mandag den 27. februar 2017

10 års serviceeftersyn


Lille Bjørn har med mellemrum haft nogle krampeanfald; de har ikke varet så længe, lidt massage gjorde ham frisk igen, men naturligvis lidt bekymrende. Selvom vi synes han er ret ung, så siger kalenderen at bliver 10 år om 10 dage. Jeg havde i dag aftalt et besøg hos Thomas Ingvorsen, som undersøgte Lille Bjørn meget grundigt og stillede en masse spørgsmål.

Heldigvis var konklusionen positiv. Lille Bjørn er sund og rask, der er intet kiropraktisk at komme efter, og kramperne er med meget stor sandsynlighed muskelkramper. Det var da en diagnose, der var til at forstå og til at forholde sig til. Kuren er tilskud af magnesium (evt. andet, det undersøger vi), præcis det samme som jeg skal til at tage mod mine kramper i læggen. Ja både Lille Bjørn og jeg er blevet lidt ældre, og nu er vi på samme kur. Kontrolbesøg er aftalt i næste uge, og vi er ganske lettede.

Lille Bjørns rallykarriere fortsætter uændret :-)



CD’erne til træning og konkurrence har også fået et serviceeftersyn, og det indbefattede også et opdateret cover for fleres vedkommende.

Og et vemodigt kig på det øverste foto, jeg har faktisk trænet et nummer med Lille Bjørn, men han er så frygtelig følsom overfor at bliver trådt over tæerne …

søndag den 26. februar 2017

Tre glade hunde


Jeg trak morgenturen lidt, så der var en god chance for at møde andre hunde på stranden, og det var perfekt timing. Vi mødte 10+ andre hunde (med mennesker!) alle tre hunde løb løs, og alle tre havde det sjovt.


Det er ikke en selvfølge med Max, som nogen gange trækker sig lidt væk fra de andre. Men i dag var der bestemt ingen problemer. Han løb glad hen til de andre hunde, fik sig nogle ordentlige løbeture med de andre (store) hunde i vandet og på stranden, det var dejligt at opleve.


Lille Bjørn var også med, men han kan i sagens natur ikke følge med de andre hunde, men han det bestemt ikke mindre sjovt.

Megan hyggede sig for sig selv og var en del hos mig, jeg tror bestemt også hun hyggede sig. På et tidspunkt, hvor jeg egentlig ville være gået hjem, kom der nogle nye hunde til, og så gik vi et stykke igen, for at der kunne blive noget mere leg.

Det var en meget fin måde at starte dagen på!

Efter morgenmaden kørte Megan og jeg til Maxi Zoo i Tåstrup, som vi havde fået lov at bruge til sidste runde af Tinas Nose Work hold. Det var rigtigt lærerigt, og uha, igen kom det til at handle om førerne, der kunne være skarpere.

Der var et søg, hvor Megan lavede noget de andre opfattede som en meget tydelig markering, men hvor mit kriterie var et andet (FOR højt?!), og det gav frustration – har jeg gjort forkert, tænkte Megan måske?

Et andet søg var for svært, for på den modsatte side af siden med kilden stod bokse med alle mulige hundeslikstænger, og til sidst måtte vi gå væk derfra, det var for svært at ignorere.

Heldigvis fik hun flot markering til sidst, om end jeg markerede for sent, men hun var meget tydelig – og jeg skal lade være med at tænke, at det kan da ikke være der. For hundene véd meget bedre!

Jeg tror Megan tilgav mig hurtigt, og hun fik en god tyggepind til turen hjem – og hun har oplevet så mange underlige ting med mig gennem sit liv, så vi gør det bedre næste gang.

Det er et superhyggeligt hold, vi sluttede med hjemmebagt fastelavnsbolle (tak Karinne!) og en aftale om at mødes på torsdag til noget selvtræning i Glostrup.

lørdag den 25. februar 2017

Dejlig træning

Max på en skøn tur I regnvejr og masser af apportering :-)

Overskriften burde jeg kunne bruge hver gang jeg har været til træning, men det ville måske bliver lidt ensformigt med den samme overskrift så ofte :-)

Anita og jeg havde aftalt to timers træning i Ringsted i formiddags, fik hurtigt koordineret planerne, og så blev der ellers arbejdet med HTM og FS. Vi har begge været i gang i de to discipliner i cirka to år, og der er godt nok sket meget med træningen i den periode.

Jeg havde primært fokus på FS-programmet. Anita fik givet mig det rette mentale spark, inden jeg gik i gang, så jeg havde det rette fokus og Max halen oppe, og resultatet blev to virkeligt gode fulde programmer, tilpasset med de mange ideer jeg fik af Sonja for nylig.

Specielt rådet om at huske, at jeg optræder som en ældre herre, har jeg taget til mig; mere rolige og adstadige bevægelser, kortere skridt, mere ro i bevægelserne. Max og jeg har det meget bedre sammen i programmet nu, er tæt på hinanden hele tiden, overgangene fungerer og der er god balance i programmet.

Jeg skal have arbejdet lidt med at udnytte arealet bedre, jeg skal have nogle vendinger med, så vi har den rigtige position i forhold til dommerne og så er det ”bare” at finpudse detaljer.

Jeg glæder mig til at vise det til officielle prøver, jeg føler virkelig det har fået sin rette form nu i forhold til FS1.

I HTM hørte jeg ikke en stump musik. Jeg arbejdede med nogle udvalgte positioner og nogle lækre overgange. Lækre = enkle, flydende, ser næsten ikke ud af noget, men hov, pludselig er Max i en ny position.

Det er først nu for alvor blevet tydeligt for mig, for vigtige de overgange er, og det er altså sjovt at arbejde med. Og jeg kan se på Max, at han også synes det er sjovt. Det er jo i virkeligheden ”bare” nogle simple tricks, som han kender, der kommer i en ny sammenhæng. Og det er alfa og omega for at vi får et solidt nummer opbygget: det skal være noget, der kan fungere under pres, så det skal være simpelt og trygt. Og det bliver det.

Anita og Osseau arbejdede med deres HTM og FS, og det er dejligt at se hvordan de numre har udviklet sig mere og mere, og specielt HTM-programmet er skønt.

Django var også med, og jeg dirigerede Anita og ham i noget rally, og det var lækkert at se, at han kan det meste inkl. de ”nye” rallyøvelser, som han ikke har prøvet før. Og de blev også lokket til lidt højrehandling, så måske de bliver fristet til at vende tilbage til rallybanerne, når ærespladsen forsvinder?!

Anita og jeg har kendt hinanden i snart 10 år, så Anita har oplevet mig næsten hele vejen igennem med Megan, og hele vejen med Lille Bjørn og Max. Jeg fik noget ret tankevækkende tilbagemelding til sidst, om hvordan jeg har en livscyklus i forhold til hundene; Anita trøstede Max med, at han bare skulle holde ud et par år endnu, så ville jeg lige så god fører for ham, som jeg er det overfor Megan og Lille Bjørn i dag.

Jeg véd at Anita (igen igen!!!) har ret, så det kom lige ind i min mentale planlægning af den videre træning og konkurrencerne.

fredag den 24. februar 2017

It’s not impossible

Foto: Grafiko.dk

Lidt om dit og dat: Umulige hunde, Nose Work med alle tre hunde, Michelinstjerner og musikklipning.

Mit allerførste blogindlæg hed When Pigs Fly og handlede om nogle udfordringer med Lille Bjørn og læsning af Jane Killions "When Pigs Fly! Training Success With Impossible Dogs". Jeg kom til at tænke både på bogen og blogindlægget to gange i dag.

Den anden var på arbejde, da vi talte om næste leverance af det projekt, som jeg skrev om i går. Planen siger 28. marts, en dato som jeg har helt styr på, bl.a. fordi jeg mindst kender to vigtige personer, der har fødselsdag den dag. 28. marts er ikke så realistisk, som den har været, men som vi talte om i eftermiddags: den er ikke umulig. Og så gav vi hinanden håndslag på, at det skulle lykkes.

Den første gang var i morges, da mindet fra for et år siden poppede op, Grafiko.dk (= Camilla Johannesens) billede af Lille Bjørn til rally, et billede jeg er totalt vild med.

Efter beslutningen om at gå championklasse med ham, og begynde at gå til træning med ham hos Johanna, er han blomstret op. Han elsker at træne, han elsker at gå til konkurrence, han er bare en fantastisk hund. Da vi først kom på bølgelængde (nedsmeltning …) han har performet fantastisk og jeg glæder mig meget til en række rallyprøver med ham de kommende måneder, i championklasse, som jeg ville have anset for en umulighed for ikke ret længe siden.

Jeg havde ikke planlagt noget træning i dag, det endte med 4 søg pr. hund i haven i rækkefølgen Max, Megan og Lille Bjørn. Et halvhøjt, et højt og to lave. Det var en perfekt mulighed for at sammenligne søg og markeringer.

Max er helt klart den skarpeste, han arbejder virkelig seriøst med søgende og markerer knivskarpt, og det gjorde han så også på dagens fire søg.

Megan søger også fint og de to første søg var med klare markeringer. De lave var sjuskede og hun bliver fjollet og frustreret, når hun ikke kan finde dem. Husk at sænke kriterierne.

Lille Bjørn arbejder også rigtigt godt, men han begynder at skrabe, hvis han ikke kan komme til kilden, og apporterede et par af dåserne. Ja, jeg er gået for hurtigt frem med ham.

I denne uge blev det offentliggjort hvilke danske restauranter, som fik Michelin-stjerner. Vi elsker god mad og der er flere af restauranterne der står på ønskelisten. Bl.a. Frederiksminde i Præstø, som ligger med udsigt til Kirstens barndomshjem. At få ledige tider hos dem til at gå op med ledige weekender i min kalender var ikke nemt, men 12.-13. august er nu på plads med hundepension og et meget lovende ophold. En Michelin-stjerne (igen) til Præstø, der er flot gået og altså ikke umuligt.

Til aften fik jeg også set på klipning af min egen musik til HTM/FS. Jeg blev enig med mig selv om, at HTM’en lige nu hedder fokus på positioner, fokus på overgange. Der skal ikke musik på endnu.

I FS1 er der tale om et efterhånden gammelt nummer, som er ændret en del undervejs, så opdelingen lå ikke lige til, men det blev til fire dele.

Anitas numre klarede jeg i går, og Here I Am er altså skønt at høre, jeg bliver gladere og gladere for det. Og jeg lærte at fade ud i mp3DirectCut!

Og nu vi er ved hvad der ikke er umuligt. Til prøverne på Bornholm 11.-12. marts er der 96 deltagere lørdag til to prøver og 59 søndag til én prøve. Og en tidsplan lørdag fra 11:00 til 19:30/20:00. Det er da fantastisk!

Det er skønt, når alt det umulige alligevel sker!

torsdag den 23. februar 2017

It's time to drink champagne and dance on the table


Dagens ordveksling: ”Du ser glad ud!”. ”Jeg er også meget glad. Det er ligesom at vinde en hundeprøve … nej endnu bedre!!!”.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ansat i Nets og arbejder som projektleder. På grund af nogle interne rokeringer skulle jeg overtage et kørende projekt fra en anden 2. januar i år, og i går og i dag skulle vi have vores første store leverance.

Jeg kan ikke komme med detaljer, men som det er normalt for projekter, er der mange mennesker involveret fra forskellige afdelinger, og vi havde flere forskellige udenlandske underleverandører: fra Indien, Rumænien og Belgien.

For at sikre størst muligt fokus og øjeblikkelig håndtering af fejl, havde vi de to implementeringsdage inviteret de væsentlige aktører til projektlokalet i Ballerup og vi var et meget internationalt team: to indere, to rumænere, en lette, en franskmand, en japaner, en dansk/kineser (mig selv) og fire danskere til stede. Meget internationalt og meget fokuseret – vi var der alle med det fælles mål, at få systemet succesfuldt i produktion.

Da vi stoppede først på aftenen i går, var det med en erkendelse af, at det meste var gået godt, men der var nogle ting, som vi ikke kunne komme videre med før i dag – vi manglede simpelthen adgang til de rigtige mennesker. Jeg må indrømme, at jeg bandede lidt, vi var så tæt på en 100 % succes. Men jeg huskede min mentale træning, og fokuserede på alt det, der var gået godt.

Til morgen faldt det hele i hak, og stor var glæden da vi lidt op ad dagen kunne konstatere, at alt var på plads, vi var i produktion og alt var, som det skulle være.

Ordvekslingen foroven kom lige efter et statusmøde, hvor vi kunne konstatere at alt var vel, og det var en af rumænerne, der sagde det til mig. I forlængelse af ordvekslingen fik hun et link til min hjemmeside og vi fik talt lidt om hundekonkurrencer.

En ret spontan fejring blev arrangeret, en hindbærmousse og en blåbærmousse kage og et par flasker Asti spumante, 9 glade mennesker samlet og ønske hinanden tillykke med veludført arbejde – det er en ÜBERFED fornemmelse!

Hvad har det med hundetræning at gøre? ALT!

Aktiviteterne i går og i dag (= prøven) er resultatet af lang tids arbejde, omhyggelig planlægning og forberedelse. Det er i virkeligheden meget sværere end en hundeprøve, for selv om vi alle véd, at alt muligt kan ske i den forbindelse, kan jeg garantere for, at endnu mere kan ske i et projektforløb.

Den gejst, den gensidige opbakning, den vilje til sammen at klare alle udfordringer, fik mit hjerte til at banke, som når det kører allerbedst til en hundekonkurrence.

Og så forløsningen, når det hele går op i en højere enhed og man sammen kan glæde sig over succesen. Det giver virkeligt livet værdi.

Det med champagnen var noget jeg fandt på at lægge på Facebook som hilsen til den ansvarlige for projektet, som ved et rent tilfælde var på ferie langt væk, mens ovenstående fandt sted. Jeg synes det var en god måde at fortælle hende, at det var gået godt.

Lige om et øjeblik går jeg i gang med noget hundeorienteret. Jeg skal nemlig lave nogle CD’er til Anita og mig selv, med vores HTM- og FS-musik i bidder, som grundlag for at vi træner passager af programmet, og ikke altid fra starten. Anita har skrevet, hvor hendes klip skal ligge, jeg skal lige overveje klippene i mine programmer. Det bliver sjovt!

tirsdag den 21. februar 2017

Rallybaner - og koncentreret fører


Aftenens træning hos Johanna bød på noget så utraditionelt som to fulde rallybaner med skilte og det hele. Ingen udenadslære. Den nærmeste var til selvtræning, den fjerneste kom der lige nogle regler til. På Lille Bjørns hold var vi tre der skulle gå banen på skift. Jeg havde numrene 1-2-3, en anden 2-3-1 og en tredje 3-1-2. Så jeg skulle starte og udføre første skilte, den næste de to første, den tredje de tre første, så skulle jeg udføre skiltene 2 og 3 osv. Så alle kom til at gennemføre den fulde bane, men med forskelligt antal skilte pr. runde. Der var ingen konkurrence i det, kun et spørgsmål om at arbejde med at holde fokus, fordi vi havde omkring 10 starter.

Jeg valgte at have Lille Bjørn på højre side næsten hele vejen igennem, og han var igen lidt overfrisk i starten. Jeg fik nogle tips til at få spejlvendt mine håndtegn ved højrehandling, jeg bruger næsten som refleks samme håndtegn som ved venstre side, med det resultat at Lille Bjørn kommer til at stå skævt.

Selvtræningen kørte vi fuld bane med først venstre start og dernæst højrestart og hold da op, hvor er han en fornøjelse at gå med. Der er nogle få momenter vi stadig skal have udviklet lidt bedre, men han er forbløffende hurtigt blevet en ret sej championhund, så jeg glæder mig til en masse konkurrencer den kommende tid, hvor vi kan have det sjovt sammen. Han er den sjoveste af alle tre hunde at gå med – den vilje og lyst til at arbejde, der lyser ud af ham, er altså ikke til at stå for.

Max var i snus fra starten, men jeg havde lagt en helt klar plan:
  1. ikke på noget tidspunkt blive irriteret
  2. Holde skarpt øje med, om det blev for svært for ham
  3. Bruge min sunde fornuft hvis 1 og 2 ikke dækkede.
Der var en duft af løbsk tæve, han troede det var en på holdet, så han fik lov at snuse Annesine bagi og konstatere, at det var hun ikke, og så kunne vi gå selvtræningsbanen om ikke uden snus, så fornuftigt. I anden runde af banen, lige efter, gik han rigtigt flot. Jeg belønnede fornuftigt, fejlmarkering (som der næsten ikke var noget af), meget neutral. Rigtigt godt.

Setup på den bageste bane var lidt anderledes, for vi var kun to i min gruppe, så jeg gik 1-2-3 og den anden 3-2-1, dvs. der var ingen pauser. Det passede perfekt til at holde Max’ fokus, og han gik rigtigt flot, udelukkende højrehandling. Der var nogle håndtegn på højre side, der skal overvejes, men generelt superflot arbejde.

Derefter gik jeg FS-programmet (uden musik) og der var et par tidspunkter hvor jeg kunne mærke at han var lidt frustreret, og straks fik han hjælp, og hurtigt belønning, og så kørte vi videre.

Jeg måtte holde nogle pauser undervejs i træningen, for jeg kunne mærke at det var hårdt at holde dette fokus, men hold da op, hvor det virkede. Max var glad og på næsten hele vejen,

I øvrigt gik challengen fint med begge hunde. 360 grader til venstre, tysker og stillingsskift (jeg havde sit-dæk-sit) med hænderne på hovedet eller ryggen. Max havde jeg på højre side, og det var lidt svært, men han gjorde det!

Jeg er sikker på at begge drengene var tilfredse med deres fører til aften :-)

søndag den 19. februar 2017

Nostalgi - og konstruktiv feedback og inspiration

Megan nr. 3 i championklasse 19.2.2011

I en weekend næsten fri for hundeaktiviteter, blev der tid til så meget andet.

I går formiddags var vi i Skageraks (tidligere Trip Trap) butik i Køge, som har lukkeudsalg., og det er til virkeligt fordelagtige priser. Vi synes Skagerak har nogle lækre produkter, men til nogle pebrede priser, men med de nedsættelser fik vi købt lidt.

Derefter gik turen til EFA Møbler, en lokal møbelforretning som har ligget i den nordlige del af Køge i over 40 år, og som vi senest har været i for 30+ år siden. Kirstens lænestol er brudt sammen, og vi skal have fundet en afløser, og det er ikke nemt. EFA Møbler reklamerer med 110+ lænestole, og sørme om vi ikke fandt én, som faldt i vores smag. Og en masse andet, som fik alle vores fordomme om EFA Møbler til at briste. Der var meget andet, vi blev fristet af.

Vi aftalte at vi i dag søndag ville besøge FDB Møblers showroom i Lyngby, for de har godt nok også nogle spændende møbler. Det blev en lidt nostalgisk tur. Jeg er opvokset i Lyngby, og har boet der næsten 20 år indtil 1976. Selvom meget er forandret er der alligevel meget jeg kan genkende.

Vi fik en croissant og en cappuccino i Meyers Spisehus i Lyngby, fortsatte over til FDB Møblers showroom, med masser af møbler vi kender, og som er af god gedigen kvalitet og moderne (igen?). Vi var i Lyngby Storcenter, i Lyngby Hovedgade og i Magasin. Hjemturen gik over Brede.

Hundenostalgien var dagens minde på Facebook, det er 6 år siden Megan debuterede i championklasse i rally, som man kan læse i dette blogindlæg. 113 prøver er det blevet til i alt i klassen, og forhåbentlig yderligere et par på vej. Megan er virkelig en sej gammel dame, og vi håber naturligvis hun holder sig frisk længe endnu. Men hver dag med hende er en gave, og hvis hun bliver syg eller kommer til skade, kan jeg garantere for, at hensynet til hende vægter 110 %.

Dagens enetime hos Sonja med Anita blev mindst ligeså god, som jeg havde forventet, dvs. den var fantastisk!

Jeg viste først hvad jeg annoncerede til at være det bedst mulige FS-program Max og jeg kunne gå. Det blev det så ikke … Der skete forskelligt undervejs, starten kom trods nogle ommere ikke til at fungere; heldigvis havde Sonja styr på videoen fra sidste søndag, så hun havde et sammenhængende program i baghovedet også.

Der skete præcis det, som typisk sker til konkurrencer, noget fungerede ikke (SPring og SPin ligger måske for tæt på hinanden), føreren stressede lidt, hunden dæmpede og den dårlige spiral kørte.

Jeg har hørt det før og Anita skrev det til mig for to dage siden og jeg gjorde det igen: agerede så Max kun kunne fejle. Han kan ikke have en fører, der ikke støtter ham 100 %.

Ideer til selve programmet var der også masser af:
  • Fraværet af stokken gør det vigtigt, at jeg husker at agere gammel – der er noget af min ageren på videoen som ikke passer til en mand på 64
  • Jeg skal være skarpere i overgangen fra indlednings spring (herunder hvor han skal slutte) og slalommen
  • Jeg skal overveje de to lange follows, som fylder ret meget af programmet
  • Jeg skal overveje momenter, der viser samhørigheden (touch, hoved og lignende)
  • Bakke væk virker for ofte ikke til træning og ikke mindst konkurrenter, så jeg bør overveje noget andet. Max har det ikke godt væk fra mig ...
Jeg har redesignet programmet på vejen hjem for jeg kan på simpel vis får et mere sikkert og mere flydende program.

HTM-programmet blev alene baseret på videoen, der var inge3n grund til at vise noget, som på ingen måde er klar. Vi fik talt en del om kravene til et godt HTM-program i klasse 3. Om at have ro i programmet, der passer til musikken og teksten. Om at udnytte de bløde links. Om at have skarpe og præcise links, jeg har masser af tid til dem, og de skal hver især trænes omhyggeligt og være knivskarpe. Om at min koreografi skal være simpel og udstråle ro.

Og først og fremmest at træningen kræver: TÅLMODIGHED

Her knap to år inden min debut i HTM og et år inden min debut i FS må jeg indrømme, at min fascination af begge discipliner bliver større og større.