lørdag den 27. september 2014

At fastholde nuet

 
Mange kender sikkert øjeblikke, hvor alt føles perfekt – og hvis man kunne fryse verden, så skulle det være netop dér.

Engang troede jeg at jeg kunne fastholde øjeblikkene ved at skrive noget ned eller tage et foto, men jeg tror faktisk at de rigtigt fantastiske øjeblikke bare bliver lagret et sikkert sted mellem hjertet og hjernen, og kan tages frem, når der er brug for det.

Solopgang tirsdag morgen

Jeg er næsten altid glad om morgenen, det er bare så skønt at gå på stranden med tre hunde og indsnuse alle mulige spændende dufte og mærke at man er i live. Netop nu oplever vi solopgange som ovenstående fra i tirsdags – jeg kan næsten mærke musikken spille inden i mig. Sådan en dag kan kun blive en god dag.

Det blev den også træningsmæssigt hos Susanne om aftenen, hvor Lille Bjørn igen var en superstjerne. De to momenter, der drillede, var apportøvelserne, fordi han hverken i den dirigerede eller springapporten kunne se apporten første gang, så vi måtte lave dem om. Men når han kan se apporterne er der ingen slinger. Det med at gå efter vinklen i den dirigerede synes jeg heller ikke er nogen option, fordi de sjældent bliver lagt så præcist, at det er anvendeligt til en prøve.

Alt andet gik fra godt til supergodt. Stillingsskiftene er med fuld glæde, så nu er vi også begyndt at se på præcision igen. Det nye legetøj (en tiger, som Max har vundet) var et kæmpehit. Det er en fornøjelse at træne hos Susanne, som har et utrættelige engagement og nye tilgange til at løse problemerne.

Glad rallytræning,  halen er oppe

Onsdag sluttede udendørs rallyrunden i Osted, og som sædvanlig var Max med og testede banerne inden.

Mit eneste kriterie med ham er halen oppe, og det var den også hele tiden. Vi arbejdede mest med motivation og ganske lidt med præcision, og vi havde en fest.

Da Summer kom, fik de lov at lege lidt sammen, og man kan se fartstriberne på fotoet øverst:-)



0 Torsdag tog vi meget spontant til Slagter Stig i Køge og fik aftensmad til Early Bird pris og bagefter gik vi en tur med hundene i det spændende område ned mod Sydstranden.

Sankt Johannes Kyrka, Malmö

I dag kom så dagen hvor Frasse skulle døbes. Det blev en uforglemmelig dag, hvor Frans Felix Wäreby Dünweber, hyggede sig gennem dåbsritualet – og alle gæsterne havde en dejlig eftermiddag sammen.

Her er et foto fra dåben, hvor Frasse nysgerrigt vil se hvor vandet kom fra!
 

Og her er et foto fra fotosessionen til sidst, hvor der blev taget fotos af hele selskabet samt af Frasse, forældre og bedsteforældre.

Det er en dag med masser af øjeblikke, som er lagret på lykkekontoen.

I morgen står den på LP-træning, klargøring af hal (nu starter indendørssæsonen!) og så skal Kirsten og jeg i byen og fejre vores 35 års bryllupsdag.

søndag den 21. september 2014

Hundene synes bestemt det er sjovt

Mine seneste blogs afspejler sikkert en skøn – eller mindre skøn – blanding af forventninger, frustrationer, ærgrelser, forhåbninger mv.

Men grundlæggende handler det naturligvis om at have det sjovt med sine hunde.

I dag havde jeg aftalt at mødes med Anita i Benløse og træne. Der blev sendt nogle beskeder frem og tilbage fra morgenstunden, fordi vejret ikke var helt med os. Men vi mødtes naturligvis og vejret var perfekt træningsvejr. Jeg havde Max og Lille Bjørn med, Anita Osseau, og vi gik tilfredse hjem efter træningen med tre stjernehunde.

Med Max handlede det kun om at have det sjovt. Lidt fremsending, lidt springapport, lidt stillingsskift, lidt bakning, lidt sjov, som Anita foreslog: spring, rallyfelt og derfra til LP-felt. Intet problem. Max er superskarp og øv øv med hans lyd.

Lille Bjørn var totalt tændt, han syntes bestemt det var urimeligt, at han skulle se på, at jeg trænede med Max. En blændende fri ved fod, efterfulgt af et rigtigt pæn stillingsskifteøvelse. En superflot dirigeret apport med perfekt plads til sidst. Nogle ok positioner, men Anita anbefalede at jeg træner det fulde forløb, fremfor de enkelte momenter – ja, Lille Bjørn kan sekvensen. Og så en flot fremsending.

Det var en god oplevelse efter torsdagens generalprøve.

Generalprøven havde jeg det dog ikke dårligt med, og da jeg fik en sending fotos fra Camilla (Grafiko.dk) var det tydeligt, at Lille Bjørn bare var totalt på!

Fri ved fod

Fri ved fod

Fri ved fod

Dirigeret apport

Dirigeret apport

Dirigeret apport

Dirigeret apport

Du er en stjerne!

Springapport

Springapport

Springapport
 
Indkald

Indkald

Indkald

Indkald

Næseprøve

Næseprøve

Næseprøve

Næseprøve

lørdag den 20. september 2014

Pardon me, if I'm sentimental


 
1. september 1959 startede jeg i 1. klasse på Sankt Knud Lavard skole i Lyngby. Jeg skiftede skole efter 5. klasse.

I forbindelse med skolens 50 års jubilæum 2004 satte jeg mig for at komme i kontakt med mine gamle klassekammerater og det lykkedes over al forventning – jeg fik kontakt til alle de levende samt information om den ene, som ikke levede længere.

Mange af os mødtes til skolens jubilæum og flere af os mødes årligt, i år kun 4, men det blev det ikke mindre hyggeligt af. Vi spiste – efterhånden traditionelt – på l’Education Nationale – og vi havde en dejlig aften Vibeke, Bente, Preben og jeg.

Naturligvis talte vi om gamle dage, men absolut mest om vore dage. Det er hver gang lige fantastisk,. Den lagde periode, hvor vi ikke har set hinanden, er bare forsvundet og vi taler som sammen som om vi har kendt hinanden altid. Hvad vi næsten også har.

Preben plejer ikke at være med, så nogle af de historier som vi andre har helt styr på, skulle lige genopfriskes. Bl.a. den sørgelige historie om Lisbeth. Dengang jeg satte gang i eftersøgningen af klassen var der flere  der mente at hun vistnok var død. Det, måtte jeg naturligvis finde ud af. Det er en rigtigt spændende historie hvordan jeg fandt ud af det, men den korte historie er, at Lisbeth døde lige før hun blev 22 år, hun havde lige født sin datter og nåede aldrig at opfatte det. Da denne sørgelige historie kom frem var Maria og jeg på klassens vegne på kirkegården og lægge en blomst på hendes grav.

Det viste sig at Preben, ligesom jeg og flere andre i klassen, havde været forelsket Lisbeth. Fandt vi ud af så mange år efter. Hun har virkelig gjort indtryk på os.

Jeg bliver også indimellem sentimental, når jeg ser hvordan hundene bliver ældre. Megan 11 ¼, Lille Bjørn 7 ½ og Max 3 ¼. 22 år i alt, og Kirsten synes det er passende at vi afvikler menageriet i takt med at hundene dør. Hvilket vi bestemt ikke er enige om, men det får mig til at tænke på, at tiden nærmer sig, hvor det at anskaffe en ny hund ikke er en mulighed længere.

Megan er blevet udskiftet med Max til et par kommende rallyprøver – hun skal kun op til DKK- eller DKK kredsprøver fremover. Jeg kan godt mærke, at tidspunktet hvor hun skal sendes på pension er ved at nærme sig. Måske burde det være nu, men jeg synes ikke vi skal ende karrieren med 2 IB’er.

Og jeg tror der er masser af krudt i Muggen endnu.

Men når hun bliver pensioneret, så skal det nok give anledning til en masse sentimentalitet.

torsdag den 18. september 2014

Op- og nedture


Lille Bjørn og jeg hyggede os til uofficiel LP-prøve torsdag, det blev dog ikke til så mange point  (foto: Grafiko.dk)

Normalt ville jeg have skrevet om søndagens rallyprøver for længst, men af to grunde havde jeg ikke lyst hverken søndag eller mandag. Og så blev der ikke tid før i dag. Godt det samme, for så kom der et positivt skær over min private del af prøven …

Prøvepladsen i Osted søndag morgen

Vejrudsigten for søndagen havde været lovende nogle dage inden, men på dagen var der intet at gøre. Ovenstående var synet der mødte os, da vi kom frem søndag morgen. Vi kunne godt have brugt lidt bedre vejr til Sydkystens Hundeskoles 5 år jubilæumsprøve, men bortset fra at vi blev våde og banerne måtte lægges lidt om undervejs, fordi underlaget blev smattet, så blev vejret taget med godt humør af alle.

En betydelig del af Sydkystens Hundeskole: Paul, Anita, Charlotte, Lonni, Merete og Christina (foto: Conni Hansen)

Jeg vil ikke skrive så meget om prøven generelt andet end at den blev gennemført totalt strømlinet og det var da også en prøve med en superstjerne besætning:
  • Anita som dommer, havde lavet nogle fine baner, gav gode bedømmelser med fornem feedback og var smilende hele dagen igennem, men hun har heller ikke noget imod regnvejr
  • Charlotte som sekretær, så der hele tiden var opdaterede resultater og præmieoverrækkelse lige efter klasseafslutning, og en totalt perfekt bunke officielle papirer til at tage med hjem
  • Merete som supertidtager, som har trænet sig op til at starte stopuret på første del af f’et i dommerens ”fremad”, så det er næsten ligeså godt som elektronisk tidtagning
  • Christina som havde lavet en fordelagtig aftale med et firma, så vi havde et kæmpelager af legetøj, dels som præmier, dels som salgsvarer i en minibutik som hun bestyrede på bedste vis, og hun havde også sørget for at der var kager og drikke at købe.
Andre har også hjulpet med, med det var de fire der trak læsset.

Lonni og jeg repræsenterede bestyrelsen på banen. Lonni med betydelig større succes end mig, idet Mayday blev 5. vinder i championklasse og Columbo 3. vinder i ekspertklasse.

De to grunde til at jeg ikke har haft lyst til at skrive om prøven var mine egne resultater. Det var min ringeste rallyprøve i over 4 år, med to hunde der begge fik IB. Megan har i en periode på 2 år været til 32 rallyprøver og bestået dem alle, og i søndags fik hun så sin 2. IB i træk, og vores samarbejde var under middel – vi er ved at lægge træningen om, men alligevel. 2 10’ere, 4 3’ere og 8 1’ere og et stort IB.

Lille Max, øv øv, han var ikke glad og inde på banen fandt jeg – og alle der så os - ud af, at han var bange for at gå mod den ene side af banen, jeg kunne næsten ikke få ham med i vendingen (skilt 3) og ved fremsendingen til felt (skilt 4) løb han ikke i feltet men løb hen og satte sig ved siden af Anita – og det gentog sig i ommeren.

Så stoppede jeg og vi vendte tilbage på banen, da alle prøver var slut, og legede lidt på banen. Men det var meget underligt og for mig personligt rigtigt deprimerende. Jeg havde lidt større drømme på denne dag.

En dejlig fødselsdagsgave

Heldigvis var der meget andet at glæde sig over, og jeg fik lejlighed til at holde velkomsttale 4 gange – én gang pr. klasse – og sørme om ikke bestyrelsen og instruktører overraskede min med en fødselsdagsgave efter den første af talerne. De kender mig rigtigt godt, så gaven var oplagt :-) Endnu engang tusind tak.

Paul som politichef

Tirsdag og onsdag var jeg i Finland på et seminar med min afdeling, vi var næsten 60 personer.
Det faglige kan jeg ikke fortælle om, men den sociale del om tirsdagen – et Murder Mystery – satte godt nok gang i samarbejde, kreativitet og fik engageret alle deltagere i at gætte med på, hvem der havde dræbt den vicevært, som Hercule Poirot skulle mødes med (det hele foregik i 1930'erne).

En række spor, en masse spændende personer (vi havde alle en rolle, vi skulle spille, jeg selv som chef for det finske politi), og en masse kringlede ideer til at afdække sammenhængene.

Min gruppe vandt ikke, men det var også processen der var det vigtigste (!).

Morgentur ved Kokoushotelli Sannäsin Kartano 
 
The Possibility Model

Onsdag morgens hemmelige gæst var ud over det sædvanlige: André Noël Chaker, forfatter til the Finnish Miracle og ophavsmand til The Possibility Model, fortalte levende, personligt og engageret om at se muligheder. Det var noget, der kom lige i rette tid jf. søndagens prøver.

I dag gik turen til Lille Skensved, hvor Johanna havde arrangeret uofficielle LP-prøver. Jeg havde tilbudt at dømme nogle ekvipager, når jeg havde været oppe med Lille Bjørn, og det var hyggeligt – masser af god stemning og superflot førerarbejde.

Lille Bjørn virkede som han plejer, ganske veloplagt, og jeg synes opvarmningen gik fint, men prøvedelen … der var lidt der gik godt, men meget, der ikke fungerede, så samlet set var der ikke den store opmuntring at hente.
  • Fællessit: Han lagde sig efter 43 sekunder
  • Fællesdæk: Han satte sig efter 63 sekunder. 0
  • Fri ved fod, en del hæng. 6
  • Stillingsskift. Han tog alle skiftene, men allerede på det første kom han for langt, jeg tror han troede, at det var indkald. Og et par skifter tog han selv. 0
  • Dirigeret apport. Han søgte og søgte, men kunne ikke se apporten, selvom han gik lige forbi. 0. Johanna lavede en ommer hvor vi lagde en stor apport bag den lille, og sørme om han ikke kom ind med den store!
  • Springapporten var fin, kun en stor skæv plads
  • Positioner var noget rod, han hang og mistede to positioner. 0
  • Indkaldet var superflot.
  • Fremsendingen, han stoppede efter få meter og kom først ud, da vi gik tættere på. 0
  • Næseprøve. Superflot søg og kun lidt rodet afslutning.
5 x nul og også en masse positive elementer. Det kunne være værre. Og da jeg arbejder med at opbygge fri ved fod igen og også roder med stillingsskift, er det noget af forklaringen tror jeg.

lørdag den 13. september 2014

Magi

Tirsdag aften i Glostrup

I tirsdags havde jeg den mest fantastiske træning med Lille Bjørn på Susanne Bachs LP-Elitehold i Glostrup. Jeg skrev samme aften på Facebook: ”Kan man ikke fornemme den magiske stemning? Træningen med Lille Bjørn til aften var MAGISK. Alt gik godt, han var på i 60 minutter kun afbrudt af få ganske korte pauser. Sådan en aften bliver lagret i hukommelsen som minde om, hvor fantastisk det er, at have et unikt samarbejde med sin hund. Måske skriver jeg en blog om det i morgen – bare det ikke bryder fortryllelsen at fortælle om det …”.

Jeg er ikke overtroisk, så det var mest pga. travlhed jeg ikke skrev en blog om det dagen efter.

Jeg har tænkt meget over, hvad der gjorde den aften anderledes. Jeg vil ikke sætte ord på nu – men de skal nok komme en dag – men det var noget Anja sagde til enetimen forrige torsdag, noget Anita sagde til rallyprøven i lørdags, noget Kirsten sagde, da jeg kom hjem fra rallyprøven og noget Susanne sagde i tirsdags, der tilsammen fik mig til at erkende noget fundamentalt om min træning.

Noget det tager tid at lave om, noget jeg skal arbejde hårdt med, men noget som jeg er sikker på er rigtigt og vil virke.

Onsdag prøvede jeg inden aftenens rallyhold banerne med Max, og hold da op et fokus jeg fik.

Med Megan i haven torsdag – det samme.

Fortsættelse følger!

Rosetter til søndagens prøver

Magi inden for et andet område: Sydkystens Hundeskole fylder 5 år i denne måned. Vi har haft en omtumlet tilværelse, men har overlevet diverse kriser og står nu med en stærk bestyrelse og en masse dygtige instruktører - en masse dejlige mennesker, som jeg sætter ualmindeligt stor pris på.

Vi fejrer fødselsdagen med en rallyprøve i Osted med 51 deltagere.

Vejrguderne er de eneste, der ikke er taget i ed, men alt andet er der styr på – og det bliver en festlig dag.

Kender jeg Anita ret har hun designet nogle regulære baner med passende udfordringer. Med sekretærarbejdet hos Merete og tidtagning hos Charlotte er der styr på alt det administrative. Christina bemander et festfyrværkeri af et gave-/kagetelt.

Jeg véd at vi har en masse spændende præmier. Jeg kan garantere for, at der også bliver masser af flot hundearbejde.

Jeg glæder mig som var det min egen fødselsdag :-)

søndag den 7. september 2014

Hvorfor?

For mange år siden, det har nok været sidst i 1960’erne, havde jeg faget Oldtidskundskab i gymnasiet. Jeg var også en nørd dengang og syntes det var et vanvittigt interessant fag. Jeg kan tydeligt mindes en time, hvor vi hørte om det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor? Det bliver svimlende, hvis man bliver ved med at stille det, og man ender med at komme til at arbejde med eksistentielle problemstillinger.

I mindre eksistentiel skala stillede jeg mig selv spørgsmålet i morges. Det vender jeg tilbage til.

Det har været en på mange måder traditionel weekend.

Morgentur lørdag morgen, vores hunde sammen med tre andre hunde

Københavnertur med kaffe på Café Europa og frokost på Bøf & Ost
 
Aftenturen med hundene endte med et drama. Max og Megan spiste diverse på hjemturen og pludselig var der noget helt galt med Max: Han kæmpede med et eller andet i munden, vi troede han måske var blevet stukket af en hveps, styrtede hjem og fik tjekket hans mund. Heldigvis ”bare” en gren, der sad på tværs i ganen og var nem at fjerne. Det blødte, han fik lidt yoghurt og så var alt godt igen.

Morgentur med hundene søndag, fantastisk morgen med den skønneste solopgang.

Søndag gik turen gik til Sorø Hundevenners rallyprøve, fra solskin til regnvejr. Da jeg kom frem styrtede det ned og jeg måtte have regntøjet på før jeg kunne stige ud og lufte hundene. Heldigvis stilnede det hurtigt af, og prøverne foregik i tørvejr.

Megan og jeg var ikke på bølgelængde. Fin opvarmning og god første øvelse, og så gik det helt i skuddermudder. 5 ommere, 1 10 ere og 6 1’ere. IB. Trods en 8. plads ud af 8 fik vi allivel en 2 kg. fodersæk med hjem - flot.
Max 2. vinder med 75 point

Max var i snus fra start – Anita bemærkede i sin feedback at jeg havde accepteret snus inden vi gik på banen = førerfejl – og det kostede en 10’er, 1 3’er og 2 1’ere på de 3 første skilte. Derefter gik det strygende.

Jeg må indrømme at jeg ikke havde det samme fokus på Max i ærespladsen som jeg ville have haft, hvis jeg troede vi kunne få et certifikat, så han lagde sig efter 1½ minut i sit ved siden af. Vi endte med 75 point som rakte til en 2. vinder i dag (6 i klassen) og en 4 kg. fodersæk samt en stor roset.

Telt til tørring

Hjemme igen blev teltet slået op i haven så det kunne tørre.

Eftermiddagen gik med hjemlig hygge og lidt handlen.

Det eksistentielle spørgsmål dukkede op i morges. At komme frem til prøvepladsen når det styrter ned, giver anledning til forskellige tanker. Bundlinjen er at man (jeg) gør det, fordi vi (jeg) synes det er sjovt. Hvis det regner, tager man regntøj på, hundene er også trænet i regnvejr, så de er ligeglade.

Hundene gør præcis hvad de er trænet til, så de pointmæssigt pauvre resultater var naturligvis min skyld.

Hvorfor synes jeg det er sjovt at gå til prøve med hundene?
Hvorfor synes jeg det er sjovt at træne med hundene?
Hvorfor dit og hvorfor dat?

Det svimler og jeg kan ikke svare på det. Det jeg kan svare på, er hvad der gør at jeg går til prøver med mine hunde. Det er et længere svar, som jeg kommer med svaret på en anden gang.

Men jeg kan svare på hvorfor jeg valgte denne prøve til, i forhold til så mange andre prøver.

Jeg går til ganske mange rallyprøver. I det kommende år bliver det målrettet prøver, der er kvalificerende til årets hund eller DM. Men jeg deltager også i andre arrangementer, og den korte argumentation er, at jeg deltager i prøver:
  • som ligger nogenlunde tæt på,
  • som har tradition for ok præmier,
  • som har præmieoverrækkelse efter hver klasse og
  • som arrangeres af nogen, jeg har lyst til at støtte.
Sorø Hundevenner sørgede for en fantastisk prøve, så de er kommet på min private positivliste. Alle fik udleveret en pose med katalog og forskellige prøveposer med godbidder ved indskrivningen. Arrangementet var professionelt arrangeret, med en tidsplan som holdt og godt humør fra alle arrangørerne. De arrangerede også en ekstra konkurrence i form af en uofficiel prøve i åben klasse. Jeg deltog ikke, men det var meget fristende.

Derudover fik ALLE deltagere en præmie i forbindelse med præmieoverrækkelsen – og det var virkeligt flotte præmier. Det gør at Sorø Hundevenners næste rallyprøve står på min positivliste over prøver jeg vil tilmelde mig.

fredag den 5. september 2014

Enetime hos Anja

Jeg traf Anja Christiansen første gang den 22. august 2008, da vi begge startede på Hund & Trænings klikkerinstruktøruddannelse Hun er en eminent dygtig hundefører - hun blev for nylig Verdensmester i HTM med Queeny – og en meget dygtig underviser.

Så at vinde en enetime hos hende er bare bingo :-) Det gjorde jeg 1. juni og i går blev præmien indløst.

Jeg havde luksusproblemet: at vælge den rigtige hund at tage med, det blev Max.

Jeg ønskede at arbejde med den grundlæggende kontakt med starten af fri ved fod som eksempel.

Det var en dejlig, klassisk træningstime. Jeg følte virkelig at Anja og jeg var på bølgelængde, og hendes feedback og ideer kom med et smil og uden omsvøb. Og hun var meget hurtig til at komme ind til the root cause.

Vi arbejdede med:
  • Den perfekte pladsposition i stå og sit. Jeg kunne næsten beskrive hvordan den skulle være … og hvordan skal jeg så kunne belønne korrekt. Hjemmeopgave: næsten er ikke godt nok. Hvordan kan jeg belønne "næsten"
  • Skelne mellem motivation og præcision. Der skal arbejdes med begge dele, hvis der kun arbejdes med motivation mangler præcisionen, og hvis der kun arbejdes med præcision kommer der hurtigt til at mangle motivation
  • Som eksempel på motivationsøvelse arbejdede vi med udgangspositionen i fri ved fod, og belønnede for at han reagerede på startsignalet, selvom hovedet dykkede
  • Som andet eksempel arbejdede vi med korte 2-3 minutters pas, hvor der blev belønnet for fri ved fod kontakt, vild leg indtil den var på sit højeste, direkte videre til ny kontakt (bygge videre på den spændte fjeder) osv. Og stoppe på toppen og holde pause
  • Kriteriesætning, kunne jeg gå et 8-tal med Max, som jeg ville være tilfreds med? Nej … så skulle kriteriet helt ned til et skridt
  • Eksempel på præcisionsøvelse. Udgangspunkt den perfekte stå og massiv belønning. Mikroskopisk førerskridt til højre og belønning for at hunden gør det mindste for at følge. Bittesmå skridt. Siden bagud, siden dreje rundt. Og først til allersidst fremad, det ”nemmeste” som så mange har problemer med ...
Vi sluttede med at Anja spurgte til min anvendelse af Non Reinforcement Markers (vi har også været på seminar med Ken Ramirez sammen!) og jeg skal bestemt også overveje at gøre det endnu mildere end nu.

Til allersidst fik vi også talt om lyd hos Max, og jeg afslørede min hidtil hemmelige plan B for hans karriere.

For anden gang på 3 dage kørte jeg hjem fra en træningstime i opløftet stemning.

Tusind tak Anja for en masse inspiration – og for at minde mig om ting, jeg godt vidste, men havde parkeret i et baggrundslager.