mandag den 29. april 2013

Masser af fotos og farvel til hallen

Det var en lidt vemodig dag i dag fordi det var sidste dag i hallen. Vi tømte den under og efter LP-prøverne i går, i dag blev tæpper og andet affald afhentet, og jeg gennemførte sidste runde af LP-holdene udendørs. Og derefter røg det sidste udstyr i bilen og jeg kunne forlade en helt tom hal. I morgen afleveres nøgler til udlejeren, og vi siger tak for leje af en hal, som har skabt grundlag for mange hundeaktiviteter de sidste 5½ måneder. Masser af kurser og selvtræning samt et par officielle rallyprøver.

Men ellers har jeg nydt at gennemgå LP-prøverne i går mentalt. Der var rigtigt meget at glæde sig over, og der er nogle detaljer der er udvalgt som fokusområder den kommende uge.

Charlotte Lia har taget en masse gode fotos, og der er et udvalg med Max og Lille Bjørn nedenfor:

Fællesdæk


Et lille videoklip af fri ved fod

 
Springapport
 
 
 
Positioner under gang

Stoppet i indkald

 
Felt
 
Næseprøve

 
Fri ved fod
 
Stillingsskift

 
 
Indkald
 
 
 
Næseprøve
 

søndag den 28. april 2013

Det var vel nok en dejlig dag …

Dansk Retriever Klub lagde navn til men i praksis var det Nørdklubben som arrangerede LP-prøverne i dag ved Sydkystens Hundeskoles hal i Køge. Resultatlisten kan ses her. Max’ resultater kan ses her  og Lille Bjørns her.

Jeg er meget meget tilfreds med begge hundene! Det var Max’ debut i LP3 og efter sidste uges generalprøve med 5 nuller havde jeg sat forventningsniveauet lavt, og Anita havde bedt mig om at vælge tre øvelser, som de øvelser der skulle være fokus på: Hvis de lykkedes var det en succes, og alt andet var bonus.

De tre øvelser er markeret med * nedenfor:
  • Sit i gruppe. Max lagde sig efter 15 sekunder
  • Fællesdæk. For første gang lå Max i 4 minutter, og hans sagde ikke en lyd!!!! Det var hele prøven værd :-))))Jeg blev kun trukket for en ekstra dækkommando
  • Fri ved fod. Lala men godkendt
  • Stillingsskift: Meget rodet, han tog to skifter forkert og skulle korrigeres
  • Apportering: Fungerede ikke og dagens anden 0-øvelse
  • Springapportering*: Vi blev kun trukket for lidt skæv plads, det var superflot!
  • Stå, sit, dæk*: Han var ikke helt med mellem skiftene, men tog alle tre flot
  • Indkald med stå: Uha et flot stop! Jeg blev trukket for to ekstra dækkommandoer og en ekstra indkald
  • Fremsending: Hold da op et flot udløb, og jeg var bare ikke hurtig nok til at stoppe Max, så som dommeren skrev ”Hele hund ikke i felt”. Jeg blev IKKE trukket for at snuble i kantbåndet så Max rejste sig :-)
  • Næseprøve søg*: Godkendt
Vi endte med 181½ point og en 3. præmie. Og en meget tilfreds fører. Jeg fik at vide at jeg så lidt sammenbidt undervejs – det var jeg også, for Max var godt nok meget ukoncentreret – men at han alligevel kunne levere så mange gode øvelser, det er bare godkendt!

Lille Bjørn var oppe til sin 10ende LP3, og den første i år. Jeg synes han var ualmindeligt ukoncentreret og værst i fællesdækken, hvor han rejste sig efter 20 sekunder for at snuse, tisse og gå ud af banen.

Der var en masse detaljer, der ikke fungerede:
  • han rejste sig i fællessit, da jeg gik tilbage,
  • han snusede vildt meget i stillingsskift og skulle have en del ekstra kommandoer,
  • han smed apporten til sidst i springapporten,
  • han mistede sit‘en i positioner under gang (forkert førerkommando) og
  • han smed næseprøven til sidst.
Men der var godt nok også meget positivt:
  • Fri ved fod: Vi tangerede vores bedste med 8, meget flot
  • Apportering: Vi fik 8½ i dirigeret apportering, hvor han var på vej ud til kegle, jeg stoppede ham, gav ny apportkommando, og resten gik fint
  • Indkald med stå: For første gang fik vi øvelsen!!!! 9½, kun trukket for at han trippede lidt i ståen. Det var også hele prøven værd!
  • Fremsending: Han så bestemt ikke feltet de gange jeg forsøgte at vise det, men løb derud af og stoppede lige ved forreste højre kegle. Jeg gav en ekstra kommando, og så gik han ind fra siden. Derefter kørte det bare.
Så jeg er meget tilfreds med begge hunde, deres gode arbejde og deres resultater!

Og så var det en ekstra bonus af de helt store, at det var en prøve i Nørdklubbens regi. For det er et levende og kritisk publikum, som giver feedback der kan bruges, og hepper og jubler så det er en fornøjelse.

lørdag den 27. april 2013

Opladning til LP-prøver – eller just another day at the office

Koncentreret dommer og dommerelev (Foto: Anne Gisselø)
 
Som nævnt skal Max og Lille Bjørn til LP-prøver i morgen, og jeg er selv med til at arrangere dem. Så hvordan lader man lige op til sådan en dag? Jeg véd det ikke, men jeg kan fortælle hvordan jeg selv gjorde :-)

Efter at have fungeret som dommerelev skal man skrive om sin læring til DKK’s rallyudvalg, og det er virkelig lærerigt at reflektere over en rallyprøve set fra den dommers synsvinkel. Som man kan se af ovenstående foto, er både Frank og jeg meget koncentrerede. Forestil jer at holde dette fokus på 45 hunde, se alt og vurdere det korrekt og retfærdigt. Det er næsten utænkeligt at der ikke kommer skæve vurderinger ind. Dommere i andre meget højere profilerede idrætsgrene begår fejl, og selvfølgelig gør rallylydighedsdommere det også. Så en vigtig læring for mig er, at man ikke kan være perfekt – man må vurdere det man ser, og nogen gang erkende at ting sker så hurtigt, at man ikke når at se alle detaljer – og så kommer tvivlen ekvipagen til gode, for man må naturligvis ikke trække for noget man ikke selv har set.

Det var noget at det jeg reflekterede over, da jeg lå i sengen i aftes :-)

Effektiv blokade :-)

Efter morgenmad til hundene og luftetur, skulle jeg op til hallen, stille diverse udstyr til prøven i morgen og lukke op. Endnu en gang var vejen spærret af håndværkere – genboens byggeri er MEGET stort, og der arbejdes snart alle ugens dage – men hold op, vi misunder ikke de litauiske håndværkere som både i går og i dag har arbejdet igennem, i dag fra 9-19. Men det er da lidt ucharmerende med byggelarm og musik også på helligdage og i weekender.

Jeg skulle lukke hallen op for Connis tre hold, og benyttede naturligvis (!?) lejligheden til at tage Lille Bjørn og Max med og træne lidt, med fokus på lidt. Det betyder tæt på intet for hundenes indlæring tror jeg, men for mig er det bare vigtigt at fornemme, at hundene godt vil arbejde. Så Lille Bjørn fik en fuld dirigeret apport og springapport samt en fremsending; Max en dirigeret apport, en fuld springapport, en fremsending og en fuld positioner under gang. Det gik fint alt sammen, undtagen den dirigerede apport med Max. Jeg fik pillet øvelsen fra hinanden og trænet apport fra skæve vinkler, og en vis fremgang er at spore, men tråden er knækket et eller andet sted i indlæringen af den øvelse.

Kirsten og jeg havde aftalt at tage til København, det oprindelige argument var noget med at kigge på sko, og det fik vi da også, men det blev også kun til kig.

Pauls frokost
 
Kirstens frokost
 
Vi startede med en let frokost på Café Europa, de to anretninger ses ovenfor.

Derefter gik turen til Fona for at se på en iPad mini, for sådan en skal Kirsten have, når vi lige har tjekket abonnementspriser.

Derefter gik turen til Magasin hvor vi faldt for et stykke chateaubriand fra Grambogaard, nye danske asparges og nye danske jordbær. Og en æske med flødeboller fra Summerbird.

Lille Bjørn hygger gevaldigt med okseører

Hjemme igen fik hundene okseører og det er det store hyggeritual.

Flødeboller fra Summerbird, delikatesser af rang!

Vi fik kaffe og flødeboller :-)

Kirsten og jeg tog omkring hallen igen ud på eftermiddagen med mere til LP-prøven i morgen, og vi fik en hyggelig snak med Conni, som netop var færdig med sine tre hold.

Hjemme igen gik vi en god tur med hundene, og heldigvis mødte vi en hund Max kunne lege med.

Aftensmaden

Aftensmaden var lidt udover det sædvanlige: Chateaubriand, danske asparges, kartoffelpinde og bearnaise. Som dessert nye danske jordbær med flødeskum pisket med vanilje.

Var det ikke dyrt kunne man spørge sig selv. Chateaubriand i den kvalitet er ikke billigt, men som jeg sagde (tilstod!) til Kirsten, den kostede mindre end gebyret til en LP-prøve …

Og sidst men ikke mindst, tak til alle der har sendt mig kommentarer vedrørende min blog i går om pensionering af Megan. Det går igen at:
  1. det er menneske der ønsker at konkurrere, ikke hundene og
  2. hvis det ikke er sjovt at gå til prøve, skal man lade være.
Jeg er naturligvis helt enig i begge dele. Jeg elsker at træne med Megan, for hun er virkelig en dygtig og lydhør hund, som når jeg er bedst kan præstere fantastisk. Men som det (stort set) altid er tilfældet, må hun lide med en mindre dygtig fører, og jeg kan åbenbart ikke få tingene til at fungere til konkurrence med hende.

I går kom jeg til at sige at jeg havde været til over 50 prøver med hende i championklasse, og det var en vild overdrivelse. Vi har kun været oppe 45 gange, og fået
  • 4 gange mellem 71-.80
  • 19 gange mellem 81-90
  • 16 gange 91-100
  • 6 IB’er (alle fordi jeg har sprunget skilt over)
Jeg tænker 4-5 år tilbage hvor jeg også overvejede at pensionere Megan, og måske skulle jeg bare prøve en gang til? Megan har tilgivet mig hver gang jeg har fejlet, så det gør hun sikkert igen :-)

fredag den 26. april 2013

Megan på pension?



Megan slapper af i godt hunde- og menneskeselskab

Onsdagstræningen ændrede bestemt ikke på mit billede af Max lige nu, der sker rigtigt meget i hans lille hoved.

På rallyholdet syntes jeg, jeg havde varmet ham godt op, men der blev ved med at komme andre hunde, så jeg måtte forlade banen flere gange, fordi han ikke kunne udføre sit foran med distraktioner. Og pludselig løb han fra mig og hen til de andre, han løb fra bag træningsarealet. Han kom i bilen med det samme. Da jeg havde dømt de andre kom han ud, gik banen nogenlunde, og så en gang til med Anita som kommentator. Nogenlunde tilfredsstillende.

LP-træningen umiddelbart efter gik fornuftigt. Nogle gode fællesøvelser, rigtig god fri ved fod og fantastiske stillingsskifter. Betydelig usikkerhed i dirigeret apport, springapport, positioner under gang og fremsending, og en nogenlunde næseprøve.

Torsdag var hundefri dag, ingen træning, vi skulle til Jennys 40 års fødselsdag. Fantastisk hyggeligt og med er orgie af god mad og vin!!!

I dag gik turen så til Hvalsø, hvor jeg dels skulle til prøve med Megan, dels være dommerelev hos Frank Kuhfeld. Og prøven var samtidig den sidste der talte med til konkurrencen om årets rallychampion 2012-2013. Prøven med Megan gik skrækkeligt. Hun var ikke med fra første skilt, og jeg synes kun momentvis hun var på. Vi endte med 82 point og blev nr. 11 ud af 12, det var virkelig nok skidt.

På årslisten endte vi på en beskeden 21. plads. Det ville være synd at sige jeg er tilfreds med det. Men sandheden er at vi ikke går bedre end til de mellempoint, som ikke rækker i den benhårde konkurrence. Jeg overvejer seriøst om Megan nu skal pensioneres - DM-udtagelsen ser ud til at være ret langt væk, og jeg går ikke til flere kvalifikationskonkurrencer.

Det var rigtigt interessant og lærerigt at være dommerelev. Frank er den absolut mest rutinerede rallydommer i landet, og det var spændende at følge ham, høre hans vurderinger og diskutere en række interessante situationer.

I morgen står den på finpudsning af lidt detaljer, og så bliver søndagen i LP’ens tegn, med Max’ debut og Lille Bjørns første LP-prøve i mange måneder.

tirsdag den 23. april 2013

Vi er vist ikke helt klar ...

Der sker rigtigt meget i hovedet på Max i øjeblikket, og hvis jeg var den mindste i tvivl så var jeg det ikke efter søndagens generalprøver: vi er ikke klar til LP3.

I perioder kan han arbejde som en drøm, men reagerer hurtigt på alt muligt i omgivelserne, dufte, lyde, bevægelser. Som jeg skrev skal vi arbejde meget mere med generalisering.

I eftermiddags havde Camilla og jeg ret spontant planlagt noget træning, hun skal til DcH-prøve med Emma på søndag, hvor jeg skal til LP3.

Jeg besluttede at gå lige på og hårdt, de fire øvelser udover fællesdækken som vi fik 0 i i søndags.

Jeg stillede felt op, gjorde klar til dirigeret apport og stillingsskift. Derefter blev Max varmet op, Og så dirigerede Camilla os i de fire øvelser.
  • Stillingsskiftet gik fantastisk: 6 superflotte skifter, alle i første kommando, han rykkede kun en anelse frem, jeg holdt mig i ro. Belønning med pibelegetøj!
  • Så den dirigerede apport: Han så definitivt ikke apporten blive lagt (fokus var på mig), og han gik ikke på dirigeringen. Jeg måtte tættere på, han drejede hovedet, men gik først da jeg sagde ja. Han er simpelthen usikker på hvad apport betyder, når han ikke kan se den.
  • Så Stå, sid, dæk under gang: Superflot alle tre. Og igen leg.
  • Så fremsending: 1. og 2. gang stoppede han halvvejs, dækkede, og snusede; jeg gik ind på 10 meter, og så løb han ud i feltet. Og så fuld øvelse på 20+ meter, meget meget flot.
Så lidt feedback fra Camilla i om det var smart at træne 4 fulde øvelser, når han ikke er klar. Han var jo ikke fokuseret hele vejen igennem, han tjekkede ikke ind som han skulle flere gange, jeg skulle arbejde for at få hans opmærksomhed. Ja vi plejer ikke at træne udendørs en hverdags eftermiddag, der var kraftig blæst, der var støj fra de omkringliggende arbejdspladser, der var folk der gik forbi – Max løb hen til en mand der gik over ”vores” plæne, og meget værre over til en på den anden side af vejen. Han kom da jeg kaldte, men hans fokus var alle mulige andre steder. Og under disse vanskelige omstændigheder tog jeg 4 øvelser, som var gået galt for 2 dage siden. Tsk tsk.

Så jeg sluttede med en sikker succes, en springapport, som jeg var gevaldig tilfreds med, til Camilla sagde at han faktisk ikke var klar da jeg gav klartegn, jeg måtte skaffe kontakt før vi gik i gang.

Så forventningerne til søndag skal lige tilpasses virkeligheden = være realistiske. Det kunne være at have fokus på nogle få øvelser, som skal gå godt, fremfor at tænke på den samlede prøve. Og nogle delmomenter, som er vigtigere end helheder.

Vi har den sidste officielle træning inden prøven på søndag i morgen hos Anita, og jeg har fået lektier for efter at hun hørte om dagens tildragelser.

søndag den 21. april 2013

LP3-generalprøver


Max slapper af (Foto: Trine Rafn)

Det var virkelig en dag i hundenes tegn og de er rigtigt trætte alle 3. Max og Lille Bjørn startede ved hallen lidt i 9, hvor vi havde sat Anita, Amanda, Lonni, Trine og Joan stævne for at gennemføre LP-generalprøver for fuld udblæsning. 1 delvis Eliteklasse, 5 LP3’er, 1 LP2 og 1 LP1. Vi stillede fuld ring op, vi stillede telt op, og der var dommer, prøveleder og sekretær det meste af tiden, utroligt så mange roller der kan fordeles mellem 6 personer.

Osseau i springapport (Foto: Trine Rafn)

Dagens bedste oplevelse - næste efter mine egne hundes - var Anita og Osseaus dirigerede apport og springapport. Jeg dømte dem selv og gav vistnok 9 og 9½, men at se hvor disciplineret Osseau udførte øvelserne, og Anitas glæde over at de to øvelser, som hun har kæmpet så meget med, pludseligt lykkedes begge to, det var da bare en fornøjelse!

Max’ LP3 var en blandet fornøjelse. Der var en del der gik godt: fællessit, springapport, indkald (uha dada!!!) og næseprøve. Fri ved foden var hæderlig, og resten (5 øvelser) fik vi alle nul for.

Men et nul er (naturligvis) i min opfattelse et vidt begreb. Så her er de øvelse for øvelse.
  • Fællesdæk. Han rejste sig efter 1 minut, men havde ikke pebet, og han snuste = var ikke utryg. Jeg dækkede ham af igen, og det samme skete lidt senere. Efter yderligere en periode mente Trine bestemt jeg skulle belønne, så det gjorde jeg. Og normal afslutning. Uha det var godt. Kun lidt lyd og det var efter at jeg havde belønnet og gik i skjul igen.
  • Stillingsskift. Vi startede med skiftet dæk-sit, og skulle derfra i stå; det skete ikke, så jeg måtte gå tættere på, og så ville han. Og så gennemførte vi resten på fuld afstand, specielt stå-sitten synes jeg var lækker.
  • Positioner under gang. Vi mistede de to første positioner, ståen troede jeg ellers vi havde styr på, ak nej.
  • Den dirigerede apport var helt håbløs, Max fulgte slet ikke dirigeringen.
  • Fremsendeingen var den helt store nedtur, for vi havde fået lavet et setup hvor kantbånd og felt stod på en måde, så afstanden mellem de to åbenbart kunne opfattes som et felt. Så er det virkelig man begynder at fundere over hvad hunden går efter.
Min konklusion: Der er meget der ikke virker helt klar til LP3. Der skal seriøst arbejdes med generalisering.

Lille Bjørn arbejdede virkelig godt i dag. Der var en række detaljer der kiksede, men generelt var jeg ualmindeligt tilfreds med ham.
  • Han lagde sig efter 20 sekunder i fællessitten (naboen lagde sig præcis samtidig, var det noget de havde aftalt?),
  • Perfekt fællesdæk.
  • Flot fri ved fod men desværre en række skævsidninger,
  • 4 ekstra kommandoer i stillingsskift (stå-dæk resulterede i stå?),
  • en flot dirigeret apport men meget tæt på tyvstart,
  • han tabte springapporten i forbindelse med tilbagespringet,
  • han fik nogle flotte stå og dæk under gang men mistede sit,
  • han lavede et superflot indkald (jeg mistede fordi jeg skulle bruge en ekstra indkaldskommando)
  • og endelig en meget pæn næseprøve.
Den næstsidste prøve i konkurrencen Årets rallychampion blev afholdt i dag og listen er opdateret i eftermiddags.

Christina er i gang med en uddannelse som hundemassør, og i dag fik Megan og Lille Bjørn glæde af at være to af hendes demohunde. Megan var skeptisk, men det virkede som om hun endte med at nyde det. Lille Bjørn havde vi advaret Christina imod, men han var naturligvis eksemplarisk.

Ved rallyprøven 26.4 i Hvalsø skal jeg være dommerelev og havde inden tilmeldt Max og Megan. Det ser heldigvis ud til at Sidsel og Bylgja kan overtage Max’ plads, så er det nemmere at overskue for mig, og Sidsel blev meget glad.

Til aften havde vi bestyrelsesmøde i Sydkystens Hundeskole, og det gik lidt over tid, fordi vi blev revet med. Jeg er ret vild med den bestyrelse!

lørdag den 20. april 2013

Årets ...

Frokost i haven for første gang i år

Da Johanna og jeg for over et år siden fik ideen til konkurrencen Årets rallylydighedschampion beskrev vi formålet således: ”Formålet med konkurrencen er at skabe yderligere et incitament til at deltage i denne udfordrende og ikke helt nemme klasse.”

Vi havde ikke forestillet os, hvordan klassen ville udvikle sig. Og det er bestemt ikke, fordi vi tror at konkurrencen har gjort det alene, men omvendt er der et konkurrencegen i stort set alle, der går i denne klasse, og så er det sjovt at have noget at kæmpe for. Så vi tror konkurrencen har gjort en forskel.

Den aktuelle stilling står her.

Der er to prøver endnu, der tæller med, i morgen i Sabroe og på fredag i Hvalsø.

Men det skal ikke afholde mig fra at komme med lidt nørdede data :-)

Der har været afholdt 69 prøver i perioden, der har været 62 ekvipager oppe (som har opnået point, IB har jeg ikke registreret), der er i alt 348 pointgivende resultater, i gennemsnit har scoren været 89,90.

Alle points fra 70 til 100 har været givet, 70 2 gange og 100 2 gange. De tre mest hyppige scorer er 97 point (29 gange), 94 (28 gange) og 95 (25 gange). De mest sjældne scorer er 71 og 73 (1 gang hver) og 70 og 100 (2 gange hver).

Flest deltagelser er 23 (Annie og Tira), 17 (Sidsel og Bylgja) og 16 (Conni og Peia samt mig selv med Megan). Færrest deltagelser er 1, i alt 13 har ét resultat registreret.

Bedste gennemsnit for deltagere med mindst 5 resultater er Pia og Nemo med 97,2 på 9 prøver, Keld og Seven med 96,1 på 8 prøver og Pia og Mikkel med 95,1 på 9 prøver.

I alt 23 forskellige racer er repræsenteret (samt 5 uden stambog). Der er flest Border collier (13), dernæst sheltier (6) og så Australian Shepherd og Colli (4 af hver). 12 racer er repræsenteret med 1 hund hver, de fortjener at blive nævnt alle sammen: Bichon Havanais, Border terrier, Chesapeake Bay Retriever, Chihuahua, langhåret, Engelsk Springer Spaniel, Finsk Hyrdehund, Grand Danois, Gronendael, Hvid Schweizisk hyrdehund, Papillon, Rhodesian Ridgeback samt Schæfer.

Som et biprodukt af denne konkurrence fører jeg en uofficiel liste over kvalifikation til DKK’s DM 2013. Man kan kvalificere sig frem til 30. juni 2013, der er pt. annonceret yderligere 8 kvalificerende kredsprøver, og der er allerede 40 på kvalifikationslisten. Megan og jeg har 95 point og 1. vinder, og det rækker til en 19. plads. Der bliver ikke længere givet fribilletter til DM.

DKK har fra i år introduceret en årets rallyhund i ekspertklasse og championklasse, så ovenstående konkurrence stopper efter dette ene år. Der er ikke længere brug for at gøre noget særligt for at promovere denne klasse.

Præmierne i konkurrencen er først og fremmest æren, og jeg har lovet pokaler til de tre bedste ekvipager, rosetter til de tre følgende, samt en ærespræmie til bedste terrier.

Jeg kan allerede afsløre at jeg har bestilt rosetter til nr. 1-6 og at pokalerne bliver bestilt når jeg er sikker på hvem der skal have dem, da der skal navn på. Ærespræmien til bedste terrier bliver en flot roset, og det glæder mig rigtigt meget at det er Gisela og hendes dygtige border terrier Kali der skal have den.

Jeg vil gøre hvad jeg kan for at uddele præmierne hurtigst muligt efter 30. april. Jeg synes det er noget sjusk, hvis der går for lang tid, og jeg er da irriteret over at Megan, som blev årets spaniel i championklasse i 2012 ikke har fået sin præmie endnu.

Og jf. sidste uges blog om manglende pokaler til årets rally og LP-terriere , har jeg nu skrevet til DTK’s formand, nu er det blevet en principsag for mig.

I morgen er det alvor, med fuld LP3-generalprøve med både Lille Bjørn og Max. Det er NÆSTEN så stort som en rigtig LP-prøve, og det bliver rigtigt spændende at opleve de to unge herrer en uge inden årets for alvor debut i LP3.

fredag den 19. april 2013

Abstinenser og signaler

Det var ikke noget jeg specielt havde planlagt, men jeg kan mærke at det føles godt med lidt træningspause.

Jeg var lige ved at arrangere noget selvtræning med Lonni i eftermiddags, men det blev ikke til noget, så det endte med at jeg trænede med hundene i haven. 10 minutter til hver, og det gik fantastisk.

Med Lille Bjørn trænede jeg springapport, indkald, stillingsskift og positioner under gang. Kong med pib er jordens bedste belønning for ham, så hold da op hvor det gik flot. Det eneste der gik galt var min kludren med kommandoer.

Så kom Max ud og vi trænede de samme øvelser som Lille Bjørn. Måske den bedste springapport han har lavet (med den lille metalapport), et fantastisk indkald, nogle pæne stillingsskifter og så en lidt rodet stå under gang. Også her er Kongen et hit.

Jeg har et stykke tid døjet med at Max lagde sig i skiftet fra stå til sit, og i dag opdagede jeg hvorfor, fordi han på et tidspunkt var på vej til dæk men korrigerede undervejs og satte sig. Og ja, det er sjovt nok en førerfejl … Mit håndtegn til dæk er det meget almindelig vippen med håndleddet. Håndtegnet til sit, er lige så almindeligt en løftet hånd. Det jeg så var at Max var på vej til at dække i starten af min håndbevægelse, men rettede op i fortsættelsen. Han reagerer så meget hurtigere end Megan og Lille Bjørn, og han har naturligvis opfattet min begyndende håndbevægelse som et dæktegn. Uha dada, hvad er det for en fører …

Til sidst trænede jeg med Megan. Spring, flyverspring, sideskift og vendinger til/fra højre side samt bakning. Det gik fantastisk alt sammen. Megan er vidunderlig at træne med.

I dag fik jeg den officielle resultatliste fra championklassen i Ølstykke i søndags, og konkurrencen om at blive årets rallychampion 2012/2013 er ved at blive afgjort, se her. Der er 62 hunde der har fået point i championklasse siden 1. maj 2012, og som man kan se er niveauet ikke bare højt, det er MEGET højt!!!

Der er tre prøver endnu inden konkurrencen afgøres 1. maj 2013, men toppen bliver nok svær at ændre. Megan ligger på 18. pladsen, og jeg håber vi kan score lidt ekstra point i Hvalsø 26. april.

På samme liste kan man se en uofficiel liste over kvalifikation til DM 2013. Da Megan fik 95 point og blev 1. vinder 26. august 2012 regnede jeg det for en sikker DM-kvalifikation. Det er det bestemt ikke. Megan er nummer 19 nu og der er 8 kredsprøver endnu. Vi har en chance til 26. april, det bliver spændende.

torsdag den 18. april 2013

Positiv forstærkning


Hvis der er nogen der synes, at jeg har det godt, så synes de rigtigt. Jeg har en pragtfuld søn med godt arbejde og en ualmindeligt sød kæreste. Jeg har tre dejlige hunde, som elsker at træne og konkurrere og er sunde og raske. Jeg har en privilegeret tilværelse som konsulent med flere gode opgaver. Jeg kan vælge og vrage mellem dygtige hundetrænere og går fast hos Johanna og Anita. Jeg er formand for Danmarks bedste hundeskole. Osv.

Og først og fremmest har jeg det sikre bagland i form af Kirsten. Hun læser ret fast ikke min blog, men engang imellem gør hun, og jeg er sikker på at hun reagerer, hvis hun læser denne :-) Jeg vil ikke gøre hende flov, så jeg vil nøjes med at skrive, at min gode tilværelse, som den ser ud i dag, ikke ville kunne fungere uden hende. Det er Kirsten der sikrer fundamentet.

Både Kirsten og en del hundevenner minder mig om det en gang imellem og så kan jeg godt finde ud af at positiv forstærkning også virker på mennesker …

I dag havde jeg inviteret Kirsten på l’Education Nationale, yndlingsrestauranten!!! Vi fik for jeg véd ikke hvilken gang et fantastisk måltid og nogle dejlige vine til. Som afslutning fik Kirsten en dessert og kaffe, jeg en double express og petit four. Da Kirstens kaffe var drukket fandt hun ovenstående hjertemønster i bunden af kaffekoppen. Et hjerte, Afrika, et andet godt tegn, var nogle af de gode bud på hvad det var.

onsdag den 17. april 2013

LP-prøvesæsonen står for døren

Efter en skøn vintersæson med masser af indendørs træning i hallen, er vi nu tilbage på græs og det føles rigtigt godt. Og det er bestemt noget af en omvæltning træningsmæssigt ikke mindst med den unge hr. Max.

Efter weekendens prøver er det ikke blevet til så meget træning, men i dag kom vi heldigvis i gang igen. Max og jeg deltager på Anitas rallyhold, hvor jeg også bistår med en bane pr. deltager. Jeg skal virkelig minde mig selv om at sænke kriterierne, for det er rigtigt svært for Max at gå uden for hallen, og så var der også en løbsk tæve. Periodevis gik det ok, og jeg skal huske at være mere flittig til at belønne. Som Christina skrev til mig en gang: Jeg skal bare gøre det, jeg fortæller kursisterne at de skal gøre :-))))

Derefter var vi på Anitas LP-hold, og der skete flere interessante ting, bl.a. måtte jeg to gang afbryde næseprøvesøgningen, som blev til snus i græsset i stedet. Vi endte dog med en pæn, færdig øvelse.

I den skarpe ende var fællessitten, springapporten, positioner under gang samt indkald. Der er til gengæld betydeligt forbedringspotentiale i fællesdæk, stillingsskift (hjemmeopgave modtaget), dirigeret apport og fremsending (det var for svært mellem træerne). Det er et lille luksushold, så der er god tid til at tale detaljer og have det hyggeligt.

På søndag står den på generalprøve for 6 førere med 9 hunde, og så kommer der ellers en måned fra 26. april til 26. maj med 2 x rallyprøve, 8 x LP-prøve, 1 x udstilling samt det løse. Om ikke andet får jeg og hundene god erfaring i at gå til prøve :-)

søndag den 14. april 2013

Rallybedømmelser – og skønne nørdresultater

Næstefter at opnå gode resultater med mine egne hunde er der ikke meget større fornøjelse i hundeverdenen end at gode hundevenner opnår de resultater, som de fortjener. Så jeg vil gerne indlede denne blog med endnu engang at ønske kæmpestort tillykke til Susanne og Bastian samt Lonni og Columbo. Susanne og Bastian var for anden gang oppe i eliteklassen i LP, og fik 254½ point, 1½ point fra en 1. præmie, og blev 1. vinder. Og Lonni, som debuterede i LP1 med Columbo og blev 4. vinder ud af 24 hunde med 164 point. Det er to meget ihærdige og målrettede førere og det er superflotte resultater begge to.

Desværre fik jeg ikke set noget LP, fordi jeg var elev i rallyringen, hvor Pia Johnsen dømte 29 championhunde og 27 ekspert hunde. Jeg havde naturligvis nær(gen)læst rallyreglerne inden og det var godt nok interessant at skulle følge så mange hunde og give præcise kommentarer til, hvad der skulle trækkes for. Stor respekt til dommerne, der skal holde fokus på 45+ hunde til en prøve, og bedømme alle fair.

Jeg havde Megan med som første hund i championklasse og Max som anden hund i ekspertklasse.

Jeg synes selv Megan gik ganske pænt, men der var et par dumme fejl, som jeg nok ville have dømt hårdere end Pia Johnsen gjorde, så jeg var ganske tilfreds med 94 point. Ikke mindst fordi Megan var godt på og logrede hele vejen igennem. Det er pointmæssigt vores bedste resultat siden kredsprøven i Spøttrup 26. august 2012, hvor vi med 95 point og 1. vinder forhåbentlig kvalificerede os til DM 2013. Men der er godt nok mange, der kæmper om kvalifikationspladserne.

Max fik IB, fordi jeg sprang et skilt over. Men inden da måtte jeg konstatere, at han var meget lidt fokuseret. Jeg tror vi lavede 4 øvelser om, og jeg havde slet ikke den forventede kontakt med ham. Så der er bestemt grundlag for at arbejde videre med generalisering af kontakt med mange flere forstyrrelser.

lørdag den 13. april 2013

Max på udstilling – og manglende pokaler

I dag var vi på DTK’s udstilling i Hårlev med Max. Vi havde ikke helt fået koordineret med Max’ opdrætter Tinna Grubbe, så vi troede ikke hun kom, men det gjorde hun og så udstillede hun ham naturligvis flot. Han fik excellent, ck (for første gang) og blev BH4 med nydelig kritik, som kan læses her.

Der er tradition for at der på den første sjællandske udstilling uddeles pokaler til årets LP- og rallyhunde i DTK. Sidste år fik Lille Bjørn to pokaler for hhv. årets LP2 og årets rally ekspert 2011, jeg kunne ikke være med, fordi jeg var i München og høre Ken Ramirez (gyldig undskyldning).

I dag havde vi pokalerne med tilbage, og selvom jeg ikke havde hørt noget om pokalerne for 2012, håbede jeg da at få noget med hjem. Det fik jeg ikke …

Og begrundelsen: Jeg var den eneste der havde indsendt resultater til konkurrencen for 2012 :-(((((

Præmisserne er ellers tydelige nok. I februar nummeret af Terrier Nyt blev man bedt om at indsende resultater inden 1. april, det gjorde jeg, for 2012 var da ikke et dårligt år:
  • Max fik følgende bedste resultater: LP1 154 point, LP2 184,5 point, Rally begynder 95 point, Rally øvet 95 point.
  • Lille Bjørns bedste var LP3 202 point og Rally ekspert 96 point.
Jeg kan ikke se reglerne på DTK’s hjemmeside, og der kan være tvivl om hvorvidt der skal en 1. præmie i en klasse til. Men jeg mener at jeg har vundet 5-6 af klasserne efter de opslåede regler.

Det har jeg nu skrevet til den ansvarlige i DTK om, så jeg håber da at jeg på et passende tidspunkt får 5-6 vandrepokaler.

Jeg er lidt skuffet, men ikke overrasket, for det afspejler blot det ufatteligt lille fokus der er på LP- og rally i flere specialklubber.

fredag den 12. april 2013

Prioritering

Onsdag startede den sidste runde indendørstræning på Anitas rally- og LP-hold i hallen.

Jeg har lovet at hjælpe til på rallyholdet, så jeg gik første de opstillede baner (1 ude og 2 inde), valgte en æresplads dæk ved siden af, og så kom alle deltagerne ud og gik den udendørs bane, efter den første indendørs hos Anita.

Det var en stor overraskelse for flere førere hvor stor forskel der var at gå ude i forhold til inde, så det var rigtigt godt at få taget hul på det, inden de fleste af dem skal op i Ølstykke på søndag.

Jo mere jeg gik med Max, jo bedre gik han – og ja, han var ikke varmet ordentligt op. Som sædvanlig fik jeg godt input fra Anita, denne gang specielt om belønningsstrategi.

Dernæst et lille luksus LP-hold.

Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, virkede Max lidt træt.

Dagens ”sjoveste” oplevelse var stillingsskiftet. Vi lagde ud med dæk stå på 5, 10, 15 og 20 meter. De to første flotte rent verbalt, de to sidste krævede også håndtegn. Så ville jeg udføre seks skifter på 4 meter, og sørme om han ikke blev ved med at reagere på Anitas kommandoer. Uha, endnu mere at træne.

I fællesdækken blev han liggende, men der var mere lyd end der har været i lang tid.

I den positive ende var en fin fri ved fod (skarpe vendinger), nogle flotte ståer i stå under gang, og en superflot springapport.

Torsdag lignende en potentielt sej dag i kalenderen, først hos en kunde indtil 12, derefter til næste kunde indtil kl. sent.

Jeg må indrømme at jeg følte mig ret slidt, da jeg kom hjem, så de to LP-hold hos Johanna måtte jeg melde afbud til. Det er bestemt ikke hverdagskost, for ikke at sige det sker stort set aldrig. Men sådan blev det bare. Dels vil jeg normalt prioritere arbejde over hobby, dels er det naturligvis ikke fornuftigt at træne, hvis man ikke er oplagt.

I dag var jeg omkring Deki på vejen hjem. Vandrepokalen for bedste LP2-hund i DTK var blevet indgraveret og skulle afhentes. 530 kr. kostede det! Nå, Lille Bjørn fik alle titlerne med, og det ser flot ud.

Ingen træning, men Kirsten fik finpudset Max, som skal udstilles i Hårlevhallen i morgen, og jeg fik gået lidt med ham i udstillingsline.

I morgen skal vi så til Hårlevhallen, aflevere Lille Bjørns to vandrepokaler (bedste LP2-hund og bedste rallyeksperthund i 2011) og udstille Max.

Søndag står den på rallyprøver i Ølstykke. Megan som nr. 1 af utrolige 29 hunde i championklasse og Max i ekspertklasse. Det bliver stort :-)

tirsdag den 9. april 2013

Udendørs træning

Endelig er det blevet vejr til udendørs træning.

I går aftes startede jeg en sidste runde LP-hold indendørs, men solen skinnede og selv om det ikke var specielt varmt blev begge hold gennemført udendørs. Og da vi sluttede var kl. 20.30 og det var ikke mørkt. Jeg havde valgt fokusøvelserne fremsending (2 felter), apportering (nye apporter) og næseprøve – og mellem de to hold var der fælles fællesøvelser. De fleste af deltagerne har været med til indendørs træning adskillige gange, men der skete da noget med hundene denne først gang på græs :-)

Alle fik tilbuddet om også at træne inde, men der var ikke meget aktivitet i hallen, og vi måtte tænde lyset, da vi skulle udstyret ind igen.

I dag var jeg på arbejde indtil 12.15 og skulle så til min 5-årlige recertificering som IPMA B-projektleder. På vejen kom der lige en besked fra Anita, om jeg ville træne kl. 16 i Benløse og det passede da perfekt.

Så efter en positiv recertificering (jeg bestod) gik turen hjem, hente Max og så af sted til arealet ved Ringsted Agility Forening. En glimrende mulighed for at træne udendørs et nyt sted.

Det blæste rigtigt meget, så det var en fin ekstra forstyrrelse.

Det endte med at vi tog det meste af LP3-programmmet bagfra og på skift, så var det lidt bedre chance for at holde varmen :-)

Hvis jeg starter med det, der halter: Den dirigerede apport er bestemt ikke sikker; jeg skal arbejde med ro i starten af øvelsen og i udgangen, og at han fastholder fokus på den rigtige apport, når han drejer. Indkaldet skal jeg virkelig tænke mig om med, og starte på kortere afstand, fremfor at reducere, fordi det mislykkes :-(

I fri ved fod arbejdede vi kun med langsom gang og venstrevendinger.

Vi lavede en enkelt fuld næseprøve, rigtigt pænt.

Og så de to fokusøvelser fremsending og stillingsskift. Fremsending med to forskellige felter. Det var allerførste øvelse, og Max var ikke varmet op, så der kom nogle mærkelige indløb fra siden, men ellers er jeg ved at tro på at denne favoritøvelse er ved at være fornuftigt generaliseret og bliver det yderligere de kommende uger.

Stillingsskiftet MÅTTE jeg starte med dæk-stå på 10 m, og det var fantastisk! Derefter 6 skifter på 3 meter med kriteriet at tage alle skifter første gang. Også en succes.

1 times kold træning, men med dejligt fokus fra en næsten overtændt Max.

søndag den 7. april 2013

Årets første LP3-prøver

I dag havde vi uofficielle LP-prøver i Sydkystens Hundeskole.

Prøverne blev afholdt uden for vores hal, selv om det var vældigt tillokkede at flytte indendørs, for det var ikke specielt varmt og det blæste en del. Vi var fem førere og syv hunde, og naturligvis blev alt gennemført udendørs, for årets første udendørsprøver kommer lige om lidt.

De to LP1’ere gik eminent, den ene LP2’er og de fire LP3’ere måtte sande, at det er noget anderledes at træne uden for end inde i hallen. Masser af anderledes dufte og lyde, et andet felt (tyndt gult i stedet for bredt orange), et meget synligt kantbånd (pink), andeknogler i feltet mv. Intet specielt, men alt sammen noget der skal trænes.

Ja, måske ikke lige det med andeknogler … vi så lidt underlig adfærd ved feltet, bl.a. Lonnis Mayday der flot løb direkte mod feltet, løb uden om det og dækkede bagved … to gange! Da Lille Bjørn, dagens sidste LP3’er rejste sig fra dækken i feltet måtte jeg undersøge det nærmere, og ja, vi fandt knoglerne af et andenæb og lidt fjerrester. Ikke en undskyldning, men blot en konstatering af at der var en grund til at flere af hundene opførte sig anderledes i feltet.

Max havde sin uofficielle debut i LP3, og det blev en blandet oplevelse.

Det positive var en flot fællessit, en ganske pæn fri ved fod, en nydelig dirigeret apport, en superflot springapport, en ok positioner under gang (fik stå og sit og mistede dæk) og en fin næseprøve.

Så var der fire andre øvelser, som gav mere stof til eftertanke:
  • Fællesdæk. Han lå pænt i to minutter. Vi troede vi blev kaldt frem (tidsfornemmelse havde jeg ikke i dag) og det viste sig at der kun var gået to minutter, og det var LP2’eren der var kaldt tilbage. Men Max så mig, jeg gik i skjul med det samme, og han havde rykket sig noget frem lige efter
  • Stillingsskift var noget være skidt. Min forkommando er ikke tydelig, så Max troede at første skifte fra dæk til stå var et indkald :-( Vi lavede øvelsen om, og han kunne ikke komme fra stå til sit. Puha noget rod.
  • Indkaldet kom han alt for langt i, ommeren var ok.
  • Fremsendingen, han løb direkte til kantbåndet med keglen.
Ingen tvivl om at stillingsskift og fremsending udendørs er fokusøvelser det næste stykke tid.

Lille Bjørn var dagens sidste hund. Kirsten kom og hentede Max (som skulle trimmes) og afleverede Lille Bjørn, og han havde nok siddet i bilen et par timer inden han skulle på. Ud og luftes lidt, og så var han klar!

Dagens kommentarer:
  • Fællessit: 10
  • Fællesdæk: 9, satte sig da jeg stod ved siden af ham til sidst.
  • Fri ved fod: 8 et par skæve pladser og lidt hæng og en ekstra kommando
  • Stillingsskift: 5, det gik helt galt, en del ekstra kommandoer, og han kunne to gange ikke tage stå-sit (han dækkede)
  • Dirigeret apport: 9, jeg testede ham med 250 g apport, og det gik fint. Anelse skæv plads.
  • Springapport: 9, skæv plads
  • Stå, sid, dæk under gang 7, ret flot, men mistede sit
  • Indkald med stå: 8, lille skæv plads, og anelse langsomt stop
  • Fremsending: 8, rejser sig da jeg er på vej ud og får ekstra dæk
  • Næseprøve: 9, taber til sidst.
At få point i alle øvelser er nødvendigt, så det mål blev opfyldt. Det var første gang Lille Bjørn trænede i længere tid på dette areal, jeg var meget tilfreds. Og han var fint på hele tiden.

Samme kreds gentager arrangementet om 14 dage, og alle har masser at træne på!!!

lørdag den 6. april 2013

Spontan træning

Tre stk. få timer gamle pibelegetøj ...

Camilla sendt en sms først på eftermiddagen ”Vil du med ud at træne her i eftermiddag?”. Jeg kunne bestemme tid og sted, og så blev det Jersie kl. 15. Meget spontant, jeg havde ingen træning planlagt i dag, men jeg havde dog købt tre nye stykker pibelegetøj til Max og Lille Bjørn. Jeg endte med at tage Megan med (ren hygge) og Max (lidt træning udtænkt).

Camilla og jeg aftalte følgende forløb: Hendes program med Findus, mit program med Max, hendes program med Emma og så Findus & Max leg. Der var god distraktion af to børn med hunde, der løb løs, og synes vi var lidt interessante. Helt fint. Jeg huskede på at dette var første gang i rigtigt lang tid jeg var i Jersie for at træne – jeg tjekkede da jeg kom hjem, forrige gang var 4. august 2012! – så kriterierne blev justeret lidt.

Jeg arbejde med lidt fri ved fod med Max, han ville meget gerne arbejde for det nye legetøj, god kontakt og flotte pladser. Så havde jeg planlagt en LP2-apportering med 250 gr. apporten. Første gang smed han apporten på vej tilbage, og det var ok, fordi en af de fremmede hund løb lige hen til ham. I andet forsøg gik et fint, og ja, jeg huskede at klikke for at holde. Endelig næseprøve, to gange fuld øvelse, med belønning for at holde position i starten. Jeg havde prioriteret diskrimineringen, så der blev accepteret to forkerte løft i første omgang, og i anden en skæv plads og lidt tyg (jeg véd godt det er noget rod!). Men dejligt med fokus fra hr. Max et fremmed sted med gode forstyrrelser.

Jeg havde regnet med at Findus og Max ville tonse rundt da de fik fri til sidst, men de var skam pæne og ordentlige, og ville vældig gerne tilbyde pladser – men lidt leg blev det dog til. Og jeg testede lige fløjten tre gange, og hver gang kom Max direkte tilbage.

I morgen er det ”alvor”, årets første rigtige test af LP-formen med uofficielle LP-prøver i Sydkystens Hundeskole. Max og Lille Bjørn skal begge op i LP3 og det bliver fuld prøve udendørs.

fredag den 5. april 2013

Forstyrrelser

Skyer fredag morgen

Efter morgenturen skulle jeg naturligvis lave næseprøve med Lille Bjørn, han lavede tre flotte diskrimeringer og jeg kunne tage beroliget på arbejde.

På vej hjem var jeg inde omkring DEKI for at aflevere den vandrepokal, som Lille Bjørn vandt i DTK som årets LP2 terrier 2011. Nu skal den indgraveres, da den skal afleveres om en uge, og det kommer til at koste den nette sum af 350 kr., men vi besluttede altså at alle titler skulle med :-)

Max og jeg tog til selvtræning, der var ”kun” to andre, htm-stjernerne Emmy og Helle, og det var rigtig god træning med forstyrrelser.

Jeg startede indendørs og var efter et par øvelser gået udenfor for at arbejde med apportering, døren til hallen stod åben, og Max lavede et flot spring, løb forbi apporten og ind i hallen, med en noget overrasket fører bagefter – Max havde naturligvis opdaget at Helle var kommet, men han kom hurtigt tilbage, vi gennemførte en flot springapport, line på og så ind og hilse.

Helle spurgte pænt om det var ok at tænde for musikken, og det var naturligvis mere end velkomment!

Dagens største overraskelse var at feltet pludselig blev svært, da jeg brugte nogle andre kegler: et par grønne foran?! Og så skulle han også sendes gennem en port, ikke nemt. Men to flotte næseprøver, nogle rigtigt flotte stå - hvor jeg hjalp - afsluttet med to ”rigtige” der bare var knivskarpe. Og endelig et meget lækkert stop i et 25 m indkald.

Men skønt at træne med kvalificerede forstyrrelser! Max kiggede langt efter en urtepotte med en plante i, som Emmy brugte som rekvisit - så han glemte at samle apporten op inden han sprang tilbage.

Jeg kunne mærke at Max blev træt efter en times tid, men der blev godt nok også arbejdet igennem, og brugt en del forskelligt legetøj.

Og i øvrigt var der minimal lyd på Max.

Derefter gik turen længere sydpå i Køge, Christina og jeg skulle se på en hal, som er en kandidat til at blive Sydkystens Hundeskoles fremtidige residens.

Vi vendte tilbage til vores egen hal for at vende indtrykkene, og kunne samtidig nyde Emmy og Helles kvalificerede træning.

torsdag den 4. april 2013

"Sikre" øvelser

Torsdag morgen på Solrød Strand
 
Til aften startede en ny runde træning hos Johanna. Jeg havde noget arbejde jeg skulle nå til aften og meldte derfor fra til anden time, men havde begge hundene med til den første. Og så endte det alligevel med at jeg tog fællesøvelser og en runde med på andet hold.
 
Max var så stille, at det var næsten underligt. Heldigvis gøede han da Marie og Chelsea kom, så det er ikke fordi han har mistet stemmen :-)
 
Dagens rigtigt gode øvelser med ham var dirigeret apport (uha den var skarp), næseprøve og fællesdæk (!). I sidstnævnte var der stort set ingen lyd, det var faktisk stille de gange jeg var i skjul …
 
Fællessitten kniber det stadig med at få øget tiden, selvom jeg har reduceret afstanden. Og positioner under gang gik helt i skuddermudder. Det virker som om han tager en vilkårlig position uafhængig af hvad jeg siger. Så træningsplanen er: Fokus på de to usikre (dæk anser jeg for sikker), og kampagne på første den ene i 3 dage så den anden i 3 dage, og opbygget forsigtigt igen. Det var en øvelse jeg regnede for stabil for ikke så længe siden, men det er den bestemt ikke.
 
Lille Bjørn havde jeg med i går eftermiddags og så igen til aften. Jeg synes hans stabilitet generelt er blevet højere - hvilket også er ret afgørende for hans LP-resultater :-)
 
Bortset fra aftnens sidste øvelse var han en total stjerne med fantastiske fællesøvelser, positioner under gang, indkald (!) og fremsending.
 
Allersidste øvelse var næseprøve, og det gik helt i skoven. Han diskriminerede slet ikke, fik vistnok 2 gange rigtigt da der lå 2 pinde. Og da jeg ville prøve med alle igen til sidst – på trods af at Johanna frarådede det – og det gik galt, kostede det kage til næste runde. Rigtigt dumt førerarbejde ...
 
Jeg regner med at den sidder i skabet i morgen tidlig igen! For det bestemt en af vores sikre øvelser ...

onsdag den 3. april 2013

Der er forår i luften

Solopgang tirsdag morgen

Det kan godt være det er lidt frost om natten, men om dagen er der ingen tvivl: Foråret er på vej, og så er det meget sjovere at gå morgenturen og nyde det herlige vejr.

I går var jeg først hos Maja Guldborg med Megan, og det er heldigvis meget bedre end sidst (80 % var vurderingen), så vi fortsætter med øvelserne og er i fuld vigør til udendørssæsonen.

På vejen hjem fik jeg afleveret resultatlisterne fra rallyprøven 31. marts, dejligt at have DKK så tæt på.

Anita spurgte lige over middag om jeg havde tid til at træne i dag til formiddag, men det kunne jeg desværre ikke pga. en konsulentopgave. Held i uheld blev den annulleret, så jeg benyttede lejligheden til at få aftalt træning med Anita i dag.

Gæs på vej nordpå onsdag morgen

Anita og jeg valgte at lægge træningen med Osseau og Max udendørs. En fuld LP3 uden fællesøvelser, men hvor vi tog øvelserne på skift.

Og vi kunne efter træningen samstemmende konkludere at det var en rigtig god idé og på høje tid. Max skal op udendørs 28. april, så der er en del der skal arbejdes med.

For hold da op hvor var det distraherende at gå ude. Vi fik gode forstyrrelser fra et nærliggende byggeri, trafik på vejen, et par hundeluftere, så det var perfekt til træning.

Først og fremmest skal jeg arbejde med kontakt igen igen.

Det jeg blev mest overrasket over var at stillingsskiftet blev usikkert og så at fremsendingen gik helt i kludder.

Vi havde stillet to felter op, og de var begge lige svære at finde. Og det første trak Max lidt da vi gik over til det andet.

I den dirigerede apport kunne Max helt sikkert ikke se den lille apport, så vi skiftede til den mellemstore, det gik meget bedre og han havde et super optag og greb om den.

Springapporten var superb.

Og næseprøven var rigtigt flot, og det er det mindste tyg jeg har oplevet.

Men alt i alt rigtigt meget at tænke over med hensyn til generalisering af træningen.

Lige inden jeg kørte fra hallen kl. 11 fik jeg en mail fra DKK om at materialet til LP-prøven 28. april var klar, så det hentede jeg lige på vejen hjem.

Og så gik Kirsten og jeg en tur med alle hundene i Trylleskoven og Max og Megan fik leget med to herlige Jack Russell terriere.

Lidt senere står den på selvtræning med Lille Bjørn og Kirsten og jeg slutter med et let måltid hos Slagter Stig, delvis betalt af et gavekort som jeg fik af dem til min fødselsdag.

Det har været to skønne dag.

mandag den 1. april 2013

Forårsfortsætter

Lille Bjørn ønsker sig pink blæksprutte :-)

Dette blogindlæg er dedikeret til Siri Jungersen, som tak for et meget meget inspirerende kursus fredag og lørdag.

I min blog 31. december 2010 skrev jeg ”Jeg er bestemt ikke en person der har nytårsfortsætter: Hvis noget skal laves om, skal man ikke vente til nytår, men bare beslutte det, sætte et mål, sætte delmål osv.

I dag var der dømt træningsfri dag, fordi Kirsten og jeg skulle til København, men hun ombestemte sig. Vi tog i stedet til Roskilde med alle hundene og gik en tur på havnen og omkring området ved Vikingeskibsmuseet. Fantastisk lækkert i det skønneste forårsvejr, og masser af aktivitet med både der blev klargjort, herunder også flere af vikingeskibene.


Jeg kunne ikke stå for navnet på dette skib, fotoet blev sendt som en kærlig hilsen til nørdede Fru Larsen.

Hjemme igen fik vi frokost. Ikke helt ernæringsmæssigt korrekt: en hindbærsnitte og kaffe og derefter et stykke rugbrød med en rest oksemørbrad med remoulade og ristede løg. Mums.

Så gik hundene og jeg i havene og samlede efterladenskaber op. Selvom det sker af og til, så kommer der altså en del fra tre hunde, men nu er der nogenlunde rydeligt.

Og så er der det med forårsfortsætterne.

Jeg har virkelig tænkt meget over det input jeg har fået fra Siri Jungersen fredag og lørdag. Og det jeg i første omgang har valgt at arbejde med er følgende:
  • Kontakt og motivation generelt, hvor jeg arbejder mere aktivitet med at belønne (legetøj og mig selv)
  • Fokus på at den enkelte hund i hver øvelse arbejder med den rigtige motivation
  • Fokusmomenter for Lille Bjørn:
    • Lige pladsposition venstre om (ikke bagom),
    • tempo i indkald og
    • apport med attraktivt bytte (legetøj)
  • Fokusmomenter for Max:
    • At lyd aldrig belønnes,
    • at positioner holdes i stillingsskift (ro og konsekvens hos fører) samt
    • aldrig belønning for tyg (apport og næseprøve)
Det skønne vejr gav mulighed for den første udendørstræning i mange måneder, det foregik i haven, og nøj hvor føltes det godt.

Jeg startede med Max, og jeg tror vi trænede godt en halv time, og så var jeg godt varm og måtte holde en pause. Det er hårdt at arbejde med aktiv belønning :-) Jeg skulle vænne mig til at det var et nyt træningssted, så kriterierne skulle sænkes. Max skulle vænne sig til at der var legetøj som belønning hver gang, og det gav nogle misforståelser i starten, men pludselig kørte det bare.

Den sidste af springapporterne, hvor jeg kun havde fokus på fastholden i afslutningen, var strålende. Ingen klapren med tænderne om metallet, og belønning for at holde. Perfekt.

I indkaldet fik jeg først alt for meget tempo (pga. pibedyret), så først da jeg fik placeret det på container bag ved ham fik jeg fuldt stop.

Næseprøven var lidt forvirret første gang, fordi han ville hen til pibedyret, men det lærte han hurtigt at abstrahere fra, for det kom jo efter at han siddet i plads uden at tygge.

Og så lavede vi lige en fællesdæk på 45 sekunder, hvor han lå bag drivhuset, så han ikke kunne se mig. Og der kom ikke en lyd.

Herligt, og hvilepause til føreren.

Senere blev det Lille Bjørns tur. Efter cirka et kvarter pustede han en del, og jeg besluttede at stoppe mens legen var god.

Det var en af de mest fantastiske træningsrunder jeg har haft med ham. Vi arbejde med to øvelser og et moment, og alt gik fantastisk.

Første øvelse var springapporten. Først ville han slet ikke springe, men efter lidt opmuntring kom der masser af energi og nogle flotte pladser. Pladserne med lidt hjælp til at begynde med, men derefter uden. Og hver gang belønning for at holde uden at jeg tog apporten.

Anden øvelse var indkaldet. Igen lidt opvarmning, og så tog vi et par på 18 meter med god fart og skarpe stop.

Endelig arbejdede vi lidt med plads forfra, helt som på begynderhold: skarp plads, kaste godbid, lidt hjælp til den lige plads som udfases og efter 4 gentagelser var det perfekt, han fik legetøjet og vi stoppede.

Det var dagens træning. Dvs. jeg ville lige ned og se til stranden inden aftensmaden, og ville tage alle tre hunde med. Kirsten foreslog at jeg kun tog Max med, uden line = træning af tillid.

Det gjorde vi så … Hvis Max er løs og ser en anden hund, vil han meget gerne forlade mig, og når jeg har tre hunde med er det lidt bøvlet at styre. Nu havde jeg kun Max at holde øje med, og så gik det naturligvis fantastisk. Jeg havde forsynet mig selv med 5 Frolic'er i passende stykker samt et stykke pibelegetøj. Vi gik fri ved fod, med legetøj som belønning, lidt fri, mere fri ved fod, mest legetøj men også godbidder. To nemme øvelser nede på stranden, uha det var svært, han var på udkig efter andre hunde, men sørme om vi ikke fik en plads med god kontakt og et stillingsskift, begge efterfulgt af leg med pibelegetøjet. Tilbage over klitterne og op ad stien var det med fuld koncentration (alle tre gangarter), og belønning. Da vi var næsten oppe ved lågen så jeg en kondiløber uden hund på vej ned af vejen, så jeg løb op foran vores låge og stoppede med Max i plads, og belønnede mens kondiløberen løb forbi, øhh stoppede op og hilste, det var vores nabo :-)))) Max holdt positionen og fik masser af belønning.

En rigtig god start på forårsfortsætterne!