søndag den 21. oktober 2018

Rally på Samsø – og hvad nu?

Max med weekendens høst af rosetter

I dag stod i rallyens tegn på Samsø. Der var to prøver, en med Anita dommer, en med Conni som dommer.

Hundene havde virkelig den skarpe fører med i dag, og vi gik fire rigtigt fine baner.

Jeg citerer mit eget Facebook opslag:

Fire fede rallyprøver på Samsø. Første prøve hos Anita. Max gik meget fokuseret og føreren beholdt roen hele vejen 91 point. Lille Bjørn gik supergodt men der var lige en 13'er på cirkel om fører fra højre så 81 point. Anden prøve hos Conni. Max igen meget fokuseret og flot førerarbejde bl.a. ved 2 ommere, 88 point. Endelig Lille Bjørns sidste rallyprøve. De 10 første skilte lige i øjet. Så en ommer ved fristende 8-tal og lidt uro i den sidste del af banen pga. føreren, 87 point. Meget tilfreds fører 😍

Anden morgentur, ved Sambiosen
 
Jeg havde den rigtigt følelse til alle prøverne. Opvarmningen var timet fint ved alle fire prøver. Der opstod fejl og misforståelser ved dem alle, men ingen jeg gik rigtigt i panik over.

Præmieoverrækkelsen var igen ren bonus. Ved Anitas prøve blev Max nr. 2 og Lille Bjørn nr. 5 ud af 7. Ved Connis blev Max nr. 3 og Lille Bjørn nr. 4 ud af 8.

Der skal lyde en kæmpestor tak til Samsø Hundesport (Rikke, Tove, Inge og Lotte mfl.) samt Anja og Johanna, som sammen har fået dette unikke arrangement på hundelandkortet. Næste år bliver rallyprøverne arrangeret sammen med DKK Kreds 6 og er dermed kvalifikationsprøver til DM 2020.

Det har været nogle gevaldig hyggelige dage med rigtigt mange skønne hundemennesker, og der har været en dejlig stemning til alle prøverne. Banegennemgangene i championklasse i rally er noget ganske særligt, masser af sjov og grin og fantastisk positiv stemning. Jeg tror i bund og grund vi alle elsker rallysporten højt, tager den alvorligt, men ikke lader alvoren tage så meget over, at vi ikke kan juble over de andre, og heller ikke ærgrer os alt for meget, når vi ikke lykkes.

Det har været en ekstra bonus at have Anita og Amanda som selskab i weekenden, hold da op hvor er det hyggeligt, og så er de begge superskarpe til at gennemskue mig og komme med skarpe kommentarer til min adfærd på og uden for banen. De tvinger mig virkelig til at være på dupperne!

Jeg havde for et stykke tid siden, besluttet at denne weekend skulle markere afslutningen på forskellige discipliner og starten på noget nyt, eller rettere fortsættelsen af nogle af de nuværende discipliner.

6+ er lidt uden for kategori i denne sammenhæng, men 6+ i går var definitivt mit farvel til denne disciplin. 6+ har givet en masse skønne oplevelser sammen med Louise og Billie, toppet af deltagelse i NM 2017.

Max og HTM3 har resulteret i en masse spændende arbejde med en fascinerende sportsgren, men dér hvor Max og jeg nu befinder os med vores samarbejde, må jeg simpelthen erkende, at jeg ikke har overskud til at arbejde videre. Derfor havde jeg valgt et helt nyt nummer til i går, for tydeligt at signalere, at jeg ikke arbejdede videre med nogle af de tidligere udgaver. En simpelt nummer til Liberty Bell – slet ikke på klasse 3 niveau - Max var slet ikke med, og jeg var heller ikke ret skarp som fører, og det bekræftede mig kun i, at det er rigtigt at stoppe. Det var 10’ende gang vi var oppe i HTM3 uden at bestå; jeg håber vi vender tilbage om nogle år, med frisk energi.

Lille Bjørn debuterede i HTM3, og jeg var meget tilfreds med debuten. Vi var langt fra at bestå, men nummeret afspejlede i den grad vores nuværende niveau, og jeg har fået fine dommerkommentarer at arbejde videre med. Og det gør vi i den grad!

Rallyen i dag bekræftede mig i at jeg er på rette vej med træningen med Max. To fine prøver, hvor vi manglede den sidste skarphed og ikke havde marginalerne med os. Men jeg ville være et skarn hvis jeg ikke værdsatte to gange fine point og en 2.v. og 3.v. Jeg har bestemt bevaret lysten til at fortsætte med Max i rally 😉

Lille Bjørn var fantastisk i dag. Jeg træner ikke rally med ham, og regner bare med at vi kan klare det på dagen. Det vigtige er, at han er varmet korrekt op, og kommer ind i lige i den rette stemning, og det lykkedes rigtigt godt i dag. Han var lidt op at køre til den første prøve, derfor en 13’er, til den anden var han superskarp, men jeg mistede lidt fokus pga. kludderet ved fristende 8-tal.

Det var en værdig afslutning på en lang rallykarriere.

Men ærligt talt, så hvad de det været nemmere hvis det ikke var gået så godt – for hulen da, Lille Bjørn er så skarp. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at skrive, at det var definitivt sidste rallyprøve med ham.

Det er da et luksusproblem, og egentlig giver jeg selv svaret ovenfor. Jeg træner jo ikke rally med Lille Bjørn, han kan bare det hele, så måske han alligevel kommer med til en prøve i ny og næ …

Selvfølgelig var det naivt af mig at tro at en weekend med syv prøver pludselig ville resultere i afklaring af alle fremtidsplanerne og det gjorde de så heller ikke.

lørdag den 20. oktober 2018

HTM på Samsø – Hello Goodbye

Tatar

Dag 2 på Samsø stod i HTM’ens tegn.

Max var oppe i HTM3 for sidste gang indtil videre, Lille Bjørn debuterede i HTM3. Som bonus skulle Billie og Max i finalen om Årets Hund i 6+.

På grund af afbud var der kun 4 ekvipager i HTM3, så jeg skulle op som nr. 1 med Max og nr. 4 med Lille Bjørn.

Max blev nok varmet lidt for meget op. Under den sidste del at opvarmningen smuttede han og var på vej ind i ringen, og jeg råbte lidt kraftigt efter ham, og det bragte mig lidt ud af balance, og ødelagde starten af programmet. Det blev lidt bedre undervejs, men rigtigt skarp blev det ikke, og vi var langt under det niveau vi kan præstere.

Dommere i HTM3 var Camilla, Johanna og Lizza.

Max blev 3.v/4 med 18,50 point.

Udførsel
4,7 Det var en svær tur i ringen. Der var en del snus/tøven, men også øjeblikke hvor han var på. Han bliver tit noget upræcis i sine positioner. Pas på med at det ikke bliver for meget handler følger hund.
4,0 En delsnusen/uap på enkelte positioner, samt langsomme reaktioner. Dejligt fører overskud støtter hunden og god signal afgivning
4,5 En del snusen, tøven, falden ud af position, hænger bagud i dag

Sværhedsgrad
5,8 Kunne godt tænke mig at der kom lidt sværhed på retningerne. Ok brug af ring.
6,2 En del positioner vises, primært i hundens snude retning
4,0 Der er et stykke vej op til klassens niveau.

Musik & fortolkning
5,0 Så ikke musikkens stemning afspejlet i temposkift/kostume m.v.
7,3 Flot T-shirt. God fortolkning af nummeret, Potentiale for udvikling.
5,0 Fedt musikvalg, men du udnytter ikke musikkens mange muligheder.

Sikkerhed og velfærd
3
3
3

Lille Bjørn var fint varmet op, og jeg synes vi gik et program, som meget fint afspejler vores nuværende niveau. Der var nogle links der missede, jeg skulle bruge en del håndtegn, og han var for meget fokuseret på Paddington.

Lille Bjørn blev 2.v/4 med 20,27 point

Udførsel
4,2 Han er dejligt opmærksom i P1. Desværre kommer det til at knibe med præcisionen i de andre. Det sker også tit, at han slet ikke kommer i positionen.
5,0 Mangler den sidste sikkerhed i links samt indtagelse af positioner. En del meget flotte passager, og noget der mangler rutine.
5,8 Det var vist lidt for svært for Lille Bjørn i dag – han hang en del + misforståelser.

Sværhedsgrad
5,5 Savner flere retninger end primært bare frem og tilbage. Pas på med at holde H tilbage når du lægger Paddington. Vi skal kunne se at han selv vælger den fra.
6,2 Fin start sekvens. Godt og varieret med temposkift, positioner.
6,0 Positionerne virker ikke færdigindlærte, selvom I har meget indhold.

Musik & fortolkning
5,0 Tror ikke helt jeg forstår fortællingen.
7,1 Fedt stykke musik til ekvipagen. God udnyttelse af musik, clues og historie.
7,0 Rekvisitten gør ikke noget godt for programmet – koncentrer dig hellere om musikkens sjove detaljer.

Sikkerhed og velfærd
3 OK
3
3

Jeg har ikke pointene fra 6+, men Louise, Billie, Max og jeg gik et ret godt program, ikke mindst vores begrænsede træning taget i betragtning. Vi blev nr. 5 ud af 7 på dagen, og nr. 6 i årskonkurrencen.

Præmieoverrækkelsen var slut 17:45, og vi havde bestilt bord på Restaurant SAK Samsø i Ballen kl. 18, så det var meget perfekt.

Det er en restaurant jeg varmt vil anbefale. Topprofessionel betjening, meget lækker mad (gourmet niveau), fornuftigt prisniveau, og en fornuftig vinpolitik. Der var en vinbar med en prosecco, nogle hvidvine og roseer samt tre røde vine, og for 150 kr. kunne man drikke ad libitum i 2 timer.

Okse

Oste

Jeg fik tatar, okse og ost, og der var ikke en finger at sætte på nogen af delene.

I morgen står den på dobbelt rallyprøve, vi starter igen sent (første banegennemgang kl. 10:50), der er kun 22/24 tilmeldte, så der skulle også blive tid til lidt mere turisteri (fx Vesborg Fyr) inden vi skal hjem med færgen 17:35.

Det er nemt at være meget tilfreds med sådan en forlænget weekend 😊

fredag den 19. oktober 2018

Turist på Samsø

 
Folk og fæ på Issehoved (foto: Anita)
 
Der var rigtigt mange hundefolk med færgen fra Kalundborg til Ballen kl. 8:30 i morges, nogle for at gøre klar til weekendens prøver, andre for at få en ekstra dag som turister på den skønne ø.

Anita, Amanda og jeg var i kategorien andre, og på færgen aftalte vi dagens program.

Første stop var sidste parkeringsplads på Issehovedvej, og vi fik en dejlig tur i det skønneste vejr ud til Issehoved. Næste stop var Nordby Kirke, som desværre ikke var åben, men vi fik beundret kirken udefra og læst en masse gravsten.

Jeg havde foreslået at vi fik frokost på Samsø Bryghus og det var der ingen indvendinger imod.

Vi kom lidt før det åbnede kl. 12:00, så jeg benyttede lejligheden til at vise min del af 6+-nummeret til musik.



Samsø Bryghus har en hyggelig butik med en del forskellige øl, en række økologiske varer og et lille udvalg af mad i cafeen. Jeg fik tre stykker smørrebrød og en Klokketårnet Hvede Øl til, rigtigt lækker frokost. Inden vi gik, kom jeg også til at købe en trækasse med 6 øl med 😊

Vi havde booket samme sommerhus som sidste år på Heden i Maarup Østerstrand Syd og fik hurtigt indlogeret os, same procedure!

Eftermiddagsturen gik til stranden. Det er et dejligt område og med flere huse til salg, bl.a. det, vi bor i. Jeg foreslog en lille konkurrence om hvem der kom tættest på at gætte salgsprisen. Anita vandt med et bud på 850.000 kr., den rigtige pris var 1.295.000 kr. Amandas og mit gæt tilsammen var 1.300.000. Så vi må bare konstatere at vi ikke har meget forstand på sommerhuspriser på Samsø …

Aftensmaden fik vi på FlinchsHotel i Tranebjerg, hvor vi havde aftalt at mødes med Louise og Henrik. Vi havde en superhyggelig aften med lækker mad og masser af hundesnak.

Tigerrejer

Cheeseburger med bacon 

Specialøl :-)

torsdag den 18. oktober 2018

Traditioner og nyheder – Sydkystens Hundeskole lever i bedste velgående

http://sydkystenshundeskole.dk/

Til daglig tænker jeg ikke så meget på Sydkystens Hundeskole. Den er der jo bare. Der er ikke så mange undervisningsaktiviteter, sådan er det med en Hundeskole, hvor de fleste instruktører er det på ren hobbybasis, og slår hold op, når de har lyst.

Lige nu har Katrine nogle hvalpehold og Nose Work hold og Amanda har nogle rallyhold (jeg går på det ene!). Det er det. Men der er sket noget det sidste stykke tid. Efter et års pause har Amanda og jeg opslået Rallyinstruktøruddannelsen, og vi havde da gode forventninger til at der var interesse for det, men at vi allerede skulle være oppe på 9 tilmeldinger (med et maksimum på 12), på et hold der starter til januar, det havde vi vist alligevel ikke ventet. Det glæder jeg mig rigtigt meget til at gå i gang med.

Det er femte gang for mit vedkommende, en god tradition!

I går skrev Birgit og spurgte om jeg ville opslå Julemarch til støtte for HMC, en dejlig tradition, som Birgit og hendes børn plejer at stå for, og naturligvis ville jeg det. Det er dejlig mulighed for at gå tur med hundene 22. december sammen med en masse andre hundefolk, og man kan købe kaffe og kage bagefter, alt sammen til støtte for Hundesport mod Cancer. Der er allerede kommet flere tilmeldinger.

Jeg skrev forleden, at jeg var i gang med at læse Birgitte Dangaards bog "Børn og elitesport - en forældreguide". Det er ret spændende læsning og vi var nogle der blev enige om, at det kunne være spændende at høre Birgitte live. Jeg har talt med hende og vi er blevet enige om et foredrag den 15. november i Solrød: Hvad er talent og hvilke faktorer har indflydelse på udviklingen af et talent?

Det glæder jeg mig rigtigt meget til. Det er opslået på Sydkystens Hundeskole, og alle er velkomne.

Den 31. december holder vi dobbelt rallyprøve i Herringløse. 2012 holdt vi for første gang rallyprøve 31.12, fra 2013 har det været en dobbelt rallyprøve, og det er en fantastisk tradition. Årets prøve blev åbnet for tilmelding 1. august og blev lukket en måned efter.

Jeg havde ikke selv opdaget det – men heldigvis er Christina også lidt nørdet 😊 – men den første prøve 31. december, som Conni dømmer, er Sydkystens Hundeskoles officielle rallyprøve nr. 50! Det afspejler vist meget godt at vi er en del i Sydkystens Hundeskole, der er vilde med rally.

I forbindelse med rallyprøven uddeler vi for femte gang Sydkystens Hundepris. Det er ganske enkelt: ”Priserne tildeles personer eller grupper af personer, som fortjener anerkendelse for en særlig indsats indenfor noget hunderelateret i det forgangne år.” Vi uddeler tre priser hvert år og alle kan indstille ved at sende en mail til  senest den 18. november.

Jeg må indrømme, at jeg da blev lidt imponeret da jeg skrev ovenstående, sikken en masse vi trods alt har gang i, og sikke nogle gode traditioner vi har skabt.

Jeg har for ikke så længe siden skrevet om andre hundetraditioner, som jeg prioriterer og det er fx weekendens arrangement på Samsø. Jeg har pakket det meste, tager afsted lidt i 7 i morgen med begge hundene, og så står der Samsø i kalenderen indtil søndag aften.

I formiddags gik det op for mig, at jeg glæde mig rigtigt meget. Det bliver tre skønne dage med en masse dejlige mennesker og hunde, det kan da ikke blive andet end fantastisk!

onsdag den 17. oktober 2018

6+ for de garvede og lidt mere om Samsø


Louise og jeg har været nemme at lokke til at stille op i 6+ en sidste gang til prøven på Samsø på lørdag. Vi er kvalificerede med Billie og Max i kraft af en 2. plads på Samsø 14.10.2017 og en 2. plads 28.10.2017 på Garbogaard. Sidst vi var oppe var 17.12.2017 i Hangar 17, hvor jeg stoppede, fordi Max var ked af det.

Louise og jeg har skrevet sammen om nummeret, og heldigvis har Louise været fremme i skoene, så da vi mødtes til første og eneste træning inden Samsø i dag, var der styr på musik og program. Musikken er Max’ og min FS1-musik, When I’m 64 i kort udgave, programmet er lidt inspireret af mit FS1-program, lidt af vore 6+ til Be My Life’s Companion, og lidt af hvad Max og jeg kunne af tricks – helt klart den begrænsende faktor i forhold til Billies og Louises repertoire 😉

Det er lækkert, at både hunde og førere er rutinerede, så efter nogle justeringer begyndte vi at arbejde med programmet, helt klassisk: uden musik og hunde, med musik uden hunde og med musik og hunde. Jeg tror vi fik to fulde gennemgange med hunde undervejs, med masser af belønninger – og heldigvis må vi jo belønne på lørdag! – og sørme om det ikke begynder at ligne et færdigt program. Det er nogle ret seje hunde Billie og Max, og de skal nok gøre det godt!

Jeg har visualiseret programmet flere gange, det bliver flot.

Jeg synes gulvet i Louise træningslokale var lidt underligt, men jeg ville ikke kommentere det … Først da vi gik op ad trappen til sidst fandt jeg ud af, hvad årsagen var, min sål var da gået helt i stykker 😊

Vi fik også aftalt kostume. Og så skal jeg da også lige nævne, at jeg fik vist Max’ HTM-nummer. Det kræver en del plads, men vi fik manøvreret på den plads, der var til rådighed, jeg kunne huske hele programmet, og det blev ikke så tosset.

Der skal lige trænes lidt i morgen, men så er vi klar til Samsø.


Samsø betyder noget særligt for mig. Vi holdt vores første sommerferie på Samsø august 1982, Christian var knap 1½ år, vi boede i en lejlighed vi havde lejet gennem Jyske Bank, hvor Kirsten var ansat, og vi holdt ferie på Samsø de næste 4-5 år.

Så var der en lang pause til 2010, og så var det naturligvis relateret til hunde En herlig tur til Samsø. Og så er der kommet en stribe Samsø går i Hundene, et par år som dommer, siden som udøver af HTM og Rally.

Jeg er vildt imponeret af, at Samsø kan stable så flot et todages-arrangement op hvert år, og tiltrække deltagere fra nær og fjern!

I år har jeg taget fri fredag, sejler over 8.30 og har aftalt en turistdag sammen med Anita og Amanda.

Det bliver superhyggeligt!

tirsdag den 16. oktober 2018

To dårlig generalprøver og noget lækker Nose Work


Jeg havde aftalt at mødes med Anita inden aftenens Nose Work træning for at vi kunne træne HTM en sidste gang inden Samsø. Området foran Aktivitetscentret i Solrød er perfekt til formålet, der er lidt forstyrrelser, men ikke for mange, og der er fint underlag.

Jeg var kommet til den sidste tredjedel af Max’ nummer, da Anita kom, og jeg var bare i tvivl om noget lige inden løbesekvensen. Anita overtog musikken og vi startede igen, og igen og igen. Max var utroligt opmærksom og knoklede løs, mens en passage cirka 30 sekunder inde var simpelthen forsvundet i mit hoved ☹ Jeg måtte opgive at finde ud af det mens vi trænede ….

Anita gik sit FS-nummer et par gange og derefter HTM en gang, uden Osseau, og det så rigtigt godt ud alt sammen 😊

Så skulle Lille Bjørn vise sit Paddington-nummer. Jeg havde ved visualiseringer i aftes fundet ud af, at have Paddington i samme side som Lille Bjørn skulle være i i nogle positioner, og det var en vældigt dårlig idé. Lille Bjørn plejer bare at være i positionen eller følge min hånd, så en Paddington var meget distraherende. Der skete også andre underlige ting, så det blev et ret forvirret program.

Jeg tror jeg havde givet Anita indtryk af, at vi havde et mere færdigt program, og jeg har nogle virkeligt gode visualiseringer, som ligger klasser over det vi præsterede i dag. Jeg har stor tillid til at vi topper på lørdag.

Lille Bjørn tog det hele med ophøjet ro …, nå ja, der var lige det med at jeg både over for ham og Max fedtede med belønningerne, dårligt førerarbejde.

Ret varm og meget rundtosset gik jeg med Max over til Nose Worken hos Mette, og det gik meget bedre, her skulle jeg jo ikke blande mig så meget!!! Nogle lækre søg ved busterminalen og på området med skulpturen, og til sidst søg på en af trapperne op til perronen og på perronen. Der var fine forstyrrelser og en masse godt hundearbejde.

Til aften har jeg testet alle usb ‘er inkl. Anitas + brændt cd’er som backup, og der er ved at være styr på det hele til Samsø. Sådan da, for da Anita spurgte hvordan Paddington kom ind til HTM-prøven havde jeg ikke noget svar, det havde jeg faktisk ikke tænkt over, det har jeg nu!

Da jeg hørte Liberty Bell var der i øvrigt pludselig ikke noget problem med at huske alle positionerne i det fulde nummer. Det var da bare fordi jeg var hektisk og febrilsk, at der kludder i forløbet i Max’ nummer.

Det bliver helt sikkert ikke kedeligt at opleve mine HTM-numre på Samsø, faktisk tror jeg de begge bliver ganske underholdende 😊

søndag den 14. oktober 2018

3 x rally og 2 x HTM

Minde fra for et år siden: Feeed dag på Samsø! Max debuterede i HTM3 og var fantastisk. 2.v. uden at bestå men superflotte kommentarer. Lille Bjørn debuterede i HTM1 og blev 3.v. og bestod. Louise, Billie, Max  og jeg blev 2.v. i 6+ og bestod ❤❤❤

I dag gik turen til Stestrup WorkingPaws, hvor Sorø Hundevenner og Sydkystens Hundeskole arrangerede Q4 2018 af Rallydysten.

Der var 18 katalognumre, der kom 2 afbud, og 2 af de tilmeldte var uden for konkurrence, så 14 ”rigtige” prøver. Stine dømte champions. Amanda ekspert og begynder.

Vi startede med champions, Max var nr. 2, Lille Bjørn nr. 4 og Max nr. 7. Jeg havde varmet Max op som planlagt, eneste ændring var at han sad i bur i hallen under banegennemgangen. Jeg tror ikke det betød noget, men jeg ved det ikke. Jeg kan ikke sige noget detaljeret om banen, men Max var helt klar ikke helt glad ved specielt den del tættest på tilskuerne, der var også noget gøen.

Jeg huskede fokus, at slappe af og bruge kommandoer, og vi fik arbejdet og gennem banen. Vi mistede en 270 graders vending, Max var bare væk, og vi mistede bakke væk fra fører, inkl. ommer, han satte sig = typisk dæmp. Derudover 1 ommer og 4 x 1 for langsom reaktion/snus. Ikke helt fed oplevelse, men jeg gjorde det godt, synes jeg selv, ingen panik.

70 point rakte til en 4. plads ud af 6 (der var 2 IB’er).

Lille Bjørn var varmet lidt op, men nok ikke nok, han var lidt frisk. Men hold da op et fokus. Vi mistede bakke væk fra fører, havde to ommere og 3 x 1 for langsomme reaktioner/snus. 81 point var jeg bestemt meget tilfreds med, han gik så flot og fokuseret. Det rakte til en 2. plads på dagen.

Jeg havde fået lov at gå en ekstra runde med Max uden for konkurrence. Jeg synes jeg gjorde det samme, og hold da op en forskel. Bortset fra en enkelt snus mellem start og første skilt var han på, havde fokus på mig, gjorde alt, som jeg ville have visualiseret det. Jeg synes, jeg var som i første runde, men var jeg det? Havde Max bare vænnet sig til området? Vidste han, at han kunne stole på mig? Jeg ved det ikke. Men jeg havde den fedeste oplevelse, og vi fik i øvrigt 99 point.

Vi havde booket hallen 4 timer og var færdige efter 2½. Jeg havde på forhånd aftalt at jeg kunne gå de to HTM-programmer. Jeg markerede et areal på 20 x 20 meter og gik først med Lille Bjørn.

Jeg har fået styr på afstande, Lille Bjørn er begyndt at vænne sig til Paddington, jeg husker en bliv kommando, når jeg skal lægge Paddington i afslutningen, vi får lavet nogle ret fede overgange, Lille Bjørn er topmotiveret og hvad kan man mere forlange?

Efter dagens test kan jeg med fuld overbevisning sige, at jeg glæder mig til at vise programmet på Samsø 😊

Max program gik også fint, men det med pladsen skal jeg lige have testet endnu en gang (tirsdag i Jersie), for vi kommer vidt omkring, og det skal jeg lige passe på med, selvom ringen på Samsø er ret stor. Jeg kan bestemt også sige, at jeg har det godt med programmet, og det glæder jeg mig også til at vise på Samsø.

Til allersidst fik Amanda og jeg diskuterede nogle detaljer i et oplæg, som skal bruges til næste rallydommermøde i januar, vi har forskellige ideer til, hvordan vi kan gøre reglerne klarere og nemmere at beskrive og forklare. Hvis en udenforstående havde set os, ville det være sort snak, men vi har virkelig fået overvejet hvad et øvelsesområde er, og hvordan det skal anvendes generelt 😉

Det var en rigtig god anvendelse af en søndag formiddag, tre rallyprøver og to HTM-prøver, perfekt opvarmning til Samsø. Jeg har haft forskellige ikke-konstruktive tanker om prøverne på Samsø, men de er erstattet af det eneste rigtige: vi går ind og gennemfører 7 fantastiske prøver!!! (2 x HTM3, 1 x 6+, 4 x Rally).

lørdag den 13. oktober 2018

Readiness is all



Det var planen at vi skulle have været til København i dag, det er længe siden vi bare har været på hyggetur. Men vi ombestemte os, mest pga. det gode vejr. Så det blev en stille og rolig hjemmedag.

Jeg gjorde baner og papirer klar til Rallydysten i morgen, herunder fik jeg lavet de sidste opdateringer af kataloget, så Lille Bjørn nu er med.

Begge hunde trængte til at blive trimmet, det blev så Lille Bjørn i dag, det klarede Kirsten, mens jeg tog til Jersie med Max. Han løb rundt og hyggede sig, vi sad og nød solskinnet, og vi fik trænet lidt rally og lidt tricks. Der var lige nogle ting, der skulle genopfriskes inden vi skal træne med Louise og Billie på onsdag og få styr på det sidste med 6+-programmet. Men mest fik vi leget og bare hygget.


Vejret var vidunderligt og vi fik frokost i haven, det er da fantastisk her midt i oktober.

Jeg fik Birgitte Dangaards ”Børn og elitesport” i torsdags, og i dag læste jeg første halvdel (Børn – Sport og Forældre). Anden del (Coaching og Mentaltræning) står på programmet i morgen. Spændende læsning, og en masse gode råd også for ”almindelige” mennesker.

Vi har igennem mange år abonneret på Politiken i papirudgave. Det stoppede vi med i år, men vi har savnet avisen lidt, og har nu et abonnement på den elektroniske udgave samt papirudgave lørdag og søndag.

I dag var der anmeldelse og omtale af 6. og sidste bind af Niels Brunses nyoversættelse af Shakespeares skuespil. Herunder kommenterede Niels Brunse ti egenudvalgte citater, bl.a. Readiness is all (”At være beredt er alt”), af Hamlet fra Hamlet. Det er et fantastisk motto for en prins, en projektleder - og for en hundetræner og konkurrenceudøver 😊

Jeg ved at min beredthed er 90+ % mental og jeg føler mig så klar til Samsø. I morgen skal jeg gå to rallyprøver med Max, og som man kan læse i Connis blog efter Ølstykke er fokus Ro på … Med Stine som dommer samt Susanne, Conni og Amanda som deltagere i samme klasse, så får jeg helt sikkert ikke lov til at glemme, hvad mit fokus skal være!

Lille Bjørn skal bare prøve at gå en rallybane. Han har ikke været oppe i championklasse siden den skrækkelige prøve i Osted 22.7 og har ikke bestået en championprøve siden 26.5., så en enkelt test inden Samsø er nok på sin plads.

Baseret på forløbet til Rallydysten i morgen beslutter jeg, om de er behov for mere rallytræning inden Samsø. HTM får en runde inden Nose Work-træningen på tirsdag, og onsdag træner Louise og jeg 6+.

Jeg mener, at vi er beredt 😉

fredag den 12. oktober 2018

HTM, Rallydysten, Samsø og pension

Det skønneste vejr i Herringløse

I dag gik turen til Herringløse Agilitycenter, hvor Mette og jeg havde en aftale på det udendørs areal, helt som i går i Jersie: jeg gik mine to HTM-programmer og var derefter prøveleder for Mette og Boogies LP3.

Jeg havde cirka samme procedure som i går, opvarmning med Lille Bjørn, fuldt program med belønninger undervejs og leg til sidst, og så anden del af nummeret med musik og belønninger. Lille Bjørn gik supergodt, men skulle nok have været varmet lidt mere op, for han var rigtigt i hopla. Tænkte jeg. Og så tænkte jeg om: Det er da mig, der skal op i gear, for at kunne matche ham. Motivationen er i top, og den skal jeg da spille med på 😊

Max gik også supergodt. Der var ikke helt samme overskud som i går (95 %), men jeg havde det rette fokus, der var styr på programmet, positionerne var fine, overgangene var præcise og jeg huskede at vente på ham.

Det var to superfine programmer, og hvis jeg kan gå cirka det niveau om en uge på Samsø, så er jeg meget tilfreds. Eller rettere MEGET tilfreds.

Weekenden er næsten uden hundeplaner. Der er Rallydysten søndag formiddag, og det er det. Og så alligevel ikke. Der er, mens dette skrives 16 tilmeldte. Max er naturligvis med, og jeg har en aftale om, at han går en ekstra runde (uden for konkurrence naturligvis), for at kunne arbejde med min indgang under konkurrenceforhold og med de skrappeste iagttagere.

Jeg har besluttet at efteranmelde Lille Bjørn. Han skal jo op i championklasse på Samsø for sidste gang, og det ville da være dumt ikke at tage denne perfekte træningsmulighed med. For ærligt talt træner jeg ikke rally med ham. Som i IKKE.

Hvad er der med Samsø? Hvert år har jeg haft nogle ganske særlige oplevelser i forbindelse med Samsø går i hundene. I år har jeg på flere punkter selv sat scenen til noget særligt.

Lørdag med ikke mindre end tre nye numre: Max’ foreløbige farvel til HTM med Liberty Bell, Lille Bjørns debut i HTM3 med Paddington i fuld udgave (og med Paddington bjørnen som rekvisit). Og så har Louise og jeg et helt nyt nummer klar til 6+. Jeg vil ikke afsløre nogen detaljer, bl.a. af den enkelte grund at vi ikke har hele nummeret på plads endnu. Vi træner det for første og eneste gang på onsdag, og så går det uden tvivl godt på Samsø.

Søndag med fire rallyprøver, med fokus på at gøre det rigtige (som til træning) med Max, og sørge for at Lille Bjørn får en sjov afsked med rally.

Hvad er det med Pension? Indtil videre har jeg udskudt min egen pensionering, men jeg prøver igen at komme på seniorordning i det nye år. Men jeg må erkende, at tiden for Lille Bjørns pensionering nærmer sig hurtigere end jeg bryder mig om tænke på. Hans hørelse har været dårlig længe, og da Kirsten fortalte om en episode forleden, gik det virkelig op for os, at det var alvor. Hun støvsugede, det plejer at udløse gøen og angreb på støvsugeren fra ham, så han skal lukkes væk. Men denne gang hørte han det slet ikke, han vågnede først, da hun kom tæt på, og så gøede han ikke engang ☹

Jeg kan virkelig mærke det i HTM-programmet, hvor han ikke reagerer på mine verbale kommandoer, og endnu mere end han plejer søger mit ansigt. Så, det jeg skrev ovenfor om vores HTM-program i dag, om hans motivation, skal jeg bare udnytte maksimalt på lørdag. For jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det måske kan blive sidste gang, og så skal det være en særlig fest i ringen – ja, det skal det selvfølgelig hver gang, men I ved hvad jeg mener, er jeg sikker på.

torsdag den 11. oktober 2018

HTM og LP

Max på Besser Rev 2014

I tirsdags skrev Mette til mig om træning i Jersie, og det endte med at vi lavede en aftale om, at jeg skulle være prøveleder i eftermiddags til hendes og Boogies LP3-program. Jeg benyttede anledningen til at komme tidligere og træne HTM med begge hundene.

Først opvarmning med Lille Bjørn, og så gik vi det fulde HTM3-program. Da jeg var kommet hjemmefra kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt Paddington (!!!!), men besluttede at udnytte det til min fordel ved at bruge Max’ nye legekammerat som Paddington, det gav bestemt en højere sværhedsgrad, for det sjove dyr ville Lille Bjørn meget gerne have fat i 😊

Han gik supergodt, ikke så præcist i alle positioner, men motivationen var helt i top, og alle overgangene virkede fint, og de nyeste positioner ligeså. Vi havde en fest med julemanden bagefter!

Musikken fortsatte mens vi legede, og så benyttede vi lejligheden til at falde ind efter 2 minutter og lave afslutningen igen. Hold da op hvor Lille Bjørn var glad og på!

Så blev Max varmet op. Vi kunne bruge Mettes opstilling, og lavede nogle forrygende fremsendinger til felt, og havde nogle gode løbeture.

Så gik vi i gang med Liberty Bell. Det er det bedste HTM-program jeg nogensinde har gået. Max var totalt fokuseret, jeg var en rigtig god fører, motivationen var helt i top, og præcisionen også meget høj. Det var virkeligt den fedeste oplevelse.

Jeg var forpustet og helt høj! To superfede runder med hundene, jeg var afslappet og hundene så meget på.

Så kom vi til LP. Meget apropos var et af dagens minder på Facebook fra Samsø for 4 år siden, hvor Max fik en 3. præmie med 3 nuller Max på Samsø.

Jeg blev opdateret på de ”nye” regler i LP3, og så havde jeg fornøjelsen at dirigere Mette og Boogie i et fuldt LP3-program. Det så ret godt ud!

Vi mødes igen i morgen, hvor vi skal træne det samme ved Herringløse Agilitycenter.

tirsdag den 9. oktober 2018

Træk vejret!


I dag startede en ny runde af Amandas rallykonkurrencetræningshold. Det kan siges kort: Det var to fantastiske timer!!!

Banen i dag var Amandas championbane fra i lørdags i Høng, og jeg skulle starte som nr. 1. Jeg gik banen to gange, jeg kunne stadig huske den. Og derefter gik jeg ud og varmede Max op, og stod klar 18:22, som jeg havde fået at vide var starttidspunktet. Da de andre stadig gik banen besluttede jeg at gå udenfor med Max, legede lidt med ham, og trænede lidt. Da vi blev kaldt ind gik vi direkte ind og gik i gang.

Jeg har glemt at nævne, at jeg havde bedt om fokus på forstyrrelser. Og et af elementerne Amanda havde fundet på at tre af skiltene var skiftet ud, da jeg skulle gå banen.

Jeg huskede alt det, jeg ville have fokus på. Dybe indåndinger før start, fokus på Max, huske kommandoer (ikke sige Max). Huske et par pauser undervejs. Det føltes rigtigt godt, Max var med, han kom tilbage fra snus og andet, når jeg gav kommandoerne. Der var nogle forstyrrelser, men jeg aner ikke hvilke, fordi jeg kun havde fokus på Max. Det kørte bare. Den nye legekammerat var også et hit som belønning 😊

I den individuelle tid valgte jeg samme bane, der blev skiftet nogle skilte ud, og de andre deltagere blev styret af Amanda bedt om at agere forstyrrelser. Så pludselig var der mennesker og stole på banen. Max blev da fristet nogle gange, men jeg bevarede roen og han kom tilbage og vi fortsatte. Der var en stå, som pludselig ikke virkede, og der blev jeg en anelse irriteret, og bom kontant afregning. Ro på og det kørte igen.

Det var igen en fantastisk oplevelse at gå med Max, han arbejdede så fokuseret og ingen kan fortænke ham i at blive lidt distraheret af forstyrrelserne. Men han endte hos mig, og fortsatte totalt skarpt hver gang.

Så konklusionen var enkel: Træk vejret!

Det er så simpelt: Hvis jeg bevarer roen, trækker vejret dybt indimellem, holder fokus på Max, så er der intet der kan slå os ud.

Jeg skal bare huske at det fungerer ligeså godt til prøver som til træning 😉 Fokus er nu rettet mod Samsø går i Hundene. To vigtige T-shirts kom i dag. Træningen er ved at falde på plads. På torsdag i Jersie, på fredag i Herringløse, søndag i Stestrup (Rallydysten), tirsdag i Solrød, onsdag i Lyngby og fredag morgen går turen til Samsø. En afslapningsdag, en HTM-dag og en rallydag.

Jeg har de seneste dag haft flere visualiseringer af begge HTM-numrene, og de kører fint! Jeg glæder mig så meget til at optræde med to nye HTM-numre.

søndag den 7. oktober 2018

What Did You Learn in School Today?

Nu må du altså tage dig sammen Paul!!!!

Min championklasse med Max i Ølstykke i dag blev ikke bedre end i går i Høng, men det væsentlige var at der nu var fuldt fokus på hvad jeg gjorde før, under og efter, det hele blev filmet (tak Mette), jeg fik feedback af Conni (som dømte) og ikke mindst af Stine (som coachede og rådgav til den store guldmedalje, tusind tak!).

Selvom der ikke er meget at prale med så ligger filmen tilgængelig her:


Video: Mette Thomsen

Amanda har sendt nogle supergode kommentarer og jeg kan kun nikke og give hende ret i det hele. Jeg er glad og stolt over at have Amanda som skarp træner, tusind tak!!!

Jeg har fået lov at citere, så her er nogle af guldkornene.

”Jeg ser en fører der ikke stoler på sin hund. Du bliver febrilsk, så du i stedet for at støtte ham, så læner du dig ned over ham og siger hele tiden max, max, max, max i stedet for hans signaler som plads, bakke, højre, move on. Da du kommer til bakke på højre side, og skal lave den om begynder du så småt at afgive korrekte kommandoer og slappe lidt af, i stedet for max max max max... du skal lige huske at trække vejret! Jeg tror det ville hjælpe gevaldigt hvis du lige havde stillet dig to meter før ringen og taget en dyb indånding. 😊”

”Jeg synes at din opvarmning var god, og jeg forstår ikke hvorfor du lige pludselig tvivlede på ham. Jeg så godt han kiggede væk, men det har han også gjort før, hvor du ikke har haft samme tvivl til ham og han er blevet. Hvorfor så denne tvivl nu?”

”Du skal have oparbejdet en underbevidsthed der er stærk nok til at sige fra. Så hvis der kommer tanker eller sætninger, man måske ikke ønsker at høre i den givne situation. Skal man have en underbevidsthed der automatisk svare “selvfølgelig bliver han, han har ingen grund til at smutte”. Du skal lære at sortere i hvad din underbevidsthed hører, kan du bruge det til noget konstruktivt eller ej. Kan du ikke, skal du have et svar klar til din egen underbevidsthed, det er ikke noget du nødvendigvis siger højt, men du skal tænke det. Du kan også sige det højt, for så tror du selv mere på det. Giver det mening?”

Og mit svar det sidste ”Lanny Bassham 😀 Man kan kun tænke på en ting ad gangen og man vælger selv hvad det er!”

Supergode, skarpe og præcise iagttagelser

Jeg mødte Susanne Bach ved LP-ringen, og vi kom til at tale om det med i pressede situationer at falde tilbage på tidligere, ikke hensigtsmæssig adfærd. Og der er jo præcis hvad jeg gjorde/gør. Det er i de pressede situationer jeg skal holde hovedet koldt og gøre som jeg gør til træning.

Godt at der stadig er noget at arbejde på …

Vi fik i øvrigt 84 point og blev nr. 12 i et superstærk felt med 16 deltagere. Det resultat, der glædede mig allermest i klassen var at Poul og Rosa fik 97 point, blev 2. vinder og fik deres første supercertifikat. Stort tillykke denne stjerneekvipage.

For første gang i flere år så en fuld LP3-prøve, Mette og Boogie gik et program med nogle superflotte øvelser, og også nogle, der ikke fungerede helt på dagen. Det skal nok komme.

Mathilde var trippelfører i juniorklasse og hendes tre prøver blev flettet sammen med de 11 begyndere, så hun skulle gå med Boogie som nr. 2, Max som nr. 9 og Lille Bjørn som nr. 14.

Banen var meget tilforladelig, men der var altså noget med underlaget, bl.a. havde en højløbsk tæve gået sidst i øvede klasse, så der kom noget mere snus end normalt. Boogie vandt med 90 point, Max blev nr. 2 med 88 point og Lille Bjørn blev IB’et fordi Mathilde havde glemt at man ikke må lave en øvelse om, når den efterfølgende er påbegyndt. Indtil da havde de gået superbt, og det gjorde de også resten af banen, så selvom pointene udeblev synes jeg det var den bedste juniorbane på dagen. Der er bestemt langtfra altid direkte sammenhæng mellem point og kvaliteten af samarbejdet.

Stort tillykke til Mathilde for under disse svære vilkår at præstere så godt igen!

Jeg tog hjem efter godt 7 timer på arealet, en masse hundeoplevelser og gode samtaler rigere. Og ikke mindst glæden ved at være en del af et skønt hundefællesskab, som i dag gav mig så meget, ikke mindst kærlig kritik og feedback.

lørdag den 6. oktober 2018

Fed bane, træls fører

Flotte præmier til alle!

I dag gik turen til Høng og rallyprøver i Collie Klubben. Tak til Collie Klubben ved Conni for et flot arrangement!

Championklasse lå først, jeg kom helt som planlagt og gik med Max på området inden han kom i bilen.

Amanda havde designet en af de fedeste baner jeg har oplevet, her er banetegningen.


En ganske regulær bane, ikke specielt svær vil mange nok sige, men med nogle skønne finurligheder:
  • Efter slalom med rundtur kan man komme til at gå til skilt 7 i stedet for 3
  • Efter højrespiral kan man komme til at gå til skilt 9 i stedet for 7
  • Efter skilt 9 kan man komme til at glemme skilt 10 og gå direkte til skilt 11

Amanda havde opbygget banen helt efter DKKs regler, naturligvis vil de fleste sige, men det blev bemærket, at der var korrekt afstand mellem skiltene (3-5 meter som reglerne siger), hvilket ikke altid er tilfældet.

Jeg lærte den udenad og hentede, måske lidt for tidligt (?) Max, vi var nr. 5 ud af 8, og jeg synes det virkede som en nogenlunde hurtig bane. Måske varmede jeg lidt for meget op, måske, måske. Jeg synes det kørte som det skulle, og så alligevel ikke. Fordi Max var ikke helt, som han skulle være, da vi var lige ved at gå ind, og jeg var heller ikke. Han smuttede, jeg hentede ham og vi gik i gang.

Jeg var altså ikke tilfreds med mig selv. Jeg havde mentalt ikke haft den rette følelse, var vågnet et par gange i løbet af natten og tænkt på prøven, det er ikke sådan jeg plejer at have det op til en prøve. Måske har de gode træninger fået presset mine egne forventninger op, stik imod det jeg har trænet mentalt –jeg kom også til at tænke forbudte tanker om resultater ☹ Max ville ikke lege, da vi kom ud, kun have godbidder.

Efter Amandas fine feedback fik jeg feedback fra Sorø Hundevenners ekspertpanel, og Lone Rahbek var meget præcis med at jeg var blevet febrilsk mod afslutningen af banen, det var derfor skift side foran blev noget rod og Max rejste sig fra dæk gå fra (øvelse 16 og 17).

Jeg gik væk fra ringen og fik endelig leget med Max.

Forklaringer: Dårlig mental forberedelse fra førerens side, og måske lidt skydning tæt på, jeg bemærkede det ikke, men det var der andre der gjorde.

Max gjorde det fantastisk under omstændighederne. Ud over de to ovennævnte 3’ere mistede vi 3 på sit-stå-gå rundt på højre side, fordi føreren stillede sig for tæt ved skiltet og Max derfor måtte bakke, da jeg skulle rundt om ham. Derudover 5x1. 86 point og 5. vinder, hvad kunne det ikke være blevet til med en skarp fører? 😊

Jeg forsøger at være en bedre fører i morgen!

fredag den 5. oktober 2018

Minder, alder, 6+, tricks og rally


For præcis to år siden var jeg på mit første Nose Work hold, det var med Megan, som var godt 13 år på det tidspunkt. Jeg bliver sgu i så godt humør og smiler, når jeg læser de gamle indlæg om Megan. Jeg savner hende, men på en god måde. Hun bestod sin sidste rallyprøve da hun var 13 ¾ år, og det minder mig om, at alderen intet har med dåbsattesten at gøre.


Lille Bjørn skal debutere i HTM3 i en alder af 11½ år, og selvom det er tydeligt at hørelsen ikke er ret god, og han ikke kan arbejde i så lange stræk længere, så glæder jeg mig rigtigt meget til at debutere. Og derefter må jeg så tage stilling til fortsættelsen. Jeg har studeret de kommende HTM-prøver på Hundeweb, og jeg kan ikke rigtigt finde ud, om og hvad jeg skal tilmelde. Heldigvis kan jeg vente til efter Samsø, men jeg melder nok til Hornsherreds HTM Klubs prøve 10. november, og så ???

I eftermiddags var der den fjerde runde på Johannas tricks hold. Vi var kun 3 ud af 6, så det var ren luksus. Louise og jeg fik talt lidt om vores 6+ program til Samsø, uha, ja det var vi aftalt. Vi kan være ganske ærlige og sige at det ikke er det gamle 6+-program, vi skal gå, og bortset fra musikken har vi kun på papiret styr på vores program. Vi har en træningssession to dage inden vi skal til Samsø, og så mener vi at vi er rutinerede nok til at lave et godt program 😊

Jeg arbejdede dels med tricks, dels (og mest) med rally.

Jeg havde ikke fået arbejder overhovedet med sidste uges challenge (hund frigøre sig fra line mellem benene), men kastede mig over dagens to nye tricks. Det ene var hund bakke rundt om fører, det andet hund rulle.

Det med at hunden skal bakke rundt om fører har jeg arbejdet lidt med ved forskellige lejligheder, uden at det rigtigt blev til noget. Vi kløede på, og pludselig skete der et eller andet … Da vi skulle vise det for Johanna startede vi hjørnet, men blev hurtigt dirigeret væg fra hjørnet, og Max bakkede rundt om mig! Jeg var oprigtigt forbløffet, hold da op hvor gik det hurtigt. Jeg fik lige en konstruktiv formaning om ikke at arbejde for meget med den øvelse, den har en tendens til at poppe op på uønskede tidspunkter.

Hund rulle rundt, vi kom godt i gang. Og da vi havde lidt ekstra tid testede vi lige hands-up fra sidst. Max gjorde det rigtigt med håndtegn, da det ikke var det tilbød han move-on. Johanna fik os ind i hjørnet, så han ikke kunne lave move-on og så lavede han den fineste hands-up! Sejt!!!

Ellers stod den på diverse rallyøvelser, både i egen tid og tiden med Johanna. Der var noget stationær højrehandling som var lidt kikset (noteret til træning), og ellers en masse superflot arbejde fra Max. Og jeg kunne endnu engang konstatere, at hvis jeg siger, hvad han skal, så gør han det. Hvis jeg sjusker – fx kom og håndtegn i stedet for kom og højre – så bliver han usikker.

Vi tester formen i morgen og på søndag 😊

torsdag den 4. oktober 2018

Minder og planer


Dagens allerbedste minde, og et af de bedste fra min hundekarriere, var ovenstående. Præcis for 4 år siden vandt Max rally ekspertklasse med 96 point, fik sit sidste certifikat og blev DKRLCH.

Det er dejligt at dvæle ved de gode minder, og så kigge fremad – for der skal fremtidens gode minder skabes. Lørdagens rallyprøve i Høng er ren træning med Max.

Søndag var det meningen jeg skulle have været oppe i Ølstykke, men desværre er min mail blevet overset, så umiddelbart, har jeg ikke fået lov.

Men Mathilde skal op med begge hundene i juniorklasse, målet er at hun skal til DM med begge hundene igen.

Mentalt er tankerne ved weekenden 19.-21. oktober, en forlænget weekend på Samsø med en ren afslapningsdag, en HTM-dag og en rallydag.

Jeg har netop bestilt ”noget” til HTM-dagen, noget, som skal bruges til Max’ nummer og noget til Lille Bjørns. Det er helt sikkert, at det er Max’ sidste HTM-prøve indtil videre, det er samarbejde og fokus, vi skal arbejde med og det bliver i rally. Det er Lille Bjørns første HTM3-prøve og forhåbentlig ikke den sidste.

Søndagen står i rallyens tegn med fokus på Max. Lille Bjørn er tilmeldt begge prøver, men det bliver på dagen, jeg afgør om han skal op til 0, 1 eller 2 prøver. Uanset hvad, så bliver det afslutningen på hans danske rallykarriere, som startede den 27. april 2008, og hvor vi har været oppe til 101 officielle prøver … og DM og Årets Hund mv.

Jeg mangler i den grad at træne, hvilket ikke i sig selv behøver at være et problem i forhold til hundenes motivation. Men alligevel. Jeg har fået aftalt lidt træning med Christina og der er Amandas hold, som starter i næste uge.

HTM’en? Jeg må se at komme til Jersie og få trænet lidt.

Der skal nok komme nogle gode minder ud af denne måned også 😊

tirsdag den 2. oktober 2018

Nordisk rally, Nose Work og Rallyinstruktøruddannelse


Morgenturen var lidt senere end normalt, fordi jeg havde fri. Det betød, at vi mødte en golden (med fører), som vi kender og hundene fik leget på morgenturen.

Jeg havde taget fri, fordi vi havde aftalt det andet møde i det nordiske rallyudvalg (det første blev afholdt 13. juli). Det er et fantastisk udvalg at sidde i. Vi brænder alle for drømmen om at etablere en fælles nordiske klasse i rally og dermed skabe grundlag for at afholde de første nordiske mesterskaber i rally måske allerede næste efterår i 2019. Det ville være fantastisk.

Vi – udvalget – består af Beatrice Palm (Sverige), Iiris Harju (Finland), Solveig Therese Zetterstrøm (Norge) og undertegnede. På det første møde arbejdede vi med en oversigt over alle de nordiske skilte, og besluttede hvilke vi synes, skulle med i en nordisk klasse. Siden er der arbejdet med konkret udformning af skilte, øvelsesbeskrivelser, regler og videoer af enkelte øvelser.

I dag gik vi materialet igennem, fik drøftet en masse detaljer og en masse principper. Vi har fordelt det videre arbejde, forventer næste arbejdsmøde i forbindelse med at vi mødes i Helsinki 17.-18. november til det første møde i FCI’s rallyudvalg, og planlægger en arbejdsweekend til marts i Oslo, hvor inviterede ekvipager skal gå baner med de nye skilte, og udvalget skal tale om bedømmelser.

Det er fedt at være en del af dette initiativ, som forhåbentlig skaber et ekstra incitament for rallyudøvere på topniveau til fortsætte i sporten.

Jeg havde det rigtigt godt, da mødet var omme, for det føles rigtigt godt, når en gruppe sammen rykker helt vildt.

I kampens hede havde jeg overset en besked fra Lonni, om at der stod Mazarinkage til os i køleskabet. Den tog jeg så med hjem, Kirsten og jeg fik et stykke hver, og resten blev brugt ved afslutningen af Mettes Nose Work-hold i Solrød Centret.


Jeg havde Max med, og vi fik en spændende og lærerig time. Temaet var tærskelsøg. Vi havde nogle gode starter, men også nogle, hvor Max helt klar ikke brugte næsen til Nose Work til at begynde med, og så pludselig kom han i gang, og lavede den ene flotte markering efter den anden. Jeg er blevet meget bedre til at konstatere, når han slår fra eller springer noget over, til at guide ham rundt og tilbage, og heldigvis markerer han jo som en drøm, så jeg næsten aldrig er i tvivl om, hvor kilderne er. Tusind tak til Mette for masser af gode søg og meget konstruktiv feedback.

Til aften har Amanda og jeg opslået 5. runde af Sydkystens Hundeskoles Rallyinstruktøruddannelse. Den har været længe under opsejling, men nu (eller retter i første halvdel af 2019) skal det være. Jeg elsker at undervise på den uddannelse, og glæder mig til endnu et spændende forløb sammen med Amanda!

mandag den 1. oktober 2018

Rallytræning med forstyrrelser


Christina og jeg havde aftalt at træne en time sammen i Herringløse Agilitycenter til aften. Hun havde Cecilia og Casper med, og specielt Casper var en god forstyrrelse, bl.a. da Max på et tidspunkt – heldigvis uden succes 😊 – gik efter hans pære!

Jeg havde taget min championbane fra i går med, dog var Løb til sidst erstattet af fremsending til kegle, indkald og bakke væk fra fører, som er gode for Max og mig at have sidst på en bane, fordi de afslører, om jeg har gjort det ordentligt.

Jeg startede og vi gik rigtigt godt. Der var vist 4 ommere, men Max var supergodt på, og jeg fik håndteret hans små udfald fint. Fremsendingen til kegle var lidt for svær, han valgte to gange tunnelen, som lå tæt ved, men faktisk var sværere at komme til, inden jeg gik tættere på keglen. Dobbeltspring ro, bakke væk og alt det andet var fint.

Jeg gik senere banen igen, først med start på venstre side, og derefter med start på højre side.

Det gav anledning til nogle interessante iagttagelser af HVOR følsom Max er. Specielt dobbeltspring ro, hvor han kunne ville tage det ene spring. Det viste sig, at det bord vi havde stillet et stykke bag springet (uden for banen), så Casper kunne stå ved det, gjorde hele forskellen. Da det kom væk, ville han springe igen … Og fremsendingen i anden omgang. Christina sad et stykke fra keglen sammen med Tempo og Casper, og Max valgte den lange vej til tunnelen. Jeg gik tæt på keglen, og intet problem. Jeg regner hallen i Herringløse for et svært sted for Max, for underlaget dér er han ekstra meget optaget af, men det var bestemt ikke så galt i dag.

I bund og grund kan jeg konstatere, at det går den rigtige vej med træningen, og det er da rigtigt rart 😊

En fantastisk morgen på stranden

I dag åbnede tilmeldingen for nogle af de traditionsrige rallyprøver næste år. Jeg meldte straks Max til, for så er jeg sikker på at huske det. Bornholm den 23.-24. marts og Islandsk Fårehundeklubs dobbeltprøve 1. juni.