Max passer på dig

Ingen fotos fra prøven, så her stjernen Max, der slapper af ❤️

I dag var Max og jeg til officielle rallyprøver for første gang siden 11. november 2023. Årets Hund finalen 6. januar tæller ikke i den sammenhæng.

Der var flere gode grunde til at skrive mine kriterier for prøverne. Udover at jeg selv præker, hvor vigtigt det er at vide man vil. Selvom det går fremad med helbredet, var det vist åbenlyst for enhver, der oplevede mig i dag, at jeg var friskere end for 2 uger og for 1 uge siden, men det var absolut en Paul langt fra fysisk topform. 

Så naturligvis skulle jeg formulere målene. Her er hvad jeg sendte til Liv i går aftes:

”Mål for i morgen: 100 % glæde og fokus på Max. Husk, at benene ikke er som de skal være (mine), så tilpas tempo og bevægelser. Tænk ikke på noget tidspunkt point. Bare ikke at komme ud i "tæt-på-at falde-situationer” er godt, det sagde jeg faktisk i bilen [sammen med nogle dommerkolleger], og der var fuld forståelse

Hvad skal jeg tænke på:

Tænke på Max' smukke brune øjne, hans kærlighed til mig, min kærlighed til ham, at det måske er vores sidste prøve sammen, at jeg elsker ham, at vi er jordens skønneste par og jeg skal glemme alt omkring mig. Jeg ved det er præcis rigtigt, fordi jeg sidder og tuder mens jeg skriver det. Det føles så rigtigt.”

Det er MEGET personligt, men det var også noget meget specielt. Det er ikke længe siden jeg bare drømte om overhovedet at kunne blive nogenlunde rask igen, og så at sætte mål for to rallyprøver samme dag, det var virkelig noget særligt.

Ankomst mv. kørte 110% på rygmarv, og jeg kan virkelig profitere af at Max er så rutineret. Jeg kunne mærke at jeg var helt i balance, havde overskud til at drille Neel, som var aspirant hos Stine på bane 1, lidt -og kunne fokusere på alt det væsentlige.

Jeg skulle starte på Stines bane, 17 skilte, ganske lang (afstand mellem skilte), en fristelse tæt på (30 cm?) kantbånd til opvarmningsområde, og rutineret fører der lavede stå udfor, Max fangede tydeligt færten, valgte mig til, og belønning.

Allerede ved skilt 2 kunne jeg godt mærke, at mine ben absolut ikke var så gode som jeg havde troet. Da vi kom til skilt 6-7 stykker, hund foran bakke 1 hundelængde, og jeg fik lænet mig lidt for langt frem, da Max skulle dirigeres ind foran at stå kunne jeg godt mærke at jeg ville falde hvis jeg ikke flyttede en fod. Så det gjorde jeg naturligvis og lavede øvelsen om – dommer og aspirant blev vist mere forskrækkede end mig, det var bestemt ikke en god følelse.

Jeg var endnu mere omhyggelig resten af banen og det gik ok.

Feedback: ”Max passer på dig!” Det gør han!!! Han viger ikke fra mig, uanset hvor mærkeligt jeg går. Vi gik en fed bane, cirka 3 minutter, vi gik supergodt.

Bane 2 var hos Annette Dalgaard, 14 skilte, noget kortere end den første, og samme gode følelse som bane 1.

Begge feedback’er meget præcise, som jeg elsker det, jeg ved præcis hvad der er trukket og hvor!

Lidt refleksion: Jeg var tro mod mine kriterier, men jeg kan ikke holde fokus 100% på Max. Jeg fortalte My og Karina om det efter den anden prøve: pga. benene er jeg nødt til at holde lidt fokus på, hvordan jeg bevæger mig, måske 5-10 %. Der var en sidestep øvelse på Annettes bane, hvor jeg tænkte så meget over hvordan jeg skulle sætte foden i sidesteppet, for ikke at miste balancen, at jeg slet ikke havde Max med, og vi måtte lave den om.

Og det er jo ganske reelt.

Vi fortsætter naturligvis den fysiske genoptræning, jeg får helt sikkert også trænet mere med Max (og Otto). Der er tanket masser af selvtillid efter i dag.

PS: På bane 1 fik jeg feedback om noget ”lyd” fra Max, som om han brokkede sig. Jeg vendte det med Liv til aften og sandheden er, at jeg måske har trænet samlet ½ time med ham i flere måneder. Så når han så skal gå to fulde baner uden belønning, er det ok at han minder far om, at vi måske skal træne lidt mere og noget længere og arbejde med variabel belønning.

Præmieoverrækkelse bane 1

PPS: Prøve 1. 92 point og 1.v. Prøve 2. 95 point og 3.v.