søndag den 29. november 2015

Året der gik og året der kommer

Hvad vil fremtiden bringe?

For niende år i træk afvikler jeg en quiz, og denne gang handler den kun om mine egne hunde og deres resultater i 2016, og så et enkelt spørgsmål om hvor mange rallyprøver, jeg skal dømme.

Først resultatet for quizzen 2015.

Der er nogle af resultaterne der godt kan uddybes.

Jeg havde selv regnet med at Max skulle starte i championklasse i rally, men pga. kvalifikation til Årets Hund finalen i ekspertklasse var der ikke mulighed for at gå op før finalen 22. november var gennemført. Så debuten bliver i 2016.

Jeg havde regnet med en 1. præmie til Lille Bjørn i LP3 og håbet på en DKLPCH, men sådan blev det ikke. Han har en prøve til gode 14. december, men derefter er det slut. Det uddyber jeg nedenfor.

De tre vindere i konkurrencen for 2015:

1. Amanda Jakobsson: 14 rigtige
2. Christina Ulrich Pedersen: 12 rigtige
3. Annie Larsen: 12 rigtige

Hvis Lille Bjørn får en 1. pr. 14. december kan der lægges 1 rigtig til hver :-)

Til lykke til alle tre og tak fordi I og flere andre ville være med i quizzen.

Inden jeg annoncerer quizzen for 2016 lige nogle tanker om fremtiden med hundene.

Quizzen afspejler naturligvis hvilke områder jeg regner med at konkurrere i med hundene. Der kan ske alt muligt der ændrer billedet.

Fx kom 2015 også til at handle meget om Færdighedsprøver og Titelprøve og HTM med Max, men det havde jeg overhovedet ikke fantasi til at forestille mig i slutningen af 2014.

Quizzen for 2016 handler om alle tre hunde, men i Megans alder kan jeg jo ikke tage det for givet, at vi bare kan klø på. Men jeg kan love, at jeg træner hende og at vi går til konkurrencer så længe at det er tydeligt at det giver mening, og ellers stopper jeg naturligvis straks.

Lille Bjørn og LP har været en svær beslutning. LP har fyldt rigtigt meget i mit hundeliv med alle hundene, jeg har været oppe til over 100 rallyprøver og prøven en 14. december bliver nr. 50 med Lille Bjørn. Og uanset resultat er det derefter slut.

Lille Bjørn har gået nogle rigtigt flotte prøver i år, og de nye LP-øvelser tror jeg ikke vil volde os problemer. Men jeg kan mærke at jeg ikke brænder for LP, som jeg har gjort. Lille Bjørn kan alle øvelserne, han arbejder med glæde i dem alle, og jeg vil uden tvivl fortsat træne LP med ham, men LP-titlen er ikke nogen motivator for mig længere.

Efter sidste weekends fine rallyprøver med ham er jeg meget mere opsat på at kvalificere ham til DM og Årets Hund i rally. Han synes det er sjovt og jeg synes det er fantastisk, og så er det det, vi går efter.

Med Max giver det næsten sig selv. Det er åbenlyst at han har det meget bedre med rally, HTM og FS, hvor han arbejder tæt på mig, end i LP, hvor kan ”kan det hele”, men ikke bryder sig om øvelserne med afstand.

Jeg vil sikker fortsætte træningen med ham, og jeg vil ikke udelukke at vi vender tilbage til LP, men der er slet ingen tvivl om at rally, HTM og FS er det vi vil satse på de kommende år. Og så kan jeg nok leve med at LP, som var det jeg drømt om med Max fra starten, ikke bliver til noget stort med ham.

Så det er baggrunden for at lydighedsquizzen indeholder præcis de spørgsmål den gør – og ikke noget om LP.

Jeg håber mange vil gætte med, her er quizzen.

fredag den 27. november 2015

Kundeorientering


Det har været den første træningsfri uge i meget lang tid. Mandagens undervisning blev aflyst, og der var ikke planlagt noget i øvrigt denne uge.

Og som sædvanligt synes jeg det er mærkeligt ikke at træne, og så husker jeg på, at det sikkert er rigtigt godt for både hunde og fører at holde en pause.

Jeg var nede for at få skiftet til vinterdæk i onsdags. Jeg har haft flere dårlige oplevelser på stedet og havde besluttet, at jeg skulle have sommerdækkene med hjem, fordi jeg ikke ville komme der mere.

Jeg havde bestilt tid, kom ti minutter før, og satte mig ind og fik en kop kaffe. Jeg kunne se ud på parkeringspladsen og se min bil. 35 minutter senere, altså 25 minutter efter den aftale tid, spurgte jeg om de kunne sige, hvornår de ville gå i gang.

Undskyldninger, og 10 minutter efter hentede de bilen og lige godt en time efter at jeg var kommet var dækkene skiftet. Endnu en undskyldning og det var så mit sidste besøg der.

 Det havde kostet 30 sekunder at komme ind og sige, at de var forsinkede, men ikke et ord fik jeg at vide, og jeg blev ret irriteret.

Samme aften spiste Kirsten og jeg på Det Gamle Røgeri i Mosede, og fik ugens klassiker, bestilte en kop kaffe til desserten og den blev glemt. Da vi mindede om det, efter desserten fik vi undskyldninger samt kaffe og da vi skulle betale, fik vi at vide, at vi ikke skulle betale for kaffen.

En lille detalje, og irritationsmomentet er væk.

Alle kan komme med eksempler på detaljer, der gør forskellen mellem en dårlig og en god oplevelse.

Når vi betaler for noget forventer vi at få det, vi har betalt for. Måden vi får der leveret på kan variere meget og der er ofte en sammenhæng, mellem leveringsmåden – i bred forstand – og prisen.

Ligeså ofte har det intet med prisen at gøre, det er bare et spørgsmål om at leverandøren tænker sig en lille smule om. Når jeg fx betaler 175 kr. for en rallyprøve er min oplevelse af prøven summen af en hel masse.

Det er bl.a. information om prøven inden tilmelding, kvittering for tilmeldingen, information undervejs, hvornår PM udsendes og hvor præcist det er, om katalog udsendes, om det er præcis information og indskrivning og starttider, om kørselsvejledning er fyldestgørende, hvordan man modtages på dagen, om der er præmieoverrækkelse efter hver klasse, hvordan dommeren giver feedback, om der er præmier, hvordan det går på banen, hvordan man bliver placeret osv. osv.

Som meget aktiv rallyudøver og meget aktiv arrangør af rallyprøver er jeg med på begge sider af bordet.

Det er tit marginaler, der gør forskel mellem en god og en mindre god oplevelse.

Det kan gøre en kæmpeforskel, hvis:
  • PM’et udsendes i god tid
  • Kataloget udsendes på forhånd
  • Det fremgår hvornår der er indskrivning for de forskellige klasser, hvornår r de starter og om der er præmieoverrækkelse efter hver klasse
  • Der er præmier til alle, ikke kun dem, der består
  • Der er rosetter til vinderne
  • Der er præmier til dem, der får en titel på dagen
  • Der er pokaler til champions
Jeg lagde et udvalg af årets præmierosetter og pokaler på et bord til aften og tog ovenstående foto.

Rosetter og pokaler betyder ikke noget i sig selv, det er naturligvis det at præstere noget sammen med sin hund, der tæller, og om det udløser præmier eller ej er lige meget.

Og så alligevel ikke. Det gør en forskel!

mandag den 23. november 2015

Friaften

Max er klar til start (foto: Johanna Allanach)

Aftenens rallytræning blev aflyst pga. farefulde parkeringsforhold ved hallen. Bonusfriaftenen blev bl.a. brugt til at skrive en artikel og gå videre med forberedelserne af Rallyinstruktøruddannelsen, som løber af stablen om mindre end to måneder.

Jeg har også set nøje på rallyprøver i 2016. Jeg har ikke tilmeldt nogen endnu, men jeg har en god idé om hvilke, der skal tilmeldes. Og alle tre hunde kommer i aktion. Det indebærer, at Megan om fire prøver skal tage hul på en ny resultatbog!

Jeg har nydt at læse en masse søde hilsner i anledningen af weekendens resultater.

Og så blev det hele lige toppet, da jeg fik fire fotos fra Johanna, fra finalerne i går.

Max har også styr på omgivelserne (foto: Johanna Allanach)

Megan med fokus på far (foto: Johanna Allanach)

Megan med fortsat fokus på far (foto: Johanna Allanach)


søndag den 22. november 2015

Forever young


Forever young,
I want to be forever young.
Do you really want to live forever,
Forever young?

(Marian Gold, Frank Martens, Bernhard Lloyd)

En skøn weekend er ved at være slut og det har bare været en fantastisk en af slagsen.

Megan, Lille Bjørn og Max er tilsammen 25 år, så vi har haft rigtigt mange år sammen. Jeg er naturligvis vild med dem alle tre. De har hver deres personlighed – der er virkelig vidt forskellige - og selvom Megan er gammel og Lille Bjørn oppe i årene performer de begge to rigtigt godt. Det hjælper nok også at jeg er blevet en meget bedre fører :-)

Jeg er rigtig glad for at jeg tog mig sammen til at få aftalt, at weekendens prøver blev filmet (tak til Amanda, Anita og Signe) og jeg må indrømme, at jeg har set alle optagelserne, nogle af dem flere gange.

Megan kan gå fantastisk stadigvæk, og hun er rigtigt meget på. Hun låser indimellem, tydeligt ved sitterne. I dag var det også tydeligt at jeg mangler visuelle signaler til at stoppe hende efter spring og til at dirigere mod kegle. Jeg blev virkelig forskrækket da hun pludselig lavede en mærkelig bevægelse med det ene ben (se 10 sekunder ind i videoen i det forrige blogindlæg), men det gør hun indimellem.

Der er ingen der vil tro hun er 12½ år, og så længe hun arbejder, som hun gør, vil jeg fortsat gå til prøver med hende. Måske kommer der er dag, hvor jeg véd, at nu går den ikke længere, men jeg håber der går længe- Hun har været en del af mit liv så længe, at jeg slet ikke kan forestille mig, hvordan det vil være, når hun ikke er der mere.


Lille Bjørn er 8½ år og han er bestemt i topform. Altså at komme efter en rallyprøvepause på et år, og med ganske begrænset træning til to officielle rallyprøver samme dag og få 95 point i dem begge, det er megasejt. Den første prøve er optaget og bl.a. lagt i et par Norwich-grupper på Facebook, og ingen lægger skjul på, at de ser en hund der synes at rally er det sjoveste i verden.

Jeg har ikke tænkt nærmere over det, men det kan godt være at jeg beslutter at droppe LP’en efter 14. december – hvor Lille Bjørn skal til sidste LP3-prøve i det gamle program – og så bare arbejde med ham i rally og gå efter DM og Årets Hund 2016 i ekspertklasse. Hans glæde ved at gå rally er åbenlys og det er meget fristende at holde fast i den, fremfor at arbejde med det nye LP-program.


Sidst med ikke mindst Max. Han bliver ved med at overgå mine forventninger. Han sluttede sin officielle karriere i rallyekspertklasse med 97 point og 2. vinder i går. Og i dag gik han en virkelig flot bane i finalen til Årets Hund og endte som nr. 2 i den samlede konkurrence.

Det er bare kulminationen på et fantastisk år, hvor han på rallyfronten har fået 100 point for første gang, er blevet nr. 8 ved DM og nu nr. 2 ved ÅH. Han har fået FP2, FP3 og HTMF. Han er debuteret i HTM og har fået HTM1-titlen.

Han er snart 4½ år og der er mange gode år i ham endnu, for mig er han stadig bare den lille herhjemme og hans karriere er dårligt startet. Jeg går efter stjernerne med ham.

Jeg er vild med hundene og jeg er supersuperglad for alle de søde hilsner jeg har fået i weekenden med lykønskninger. Jeg kan garantere for at hver eneste en er højt værdsat.

Årets Hund i rally 2015

Megan nr. 11 og Max nr. 2 i Årets Hund

Finalerne i årets hund i rally blev afholdt i dag i Sorø Hallen. Man kvalificerer sig finalerne ved at blive placeret til kvalifikationsprøver, og de 3 bedste kvalifikationsprøver tæller med pr. ekvipage. Derudover var der suppleret for med deltagere med point fra 2 eller 1 kvalifikationsprøve for at nå op på 10 deltagere i begynder, øvet og ekspert og 15 deltagere i championklasse.

Årets Hund i rally blev introduceret i 2013 for ekspertklasse og championklasse, i år var første gang der var Årets Hund i alle fire klasser. Der var inviteret to dommere: Pia Johnsen og Conni Hansen, Pia havde designet begynderbane og championbane, Conni øvet bane og ekspertbane, og de dømte begge to alle ekvipager uafhængigt af hinanden, og gennemsnittet af bedømmelserne var resultatet.

I alle klasser var der spænding om udfaldet, der var ingen der var sikre på deres placeringer inden finalerne, og det var en fornøjelse at følge finalerne på tæt hold – både som tilskuer og deltager – og opleve en masse flot hundearbejde.

Jeg havde kvalificeret mig til finalen i ekspertklasse med Max og i championklasse med Megan.

I ekspertklasse var der virkelig spænding i toppen:
  • Annette B. Olesen med Border collie Border Top's Nanna havde 45 point
  • Lisbeth Zacho med Border collie Gawain's Collector Of Time havde 42 point
  • Ditte Wolsted med Border collie Fæhunden's Spyke havde 42 point
  • Max og jeg havde havde 34 point
Jeg havde joket med, at min eneste chance for at rykke op var at vejrliget gjorde det umuligt for de tre bornholmere at komme til prøven. Jeg har lovet at jeg aldrig siger sådan noget igen. For pga. vejret kunne Lisbeth ikke nå frem til finale :-(

Da desuden Ditte gik fejl bane og jeg formentlig blev nr. 3 ved dagens prøve, rykkede jeg op på 2. pladsen.

Annette genvandt meget fortjent Årets Hund titlen med Embla efter endnu en blændende banegennemgang og Embla kan nu tilføje RLEÅ15 til sit i forvejen omfattende CV.

Max var først på banen og det gik rigtigt fint, ingen ommere men lidt afstand til fører og lidt tøvende reaktioner. Her er prøven (tak til Amanda).



Ærespladsen var sit ved siden af (det har den så været til alle tre ekspertklasser i weekenden) og der var heller ingen problemer, og det er så sidste gang Max skal udføre den øvelse, puha siger han og jeg.

I championklassen var spændingen også helt i top med to af Danmarks allerbedste ekvipager på en del førsteplads inden finalen med 45 point hver:
  • Lisbeth Zacho med Border collie Isaila’s Dearest Lakota To You (Ecco) og
  • Christina Ulrich Pedersen med Border collie Gawain's Future Dream.
Lisbeth havde meldt afbud pga. vejret, men nåede heldigvis frem til denne finale og det var marginaler der skilte hende og Christina.

Lisbeth og Ecco vandt og Ecco kan nu også kalde sig RLCÅ15 oveni mange andre titler, bl.a. er han Danmarksmester i år. Han går nu på pension, og her kan man virkelig tale om at stoppe på toppen.

Megan gik en pæn bane, men der var mindst 3 x 13. Enkelt spring ro, jeg har ikke trænet at stoppe hende, tværtimod har vi trænet rigtigt meget dobbeltspring ro. Fremsending til kegle, den skal jeg også have arbejdet med. Det er fint med mine håndtegn, men jeg har jo ikke et specifikt til de to øvelser, så det må jeg indlære, for det var helt tydeligt at hun ikke anede hvad hun skulle gøre, og jeg er helt afhængig af at hun kan se mig.

Her er prøven (tak til Anita):



Megan endte som nr. 11 i konkurrencen og det er jeg meget tilfreds med!

Det bliver snart annonceret hvilke prøver der kvalificerer til Årets Hund 2016, og det er helt sikkert at jeg igen vil kæmpe for at komme i finalen. Der er bestemt noget ganske særligt at dyste med og i det hele taget være sammen med så mange inkarnerede rallyfans.

Jeg må indrømme at Lille Bjørns to prøver i går virkelig gav mig blod på tanden, så mon ikke jeg satser på ham i ekspertklasse og Max og Megan i championklasse :-)

lørdag den 21. november 2015

5 rallyprøver på 1 dag


Border Collie Klubben/DKK Kreds 2 afholdt i dag dobbelt rallyprøve i Sorø Hallen.

Vi var fremme 7:30 og tog derfra 17:00 5 rallyprøver og en masse gode oplevelser rigere.

Det var da lidt at et eksperiment at gå op til 5 rallyprøver på én dag med 3 hunde, men jeg fulgte strategien, og det fungerede fint: én prøve ad gangen.

Så bortset fra en fælles luftetur midt på dagen var der én hund ude ad gangen, og det var timet og tilrettelagt i forhold til de prøver, de skulle op til.

Anita/Signe har videooptaget, tusind tak for det!

Prøve 1: Megan i championklasse


Opvarmningen gik fint, men prøven gik ikke så godt. Megan virkede ret træg i det, så der kom en del langsomme/modvillige sitter. Men også en masse fine momenter, så absolut en godkendt prøve.

Vi fik 78 point.

Prøve 1: Max i ekspertklasse


Max' sidste officielle prøve i ekspertklasse gik rigtigt godt. Der var et par hæng, men han var på og det føltes rigtigt. Ærespladsen sit ved siden af gik også fint, men han peb til sidst og nogen favorit bliver den øvelse altså ikke.

Vi fik 97 point og blev 2. vinder, en ok afslutning på den del af karrieren.

Prøve 1: Lille Bjørn i ekspertklasse


Lille Bjørn var til sin første rallyprøve siden 30. november 2014 og det gik fantastisk. Han var virkelig på og at se hans hale logre gennem hele prøven er da bare skønt. Han synes det er sjovt!!!

Ærespladsen havde vi smugtrænet lige inden vi skulle ind, men der var ingen problemer.

Vi fik 95 point.

Prøve 2: Megan i championklasse


Jeg troede Megan ville være træt til prøve 2, men da jeg varmede op kunne jeg godt se at det bestemt ikke var tilfældet. Hun var ualmindeligt veloplagt, som man kan se, og det var da bare en fornøjelse.

Der var flere der kommenterede det bagefter, man tror bestemt ikke det er en hund på 12½ år, når Megan er på banen.

Vi blev trukket for 3 ommere, 2 ude af position og 1 i flow, netto 88 point.

Det var min officielle rallyprøve nr. 200 - fordelt med 42 til Lille Bjørn, 51 til Max og 107 til Megan.

Prøve 2: Lille Bjørn i ekspertklasse (ikke filmet)

Lille Bjørn var på som den næstsidste af 19 hunde i ekspertklasse og det gik rigtigt godt igen. Vi måtte lave allerførste skilt om (bakke 3 skridt), fordi jeg mistede hans fokus lige efter start, men derefter var der ingen slinger. Udover den ene ommer var der kun 2 ude af position.

Vi endte igen med 95 point.

Det synes jeg ærligt talt er ret sejt af Lille Bjørn og fører efter et års rallypause.

fredag den 20. november 2015

It's Only Rock 'n Roll (But I Like It)



 De sidste forberedelser er gjort klar til i morgen. Jeg skal stå op kl. 05:30 som til hverdag og afsted 06:50 som til hverdag for at være i Sorø ca. 07:30 for at være klar til indskrivning første banegennemgang kl. 08:00.

Set udefra kan det se mærkeligt ud, som vi kan blive mindet om gennem Adam og Noahs kærlige (?) serie Hva' sker der danskere, om dansk adfærd set udefra.

Dagens program handlede om kæledyr og indeholdt bl.a. lidt klip fra DKK’s prøver og udstillinger i Hillerød 19. september. Ca. 10:50 inde kan ses noget om rally lydighed bl.a. med undertegnede https://www.dr.dk/tv/se/hva-sker-der-danskere/hva-sker-der-danskere-9-10

Ja, sådan er det er at have en hobby og gå op i den.

Vi vil være en del hundenørder der mødes i weekenden til endnu et par rallykonkurrencer og Årets Hund konkurrencer som det naturligste i verden – og hvor er det skønt.

Jeg skal op til 5 prøver i morgen og strategien er ganske klar: jeg skal gøre som jeg har gjort de sidste måneder, når jeg skulle til prøve. Generalprøver i går og i dag (mentalt) og så være totalt skarp med at tage én prøve ad gangen.

Jeg véd at alle tre hunde er i topform, vi har haft nogle fantastiske træningsseancer på det sidste, og vi skal bare ind og have det sjovt sammen.

Det ER kun for sjov og jeg vil nyde en dejlig weekend med masser af flot hundearbejde og hygge med en masse skønne hundemennesker.

Jeg ønsker alle der skal op i weekenden i Sorø held og lykke, pøj pøj og knæk og bræk.

Vi ses!

torsdag den 19. november 2015

De sidste forberedelser

Klar til rally i weekenden
 
Træningen i morgen blev aflyst, og det var ikke det værste der kunne ske. Hundene er så toptunede som de kan blive, og vi er helt klar til weekendens prøver.

Så til aften er bilen gjort klar til lørdag, et ekstra bur er kommet på plads – nu da alle skal tre hunde med - og rallyskilteholdere og diverse andet udstyr er taget ud, så kun det nødvendige er med.

Fotoet viser nogle vigtige ting, jeg skal have med:
  • Videokameraet er gjort klar (stativet også), så prøverne kan blive optaget
  • Obsidianstenen, som jeg altid har i lommen (også til prøver), så jeg husker at tage en dyb indånding indimellem – hvis jeg skulle glemme det
  • Hønsemedaljen, som jeg har gået med til ALLE prøver siden DM, den bringer held
  • Max’ resultatbog, som for sidste gang skal bruges til en prøve i ekspertklasse
  • Lille Bjørns resultatbog
  • Megans resultatbog, hvor jeg er kommet til sidste side – første resultat er fra 23. juni 2007, da vi debuterede i rally i Ølstykke. Jeg håber at jeg lidt ind i det nye år skal bestille en ny rally resultatbog til hende :-)
23. juni 2007, dagen for Megans debut i rally. Charlotte, Alice og Anita

onsdag den 18. november 2015

Præcision og motivation

Lille Bjørn med totalt fokus - også for 4 år siden (Grafiko.dk)

Jeg havde lovet Stine at hjælpe med en generalprøve på hendes og Baileys praktiske prøve til Hund & Trænings instruktøruddannelse. Jeg besluttede i sidste øjeblik at tage både Lille Bjørn og Max med, og det var en stor succes.

Lille Bjørn træner jeg stort ikke præcision med længere, hans arbejdsglæde er enorm, og han kan LP-øvelserne (og rallyøvelserne) uden at jeg behøver at træne ret meget. Det jeg virkelig skal have fokus på er at han arbejder med glæde, og det er jeg blevet ret god til det.

Jeg gennemførte det meste at et LP3-program med ham i dag, god belønning mellem hver øvelse og totalt fokus fra ham og intenst logrende hale. En kort fri ved fod, superskarpt stillingsskifte, meget flot dirigeret apport (inkl. fastholdelse i afslutning), springapport igen med fastholdelse, positioner som alle var fine, et meget flot indkald, en ok fremsending med ekstra kommando og uden afslutning, og en flot næseprøve.

Det gik ret hurtigt så vi tog nogle ekstra fremsendinger og arbejdede her med præcision – længere ind i feltet og den elskede broccoli om bag ved :-)

Så tog vi en sekvens rallymomenter og så var både fører og hund meget tilfredse!

Med Max var det lidt af hvert: HTM-positioner, nogle tricks fra starten af FS-programmet, lidt rally, lidt LP og den nye fremsendingsøvelse i LP. Vi fik også trænet lidt æresplads til Baileys afdækning.

Der var lidt mere arbejde med præcision end med lille Bjørn, men ikke meget mere og han var på hele tiden.

Planlægning af weekenden har jeg skitseret. Programmet ser pt. sådan ud:

Lørdag
  • 08:00 Banegennemgang Champion (16 hunde)
  • 08:15 Champion (Megan nr. 10)
  • 10:00 Banegennemgang Ekspert (19 hunde)
  • 10:15 Ekspert (Max nr. 4, Lille Bjørn nr. 18), Max sidste officielle prøve i Ekspertklasse
  • 13:45 Banegennemgang Champion (21 hunde)
  • 14:00 Champion (Megan nr. 10), min officielle rallyprøve nr. 200
  • 15:30 Banegennemgang Ekspert (19 hunde)
  • 15:45 Ekspert (Lille Bjørn nr. 4)
Søndag (Årets hund i rally)
  • 11:00 Banegennemgang Ekspert (10 hunde)
  • 11:15 Ekspert (Max nr. 1)
  • 12:30 Banegennemgang Champion (15 hunde)
  • 12:45 Champion (Megan nr. 1)
Det bliver en skøn weekend.

tirsdag den 17. november 2015

Sjov, fokus og nørderi

10. august 2003, en meget ung Megan og Otto

Anita og jeg havde aftalt at mødes til en times træning med Osseau og Max, og det blev en intensiv, hyggelig og sjov gang træning.

Det var rigtigt spændende at se Anitas udbygning af sit HTM-program, det er blevet længere, der er flere positioner og retninger, og det er allerede virkelig godt. Jeg har set det rigtigt mange gange, og det er fascinerende at kunne se hvordan detaljer udvikles, præcisionen bliver større, et sideskift jeg ikke havde set før mv. Det er godt jeg er kommet i HTM2, så jeg ikke skal konkurrere med Anita med det første :-)))

Jeg arbejdede både med FS-programmet og mit udvidede HTM-program.

I FS var musikken bandlyst i dag. Jeg arbejder med der forskellige tricks og sammenkoblingen af dem, og også med, hvordan stokken skal håndteres. Start med Max pote på stok, move-on, omkring stok, slalom, modsat omkring stok (ender det med), rundt (= modsat move-on), 8-tal om stok og mig, 2 spins ved siden af, sideskift, 2 twist ved siden af, følge stokken foran mig, vending, beg, vi bakker væk fra hinanden, synkron spin x 2, synkron twist x 2, jeg kalder ham ind, snudetouch på hånd, og hoved på hånd.

Dele af den første del trænes i sammenhæng, men ellers er det enkeltmomenter, og flow i overgangene. Det er rigtigt sjovt at træne alle disse ”nye” momenter, som i vidt omgang er tricks fra færdighedsprøverne der forfines og sættes i sammenhæng.

Jeg er selv overrasket over at jeg er blevet sådan revet med af det, men Max lærer altså lynende hurtigt, og så er det ekstra sjovt.

Den udvidede HTM lavede jeg for første gang i seriøs fuld udgave – med belønninger naturligvis – og det gik forbløffende godt. Den første del (= HTM1-delen) kører efterhånden uden håndtegn, jeg får snart piftene med (!), og den anden del (hurtig + langsom) giver god energi i Max.

De sidste 20 sekunder skal havde gjort noget ved, så vi får en flot afslutning, men det skal nok komme. Der er over 2½ måned til næste prøve.

Umiddelbart efter vores hold havde Susanne et LP-hold, og jeg tog mig i ikke at mærke et sug efter at træne LP. Hvis jeg ser de næste 2-3 måneder frem er jeg helt sikker på at HTM, FS og rally champion vil være rigeligt at træne, så mon ikke LP’en kommer til at hvile lidt? Med mindre der lige dukker et spændende hold op!

Til aften meldte jeg også fra til Anjas fri ved fod kursus 12. december. Jeg er sikker på at jeg kunne få en masse ud af det, men jeg kunne mærke, at jeg ikke tændte helt på tanken om et 6 timers hold med 10 andre. Jeg vil hellere have en enetime og arbejde med mine egne nørdede detaljer. Det tog et par minutter at afsætte pladsen og der var en anden der blev meget glad, perfekt.

I morgen har jeg lovet Stine at hjælpe med en generalprøve på hendes praktiske prøve til Hund & Trænings instruktøruddannelse. Lille Bjørn kommer med og skal træne LP.

Fredag kommer den allersidste afpudsning af rallyformen sammen med Christina og Tempo, en perfekt opladning til en fantastisk weekend.

Bornholm og bornholmere – en kort hyldest

Megan nr. 7 ved DM i rally 2011

Nyheden om at DM i LP og Rally 2016 skal holdes på Bornholm den 27. august 2016 af DKK Kreds 8 har jeg modtaget med stor glæde.

Bornholm har i mange år været et yndet ferie- og hundekonkurrencemål for os. Jeg søgte på min blog med Bornholm som søgeord og det væltede bare frem med gode minder.

Før blogtiden var der bl.a. DKK-udstillingen 4. juli 1999 hvor Emmy blev BIM og Otto BIR og BIG3 - en af de dage vi aldrig glemmer.

I nyere tid er det blevet til en del LP- og rallyprøver og det er lige hyggeligt hver gang. Bornholmerne er bare gode til at arranger, hvad enten det er en mindre LP- og rallyprøver eller store arrangementer som DM eller internationale udstillinger med LP- og rally.

Bornholmerne er nogen der bliver talt om både i LP og rally. I rally har jeg selv fornøjelsen at konkurrere med nogle af de bedste ekvipager i landet og der er en overrepræsentation af bornholmere synes jeg nok. Ane, Annette, Ditte, Lisbeth og Lynette for at nævne de fem første, der falder mig ind, er fænomenale konkurrenter, altid med i toppen, og altid hyggeligt selskab.

”Bornholmerne” er blevet en selvstændig betegnelse for ”dem fra solskinsøen”, der kommer og vinder så tit og så fortjent. Vi taler om, at de jo ikke har andet at lave på øen end at træne med deres hunde :-) - og må selv strenge os endnu mere an med vores træning, hvis vi vil slå dem.

Mit første DM nogensinde var i 2011 på Bornholm , og det var en skøn oplevelse som man kan se i min blog fra dengang. Megan blev nr. 7 i championklasse og Max var 10 uger gammel med på socialiseringstur.

27. august 2016 er lagt i kalenderen, på lørdag går vi i gang med at kæmpe for at kvalificere os, gerne ved at slå nogle bornholmere! Under alle omstændigheder er det en særlig attraktion at kæmpe for at komme til et DM på Bornholm, hvor man kan nyde øen, naturen, gæstfriheden og et uden tvivl fantastisk arrangement.

Kæmpestor tak til Kreds 8 fordi I gør så meget for hundesporten!

søndag den 15. november 2015

Et fantastisk år

9. oktober i Hangar 17 - en dejlig dag blandt mange

Jeg har gjort det tidligere og nu gør jeg det igen!

Årsskiftet er ikke for mig anledningen til at gøre status for året, og jeg fik lyst til at gøre det i morges.

Det har på mange områder være et fantastisk år, og det skal bare opsummeres nu.

Først og fremmest kan jeg glæde mig over at min nærmeste familie og jeg har det godt. Min svigerinde fik en blodprop i hjernen, men slap ualmindeligt heldigt fra den, og vi andre har det godt. Frasse nærmer sig 1½ år og er bare det skønneste barnebarn.

Vores tre hunde har det alle fint og det er ikke nødvendigvis sådan når de er 12½, 8½ og 4 år, så det er også noget at glæde sig over.

26. april

Årets virkelig skelsættende begivenhed var LP-prøven 26. april med Lille Bjørn. Jeg har skrevet et blogindlæg om den – Nedsmeltning – og det var præcis hvad det var. Der kom en masse godt ud af den nedsmeltning, først og fremmest min erkendelse af at jeg havde brug for professionel hjælp for at kunne håndtere prøvesituationer (og træning) ordentligt og fair i forhold til hundene.

Jeg begyndte at anvende professionel coach – Anja Christiansen – som udover at være verdensmester i HTM også er en fantastisk træner og coach. Det er nok den enkeltbestående beslutning i år som har betydet mest for mig.

Der havde også været andre episoder, som jeg kunne bruge hjælp til, og det har jeg fået fra flere personer, som betyder rigtigt meget for mig.

Bundlinjen er, at jeg oplever mig selv som - og også af omgivelserne opleves som - et helt andet menneske, både når jeg træner hunde og når jeg konkurrerer med dem; og vist også i det hele taget.

Som en del af processen anbefalede Johanna at jeg læst Lanny Basshams ”With Winning In Mind” og det var en øjenåbner der ville noget.

Den mentale træning, coaching og lidt flirt med Mindfulness har tilsammen resulterer i en opdateret udgave af Paul.

Resultaterne bliver der snakket om :-)

Megan

Megan til prøve 30. august

Erkendelsen af at Megan var næsten helt døv har gjort en verden til forskel for min træning og konkurrencer med hende.

Vi har fået styr på håndtegnene, og vi har opnået nogle markant bedre resultater.

Megan har været oppe til 19 prøver inkl. en enkelt til DM. De 98 point hun fik 20. september var vores pointmæssigt næstbedste prøve nogensinde i championklasse men i min bevidsthed den bedste nogensinde, for den kontakt vi havde og den opmærksomhed jeg fik og den præcision hun arbejdede med, var vidunderlig.

Til DM blev hun nr. 19, det var hendes 5te DM i træk, hun var ældste hund til DM og vi satser på at kvalificere os til DM næste år!!!

Så længe helbredet er i orden, og det er tydeligt at Megan synes det er sjovt, så fortsætter vi.

Lille Bjørn


Lille Bjørn har været til 10 LP-prøver i år, og med markant bedre performance efter 26.4 :-)

Ved de 7 prøver efter 26.4 har han fået 3 2. præmier, 3. 3 præmier og 1 ikke bestået. Det er rent uheld, at vi ikke har fået 1-2 1. præmier, men det har ikke betydet noget for min glæde ved at arbejde med ham.

 Det der virkelig har været skønt har været at opleve hans fantastiske glæde ved at arbejde og omgivelsernes tilbagemeldinger om, at Lille Bjørn og jeg tydeligvis har det sjovt sammen på banen. Mere kan jeg ikke tillade mig at forlange!

Konklusionen er, at jeg ikke opgiver LP med Lille Bjørn, vi fortsætter i det nye år med det nye program, og så ser vi hvordan det går.

Max

Max fik sin HTM1 titel 25. oktober

Megan og Lille Bjørn har begge været stjerner i år; men Max har været det i endnu højere grad.

Han er lille og forsigtig, men vi har fundet melodien sammen, og så er det sjovt at træne og konkurrere.

Han er blevet en af de helt skarpe indenfor rally. Han går i ekspertklasse, han har som den første af mine hunde opnået 100 point til en prøve, han kvalificerede sig til DM og endte på en flot 8. plads, han er kvalificeret til Årets Hund næste weekend som nr. 4, og han er bare SÅ klar til at debutere i championklasse.

Inspireret af Anita begyndte jeg at træne HTM med Max og det blev godt nok lidt vildere end jeg havde forestillet mig. Jeg er seriøst blevet grebet af HTM og FS, og så må vi se hvad det fører med sig.

Færdighedsprøverne giver rigtig god mening i forhold til HTM/FS, det er meningen med dem at de skal forberede til de to discipliner, så sideløbende med de andre aktiviteter trænede jeg færdighedsprøver, og sørme om ikke Max fik FP2, FP3 og HTMF i år, den sidste ovenikøbet to gange.

I HTM1 fandt jeg drømmenummeret på Rolling Stones' debutalbum: Walking the Dog. Nummeret er blevet gennemført 4 gange til konkurrencer, hvor jeg har fået bestået og 1. plads, ikke bestået, bestået og 1. plads og bestået og 3. plads. I alt 13 Q points og dermed titlen HTM1.

Max og jeg er i fuld gang med at udbygge nummeret til HTM2, hvor vi skal debutere 6. februar 2016.

Vi indlærte en masse tricks i forbindelse med færdighedsprøverne, og de skulle ikke gå til spilde!!! Derfor debuterede jeg i For Sjov-klassen 25. oktober i FS1 til Beatles’ When I’m 64, også der debuterer vi officielt 6. februar.

Det er sjovt, rigtigt sjovt at træne HTM og FS, og ud fra de tilbagemeldinger jeg har fået har jeg virkelig fået lyst til at arbejde videre.

Sydkystens Hundeskole


Sydkystens Hundeskole lever i bedste velgående og har som sædvanlig udbudt en masse træning og prøver. Specielt den dobbelt rallyprøve 26. juli er jeg stolt af, fordi vi skabte et bidrag på næsten 12.000 kr. til Hundesport mod Cancer.

Trænerne

Jeg går ikke til så meget organiseret træning, men den jeg går til er på topniveau. I år er det bl.a. blevet til: LP-hold hos Susanne Bach, LP- og ikke mindst rallyhold hos Johanna, HTM-hold hos Anja, Færdighedsprøvehold hos Sonja.

Jeg roser dem samlet, fordi det er så nemt: Det er 4 fantastiske trænere, som performer på topniveau indenfor deres discipliner og som samtidig er superskarpe instruktører. Man kan da ikke forlange mere.

Dem jeg træner med

Jeg træner bestemt ikke så meget som jeg har gjort, men jeg elsker at træne, og heldigvis er der næsten altid nogen der vil træne med. Jeg har haft mange gode træningsoplevelser, så jeg skulle måske ikke nævne navne. Men jeg vil alligevel nævne og takke Amanda, Christina, Conni, Lone og Lonni for ekstraordinære træningsoplevelser.

Anita

Anita og Osseau 25. oktober (foto: Johanna Allanach)

Anita skal nævnes for sig – vi træner en del sammen, jeg tror vi begge ønsker det var mere, men det skal passe med arbejde og alt det andet, der også skal passes.

Vi kender hinanden rigtigt godt (Anita kender mig uhyggeligt godt!!!), og det giver nogle meget skarpe og præcise tilbagemeldinger både til træning og efter konkurrencer.

Vores fælles interesse for HTM – jeg startede på HTM, fordi jeg kunne se hvordan det påvirkede Anitas og Osseaus samarbejde positivt - har resulteret i en stribe særskilt træning specielt vedrørende dette, træning med andre nørder og enetimer hos Anja.

På konkurrencesiden debuterede vi også sammen, og prøven den 9. oktober i Hangar 17 var ekstra hyggelig, fordi vi begge opnåede nogle flotte resultater.

Vores fælles interesse for rally har også resulteret i, at vi har besluttet at udbyde Sydkystens Hundeskoles Rallyinstruktøruddannelse i en opdateret udgave fra januar-april 2016 og et hold til efteråret 2016 er også ved at blive annonceret.

Jeg glæder mig meget til at undervise holdene sammen med Anita, jeg er sikker på at jeg kan lære en masse af hende, som lever af at undervise.

Fremtiden

Jeg har naturligvis en masse planer og jeg har for nylig annonceret en række resultatmål. Den korte udgave er at jeg håber at hundene og jeg holder os friske, at vi stadig kan hygge os med en masse prøver, og at vi som sideeffekt kan kvalificere os til DM og Årets Hund i rally.

Megan fortsætter i rally, Lille Bjørn i LP og Max i det hele :-)

Klar til årets hund


Jeg havde to virkelig gode og hyggelige træningstimer med Amanda i hallen i Køge i eftermiddags. Hun havde Dumle og Osseau med, jeg havde alle tre med, og det passede virkelig godt.

Jeg startede med Lille Bjørn, og derefter blev det Max, Megan, Lille Bjørn og Max, og så var de to timer gået.

Fokus var rally, fordi alle tre hunde skal op på lørdag og Megan og Max søndag, syv prøver på to dage.

Lille Bjørn deltog i DM sidste år, og har siden da været oppe til 4 prøver, senest 30. november 2014, så der var lige lidt kommandoer der skulle genopfriskes og lidt højrehandling, der skulle på plads. Men Lille Bjørn kan alle øvelserne, han arbejder glad og opmærksomt og det er bare sjovt at gå med ham. Han kan blive meget ivrig og så er han lidt svær at styre, det må bestemt være i luksusproblemkategorien. Når han bliver for ivrig kommer der utålmodige bjæf og han er ikke så præcis, så det skal lige afbalanceres.

Efter træningen kom jeg i tanker om, at jeg også skal have trænet æresplads med ham, det bliver på fredag!

Max er bare totalt skarp, når vi virkelig arbejder intenst skal jeg bare være 110 % fokuseret på ham og time kommandoerne, så er der ingen slinger.

Jeg kan godt mærke at vi har brug for nye udfordringer i rallyen, så det bliver dejligt at begynde at konkurrere i championklassen i det nye år.

Megan er bestemt ikke for gammel til legetøj
 
Megan går også bare så fint. Der er nogle langsomme sitter – ok for en dame i hendes alder – men alt det andet er rigtigt skarpt stadigvæk, og jeg er ved at være rigtigt god til håndtegnene og mundbevægelserne. Dobbeltspring, fremsendinger, bakninger til begge sider og væk, sideskift, vi kan bare det hele :-)

Sidste rallytræningsseance inden de syv prøver er på fredag med Christina, også i hallen i Køge. Igen skal jeg have alle tre hunde med til årets sidste rallyprøver for mit vedkommende.

lørdag den 14. november 2015

Næsten klar til Årets Hund


Det har været en stille uge hundemæssigt, så jeg forsøger at tage revanche denne weekend.

Det startede med julefrokost i går aftes med bestyrelse og instruktører i Sydkystens Hundeskole. I alt 9 personer, fordi Christina også havde Cecilia med, og hun opførte sig naturligvis eksemplarisk.

Aftenen forløb i sagens natur med masser af hundesnak, og vi sluttede naturligvis til fornuftig tid, fordi de fleste skulle på kursus eller træne i dag.

Christina og jeg mødtes i Jersie kl 9 for at træne rally, der er kun en uge til Årets Hund finalerne, så der er detaljer, der skal finpudses – og øvelser, der skal genopfriskes.

Jeg havde Max og Megan med, og dagens ”bane” havde fokus på spring, kegler og felt.

Max var ikke helt tilfreds med den tid han var på banen, men det gik fint og han er bare klar til næste weekend.

Med Megan gik det lidt mere trægt, jeg skal være overskarp med håndtegnene for at være sikker på at have hende med, og så skal jeg huske også at sige noget – hvad jeg ellers er hold op med – fordi hun kan faktisk høre noget, og hun reagerer også på mundbevægelserne.

I bakke væk fra fører er jeg begyndt at lave mundbevægelserne, men det gør vist også en forskel at jeg siger bak, så det gør jeg igen.

I morgen står den på to timers træning med Amanda, og det bliver med alle 3 hunde, da Lille Bjørn også skal op i Sorø.

Fra den nørdede afdeling: Megans 2. prøve i Sorø bliver min officielle rallyprøve nr. 200. Status er lige nu (ekskl. 10 starter ved DM):

Klasse Lille Bjørn Max Megan Hovedtotal
Begynder
8
4
4
16
Champion
84
84
Ekspert
26
42
14
82
Øvet
7
4
3
14
Hovedtotal
41
50
105
196

Nr. 100 gik Megan 29.12.2012, så siden da har jeg været oppe til cirka 3 officielle prøver pr. måned.

mandag den 9. november 2015

Flere hemmeligheder – og en superskarp Max



Aftenens rallytræning hos Johanna var endnu en af de hemmelige, dvs. jeg må ikke refererer noget konkret. Så jeg vil nøjes med at sige, at hun igen havde fundet på nye finurligheder, denne gang indgik nogle få rallyskilter, der var nogen konkurrence og forskelligt andet som virkelig krævede hårdt arbejde af førerne og hundene. Der blev knoklet igennem.

Susanne og Annesine hilste vi på lige uden for hallen, og højløbske Annesine var meget interessant synes Max.

Hvorefter vi gik ind og arbejdede fantastisk i 50 minutter. Og når jeg siger fantastisk mener jeg FANTASTISK. Jeg var totalt optaget af at holde fokus på Max, så belønningsraten var høj og han arbejdede som en drøm. Vi var oveikøbet på hold med Susanne og Annesine og kunne holde fokus selv om der passerede hinanden en del gange.

Vi tog det også med højt humør at vores hold blev en flot nr. 2 i konkurrencen, fordi Susanne valgte at belønne Annesine for flot arbejde inden hun passerede målstregen, og dermed blev slået med en brøkdel af et sekund af vinderne.

Da vi kom til de individuelle øvelser blev det for meget for Max, så efter at havde hilst et par gange på Annesine – som også inviterede MEGET kraftigt – og efter et smut ud af hallen, da de var gået, kom han i snor til de sidste øvelser.

Det var virkelig flot og koncentreret arbejde af ham, både Max og hans fører har virkelig udviklet sig, så de kan holde fokus på øvelserne når det gælder.

søndag den 8. november 2015

Farfar


Tre hunde og en badebro

Der var ganske lavvandet efter nattens stormvejr, så vi kunne gå tur hvor der normalt er vand.

Både på morgenturen og eftermiddagsturen kunne Max løbe løs og lege med en Cocker, en flatcoated retriever og en irsk setter.

Ellers var der ikke så meget tid til hundene i dag, turen gik til Emporia, hvor vi skule møde Christian, Sandra og Frasse.

Frasse er netop blevet 17 måneder og hold da op hvor er han blevet stor og sjov. Der gik cirka 5 sekunder, så var vi på oplevelse sammen i Emporia, og hvor er det fantastisk at opleve verden sammen med en lille dreng, for hvem næsten alt er nyt og en åbenbaring.

Han havde det meste af tiden et fast greb om en mine fingre, og så udforskede vi ellers verden sammen.

Det sværeste for mig var Illums Bolighus, hvor der står rigtigt mange ting, også skrøbelige, i småbørnshøjde, og så er det virkelig bare om at holde fokus hele tiden.

Han fik sig virkelig en på opleveren!


Frokosten var en skøn asiatisk blanding som man kan se på fotoet, og Frasse er naturligvis helt i familiens ånd glad for god mad.

Han faldt i søvn efter frokost og fik derfor ikke den lovede tur i elevatoren, den får han næste gang.

Det føles bedre og bedre at være farfar :-)

Jeg har lavet diverse aftaler og bookninger den kommende tid, så træningen ikke går helt i stå.

Og så er der udsigt til at Max skal debutere til HTM2 og FS1 den 6. februar 2016, Kirsten fødselsdag – dejligt med en MEGET forstående hustru!!!

lørdag den 7. november 2015

Løst og fast

Katrine og Carlos på banen, Amanda, Anita, Paul og Henrik som tilskuere

Det er længe siden at prøvekalenderen har været så tyndt besat.

Der er dobbelt rallyprøver 21. november, som både er DM-kvalifikation og opvarmning til Årets Hund i rally bagefter.

Jeg har derfor tilmeldt alle tre hunde til den første prøve, og Megan og Lille Bjørn til den anden.

22. november er der finalen i Årets Hund, hvor resultatmålene er at Megan skal i top 10 og Max fastholde sin 4. plads – med mindre en storm forhindrer bornholmerne i at komme over, så går vi efter førstepladsen ;-)

Træningen består i mandagstræningen hos Johanna, lørdagstræning med Christina og lidt haltræning med Amanda.

Jeg har tilmeldt Lille Bjørn LP-prøven på Garbogaard 14. december 2015; så det er signaleret at jeg ikke stopper LP med ham :-)

Det er ren selvtræning, og ikke ret meget.

Kirsten har efterlyst fotos og videoer fra både HTM og rally og jeg må erkende at det ikke har været et fokusområde :-(

Til Max’ debut i HTM i Undinehallen havde jeg aftalt dobbelt videodækning, men derefter har jeg intet aftalt, og resultatet er derefter – ikke så meget som et foto fra prøven, hvor han fik sin titel.

Så det skal jeg lige være skarpere på fremover, og første aftale er lavet med Anita, som filmer de 5 rallyprøver 21. november.

I gemmerne fandt jeg dette videoklip (fra Anita) fra For sjov prøven 25. oktober.


Arbejdet med rallyjubilæumsbogen er i fuld gang. I dag skrev jeg med Katrine om hendes bidrag til bogen, hendes Carlos er den første begyndermester, øvede mester og champion og skal naturligvis have sit eget kapitel.

I den forbindelse fandt jeg hendes artikel fra Hund & Træning december 2008 og sikken et spændende billed (se øverst): Katrine på banen med Carlos, Anita, Amanda, Henrik og undertegnede som tilskuere.

fredag den 6. november 2015

13-10

Emmy og Oscar i 2002

For 13 år siden...:-) hedder Oldfruens blog fra i går.

 Conni skriver bl.a. ”-var Übernørden Paul lige fyldt 50 år – gad vide hvordan hans hundeliv så ud dengang ? :-)”

Vi havde dengang to border terriere Emmy (Borderhouse Emily Rose) og Otto (Borderhouse Knight Rider) – Max’ oldefar- og vi havde også Oscar, den eneste hvalp efter Emmy og Otto, som man kan læse om her.

Emmy var pensioneret fra udstilling og gravprøver.

Otto havde et godt udstillingsår:

10.03.2002 Hårlev, Dtk Ilse Freerksen 1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIM
01.06.2002 Hårlev,d.T.K. L. Crawley 1.CHK 2.CHKK CK 3.BHK
16.06.2002 Valby, D.K.K. M. Mccarthy 2.CHK
17.08.2002 Hillerød, Dkk Guiseppe Alesandra 1.CHK 3.CHKK
24.08.2002 Kolding, D.T.K. Ann Rode 1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIM
25.08.2002 Kolding, D.T.K. Pamela Cross Stern 1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIR
03.11.2002 Herning, D.K.K. Løvenkjær, Svend 1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIR

Oscar fik sin gravprøve 2002 og blev DKCH året efter.

Jeg var med i redaktionen af Border Terrier Nyt.

Året efter kom Megan til, men det er en helt anden historie :-)

Tak Conni for den kærkomne opfordring til at se 13 år tilbage!

Den 26. maj 2006 er det 10 år siden den første officielle rallyprøve blev afholdt i DKK’s regi. Dengang anede jeg naturligvis ikke, hvor meget rally skulle komme til at fylde i mit liv.

Nu konkurrerer jeg med alle tre hunde i rally, har været til DM med to i år, skal til Årets Hund med 2 senere på måneden, vil gerne kvalificere alle tre til DM/Årets Hund næste år, underviser i rally, holder instruktøruddannelse i rally, dømmer i rally og er i DKK’s rallyudvalg.

I forbindelse med det sidste har jeg fået fornøjelsen at skulle redigere festskriftet (som bliver en bog!) i forbindelse med jubilæet og i den anledning er jeg ved at indsamle data om alle de hunde, der har opnået titlerne DKRLCH, DKRSCH, DKRLME eller DKRSME.

Listen opdateres løbende og ligger her. Det er sjovt at samle informationerne, og jeg kan bare læse og høre, at det giver anledning til en masse gode minder, hos dem der sender resultaterne ind.

tirsdag den 3. november 2015

Tak!!! - Now I’m 63!


Jeg blev 63 i dag, og det er bestemt ikke noget der bliver gjort noget stort ud af. Jeg prøvede at holde det skjult på arbejde, det lykkedes ikke helt, så nu skylder jeg ”noget”.

Det blev fejret med en fantastisk middag på LêLê med 12 serveringer og tilhørende vinmenu sammen med Kirsten og Christian – og det var virkelig fantastisk … 4 timers absolut forkælelse af smagsløgene. Ingen hundetræning i dag men masser af fødselsdagshilsner, det er omkring de 300, og alle er læst og har gjort mig glad.

Der er nogle der har gjort mig ekstra glad.

Og så var der én, der kom helt overraskende og ikke bare gjorde mig glad, men også fik glædestårerne frem.

Jeg har ikke spurgt om lov, men jeg gengiver alligevel hele fødselsdagshilsenen.

”Jeg kan se på facebook at du har fødselsdag i dag - tillykke! Jeg vil dog gerne lykønske dig med noget jeg synes er noget af det sejeste. Vi kender stadig ikke hinanden, men jeg læser (engang imellem) din blog. Du har beskrevet din "nedsmeltning" - og det jeg synes er så flot, er, at du for det første taler fuldstændig åbent om det. Mange der træner hund og som siger de træner positivt, er ikke altid meget for at sige højt, eller indrømme over for sig selv, at dele af deres træning bare ikke er så positiv og at de selv er ansvarlige for hvordan deres hund/hunde præsterer eller ikke præsterer. Det har du gjort. Både over for dig selv og overfor omverden. For det andet, så har du gjort noget ved det! Det er heller ikke alle der "gider" at gøre det eller føler det er nødvendigt, sikkert fordi de ikke ser deres hund som en ægte samarbejdspartner der har "følelser" og præsterer allerbedst når deres arbejde anerkendes. Så tillykke Paul - med det hele :-)”

mandag den 2. november 2015

Hemmeligheder



Sikken en masse skøn træning det blev til i dag.

Anita og jeg havde aftalt at træne i hallen i Køge et par timer. Jeg havde Max og Lille Bjørn med.

Med Lille Bjørn var fokus på lidt rallymomenter og lidt LP, bl.a. den nye omkring, som han er ret vild med, er du vimmer en fart der er på ham.

Med Max skulle jeg arbejde med FS1-programmet til When I’m 64. Først gået uden musik og uden hund, så med musik uden hund og til sidst med musik og hund. Der er nogle overgange der skal tænkes nærmere over, men jeg synes selv at programmet virker ganske lovende, og der er god tid til at arbejde med det i detaljer,

HTM2-programmet gik jeg med musik og hund, og de nye positioner/tempi virker lovende. Afslutningen skal jeg have tænkt ordentligt igennem, men jeg synes det er en god udvidelse af HTM1-programmet, og sekvenserne med tempo passer Max rigtigt godt.


Så var lige hjemme og vende, få årets første julekage (naturligvis bagt af Kirsten), hvorefter turen gik til Ringsted med Max, hvor en ny runde træning hos Johanna gik i gang.

Jeg har fået lov at bringe ovenstående foto og meget mere kan jeg ikke sige om den første del af træningen. Den var uden rallyskilte, de flade kegler blev udnyttet til alle mulige øvelser, der var også et spring på et tidspunkt. Temaet var meget interessant. Da det skal bruges på andre af Johannas hold, må jeg ikke skrive mere om det.

Endnu engang blev jeg imponeret over hvor skarp Max er til at holde fokus, når hans fører arbejder for det, og det var igen en benhård aften, hvor alle fik varmen.

I den individuelle runde havde jeg fokus på at bakke lige bagud (ny strategi skal afprøves), som primært skal bruges i FS men som bonus også er en rallyøvelse. Og så igen fokus på højrehandling – ja han er lidt langt fremme.

Jeg var hjemme 21:45 og Kirsten spurgte, om jeg var hjemme resten af aftenen eller der var mere træning :-)

søndag den 1. november 2015

When I get older losing my hair, Many years from now

Nordic Swan

Der var dømt træningsfri dag, Kirsten og jeg fik Brunch på Europa for første gang i 4½ måned, vi løb ind i Anne og Jenny på Strøget (de havde været på Europa før os!), vi var i Magasin – åh nej, allerede julemusik – og vi kom forbi Thomas Dambos Nordic Swan.

Jeg benyttede lidt af morgenen inden vi tog afsted til at se live streaming fra de nordiske mesterskaber i LP, mange flotte øvelser, men sikke nogle variationer i bedømmelserne.

LP har fyldt rigtigt meget i de godt 9 år jeg har konkurreret i forskellige DKK-discipliner. Efterhånden kom rally også ind i billedet og i år også HTM og fra næste år FS.

Det er skønt, at der er mange discipliner, mange andre end de nævnte, man kan arbejde med og konkurrere i.

Jeg har ikke nogen favoritdisciplin, jeg synes det er sjovt at træne og konkurrere i alle de nævnte discipliner, og heldigvis er jeg ikke i en situation, hvor jeg er nødt til at vælge fra.

Men hvis jeg skulle vælge, er jeg sikker på at LP ikke ville blive valget.

Jeg har enorm respekt for de mange dygtige udøvere, der arbejder med at raffinere detaljerne i de 10 øvelser, som LP3/Elite-programmet består af, og hvor der forventes militærisk disciplin af fører og hund, hvis man skal opnå top-point.

Sammenlignet med LP kan det virke helt anarkistisk at opleve, hvordan man nå top point i rally :-)

Rammerne i bedømmelserne er betydeligt mere fleksible og det har bestemt også sin charme, omend det kan afføde usikkerhed i bedømmelserne. Jeg kan ikke dokumentere det på nogen måde, men jeg gætter dog på at usikkerheden i rallybedømmelser ikke er større end usikkerheden i LP-bedømmelser.

HTM og FS er to helt andre verdener.

LP-programmet har sine 10 øvelser, som gradvis forfines gennem klasserne.

Rally har sine skilte med øvelser, hvor repertoiret øges gennem klasserne.

HTM har sine 10 positioner, som med stigende præcision, temposkift, retninger mv. skal forfines, men i øvrigt er de skarpe krav stort set ikke eksisterende.

I FS er der – sammenlignet med LP og rally – slet ingen specifikke krav, det handler om tricks som sammensættes til et program, der passer til den valgte musik.

Jeg fortsætter med at træne og konkurrere i alle klasser, men det er helt sikkert at med min næste hund (!), så kommer HTM/FS til at være udgangspunktet.

Jeg sidder midt i planlægningen af dels opgraderingen af Max’ HTM1 til HTM2, dels i Max første FS1-nummer, og det er svært og det er SJOVT.

Jeg kan blive inspireret af en masse kloge hundemennesker, jeg kan se en masse programmer på nettet – men det er MIG der skal sammensætte det endelige program og det skal passe til min hund, mig og musikken. Der skal rigtigt meget til at for at få det til at gå op i en højere enhed.

Jeg véd godt, at slutmålet i alle de nævnte discipliner er, at hund og fører sammen udfører et program med en masse forskellig adfærd, som udføres i en given sekvens. Normalt den samme rækkefølge i LP (fastsat af regler og dommere), altid forskellig rækkefølge i rally (fastsat af dommer) og altid den samme rækkefølge i HTM/FS (fastsat af fører).

Det kan lyde provokerende, men er ikke ment sådan: LP og rally er håndværk, HTM og FS er kunst!