Viser opslag med etiketten Fitness træning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fitness træning. Vis alle opslag

onsdag den 9. april 2025

Otto – Vin - Fitness

Afslutningen på Ulven Peter, Ottos og min FS1-musik

Først og fremmest tusind for en masse søde kommentarer i anledning af rallyprøven 29. marts, hvor jeg gik op for sidste gang med Max og Otto i rally. 

Max er dermed definitivt pensioneret. Men jeg fik en gave, som bringer glæde i lang tid: en bog, med fotos fra Max’ karriere! Jeg skal selv samle fotos, og det er tidskrævende og vidunderligt. Der er så meget materiale at gennemgå, og det er superhyggeligt og nostalgisk på en dejlig måde. Siden bliver det til en bog, som jeg vil elske at bladre i og mindes fantastiske oplevelser i Max’ og mit lange liv sammen. 


Otto er definitivt ikke pensioneret. Han var senest oppe i FS1 den 5. april, og bestod for tredje gang. Han fik desuden dommerens favorit, det satte jeg virkelig stor pris. 

Hvad nu Paul (i forhold til Otto)? Ja, der skete jo en del 29. marts og dagen efter. Det har udmøntet sig i en målsætning. Der er en ydre målsætning, og en træningsplan. Jeg har taget en helt ny notesbog i brug til træningsdagbog, første notat er fra 29.3, og der står noget hver dag. For planen omfatter at jeg mener det alvorligt. Så udover at jeg har ugentlige træninger på 45-50 minutter, så er der korte daglige træningspas, og de er korte, 2-6 minutter. 

Seneste lange træningspas var i tirsdags i Neels hal, og det var noget af de bedste træning ever med Otto. Vi rykker 😊 Hvad det kan føre med sig aner jeg ikke lige nu. Jeg har som nævnt nogle ydre målsætninger men i dette øjeblik har jeg for første gang i mange, mange år ingen prøver med egne hunde i kalenderen. Og heller ingen planer for det. 

11 Chianti Classico Gran Selezione

På vinfronten har jeg været til et spændende seminar med Thomas Ilkjær - Få styr på Chianti Classico og UGA – den 1. april. UGA står for Unità Geografiche Aggiuntive, en geografisk tillægsbetegnelse der inddeler Chianti Classico i mindre, officielle geografiske zoner. Under seminaret smagte vi 11 vine fra den øverste kategori, Chianti Classico Gran Selezione – én vin fra hver UGA. Et meget spændende og lærerigt arrangement. 

Den 26, marts og 2. april har jeg været til suppleringskursus til sommelieruddannelsen, med henblik på at gå til eksamen i WSET Level 3. Vi er 5 fra mit sommelierhold der har fulgt det, og i dag var eksamensdag. Den omfatter 3 elementer: smagning af en hvidvin og en rødvin i henhold til WSET’s smageskema (½ time) samt en 2 timers skriftlig eksamen med 50 multiple choice spørgsmål og 4 short answer questions. Jeg kan garantere at jeg ydede mit bedste, om det rækker til at bestå eksamen, får vi at vide om cirka 8 uger. 

På den fysiske side er jeg i fuld gang med ”genoptræningen” i fitness med enetimer hos min fitte coach Tina. De første 10 er gennemført og i morgen fortsætter næste runde på 10, hvorefter jeg regner med at deltage i normale hold igen. Jeg rykker i den grad og nyder det. 

Præst Fjord tirsdag kl. 7:12

Udover de 2 ugentlige træninger er jeg også meget mere disciplineret med at fastholde gode vaner i øvrigt. Min typiske morgen starter med: kort meditation, morgentur med hundene på cirka 45 minutter, kort træning med Otto, lidt administrativt herunder høre Darren Hardy Daily mandag-fredag, skrive træningsdagbog og tjekke/besvare mails. Derefter er der morgenmad, og jeg er kommet i gang med dagen på en fed måde inden klokken er 8:30. Specielt morgentur gennem skoven og langs Præstø Fjord nyder jeg i den grad, det er den skønneste måde at starte en dag på.

fredag den 17. juni 2022

Magi i luften

Max og Paul fredag morgen (foto: Johanna Allanach)

Søndag frokost på Bistro 17 i Køge

Mandag og onsdag visionsmøder, hvor jeg på vegne af Rallyudvalget fortalte om vores visioner for rallysporten i DKK. Om hvordan vil fokusere på bredden og på eliten. Med flere titler, der skal gøre det attraktivt at blive i en klasse, fremfor at rykke op eller stoppe i rally. Og et mål om at de højeste klasser bedømmes i henhold til FCI’s regler når de bliver officielle, så den danske championklasse kommer til at svare til FCI-klassen. 

Det er en vision, og mange har allerede tilbudt at være med i arbejdsgrupperne, der skal gøre visionen til virkelighed, og dermed være med til at præge udviklingen af rallysporten. Det er skønt at opleve det store engagement. 

Bootcamp mandag (foto: Tina Jørgensen)

Mandag og torsdag bootcamp hos henholdsvis Tina og Ninna. 

Tirsdag morgen, Otto og Max på badebroen

Tirsdag blev Max 11 år og bl.a. fejret med træning hos Johanna. Han gik totalt fantastisk, og vi fik endnu en detalje at være opmærksom på: mit bliv, når jeg får ham til at stå foran inden bakkeøvelsen, er blevet en forkommando, så da jeg undlod den, bakkede han ikke, men gik rundt om mig i stedet 😉 

Otto gik det bedste ever, lange stræk, fedt fokus, mindre hoppen. 

Otto til rallytræning :-)

Onsdag træning hos Karina, hvor Max igen igen overgik sig selv, det er virkeligt nørdede detaljer vi arbejder med (FEDT!) og Otto var igen en stjerne. Som bonus var der forstyrrelse med en løbsk tæve.

Ottos fødselsdagsfoto i haven

I dag fylder Otto 3 år. Det blev især fejret ved at Max (!) og jeg havde en enetime hos Johanna, mens Otto hyggede med Kirsten. 

Enetimen var sidste aktivitet inden jeg udarbejder første bud på planen for Max og mig frem mod NM 2022. 

Vi fik talt om alt det jeg havde behov for plus, som altid hos Johanna, nogle bonusemner. 

Jeg har noteret en masse, som i løbet af den kommende ferieuge lander lige så stille i en konkret plan. 

Vi talte om træning af konkrete momenter (sidelæns bevægelse). Om de gode starter og hvordan jeg fastholder dem. Om at gå til konkurrencer, som var det træning. Om pauser i træningen. Om træning på kunstgræs mange forskellige steder. Om at sætte nye mål. Om træning af Otto. Om den tredje hund. Om hvor fantastisk en udvikling Max og jeg har været igennem. Om at nyde hver træning og hver prøve. +++

Max fik også gået to korte stumper bane, hvor vi havde fokus på opvarmning, indgang og de første to øvelser. De gik naturligvis fantastisk ❤❤❤

Johanna sluttede med spontant at tage nogle fotos, helt overnaturlige og vidunderlige, det ene ses øverst, det andet her.

Paul og Max fredag morgen (foto: Johanna Allanach)


onsdag den 6. april 2022

Tre små ord …



Jeg havde en fantastisk træningsdag i går eftermiddags og aftes.

Nose Work træningen med Otto. Udover forskellige selvtræningsområder var der et stort blindsøg ved træbygningen på Solrød Strand station (brugt som testcenter). Mellem 1-15 kilder. Vi fandt 6 kilder, inden vi gik lidt i stå, da vi mødte denne kat … heldigvis har vores hunde det afslappet med katte. Jeg prøvede at jage den væk, men det havde den ikke lige tænkt sig, så vi måtte vende tilbage lidt senere for at fortsætte.


Den lå nærmest oven på en kilde, men den fandt vi først da Merete gennemgik området bagefter. Vi fandt 7 ud af 9/10, og det var jeg ok tilfreds med, der var et par af de svære imellem, og Otto arbejdede supergodt.

Det ene selvtræningssøg var to kilder på en lille trailer, med ca. ½ meter imellem, dem tog han lige efter hinanden, på totalt blæret måde.

Det er sidste officielle træning inden vores næste prøve(r), 14.4 er vi med, 18.4 er vi nr. 1 på venteliste, og håber der bliver plads. Jeg har planer om lidt køretøjssøg inden, men ellers intet.

Træningen hos Johanna i går aftes var som altid fantastisk, men denne gang fik jeg ekstra bonus. Jeg kunne på ganske kort tid resumere udfordringer med begge hunde baseret på prøverne i Ølstykke i søndags, Johanna kom hurtigt med nogle konkrete diagnoser og forslag, vi prøvede dem af, og de virkede!!! (Naturligvis 😊).

Med Otto var det så oplagt, at det nærmest var pinligt, at jeg ikke havde tænkt på det – eller rettere, det har jeg, men jeg har ikke fået korrigeret. Der kommer mange ord ud af munden på mig, når jeg går med ham (og med Max for den sags skyld), og det skal der saneres i. Udover specifikke kommandoer i forhold til øvelserne, skal min ros/belønning reduceres til tre ord: et ord som roser og fortæller at adfærd skal fortsætte (keep going signal, fx flot), et ord som markerer belønning (verbal ækvivalent til klik) og et ord som markerer, at vi ikke arbejder længere (fri). Hvor svært kan det være?

Med Max var mit fokus halen oppe fra start og fokus de første tre skridt. Hvad er Max’ foretrukne FS-øvelse? spurgte Johanna. Det kunne jeg ikke lige svare på, men jeg tror han er vild med bakke væk, spin og twist på ren verbal; det prøvede vi af, og det gav godt nok en fed energi i vores starter, at vi havde lavet den øvelse først!!!

Så der masser at arbejde videre med, hvor er det skønt.

Mens dette skrives, er vejret ikke så spændende, men det er vi vænnet til, når vi skal træne hos Karina onsdag aften 😉


Det var meget værre i mandags, og der var mange afbud til fitness. Og hvad skete der: solen skinnede da vi ankom og de fire der trænede havde en skøn time hos Tina.

søndag den 20. marts 2022

Uge 11 - anden del


 
Max' og Paul på banen (video: Liv)

Torsdag står Ninna for fitness-træningen. Jeg var ikke helt klar til træning pga. noget med det venstre knæ, men jeg trænede det jeg kunne, og da timen var omme, havde jeg gennemført stort set det hele; der var noget med nogle hop og spring, som jeg erstattede med noget andet, og diagonalløft blev til dovendyr. Så skøn træning alligevel.


Vi træner foran Hastrupskolen ved granitskulpturen af en hane. Vi har diskuteret om det var en høne eller hane, men det er fastslået at det Ernst Eberleins Hane 😊
 

Torsdag aften var der generalforsamling i Sydkystens Hundeskole. Ingen dramatik, jeg var eneste deltager, og en enig bestyrelse havde godkendt beretning og regnskab, og alle der var på valg genopstillede og blev genvalgt.
 

Fredag eftermiddag havde Liv, Karina og jeg en aftale i WorkingPaws Hallen i Stestrup, hvor vi skulle træne nordisk. Vi brugte Helle Gadebergs bane fra 13. marts, som vi hver gik to gange. Helt almindelig træning, hvor vi skulle formulere kriterier ret detaljeret.

Min første banegennemgang med Max blev ikke helt skarp, jeg blev (igen) overrasket over hvor meget underlaget trækker (9 snus talte Liv), og glemte dermed aftalen om at lave mikrostop, når Max kiggede væk. Der var også en sit til sidst i stå, gå rundt om fører, stå plus diverse småtteri.

I anden runde gjorde jeg som jeg havde fortalt jeg ville, og Liv og Karina havde fået lov at stoppe mig, hvis de synes der var grund til det. Det gik meget bedre, og det med mikrostop virkede meget fint! Det skal jeg forfine. Stå-rundt-stå fungerede fint, vi fik set på mine håndtegn, og når jeg gjorde det rigtigt satte Max sig ikke 😉

Max gik totalt skarpt, der er nogle detaljer jeg skal arbejde med, men følelsen var lige som den skulle være. Fed træning!!!
 

Lørdag gik turen til Hvalsø, og rally med forstyrrelser hos Camilla. Det var mine baner fra Bornholm i søndags, som blev brugt, henholdsvis ekspert og øvet. Vi skulle gå banen normalt med efterfølgende feedback – alle de andre kursister havde fået anvist områder på banen og ved siden, hvor de skulle træne, så der var masser af forstyrrelser.


Max gik blændende. Der var et enkelt sted hvor jeg måtte afbryde, fordi han gik totalt i snus, men det kom vi fint omkring. Og der var et sideskift bagved som blev noget rod. Camilla sagde i feedbacken, at jeg IKKE havde brugt håndtegn – hvad jeg ellers altid gør – så Max var usikker på, hvad han skulle. Undskyld igen Max!

Smuk sidestep (foto: Camilla)

Ottos første runde var ikke særlig fed. Han var væk en del gange, og da vi kom til skilt 9, midtvejs på banen, stoppede jeg og gav ham line på. Camilla synes det var gået meget bedre, end jeg umiddelbart følte. Han var hurtigt tilbage, han var blevet distraheret af de andre på banen, og han udførte i øvrigt øvelserne flot.

Da den sidste ekvipage gik banen, ”snød” jeg og gik banen 6-7 skilte bag dem. Det gik så fedt, og der var masser af belønninger og leg. Og jeg rankede godt nok ryggen da en anden kursist spurgte, om det var den samme hund som i første banegennemgang 😊

Triplerally :-) (foto: Camilla)

Til allersidst gik Otto og jeg banen normalt, mens to andre ekvipager gik banen parallelt med, og dermed var forstyrrelser hele vejen igennem. Og hvad gjorde Otto: Han gik som den superstjerne han er en blændende bane.

Så jeg kørte naturligvis hjem i højt humør efter to stjernetræningstimer.

Lørdag aften var det kickoff for endnu et underudvalg til DKK’s Rallyudvalg, et sponsorudvalg for landsholdet i Rally. Kirsten synes det var noget mærkeligt noget at holde møde 20-21 en lørdag aften, men sådan er det når fire travle mennesker skal koordinere kalendere. Et meget konstruktivt og inspirerende møde, jeg blev revet helt med af de spændende perspektiver i rally 😉

Svensk rally

I dag havde Liv og jeg tilmeldt en rally Mästerklass i Skanör-Falsterbo Brukshundklubb og det blev en dejlig dag! Et pragtfuldt sted, jeg gik mine første svenske rallybaner dér tilbage i december 2017 og det var som at komme hjem i dag. Når man møder en anden deltager, som spørger om jeg ikke er Paul Lysholdt, og kan huske, at jeg har givet hende 100 point i Danmark for 8 år siden, så kommer det stor smil på!

Banen bliver udleveret ved indskrivningen, den kan ses her:

En meget tilforladelig bane, men der var lige den specielle apporteringsøvelse som øvelse 1, og der var et par lidt tætte øvelser. Vi havde Ida Lindgrens rallybog med, så vi kunne tjekke nogle øvelser, vi var i tvivl om. Der var også en øvelse (Hund runt förare) som vi ikke var i tvivl om, men jeg spurgte under banegennemgangen, og opfattede at den var den danske øvelse i øvet klasse. Vi kom dog i tvivl, da Liv efter banegennemgangen så en anden varme op, og lave øvelsen med stop, som den danske begynderøvelse. Vi tjekkede, og ja, den var med stop …

Jeg ved ikke præcis, hvor det gik galt for Max og mig … Da jeg tog linen af løb han hen til hegnet og tissede. Jeg fik ham på plads igen, men jeg brugte ikke nok tid på at få fokus igen.  Vi gik i gang, og første øvelse – startskiltet – hang han lidt, et klart udtryk for at det er svært. Jeg skulle have støttet ham bedre dér.

Så kom apporteringsøvelsen, som var mislykkedes et par gange under opvarmningen (note til mig selv: hvorfor har du kun trænet den på venstre side?), men naturligvis lige i skabet her. Næste øvelse, cirkel om fører, den kom lige efter at jeg havde fået apporten op, jeg fik ikke givet signal ordentligt og Max var på vej ind til venstre, men vi fik reddet den, og så kom skilt 413, hvor Max satte sig i stedet for at stå.

Tonsvis af faresignaler, som jeg ikke rigtigt lyttede til, vi kørte løs. Der var et par øvelser der mislykkedes, og der var en masse der gik fint, men jeg var ikke i boble og jeg havde ikke den rigtige følelse. Jeg støttede bare ikke Max godt nok, og det er noget skrammel.

Da jeg kom ud, strøg vi hen og fandt to stykker legetøj, og så legede vi et godt stykke tid, og jeg kom tilbage på jorden og kunne tale med Liv om prøven, og hvad jeg havde gjort forkert.

Det var bestemt ikke en prøve i den gode ende af skalaen. Men jeg vidste også at jeg pr. refleks havde gjort en masse rigtigt, og så dårligt havde jeg det heller ikke med prøven. Jeg var ikke tilfreds med at jeg ikke havde gjort det noget bedre, og det er der jo ikke noget nyt. Og som Liv sagde, heller i dag end til kvalifikationsprøverne 😉

Præmieoverrækkelsen var en fornøjelse. Ok, det er ikke det fedeste at blive kaldt op som nr. 16 ud af 20, men for det første fik jeg pæne point: 70 point med 3 10’ere. Det vil sige at der INTET er trukket for udover de tre forkert udførte øvelser.

For det andet fik jeg dommer Lena Sundlöfs dommerpræmie, en bog om desserter, lige i øjet!

For det tredje, så fik jeg nærlæst dommersedlen. Ja øvelse, 3, 6 og 18 er minus 10 hver. Men øvelse 4, 7, 11, 12, 13 og 16, altså 6 øvelser ud af 18, har fået en stjerne = ekstra fint. Stå under gang, synkron højre, snur ind mod fører, øvelse 214, dæk under gang og skift side bagved er alle udført, så Lena synes de fortjente en anerkendelse!!! Så kunne jeg ranke ryggen ekstra.

En fed eftermiddag i det skønneste selskab og i de bedste omgivelser. Tak til Skanör-Falsterbo Brukshundklubb og ikke mindst til dommer Lena Sundlöf for et flot arrangement.

torsdag den 17. marts 2022

Uge 11 – første del


TRX-træning (foto: Tina)


En uge med masser af gode oplevelser booket ind :-)

Min hundekalender er godt fyldt de kommende måneder, og det har jeg det rigtigt godt med! Der er nogle områder (læs: NKU- og FCI-udvalgene), som jeg har været lidt træt af, men det er jeg bestemt ikke længere, så der er ingen ”sure pligter” tilbage i kalenderen.

Hundekalender kalder jeg den, den indeholder også Kirstens og min fitness-træning mandag og torsdag, som er med til at holde mig i form, så jeg kan alt det andet, jeg gerne vil. Dette bliver et todelt blogindlæg, hvor jeg nu skriver om uge 11, de første tre dage, og på søndag om de sidste fire dage. Som altid mest for min egen skyld, men andre er velkomne til at læse med 😉

Mandag står Tina for fitness-træningen, vi var 11, flere end længe, det gode vejr trækker! God og varieret træningen som altid, og på fotoet ses Kirsten og jeg i et TRX-pas. Træningen er udendørs hele året, og det føles ALTID fedt at være med.

Mandag aften havde vi 2½-times møde i NKU’s rallyudvalg, hvor vi primært havde fokus på præciseringer af bedømmelser, men også fik talt om det kommende FCI-møde og om sammensætning af rallyudvalg i de respektive lande. Rigtigt godt møde!

Når der ikke skal tages hensyn til, hvor meget banen fylder ;-)

Tirsdag havde jeg en tidlig aftale med Liv om at træne svensk rally, vi skal til prøve i Mästerklass på søndag. Jeg havde gjort en bane klar, som vi gik på skift og vi fik afklaret diverse detaljer ved at konsultere det svenske reglement og Idas bog om rally.

Max' fokus! (foto: Liv)

Max gik totalt fantastisk og satte ikke en pote forkert, selvom jeg fik lavet nogle underlige fejl, som dog blev udredet. Der er nogle vigtige detaljer der er anderledes i det svenske program, bl.a. fremsending til kegle og en apporteringsøvelse, det er godt at træne på inden!

Otto kom også ud, ren fokus træning. Selvom Liv har set ham for kun en uge side, synes hun virkelig han har rykket, dejligt!

Vi fik som bonus set på sit-stå, og sørme om Liv ikke straks bemærkede, at jeg læner mig frem når jeg vil have ham op, og derfor dækker han. Hvis jeg går ned i en squat i stedet, så stiller han sig lige så pænt 😉

Virkelig skøn træning og så var Aura for første gang ok med at jeg måtte bære hende lidt, mens mor gik banen, skønt!!!

Otto var sidst på eftermiddagen til Nose Work hos Merete, området ved Solrød Gl. Skole, og han var intet mindre end fantastisk. Alle de individuelle søg fandt vi snorlige, inkl. flere utilgængelige.

Søget hos Merete var svært, et stort område, hvor min plan for gennemgangen hurtigt blevet overtrumfet af Ottos søg. Vi fik hjælp til afgrænsning af søget for de to sidste kilder, men hold da op hvor Otto knoklede på med den fedeste energi.

Jeg kørte hjem med den superfedeste følelse. Otto ville gerne være fortsat 😉

Turen gik, nu også med Max, videre til Ringsted og to gange rally hos Johanna.

Banen var med 20 skilte og loaded med meget fristende spiselige fristelser, nogle synlige i små bægre, andre gemt under skilteholdere.

Otto var meget påvirket af forstyrrelserne, og jeg måtte virkelig arbejdet for sagen. Han var i den grad fokuseret, når der ikke var forstyrrelser, og hjemmeopgaven er enkel: skru op for forstyrrelser på en kontrolleret måde. Otto var skøn at arbejde med naturligvis.

Det var Max bestemt også, han gik perfekt, men nogle af forstyrrelserne var bare for meget for ham. Fx sideskift om kegle med forstyrrelser i tre positioner rundt om keglen, fremsending til spring, hvor der var godbidder på hver side af springet og bare det at gå frem til et skilt, hvor de lå godbidder under holderen var svært. Så det er også i hans tilfælde simpel læring: der skal på fornuftig vis arbejdes mere med forstyrrelser.


Der var helt tåget, da vi kom ud af hallen. Jeg kørte hjem med et kæmpesmil og boblende af glæde, for det var igen igen den mest fantastiske træning hos Johanna.


I går aftes gik turen til Albertslund til rally hos Karina.

Aftenens fokus var temposkift, som altid en gennemtænkt bane og nogle mindre selvtræningsbaner. Max gik formidabelt godt, det bedste Karina har oplevet – og det siger ikke så lidt, for vi har generelt gået supergodt hos hende. Der var to små skønhedsfejl, som vi fik talt om: hvordan jeg bedst får hans fokus, når han bliver en anelse fokuseret på andet end mig; jeg fik nogle tips, som vi skulle prøve af i anden runde. Det gik så ikke så godt med at prøve det af, for Max var 110 % fokuseret på mig hele tiden 😉 Men jeg husker det til næste træningspas.


Med Otto havde vi fokus på at belønne intensivt for fokus. Han er fortsat let at distrahere, men han bliver bedre og bedre til at holde fokus over længere stræk, og der var masser af mulighed for at lege undervejs.

I anden runde havde vi fokus på grundindlæring af at fastholde dækpositionen, fed hjemmeopgave til næste gang.

Det er præcis 4 måneder siden jeg for første gang trænede hos Karina, og jeg kan garantere for at jeg holder ved! Jeg får gode og anvendelige tips hver eneste gang jeg går til træning hos hende og hun giver feedback, som jeg bare bliver i godt humør af, fordi hun stråler af entusiasme, det er så tydeligt at hun brænder for at hjælpe alle sine kursister videre. En BEGEJSTRET instruktør der kan sit kram, så bliver det altså ikke bedre.


Efter aftensmaden i går fik jeg læst Anjas feedback til de seneste fire videoer jeg har lagt op fra Ottos og min fri ved fod træning. Jeg har ikke skrevet ret meget om forløbet, men det er kort fortalt et 100 % onlineforløb, hvor Anja hver 14. dag lægger videoer op til inspiration og hvor man hver 14. dag kan lægge videoer op, som man får feedback på. Der har været en ½ times individuel feedback i forløbet og en spørgetime. Jeg synes det er et fantastisk koncept, og det er anvendeligt uanset om man starter fra scratch eller har en toptrænet hund, hvor man skal nørde med detaljer.

Anja er enormt inspirerende, skrap og skarp til at iagttage og give feedback, og jeg har fået en masse ud af at arbejde med det, som jeg i første omgang synes jeg havde brug for. Jeg fortsætter naturligvis træningen efter kurset, og mon ikke der bliver noget mere fri ved fod hos Anja med Otto sidenhen … 😊

Den aktuelle feedback var som altid rigtig fin. Jeg viste bl.a. hvor langt vi er kommet med elefanten med uret, som jeg skal bruge til bagpartskontrol på højre side, hvor vi er rykket meget. Anja mindede lige om: ”Husk at det er processen som kommer til at give jer fremgang og ikke nødvendigvis målet”.

Hvilket mindede mig om, hvor meget det har betydet for min tilgang til træning og prøver med begge hunde, at have styr på den mentale del. Det vigtige er at have det sjovt med hundene hver gang, at hvert træningspas giver en glæde og udvikling, at en prøvedag huskes for summen af en masse gode oplevelser sammen med hundene (og andre involverede, men det er en anden sag) og samhørighed og glæde på banen.

Max’ svenske bane i mandags og hans bane hos Karina i går føltes lige så godt, som hans bane hos Annette i lørdags i Kreds 8. Tre fantastiske banegennemgange.

Jeg er blevet bedre og bedre til at udviske grænserne mellem træning og prøve, for det skal for mig være det samme. Hvis jeg mentalt har styr på det, så er Max og Otto med, og så har vi det fedt sammen.

Resten af ugen står bl.a. på nordisk bane fredag, dansk bane lørdag og svensk bane søndag og jeg glæder mig lige meget til dem alle tre. Og til at skrive om det hele søndag aften, der bliver en masse dejligt at skrive om håber jeg.

søndag den 21. november 2021

Fitness, livsstil, feedback

Når fotografen (Charlotte Lia) lokker :-)

I dag kl. 9 havde Kirsten og jeg fået tilbudt en ekstra træningsomgang hos Tina (denfittecoach). Anledningen var, at hun skal have produceret noget professionelt materiale til markedsføring på de sociale medier, og har hyret DaxMedia til at stå for det. 

Interview med DaxMedia

Dagens træning blev derfor filmet og jeg var inviteret til et interview bagefter. Jeg er ret sikker på, at baggrunden for det sidste er, at jeg skiller mig ud på to markante punkter: Jeg er en af de ganske få (den eneste?) mand på fitness-holdene, og jeg er ældre end gennemsnittet (host!). 

Jeg fik en kort snak med de tre DaxMedia-folk inden interviewet, og da kameraet kørte, talte jeg … indtil jeg var færdig 😊 

Jeg fik at vide, at de andre havde været imponeret over så meget jeg talte, og om hvordan DaxMedia ville stoppe mig, men jeg havde forberedt mig og jeg havde en masse på hjerte, og jeg kom af med det! Jeg håber, at der kommer noget af det med i de færdige videoer. 

At gå til fitness er blevet en naturlig del af Kirstens og min hverdag, to ugentlige træninger, det hører med til vores livsstil, hvor vi har fokus på at holde os raske og fitte. 

Hundetræningen er også fokuseret, men ikke lige så fast skemalagt. Der er nogle faste hold: Nose Work hos Merete Marx Stenaae med Otto, Rally hos Johanna Allanach og Camilla Schapel med begge hunde, Rally hos Karina Al-saffar med Otto. Og så kommer der løbende kurser til, aktuelt Fri ved fod hos Anja Christiansen, Rally hos Helle Damkjær og Rally hos Ida Lindgren.

Som en del af træningen med Max mod kvalifikationsprøverne til det danske landshold i rally 2022 i maj er der sat forskellige aktiviteter i gang, bl.a. nogle enetimer hos Ida Lindgren.

Jeg har været i tænkeboks efter gårsdagens prøver, som man kan læse i min blog fra i går What goes up must come down. En god nats søvn gjorde underværker og så var der lige den mest fantastiske Messenger besked fra Camilla Schapel, som jeg har fået lov at citere. 

Hun har set videoen af Ottos og min prøve i går flere gange, og her er hendes tilbagemelding:

”Har set den et par gange med lyd og en gang uden. 

Du har gode og rolige signaler i et tempo han kan følge, de bliver ikke hektiske og gentaget hurtigt efter hinanden, det er godt. Din timing af signalet kommer rigtig fint, der opstår ikke de lidt langsomme reaktioner, øvelserne er flydende.

Otto udfører de fleste øvelser rigtig fint, skiftside er svær og den sidste sit er halvt bag dig. Når jeg ser optagelsen med lyd, giver det rigtig god mening at det var svært, der er snakken, latter lidt gøen og Amanda 😊 men i starter så flot, I har virkelig fået styr på starterne, fuld fokus fra jer begge 😍

Dine verbale signaler er rigtig fine, jeg registrere et super efter øvelse 1 og efter øvelse 2 og men så kommer øvelse 3, 270, i højrehåndtering, hvor han går, der er samtidig høj snak og latter, skilte 4 sit bagom sit, hvor han lige skal hilse på Amanda, han kommer tilbage og I laver øvelsen om, sidste sit bliver lidt skæv. Du bliver meget stille/ koncentreret i transporten, og får ikke belønnet når han går flot i fvf, vi skal gennem hele langsiden inden jeg igen hører et super, der kan sagtens være flere jeg ikke kan høre.

Sidste del af banen var fin, du hjælper ham med at finde sin pladsposition i transporten og han går rigtig flot sammen med dig. Der var igen virkelig flotte passager fra jer. Så fokuspunkter kunne være: Verbale signaler under transport. Verbale belønninger undervejs.”

Det er fremragende feedback, så er det sagt!!! Jeg kan godt se det bagefter, jeg blev presset da, Otto agerede anderledes end forventet, blev anspændt, og støttede slet ikke godt nok. Det er da den mest fantastiske læring! 

Tusind tak Camilla 💓

Jeg tror faktisk det samme var tilfældet med Max … 

Jeg var lidt i et hul efter i går, var på vej op, og med Camillas tilmelding er vi helt på banen igen 💓

mandag den 20. september 2021

Træningsplaner

Ene hane i kurven, og jeg ser ud til at nyde det :-) (foto: Kim Jørgensen)

Til aften var Kirsten og jeg til den ene af de to ugentlige træninger hos denfittecoach, i dag med Kim som instruktør. Han tog over fra Maria, som var syg. Jeg elsker de træninger, som jeg har haft fast i kalenderen mere end to år, og meget nødigt vil gå glip af. Jeg får brugt kroppen på en skøn måde, får pulsen op, styrketrænet, balancetrænet mv., og kommer derfra glad og lettere forpustet.
Der er ikke nogen specifikke mål med træningen, ”kun” at jeg gerne vil holde mig fit, og at gå på et hold og træne er superhyggeligt.

Kirsten og jeg har også enetimer indimellem, fordi det naturligt giver et helt andet fokus og bliver målrettet den enkelte. Kombination af enetimer og holdtræning passer mig perfekt.

Jeg har det præcis ligesådan med hundetræning. Holdtræning, individuel træning (enetimer) og kurser. Kombination går forhåbentlig op i en højere enhed, så jeg samlet bliver bedre til at arbejde med hundene og få mine mål i hundeverdenen opfyldt.

Jeg er også på det område privilegeret, fordi jeg har mulighed for at komme på dejlige holdtræninger, kan komme på skræddersyede kurser (bl.a. fordi jeg selv arrangerer dem) og har adgang til dygtige instruktører, som jeg kan få enetimer hos i hvad som helst.

Weekenden har lørdag budt på et perfekt kursus i rally helhedstræning hos Helle Sejer Det du lyser på, er det der skinner.

Søndag startede i Fjenneslev, hvor jeg havde en aftale med Amanda, om at hun skulle hjælpe Otto og mig (mest mig 😉) med Færdighedsprøve 2 øvelserne. Vi er tilmeldt FP2 den 16. oktober på Samsø, og det vil da være dumt ikke at være lidt forberedt …


Så vi gik programmet igennem fra en ende af og jeg fik masser af feedback fra Amanda: gode og præcise iagttagelser, råd til det videre arbejde, advarsler om faldgruber osv. Otto var en stjerne, som altid, og jeg har gået et fantastisk god grundlagt for træningen på det områder den næste månedstid. Træningsplanen er vist ovenfor.


Jeg havde aftalt med Kirsten, at vi skulle have en frokost i byen, og vi endte på Stacey’s Køge og fik en dejlig burger.

Midt på eftermiddagen tog hundene og jeg til Karlslunde Mose og gik en tur. Jeg brugte turen til perfekt træning. Jeg gik Max og min bane i Løserup mentalt, og kunne genkalde det hele meget præcist, virkelig fed oplevelse, og enormt forstærkende.

Jeg fik også trænet Ottos FS1-program, som er nogle simple tricks/rallyøvelser sat sammen, og timet til musikken (Everyone Says I Love You med Groucho Marx). Skøn tørtræning, og jeg synes programmet er lige i øjet.

Jeg går kun op i FP2 og FS1 for at Otto og jeg skal have det sjovt i ringen, men en del af at have det sjovt – hvis det ikke skal være det rene pjat – er, at jeg skal følge mig (lidt) presset og det gør jeg bedst hvis det er noget officiel prøve.

Naturligvis afføder både kurser, holdtræning og enetimer at træningsplanerne bliver opdateret.

I eftermiddags begyndte jeg på Ottos træningsplan for FP2, og der er gode fremskridt i nogle øvelser, og lidt udfordringer i andre. Og sådan skal det være. 

Vi klør på 😊

fredag den 4. juni 2021

Meget at fejre

Otto i Jersie


Vi fik Champagne til maden i går aftes, Gérin Brut Rosé. Officielt for at fejre Frasses 7-års fødselsdag … ja, vores første barnebarn blev 7 år i går. 

Vi skal til fødselsdag i morgen, og det er stort. Vi har ikke set svenskerne live siden september 2020, og vi glæder os vildt!!! 

Men der er altid noget fejre, og her vil jeg nævne nogle ganske få fra den forløbne uge. 

I søndags havde Max og jeg en enetime hos Amanda, men fokus på de områder jeg havde ønsket (se tidligere indlæg). Amanda havde tilrettelagt timen perfekt, så vi fik arbejdet med banegennemgange, starter, fokus, og detaljer i enkeltøvelser: fodstilling i vendinger, sidestep, højrehandling generelt. Jeg elsker enetimerne hos Amanda, som kender mig ud og ind, og kan give superpræcis feedback. 

Tirsdag var Otto, Max og jeg til Nose Work træning hos Merete ved Køge Nord station. Begge arbejdede fint, men der var også tydelige oplysninger til mig, om områder der skal arbejdes med. 

Otto startede med to superflotte markeringer, men da vi skulle arbejde i broen, var han tydeligt påvirket, og skulle vænne sig til omgivelserne, før han kom i gang. 

Max arbejde fint, men der kom nogle mærkelige markeringer i frustration, det er jeg vant til, og jeg afventer. Men problemet er, at jeg til en prøve uden tøven ville markere for fund…. Pointen er, at der er masser at lære endnu 😉 

I onsdags havde vi første møde i arbejdsgruppe under FCI’s rallyudvalg, hvor vi diskuterer uddannelse af rallydommere internationalt, altså dommere som kan dømme FCI-klassen, som vi er i gang med at beskrive. Rigtigt spændende og et vigtigt grundlag for det første verdensmesterskab i rally, når det kommer. 

Klar til andet stik ;-)

I går fik jeg min anden og sidste Covid-19 vaccination og det føles ret godt, men er egentlig ikke noget at fejre. Jeg har intet mærket. 

Jeg var i Jersie med Max og Otto om eftermiddagen, dels til luftning, dels til træning. Jeg har med stor fornøjelse haft en masse korte seancer i Jersie, hvor jeg arbejder med nogle ganske få momenter med hver hund, og derefter leger med dem. Det føles fantastisk og jeg kan se på hundene, at de synes ligesådan. 
Battle rope

I går aftes var Kirsten og jeg var til fitnesstræning hos Tina (denfittecoach.dk). Det var meget varmt og rigtigt dejligt 😉 Og en skøn bekræftelse af, hvor vigtigt det er for både vores fysiske og psykiske velbefindende, at deltage i den træning. 

Weekenden byder på rallyprøver hos Islandsk Fårehundeklub, hvor jeg skal op for 19. og 20. gang. 

Derefter går turen til svenskerne. 

Søndag tager Max og jeg til Gribskolen i Græsted, for at gå op i NW2 arrangeret af Nose Work Sjælland. 

Der er potentiale til den fantastisk weekend og også noget at fejre 😊

torsdag den 29. april 2021

Motivation

Fuldt fokuseret Max (foto: Jacob)

På et all-staff møde i dag skulle vi til sidst svare på forskellige spørgsmål om, hvordan vi havde det og hvad vi konkret ville lave om på. 

Jeg vil konkret lave om på ingenting hverken arbejdsmæssigt eller i øvrigt lige nu. Jeg stortrives og er topmotiveret … hvorfor ændre på det 😉 

I søndags startede Kirsten og jeg med en times skøn og hård bootcamp, styret med hård men kærlig hånd af Amalie. 

Om eftermiddagen havde vi arrangeret rallydysten Q2. Den officielle konkurrence er der ikke så meget at sige om, det jeg specielt vil huske dagen for, var anden tur på begynderbanen med Otto, uden line og på højre side. Han var totalt cool og gik superflot. Det er sådanne øjeblikke der gør, at jeg virkelig mærker at vi udvikler os fantastisk sammen. Stine roste os meget, tak for det! 

Tak til Jacob for fotoet af en meget fokuseret Max! 


Mandag startede med den skønneste morgentur og en vidunderlig solopgang. 

Jeg blev mindet om at det var 6-årsdagen (!) for Nedsmeltning, og jeg mindede mig selvom det fantastiske forløb, dét blev starten på 😊 

Til aften havde vi endnu et møde i DKKs rallyudvalg, hvor vi arbejder rigtigt godt sammen og får en masse fra hånden. 

Tirsdag var Kirstens bil på værksted og til syn, jeg gik ned for at hente den sammen med Max. 


Derefter tog jeg til Jersie for at træne med Otto. Der blev stillet nogle kegler op, vi arbejdede med fri ved fod, ren motivationstræning og legede længe efter. En rigtig dejlig træning, som løftede humøret endnu mere. 

Onsdag kort: fitness og pizza 😉 

I dag fik jeg første COVID-19-vaccination, næste er sat til 3. juni. 

Træningen med Tina og Bettina blev med kort varsel aflyst, da vejret ikke var så tiltalende, men jeg trænede lidt med begge hundene, to korte pas og masser af motivation. 


Max og jeg startede med ”de fem øvelser, vi nemmest løber sur i” og ALT fungerede fuldstændig perfekt. Så der stoppede træningen og vi legede sammen, noget længere tid en vi havde trænet. 


Otto kom ud, vi gik lidt fri ved fod, legede, lidt fri ved fod, og vi så legede vi for resten. En kort og enkel træning, og jeg tog afsted med to meget glade hunde og en meget træt mig 😉 

Den forlængede weekend står på konkurrencer og træning. 

I morgen tager Amanda og jeg til Odder til Zakkai Hundecenters rallyprøve med Dumle og Max. 

Otto var også tilmeldt men jeg har afmeldt ham, dels fordi det ikke var fair overfor ham, at vi skulle vente yderligere over 5 timer før han skulle op, dels fordi Amanda og jeg kan komme hjem tidligt på eftermiddagen fremfor ud på aftenen. 

Jeg glæder mig rigtigt meget, både til at skulle op med Max, og – måske mest – til en hyggelig tur med Amanda. 

Lørdag er jeg tilmeldt Denfittecoach Power Dyst 2021, der var tre af de seje kvinder fra seniorholdet der efterlyste en makker, og jeg var nem at lokke. Det bliver smaddersjovt, vi er fire hold der skal kæmpe mod hinanden i forskellige discipliner, som vi ikke kender på forhånd. Kirsten er med som supporter og står for forsyninger. 

Søndag bliver store hundetræningsdag. Først 2 gange rally hos Camilla, så hjem og vende, og så har jeg en aftale med Mia om en enetime i Nose Work med Otto. 

Vi har været så heldige at blive udtrukket til NW1-prøve den 13. maj, og mangler i den grad træning, så vi skal have Mias øjne på vores niveau, og ideer til fokuseret træning inden prøven.

mandag den 1. februar 2021

Livet går videre …

Lørdag morgen (championbane)

Jeg har døjet lidt med menisken i venstre knæ, og i onsdags til fitnesstræning – og jeg var altså omhyggelig med ikke at belaste knæet unødigt – skete det så, der lød et smæld, og det gjorde skideondt … der kom is på, og jeg kunne humpe lidt, men Kirsten måtte køre hjem, for jeg kunne ikke bøje benet.
Læge torsdag og osteopat fredag, og specielt det sidste var meget positivt, for der er formentlig ikke sket noget alvorligt, så der er lagt et træningsprogram. Jeg følger det omhyggeligt, og allerede lørdag morgen havde jeg det noget bedre, og kunne fx selv køre til rallyprøverne i lørdags.

Jeg havde aftalt at køre Kirsten til aftenens fitness-træning, og ville selv være med til opvarmningen, og undgå alle øvelser, der havde noget med venstre ben/knæ at gøre. Tina tryllede, og jeg blev kraftigt inddraget, med alternative øvelser, og gennemførte stort set hele timen og havde det fedt bagefter.

På rallyfronten har jeg glædet mig over de mange skønne tilbagemeldinger efter weekendens prøver, og Lonni og jeg har i dag fået stablet et program på benene for februar omfattende i alt 5 prøver (13., 14., 21., 27. og 28. februar), alle med 2-3 klasser, næsten alle med et max på 10 pr. klasse.

Søndag morgen (begynderbane)

Selvom tilbagemeldingerne fra weekenden næsten kun har været positive, arbejder vi med forbedringer, bl.a. er der sekretær på ved de sidste 4 prøver, for at få et bedre flow. Der bliver klar afmærkning af venteområde. Der bliver et endnu tydeligere PM, så nogle misforståelser bliver undgået.

Det er væltet ind med tilmeldinger, bl.a. var der lynhurtigt 10 champions tilmeldt 28. februar, og max blev ændret til 15 😊

Noget af det, der har været allerflest positive kommentarer til, er at banerne blev udsendt kl. 21 aftenen før, så man kunne gennemgå den/dem i ro og mag, og til gengæld fik man en kort banegennemgang, og dermed reduceret tidsforbrug på dagen.

Personligt kan jeg længe leve højt på den fantastisk stemning der var begge dage, og de mange glade tilbagemeldinger – rally er en væsentlig del af manges hundeliv, og det er fedt at vi er kommet i gang igen.

Træningen af egne hunde fik et afbræk med menisken-problemet, for jeg er blevet beordret til at holde mig ret meget i ro – rallyprøverne var dog godkendt af Trine, min osteopat 😉 Men fra i morgen går jeg i gang igen, og motivationen fik et plus, da jeg tilmeldte færdighedsprøve 1 den 24. april.

torsdag den 30. april 2020

I gang igen



Fitnesstræningen har ufrivilligt ligget stille et stykke tid, men i går startede jeg på Kirstens seniorhold, og det var rart at komme i gang igen. I næste uge går den individuelle træning også i gang, udendørs, det bliver rigtigt godt.

Jeg blev færdig med at læse Frederik Dessaus Hvor bliver tiden af?, som jeg kan anbefale varmt, hvis man interesserer sig for tid 😊

Deltagerne på Rallyinstruktøruddannelsen har gennemført en skriftlig eksamen, som Amanda og jeg har rettet uafhængig af hinanden. Når vi på en skala fra 0-146 max har en difference på 3, så synes vi at vi bedømmer ret ens 😊 Jeg lavede udkast til svarbreve, Amanda har rettet til, og i dag blev de sendt til deltagerne. Det føltes ekstra godt, da alle bestod.

Dagens morgentur foregik i meget blæsende vejr, vi mødte en skøn golden, som Otto var helt vild med (det er han med alle hunde, synes jeg!) og Max var også helt med på den.

Det var arbejdsdag, igen en del forskelligt at se til. En organisatorisk ændring er det også blevet til; jeg skal fortsætte med mine nuværende opgaver, men flyttes til en anden afdeling, hvilket er meget passende.

Kirsten og jeg hentede de nye cykler ud på eftermiddagen, og det blev kun til en kort tur, nemlig den ene kilometer hjem. Vejret var bestemt ikke spændende, med regn og kraftig blæst, så de bliver først indviet for alvor i morgen – hvis vejret vil.

I dag skulle den nordisk rallytræning hos Gitte i Roskilde været startet igen, men vejrudsigten var ikke med os, så der var enighed på holdet om, at vi udsætter genstarten til torsdag næste uge.


Kirsten synes så det var for kedeligt med den aftensmad, vi ellers havde besluttet os for, som skulle være nem at gå til, når jeg først kom hjem ved 20-tiden. Vi valgte at opgradere til lammeculotte med blomkål og gulerødder. Himmelsk!

Hundene og jeg gik en dejlig aftentur, og hjemme igen fik de hver en runde platformstræning.

Med Max er platformen nu på mursten på den korte led, mens Ottos platform er kommet helt ned. Otto har forstået konceptet, Max synes stadig det er lidt svært …

Jeg er til aften gået i gang med Erindringer om Sherlock Holmes, 4. bind i den komplette samling, og har netop læst Silver Blaze, en vidunderlig historie og en Sherlock Holmes i topform, skøn genlæsning 😊


Sidney Pagets originale illustrationer fra The Strand Magazine er et ekstra plus.