søndag den 29. august 2021

En skøn weekend

Max til DM i championklasse

Som formand for DKKs rallyudvalg har jeg selvfølgelig ansvaret for afviklingen af DM i rally. Men da jeg som bekendt deltog med begge hunde i år, var det for længe siden aftalt at Majbrit skulle være prøveleder, og hun fik en superflot debut som prøveleder for DM!!! Vi har selvfølgelig talt en del om arrangementet inden, herunder gennemgået drejebogen detaljeret, men som vi også talte om: der sker alt muligt, som ingen havde drømt om, og så må det bare håndteres bedst muligt.

Jeg havde taget tidligt fri fredag, sejlede over Odden-Aarhus og var på Vilhelmsborg 14:15, hvor jeg skulle gennemgå det sidste praktiske med Majbrit. Det blev klaret, teltet blev stillet op og hundene blev luftet i det skønne område omkring Vilhelmsborg.

Jeg tjekkede ind på Scandic Aarhus Vest, hundene fik aftensmad, vi gik en kort tur, og jeg blev hentet af Mette. Vi skulle spise på Møf.

Jeg besøgte Møf to gange i 2016 og det er et sted jeg gerne vil besøge HVERGANG, jeg kommer i nærheden.

Der var et overskueligt meget spændende menukort og det endte med følgende:

Bobler og snacks
.
Tatar
.
Kuller med tilbehør

Clafoutis med solbær

Kaffe og Møfling

Vi sad i madbaren, dvs. med direkte udsigt til kokkene, der arbejdede, og det var en fornøjelse at opleve på mange fronter; naturligvis arbejdede de topprofessionelt, men vi kunne mærke den gode stemning og teamånd, og det var bare så overskudsagtigt alt sammen.

Det lyder flot at sige, at det hele var perfekt, men det var tilfældet: betjeningen var i top hele vejen og først og ikke mindst var maden perfekt tilberedt og knivskarpt serveret. Vinvalgene overlod jeg trygt til den meget kompetente tjener, og det var supergode valg alle sammen.

Jeg sagde til Mette: en dag får de en Michelin-stjerne, og så kan vi sige, at vi var der inden!

Hundene fik en kort luftetur inden jeg tørnede ind 21:30.

Lørdag var jeg oppe 5:30, hundene fik morgenmad og blev luftet, kom i bilen, og jeg pakkede sammen.

Morgenmaden lidt i 7 fik jeg sammen med Majbrit og Annie, og vi fik vendt verdenssituationen. Jeg var fremme på Vilhelmsborg 7:45 og så gik dagen ellers i gang.

Først naturligvis luftning af hunde. Dernæst diverse småbriefinger inden den samlede briefing for alle officials 8:30.

Velkomsttalen afholdt jeg 9:30.

Jegs skrev i går om mine egne prøver i dette indlæg DM i rally 2021 

Amanda (tusind tak!) har filmet begge prøverne.

Først Ottos begynderklasse:

 

Her er Max’ championklasse:


Det er ikke nemt at planlægge afviklingen af finalebanerne pga. mange førere med 2-3 hunde, men Majbrit og jeg fik det til at hænge sammen.

For mig var det næsten grænseoverskridende – og jeg fik den del kommentarer om det 😊 – IKKE at skulle gøre noget under præmieoverrækkelsen efter at have takket dommere og hjælpere. Jeg spurgte Majbrit hvordan vi skulle afvikle det, og hun kiggede på mig og sagde, at det var der styr på. Så jeg trak mig pænt væk og kunne konstatere, at der var helt styr på det 😉

Der blev hurtigt pakket sammen bagefter, og jeg kørte til færgehavnen i Århus. Fra færgen fik jeg lagt den endelige resultatliste for DM på Facebook. Vi var hjemme 21:15. Jeg fik en hurtig oste/skinkemad, lidt rødvin og et par glas champagne, som nævnt i bloggen fra i år.

I dag skulle Kirsten og jeg have brunch på Bistro 17 i Køge, som jeg har skrevet om tidligere.

Brunchen er et nyt tiltag, og det overgik alle vores tårnhøje forventninger.

Brunch i topklasse!

Jeg skriver en rigtig anmeldelse en af dagene, men jeg vil kort skrive, at de 7 retter jeg fik var fra rigtigt gode til helt fantastiske, Bloody Mary’en var dejlig, den friskpressede appelsinjuice virkeligt god og betjeningen uovertruffen.


Eftermiddagsturen var et for os helt nyt sted et par kilometer fra, hvor vi bor, ret spændende og hundene var helt vilde med det.


Til aften fik vi en enkel, eminent pastaret med hjemmeavlede tomater og dertil Carlo Revello & Figli Langhe Nebbiolo 2019.

Der er tradition for (startet sidste år, da DM i rally overgik til DKK), at evaluere årets arrangement, med henblik på at opdatere drejebogen for afvikling af næste DM. Jeg har i år valgt både at gøre det internt (blandt officials) og offentligt (i DKKs rallygruppe på Facebook), og jeg håber på en masse konstruktivt feedback, som grundlag for at DM 2022 bliver endnu bedre.

Det har været en skøn forlænget weekend. Jeg har nydt det hele: et velafviklet DM (når jeg selv skal sige det), med en virkelig god stemning og masser af flot førerarbejde. Et måltid på Michelin-niveau fredag på Møf. En brunch på topniveau på Bistro 17 søndag. Og først og fremmest to dejlige prøver med Otto og Max. Jeg har set videoerne flere gange hver, og jeg har rost mig selv for mit førerarbejde og dommerne skal roses for deres fine bedømmelser.

Hvad nu?

Jeg skrev i where do we go from here?  at jeg ville reflektere over, hvad jeg vil som det næste.et har jeg også gjort.

Jeg er endnu mere overbevist om, at det er rigtigt at fokusere på rally med Max. Vi går virkelig godt, og det kan række langt. Selvfølgelig er alderen et handicap (Max’ ikke min 😉), men det må vi håndtere, hvis det bliver noget, vi skal forholde os til.

Otto skal naturligvis fortsætte i rally, han rykker helt som planlagt i øvet klasse efter Årets Hund finalen.

Jeg går i gang med at træne tricks (FP2) og arbejder med vores FS1-program, så vi har noget klar til debuten i begge dele på Samsø lørdag den 16. oktober. Jeg kan ærligt sige, at jeg betragter begge dele om ren træning af at arbejde i hallen, inden rallyprøverne søndag den 17. oktober.

Naturligvis træner vi alt sammen, men jeg minder mig selv om, at det er for sjov, ikke fordi målet er at bestå.

Otto og jeg fortsætter naturligvis med Nose Work.

Har weekenden ændret noget i forhold til målene?

Næh, overhovedet ikke. Det VAR en prøve som alle andre og jeg har igen fået noget konstruktivt at arbejde videre med.

lørdag den 28. august 2021

DM i rally 2021

Et fantastisk DM fortjener et godt glas Champagne 💓

Et kort blogindlæg om dagens DM i rally på Vilhelmsborg. Jeg har haft en del med arrangementet at gøre, men her skal det kun handle om mig og mine hunde 😊 

Jeg var kvalificeret med Max i championklasse og Otto i begynderklasse.

Så sent som til morgenmaden i dag blev jeg spurgt, hvordan jeg havde det op til DM. Det ærlige svar var, at jeg ikke har følt den særlige spænding og nervøsitet, som jeg tidligere har gjort (jeg har været oppe 17 gange i perioden 2011-2017). Jeg glædede mig som til enhver anden prøve, det er den mentale træning, der virkelig er lykkedes.

Det regnes vist ikke for særligt åndrigt at citere sig selv, men jeg gør det i dagens anledning, med dette klip fra min velkomsttale til DM:

”At kvalificere sig til DM er i sig selv flot. I skal have gjort det godt mindst to gange hos to forskellige dommere, og I skal have fået flere point end en masse andre, der også gerne ville have kvalificeret sig til DM.

Nu kigger jeg på hver enkelt af jer og siger: Hvordan dit DM bliver er der kun én eneste der afgør, DIG SELV. Du har trænet din hund, du har lært den, hvad der skal til for at den kan gå til prøve, og synes det er sjovt, at gå ind på banen, og gennemføre en rallybane, både at gå fra skilt til skilt og udføre øvelserne, der står på skiltet.

Det kommer til at gå godt og det er DIN skyld.

DU går på banen med din hund, DU gør alt hvad du kan, for at støtte den, så godt du kan og hvad det rækker til placeringsmæssigt er helt afhængig af hvad alle dem, du går i klasse med præsterer.

Hvis DU kan gå ud fra banen og se din hund i øjnene og oprigtigt sige, hold op hvor var vi gode sammen, så har I vundet!”

Hvordan gik det så?

Jeg vandt i begynderklasse og jeg vandt i championklasse. I den rækkefølge 😉 Ja, det kræver en forklaring. Jeg har selv lavet kataloget, og jeg havde ikke tjekket mine egne starter for nylig, så da der var line-up for de første klasser på samme tid stillede jeg mig klar hos Liv (champion), og først da Conni (begynder) i ringen ved siden af spurgte, om jeg var flyttet, gik det op for mig, at jeg skulle starte i begynderklasse.

Helt seriøst, jeg havde varmet Max op, jeg var så sikker! Men selvom jeg blev tilbudt at flytte klasse, synes jeg det var for dumt, så jeg flyttede sidst i den pågældende runde af begynderklasse.

Opvarmningen med Otto omfattede bl.a. et par af de stationære øvelser på banen: Dæk og Sit-dæk-gå rundt om, to af de øvelser som vi har haft lidt udfordringer med. Specielt sidstnævnte mislykkedes de 5-6 gange jeg prøvede, og jeg søgte professionel hjælp: Jeg gik hen til Amanda og sagde: Jeg har brug for krisehjælp, nu!

Jeg fik nogle gode tips og arbejdede videre, men ærligt talt var det en øvelse, som jeg havde det mindre godt med. Men den følelse blev naturligvis parkeret inden vi gik på banen, vi fik en fin start på banen, lidt kiggen rundt, og så kørte vi ellers. Kriseøvelsen? Den blev lavet lige så smukt 😊

Jeg havde en super god følelses da vi gik ud, og Conni kunne fortælle, at der ikke var nogen feedback (ved DM betyder det: ingen 10’ere).

Max var oppe på en fantastisk championbane, seriøst fantastisk! Liv udnyttede det store prøveareal til nogle lange transporter mellem øvelser, og der var ingen der talte om skilte der stod tæt. Det FØLTES som en lang bane, men tiderne var mellem 3:11 og 4:12, i grunden ikke SÅ langt.

Max og jeg varmede perfekt op og gik en FED bane. Der var to dummer ommere, begge fordi jeg gav forkerte signaler, og så var der en 10’er fik jeg at vide ved feedbacken, jeg kunne åbenbart ikke tælle til 3 ☹

Der var en anden øvelse, som jeg synes var en god 10’er kandidat, men den blev godkendt. Der er en naturlov der siger, at i gennemsnit bliver man 100 % retvisende bedømt når man går tilstrækkeligt mange rallyprøver …

Jeg gik ud med den allerfedeste følelse. Max var bare så meget på, jeg var med hele vejen og vi gjorde det supergodt. Som jeg sagde til flere bagefter, hvis banen havde været dobbelt så lang, havde Max været lige så meget med. Det er en prøve, som trods fejlene, rangerer højt på min liste over mine bedste rallyprøver nogensinde, fordi samhørigheden var der, vi var et fantastisk team.

Så to rigtigt gode prøver, og to mentale gevinster.

Hvor mange point fik jeg og kom jeg i finalerne? kan man spørge.

Ganske legitime spørgsmål, og svaret kommer her: Nej, vi kom ikke finalen til nogen af de to prøver, vi var tæt på, og det har jeg brugt nogle sekunder på at ærgre mig over, men jeg kan godt mærke, at det ikke betyder ret meget. Det var 20 superdygtige ekvipager i begge klasser, og det er småting der skiller de bedste, og en ommer er der bestemt ikke råd til.

Otto fik 96 point, flot, men det rakte kun til 12. plads, der skulle 97 til en finaleplads.

Max fik 83 point, ikke prangende point, men det rakte til en 11. plads, med samme point som nr. 10, men en tid der var 2:05 sekunder (!) langsommere.

Ja, det var tæt på to finalepladser, og det havde været en skøn bonus at gå to baner mere, men det er detaljer i den store sammenhæng.

Otto, Max og deres fører var topseje igen i dag, og selvom jeg er kommet sent hjem, bevilgede jeg et glas champagne, for det fortjente jeg efter dette DM 🥂

torsdag den 26. august 2021

where do we go from here?

Paul foran  Ugo Rondinones where do we go from here? (1999) (foto: Kirsten)

Kirsten tog dette foto af mig i eftermiddags på Arken. Vi var kommet for af se udstillingen med Farshad Farzankias værker.På fotoet står jeg foran Ugo Rondinones where do we go from here? (1999)

Foto taget midt i Jeppe Heins Spiral Labyrinth II (2006)

Et andet spændende kunstværk er Jeppe Heins Spiral Labyrinth II (2006)

I tirsdags havde jeg en fantastisk træning med Otto og Max hos Johanna. Der var opstillet to fulde baner, begge træningsbaner (= skiltene kendes fra almindelig rally, sammensætningen er tilpasset, så den udfordrer hunde og førere), og i vores tid gik vi den ene bane (den korteste).

Jeg varmede Otto på den lange bane, og vi specialtrænede et par øvelser, som har drillet lidt.

Hos Johanna var fokus at gå som til en prøve, med belønning, men med belønning i gennemsnit pr. 2½ øvelse, som jeg formulerede det.

Otto gik fint, han udførte alle øvelserne flot, inklusive drilleøvelserne, men der var noget snus og noget fravær mellem øvelserne, som Johanna præcist diagnosticerede: for hurtigt aftrapning af belønning. Tjek, midt i prik. Vi talte også om træning frem til prøven på lørdag: KUN fri ved fod, ikke noget med øvelser.

Max blev varmet op på den lange selvtræningsbane og fik fantastisk. Alle de fejl, der opstod, skyldtes at jeg var mindre skarp og bl.a. skulle gå nogle sekvenser med Ida-skridt.

Banen hos Johanna startede fint, men der kom lidt hakken, fordi der var en sekvens som kaldte på Ida-skridt, som jeg ikke har trænet meget, og naturligvis fungerede det ikke. Da jeg gik, som jeg plejer, og havde fuld kontakt med Max, gik han som en drøm.

Træning inden lørdag? Lidt starter måske, der hvor vi har fejlet tidligere. Ida venter til mandag 😉

Max og Paul træner rally (foto: Johanna)

Det var en magisk aften. Træningen gik godt, som beskrevet ovenfor, vejret var skønt, prøv at se Johannas foto af Max og mig, og jeg havde bare en fed følelse før, under og efter.

Hundeleg i Jersie

Onsdag tog jeg til Jersie for at træne lidt, præcis det aftalte. 3 korte startsekvenser med Max, lineføring med Otto. Og derefter var der dømt leg med begge hunde.
  
Bootcamp torsdag aften, mine ben ses i baggrunden (foto: Tina)

I dag nåede vi omkring Arken om eftermiddagen, og til aften stod den på fitness hos den fitte coach. Perfekt træningsvejr, og jeg kunne bare mærke, at jeg var i totalt balance.

Det er et perfekt tidspunkt at reflektere over, hvad jeg vil som det næste.

Så det gør jeg de kommende dage. I morgen går turen til Århus, jeg får lavet de sidste aftaler med dem, som står for prøverne lørdag, og fredag aften står den på middag på Møf. 

Det bliver så godt 💓

søndag den 22. august 2021

Skønne rallydage

Top-3 ved "min" svenske prøve

Jeg har haft den mest fantastiske weekend, som er gået totalt i rally 😉

I går havde Sydkystens Hundeskole arrangeret en lille rallyprøve ved DKK, med 5 champions og 14 begyndere.

Jeg var dommer, prøveleder og sekretær i bedste Corona-stil, og det blev en superhyggelig prøve.

Top-3 i championklasse: Liv, Tina, Lonni

En superskarp championklasse, hvor jeg specielt hæftede mig ved Liv og Mango, de gik en drøm af en bane, og endte med ærgerlige 96 point, samt Lonni og Morgan, som også gik en drøm af en bane, hvor Morgan gik til 99, og Lonni til 89 😊

I begynderklasse var der også en masse flot førerarbejde, og en top-3 med 100, 100 og 99 er altså ikke at kimse ad.

Glimrende burger med tilbehør

Midt på eftermiddagen gik turen til Upplands Väsby. Jeg var inviteret til at dømme en af de to svenske udtagelsesprøver til rallylandsholdet til NM 2021. Jeg tjekkede ind på Scandic tidligt lørdag aften og da deres restaurant ikke havde åbent bookede de bord for mig på Texas Longhorn, 15 minutters gang fra hotellet. Jeg fik en lækker burger og et glas Malbec, inden jeg gik tidligt i seng.

Flot morgenbuffet

En lækker morgenbuffet, inden Bea (som skulle dømme den anden prøve) og jeg blev afhentet og kørt til Väsby Brukshundklubb, som arrangerede udtagelsesprøverne.

Skønt vejr og perfekt rammer

Jeg skal huske at nævne, at det var det skønneste sommervejr 😉 Jeg havde garderet med regntøj, fleecetrøje, skiftesko, men fik ikke brug for nogen af delene … jeg havde dog ikke shorts med, og det kunne jeg godt have brugt!

Halvdelen af de 22 ekvipager skulle starte hos Bea, de anden halvdel hos mig i første runde, og derefter byttede de.

En ikke helt nemt nordisk bane

Jeg havde lavet en ganske svær bane med udelukkende skilte fra kategori 3 og 4, og der var kun en ekvipage der ikke fik mindst en 10’er. På Beas bane var der 2, der ikke fik en 10’er. Det var kun en bekræftelse af, at nordisk klasse ikke er helt nem.

På fotoet for oven ses top-3 fra min prøve: Maja Holmström med Penny, Barbet, Annika Malmros Borell med Ninja, labrador og Monica Svensson med Skoj, Pudel mellem, de kom alle tre på landsholdet.

Landsholdet består af 5 deltagere og 2 reserver og ud over de nævnte racer består landsholdet af en Border Collie og en dværgschnauzer og de to reserver er en Pumi og en Toller. Det er fedt med 7 forskellige racer.

Jeg mødte Åsa og Irma ved arrangementet, vi har været på mail et stykke tid. De er ansvarlige for NM 2021, og jeg bistår så godt jeg kan med erfaringer og læring.

Efter præmieoverrækkelsen var vi omkring Spiltan, en kandidat til vært for fællesmiddagen ved NM 2021 og videre til Stockholms Hundsportcentrum, hvor NM skal afholdes.

En af hallerne (Fähunden)

Det bliver fantastiske rammer! En hal på 40 m x 40 m med perfekt underlag og alle faciliteter vi kan drømme om, og 6 minutter fra hotellet.

Jeg fik afklaret diverse spørgsmål, som det danske landshold havde ønsket svar på, inden turen gik til Arlanda og hjem.

Onsdag i Jersie

Torsdag i Jersie

Fredag ved Målstedet i Vore Frue

PS: Onsdag, torsdag og fredag har jeg trænet med Max og Otto, helt i overensstemmelse med min plan for træning frem til prøven på lørdag. Der er også program klar for næste uge, så vi er fornuftigt forberedt til den første officielle prøve siden 31. juli.

tirsdag den 17. august 2021

Landsholdsudtagelse i rally, læring og opdaterede planer og mål

Det er præcis to år siden Otto blev en del af familien :-)

I weekenden blev der afholdt kvalifikationsprøver til landsholdet i rally 2021: De mange interesserede har kunnet følge med i resultatformidlingen på Facebook, hvor alle resultater er lagt frem og flere deltagere har delt videoer af prøverne. Jeg havde fornøjelsen at dømme alle fire prøver, i alt 65 banegennemgange, Ida Lindgren og Beatrice Palm fra Sverige dømte på skift, så der var to dommere pr. prøve. 

Jeg havde ansvaret for afviklingen af weekenden og det ultimative ansvar for udvælgelsen af landsholdet, så jeg har på flere fronter haft mulighed for at lære en masse. Her vil jeg fokusere på læringspunkter i forhold til mine egne ambitioner om at deltage i landsholdskvalifikationen til næste år.

Nogle af læringspunkterne er egentlig ikke nye, men der kom nuancer på det ved at se de mange prøver, og drøfte bedømmelser både med Helle Gadeberg, som var sekretær for mig hele dagen, og er blevet godkendt som dommer af nordisk rally i dag, og de to svenske dommere og deres sekretærer.

Her kommer de:
  • Ritualisering af starten af prøven (forløbet før kantbåndet passeres). Det var tydeligt, at nogen havde helt styr på det, mens andre havde mulighed for forbedringer. Jeg arbejder systematisk med det både med Max og Otto – jf. læring fra kurset med Helle Damkjær – men det skal være endnu mere automatiseret, så det kører på rygmarven og er helt flydende. Jeg trænede i eftermiddags starter med Anita og Girah, og jeg kan mærke at jeg specielt med Otto skal være endnu mere skarp, så han ikke når at tænke på andet end at vi skal i gang med at gå rally.
  • Automatisering af transporten fra kant til start, mellem skiltene, fra mål og ud. Fuldt fokuseret fri ved fod på højre eller venstre side, med ensartede skridt og ensartet tempo. Det et noget LP-læring der skal genopfriskes.
  • Automatisering af ankomst til de enkelte øvelser, dvs. sikring at afslutning af en øvelse sker, så hunden straks er i position, og dermed klar til næste øvelse.
  • Automatisering af de enkelte øvelser, så hvert skilt udføres ens fra gang til gang, på højre eller venstre side. Alle mulige vendinger blev dissekeret på kurserne med Ida forrige weekend, og det skal jeg bare arbejde videre med og gøre til rutiner, så tissetrængende og Lucky Luke bliver adfærdEN. Det gælder i lige så høj grad alle andre øvelser, hvor jeg igen ved dagens træning, kunne mærke, at min ankomst er for styret af hundene, hvor det er mig der skal styre. Der er øvelser jeg kan udføre med Max i slowmotion, når jeg selv kan styre tempo og at han er i den rigtige position, og det skal jeg selvfølgelig træne at vi kan udføre i normalt tempo.
  • Ritualisering af udgangen af banen fra målskiltet passeres og vi er ude af banen og laver den afsluttende øvelse (jf. Helle Damkjær).
  • Alt det med automatisering er med det ene formål at gøre det nemmere for mig selv, så jeg ikke skal tænke over udførelsen, men kan støtte Max og Otto bedst muligt. Der var mange situationer i weekenden, hvor man kunne se førere tænke meget og det kan ikke undgå at påvirke hundene.
  • Det er afvigelser i udførelsen af nogle af de nordiske øvelser i forhold til de danske. En er fx at i rundt om øvelser, skal man altid stoppe op, før hunden tages med. Det gør jeg i forvejen, så det ikke noget problem. Jeg kan ikke lige overskue det, mens jeg skriver dette, men som udgangspunkt vil jeg arbejde mod at gå dansk rally som nordisk, for at gøre overgangen enklere. Selvfølgelig skal jeg have helt styr på, hvor der er betydelige forskelle, men det skal jeg nok finde ud af. Udtrykt på anden måde: Jeg skal ikke træningsmæssigt skelne mellem at træne nordisk eller træne dansk rally, medmindre det er noget ganske specifikt det ene eller det andet sted. Jeg skal træne rally.
  • Et område jeg umiddelbart kan komme i tanker om, der skal trænes specifikt nordisk eller dansk, er fejlsituationer. I nordisk, at man når man er klar over at en øvelse er mistet, straks går videre til den næste fremfor at forsøge at færdiggøre og få nye fratræk. I dansk at lave ommere (hvis man ønsker det), på en flydende måde.
  • Det var nogle umanerligt lange baner i forhold til hvad vi normalt oplever i Danmark. Finalebanen gik de hurtigste på lidt over 4 minutter, de langsomste gik på omkring 7½ minut. Det var meget tydeligt, at det var noget udover hvad de fleste hunde var vant til, så der begyndte fx at komme lyd på til sidst eller opstod flere tekniske fejl. Læringen er, at det er nødvendigt at arbejde med at hundene skal kunne holde i længere tid.
  • Forstyrrelsestræning er naturligvis rutine for de fleste, men forbløffende mange hunde blev meget forstyrret af en legetøjsrotte i fristende 8-tal. Jeg har noteret som træningspunkt at træne mens der er dødstille, for der var næsten unaturligt stille i hallen meget af tiden, når der var ekvipager på banen.
  • Der er sikkert andet, men ovenstående er tæt på det, som jeg lægger træningsplaner ud fra.
Jeg har brugt ferien til at overveje mine ambitioner, mine hundes potentiale og grundlæggende hvornår jeg selv føler at vi har det bedst sammen. Det betyder tilvalg og fravalg.

Hvis vi starter med det sidste, så har jeg besluttet at stoppe med Max i Nose Work, når den aktuelle træningsrunde hos Merete er færdig. Jeg vendte tanken med Merete i dag til træning, hun kender Max meget godt i NW-sammenhæng, og den enkle sandhed er, at hvis vi skal nå resultater i NW2 vil det kræve en helt anden form for træning, end jeg har tid og lyst til. Max er 10 år, og jeg kan se, at jeg skal passe på med at dosere træningen fornuftigt; det har gjort beslutningen enkel, at jeg vil har valgt at satse helhjertet på rally med ham de kommende år.

Otto satser jeg på i Rally som første prioritet. Men Nose Work kommer ikke langt efter; han har et åbenlyst talent, han er også meget mere pågående og ivrig end Max er. Vi er tilmeldt både Færdighedsprøve og Freestyle på Samsø 16. oktober, det er mest tænkt som opvarmning til rallyprøverne 17. oktober, faktisk fik Anita og jeg udviklet FS-programmet til træningen i dag inspireret af nogle rallyøvelser 😉

Der er kun 11 dage til DM i rally, og jeg har lagt følgende grove plan for træningen frem til da:
  • Selvtræning i morgen/måske fredag, halve baner, fokus på at reducere belønningsfrekvensen.
  • Lørdag dømmer jeg C og B ved DKK, en lille prøve 6 + 14 deltagere. Jeg regner med at have Max og Otto med og gå hvid hund på mine egne baner.
  • Lørdag eftermiddag skal jeg til Sverige for at dømme de svenske landsholdsudtagelser søndag i Väsby Brukshundklubb nord for Stockholm. Udover at jeg glæder mig meget til at dømme de bedste svenske ekvipager, er det også en fantastisk mulighed for at lære endnu mere, til brug for min egen træning. Som bonus har jeg arrangeret, at jeg kommer til at se hallen, hvor NM skal afvikles, og jeg har lovet Heidi, den danske landsholdsleder, at jeg kan redegøre detaljeret for det hele, til brug for landsholdets forberedelser.
  • Tirsdag er der træning med begge hunde hos Johanna.
  • Onsdag eller torsdag tager vi den sidste selvtræning inden DM, detaljerne afhænger af, hvordan forløbet indtil da har været.
  • Fredag tager vi til Århus og lørdag afvikles DM.
Jeg er velforberedt. Jeg har aldrig været bedre forberedt mentalt eller i øvrigt til DM, og jeg glæder mig til at være en del af et stort, hyggeligt og sjovt arrangement, som forhåbentlig vil give en masse gode minder på rallykontoen.

Jeg har skrevet det før: der er kun én, der bestemmer om det går godt eller skidt, og det er mig selv.

torsdag den 12. august 2021

Sommerferie del 6/Bornholm og rallyplaner

Mellem Listed og Svaneke

I dag kom vi hjem efter en skøn miniferie på Bornholm 😊


I går fik vi igen den flotte morgenmadsbuffet på hotellet.



Jeg havde overtalt Kirsten til at vi skulle gå fra Listed til Svaneke og retur langs kyststien, en dejlig tur, med et kort ophold i Svaneke, hvor Kirsten købte vand, mens jeg savlede over Vinøst spise- og vinkort.


Turen gik videre til Nexø hvor vi handlede i Bornholms Keramikfabrik Harbour Shop og fik den skønneste is hos Chris & Mario.


Vi kom til at gå forbi Bager Mortensen og købte en Napoleonskage og en medalje, som vi spiste på værelset. Det er formidable kager, og en skøn erstatning for frokost …

Vi nåede også at komme i vandet!


Til aften fik vi Fiske- og skaldyrsbuffet på hotellet, vi startede med et glas champagne og ellers tog vi for os af retterne. En masse små delikate retter, et bjerg af hummer, jomfruhummer og krebs, et udsøgt dessertbord med 4-5 forskellige delikatesser og 3-4 forskellige oste. Meget lækkert.


I dag var sidste dag på Bornholm i denne omgang, den startede med en sidste morgentur langs vandet.


Efter morgenmaden gik turen omkring Konditor Bageren for at købe brød og derefter til Allinge Røgeri for at købe rejer, aftensmaden indkøbt fra morgenstunden.

Vi var også omkring Hammershus Fairtrade, hvor Kirsten handlede lidt.

Vi var i Hammer Havn bare for at nyde stemningen og udsigten.


Vi sluttede i Rønne for at få en softice hos Kjærstrup, og så var vi klar til at køre hjem.

Det var dejligt at få hundene hjem igen, de har haft det rigtigt godt på Raarisegaard


Begge hundene er dødtrætte og især Otto er da helt færdig. Godt vi ikke har nogen planer i morgen 😉

Min tre ugers ferie lakker mod enden, og de sidste dag er sat af til rally. Weekenden er for mig et af årets absolutte højdepunkter, de danske udtagelseskonkurrencer til landsholdet i rally 2021. 18 ekvipager har tilmeldt sig, og de skal igennem to kvalifikationsprøver lørdag, en søndag, og de 15 ekvipager som har flest point ved to prøver, kommer i finalen søndag, hvor top-5 kommer på landsholdet, nr. 6 og 7 bliver reserver. Det praktiske er afklaret med Lonni de sidste par dage, så jeg tror der er styr på det hele.

Som man har kunnet læse i mine sidste blogindlæg, har jeg landsholdsambitioner, og det har medført at jeg spekuleret en del over måden, det danske landshold udtages på. Jeg synes, det er en meget reel måde, det sker på. De bedste ekvipager efter 4 prøver i en weekend, det minder ret meget om selve NM. Prøverne er annonceret længe i forvejen, kriterierne er kendte, og så må det briste eller bære for de enkelte ekvipager.

Min egen træning er på kort sigt tilrettelagt i forhold til DM. Planlægningen af træning med starter er ikke blevet den store succes, det er kun blevet til den ene træning med Liv, som er beskrevet i Sommerferie – del 2. Så jeg klør på med selvtræning de kommende uger.

Der er nogle enkelte dele af inputtet fra Ida, som jeg tager i brug umiddelbart, andet, som kommer til at vente til efter DM, af den enkle grund, at jeg ikke vil skabe unødvendige problemer lige op til DM.

Men efter DM gælder ingen undskyldninger/forklaring: Så bliver bl.a. tissetrængende og Lucky Luke en integreret del af træningen.

Nogle hovedpunkter, som allerede begynder at ligne et temmelig godt input til en fornuftig træningsplan:
  • Fortsætte med øvelser før start og øvelse efter start, så der belønnes for at gå på banen, uden for dommerens bedømmelse (Helle)
  • Arbejde med at gøre præcision i vendinger til den naturlige måde at gå på, tissetrængende og Lucky Luke vendinger skal være rutine (Ida)
  •  Udvikle det mentale mindset, alt er træning
  • Fortsætte holdtræning hos Camilla og Johanna og individuel træning med mange, men hele tiden være tro mod ovenstående principper
  • Deltage i en masse officielle danske prøver, for at afprøve alt muligt, men med FORBUD mod at tænke point/resultater/placeringer
  • Som foregående med svenske, fordi svensk rally ligger tættest på nordisk og det vil give bedst mulige billede fra konkurrencesituationer af vores niveau

tirsdag den 10. august 2021

Sommerferie del 5/Bornholm

Paul på vej i himlen ... (foto: Kirsten)

Endnu en dejlig feriedag 😊


Morgenturen gik langs kysten ned forbi Rønne Kirkegaard, gennem kirkegården omkring Bornholms Forsvarsmuseum og tilbage til Fredensborg Badehotel. En god dag start på dagen, selvom hundene manglede … 


Morgenmadsbuffeten var endnu bedre, end vi huskede det fra sidst, og jeg fik bestemt spist rigeligt. 



Så var vi klar til at tage til Vang. Vi havde i går besluttet gå en tur i området ved Vang Granitbrud og besluttede os for den grønne rute på 2½ km som startede i Vang Havn. Den korte rute var et fornuftigt valg, for selv om det kun var omkring 20 grader skinnede solen, og det føltes ret varmt, og terrænet er i sagens natur ret kuperet. 



Vi var ude på molen og oppe på Peter Bonnéns bro (begge dele afstikkere fra ruten) og nød i fulde drag udsigten og den skønne natur. 



Vi syntes bestemt vi fortjente en softice efter den tur og tog til Allinge, gik lidt rundt ved havnen og endte i Banken i Allinge, hvor Kirsten fik en Kjærstrup flødebollesoftice, jeg en Small Batch Havtorn Pale Ale. Softicen blev serveret i glas og med metalske, flottere end i Snogebæk!

Vi var egentlig ikke særligt sultne, så det endte med at blive dagens frokost 😉 



Vi trængte i den grad til at komme i vandet, så da vi kom tilbage til hotellet, gik turen ned til den lokale strand og vi fik en skøn dukkert.


Vi orkede ikke rigtigt at tage nogle steder for at spise aftensmad, så vi endte med at bestille entrecote med broccoliasparges, syltede løg, bearnaise og pommesfrites på hotellets restaurant og spiste på værelset. Meget lækkert og præcis hvad vi havde lyst til. 

Bagefter gik vi en tur i samme område som min morgentur: Kastellet, Galløkken og Onsbæk Plantage, et vidunderligt område. 

Aftenen står på blogskrivning og læsning (Argumenter imod kvinder), og der er også nogle PRIVATE mails, der skal svares på. 

En ganske perfekt feriedag 😊