Viser opslag med etiketten coronavirus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten coronavirus. Vis alle opslag

lørdag den 24. oktober 2020

Nose Work, rally og Corona

RBM NW1 Kali-Kama Flying High

Jeg har trænet Nose Work hos Merete med Lille Bjørn, Max og Otto gennem lang tid. Otto startede tidligt på et begynderhold, og han er rigtigt dygtig, så naturligvis skulle vi også til en officiel prøve. Vi var heldige at få en plads til en NW1-prøve hos Hvalsø Hundevenner i dag, og jeg havde regnet med en sidste træning hos Merete i tirsdags. Den runde blev desværre aflyst, så jeg måtte arrangere noget selvtræning, for at teste formen af.

I onsdags var det køretøjssøg og beholdersøg. Jeg glemmer ret ofte, at Otto har brug for opvarmning, så det noterede jeg som et særligt vigtigt punkt til i dag.

Jeg synes Otto arbejdede ret ufokuseret, bl.a. blev kasserne i beholdersøget brugt som balje, så jeg skiftede på et tidspunkt til Max. Han arbejdede supergodt og markerede alle kilder flot, puha, så var det ikke helt galt. I næste runde var Otto flot på igen, altså lige bortset fra boksene.

Vi var kommet i anden runde til prøven i dag, med start kl. 14:00, så jeg havde ud over en god luftetur med hundene om formiddagen og også planlagt et inde- og et udesøg med tre kilder hver, og det gik supergodt med begge hunde. Således beroliget tog Otto og jeg til Hvalsø.

Jeg kan ærligt sige, at jeg var totalt afslappet. Med lidt slap forberedelse og uden forventninger af nogen som helst art. Udover at sikre, at Otto var glad og på, som når vi går til rally. En ordentlig luftetur, lidt opvarmning med rally, så toppen af energien var reduceret.

Vi startede med køretøjssøg og udesøg hos Mia, vi var første ekvipage i gruppen.

Jeg lod Otto styre køretøjssøget, dirigerede en enkelt gang, hvor han var på vej væk, vi kom fra første til anden bil, det var tydeligt, da han fangede færten, og jeg lod ham gøre arbejdet færdigt. Tydelig markering og godkendt, og tre fejl for poter oppe … Fed feedback fra Mia, om at det var flot, at jeg lod ham arbejde færdigt.

Udesøget, græsområde op af et hegn. Jeg dirigerede ham hen til venstre, han søgte flot hele vejen langs hegnet, det var tydeligt, da han fangede færten, klar markering og bingo.

Så en lang pause. Otto kom ud i god tid inden anden runde, og vi var helt klar, da vi skulle på igen. Nu med Hanne som dommer.

Indesøget startede fint, vi var hurtigt på rette spor, og igen fik Otto mulighed for at arbejde sig frem til kilden.

Beholdersøget. Jeg lod ham gøre alt arbejdet. Selvom det virkede lidt tilfældigt, havde jeg helt styr på, hvor vi havde været. Hans markering var ikke til at tage fejl af, og igen korrekt.

Ja, hvad skal jeg sige? 100 point og 3 fejl, og dermed NW1-titlen. VI blev nr. 13 af 39, og ingen kunne være mere stolt end mig. Han er kun en stor dreng, når vi varmer op, hilser på de andre, og hilser på dommere og hjælpere. Men når der skal arbejdes, så bliver der arbejdet, og der er ingen tvivl om, at han véd præcis hvad opgaven går ud på.

Jeg siger tusind tak til Hvalsø Hundevenner for et fantastisk flot arrangement, og tak til Merete for supertræning, som har givet en bonus meget hurtigere end jeg havde turdet drømme om. Jeg glæder mig over den flotte debut, og vi bliver selvfølgelig i klasse 1 indtil videre!

Hundehygge

I tirsdags startede Otto og jeg på et rallyhold hos Johanna. Jeg arbejder med et bredt spektrum af øvelser med ham, for selvfølgelig er ambitionerne på langt sigt høje, selvom vi bliver i begynderklasse et godt stykke tid. Der var to momenter, jeg gerne ville have fokus på, og det kom der, og der var naturligvis gode ideer til at komme videre.

Stå foran, der har jeg fået indarbejdet en kæde, hvor Otto kommer fra venstre side, ind foran, belønnes for at stå, og bakker direkte tilbage, uden at stå stille. Johanna så straks kæden, og foreslog indgang fra højre side, og så stod han da lige så flot!

Stillingsskiftet sit-stå (Er det en god idé at kalde det stå?), blev flyttet fra gulvet til et bord, så jeg kan styre Otto bedre, og vi fik gode fremskridt.

Hundene slapper af, mens far er på online kursus

Ellers har fredag aften og lørdag formiddag været optaget af det ændrede forsamlingsforbud (fra 50 til 10), og konsekvensen for rallyprøver. Det er ikke godt, men vi har tilrettelagt næste prøve 7. november, så den lever op til alle krav. Det er ikke så festligt eller sjovt at være med til, men det er en prøve, som lever op til alle regler, og det er vigtigt synes jeg, at det kan lade sig gøre …

Ja, der kan argumenteres for at det er et luksusproblem osv. osv., men for mange af os, er det at træne og konkurrere med hunde en væsentlig livskvalitet, og vi vil gøre hvad vi kan, i fuld respekt for alle forholdsregler, at gennemføre prøver bedst muligt.

fredag den 13. marts 2020

Krisehåndtering

Stranden torsdag eftermiddag
Det har været nogle dage ud over det sædvanlige.

På internationalt plan med coronavirus/covid-19 situationen, som vender op og ned på alles hverdag. Jeg synes den danske regerings håndtering af krisen er vanvittigt dygtig. De kommunikerer forbilledligt og er totalt åbne om, hvad der skal ske og hvorfor, og hudløst ærlige om, at de ikke kan svare på alt. 100+ point på rallyskalaen 😉

Arbejdsmæssigt er konsekvensen, som for så mange andre i Danmark, at jeg skal arbejde hjemmefra indtil videre, og jeg er så privilegeret, at det ikke er det store problem.

Det har ikke været nogen hemmelighed, at Nets skulle igennem en større fyringsrunde, og de berørte i Danmark har fået besked i denne uge. Jeg fik i går at vide, at jeg ikke er en af dem. Jeg anså mig selv for at være i farezonen, og det er da ikke dumt at få at vide, at jeg er gået fri. 67 år og 4 måneder og fortsat fuldtids ansat i Nets 😉

På Rallyfronten har situationen også haft store konsekvenser.

I FCI-sammenhæng havde vi planlagt et 2-dages møde i Tallinn denne weekend, men det blev erstattet af et Skype-møde på 1 time og 16 minutter til aften. Godt og effektivt, og vi fortsætter med det mål at kunne afholde et første VM i rally indenfor en overskuelig årrække.

I nordisk sammenhæng afventer vi en officiel udmelding af, at NM 2020 er godkendt, men der kommer forhåbentlig noget i løbet af måneden.

I dansk sammenhæng er der sket aflysninger af næsten alt hunderelateret. For mit eget vedkommende er det i første omgang prøverne i Hønsehuset på Bornholm 21.-22. marts og i Løserup den 29. marts, hvor jeg både skulle dømme og op med Max, som er blevet ramt. Nå ja, det er bare nogle rallyprøver. Men …

Hvis vi løfter os lidt op, er det en landsholdskvalifikation samt tre prøver der tæller til Årets Hund og til DM 2020. Så arrangørerne har sammen med dommerne vurderet muligheden for at flytte prøverne i modsætning til at aflyse dem. Det har betydet at Rallyudvalget også har været inde over. Arrangørerne melder ud, hvad resultatet er blevet, men jeg håber og tror, at de berørte vil være forstående overfor beslutningerne.

Privat betyder det, at de tre næste weekender, som skulle have været brugt i Tallinn, på Bornholm og i Løserup, er blevet til tre friweekender. Det ville være oplagt at bruge dem til bl.a. at besøge svenskerne, men ak, det må vi ikke.

Så der bliver tid til at gøre en masse af det derhjemme, som ellers altid bliver udskudt, og hundetræningen bliver virkelig sat i system.

Og så vil jeg gerne have lov til at sige, at selvom vi skal vænne os til at hverdagen er ganske forandret et godt stykke tid, så er vi meget privilegerede og det skal vi huske at værdsætte.