Otto og fører i tæt samarbejde lørdag i Roskilde (foto: Majbrit Bengtson) |
Tirsdag var jeg til træning hos Johanna, og der var bl.a. fokus på træningsplaner.
Otto 2.v. onsdag (foto: Birgit Dahlgren) |
Onsdag havde Maiken sin dommerdebut ved en prøve hos DKK, som jeg stod for. Otto var oppe som den første hos hende gik en fin bane. Første øvelse (sit, dæk, gå rundt om) måtte vi lave om, men ellers kørte det. Der var to 1’ere (snus?), og 95 point rakte til 2.v. ud af 9.
Max og jeg fik ikke en god start. Efter starten uden for ringen gik vi til start skiltet, han var på vej væk (jeg tænkte: for at tisse op ad træet), og det gav ind lidt anspændt første del af banen, hvilket Maiken også meget præcist beskrev i sin feedback. Vi fik 1 x 10 (manglende sit i stationær skift bagved), 3x3 og 3x1, 78 point og mentalt en af årets allerdårligste prøver.
Torsdag skete der ikke det store, men I får et billede af mig efter en af feriens daglige cykelture, og et foto af aftensmaden.
Vi skulle besøge svenskerne fredag, så Kirsten havde stegt en mase frikadeller, og vi fik lidt til aften sammen med friske majs og gulerødder.
Fredag var en fornøjelig dag hos svenskerne, hvor jeg bl.a. fik læst en historie af Frasse, som på ganske kort tid er blevet smadderdygtig til at læse 💓
Lørdag startede med rally hos HMC, hvor det hele spillede.
Lørdag aften havde vi bestilt bord på Strøby Egede Forsamlingshus anno 1942, hvor Henrik Ravnemose forkælede os.
Vi startede med tre forskellige snacks og gratinerede marvpiber med hvidløg, persille og grillet brød, dertil et glas champagne. Derefter fulgte en udsøgt 5-retters menu med tilhørende vine; desværre fik jeg ikke noteret navnene, men den Volnay 1996 til duen var suveræn!!!
Grillet due med kirsebær, majs og salater fra Klippingegård; i glasset en Volnay fra 1996 |
Vi fik saltet jomfruhummer med tomater fra Varpelev og strandurter, risotto med ærter, kammusling og muslingefumé, lam fra Stevns med ratatouille, oliven og tomatiseret sauce tilsmagt med piment de espelette, grillet due med kirsebær, majs og salater fra Klippingegård samt hindbær fra Engvang som tærte med fløde og sorbet. Den første ret var fantastisk, den næste endnu bedre og sådan overgik de en efter en den forrige. Et kongemåltid, serveret og præsenteret på Henriks som altid professionelle og lune måde. Hvis man synes om god mad og vin, der matcher hinanden, og serveres i udsøgte kombinationer, så skal man ikke snyde sig selv for et besøg hos Henrik.
Søndag stod den på en uofficiel rallyprøve i forbindelse med en dommereksamen, endnu en kærkommen lejlighed til at nørde med detaljer i bedømmelse af rally.
Søndag aften skrev Liv og jeg sammen om noget træning, og inden vi havde set os om, havde vi en aftale mandag morgen i Roskilde. Jeg skulle beskrive mine ønsker til træningen og det blev: ”Mit drømmescenario for starttræningen er: komme til prøve-/træningssted, tage hunden ud og lufte gå omkring stedet, hvor prøven skal afholdes, tilbage i bilen, og så frem igen når de skal varmes op inden vi går ind. Korte baner 3-4 skilte. Start og mål og indimellem til Max fx noget bakning på højre side, sideskift og noget sidestep, med Otto noget dæk gå rundt, spiral og bakke fx. Hvis jeg selv skulle sætte banen op/være med til det, ville jeg lufte hunde, tilbage i bilen, stille op, gå rundt om banen med hundene tilbage i bil og så som ovenfor. Giver det mening?"
Det gav så meget mening, at Liv havde planlagt det mest fantastiske setup, hvor jeg kunne gå 2-3 vidt forskellige forløb med hver hund, og løbende mærke efter, hvordan det gik, og få feedback af Liv. Jeg gik to virkeligt flotte forløb med hver hund (det første og det sidste), hvilket var meget positivt og føltes supergodt. Og så var der ”heldigvis” også et forløb med hver, som gik mindre godt, eller rettere, ud fra en læringssynsvinkel var der meget mere at hente.
Det var utroligt interessant for mig at mærke efter allerede fra start, at jeg følte det som en rigtig prøve, og det gjorde både at jeg kunne fokusere fantastisk, og dermed få flotte gennemløb, og opleve ting, der drillede lidt, og hvor jeg bare kunne mærke, at jeg reagerede ”forkert” (= ikke som jeg havde tænkt, jeg burde gøre, hvis situationen opstod). Det var dermed ideelt til at få den læring, som jeg håber at få med, og kunne arbejde ud fra frem mod DM (og også derefter).
Der kom også fokus på nogle specifikke øvelser (en til hver hund), som jeg skal køre kampagne på. Fantastisk træning, tusind tak Liv!
Det er ikke tit (= jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket), men i går bagte Kirsten honningkage, med honning fra Neel. Et par stykker kage og te til, det er himmelsk 😊
I dag havde vi aftalt at tage til Nyord, mere specifikt havde vi bestilt bord til frokost på Lollesgaard. Vi havde ikke hørt om stedet før for ganske nylig, hvor Kirsten havde læst om det på Instagram, og det lignede bestemt noget, der var et besøg værd.
Vi havde bestilt bord 12:45, og inden havde vi været på besøg i Stege – vi opdagede at der var tirsdagsmarked, så der var sort af mennesker, og svært at finde parkering – men sjovt nok mødte vi en af mine gamle kolleger Pia, superhyggeligt. Vi var også rundt i Nyord by, inden vi kom til Lollesgaard.
Klintekongen fra Møns Bryghus (altså øllet :-)) |
Frokosten var desværre en stor skuffelse, både maden og betjeningen. Jeg har skrevet om den i dette blogindlæg. Øllet fra Møns Bryghus var der intet galt med 😊
Ingen kommentarer:
Send en kommentar