Max til DM i championklasse |
Som formand for DKKs rallyudvalg har jeg selvfølgelig ansvaret for afviklingen af DM i rally. Men da jeg som bekendt deltog med begge hunde i år, var det for længe siden aftalt at Majbrit skulle være prøveleder, og hun fik en superflot debut som prøveleder for DM!!! Vi har selvfølgelig talt en del om arrangementet inden, herunder gennemgået drejebogen detaljeret, men som vi også talte om: der sker alt muligt, som ingen havde drømt om, og så må det bare håndteres bedst muligt.
Jeg havde taget tidligt fri fredag, sejlede over Odden-Aarhus og var på Vilhelmsborg 14:15, hvor jeg skulle gennemgå det sidste praktiske med Majbrit. Det blev klaret, teltet blev stillet op og hundene blev luftet i det skønne område omkring Vilhelmsborg.
Jeg tjekkede ind på Scandic Aarhus Vest, hundene fik aftensmad, vi gik en kort tur, og jeg blev hentet af Mette. Vi skulle spise på Møf.
Jeg besøgte Møf to gange i 2016 og det er et sted jeg gerne vil besøge HVERGANG, jeg kommer i nærheden.
Der var et overskueligt meget spændende menukort og det endte med følgende:
.
Bobler og snacks |
.
Tatar |
Kuller med tilbehør |
Clafoutis med solbær |
Kaffe og Møfling |
Vi sad i madbaren, dvs. med direkte udsigt til kokkene, der arbejdede, og det var en fornøjelse at opleve på mange fronter; naturligvis arbejdede de topprofessionelt, men vi kunne mærke den gode stemning og teamånd, og det var bare så overskudsagtigt alt sammen.
Det lyder flot at sige, at det hele var perfekt, men det var tilfældet: betjeningen var i top hele vejen og først og ikke mindst var maden perfekt tilberedt og knivskarpt serveret. Vinvalgene overlod jeg trygt til den meget kompetente tjener, og det var supergode valg alle sammen.
Jeg sagde til Mette: en dag får de en Michelin-stjerne, og så kan vi sige, at vi var der inden!
Hundene fik en kort luftetur inden jeg tørnede ind 21:30.
Lørdag var jeg oppe 5:30, hundene fik morgenmad og blev luftet, kom i bilen, og jeg pakkede sammen.
Morgenmaden lidt i 7 fik jeg sammen med Majbrit og Annie, og vi fik vendt verdenssituationen.
Jeg var fremme på Vilhelmsborg 7:45 og så gik dagen ellers i gang.
Først naturligvis luftning af hunde. Dernæst diverse småbriefinger inden den samlede briefing for alle officials 8:30.
Velkomsttalen afholdt jeg 9:30.
Jegs skrev i går om mine egne prøver i dette indlæg DM i rally 2021
Amanda (tusind tak!) har filmet begge prøverne.
Først Ottos begynderklasse:
Her er Max’ championklasse:
Det er ikke nemt at planlægge afviklingen af finalebanerne pga. mange førere med 2-3 hunde, men Majbrit og jeg fik det til at hænge sammen.
For mig var det næsten grænseoverskridende – og jeg fik den del kommentarer om det 😊 – IKKE at skulle gøre noget under præmieoverrækkelsen efter at have takket dommere og hjælpere. Jeg spurgte Majbrit hvordan vi skulle afvikle det, og hun kiggede på mig og sagde, at det var der styr på. Så jeg trak mig pænt væk og kunne konstatere, at der var helt styr på det 😉
Der blev hurtigt pakket sammen bagefter, og jeg kørte til færgehavnen i Århus. Fra færgen fik jeg lagt den endelige resultatliste for DM på Facebook. Vi var hjemme 21:15. Jeg fik en hurtig oste/skinkemad, lidt rødvin og et par glas champagne, som nævnt i bloggen fra i år.
I dag skulle Kirsten og jeg have brunch på Bistro 17 i Køge, som jeg har skrevet om tidligere.
Brunchen er et nyt tiltag, og det overgik alle vores tårnhøje forventninger.
Brunch i topklasse! |
Jeg skriver en rigtig anmeldelse en af dagene, men jeg vil kort skrive, at de 7 retter jeg fik var fra rigtigt gode til helt fantastiske, Bloody Mary’en var dejlig, den friskpressede appelsinjuice virkeligt god og betjeningen uovertruffen.
Eftermiddagsturen var et for os helt nyt sted et par kilometer fra, hvor vi bor, ret spændende og hundene var helt vilde med det.
Til aften fik vi en enkel, eminent pastaret med hjemmeavlede tomater og dertil Carlo Revello & Figli Langhe Nebbiolo 2019.
Der er tradition for (startet sidste år, da DM i rally overgik til DKK), at evaluere årets arrangement, med henblik på at opdatere drejebogen for afvikling af næste DM. Jeg har i år valgt både at gøre det internt (blandt officials) og offentligt (i DKKs rallygruppe på Facebook), og jeg håber på en masse konstruktivt feedback, som grundlag for at DM 2022 bliver endnu bedre.
Det har været en skøn forlænget weekend. Jeg har nydt det hele: et velafviklet DM (når jeg selv skal sige det), med en virkelig god stemning og masser af flot førerarbejde. Et måltid på Michelin-niveau fredag på Møf. En brunch på topniveau på Bistro 17 søndag. Og først og fremmest to dejlige prøver med Otto og Max. Jeg har set videoerne flere gange hver, og jeg har rost mig selv for mit førerarbejde og dommerne skal roses for deres fine bedømmelser.
Hvad nu?
Jeg skrev i where do we go from here? at jeg ville reflektere over, hvad jeg vil som det næste.et har jeg også gjort.
Jeg er endnu mere overbevist om, at det er rigtigt at fokusere på rally med Max. Vi går virkelig godt, og det kan række langt. Selvfølgelig er alderen et handicap (Max’ ikke min 😉), men det må vi håndtere, hvis det bliver noget, vi skal forholde os til.
Otto skal naturligvis fortsætte i rally, han rykker helt som planlagt i øvet klasse efter Årets Hund finalen.
Jeg går i gang med at træne tricks (FP2) og arbejder med vores FS1-program, så vi har noget klar til debuten i begge dele på Samsø lørdag den 16. oktober. Jeg kan ærligt sige, at jeg betragter begge dele om ren træning af at arbejde i hallen, inden rallyprøverne søndag den 17. oktober.
Naturligvis træner vi alt sammen, men jeg minder mig selv om, at det er for sjov, ikke fordi målet er at bestå.
Otto og jeg fortsætter naturligvis med Nose Work.
Har weekenden ændret noget i forhold til målene?
Næh, overhovedet ikke. Det VAR en prøve som alle andre og jeg har igen fået noget konstruktivt at arbejde videre med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar