onsdag den 5. oktober 2016

Nose Work begynder med Megan

Megan i topform :-)

Nose Work bliver fra 2017 en konkurrencesport i DKK-regi. Der er et sandt boom i kursusudbud indenfor Nose Work, og jeg har længe luret på at finde ét, der passede instruktør- og tidsmæssigt. Det helt rigtige dukkede op fornylig, et Nose Work begynderhold udbudt af Tina Hougaard-Nielsen (FuzzyAnimals), som jeg har omtalt i blogindlægget Guld.

Jeg tilmeldte Megan og første kursusrunde var til aften. Megan og jeg kom topmotiverede, med åbent sind og masser af forventninger – og de blev fuldt ud indfriet!

Hvorfor Megan? Ja, hvorfor ikke? Hendes næse fejler ikke noget, hun elsker at arbejde, og det var bare en fornøjelse at opleve hende på kursus igen.

Tanken er, at hjemmearbejdet bliver med alle tre hunde, for naturligvis skal de alle prøve den nye, spændende hundesport, som passer til alle hunde.

Vi startede med teori (naturligvis) og masser af spørgsmål bl.a. fra undertegnede, det er en ny spændende verden det her :-)

Udgangspunktet er, at vi skal arbejde med at etablere et fundament, hunden skal lære, at det er sjovt at arbejde med næsen, den skal arbejde med intensitet, den skal kunne arbejde selvstændigt og løse problemer (for føreren kan i princippet ikke hjælpe) – alt sammen med henblik på at hunden lærer dels formål (at finde en duft og få belønning for det), dels bliver sikker i udførelsen.

Herefter arbejdede vi med søg med kasser i alle afskygninger. Kasserne bliver en visuel del af opgaven (i indlæringen), en form for target, som kan anvendes i andre miljøer.

Til aften var vi fire deltagere, og vi kørte to runder med en ekvipage af gangen.

Tina lagde godbidder i kassearrangementet, vi iagttog hundenes arbejde, og Tina gjorde det gradvis sværere for hundene, afhængig af deres adfærd.

Vi oplevede – pædagogisk perfekt! – fire ganske forskellige hunde og stilarter, fra en lille forsigtig tæve, tydeligt påvirket af omgivelserne, til en stor, selvsikker hanhund, som startede som en damptromle, men hurtigt begyndte at arbejde superflot, og nok løste de sværere situationer bedst.

Megan gik superflot i begge runder. Pænt, systematisk og nogenlunde vedholdende; nogle gange gik hun videre, hvis det var lidt svært, og vendte tilbage og løste opgaven. Jeg må indrømme at jeg var ret imponeret over, at hun også i anden runde gik så godt, hun er bestemt ikke trykket af alderen – og i Nose Work er det jo lige meget at hun er næsten helt døv. De andre bemærkede det før jeg selv gjorde: Megan er meget nem at læse, når hun får færten af en godbid: hun holder op med at logre og halen bliver lidt stiv – sjovt og anvendeligt, med sådan en tydelig markering.

Tina var supergod til at gennemgå teorien, svare på spørgsmål, og få alle med på vognen. Og kom med masser af gode iagttagelser i forbindelse med hundens arbejde. Jeg er meget glad for, at jeg valgte netop hendes hold.

Jeg kan desværre ikke komme til 2. runde, men hjemmeopgaverne ligger lige til højrebenet, og alle tre hunde skal nok få deres ligelige del af træningen.

Det bliver sjovt at starte Nose Work arbejde med alle tre parallelt og uden tvivl lærerigt, for jeg kan forestille mig tre helt forskellige tilgange fra de tres side.

Men jeg er ikke i tvivl om, at alle tre vil elske Nose Work.

Ingen kommentarer: