onsdag den 18. januar 2017

Lille Bjørn er stjernen


Rallytræningen i går aftes hos Johanna var en blandet fornøjelse.

Oplægget var naturligvis godt, og noget så usædvanligt som en fuld rallybane, med skilte. Banen var Johannas finalebane fra DM i rally 2016, som Max og jeg jo har prøvet én gang før.

Til selvtræning var to mindre baner med begynderskilte, perfekte til at træne højrehandling, og den ene med de begynderskilte, som kan foregå i løb/langsom gang fra øvet klasse og opefter.


Under banegennemgang sad Lille Bjørn i bur, han er helt stille, i modsætning til Max.

Jeg varmede Lille Bjørn op på de mindre baner, arbejdede med dobbeltspring-ro, fremsending til kegle, bakke på højre side og bakke væk fra. Det går fremad, som det skal. Vi holdt nogle få, korte pauser undervejs, resten af tiden ville Lille Bjørn rigtigt gerne arbejde.

Det er tydeligt at Lille Bjørn er superivrig og meget på dupperne på højre side. Det går lidt ud over præcisionen, der kommer lidt hoppen og lidt bjæfferi af bar ivrighed – og det er fantastisk sjovt at opleve.

Banen gik rigtigt godt. Der var en enkelt øvelse vi mistede (bakke 1, bakke 2 skridt på højre side), der var 1-2 ommere pga. for hurtige håndtegn fra føreren, og lidt småtteri. Sideskift foran og bagved, fremsending til felt og kegle, snuer rundt og rundt om fører, springvand – han var bare totalt sej.

Så konklusionen er: Vi er godt på vej i championklasse. Mere sikkerhed på højre side. Nogle fokusøvelser, der skal trænes. Og prøvetaktisk – stole mere på Lille Bjørn, han er skarp.

På andet hold var det Max’ tur. Han var i snus fra start, og jeg prøvede virkelig at holde kontakt, og alligevel smuttede han to gange under opvarmningen = de andres banegennemgang, som jeg jo ikke deltog i.

Underlaget er uendelig tiltrækkende, der er et par af de andre hunde han er tiltrukket, et par han ikke har det specielt godt med, så øvelser med afstand var lidt svære (fremsendinger og dobbeltspring).

Jeg arbejdede i stedet med forskellige af de ”nye” HTM-positioner, og springkombinationen mellem benene. Et godt valg, halen kørte igen, og jeg varierede godt mellem positionerne.

Vi skulle gå banen som sidste ekvipage, jeg varmede op som en rigtig prøve, og vi startede fornuftigt om end lidt dæmpet (han kan ikke lide de bagerste hjørner af hallen). 4 skilt var fremsending til kegle, og det ville han ikke; måske en kombination af at den stod op ad væggen og der var en hund et stykke bagved keglen. Lidt pænt, men også noget snus/dæmpning. Fremsending til felt blev en gentagelse af søndagens fremsending, han ville knapt luske derud og bestemt ikke dække. Så kom en pæn afslutning.

Det var lidt ufedt at sluttede aftenen på den måde, men jeg fik naturligvis noget god og opmuntrende feedback fra Johanna.

Jeg har brugt lidt tid i dag på at fundere over forskellene mellem Lille Bjørn og Max – der er mange, og det er to meget forskellige hunde at træne med og konkurrere med. Så hvis jeg tænker rigtigt positivt, så lærer jeg rigtigt meget af at træne to hunde, der er så vidt forskellige..

søndag den 15. januar 2017

Nose Work og Rally


Foto: Tina Hougaard-Nielsen

I dag startede Megan og jeg på Nose Work øvede hos Tina. Det var superhyggeligt og lærerigt og jeg lærte flere nye mennesker at kende. Megan fik lavet nogle superflotte søg på traktor, en stenbunke, en trailer og en anhænger.

Foto: Tina Hougaard-Nielsen

Der var et par gange det blev lidt svært, og så søger hun hjælp, jeg satser på nogle flere nemme søg, så hun bevarer gejsten, for ingen tvivl om at hun synes det er ret sjovt.

Foto: Tina Hougaard-Nielsen

En timer flyver afsted, og de andre på holdet var friske på at tage til Hedeland og træne videre. Jeg måtte desværre melde fra pga. rallyprøven senere på dagen. Men det lyder som et hold lige efter mit hjerte, og næste træning i Brøndby Havn bliver også med ekstra træning bagefter, skønt.

Max fik lige nogle søg midt på eftermiddagen i indkørsel og have, fokus på høje søg, og helt tydeligt at han er blevet meget mere komfortable med at søge i højden også.

Jeg var i kontakt med Anita og Amanda for at time ankomsten til Herringløse Agilitycenter, og det passede perfekt med at jeg kom et kvarters tid inden banegennemgang.

Banen var virkelig lækker (Lone Sommer design), perfekt for begge hundene synes jeg, men det gik ikke helt, som jeg havde tænkt.

Megan var første hund og godt nok frisk og glad, ingen tvivl om at hun hygger sig på banen. Fristende 8-tal gik fint. Felt var med lidt usikkerhed, fordi hun ikke stoppede i feltet med det samme, indkald fint, sidestep til venstre fint. I springvandet kom hun lidt for langt væk, bakningen på højre side gik fint (tror jeg, kommer faktisk i tvivl). Hun var lige ved at være for langt fremme i højre sving (lavede jeg det om?), men lavede et flot dobbeltspring ro og tilbage. Så kom en fin sekvens med stationært sideskift bagom, slalom med rundtur og stationært sideskift foran. Snur rundt på højre side blev til to forsøg på fremsending. Dæk under gang blev til den flotteste bow under gang første gang og noget andet anden gang. Hun ville ikke igennem tunnelen, vendte undervejs i ommeren. Afslutningen var flot: sit-dreje til venstre-skridt kald ind, dobbelt spring og 270 grader til venstre og mål.

Vi havde en fest og Megan var så sjov at arbejde med!

Max var sidst af de 5 hunde, og han kunne bestemt ikke lidt området. Feltet – øvelse nr. 2 – kom han ud i, men han ville kun stå. Til sidst måtte jeg gå ud og dække ham af, og fortsætte derfra. Der var masser af gode momenter, men han var bestemt ikke glad for området. Jeg er spændt på at se Amandas optagelse af prøven.

Jeg følte selv at jeg gjorde det ret godt med at holde gejsten oppe hos ham, og det meste af banen var halen oppe.


Præmieoverrækkelsen var hurtigt klaret: 2 x IB heraf Megan den ene, Max nr. 2 med 85 point og Amanda og Osseau nr. 1 med 90 point. Det er ikke en prøve der vil gå over i historiebøgerne, men godkendt arbejde af begge hundene, og en tilfreds fører.

Megan er ikke mere træt end at hun fint kunne tigge mens jeg spiste aftensmad, der er liv i den gamle pige :-)

lørdag den 14. januar 2017

It's a new day it's a new plan


Et uskarpt foto af en skarp rallyhund :-)

Anita og jeg startede årets fælles HTM/FS-træning med to timer i hallen i Ringsted 8-10 i dag.

Træningen startede for mig et helt andet sted, med Megan og rally. Jeg har jo tilmeldt hende til rallyprøve i morgen, og jeg ville godt lige træne lidt tunnel, felt, dobbeltspring, kegle, sideskift, sit, stå, sit under gang mv.

Og Megan arbejder stadig så flot og præcist. Virkelig skøn træning med en hund på 13 år og 7 måneder, som helt tydeligt er fyldt med energi og glæde ved træningen – og hold da op hvor det smitter, hun er bare skøn at være sammen med.

Efter en lille halv time blev hun byttet med Max, og så stod der HTM og FS på planen.

Prøverne i Hangar 17 var Anitas farvel til Something's gotten hold of my heart og mit farvel til Walking the Dog. I dag havde vi for første gang CD’er med med den nye HTM-musik, henholdsvis Bryan Adams Here I Am (som titlen på blogindlægget er snuppet fra) og Charles Trenets Que reste-t-il de nos amours?

Det føles rigtigt godt at starte med et helt nyt nummer.

Charles Trenets nummer har jeg hørt rigtigt mange gange de sidste uger, og det er fantastisk, er skøn melodi, en dejlig tekst, gode tempoforskelle og overgange, perfekt til HTM.

Jeg havde lavet et skema med positioner til hele nummeret og gik de for første gang i dag, hele nummeret, med papir i hånden og uden hund. Det bliver SÅ godt.

Jeg har næsten kun kendte positioner pt., men P6 (tværs) og P10 (hest) er kommet med som nye. Jeg arbejder separat med P4 (behind) og P8 (hinter), og de kommer også med.

Allerede nu er det tydeligt, hvor anderledes processen er med dette nummer, end den var for snart to år siden, da Walking the Dog skulle udvikles. Jeg tænker meget mere følelser, stemning, show – hvad er det jeg vil udtrykke. Og IKKE fri ved fod til musik.

Jeg skal have en fantastisk start og en fantastisk slutning, det indimellem må godt være ok også :-)

Påklædningen har jeg planer for, det ligner rigtigt meget et færdigt nummer inde i mit hoved.

FS til When I’m 64 havde jeg lyst til at lave ret meget om på, der er poppet en masse idéer op, men da jeg gik det fulde nummer med Max, føltes det ret godt, og Anita gav noget feedback, så jeg virkelig fik lyst til at gøre noget mere ved nummeret i den nuværende form.

Max arbejder så flot, og det kun fordi jeg sjusker – fx ved at sige forkerte kommandoer – og ikke har trænet alle sekvenser lige godt, at det ikke er så skarpt.

I dag var afslutningen (de sidste 30 sekunder) lige i øjet, og det kunne det også blive til en prøve, hvis jeg arbejdede bedre med det.

Vi fik naturligvis også set på Anitas numre, og de er/bliver også ekstraordinære.

Det var virkelig nogle skønne træningstimer!!!

Dagens største drama skabte jeg selv. Jeg havde fået noteret i min kalender, at de to rallyprøver I Dansk Hundeskole i Roskilde åbner for tilmelding på mandag, jeg tjekkede på Hundeweb, der var åbent for tilmelding – og begge prøver var fuldt besat :-(

To DM-kvalifikationsmuligheder samme dag, tæt på, det var virkelig dumt at miste, så jeg fik skrevet til arrangørerne og spurgt om jeg kunne komme på venteliste. Lidt efter opdagede jeg, at jeg er tilmeldt begge prøver, og pulsen faldt ned igen …

fredag den 13. januar 2017

Bonusrallyprøver eller Fleksibilitet i praksis

Fars tre superchampions :-) (foto: Grafiko.dk)

Onsdag morgen modtog jeg en besked fra Amanda om, at der kun var fire tilmeldte i championklassen på søndag, hvor DKK Kreds 1 afholder rallyprøver i Herringløse Agilitycenter. Den ene tilmeldte hund var desuden død, så der manglede to hunde, for at supercertifikatet kunne komme i spil.

Det blev starten på en stribe aktiviteter, for selvfølgelig skulle supercertifikatet være i spil.

Mine rammer var som udgangspunkt et Nose Work hold hos Tina med Megan kl. 10:00-11:00, og deltagelse i Johannas Nose Work arrangement Murder She Wrote kl. 17:15-19:00, hvor Tina og jeg var tilmeldt som hold på hendes initiativ, og jeg skulle have Max med.

Rallyprøverne skulle starte ca. kl. 14:00, så det ville jo perfekt, hvis de startede med championklasse, en banegennemgang og fem hunde, ½ time, og så var den ged barberet.

Så nemt gik det ikke …

Jeg skal ikke kede jer med alle mellemregningerne, men resultat blev, at Max og Megan deltager i rallyprøven, start på championklasse cirka kl. 18:00. Johanna har flot tilbudt, at Tina kunne få en anden makker søndag eller at Tina og jeg kunne være sikre på en plads på et kommende Murder She Wrote arrangement, og Tina har flot sagt ja til, at vi flyttede som hold.

Jeg er MEGET glad for den fleksibilitet og forståelse Johanna og Tina har lagt for dagen.

En aktiv pensionist (foto: Grafiko.dk)

Det betyder, at træningen i morgen 8-10 i Ringsted bliver med både Max og Megan, for Megan, som jo officielt er pensioneret fra rally, skal da lige træne lidt inden hun skal op på søndag!

Vi træner med Anita & Osseau (han er heldigvis frisk igen!), og Max og jeg skal arbejde med:
  • FS: spring mellem benene sekvensen, og afslutningen af FS-programmet generelt + det showmæssige jf. tidligere blog
  • HTM: Que reste-t-il uden hund, men med en masse kendte positioner og nogle enkelte nye + nogle af de nye positioner med Max
I dag har jeg igen været heldig, og fået mulighed for at jeg sammen med Max kunne hjælpe Lonni med oprydningen efter hendes Nose Work hold i Solrød. Vi måtte køre 700 meter for at komme frem :-)

Max lavede nogle fine søg, men det er helt tydeligt at han har det svært med høje søg, så det skal vi have fokus på. Og så var dagens område et kendt lufteområde for hunde, hvilket affødte en del markeringer, som ikke havde med lavendel at gøre :-(

Lonni og jeg fik også talt om alt muligt i relation til NW bl.a. markeringer for duft for og imod, stop af uønsket markering, vise kontra ikke vise retning under træning, grundindlæring af søg kontra baglænskædning mv.

Risikoen for at jeg oveni alt muligt andet hundenørderi også ender som Nose Work-nørd er overhængende!!!

onsdag den 11. januar 2017

2 x rallytræning

Fri ved fod med forstyrrelser (foto: Anja Christiansen)

I går gik tirsdagsrallytræningen hos Johanna i gang, og jeg havde plads på næstsidste hold med Lille Bjørn og sidste hold med Max.

Jeg var oplagt efter en god dag på arbejde og en virkelig god evaluering af 2016 i arbejdssammenhæng, og det blev der sandelig også brug for – altså at være oplagt!

Lille Bjørn virkede som om han stort set ikke har trænet i år, hvilket er tæt på sandheden. Så under opvarmningsøvelserne, som jeg primært lavede på højre side, hoppede og dansede han og bevægede sig i et tempo, så jeg næsten ikke kunne følge med. Vi skulle laver tre øvelser på stribe, sideskiftene kører virkelig fint nu, men vi har udfordringer, når han skal fra gammelkendte positioner og ind på højre side, så vil han rigtigt gerne ind til venstre.

Jeg var først i den individuelle runde, og havde valgt fokus på dobbeltspring ro, frem med target, indlæring af at erstatte Johannas lægge belønninger med præcise kast, og så var vi godt i gang.

Så havde vi fokus på rundt om fører med start på højre side, og at få ham tilbage på højre side, fremfor venstre eller setup.

Derefter arbejdede vi med to korte baner og en lidt længere, alle med fokus på højrehandling, noget fremsending til felt og kegle, noget bakning væk og på højre side, og sørme om føreren ikke også huskede at gå banerne med Lille Bjørn på venstre side.

Lille Bjørn gik skarpere og skarpere, kun de sidste 10 minutter kunne jeg mærke et lille fald i intensiteten, og der var stort set ingen snusen, mens vi arbejdede.

Jamen, det var bare én stor fornøjelse at arbejde med ham, og det er svært ikke at komme til at grine, når man ser hvor energisk og villigt han arbejder.

En fantastisk Lille Bjørn!

Max var igennem næsten det samme program, men der var ikke så meget fut i ham. Han virkede lidt dæmpet under opvarmningen, så der blev skruet op for belønningsrate og intensitet – mandagslæringen i anvendelse i praksis!

Han arbejdede pænt det meste af tiden, men der kom nogle kommentarer til at han ikke virkede helt glad og frisk, og jeg kom først sent til at tænke på, at tre timers intensiv træning mandag godt kunne sidde lidt i ham.

Da vi kom til den individuelle runde (nr. 5 ud af 6) dikterede Johanna favoritøvelser, så det blev spin, move-on, sideskift, bakke, twist, slalom, rundt om line (i mangel af stok), spring over line, spring mellem ben, som endte med en flot sekvens til FS: spring mellem ben forfra, bagfra, forfra og bagfra hvor han ender med forpoterne på mine sko.

Var han trist eller dæmpet?

Øh, ikke specielt. Tværtimod var han totalt på, med logrende hale og det var tydeligt, at han lavede nogle ting, som han synes var sjove, inkl. nogle ting (bl.a.) springene, som han ikke tidligere har villet prøve.

Hvad var forskellen: At føreren virkelig var på dupperne og gjorde sig umage, gav sig fuldt ud, og blev revet med af den gode stemming ...

Vi lader billedet (og læringen) stå et øjeblik … fotoet for oven er fra Anjas kursus mandag,

Som prikken over i’et kom der en mail fra Johanna i formiddags: ”Hold op hvor var du smilende og glad i går til træning. Dejligt at se!!!!!! Uden at det gik ud over præcisionen i træningen!”

En fantastisk start på rallysæsonen!

mandag den 9. januar 2017

Opfølgning på Motivations- og forstyrrelseskursus


Søndag den 21. august 2016 deltog jeg i et Motivations- og Forstyrrelseskursus hos Anja, som er beskrevet i Guld. Opfølgningskurset blev afholdt i dag, og der var desværre kommet flere afbud, så vi var kun 4 deltagere til 3 timers kursus.

Altså desværre for dem, der ikke kom, og heldigt for os, der kom, for der blev godt nok arbejdet igennem i samtlige tre timer – nå ja, vi fik 5 minutters pause efter de første 2½ time – og til gengæld gik vi også over tiden :-)

Selvom de tilbagemeldinger Anja havde fået, om ønsker til indhold, ikke var imponerende – de var faktisk meget tynde – var der masser af kød på indholdet, som i al sin gribende enkelhed handler om at arbejde med at bevare hundens fokus (intensitet) under diverse forstyrrelser, sværere og sværere. Hunden (og ikke mindst føreren) skal arbejde med at holde fokus, og lære at det, der giver de allerbedste belønninger, er at holde fokus, det er bedre end alt andet, som kan friste i omgivelserne.

Vi skal skabe fundamentet for at kunne arbejde med hunden i længere og længere perioder med fuldt fokus. Vi skal udvikle fra at hunden fx kan sidde i plads og kigge på os, til den kan gå en fuld rallybane eller et fuldt HTM-program eller hvad vi nu ønsker, og have fuldt fokus på os.

Vi skal betragte det, at hunden holder fokus, som en øvelse om alle andre, hvor vi gradvis bygger den op, skruer op for forstyrrelser, lærer hunden, at den kan håndtere det, og gradvis faser godbidderne ud. Vi skal huske ikke at gøre det for svært (så er vi gået for hurtigt frem). Det afgørende er, at hunden forstår konceptet: at arbejde med forstyrrelser er fedt, for hvis jeg holder øje med min fører, så kommer alt godt til mig.

Som alle andre øvelser er det en øvelse, der skal vedligeholdes.

Simple but not easy at all.

Vi var igennem følgende øvelser:
  • Kaste ”dårlig” godbid, kalde på hunden lige i splitsekundet før den snuppede godbidden (som den tager), og belønne med ”gode” godbidder og leg hos os. Resultat: fuld intensitet og fart for at komme tilbage til fører
  • Holde position, belønning (massiv) for at holde den (i mit tilfælde plads) og holde fokus, selvom hjælper (Karin) fristede mere og mere. Perfekt til at lære hunden, at det er bedst at holde fokus, og perfekt til styrkelse af alle HTM-positioner. Hundene kunne lynhurtigt klare mere og mere forstyrrelse og blev mere og mere intense. Dette kan uden videre udbygges til ikke stationære øvelser.
  • Så var vi på én ekvipage ad gangen, hvor de andre førere skulle være mere og mere forstyrrende. Hvis hunden (undtagelsesvis) valgte os fra, skulle vi fortsætte – uden at kalde – og når den så valgte os til, vild jubel. Vi skulle virkelig give en masse af os selv for at få den maximale opmærksomhed, og det var netop pointen. Hold op et fokus Max havde!
  • Så skulle vi arbejde med selvvalgte øvelser i en opstilling med 9 kegler, som udgjorde 4 kvadrater. Så vi gik tæt på hinanden, i et relativt lille område, Anja spillede musik, og stop for musikken var signal om intensiv belønning. Til sidst var Anja selv inde og forstyrre, og jeg opdagede hende næsten ikke, for Max og jeg havde godt nok et fantastisk samarbejde.
  • Så kom en øvelse, hvor vi skulle arbejde med intensitet i 2 minutter, og det opfattede jeg som fri ved fod, højrehandling og frem og tilbage, løb, almindelig gang og langsom gang,bakning, og en succesrate på cirka 95 % (fokus). Max arbejdede fantastisk, og jeg kunne godt have belønnet lidt mere og lidt sjovere = givet mere af mig selv.
  • Endelig en øvelse, hvor vi skulle lave noget ikke stationært, og hjælperen skulle distrahere med tre forskellige genstande, og i takt med at de blev brugt, skulle de overdrages til føreren. Så sådan endte jeg på billedet øverst med at have fuldt fokus fra Max, med tæppe over hovedet, en balje i hånden og Karin har netop kastet en hulahopring
  • Og til aller allersidst skulle vi i et lille opvarmningsområde gøre klar til en meget vigtig prøve, mens vi blev forstyrret af to andre, som stillede spørgsmål, og vi skulle svare på den enes og ignorere den andens. Og derefter gå ind og starte. Jeg holdt fokus på Max næsten hele vejen igennem, dét har jeg trænet.
Fantastisk kursus. Tak til Karin for gode forstyrrelser, Helle , Helle og Karin for hyggeligt selskab, og Anja for som altid fantastisk sprudlende, inspirerende og givende undervisning!

søndag den 8. januar 2017

Følelser


Charlie Chaplin og Virginia Cherrill i City Lights (Charlie Chaplin, 1931)

Træningsplanerne for Q1 er ved at være på plads. Nose Work med Megan og Max, Rally med Lille Bjørn og Max, det løse (motivation enetimer mv. med Max, og selvtræning (enetimer i HTM/FS) med Max sammen med Anita og Osseau.

Jeg har også fået booket en time i Herringløse Agilitycenter søndag den 29. januar 8-9. hvor alle tre hunde skal prøve underlaget, tunneler og spring, som en del af forberedelsen til prøverne 11. februar samme sted. Et par gæster, der vil træne rally er velkomne, skriv direkte til mig, hvis du er interesseret.

Jeg anmeldte i går Nosework – allt du behöver veta af Helena Lindhe & Britt Nylund, som jeg er ret begejstret for. Udover at være en fantastisk bog har den også fået åbnet mine øjne for hvor spændende en verden Nose Work er. Som mange andre discipliner er den ret nem at komme i gang med, der kommer hurtigt interessante problemstillinger og udfordringer, og det er en disciplin helt forskellig fra andre, jeg dyrker med hundene, fordi Nose Work med kilde, som føreren ikke kender, udpræget forudsætter en hund der kan og vil arbejde selvstændigt, for føreren kan ikke snuse sig frem til kilden. Føreren kan skabe rammerne og sikre en god indlæring og kvalitetssikring, men når dagen er omme er man 100 % afhængig af hunden.

Dagen i dag har i udpræget grad handlet om det nye HTM-program. Sandie, som er med i den gruppechat jeg nævnte i forgårs, skrev om min påklædning til Que reste-t-il: ”Du kunne evt have en blomst i brystlommen, den kan du bruge til at indikere hende /kærligheden med så når du snakker til hende har du blomsten i hånden og ser kærligt på og "snakker" til den.” Jeg kom straks til at tænke på City Lights og ovenstående foto.

I dag besluttede jeg at gense Baisers volés, som jeg så første gang til den danske premiere i 1969 og har set et par gange siden. Men i dag handlede det om stemning. Filmen starter og slutter med Que reste-t-il. Kirsten, som absolut ikke fulgte med i filmen, spurgte om den handlede om noget, og jeg svarede, at den handlede om, hvor besværlig kærlighed er.

Jean-Pierre Léaud og Claude Jade i Baisers volés (François Truffaut, 1968)

Der er noget, der minder om en glad slutning, men nej, trods humor og lune så er det en sørgmodig og vemodig film. Det var præcis den følelse jeg ville have, når jeg nu sidder og skriver videre på min plan for HTM-nummeret. Jeg udbygger tidsskemaet med teksten til også at rumme positioner og tempi, i første omgang positioner jeg ”kan” og siden med nye positioner.

Følelserne er altafgørende i dette nummer. Sandie skrev det så flot til mig: ”Jeg får helt gåsehud ved tanken om hvor godt det kan blive”, og det gør jeg heldigvis også selv, for det er præcis det, jeg skal kunne: få gåsehud og få skabt den samme følelse hos tilskuerne.

Måske var det fordi jeg var og er i denne følelsesmæssige stemning, at en helt uskyldig besked, ramte mig, så jeg blev ked af det. Jeg er helt sikker på at det ikke var meningen, men det gjorde den, og bare det, at jeg nævner den her, betyder at den gjorde rigtigt ondt. Men den stemning har jeg så med, når jeg om lidt kigger videre på HTM-programmet, og så bruger jeg den til noget fornuftigt.