere, men det haster ikke. Han nyder et meget, meget velfortjent otium og jeg har utallige minder om en fantastisk karriere i mange forskellige discipliner, som jeg nyder at kunne tænke på.
 
Otto med bold ved juleafslutning hos Shandi (foto: Shandi) - årets foto!

Otto debuterede i ekspertklasse i rally i juli; vi har gået nogle få prøver, og har lidt i kalenderen næste år. Jeg er meget bevidst om, hvad der mangler, for at vi kan begå os i klassen, og det betyder at grundtræningen er kommet i fokus, så vi får den nødvendige skarphed i positionerne. Jeg kan godt mærke, nu jeg skriver dette, at jeg virkelig skal overveje, om jeg brænder tilstrækkeligt for Otto i rallysammenhæng.

Vi ”debuterede” (efter 3 års pause kan man vist godt kalde det en debut) i Freestyle 1 i november og jeg blev ærligt talt ret tændt på det. Processen med at finde musik, de rigtige tricks, udvikle historien – det væltede frem med gode minder. Det specialdesignede opvarmningsprogram - ikke mindst musikvalget - vi havde lavet til en træningsklasse dagen inden debuten, var noget af det sjoveste og følelsesladede jeg har prøvet.

Mine trænings- og konkurrenceplaner i 2025 handler derfor meget naturligt mere om Freestyle end om Rally.

På arrangørsiden har vi igen i år har holdt en del prøver (24) i Sydkystens Hundeskole og der er 10 i kalenderen næste år. Men derefter er det også stort set slut. Der bliver nogle enkeltstående ”hyggeprøver”. DM-/ÅH-kvalifikation er godt dækket ind i ”nabolaget” med aktuelt 30 prøver i 2025 i en radius på 60 km fra Præstø.

Som rallydommer håber jeg at have mange gode år i mig endnu, så det fortsætter jeg med 😊

Ellers har 2024 været fyldt med alt muligt, som har bragt glæder og sorger, og sådan er livet jo. Jeg har med 7 gode vaner i ryggen virkelig fået arbejdet med at håndtere situationerne konstruktivt og fået prioriteret, hvad jeg ønskede at bruge tiden på. Jeg har foretaget gode tilvalg og fravalg.

I 2025 håber jeg at kunne anvende både MMT og min viden om vin i lidt større skala. Det er kun i støbeskeen, men da der er nogle drømmemål på begge områder, kommer det gradvis ind i planerne som konkrete aktiviteter.

onsdag den 6. november 2024

Hvad laver jeg med hundene?

En skøn eftermiddagstur i Næbskoven. Efterår kan noget med farverne ;-)

Siden 1993 har mine 11 hunde været til 1.145 prøver i 11 forskellige discipliner. Hvis ikke andet er nævnt er det border terriere 😊
  1. Rasmine (ruhåret gravhund) var på 2 udstillinger
  2. Trine (ruhåret gravhund) var på 7 udstillinger og 1 gravprøve
  3. Emmy var på 25 udstillinger og 11 gravprøver
  4. Otto var på 54 udstillinger og 8 gravprøver
  5. Shauna var på 1 udstilling
  6. Anna var på 5 udstillinger
  7. Felix var på 7 udstillinger og 1 gravprøve 
  8. Megan (engelsk springer spaniel) var på 3 udstillinger, 3 dressurprøver (i Spaniel Klubben), 40 LP-prøver, 147 rallyprøver og 2 færdighedsprøver
  9. Lille Bjørn (Norwich terrier) var på 21 udstillinger, 50 LP-prøver, 138 rallyprøver, 1 færdighedsprøve, 3 seniorklasser (HTM) og 11 HTM-prøver
  10. Max har været udstillet 6 gange, været til 17 LP-prøver, 404 rallyprøver, 6 færdighedsprøver, 9 6+prøver, 17 FS-prøver, 29 HTM-prøver og 13 NW-prøver
  11. Otto har været udstillet 1 gang, været til 89 rallyprøver, 2 færdighedsprøver, 2 FS-prøver og 9 NW-prøver 
Den samlede oversigt over prøver

Max har ”rekorden” med 501 prøver, heraf 42 rallyprøver med juniorfører (3 x Sebastian og 39 x Mathilde). 

Han fyldte 13 år den 14. juni, og har været oppe til 19 rallyprøver siden, og han er også tilmeldt et par prøver i det nye år. 

Det har været tydeligt at skarpheden på det sidste ikke har været den højeste ikke mindst hos føreren, men jeg er ret god til at finde undskyldninger/forklaringer – og der var lige det med det ene øje. 

I dag var jeg til det årlige dyrlægetjek med både Otto og Max, og begge blev naturligvis undersøgt meget grundigt. 

Otto hos dyrlægen

Otto er i topform, der er ”bare” noget tandsten. 

Max har desværre lidt mere end det. Det er tydelig grå stær på venstre øje, højre øje virker ok. Der er også noget med hofterne … og pludselige flashbacks til problemer med at sitte ☹ 

Begge bliver set nærmere på om et par uger. Max er også i topform bortset fra de små, aldersrelaterede skavanker, men det ingen skam at trække sig tilbage fra konkurrenceverdenen efter en karriere som Max’. Den skriver jeg helt sikkert mere om en anden gang. 

Otto og jeg er helt klar til at fortsætte konkurrencekarrieren både i rally og FS, og mon ikke noget mere kommer til? Men det bliver helt ærligt underligt kun at træne og konkurrere med én hund …

tirsdag den 29. oktober 2024

Årets sidste prøve – og noget om kvalitet


I weekenden var jeg til årets sidste hundeprøve – og det er en god anledning til at se på året der gik.

Jeg har været til 69 rallyprøver. 47 med Max i seniorklasse, 15 med Otto i øvet klasse og 7 med Otto i ekspertklasse.

Med Max var der tre store finaler:
  • Årets Hund 2023, hvor vi blev nr. 2
  • DM 2024, hvor vi blev nr. 18
  • Årets Hund 2024, hvor vi blev nr. 8
Han fik en senior sølvtitel og to guldpinde. Han vandt 12 prøver og fik 100 point 2 gange.

Den bedste rallyprøve? Det var nok den første 13. juli, hvor vi gik den fedeste bane hos Liv og jeg sprang et skilt over. Glem ”nok”, det VAR den 😊

Otto og jeg har gået nogle fine prøver i Øvet klasse, og har fået både bronze- og sølvtitlen. Sidstnævnte også 13 . juli, hvor vi gik to flotte baner hos Liv, ved det jeg på forhånd havde sagt, var vores sidste prøver i Øvet klasse.

Vi har fået en fin start på ekspertklasse; der er en del detaljer at arbejde med, men udgangspunktet er det allerbedste: en glad og energifyldt hund, der så gerne vil gøre sit allerbedste; hans fører skal bare stramme sig an 😊

Otto og jeg fortsætter i ekspertklasse i 2025.

Max er officielt pensioneret efter en lang, flot karriere i mange discipliner, men hvis vi begge holder os skarpe, kunne jeg godt finde på at gå til en rallyprøve eller to med ham næste år.

Så meget om rally i denne omgang.

Årets sidste prøve kom jeg fra, det var i weekenden, en HTM Konkurrence arrangeret af Hornsherred HTM Klub med træningsklasse lørdag og officielle prøver søndag. 

Det er bestemt ikke hverdagskost for os at gå til HTM-prøver, men det ville være forkert at sige at jeg ikke har erfaring. Inden weekenden har jeg været oppe til 81 prøver (færdighedsprøver, 6+, seniorklasse, FS1-2 og HTM1-2-3). Men det næsten som en debut alligevel, for sidste optræden ligger lige over tre år tilbage, det var en FS1 på Samsø med Otto, og jeg må indrømme at jeg ikke engang kan huske musikken …
 

Jeg skrev i går at jeg havde skræddersyet et 4 minutters nummer til træningsklassen lørdag. Indholdet var naturligvis ikke helt tilfældigt 😊 Der var udsnit fra:
  1. Halloween Songs for Kids with Blippi – fordi temaet var Halloween, og det nummer var børnebørnenes yndlingssang for et par år siden
  2. Charles Trenet - Que reste-t-il de nos amours?– Max’ og min musik, da vi gik HTM3
  3. Paddington teamet – Lille Bjørn og mit nummer, da vi gik FS2
  4. Camille Saint-Saëns - Danse Macabre – en hilsen til Liv (som var DJ), det var hendes og Mangos musik til det nummer, der var med til at tænde min interesse for disciplinen
  5. Count down – som overgang til næste nummer
  6. Ulven Peter med Peter Belli og Les Rivals, det klip som vi skulle bruge til prøven søndag
  7. Pavarotti med Brindisi fra Verdis La Traviata – som festlig musik, da Otto og jeg legede og forlod ringen; jeg lukkede lågen præcis efter 4 minutter 😊
I går havde vi så den ”rigtige” (gen)debut i FS1. Blogindlægget i går Otto skønne debut i FS1 blev bevidst lagt ud, før jeg kendte ”resultatet” af prøven (point og placering), dem fik jeg først sidst på dagen.


Jeg skrev: ”Det var en vildt dejlig oplevelse! Otto sprudlede af glæde og energi, han var opmærksom, lydhør og syntes åbenlyst at det var fedt at være i ringen! Se den hale og se den udstråling! Jeg nød det i fulde drag, ligesom jeg nød generalprøven – og jeg fik søde kommentarer om, at man kunne se at jeg nød det.”

Det er måden at gøre dét på, som jeg selv præker – og forsøger at overholde – at adskille oplevelsen fra bedømmelsen. At adskille det man selv kan påvirke som fører, med det som man ikke er herre over.

Jeg nød virkelig følelsen af prøven hele dagen og at det så udløste FS1-titlen pæne point og en 5. plads, det var da dejlig bonus, men slet ikke så vigtigt som den dejlige oplevelse i ringen.

Så må jeg også nævne, at det var to superhyggelige arrangementer. Hornsherred HTM Klub – Liv, Randi, Sandie og Tine – havde stablet et fantastisk arrangement på benene og gennemførte det med kæmpeoverskud. Som deltager husker jeg at værdsætte arrangører, der knokler for at vi andre kan nyde. Bare en ”detalje” som, at der var en spisepause i træningsklassen, hvor vi fik Thaimad – forretter og to hovedretter – og derefter et stort udvalg af Hansen Is og forskelligt drys. Det var skønt tænkt til en lørdag aften, og superhyggeligt som ”ny” at spise og nakke med andre deltagere.

Hatten af og kæmpetak til de seje arrangører for et fantastisk to-dages arrangement!

Og tak til alle de dejlige mennesker jeg hilst på, jeg følte mig så meget velkommen efter 3 år væk fra sporten … Jeg fortsætter helt sikker med Otto i FS, og vi begynder meget snart at udvikle programmet.

***

Så var der det med kvalitet.

Jeg kom til at tænke på det i går hos min fodterapeut Nanna, som fik status på bl.a. hundesituationen og sommelieruddannelsen.
     

Sidste tirsdag var temaet på sommelieruddannelsen: ”Champagne, prestige cuvéer. Mousserende vin”, underviser var Thilde Maarbjerg og hun er en stjerne til at formidle stoffet. Jeg følte mig da dagen var omme virkelig meget bedre klædt på, både men hensyn til viden i bred forstand om Champagne mv., dels at smage på mousserende. At identificere druen Xarel-lo i Recaredo, Corpinnat Terrers Brut Nature 2019 og fange den autolytiske aroma i Quartz Reef, Central Otage Traditional Method Brut, var virkelig stort for mig.

Jo mere jeg lærer, jo større respekt får jeg for at vinverdenen (også) er gigantisk, og hvor lidt jeg egentlig véd. Samtidig og heldigvis værdsætter jeg i endnu højere grad det jeg lærer og kan anvende; fordi det gør oplevelsen ved at beskæftige sig med vin på alle fronter til en meget større oplevelse.

Ja, jeg bliver mere krævende både i forhold til mig selv og i forhold til det, jeg drikker.

Jeg kunne mærke, da jeg fortalte om dét og det med Ottos og min FS1 i forlængelse af hinanden, at det hang sammen. Jeg mindede mig selv om, at det er præcis det, der nu kommer til at ske med vores FS: jeg vil blive mere kritisk, vil nørde mere med detaljer og vi kommer til at træne eget mere for at løfte vores niveau. Udgangspunktet er Ottos og min åbenlyse glæde ved at træne sammen og gå til prøver – det er alfa og omega

Der har været en del mentale hurdler, men jeg kan mærke, at de er væk nu. Så Paul, det er bare at komme i gang 😊

søndag den 20. oktober 2024

Dejlige øjeblikke


Jeg fik lyst til at skrive om nogle af de små ting, som jeg virkelig værdsætter. 

Den daglige morgentur til Jacobshavn

Meget ofte en midt på dagen tur i Næbskoven og langs fjorden

Forrige lørdag en dejlig rallyprøve hos Hvalsø Hundevenner, et flot og hyggeligt arrangement med flotte præmier, og fine prøver af både Otto og Max (som ellers er gået på pension)

I mandags dejlig træning hos Shandi, som altid tre baner på forskelligt niveau og konstruktiv feedback

En tur til Vordingborg med bonustur til hundene, lækkerier hos Marina Fisk på havnen og kaffe og kage på Othello Konditoriet

Lørdag en dejlig dag som dommer hos DKK Ringsted. En masse flot førerarbejde, og også førere der virkelig fik testet mig, fx en der lavede en ommer på start, en ”ommer” som kunne opfattes som fejl bane, en ommer uden opmarch samt en ommer på mål (det kan man faktisk godt) – og i øvrigt det flotteste og gladeste samarbejde. 

Lørdag aften et dusin østers fra Bretagne og Champagne Jacques Sonnette – 2017, for at fejre livet

I dag en masse dejlige tilbagemeldinger efter at jeg af personlige årsager har aflyst nogle rallyprøver og meldt fra andre.

Og så fik Otto og jeg trænet vores Freestyle nummer, som vi skal debutere med næste weekend. Hold op hvor jeg nyder at træne med ham. Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage til Freestyle efter 3 års fravær og ovenikøbet hos min yndlingsarrangør Hornsherred HTM Klub.