tirsdag den 31. marts 2020

The Times They Are A-Changin'

Otto var træt efter dagens træning 
Jeg har som tidligere nævnt en del feriedage, der skal afvikles inden 1. maj. Jeg gør det helt enkelt pt.: tænder for arbejdscomputeren om morgenen, tjekker mails og kalender, og i dag gik det pænt op, så der blev hurtigt dømt fridag.

Der er daglige aktiviteter med noget rallyrelateret og ikke mindst ændringer af prøver. Prøver der bliver flyttet, sikring af at kriterierne i forhold til ÅH 2020 og DM 2020 overholdes, og opdatering af min egen kalender. For mange af prøverne er nogen jeg selv er en del af, enten som dommer, deltager eller begge dele. Nogen flyttes til datoer, hvor jeg ikke kan, og sådan er det bare.

Det afføder også ganske naturligt, at der bliver talt om, hvornår der kan blive afholdt prøver igen. Som så mange andre håber jeg, at det bliver snart, men ærligt talt tror jeg ikke på, at det bliver på denne side af sommerferien. En kontrolleret oplukning af Danmark tager lang tid, og åbning for større forsamlinger til noget ikke-kritisk som hundesport tror jeg ikke ligger lige for. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg meget stor respekt for den mentale betydning hundeaktiviteterne har for rigtigt mange af os, men ud fra en objektiv prioritering står vi ikke højt på listen.

I dag var Otto jeg til træning. Jeg har ikke oplevet det tidligere: Selvom vi trænede om formiddagen var Otto helt færdig næsten inden vi var halvvejs. Der er ingen tvivl om, at han og Max oplever en ganske forandret hverdag, hvor jeg er hjemme hele tiden, og de kommer med til stort set alt. Bare at ligge og flade ud gør de om aftenen. Så det skal jeg bestemt være opmærksom på, når jeg træner: Der er bare ikke det overskud, som der plejer at være. Jeg er nødt til at give dem nogle pauser i hverdagen.

Fokus i dag var på bakning og på at holde position, og det blev helt tydeligt, hvor jeg har skarpe kriterier (= kriterier Otto forstår) og mindre skarpe (=kriterier Otto kommer i tvivl om). Det har affødt nogle ændringer i setup, og en udfordring til at få øvelsen ”sit gå rundt om hund” på plads til om en uge.

Vi gik som en del af træningen en lille rallybane, da vi havde passeret halvdelen af træningstiden, og det var dér, jeg først opdagede, hvor træt han var.

Samlet en masse læring, godt input til den videre træning, og bevidsthed om, at Otto skal have tid til at slappe af.

Da Otto og jeg kom hjem gik turen samme med Kirsten og Max videre til København. Først til SuperMarco, hvor vi bl.a. købte deres pizza-kit og nogle kager. Derefter videre ind til 3Shape. Christian var ekstraordinært på arbejde i Danmark, så vi kunne aflevere nogle forskellige gaver, uden at være i nærkontakt 😉

Vi gik en tur med hundene på Havnepromenaden og det var hyggeligt, men egentlig også lidt sørgeligt, så mennesketomt der var. Hundene fik kødben, da vi kom hjem, Kirsten og jeg fik to af de fire pizzaer – supergode, og meget nemme at samle – og slappede ellers af, eller rettere, vi tog en ½ times træning først med denne uges udfordringer fra fitness Tina.

Aftensmaden var de to andre pizzaer.


Hundene og jeg gik den sidste tur ned på Staunings Ø, som er lukket for hunde de næste 6 måneder. Der var meget lavvandet, og det skønneste vejr.

Det har været en dejlig feriedag!

søndag den 29. marts 2020

Havesysler

Max og Otto beundrer dagens indkøb fra Thymes Planteskole
Det er svært ikke at følge med i Covid-19-situationen, for den fylder det meste i mange medier, og den fylder meget hos de fleste, vi kender, og hos os selv.

Nogle gange kan det være svært at forholde sig til de mange tal, der bliver offentliggjort. Fx de mange døde, de mange penge, der sættes af, de mange penge, der mistes.

Tingene kommer i perspektiv, når det er nogen man kender, der bliver berørt.

En rigtig god kollega, som har mistet sin svigermor, i et af de lande, hvor Covid-19-situationen er ude af kontrol. Personer, som fra den ene dag til den anden, har mistet alle deres indtægter, og som ikke aner, hvornår de vil kunne fortsætte virksomheden og dermed få indtægter. Nogle af dem kan formentlig få dækket noget af deres indtægtstab, det håber jeg bestemt, andre kan ikke.

Mange virksomheder vil forhåbentlig komme igennem krisen, og genoptage aktiviteterne. Men uden tvivl vil mange ikke kunne klare det. Vi er mange, er jeg sikker på, som modtager henvendelser om store rabatter, gratis levering, forudbetaling af ydelser, gavekort mv., alle mulige tiltag for at sikre omsætning/indtægter fra de truede virksomheder. Det kan forhåbentlig medføre betalinger som kan sikre en eksistens på den anden side af Covid-19.

Kirsten og jeg er blevet fristet af mange af tilbuddene, men alt det, som ikke indebærer levering nu, bliver valgt fra, uanset hvor gerne vi end vil støtte. For risikoen er stor for konkurser, og så er pengene tabt.

På rallyfronten er jeg i den luksussituation som arrangør, at Sydkystens Hundeskole har en god økonomi, og at vi skal udsætte en rallyprøve eller til nød aflyse, er ikke nogen økonomisk katastrofe. Det samme er bestemt ikke tilfældet for mange andre arrangører.

Der er desværre ikke noget at gøre ved det. Der er mange, der ønsker, at der var en fast dato for, hvornår man igen kan holde prøver som normalt, men der er ingen, der kan svare. Jeg kan kun love, at jeg som udøver vil gøre, hvad jeg kan, for at støtte op om arrangementer, når der bliver mulighed for det.

Kirsten og jeg havde sat dagen af til noget af det nære, som vi kan forholde os til: besøg på Thymes Planteskole i Herfølge og køb af forårsblomster og krydderurter. Kombineret med gårsdagens indkøb af krukker i Fakta, var vi klar til en hyggelig eftermiddag i haven. Indimellem var Max, Otto og jeg på en ny rute omkring Karlstrup Kalkgrav, den blå rute, og kom ikke ned til vandet, hvor der var ret mange mennesker. Men på vores tur mødte vi næsten igen, og det er en ren lise at gå der med hundene.

Igen var der mange, der parkerede ulovligt, men der var uddelt en del bøder kunne vi se på vejen tilbage. Vi holder på den officielle parkeringsplads omkring 100 meter fra indgangen på Højagervej, det er da surt med en bøde for at spare den afstand …

Status på havearbejdet: 80 liter jord og 13 krukker var resultatet dette:

Tretten tilplantede krukker
Det er da kun til at blive i godt humør. Hundene har uden tvivl nydt dagen og de er fladet helt ud til aften. Aftensmaden var i den lette kategori: bruschetta og laksemad.

Det er også tid til at gøre status på ugens træningsudfordring fra Tina. Kirsten og jeg savner i den grad vores træningsseancer hos hende, men vi gør os umage for at holde os i gang. Vi er vildt imponerede af Tinas Facebook-træningsforum, hvor hun lægger videoer ud, og opmuntrer os til at holde os i gang.

Kirsten og mit resultat for denne uge ser således ud:

Ugens udfordring fra den fitte coach
Burpees har jeg det ikke så godt med, jeg bliver svimmel når jeg skal hurtigt op. Tina har lært mig, at der er en medicinsk betegnelse for det: ortostatisk hypotension (lavt blodtryk i stående stilling) og jeg laver noget andet i stedet 😉

Jeg kan mærke at flere timers havearbejde i går og i dag bestemt også har været god træning af en masse muskler!

I morgen er det arbejdsdag, og jeg planlægger,hvordan de 7 arbejdsdage frem til 1. maj skal placeres.

fredag den 27. marts 2020

COVID-19, arbejde, rally og privatliv


Min arbejdsplads, Nets, er som så mange andre virksomheder hårdt ramt af COVID-19-situationen. I dag kom den ikke overraskende udmelding, at der ikke kan overføres restferie til næste ferieår, og jeg har dermed 14 feriedage til afvikling inden 1. maj, dvs. indenfor 21 arbejdsdage. De skal nok blive udnyttet godt, bl.a. kommer der nu virkelig struktur på hundenes træning 😉

I dag var middagsturen samme tur som i går ved Karlstrup Kalkgrav, men denne gang var Kirsten med.

Da vi kom hjem, fik hundene et kødben hver.

Efter arbejdstid var der gang i havearbejdet, og det er trættende, ikke mindst for hundene, som ligger og bobler nu. Helt ærligt tror jeg, at de stortrives med verdens gang lige nu ❤️


Til aften fik vi først et glas Aperol, som forret østers og jomfruhummer, og til hovedret oksekød italiana fra Jamie Olivers 5 ingredienser.


Jeg synes vi fortjente noget godt at drikke til maden, og det blev til Hervé Dubois Brut Tradition champagne, og Domaine Pavelot - Savigny-Lès-Beaune Pinot Noir Variation no. 1 2017, begge importeret af Pinochar Wine, og begge skønne vine til meget rimelige priser.

Jeg følger som så mange andre nøje med i COVID-19 og konsekvenserne for Verden, Danmark, mine interesser og mig selv - ikke nødvendigvis i den rækkefølge …

Det er ganske få der ikke bliver påvirket af situationen, de fleste på en ikke positiv måde. Som jeg har nævnt et par gange tidligere, er jeg privilegeret. Vi er ikke syge, svenskerne heller ikke, både Christian og jeg kan arbejde hjemmefra og vi får fortsat vores løn.

Men det tager tid, før verden bliver nogenlunde normal igen, og ingen kan sige noget om, hvor lang tid der vil gå, og hvad det nye normale vil være. For én ting er helt sikkert: Intet bliver helt som det var igen.

Jeg følger naturligvis interesseret med i rallysituationen både i Danmark og i de øvrige nordiske lande. Der sker løbende opdateringer, men jeg mener lige nu, at Norge har forbud mod prøver til 13. april, Danmark til 30. april og Finland og Sverige til 31. maj. I DKKs rallyudvalg har vi forholdt os til DM, Årets Hund og udtagelse til landsholdet og officielt meldt ud for en uge siden på DKKs hjemmeside.

Uanset hvad, vil de nationale mesterskaber mv. blive påvirket af situationen. Jeg kan se, at der har været livlig diskussion i Sverige. SM er flyttet fra juni til oktober, men udtagelsesperioden slutter uændret 29. april, dvs. den er slut nu. I Danmark kan der komme udtagelsesprøver til og med 12. juli, og jeg håber som så mange andre på at der bliver mulighed for flere kvalifikationsprøver, men helt ærligt tror jeg ikke på det.

I praksis kan DM også blive aflyst, men det er helt op til DKK, og det skal jeg ikke gisne om. Som udøver og dommer ville jeg blive skuffet, men det skal give mening i forhold til det Hund i Fokus-arrangement, som DM er en del af.

Otto har fået sin første resultatbog, til rally, og den skulle have været indviet 2. maj, men realistisk tror jeg først det bliver til august. Det positive, der er at sige i den forbindelse, er, at der er masser af tid til at træne 😊

Der skal ikke herske nogen tvivl: Hundetræning, mesterskaber og alt sådan noget, er naturligvis sekundært i forhold til den alvorlige situation, hvor mange mennesker bliver alvorligt syge og dør, og hvor virksomheder og personer lider store økonomiske tab. Men nogle gange er det altså meget nemmere at forhold sig til den nære verden, end til verdens tilstand.

torsdag den 26. marts 2020

Variation og konsistens



En af de klassiske fejl jeg begår i (hunde)træningen, er at justere lidt i setup’et hvis det ikke lykkes første gang. Med det resultat at hundene bliver forvirrede, for jeg beder om det samme på x forskellige måder, i stedet for at gøre det på samme måde, så hundene har en chance for at forstå det.

Det er så nemt at se, når man bliver gjort opmærksom på det. Bare et lille eksempel: Med Max kører jeg kampagne på øvelse 321 (sit- 90 grader venstre stå, 90 grader venstre sit, 90 grader venstre dæk), som jeg har haft nogen problemer med til prøver, fordi jeg ikke er konsistent i signalerne. Kampagnen handler 100 % om at jeg skal gøre præcis det samme med kroppen, hænderne og stemmen hver gang.

Og – big surprise – Max gør det samme HVER gang.

Parallelt arbejder jeg med Stå med Otto, og til træningen i tirsdags begik jeg så den nævnte fejl. Da, jeg holdt fast i at stoppe og give en verbal kommando, uden at lave mærkelige drej med kroppen og underlige signaler med hænderne, så stod Otto bare stille … både på venstre og højre side.

En lille bitte ting, men jeg tror mange kan nikke genkendende til det principielle.

Det hele kommer selvfølgelige på sammenhængen, for nogle gange er det vigtigt, at man husker den lille variation, der gør, at det pludselig bliver meget tydeligere. Hele balanceringen er et af de mange elementer, det gør det så fascinerende at arbejde med hunde.

Jeg kunne spinde en ende over det med variation og konsistens i arbejdslivet, det må blive en anden gang.

Jeg har en fast facon i hjemmearbejdslivet, som bliver afbalanceret med det private, så det hele går op i en højere enhed. Teoretisk set kunne jeg lukke mig væk ”en normal arbejdsdag” og måske komme ud til frokost, men det ville bestemt ikke passe til mit temperament. Et væsentligt fast element er en middagstur med hundene, og gerne med variation. Jeg elsker at gå på stranden, eller området ved Karlslunde Mose, men med udsigt til en længere periode som hjemmearbejdende er jeg begyndt at finde ”nye” områder.


I dag gik turen til parkeringspladsen på hjørnet af Cementvej og Tåstrupvej, vi gik over til Karlstrup Kalkgrav og gik en tur delvis nede ved vandet, delvis oppe, og i området bagved (blå rute), hvor vi normalt aldrig kommer.


Det synes både hundene og jeg var en fed oplevelse, og Kirsten vil med i morgen.

En ny tradition er blevet, at Kirsten og jeg bruger en lille halv time efter arbejdstid på ugens fitness challenge, som i dag for første gang fandt sted udendørs i det skønneste solskinsvejr.


Aftensmaden var nem, og en gammel kending: Citronrødspætte med persilleolie.

tirsdag den 24. marts 2020

Les Temps fait Tout

Skønt aftensmåltid
Morgentur, arbejde, træning med Otto, arbejde, frokost, arbejde, eftermiddagstur, arbejde, personlig træning, aftensmad.

Den skønneste tur på stranden
Jeg må indrømme, at jeg nyder at kunne arbejde hjemmefra, med den store fleksibilitet det giver i forhold til at tilrettelægge arbejdet og afholde møder.

Det er ikke ideelt, men det er under de givne omstændigheder en glimrede løsning.

Tre nye øl, der skal testes - Otto synes de er spændende
Det er selvfølgelig afgørende for en succesfuld implementering af den danske strategi for håndtering af krisen, at vi alle følger de officielle retningslinjer, og i øvrigt bruger vores sunde fornuft.

På den baggrund havde jeg ikke nogen problemer med at stille med Otto til træning i formiddags sammen med to andre. Tre ekvipager med masser af afstand og en instruktør med god afstand til os alle, det er bestemt ok. Vi er alle vokse og opfører os fornuftigt, vi efterlever alle retningslinjer og en ikke uvæsentlig sideeffekt er, at vi mentalt får en gevaldig indsprøjtning.

Lonni havde købt nogle hunde for os på Crufts
Mit fokus med Otto er alt muligt rallyrelateret, så vi fik arbejdet med sit/dæk gå fra, spring, stå, bakke, tyskervending, belønningsstrategi, belønningssignal, højre/venstre og det løse.

Det var et helt nyt område for Otto, så jeg huskede også at få sænket kriterierne, for der var meget han skulle forholde sig til …

Træningsplanen fik lige en ordentlig opdatering til aften, og så er vi klar til at indtage verden.

Status på ugens træning
Vores fitte coach kan ikke undervise fysisk i den aktuelle situation, men har opslået noget virtuel træning, og Kirsten og jeg er i gang med en challenge for uge 13. Det er superhyggeligt at bruge ½ time sammen på det hver dag.

Der ryddes ud i julebryggen ;-)
Aftensmaden var enkel, vi fik to retter, dels Salat med strimlede æg (nævnt i lørdags) og en klassisk tomatsalat. Vi flottede os og fik Rémi Poujols Le Temps fait Tout 2017 til. Et kongemåltid.

Vi har virkelig fået struktur på hverdag og weekend. Jeg får arbejdet, som jeg skal. Jeg får trænet mig selv og hundene. Vi får god og alsidig kost. Vi nyder at kunne være fleksible i hverdagen. Vi er privilegerede, at vi ikke er ramt direkte af krisen.

Vi er heldige og vi værdsætter det ❤️

søndag den 22. marts 2020

Sammen er vi bedst – Birgit og Chili

Birgit og Chili som vi elskede dem ❤️ (foto: Iben Marianne Krarup Pedersen)
For os, der har den glæde at være en del af rallyverdenen, var Birgit & Chili en institution.

Jeg har haft den udsøgte fornøjelse at træne med dem, konkurrere med dem, dømme dem eller bare set dem på banen. Det har aldrig været kedeligt, og det har næsten altid været til point i den allerbedste ende af skalaen.

De var fantastiske sammen ❤️

Jeg oplevede dem senest sammen den 8.februar, hvor Chili blev rallyseniormester og fik sit første certifikat, og jeg så frem til at opleve Chili som senior champion. Birgit lagde ikke skjul på, at hun prioriterede Sydkystens Hundeskoles prøver, fordi Chili havde fået alle sine titler hos os.

Jeg – og mange andre – fik et chok, da der kom et Facebook opslag 2. marts om at verdens bedste Chili var rejst til hundehimlen.

I fredags, for mindre end 2 døgn siden, skrev Birgit og jeg sammen om noget helt andet (hjælp til rallyprøver), og jeg spurgte direkte om planerne for en ny hund.

Mellemregningerne er ligegyldige, men resultatet blev, at jeg fik lov at arrangere en lukket indsamling til en ny hund til Birgit. Både Birgit og jeg er vist blevet overvældet af, hvor mange der gerne ville være med …

Der er over 80, der har bidraget indtil nu, og Birgit får penge til hund, en line og et godt hvalpekursus ❤️ Det er vi rigtigt mange, der er glade for.

Vi håber Birgit og hendes nye makker vælger rally til, for rallyverdenen vil ikke være den samme uden Birgit ❤️

Rallyverdenen ønsker jer alt det bedste ❤️❤️❤️

lørdag den 21. marts 2020

Weekend


I en tid med obligatorisk hjemmearbejde skal jeg mentalt håndtere, at det er blevet weekend. Og det går vist meget godt 😊


Lidt senere op end til daglig. Morgentur i det skønneste forårsvejr. Morgenmad. En dejlig tur med hundene i Karlslunde. Jeg parkerede på P-pladsen overfor Engstrupgård, og vi gik nordpå langs jernbane/motorvej, under ditto, og tilbage igen. En tur på 4½ km og en lille time.

Vi var hjemme lidt over 12, og Kirsten havde valgt frokosten, som jeg fik lov at stå for bortset fra omeletten.


Opskriften er fra Jamie Olivers 5 ingredienser, og hedder Salat med strimlede æg, og de 5 ingredienser er Bresaola, hjertesalt, spinat, omelet og parmesan.

Vi var i Irma og Meny for at handle lidt småting.

Jeg trænede lidt med hundene i haven. Det var erstatningen for at være på Bornholm til rallyprøver i weekenden …

Med Otto fokus på sit og blive, hvor jeg for første gang kunne gå helt rundt om ham. Og så det løse med line på.

Med Max var det ”de sædvanlige” øvelser, og jeg bliver egentlig ret tilfreds med vores træning, når vi kan lave sideskift omkring kegle fra begge sider på ren verbal kommando. Og 321 med knivskarpe ståer på begge sider.

Vi holder fokus på træningen, selvom Ottos debut i rally ligger langt ude i fremtiden. Jeg tror ikke på, at der kommer prøver før i bedste fald til juli, så måske en debut 1. august kan være realistisk?


For at komme lidt i Bornholmer-stemning fik jeg en Svaneke Stout efter træningen, her fotograferet med noget keramik fra Mette Duedahl og glas fra Baltic Sea Glass.


Aftensmaden fandt jeg i Krydderiet, et gratis magasin, som vi tog med fra Irma. Jeg synes der er rigtigt mange dårlige opskrifter, og det var denne også: ”Stir fry-nudler med broccoli, cashewnødder og chili.”

Fotoet og ingredienslisten viser grønne asparges (ikke broccoli), fotoet viser chili (som ikke står på ingredienslisten, det gør chilisauce) og sådan er der så meget. Men en superlækker ret kom der ud af det!

Den trælse del af at aflyse eller flytte prøver, er, at der skal laves nye aftaler, skrives ud til alle berørte, flyttes deltagere, tilbagebetales gebyrer osv. Jeg har været heldig, at Sydkystens Hundeskoles prøver 9.-10. maj uden det store besvær kunne flyttes til 5. juli og 1. august og tilsyneladende kan de fleste deltagere flytte med.

Så er det bare at krydse fingre for, at prøverne bliver til noget, men det kan kun tiden give svar på …

fredag den 20. marts 2020

Minder & usikkerhed


Paul og Emmy (Borderhouse Emily Rose) (foto: Suste Bonnén)
Der dukker næsten hver dag minder op på Facebook, og tit tænker jeg: Hold da op, er det allerede så længe siden.

I dag var ingen undtagelse 😊

Det er 11 år siden jeg bestod Hund & Trænings klikkerinstruktøruddannelse.

Det er 9 år siden Lille Bjørn fik sit sidste klubcert og blev klubchampion.

Det er 4 år siden at jeg skrev blogindlægger Bobler om fantastisk træning med Anita og fantastiske fotos taget af Anne.

Og så var det fotoet ovenfor. Det blev taget i 1999 af Suste Bonnén. Det skulle bruges som forside på en brochure om Lysholdt Consulting. Vi var hjemme hos Suste, hun havde insisteret på at jeg skulle have Emmy med, og hun blev naturligvis midtpunkt i hele fotosessionen ❤️ Emmy blev født 20. marts 1995 og var vores første border terrier. Det foto fik mig til at mindes en masse skønne oplevelser.

I dag har vi Max og Otto som naturligvis er en sikker kilde til daglig glæde, og også er sikre leverandører af gode oplevelser, der med tiden bliver til gode minder.

For mig har ugen været som for rigtigt mange andre: en hjemmearbejdsuge. Masser af telefonmøder, masser af mails. Vi taler om, at vi ikke må miste momentum pga. situationen – men det med ikke at være sammen med kollegerne, det er noget jeg skal vænne mig til.

Der er virkelig meget at glæde sig over i denne usikre tid. Først og fremmest er stærkt lederskab helt afgørende, og det har vi til fulde fået demonstreret at det danske samfund med Mette Frederiksen i spidsen har. Masser af handlekraft, masser af kommunikation og det er betryggende.

På den private front kan vi glæde os over ,at vi er blevet forskånet for sygdom indtil videre, at jeg stadig har arbejde, kan gøre det hjemmefra og ikke umiddelbart er påvirket økonomisk.

Jeg kan tilrettelægge min dag, så arbejdet bliver udført, men der hvor det nu passer ind i forhold til alt muligt andet. Jeg véd ikke hvad hundene tænker, men jeg tror de egentlig synes, det er meget hyggeligt.

Lidt fotos fra den første hjemmearbejdsuge.

Mandag: Otto og Max på Megans bænk :-)

Mandag: Aftenfoto fra badebroen

Tirsdag: Paul på arbejde - bemærk plakaten! (foto: Kirsten)

Tirsdag: Tur med hundene i Karlslunde

Onsdag: Tup på Staunings Ø

Onsdag: Artikel om Rallyudvalget i Hunden

Torsdag: Den skønneste morgenudsig

Torsdag: Når man googler sin blog og Amanda, for at finde et foto til en fødselsdagshilsen :-)

Torsdag: Hundene følger interesseret med i mit arbejde ...
.
Torsdag: Grebet på fersk gerning! Flæskesvær og en af de sidste julebryg (foto: Kirsten)
Jeg har ikke taget fotos endnu i dag, men der er altså allerede nogle gode mentale fotos jf. minderne ovenfor.

Hundetræning og hundekonkurrencer virker som noget underligt fjernt noget lige nu, og dog ikke. I Rallyudvalget har vi officielt meldt ud, hvordan vi forholder os til DM, Årets Hund og landsholdskvalifikation i 2020. For selv om det kan virke ligegyldigt i forhold til så meget andet lige nu, så er det vigtigt at vi er på forkant med, at det en dag er normal hverdag igen. Ingen véd bare hvornår.

Så det vi har gjort er ganske enkelt: på baggrund af de første henvendelser om flytning af prøver, har vi fastlagt nogle principper for, hvad der skal til for at en prøve kan flyttes og fortsat tælle til DM, Årets Hund og landsholdskvalifikation. Vi håber så mange som muligt kan afholdes som planlagt eller flyttes, så de stadig kvalificerer som oprindeligt tænkt – men vi er nødt til at tænke på, at der fx skal være tid til at invitere til DM og Årets Hund, og det giver nogle naturlige deadlines.

Principperne ændrer ikke ved usikkerheden om, hvornår prøver kan afvikles, men det giver arrangører konkrete muligheder, hvis de vil flytte prøver og bevare kvalifikationsmulighederne, og det giver deltagerne mulighed for at revurdere deres planlægning.

søndag den 15. marts 2020

I love to live so pleasantly, Live this life of luxury


Fra Sunny Afternoon (Ray Davies).

Hundene fik kødben fredag eftermiddag, og udover at det er noget de tydeligvis nyder begge to (ikke mindst Otto), så kan det have sideeffekter. Max vækkede mig midt om natten og skulle i haven. Mens jeg ventede på ham, vågnede Otto og skulle også ud. Da de var færdige, gik vi i seng igen, men jeg var blevet lysvågen. Næste gang de vågnede var det Otto, der mente det var hverdag = cirka op 5:30. Ud og tisse, og så ind igen. Vi endte med at sove til kl. 7 😉


Efter hundenes morgenmad, som i øvrigt nu inkluderer 50 sprællemand for mig, gik vi den skønneste morgentur.

Vi gik også en skøn tur alle fire først på eftermiddagen, solede skinnede og det var bare så livsbekræftende.

Til aften grillede vi for første gang i går, for hulen det var godt.


Og jeg flottede mig med en øl fra Beer Here til aften.

Søndag.

Otto er et godt vanemenneske, så han vågner altså ved 5:30 tiden hver dag, og så er det bare om at komme ud i en fart. Heldigvis er både han og Max flinke til at ville med i seng bagefter, så vi kan nøjes med at stå op kl. 7.

Det blev en slapperdag på den allerbedste måde.


Vi var ude at handle. Fik en stille hjemmefrokost. Jeg gik en dejlig tur med hundene i området ved Trylleskoven.

Jeg har trænet lidt med begge hunde i haven, og denne gang med præcise planer. Med Otto var det sit/dæk og bliv liggende med fjernbelønning. Samt lidt flowøvelser uden line,

Med Max var det øvelse 321 og bakkeøvelser på højre side.

To korte og fede forløb og gode fremskridt.

Jeg har rettet opgaver til rallyinstruktøruddannelsen.


Aftensmaden var ren luksus: Hotdogs med restpølser fra grilningen i går, og hjemmebagte pølsebrød. Bjældeklang fra Skovlyst var det perfekte match.

Jeg har en meget tiltalende kalender næste uge. Der er en masse møder arbejdsmæssigt, alle via Skype. Og der er ingen organiseret træning i hundesammenhæng.

Jeg har naturligvis planlagt hundetræningen, så vi går bestemt ikke i stå. Det er ren luksus.

fredag den 13. marts 2020

Krisehåndtering

Stranden torsdag eftermiddag
Det har været nogle dage ud over det sædvanlige.

På internationalt plan med coronavirus/covid-19 situationen, som vender op og ned på alles hverdag. Jeg synes den danske regerings håndtering af krisen er vanvittigt dygtig. De kommunikerer forbilledligt og er totalt åbne om, hvad der skal ske og hvorfor, og hudløst ærlige om, at de ikke kan svare på alt. 100+ point på rallyskalaen 😉

Arbejdsmæssigt er konsekvensen, som for så mange andre i Danmark, at jeg skal arbejde hjemmefra indtil videre, og jeg er så privilegeret, at det ikke er det store problem.

Det har ikke været nogen hemmelighed, at Nets skulle igennem en større fyringsrunde, og de berørte i Danmark har fået besked i denne uge. Jeg fik i går at vide, at jeg ikke er en af dem. Jeg anså mig selv for at være i farezonen, og det er da ikke dumt at få at vide, at jeg er gået fri. 67 år og 4 måneder og fortsat fuldtids ansat i Nets 😉

På Rallyfronten har situationen også haft store konsekvenser.

I FCI-sammenhæng havde vi planlagt et 2-dages møde i Tallinn denne weekend, men det blev erstattet af et Skype-møde på 1 time og 16 minutter til aften. Godt og effektivt, og vi fortsætter med det mål at kunne afholde et første VM i rally indenfor en overskuelig årrække.

I nordisk sammenhæng afventer vi en officiel udmelding af, at NM 2020 er godkendt, men der kommer forhåbentlig noget i løbet af måneden.

I dansk sammenhæng er der sket aflysninger af næsten alt hunderelateret. For mit eget vedkommende er det i første omgang prøverne i Hønsehuset på Bornholm 21.-22. marts og i Løserup den 29. marts, hvor jeg både skulle dømme og op med Max, som er blevet ramt. Nå ja, det er bare nogle rallyprøver. Men …

Hvis vi løfter os lidt op, er det en landsholdskvalifikation samt tre prøver der tæller til Årets Hund og til DM 2020. Så arrangørerne har sammen med dommerne vurderet muligheden for at flytte prøverne i modsætning til at aflyse dem. Det har betydet at Rallyudvalget også har været inde over. Arrangørerne melder ud, hvad resultatet er blevet, men jeg håber og tror, at de berørte vil være forstående overfor beslutningerne.

Privat betyder det, at de tre næste weekender, som skulle have været brugt i Tallinn, på Bornholm og i Løserup, er blevet til tre friweekender. Det ville være oplagt at bruge dem til bl.a. at besøge svenskerne, men ak, det må vi ikke.

Så der bliver tid til at gøre en masse af det derhjemme, som ellers altid bliver udskudt, og hundetræningen bliver virkelig sat i system.

Og så vil jeg gerne have lov til at sige, at selvom vi skal vænne os til at hverdagen er ganske forandret et godt stykke tid, så er vi meget privilegerede og det skal vi huske at værdsætte.

onsdag den 11. marts 2020

Træning som i gamle dage

Max og Otto efter rallytræning i Jersie

Onsdag morgen på stranden
Det bliver bedre og bedre at gå ture om morgenen, nu hvor det bliver lysere og lysere. Turene bliver længere og længere og jeg nyder dem i fuld drag.

I går blev Nose Work træningen desværre aflyst, men jeg udnyttede tiden til at opdatere min rallytræningsplan for begge hunde. Det er rockerudgaven med en linje pr. øvelse, og en RAG-status for hhv. højre og venstre side. G = ok, A = usikker, R = meget usikker.

I eftermiddags gik turen for første gang i meget, meget lang tid til Jersie for at træne på Dueslaget. Megan og jeg kom der virkelig meget, Lille Bjørn kom der også meget og ligesådan Max. Men Otto har aldrig været der, men i dag var dagen.

To border terriere, der er 8 år og 3 dage imellem dem. Max er med 190 officielle rallyprøver en af de mest erfarne rallyhunde i landet. Otto står foran sin debut. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det i dag, da Otto for første gang trænede med skilte og kegler på græs: Der var jeg engang med Max, jeg har bare fortrængt det, og nøj hvor er det bare hyggeligt, at opleve Ottos energi og fokus.

Max og jeg kørte kampagneøvelserne, og jeg fik rigtig god mulighed for at sparke mig selv bagi i flere gang, for jeg var ikke så skarp, at det gjorde noget; men heldigvis fik jeg rettet op på det.

Med Otto var det mest at gå i line, og nogle ganske få øvelser, og træningen af mine belønningssignaler 😉 Totalt sjovt!!! Det allersværeste var næsten at tage et foto med begge hundene til sidst, men det lykkedes.

Fed træning!!!

mandag den 9. marts 2020

Grundtræning (i rally)


Jeg elsker at komme til træning hos Johanna. Uanset hvad jeg arbejder med, kan hun komme med topkvalificeret og anvendelig feedback, og noget jeg bare kan begynde at arbejde med straks.

I dag havde jeg valgt at arbejde med 100 % fokus på rally med Otto, og havde derfor line med (Megans DM-line ❤), tre kegler, og nogle elementer, som jeg ville arbejde med i den individuelle tid.

Så vi fik arbejdet med startposition og startsignal. Vi fik gået slalomer og spiraler, og jeg fik feedback om mine talrige belønningssignaler (dygtig, godt, yes mv.), som hver især er glimrende, men brugt i flæng er meget mere forvirrende end de gavner. Og så er der noget med mine hænder 🤔

I anden runde fik vi arbejdet med fastholdelse af positioner. På ingen tid har Otto lært den lækreste smækdæk, og kan holde positionen flot, når jeg går fra ham; nu har jeg fået en strategi for at arbejde mig rundt om ham, og en hjemmeopgave, der indebærer en video af træningen.

Med lidt afbræk trænede jeg alt muligt rallyrelateret, mest med line men også uden. Rammerne er perfekte, en ridehal med passende forstyrrelser, og Otto er fuldt fokuseret, når vi arbejder. De fleste øvelser kan vi godt, nogle er vi i gang med at indlære, og indtil videre holder jeg 100 % fokus på motivation, præcisionen skal nok komme. Ikke at det bliver sjusket, jeg vil naturligvis have, at det ser ordentligt ud, men jeg er ret afslappet med det, for jeg vil bare have at al grundtræningen er glad, og så øger vi kriterierne gradvis.

Min motivation er vokset ganske gevaldigt, efter at der blev sat dato på Ottos og min debut ved en officiel rallyprøve. En masse grundadfærd bliver nu sat sammen, og vi arbejdet med et bredt udsnit af adfærd, parallelt med at vi begynder at bevæge os ud på nye træningspladser, og begynder på kortere konkurrenceagtige forløb. Jeg er også begyndt at tænke på generalprøver, jeg skal bare have fundet nogen at alliere mig med.

Jeg glæder mig som et barn til jul! Det er skønt at arbejde med Otto ❤

søndag den 8. marts 2020

Weekend i balance

Otto blev introduceret til skilteholdere og kegler :-)
Jeg kan ikke drosle ned fra den ene weekend til den anden, indgåede aftaler skal holdes, men jeg har fået nogle venlige reminder om, at det er nødvendigt at bruge weekenderne til også at slappe af.

Og denne weekend har været meget fornem i den henseende, for her var balancen i orden 😊

I går stod den på tredje runde af fem på rallyinstruktøruddannelsen. Formiddagen var helliget feedback om banebygning samt gennemgang af den sidste tredjedel af øvelserne, opdelt efter temaer/den røde tråd. Det er ikke alle, der har det lige godt med at gennemgå øvelser, som de ikke er så fortrolige med, i plenum, men alle gør deres bedste og alle kom fint igennem.


Eftermiddagen havde fokus på at give feedback og hjælpe kursister med specifikke problemer. De inviterede ekvipager fik gået et par baner og fik feedback af to kursister hver, og de fik hjælp til nogle af de øvelser, som de selv havde budt ind med på forhånd. Langt de fleste fik noget med hjem at arbejde videre med, både instruktører og kursister, og specielt én kursist var fuldstændig ellevild, fordi hun oplevede et træningsmæssigt gennembrud, så fedt!!!!


I dag var der ingen planer i kalenderen, og det var dejligt! Kirsten skulle til TRX-træning 9:30, så aftalen blev at jeg tog Max og Otto med og gik en tur med dem på det skønne område ved Køge Ås mens Kirsten trænede. Det blev til en pragtfuld tur i dejligt vejr, præcis 6 kilometer på godt en time.


Først på eftermiddagen kørte vi en tur til Stevns, og endte med at gøre stop ved Solgårdsparken og gå en tur med hundene.

Jeg havde også planlagt to korte træningspas.

Med Max var det de tidligere nævnte kampagneøvelser (sideskift om kegle, 321) samt nogle bakkekombinationer på højre side.

Med Otto var det for første gang træning med skilteholdere, kegler og line 😊 Vi fik gået slalom og spiraler, øvelser med mange sitter ved siden og foran, tyskervending mv.

Hvordan gik det?

For det første føltes det vildt godt, for Otto er bare så glad. Og Kirsten kommenterede, da jeg kom ind: Ottos hale kører hele tiden, ligesom Lille Bjørns gjorde! Så mere end godkendt træning!

torsdag den 5. marts 2020

Nordisk rallytræning


I dag startede Gitte Freytags hold i nordisk rally hos Dansk Hundeskole Roskilde. Et hold med 7 tilmeldte, hvoraf de 3 havde meldt afbud i dag, så det var ren luksus.

Gitte kom med fin introduktion, herunder gennemgang af dagens fokus øvelser (sidestep og bakke foran), inden banegennemgang af dagens bane, som var en let ombygget udgave af min bane fra NM 2019 😊 Efter banegennemgangen varmede vi op, gik banen med feedback, og sluttede med lidt fællestræning og hjemmeopgave: basislydighed på plads i form af følge på højre og venstre side især bakning i små firkanter på begge sider, så hundens bagpart trænes.

Det var rigtig fed træning, meget direkte feedback (tak for det!) og fokus på detaljer, som nordisk rally i høj grad handler om. Min baggrund for at tilmelde mig er, at jeg vil træne nordisk for at kunne kvalificere mig til landsholdet, men en positiv sideeffekt skulle også gerne blive en meget mere præcis dansk rally.

Når det er sagt, fik jeg udnyttet talrige muligheder for at gøre det forkerte i forhold til Max i dag. Det var næsten til en lærebog i begynderfejl, specielt med min historie med Max.

Vi startede træning et fremmed sted. Det var, som man kan se på fotoet, som blev taget 18:34, ved at være mørkt (vi plejer aldrig at træne ude så sent i mørke og Max kunne ikke lide det), og da Max og jeg skulle gå banen var den kun oplyst af lysmasterne, og der var ret stille. Desuden havde vi trænet/varmet op i lang tid = præcis modsat af, hvad ville vi gøre til en prøve. Og jeg gik meget prøveagtigt ind, og Max løb hen til Gitte, som et meget klart signal om, at jeg ikke var, som jeg skulle være.

Big surprise: Det gik ikke rigtigt godt. Masser af fine momenter, men også manglende fokus osv., fordi jeg ikke støttede Max, som jeg plejer at gøre.

Det var en virkelig god lærestreg.

Vi glæder os til fortsættelsen, og jeg har lovet Max, at jeg er den gode gamle fører fremover 😊

tirsdag den 3. marts 2020

Om mål der motiverer (del 2)


Jeg skrev i søndags Om mål der motiverer, og det har affødt dels nogle konkrete planer i forhold til Ottos træning (og lidt til Max’), dels nogle personlige mål.

I går hos Johanna gik vi i gang med at træne nogle af de momenter, som vi skal have fokus på til rallybegynderklasse. Først og fremmest, som Anita også har mindet mig om, træne med line!!! Den line, jeg har Otto i til træning, er en gå tur line, og Otto forbinder den ikke med træning, så nu får han sin rallyline = Megans DM-line, som sikkert bringer god karma. Dernæst konkrete øvelser dæk, stå, down, gå rundt om, bakke, tysker og sideskifter – der er rigeligt at gå i gang med 😊 Det er meget, meget motiverende for min træning!

Jeg nævnte i søndags nogle konkrete kampagneøvelser til Max, og dem kombinerer jeg med at træne forskellige steder med Max og Otto.

I aftes var jeg til Nose Work træning i Solrød med dem begge hos Merete, sidste runde i denne omgang, heldigvis med start på næste runde på næste tirsdag.


Otto var igen en stjerne. Han knokler virkelig med at komme til kilderne, fx ovenstående kilde bag en cykel. Og ved søgene hos Merete var der igen en fantastisk passage, som vi ville have ønsket, var filmet. Kilden var på en bænk, Otto fik hurtig færten, og arbejdede intensivt det længste vi har oplevet endnu, herunder bakkede han på to ben på et smalt område, samtidig med at han søgte, og han var oppe og nede. Han lavede den flotteste markering til sidst. Virkelig fedt at opleve. På det lange søg fik jeg også en virkelig god mulighed for at læse hans markeringer, som er ganske hurtige, men meget tydelige, når jeg bare er opmærksom på det.

Max var også god, men der kom nogle underlige udfald, hvor han pludselig begyndte at spise græs, og halen røg ned mellem benene, og jeg måtte have ham ud og muntre ham op, før vi gik videre. Han kom i gang igen, men det var lidt underligt. Det positive var selvfølgelig, at han kan læses så nemt, og jeg kunne få ham i gang igen.

Jeg har også selv været til træning hos Tina, min fitte coach. I sidste uge talte vi om mine mål, og det betyder en omlægning af træningen, så fokus på styrketræningen bliver mindre, og fokus på smidighed og vægttab øget. Jeg er meget stiv i kroppen, og jeg er ikke helt tilfreds med min mave, så udover den ugentlige træning hos Tina har jeg nu også sat mig et mål med nogle specifikke smidighedsmål (kampagne 10 minutter om dagen den næste måned), og et vægtmål på 75 kg. Det er også meget motiverende.

Jeg har fortsat mine mentale mål at holde mig selv op i mod.

Så samlet er jeg velkørende med mål, som i den grad motiverer mig, og det er skønt ❤️❤️❤️


Og så var morgenturen i dag bestemt supermotiverende. Dejlig frisk blæst og to vindblæste hunde.