Gode ben?

Max og Otto på Jakobs Havn

I fredags spurgte Liv mig om mine kriterier for rallyprøverne med Max i Ringsted i går.

Jeg kunne med overbevisning sige, at de var præcis de samme som for prøverne sidste søndag i Ringsted, se Max passer på dig.

Det var godt og superfornuftigt.

Jeg talte med Bent lige da jeg ankom, vi kom til at tale om fysiske skavanker og genoptræning – og han sagde: vi er jo ikke 25 år længere. Det har han jo indiskutabelt ret i. Så selvom jeg indimellem mentalt føler mig meget, meget yngre, så lader kroppen sig ikke narre, og genoptræningen af benene (og andre dele af kroppen) tager altså bare (lang) tid.

Jeg fik en masse søde kommentarer i går, om at jeg tydelig går bedre end for en uge siden, det kan jeg også tydeligt mærke. Benene ér stærkere. Men gode ben? Nej, der er et stykke vej endnu.

På de to baner i går indeholdt den ene 8-tal, fristende 8-tal og 8-tal med sideskift (som har henholdsvis 2, 2 og 2½ m mellem keglerne), den anden 8-tal med sideskift og højre spiral; det var tydeligt at det var lige knebent, med specielt 2 meter, som jeg går pt. Jeg kommer til at gå lidt for snævert og det bliver lidt haltende.

På den ene bane var lynet med vending til venstre og så til højre (skilt 233), og i højrevendingen var jeg ved at miste balancen og måtte lave den om. [Analyse bagefter: Jeg laver de snævre vendinger helt skarpe, det behøver jeg ikke, det gjorde jeg ikke i ommeren]. På den anden var der to sidestep til venstre med hund på højre side, og der kunne jeg jf. sidste uge, godt mærke lidt balanceproblemer, så jeg valgte ikke at lave den om, selvom jeg godt kunne se, at der manglede bagpartsbevægelse hos Max i første sidestep.

Bundlinje, jeg gik to fede baner, var tro mod mine kriterier og kunne mærke tydelig fremgang i benarbejdet.

Og så fik jeg skøn, præcis og anerkendende feedback fra Johanna og Stine.

Feedbacken fra Stine modtog jeg siddende på præmiepodiet, for efter to baner i rap, kunne jeg godt mærke at bentøjet ikke kunne meget mere ….

PS: Prøve 1. 91 point og 1.v. Prøve 2. 89 point og 1.v.

I dag kunne jeg mærke, at benene føltes rigtigt godt fra morgenstunden.

Så for første gang meget længe gik jeg lidt ekstra i dag.

Først morgentur med hundene ned til Jakobs Havn. Derefter til møde med to bestyrelsesmedlemmer og et andet potentielt bestyrelsesmedlem til Ældre Sagen i Præstø, en ganske kort tur. Til eftermiddag 45 minutter med hundene i Næbskoven; det er måneder siden jeg har gået så langt med dem. Jeg nød det i fulde drag og krydser fingre for at tre ugers fremgang bliver ved.

Som bonus trænede jeg meget afmålte 10 minutter med Otto i haven i eftermiddags. Det er første gang i evigheder, det var vidunderligt, og det er startskuddet på at vi forhåbentlig senest sidst i april er på banen igen i rally øvet klasse.

Max passer på dig

Ingen fotos fra prøven, så her stjernen Max, der slapper af ❤️

I dag var Max og jeg til officielle rallyprøver for første gang siden 11. november 2023. Årets Hund finalen 6. januar tæller ikke i den sammenhæng.

Der var flere gode grunde til at skrive mine kriterier for prøverne. Udover at jeg selv præker, hvor vigtigt det er at vide man vil. Selvom det går fremad med helbredet, var det vist åbenlyst for enhver, der oplevede mig i dag, at jeg var friskere end for 2 uger og for 1 uge siden, men det var absolut en Paul langt fra fysisk topform. 

Så naturligvis skulle jeg formulere målene. Her er hvad jeg sendte til Liv i går aftes:

”Mål for i morgen: 100 % glæde og fokus på Max. Husk, at benene ikke er som de skal være (mine), så tilpas tempo og bevægelser. Tænk ikke på noget tidspunkt point. Bare ikke at komme ud i "tæt-på-at falde-situationer” er godt, det sagde jeg faktisk i bilen [sammen med nogle dommerkolleger], og der var fuld forståelse

Hvad skal jeg tænke på:

Tænke på Max' smukke brune øjne, hans kærlighed til mig, min kærlighed til ham, at det måske er vores sidste prøve sammen, at jeg elsker ham, at vi er jordens skønneste par og jeg skal glemme alt omkring mig. Jeg ved det er præcis rigtigt, fordi jeg sidder og tuder mens jeg skriver det. Det føles så rigtigt.”

Det er MEGET personligt, men det var også noget meget specielt. Det er ikke længe siden jeg bare drømte om overhovedet at kunne blive nogenlunde rask igen, og så at sætte mål for to rallyprøver samme dag, det var virkelig noget særligt.

Ankomst mv. kørte 110% på rygmarv, og jeg kan virkelig profitere af at Max er så rutineret. Jeg kunne mærke at jeg var helt i balance, havde overskud til at drille Neel, som var aspirant hos Stine på bane 1, lidt -og kunne fokusere på alt det væsentlige.

Jeg skulle starte på Stines bane, 17 skilte, ganske lang (afstand mellem skilte), en fristelse tæt på (30 cm?) kantbånd til opvarmningsområde, og rutineret fører der lavede stå udfor, Max fangede tydeligt færten, valgte mig til, og belønning.

Allerede ved skilt 2 kunne jeg godt mærke, at mine ben absolut ikke var så gode som jeg havde troet. Da vi kom til skilt 6-7 stykker, hund foran bakke 1 hundelængde, og jeg fik lænet mig lidt for langt frem, da Max skulle dirigeres ind foran at stå kunne jeg godt mærke at jeg ville falde hvis jeg ikke flyttede en fod. Så det gjorde jeg naturligvis og lavede øvelsen om – dommer og aspirant blev vist mere forskrækkede end mig, det var bestemt ikke en god følelse.

Jeg var endnu mere omhyggelig resten af banen og det gik ok.

Feedback: ”Max passer på dig!” Det gør han!!! Han viger ikke fra mig, uanset hvor mærkeligt jeg går. Vi gik en fed bane, cirka 3 minutter, vi gik supergodt.

Bane 2 var hos Annette Dalgaard, 14 skilte, noget kortere end den første, og samme gode følelse som bane 1.

Begge feedback’er meget præcise, som jeg elsker det, jeg ved præcis hvad der er trukket og hvor!

Lidt refleksion: Jeg var tro mod mine kriterier, men jeg kan ikke holde fokus 100% på Max. Jeg fortalte My og Karina om det efter den anden prøve: pga. benene er jeg nødt til at holde lidt fokus på, hvordan jeg bevæger mig, måske 5-10 %. Der var en sidestep øvelse på Annettes bane, hvor jeg tænkte så meget over hvordan jeg skulle sætte foden i sidesteppet, for ikke at miste balancen, at jeg slet ikke havde Max med, og vi måtte lave den om.

Og det er jo ganske reelt.

Vi fortsætter naturligvis den fysiske genoptræning, jeg får helt sikkert også trænet mere med Max (og Otto). Der er tanket masser af selvtillid efter i dag.

PS: På bane 1 fik jeg feedback om noget ”lyd” fra Max, som om han brokkede sig. Jeg vendte det med Liv til aften og sandheden er, at jeg måske har trænet samlet ½ time med ham i flere måneder. Så når han så skal gå to fulde baner uden belønning, er det ok at han minder far om, at vi måske skal træne lidt mere og noget længere og arbejde med variabel belønning.

Præmieoverrækkelse bane 1

PPS: Prøve 1. 92 point og 1.v. Prøve 2. 95 point og 3.v.

Podcast: Et hundeliv ❤️

Megan og Paul nr. 5 til DM 2013 (foto: Charlotte Lia)

Her kommer et ganske kort blogindlæg ;-) 

Den 30. december skrev Heidi Bligaard og jeg sammen om, hvad jeg kunne fokusere på når fysikken ikke helt var til hundetræning og -prøver. Heidi skrev, at hun savnede en hundepodcast. 

Hun ramte åbenbart det hele rigtige punkt i mig :-) 

Jeg skal ikke trætte med alle mellemregningerne, men i dag indtalte jeg mit allerførste indlæg:

Feedback er meget velkommen! Podcast er en ganske ny verden for mig, og jeg glæder mig til at lære den verden bedre at kende.

Vanedyr – Videnskabens manipulation af vores instinkter (Nicklas Brendborg, 2023)

Du følger en favoritserie på Netflix. Imens åbner du en pose chips, spiser indholdet systematisk, bliver meget tørstig, er sulten og føler dig (lidt) dum. Du skyller efter med en sodavand, fyldt med sukker eller sukkererstatning, og føler dig stadig tørstig. Bagefter deler du oplevelsen på Facebook, læser nogle opslag, liker et par af dem, scroller videre … og et par timer senere opdager du, at der er gået et par timer, sådan pist væk.

Du er ikke alene, som i slet ikke. Du er en del af et globalt fællesskab, styret af fantastisk dygtige virksomheder, som ved alt om hvordan man udnytter menneskers instinkter og ved hjælp af superstimuli får dem til at ønske mere og mere …

Nicklas Brendborgs bog er fascinerende, tankevækkende, skræmmende og opmuntrende. Den er flot disponeret; han er virkelig godt inde i sit omfangsrige stof (der er en imponerende litteraturliste), og han introducerer en række ikke helt enkle områder på en meget pædagogisk måde, og forstår virkelig at få læseren – i hvert fald mig 😊 – til at ville læse videre.

Bare tag den første del om fedme, og nogle små, præcise historier om, hvad der ikke er årsag til fedme. Så kommer det: Det globale problem med overvægtige mennesker skyldes at fødevareproducenterne producerer madsuperstimuli, der sætter vores appetitregulering ud af spil og får os til at spise for meget. Vi skyller den stærkt forarbejdede mad ned med vand blandet med store mængder sukker og nogle smagsstoffer.

Den præfabrikerede mad doceres med rigeligt fedt og salt. Maden og drikken er designet til at den smager godt og gør os glade. Men vi bliver også desensibiliseret, dvs. belønningen i hjernen bliver mindre og mindre, og derfor skal der skrues op for stimuliene, og det er føde-og drikkevareproducenterne naturligvis mestre i.

Derfra arbejder Vanedyr sig naturligt videre til midler mod fedme. Med et globalt problem som fedme, er der naturligvis også enormt fokus på, hvordan man kan modvirke overvægten. Den ”enkle” løsning er, at jo kedelig maden er, jo mindre spiser vi, og så taber vi os. Men så enkel er virkeligheden ikke for os vanedyr. Så der er naturligvis store økonomiske interesser at finde medicinske løsninger i form af slankemidler.

Tilsvarende manipulation af vores instinkter anvendes af pornoindustrien.

Et længere afsnit handler om euforiserende stoffer, og hvordan produkterne er blevet raffineret: større og større koncentrationer af de virksomme stoffer, samt hurtigere og hurtigere optagelse af dem. Noget baggrund om alkohol og rygning, forbud kontra ikke-forbud, inden forskellige stoffer og deres historie kort fortælles: cannabis, opium, morfin, heroin, oxycodon, fentanyl … og igen en branche, hvor de kyniske elementer tilsidesætter alle hensyn for at tjene (mange) penge.

Herefter glider vi lige så naturligt over i Internettet og de mange muligheder for at blive afhængig med tilsvarende superstimuli. Skinners variable og uforudsigelige belønning, som os der træner hunde ved noget om 😊, er naturligvis udviklet og forfinet i alle mulige sammenhænge, så vi ikke slipper Netflixserien, fortsætter Computerspillet, fastholdes på Gambling-siden osv. Og er totaltrendyrket på sociale medier som Facebook, Instagram, LinkedIn og TikTok. Jeg har ikke tænkt over det før, men nu læste jeg om uendelig scrolling, og forstod hvorfor jeg også på det punkt var gået i Facebooks fælde.

Bogen slutter med en meget tankevækkende perspektivering. Vil du være en lille fisk i en stor dam, eller en stor fisk i en lille dam? Med baggrund i psykologen Daniel Kahnemanns ord: ”hvad du ser, er alt, der er” beskriver bogen hvordan vi, ikke mindst takket være de sociale medier, bliver en del af en større og større dam. Vi bliver mentalt mindre og mindre, og mere og mere bevidste om vores ”mangler” i forhold til de store fisk, idolerne, trendsætterne, dem der er kendt for at være kendt, og deraf følgende komplekser som kosmetikindustrien med mange flere kan profitere af. Det er er ødelæggende for mange (især unges) selvopfattelse.

Der er mange muligheder for at ende i en negativ, selvdestruktion spiral. Men Vanedyr giver en bred indsigt i og bevidsthed om, hvorfor vi reagerer som vi gør, hvordan vi bliver (forsøgt) manipuleret og hvordan vi kan anvende den viden til at reagere imod superstimuliene.

Ja, vi er Vanedyr, det er nemt at få dårlige vaner, men vi er også intelligente, så vi kan vende vanerne, så vi fokuserer på selvudvikling fremfor selvdestruktion.

Det er en ualmindeligt læseværdig bog, som jeg anbefaler på det allervarmeste.

Året hund i rally – Vision Board 2024 - Ældresagen i Præstø

Efter et par stille måneder på alle fronter blev 2024 sparket i gang denne weekend.

Lørdag stod den på finalen i Årets Hund i rally. Jeg har haft det som det store resultatmål (!) at komme i finalen i seniorklasse med Max. Vi kvalificerede os ganske overbevisende som nr. 2 på kvalifikationslisten med 967 point. Signe og Lukka lå nr. 1 med 988 point, Cathrine og Diva nr. 3 med 915 point.

Pointene i finalen talte dobbelt - 2 dommere dømte og begge resultater talte 100 %.

Jeg må indrømme, at jeg vildt gerne ville gå finalen, og jeg håbede at vi kunne fastholde andenpladsen.

Det var bestemt ikke en af vores bedste banegennemgange pointmæssigt. Men mentalt måske den bedste ever. Jeg gik ikke særligt godt, læs: jeg gik banen meget forsigtigt, og var omhyggelig med ikke at falde et par gange. Men gode seje Max var bare hos mig hele vejen, det er til at tude over hvor intens hans kontakt er, og ja – han er blevet belønnet mangefold, og jeg elsker ham så højt så højt.

Som det kan ses af fotoet, endte vi som nr. 2.

 

I formiddags gik turen til Køng, hvor Trine Jensen, HundensFavorit, havde arrangeret en workshop: Vision Board 2024. Jeg havde meldt til, straks den blev opslået, og den levede på alle måder op til mine forventninger. En introduktion, en præsentationsrunde to stemningssættende stykker musik – Vangelis titelmelodi til Conquest of Paradise samt starten af første sats til Vivaldis foråret fra de fire årstider – og så gik vi i gang.

Man kan sagtens (?) skabe et Vision Board alene, men det var meget givende at gøre det sammen med andre. Lytte til de andres baggrund, deres tanker, kunne udveksle tanker undervejs og til sidst kort gennemgå sit eget resultat.

Jeg synes mit eget Vision Board var lige i øjet, og det kommer i ramme ved mit skrivebord.

 

I eftermiddags gik turen omkring Præstø Stadion, hvor jeg fik lejlighed til at hilse på næsten hele bestyrelsen i Ældre Sagen i Præstø.

En dejlig weekend!