Bobler – rally på Bornholm

Hyggelig skovtur 

Jeg var inviteret til at dømme Rally af DKK Kreds 8 (Bornholm) i går. Jeg siger altid (hvis det overhovedet er muligt) ja tak til at dømme på Bornholm, for jeg er ret vild med øen 😊 

Jeg havde også fået mulighed for at tilmelde Otto og Max til den ene prøve og jeg havde lokket Christina og Tempo med. Vi fik en superhyggelig tur, hvor den største udfordring var logistikken i forhold til Covid-19 test, men det kom til at passe perfekt. 

Sol over Gudhjem

Vi tog over fredag, blev indlogeret på Hasle Feriepark, fik sen frokost/tidlig aftensmad på Hasle Røgeri og gik en dejlig tur i området omkring Rubinsøen. 

Til aften blev verdenssituationen klaret sammen med Lonni, Birgitte og Henriette som boede på Hasle Camping, og så bliver det ikke mere hyggeligt 😊 

Lørdag var mentalt timet og tilrettelagt i mit hoved, og Birgitte Lous og co. havde gjort et kæmpearbejde for at få tidsplanen for en dobbeltprøve i tre ringe med tre dommere til at gå op, og det lykkedes på fornem vis. Endnu engang tak til den fantastiske kreds, som gør en kæmpeindsats for hundesporten i alle mulige afskygninger, det er vildt imponerende. Og tiltrækker deltagere fra hele landet. 

Men det jeg egentlig ville skrive om, var mine egne to prøver. Jeg er overordentlig meget tilfreds med dem begge, jeg var mentalt 100 % klar, varmede op som jeg ønskede det, og fik alt det fokus jeg kunne ønske mig og havde de rigtige følelser hele vejen. 

Otto var oppe som nr. 1 ud af 16 på Lones begynderbane. Christina har filmet og jeg kan bare sige at videoen bekræfter min egen gode følelse efter prøven. Det var blæsende (man kan se linen blafre pga. blæsten et par gange) og der var meget Otto skulle holde øje med, men han var på langt det meste af tiden. 

Amanda har set og kommenteret på flotteste vis: ”Jeg synes at den video med Otto bare endnu engang viser at det er den helt rigtige beslutning at han skal blive i begynderklassen! For selvom han går rigtig fint og meget stabilt, er det tydeligt at han stadig har brug for den støtte som snoren nu engang kan give!”. 

Vi fik 93 point og det rakte til 4.v. på dagen, dejlig bonus. 

Max var oppe som nr. 1 ud af 20 på Lones championbane. Også den har Christina filmet. 

Der var en anelse slinger i starten, men ellers kørte det og vi var hurtigt i boblen. (Liv: ”Efter spiralen så er der en fed attitude hos Max som er igennem resten af banen!”). 

Da vi kom ud af dobbelt 8-tal med sideskift, vidste jeg, at jeg havde gået fejl, og jeg brugte 1/1.000.000 sekund til at beslutte at gå videre; jeg kan se på videoen at jeg overhovedet ikke tøver. Hvorfor ikke? Fordi jeg ville gennemføre banen med den fede, fede fornemmelse vi havde (Mette: ”kan godt forstå du ikke lavede dobbelt 8-tal om, I havde et fantastisk flow som risikerede at ryge i vasken”). 

En dejlig fornemmelse hele vejen, og som bonus 85 point med en selvvalgt 10’er, en ommer og 2 x1 er mere end godkendt. 

Jeg vil lade Amandas konklusion stå, jeg kunne ikke sige det bedre selv: ”Men hold nu op hvor går Max altså lækkert for tiden! Jeg synes I er ved at være ret stabile, der er bare lige nogen små detaljer der kan justeres her og der.”

Mere rallytræning

Max og Otto (Hundefoto.nu)

I går trænede jeg med Christina i Søborg og i dag med Amanda i Benløse.

En meget lang bane

Jeg vågnede natten mellem mandag og tirsdag og kunne ikke falde i søvn igen, og så drømte jeg banen til tirsdagstræningen op 😊 Banen skal opstilles på et langt smalt stykke, så jeg lavede en bane, der gik lige ud med 5 øvelser på linje, og så kom 3-skridt til H/V og sideskift om kegle efter hinanden, med den finesse at de stod på hovedet, for at indikere, at afhængig af hvilken side man havde hunden på, skulle man lave H/V-udgaven 😉 Efter keglen kom der 225 grader den ene eller den anden vej, og på bagsiden af de første 5 øvelser var yderligere 5 øvelser, som skulle udføres på højre side, så var der mål, og derefter tyskervending.

Derefter kunne man gå banen igen med hunden på modsat side af første banegennemgang. I alt 29 øvelser, og en – viste det sig – ikke helt nem bane …

En lidt svær bane ... og der kom lidt regn

I dag havde jeg designet noget der lignende en ”normal” rallybane, fordi jeg til ugens sidste træning (der er træningsfri torsdag og fredag i denne uge) bare ville prøve at gå en lidt svær championbane med Max.

Det var to gode træningsoplevelser, og den allervigtigste læring – nå nej, reminder! – er, at jeg skal huske at varme Max ordentligt op, for han går altid bedre, når han er varmet op. Jeg foreslog selv, at jeg skrev det i håndfladerne på lørdag, så jeg husker det 😊

Otto skal bestemt også varmes op, og så går HAN også fantastisk. Udover en kort bane i går, fik vi arbejdet med dæk i forskellige varianter.

I dag kom han på til allersidst, Amanda havde lavet en lille lækker bane på 4 skilte, hvor vi genbrugte de første 4 skilte fra championbanen, så der blev rigtig god transport! Det småregnede lidt, og det var tydeligt at Otto synes det var mærkeligt, og Amanda stillede naturligvis spørgsmålet: Hvor meget har I trænet i regn? Ikke nok åbenbart 😊

Der var også kommentarer til min belønningsstrategi ved dæk og til mit manglende fri-signal, og sådan bliver jeg klogere (håber jeg!) ved hver eneste træning 💓

Rallytræning morgen og aften

Masser af plads i Benløse

I går havde jeg mulighed for både træning morgen og aften, og det var en stor succes.

Morgentræningen var med Amanda i Benløse, vi skulle begge møde på arbejde op ad formiddagen, så det passede perfekt.

Amanda havde bedt om en svær senior-/championbane med mere end 20 skilte, og det fik hun 😊 24 skilte = alle seniorskilte fra ekspert- og championklasse.

Jeg havde kriterierne helt klar jf. forrige blog: 100 % fokus på Max. Første banegennemgang var virkelig god. Jeg havde varmet perfekt op, havde Max’ fokus hele vejen og han var på. Jeg lavede nogle meget fine ommere, og følelsen var, som den skulle være. Alle fejlene (der var ikke ret mange!) blev analyseret, og ja, de kunne alle tilskrives mig. Amanda havde nogle fine iagttagelser bl.a. bemærkede hun et håndtegn, som jeg ikke plejer at bruge 😉

Efter en pause, hvor Amanda og Osseau gik banen, gik Max og jeg igen. Det kørte fantastisk, følelsen var endnu bedre end i første runde, jeg havde fået korrigeret alt, der skulle korrigeres, og havde fortsat det rette fokus på Max. Det var tæt på det bedste vi nogensinde har gået.

Til sidst kom Otto også på. Han havde været ude et par gange, og han blev varmet op igen, så toppen af energien var brændt af. Vi gik en 7 skiltes bane, som blev opfundet på stedet. Flot fokus hele vejen, og enorm følelse: Otto strålede af glæde og det gjorde jeg naturligvis også

Lidt klemt i Søborg

Aftentræningen hos Christina i Søborg var med den ”samme” bane, bortset fra justeringer pga. pladsforholdene, udskiftning af nogle skilte og flytning af nogle skilte.

Jeg gik også denne bane to gange med Max, og det var igen en fed fornemmelse. Jeg gik fejl et par gange – der var kludder med nogle sideskifter – og jeg grinede af det og Max’ fokus var som det skulle være.

Otto var også med, og han var sprængfyldt med energi, meget optaget af omgivelserne og ikke mindst Tempo. Så kriterierne blev sænket og vi gik kun nogle bittesmå sekvenser, og det var som det skulle være.

Tempo og Otto sluttede med at løbe og lege, og brænde den sidste energi af.

To dejlige træningssessioner og jeg kørte begge gange hjem med den skønne følelse indeni, når jeg véd, at jeg har gjort det rigtigt og godt …

Max og Otto

Mandag morgen på bænken på badebroen

Det er en daglig glæde at opleve Max og Otto. De passer så fint sammen, det er tydeligt, at de nyder hinandens selskab.

Max nærmer sig de 9 år, han er meget dygtig og meget sensitiv. Når vi er på bølgelængde, er vi fantastiske, og heldigvis er det tilfældet det meste af tiden!

Otto er åben og udadvendt, halen logrer konstant, han er altid frisk på at lege med mennesker og andre hunde, og han kan med alle. Han lærer lynende hurtigt, og jeg skal virkelig være skarp for at følge med.

Jeg skal huske, at han er teenager, han er lige blevet 11 måneder. Han er meget nem at distrahere, men når jeg sørger for ordentlige vilkår, så er han så skarp, som jeg kan ønske mig, og det siger ikke så lidt.

Den sidste måneds tid er Otto kommet med hver gang jeg skulle afsted til (rally)træning med Max, og det fungerer fint. Mens jeg med Max typisk har øvelser som en del af træningen, er det ikke så meget tilfældet med Otto. Jeg benytter mig af, at skiltene er der, men primært arbejder vi med, at vi kan holde fokus på hinanden i forskellige miljøer og med mange forskellige forstyrrelser, skilteholderne er der bare.

Træning bag Rishøjhallen

I søndags var vi et smut forbi Rishøjhallen, og trænede lidt (som i 15 minutter). Fine forstyrrelser, der var nogen, der klatrede i tårnet, og der var nogle spaniels, der trænede, nyslået græs og lidt regn. På et tidspunkt var en spaniel løbet næsten helt hen til os, jeg kunne lige skimte den, og Otto fortsatte med det vi var i gang med, YES!!!

Kegleøvelser i Christinas baghave

I går aftes var han for første gang med til den ugentlige træning, som er aftalt med Christina og Tempo i deres baghave: et aflangt areal bag bebyggelsen, lige op til en gang-/cykelsti og med tydelige lyde fra Gladsaxevej. Christina havde ønsket noget meget kegler, så jeg havde bygget en kompakt bane med 15 skilte + start og mål. 8 af skiltene var kegleøvelser, de krævede 6 kegler, og den var fed at gå. Max og jeg gik den to gange. En fuld bane hvor vi startede på venstre side, og med godbidsbelønninger undervejs. Og en bane, hvor vi legede undervejs.

Max er blevet meget tændt på højre side, så et af mine fokusområder er at få ro på mig selv, for så kommer der ro på ham.

Otto fik hilst på Christina og Tempo, og vi fik trænet nogle ganske korte stræk, primært at holde kontakt mere end et par sekunder ad gangen, og det gik udmærket, og vi fik også arbejdet lidt med nogle øvelser.

Til sidst fik Tempo og Otto leget lidt, primært løbet frem og tilbage, herligt at opleve.

Tirsdag morgen på stranden

Den enkle konklusion i forhold til begge hundene er, at det kan betale sig at træne, og specielt er det tydeligt at Otto udvikler sig fra gang til gang. Og jeg regner med at han tænker, at der sker altid noget sjovt i forbindelse med rallyskilteholderne 😊

Gang i træningen

Otto og far (foto: Mette)

Der har været god gang i træningen ugens tre første dage. Kirsten og jeg havde en fitnesstime mandag og deltog på seniorholdet i dag. Jeg er ret øm flere forskellige steder, pausen har vist varet lidt for længe, det er skønt at være i gang igen!

Jeg har fået materialet til de første tre øvelser på online platformkurset hos Sonja, og det er virkelig godt. Gode, instruktive videoer, meget pædagogiske, og jeg glæder mig til at komme i gang med de tre øvelser med begge hunde. Jeg har dog fortsat lidt problemer med steppet inden: magnetiseringen, men Sonja har givet mig et tip, som jeg prøver af i morgen.

Rallyen med Christina mandag aften blev aflyst, og lidt efter blev tirsdagens Nose Work hos Merete også aflyst, men Christina var frisk på at træne tirsdag aften i stedet, så sådan blev det.

Jeg havde planlagt en lang finurlig bane, og jeg gik nogle fine baner med Max, men lidt ufokuseret, og jeg havde ikke noget svar, da Christina spurgte, hvad jeg trænede …

Det tænkte jeg en del over, og tog revanche i dag.

Jeg havde aftalt at mødes med Mette i Roskilde, vi aftalte på forhånd en bane, som både kunne bruges til begynderne (Eddie og Otto), og de viderekomne (Boogie og Max), så den havde jeg med hjemmefra, så den var lige til at stille op.

Otto på rallybanen (foto: Mette)

Det blev virkelig fed træning, fordi jeg helt bevidst om, hvad jeg trænede med begge hunde. Ikke mindst var det vigtigt i forhold til Otto at huske, at jeg KUN trænede motivation, at have det sjovt på et område med skilte i skilteholdere, og det fik vi i den grad.

Var vi ikke gode sammen? (foto: Mette)

Vi startede med en kort bane, en meget glad og logrende Otto, og masser af leg bagefter.

Sådan sluttede vi også, og indimellem fik de andre hunde også gået banerne.

Jeg vil ikke hjem nu! (foto: Mette)

Hvad synes Otto? Han synes bestemt ikke ville skulle stoppe, så han ville slet ikke med, da jeg skulle have ham tilbage til bilen, jeg måtte lokke med godbidder … så helt dumt har det nok ikke været 😉

Konkurrencer og træning

Vi er rigtigt mange der venter spændt og håbefuldt på at kunne komme til at prøve igen. Som det ser ud lige nu, bliver det vores egen rallyprøve i Osted 5. juli, som bliver den næste, men jeg føler mig bestemt ikke sikker på, at den bliver afholdt. Jeg håber.

På det lidt større plan, mesterskabsniveau, er udsigterne også lidt blandede. I dag blev det officielt meldt ud, at de nordiske mesterskaber i rally 2020 er aflyst, i lighed med NM i LP, agility og HTM/FS. Jeg kan ikke sige at jeg er overrasket, faktisk var det ret ventet med rally, men derfor var det alligevel lidt trist nyt.

DM den 6. september og Årets Hund den 10. oktober er stadig muligheder, men …

DM som en del af Hund i Fokus, et DM med omkring 100 ekvipager, jeg synes ikke det ser helt oplagt ud, men selvfølgelig tror jeg på det.

Årets Hund virker mere sandsynligt, det er planlagt som et selvstændigt arrangement med cirka 60 ekvipager, så det tror jeg lidt mere på. Men kun tiden kan vise, om det bliver til noget.

Træningen fortsætter ufortrødent, selvom jeg stadig savner motivationen i form af en nært forestående prøve.

I går trænede Max og jeg rally med Christina og Tempo på et grønt areal ud for hendes lejlighed. Det er langt og smalt og jeg havde lavede en passende bane med primært danske skilte krydret med lidt nordiske.

Jeg synes Max og jeg var overraskende rustne, men det blev bedre, og da Christina næsten tvang mig til at belønne med legetøj skete der en hel masse positivt, og vi stoppede på toppen, da både Max og jeg var ret trætte.

Vi blev enige om aftale nogle fast træningsaftener, det trænger vi begge til.

I aften stod den på Nose Work træning hos Merete ved Jersie Hallen, først med Otto, derefter med Max.

Der er begge kommet godt i gang igen efter den ufrivillige pause. Otto arbejdede superbt.

Max var også dygtig, og selvom der fortsat er lidt lyd, så er selvtilliden hos os begge under fin genopbygning, nu hvor vi sørger for at have hovedparten af søgene i den ”nemme” ende.

Det har været en rigtig skøn slapperdag, med masser af tid til at læse Sherlock Holmes 😉 Efter gårsdagens læsning af Et studie i rødt var turen i dag kommet til De fires tegn, som jeg skriver om lige om lidt. Det er skøn genlæsning, og nu står novellerne på læselisten!

Årets Hundepris 2019

Tak til Anita, som overrakte prisen (foto: Conni Hansen)

I virkeligheden skulle årets sidste blogindlæg havde handlet om Sydkystens Hundeskoles rallyprøver i dag, og sådan noget. Men der skete noget uventet, så derfor handler det i stedet om Årets Hundepris.

Siden 2014 har Sydkystens Hundeskole uddelt Året Hundepris hvert år i forbindelse med rallyprøverne den 31. december. Priserne tildeles personer eller grupper af personer, som fortjener anerkendelse for en særlig indsats indenfor noget hunderelateret i det forgangne år.

• I 2014 gik den til Anja Christiansen, DKKs rallyudvalg samt Thomas Ingvorsen.
• I 2015 gik den til Initiativgruppen bag Hundesport mod Cancer, Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat samt Johanna Allanach. 
• I 2016 gik den til DKK Kreds 8, Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat samt Lonni Gulmark Prirsching. 
• I 2017 gik den til DKKs Nose Work udvalg, Annie Larsen og Amanda Haue Jakobsson. 
• I 2018 gik den til Pia Hansen-Schwartz, Samsø Hundesport, Conni Hansen og Christina Ulrich Pedersen. 

I år havde jeg fornøjelsen at skulle uddele priserne igen: Til Hornsherred HTM Klub, Gitte Fischer og Mette Winther. Begrundelserne kan læses her.

Prisoverrækkelsen foregår midt på dagen, hvor vi har de sidste præmieoverrækkelser for champion/senior/ekspert. Jeg startede med at ringe til Mette, og lægge en besked på hendes telefonsvarer.

Gitte fik derefter sin pris.

Så fik Liv prisen på Hornsherred HTM Klubs vegne, Tine var også til stede, men luftede hund på det tidspunkt.

Jeg ringede til Mette endnu engang, og fik igen telefonsvareren, og så brød Anita ind – og nej, jeg havde ingen anelse om, hvad der var i gang! – og læste op fra et diplom, som jeg ikke anede eksistensen af, som mit navn stod på.

Der stod ”Paul fortjener denne pris af rigtigt mange årsager. Dog er der en speciel årsag der i år overskygger alt andet. Paul har været den store drivkraft bag de nordiske landes samarbejde om et fælles regel- og skiltesæt til brug for gennemførelse af Nordisk Mesterskab i rally. Paul har stået bag, dømt, ageret sekretær og meget mere for de stævner, der har ligget til grund for udtagelsen af det første danske landshold og endelig var han ansvarlig for afholdelsen af det første rally NM nogensinde. Et flot NM der for alvor samlede rally deltagere på tværs af grænserne i norden. Paul fortjener Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2019 for at være en foregangsmand for dansk, nordisk og international rallysport.”

En MEGET glad Paul (foto: Conni Hansen)

Det var en totalt uventet og en fantastisk dejlig overraskelse. Christina og Lonni, som sammen med mig udgør dommerkomiteen, har i dølgsmål – for at bruge et udtryk, som mange sikkert ikke kender 😉 – forberedt dette, og jeg er ovenud lykkelig og meget rørt. Jeg brænder for rallysporten, og selvfølgelig betyder det noget, at få anerkendelse for det. At få den i dag og under de omstændigheder, det var bare ovenud vidunderligt.

Jeg har kun skimmet de mange lykønskninger på Facebook, og de har givet mig tårer i øjnene og kuldegysninger.

Jeg siger tak af hele mit hjerte, ikke mindst til Christina og Lonni ❤️ ❤️ ❤️

Nordisk rallytræning

Nordisk bane 14.10.2019

Om 12 dage på denne tid er vi midt i festmiddagen efter en forhåbentlig dejlig første dag af NM i rally. De sidste dele af planlægningen fylder noget, men der er ved at være godt styr på det hele.

Jeg er så småt begyndt at tænke nærmere over den ret væsentlige opgave som en af de fire dommere, men ærligt talt føler jeg mig ret velforberedt også på det punkt. Amanda og jeg har kørt et nordisk hold i rally. Vi har sammen dømt/skrevet til 5 af de 6 danske kvalifikationsprøver. Jeg har gået en del nordiske baner. Jeg synes bestemt ikke, jeg mangler rutine.

I dag havde Christina (med Tempo)og jeg en aftale om at træne en time i SAG – hvor NM skal afholdes - sidst på eftermiddagen, og naturligvis skulle det være nordisk. Jeg havde lovet at designe en bane, og fik følgende oplæg fra Christina: ”Du må meget gerne lave en (svær) bane (1-2-3 og 1-1-1 øvelserne + sidestep) og tage skilte og holdere med.”

Udover at banen skulle leve op til kriterierne prioriterede jeg også, at den gav mening både med højre og med venstre start. Det blev til ovenstående bane, hvor de første 16 skilte udføres på forskellig side afhængig af om man starter på højre eller venstre side. Jeg gik banen tre gange med Max. Med venstrestart efter nogle minutters opvarmning. Med højrestart direkte fra bilen. Og til sidst igen en runde med venstrestart.

Max gik eminent i alle tre runder. Jeg vurderer selv (jeg talte ikke, fordi jeg selvfølgelig havde fokus på Max og udførelsen), at jeg lå på cirka 85 i første og anden runde, og højt i 90’erne i sidste runde. En 10’er i hver af de to første runder pga. førerfejl. Max (og jeg) var virkelig fokuseret, slog ikke på noget tidspunkt fra, snusede ikke, og var virkelig præcis. Vores højrehandling har fået et gevaldigt løft, og jeg var totalt rolig, gik i et tempo lidt under mit normale, fordi det fungerer bedst, og det var bare tre x skønne banegennemgange.

Eminent træning på niveau med vores seneste prøver.

Toogtyvende feriedag: DM i rally

Mathilde, Max og Lille Bjørn samt overdådige præmier!

Det har været en lang dag til DM i rally. Christina og jeg kørte herfra ca. 6:40, og var hjemme næsten 14 timer senere. Der kommer et ganske kort indlæg, mere følger de næste dage 😊

Det var et superflot arrangement DKK Kreds 3 havde stablet på benene. Vi følte os velkomne fra starten med Hans Tausensgade som flagallé, masser af hjælpsomme parkeringsvagter, dejligt areal og gode anvisninger osv. En festlig indmarch, hvor vi gik igennem byen efter Odense Pigegarde.

Jeg oplevede en masse dejligt i løbet af dagen, men vil her nævne fire ting i prioriteret orden.

For det første gik Mathilde med både Lille Bjørn og Max i juniorklasse. Jeg fik desværre ikke set første banegennemgang med Lille Bjørn, det gik vist ikke helt godt, men de bestod. Max’ første bane var superflot, der var en ærgerlig 10’er, men ellers ikke nogen fejl.

I finalen gik Lille Bjørn fantastisk, der var en ommer, og så var ellers intet at komme efter, så vidt jeg kunne se. Max var lidt fraværende i finalen, og der var 4 ommere plus det løse.

Lille Bjørn endte med 169 point i alt, Max med 173 point, og det rakte til en flot 5.og 4. plads ved DM, en forbedring på 2 placeringer i forhold til 2018, hvor de blev henholdsvis nr. 7 og 6.

Jeg er rævestolt 😊 Tak Mathilde, fordi du går med mine hunde og gør det så fantastisk!

Der var overdådige præmier!

Christina og Tempo

For det andet fulgtes jeg med Christina og Tempo, de regerende Danmarksmestre, og de gik en superflot kvalifikationsprøve (mine point: 97), og kom finalen.

I finalen var der en ærgerlig førerfejl, som kostede 10 point, men ellers kun en ommer, så vidt jeg kunne bedømme.

Det var oplagt, at Christina ikke kunne genvinde mesterskabet, men jeg vurderede at de lå til en 3.-4. plads.

Jeg havde heldigvis ret, Christina og Tempo endte på 3. pladsen, og da de vandt sidste år og blev nr. 2 i 2016, er de nu første ekvipage i championklasse, der har stået på alle tre podiepladser.

Superflot og meget velfortjent!

Michelle og Kira

For det tredje, fik jeg set alle championbanerne i dag, 30 i alt, og der var rigtigt mange flotte præstationer.

Dagens ubetinget flotteste banegennemgang var Michelle Pedersen og Kiras (japansk spids) i finalen hos Helle Gadeberg. Det var vidunderligt at opleve. De to arbejdede perfekt sammen, og jeg tror alle i den gruppe jeg sad i, holdt vejret og håbede, det ville holde hele vejen.

De fortjente 100 point og jeg tror de fik det! At de vandt DM med samlet 196 point, var dermed ikke den store overraskelse, og med den finalerunde var der heller ikke så meget at diskutere. Jeg er så glad for at jeg fik oplevet det fra første parket.

Signe og Sitka

For det fjerde. Signe og Sitka gik to superflotte baner – og ja, nogle øvfejl – men pointene rakte til en superflot 7. plads. Det var jo ikke helt uventet. Men måden, det skete på, Signe er højgravid, hun har termin i dag, og ingen normale mennesker ville gå til prøve, den dag de har termin.

Men der er enkelte hundefolk, der er hinsides det normale, og hurra for det 😉

Her stopper jeg for i dag.

Tillykke til alle deltagere, dommere og arrangører for et mindeværdigt DM.

En dejlig weekend på Bornholm

Præmieoverrækkelse championklasse lørdag

Jeg har haft en virkelig dejlig weekend på Bornholm. Jeg opfattede det selv, som det foreløbige højdepunkt af træningen ikke af Lille Bjørn, ikke af Max, men den sværeste af dem alle sammen: mig selv!

Det er kun 6 uger siden jeg havde en fantastisk dag To strålende prøver med Max – nu Rally Super Champion, jeg omtalte det som ”Dagen i dag var den mest fantastiske jeg har oplevet som hundefører.”

Men der skete noget den dag, som i mit hoved fyldte ret meget. Jeg nævnte det i blogindlægget dengang ”Der var en enkelte lille ting jeg ærgrede mig over, men det var uden Max, så det betød kun noget indeni mig …”.

Men det fyldte og jeg blev mindet om det flere gange, og derfor var det helt klart noget, jeg skulle arbejde med inden turen gik til Bornholm. Og det blev der i den grad. Bl.a. skrev jeg Rallymanifestet, som forhåbentlig mange har haft glæde af at læse, men i bund og grund var min måde at holde mig selv op på nogle løfter, jeg havde givet mig selv.

Hvordan gik det så?

Jeg starter med mine to Facebook-opslag, og så kan jeg jo supplere dem 😊

”Dag 1 i Hønsehuset. Mit fokus var 1. Rette stemning. 2. Smil. 3. Næste moment. Det lykkedes og jeg har en usædvanligt god følelse indeni, fordi jeg kunne mærke at jeg gjorde det, jeg havde lovet mig selv og støttede Max fint. Han var ikke helt tryg ved hallen, og det kostede lidt - vi fik 86 point og blev nr. 16 ud af 18(!). Sjældent har jeg følt så meget ægte glæde over et pointmæssigt ikke prangende resultat - men feedbacken fra både dommer (Anita Jakobsson) og tilskuere (især Conni Hansen og Birgit Dahlgren) om hvor tydeligt det var, at jeg støttede Max godt og ikke blev irriteret på noget tidspunkt, den betød alt!

Mathilde var oppe i juniorklasse med først Max. Han synes sit foran skulle forbedres med en twist, og da der var tre af dem endte det med IB.

Til gengæld var Mathilde og Lille Bjørn stjerner og fik 98 point 😀 De blev nr. 2 ud af 6.

Som ekstra bonus fortalte Christina Ulrich Pedersen at han var meget mere smidig i ryggen end tidligere, og det er jo dejligt at høre.”

”Dag 2 i Hønsehuset. Juniorklasse. Mathilde og Max 83 point og 5. vinder. Mathilde og Lille Bjørn 87 point og 4. vinder. Championklasse. Max 92 point og 12. vinder af 16. Igen super god følelse men benhård konkurrence i klassen, Det skulle mindst 94 point til at komme i top 10 til Årets Hund.

Status juniorklasse: både Max og Lille Bjørn skulle være sikre på at komme til DM, og Lille Bjørn til Årets Hund. Max' og mit samarbejde udvikler sig fantastisk og vi arbejder støt videre.

Tak til DKK Kreds 8 alias Ditte Wolsted og Kimmie Wolsted for superarrangement. Tak til dommerne Anita Jakobsson og Amanda Haue Jakobsson for fede baner, god feedback og superhyggeligt selskab og tak til alle andre, der var en del af en skøn rallyweekend 😀”

Nå, vil læserne måske tænke, hvordan kan sådan en weekend matche en weekend, hvor Max og jeg vandt to championklasser, fik to supercerter og blev DKRSCH???

Det kunne den, fordi jeg kunne mærke at jeg gjorde det rigtigt hele weekenden. Nogle eksempler:

• Max’ i championklasse lørdag hos Anita. Han var bestemt ikke helt glad ved hallen. Jeg bevarede roen hele vejen, og det havde Paul < 100 % ikke gjort. Anita roste for det i sin feedback, og Conni og Birgit gjorde det i den grad bagefter. Man kan sige meget om mig, men mit kropssprog er meget let at læse, så jeg kan ikke snyde hverken Max eller andre: Hvis jeg ser glad ud, så ER jeg glad, og det var jeg!
• Jeg smilede ÆGTE under præmieoverrækkelsen, da jeg blev kaldt op som nr. 3 af 18, og der er helt bevidst at fotoet fra oven er præcis fra den præmieoverrækkelse. Jeg var glad for mine 86 point, som altså rakte til en 16. plads.
• Amanda, Anita, Christina og jeg spiste en dejlig middag på Griffen Spa Hotel lørdag aften, og jeg kunne helt ærligt fortælle dem, at jeg havde en bedre følelse indeni end den 9. februar, fordi jeg ikke havde begået nogen fejl. Jeg havde været 100 % tro mod mine løfter overfor mig selv og overfor andre.
• Max i championklasse søndag hos Amanda. Han startede med at løbe ud til tidtageren, men kom tilbage da jeg kaldte; da vi kom til skilt 4, det stationære skift side foran, skete der et eller andet da han kom fra højre til venstre og jeg måtte lave øvelsen om. Jeg fik ham på plads på højre side, trak vejret dybt, og smilede til Max og mig selv, og så gik vi videre. Vi mistede 2 point på resten af banen. Præcis dér var jeg Paul, som allerbedst. Under feedbacken smilede jeg til Amanda – som jeg jo også træner hos - og spurgte om jeg havde smilet rigtigt. Og hun sagde, at det var tydeligt, at jeg netop ved skilt 4 var lige ved at blive irriteret, men havde gjort, som jeg lige har beskrevet, og at det var præcis det, der havde gjort prøven til en succes.
• Under præmieoverrækkelsen blev vi kaldt op som nr. 5 ud af 16, en 12. plads, ikke point til Årets Hund. Lige dér, kunne jeg mærke lidt ærgrelse. Den forsvandt et øjeblik efter, da Pernille, som blev nr. 11, fortalte, at hun var blevet nr. 11 begge dage. Tja, sådan er gamet. Niveauet er vildt højt i championklassen, og der er bare ikke råd til 3’ere, hvis man vil ende i toppen.

Så ingen diskussion: Det var en dejlig weekend, og jeg levede op til alle mine mål. Det er meget, meget tilfredsstillende, og jeg har bare fået endnu mere blod på tanden, til at fortsætte arbejdet med mig selv og Max.

Træning af nordisk klasse i rally

Det er længe siden jeg har været i Jersie og træne, men i dag havde Amanda, Christina og jeg aftalt at mødes dér, for at træne nordisk klasse sammen. Jeg var der i god tid, gik lidt med Max, og prøvede at vænne mig til at skolen fylder mere og mere, og at træerne ind mod marken mod nord er fældet, så der er meget åbent. Dér har jeg stået i skjul mange gange, når der skulle trænes fællesdæk, men det er ikke længere muligt.

Jeg havde taget én af Beatrices baner fra Gran med og efter en meget detaljeret banegennemgang gik vi alle banen, først med venstrestart, dernæst med højrestart.

Jeg synes jeg havde varmet Max passende op, men det var bestemt ikke tilfældet! Han var meget frisk, der var lyd og der var 4 ommere plus det løse. Ommere findes ikke i Nordisk klasse, så det var mindst 4 x minus 10.

Manglende opvarmning var en del af forklaringen, og så kom jeg også til at tænke på, at det da vist ikke er fornylig, vi har trænet udendørs for alvor … Godt prøverne i weekenden er indendørs 😊

I anden runde gik det meget bedre. Max var nu helt klar, og vi gik ærligt talt en skidegod bane. En meget omhyggelig fører, og en meget fokuseret og meget præcis Max. Det var rigtigt fint, og jeg var meget tilfreds.

Jeg havde slået Endomondo til, bare for at få en fornemmelse af, hvor langt jeg bevægede mig de små to timer, jeg var på pladsen. Det blev kun godt 1 kilometer, og et spændende mønster!

Dagens læring: Husk at der skal trænes udendørs, husk at varme op under hensyntagen til hvor kendt området er. Såre simpelt, og godt at blive mindet om.

Dedicated Follower of Fashion

I går eftermiddags var Max og jeg i Ringsted til Tricktræning hos Johanna. Endnu en skøn træningsrunde! Første halve time arbejdede vi med at hundene skulle touche en af de dimser, der holder springet i agilityspringene. Snude og hage hvis muligt, og det er muligt for Max. Formålet var at arbejde med belønningsstrategi, så hunden ikke på klikket fx vender mod fører. Spændende og noget helt nyt, som vi hurtigt fik nogenlunde styr på.

Så kørte der en runde, hvor vi hver især (6 ekvipager) skulle vise flest mulige tricks på 1 minut. Jeg valgte at tage en komprimeret udgave af vores FS1-program, og der er sørme mange tricks, 20++ nåede vi. Endvidere skulle vi vise et trick, som vi mente var unikt i forhold til de andre deltagere, og jeg brugte hands up, hvor jeg drejer rundt.

I den individuelle runde var jeg helt blank for ideer, og så er det godt at være det hos Johanna! Er der styr på dit FS-program søndag? Ja! Hvad med … og pludselig var vi i gang med at træne forskellige nye rallymomenter, fik talt om kriterier og en handlingsplan for dén del foldede sig pliudselig ud.

I formiddags var Kirsten og jeg i Køge for at handle, og ualmindeligt meget usædvanligt var det for at se på tøj til mig. En positiv sideeffekt af et vægttab på næsten 10 kg. er, at mit tøj ikke passer særligt godt længere.

Vi har først omkring Tøjeksperten, hvor jeg købte et bælte og 5 par sokker, men ellers ikke faldt for noget. Så kom vi til MIN TØJMAND, og bingo, der var en masse spændende sager og en topkvalificeret betjening. Jeg endte med at købe en jakke, to par cowboybukser og fire skjorter. Jeg må indrømme, at jeg selv er meget tilfreds med mit nye look 😊

Eftermiddagen sluttede med at Christina, Tempo og jeg mødtes i Herringløse Agilitycenter til anden session, hvor vi laver videooptagelser af rallyøvelserne. Vi har fået et godt flow i optagelserne og nåede en masse.

Vi nåede også at få talt om forskelligt andet, bl.a. om mine mål. Endnu mere at tænke over!

Jeg har tænkt en del af over mine mål med hundene den sidste uge, og der er helt klart nogle oplagte mål, og også nogle lidt mere uklare. Christina udfordrede mine lidt defensive mål i rally i 2019, og ja, hvorfor er der ikke mere offensive???

Det fik mig også til at overveje, hvorfor jeg stiller op med Max i FS1 i morgen med et program som burde være i FS2 både hvad angår tricks og varighed. Det bliver der straks lavet om på!

En samlet formulering af mine mål kommer sidst i næste uge, jeg skal tænke mere, og jeg skal have det syreprøvet ved en coachingsession.

Hvad med prøverne i morgen? Jeg er bare så klar! Max’ FS-program skal jo ikke laves om, fordi vi rykker til klasse 2. Og Lille Bjørns HTM-program, det bliver så godt som det kan blive! Jeg glæder mig til en fantastisk dag med HTM og FS.

Drømme og realiteter

Der var stor interesse for diskussion af øvelsesområdet :-)

 

Lørdag var sat af til det årlige rallydommermøde på Fjelsted Skov Kro. Jeg kørte hjemmefra 6:30, hentede Anita, Amanda og Conni på vejen, der var program fra 9-16 og jeg var hjemme igen 18:00.

En lang dag, meget hyggelig og i fantastisk selskab.

Jeg tog en masse positive oplevelser med hjem. Hvis jeg skal fremhæve tre, så var det:

Skilteudvalget: Heidi, Iben, Amanda og Paul (foto: Irene Petersen)

• At kunne sige tak til Amanda, Heidi og Iben, som har været de tre store drivkræfter i skilteudvalget, som har udvalgt, tegnet og beskrevet de mange nye rallyøvelser i DcH og DKK. De har gjort en kæmpeindsats for rallysporten i Danmark, og DKK havde sørget for en gave til dem for det flotte arbejde.
• At opleve en masse gode og konstruktive diskussioner i løbet af dagen – der er virkelig en vilje til at gøre materialet så godt som muligt og få afstemt bedømmelserne på bedste vis. Og ikke mindst et gensidigt ønsker om, at vi forhåbentlig allerede om et år har fælles skilte og øvelsesbeskrivelser igen.

Amanda viser fødder i forhold til øvelsesområde

• At se Amanda få sit gennembrud på den store scene. Jeg har oplevet hende på rallyinstruktøruddannelse og som instruktør, hun kan stoffet ud og ind og i alle detaljer. Hun kan formidle og engagere med entusiasme, energi og overskud – og få alle med sig. At gøre det samme med fradragsregler og nye skilte overfor en meget garvet samling dommere kunne godt få nogen til at ryste lidt på hånden, men ikke Amanda, der totalt uimponeret stod for stort set hele den fælles del af dagens program. Hun fik meget fortjente klapsalver, da dagens var omme, hun er den fødte foredragsholder.

Det blev virkelig en dejlig dag.

Da jeg kom hjem lå der er invitation til Leahs barnedåb (vores yngste barnebarn), den 23. februar. Den korte udgave er, at jeg skulle dømme hos Zakkai Hundecenter den dag, Susann har overtaget dommergerningen (TAK!), og jeg kan komme til barnedåb. En rigtigt god prioritering!

Søndag blev en lidt mærkelig dag.

Jeg havde planlagt at træne med begge hunde, og startede med Max midt på dagen, da Kirsten gik tur med Lille Bjørn. Vi trænede zone og blomst fra Johannas trickkursus, og det gik fint, indtil vi kom til introduktion af den tredje blomst (den blå skal markeres, den/de grønne ignoreres). Han valgte konsekvens grøn. når den tredje blomst kom frem. Jeg prøvede med forskellige setups for at gøre det nemmere for ham, men han blev frustreret og ja, at fjerne blomsterne opfatter han som straf.

Vi trænede også FS-programmet i haven, det så ganske fornuftigt ud, så kom Kirsten og Lille Bjørn hjem, hun rømmede sig diskret udenfor haven, som signal til mig, og Max kunne pludselig intet længere 

Derefter trænede jeg, mens Kirsten så på, lidt 6+, og det blev helt tydeligt, hvorfor det er alt for svært at få et flydende program ud af det. Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne styre Lille Bjørn med håndtegn og kropssignaler, Max primært med verbale signaler. Men når begge hunde er trænet på cirka samme måde, så reagerede Max naturligvis også på mange af håndsignalerne, og det blev meget rodet.

Det rigtigt spændende var at tale med Kirsten om, hvad der var sket, for hun ser normalt aldrig, når jeg træner. Lille Bjørn er helt døv, og hans syn er heller ikke helt godt længere, så det er helt sikkert at HTM og 6+ ikke er på programmet længere. Rally og Nose Work er stadig ok. Og han vil så gerne træne, og det skal han bestemt ikke snydes for.

Max, forsigtigper, der er ikke meget terrier i ham. Kirsten – og flere andre – synes det er fantastisk, så meget jeg har nået med ham (og Lille Bjørn for den sags skyld), for det har ved Gud ikke været nemt. Men jeg er kommet til det punkt, hvor jeg må være realistisk og erkende, at vi ikke når rigtigt i top i nogen af disciplinerne. Vi kom i LP3, og HTM3 og championklasse, men mangler det afgørende, for at kunne få certer og supercerter.

Det er ikke noget at begræde, men blot en erkendelse af, at indsatsen der skal til, for at nå disse mål, ligger langt ud over det, jeg er villig til at yde på dette tidspunkt. Max er 7½ år, og i bund og grund vil han have det fint med at være hygge-/familiehund. Det bliver han så ikke helt hos os, for vi opgiver ikke helt FS, og vi fortsætter i rally og Nose Work. Men ud fra en erkendelse af, at det er for min skyld og fordi jeg vil savne det frygteligt, hvis jeg ikke kom ud og konkurrerede lidt.

Den samlede situation gjorde også, at vi talte konkret om en ny hund.

Christina og Tempo med Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2018

Til aften mødtes jeg med Christina og Tempo i Herringløse Agilitycenter. DKK har lavet en aftale om at videofilme Christina og Tempo, som skal udføre alle rallyøvelserne. Vi er nået frem til, at der er cirka 360+ klip, når vi også vil vise skilte 3-15 i løb og langsom gang, og alle skilte også skal vises som højrehandlede. Vi kløede på og nåede næsten alle begynderklasseskiltene med line på.

Christina fik også langt om længe overrakt Sydkystens Hundeskoles pris for 2018.

Og sidst med ikke mindst fik vi en lang og hyggelig snak om fremtiden, herunder fik jeg også spurgt, hvorfor Christina ikke har svaret på min Quiz 2019 (PS: Det har hun så gjort nu). Hun synes simpelthen det er for svært, fordi jeg laver om i planerne hele tiden! Og ja, det gør jeg. Jeg kunne helt aktuelt fortælle om dagens træning, og Christina synes, som Kirsten i øvrigt, at jeg måske skulle satse på en anden hund end en terrier. Nu hvor jeg føler mig ung igen, er der da ingen grund til ikke at prøve det af. Så tanken er sået, og jeg er meget opsat på, at der skal ske noget meget snart på den front.

En skøn og tankevækkende weekend!

Mere NM –en masse om 2018 og lidt om 2019

 

I weekenden har der været NM i HTM og FS i Helsinki. Jeg besluttede at se det hele denne gang, så lørdag stod den på 11 HTM- og 13 FS-programmer og i dag 6 HTM- og 7-FS-programmer i den individuelle finale.

Jeg håber ikke Lonnis og mine kommentarer i går på Messenger bliver offentliggjort, for vi var ret bramfrie i vores kommentarer til de enkelte programmer, det er sjovt at iagttage og ”dømme med”.

Det er svært at indvende noget mod kvalifikationerne til finalerne i dag, Anja og Queeny og Johanna og Soda var naturligvis oplagte, men jeg havde håbet på lidt mere dansk islæt. Men hold da op et højt niveau, ikke mindst i FS, så er der ikke råd til ikke at yde ret tæt på toppen af sin kapacitet.

Vi var vist rigtigt mange, der følte så meget med Liv, som bestemt ikke var enig med Mango, om hvad de skulle i ringen, men Liv var cool og fik så meget respekt. De skal nok komme igen, og den dag det hele fungerer for dem, bliver det ikke sjovt at konkurrere mod dem 😊

I dag havde jeg min debut som dommer, og man kan jo ligeså godt gøre det i stor skala ved et NM. Jeg dømte simpelthen med, og mine karakterer var da ikke helt ved siden af de officielle!

HVIS mine bedømmelser havde været de tællede i stedet for de officielle, ville rækkefølgen i HTM være uændret, i FS ville 1 og 2, 3 og 4 samt 5 og 6 have byttet plads.

Anja og Queeny nr. 2 og Johanna og Soda nr. 6, fuldstændig som jeg ville have dømt. Men det er altså noget ganske særligt at se netop de to stjerneekvipager stråle på den store scene: magi, showmanship, samhørighed og star quality, for at nævne nogle ord, der falder mig ind. Det var vidunderligt at opleve dem.

Jeg kunne ikke have brugt to formiddage på en bedre måde.

Som bonus fik jeg noteret en masse idéer til NM i rally og jeg fik idéer til Max’ FS-program.

* * *

Hvad har gjort 2018 til et særligt år? Jeg kunne snyde og bladre i mine hidtil 282 blogindlæg fra i år. Det orkede jeg ikke. Hvis jeg ikke kan pege det særlige ud, uden at kigge i noterne, så er det nok ikke vigtigt nok. Så her kommer det frit fra hjertet, og uden links eller andet 😊

Det allervigtigste var naturligvis at Kirsten og jeg blev bedsteforældre for tredje gang. Leah bliver 3 måneder i morgen, hun stortrives, ligesom Leo på 2½ år og Frasse på 4½ år. Vi glæder os til at fejre danske jul med hele familien på torsdag.

Arbejdsmæssigt vil jeg huske året for lidt godt, og lidt skidt, mest at jeg måtte søge professionel hjælp pga. mistanke om stress, hvilket også er blevet bekræftet, men heldigvis taget tidligt i opløbet. Jeg gider ikke slutte mit arbejdsliv med at blive stresset. Pt. har psykolog og læge været involveret, og en kontrolblodprøve får jeg resultatet i morgen – men der er mistanke om diabetes 2. Det gider jeg altså heller ikke, så jeg er allerede gået ind i en fase, hvor jeg tænker meget mere over hvad jeg spiser og drikker, og får motioneret meget mere, hvad Max synes er ganske fint! I morgen starter jeg hos fitness coach, for jeg vil gerne i bedre form og tabe mig, jeg vil helt enkelt gøre mere for forhåbentlig at leve længere og bedre. Jeg vil altså godt opleve mine børnebørn, når de vokser op og bliver voksne.

Rallymæssigt (i DKK regi) vil 2018 skille sig ud på mange måder. Den sørgelige først. Vi mistede Pia Hansen-Schwartz alt for tidligt pga. kræft, det er så sørgeligt og så aktuelt, at jeg stadig ikke bryder mig om at tænke på det og skrive om det, men hun ville om nogen have sagt – at vi skulle tænke fremad! Rallyudvalget måtte også tage afsked med Johanna, men heldigvis bare fordi hun har for travlt, og må prioritere – et problem, som ikke er ukendt. På den positive side har bevirket at rallyudvalget er blevet forynget med Amanda og Karina, og det er pragtfuldt med to unge mennesker, der brænder for rally, og forstår at holde den gamle formand til ilden på en konstruktiv måde 😉

Der har i 2018 i konstruktivt samarbejde med DcH været arbejdet på nye skilte i et skilteudvalg, og i januar offentliggøres resultatet af arbejdet og der kommer introduktionsmøder mv. Det glæder jeg mig meget til. Jeg glæder mig også meget til at NM i rally får lov at folde sig ud, men offentliggørelse af nye skilte, øvelsesbeskrivelser, regler mv. Der kommer kvalifikationsprøver og der bliver selve NM til oktober. Det er bare stort. 2018 blev også året hvor FCIs rallyudvalg blev etableret, og der drømmer vi så endnu større om EM i rally i 2021 måske … Jeg må erkende, at det er sådanne drømme der kan drive mig. Ambitiøse og realistiske mål, vi skal nok nå dem.

Jeg har dømt en hel del rallyprøver, og det var været gode oplevelser alle som en. Men at dømme finalen i Årets Hund på min fødselsdag 3. november og få to fødselsdagssange af deltagerne, det var altså noget ganske særligt, og betyder meget mere for mig, end jeg troede det kunne.

Så er der hundene. Hvordan er det gået med dem i 2018?

Først og fremmest kan jeg glæde mig over to friske og raske hunde.

Lille Bjørn er noget døv, men ikke helt, lidt stiv i kroppen, ok når man nærmer sig de 12 år, og selvom vi har droslet ned på træningen konkurrerer vi stadig på livet løs nu med fokus på HTM. Lille Bjørn har i år fået HTM1 og HTM2 titlen, er blevet Årets Hund i HTM2 i DKK og vundet Hund i Fokus titlen i HTM2. Og så har han i svensk rally opnået titlerne i både Nybörjarklass og Fortsättningsklass. Og er blevet Rally Juniormester, men det vender jeg tilbage til. Vi arbejder mod et HTM3-program med Paddington-musikken, men det ER et stort spring, så indtil videre holder vi konkurrenceformen ved lige i seniorklassen.

Max og jeg har konkurrencemæssigt ikke haft det store år. Jeg kan ikke komme i tanke om et rigtigt godt rallyresultat i år med ham. Han fik titlerne i både Nybörjarklass og Fortsättningsklass, han blev nr. 2 i Sheltieklubben 27.5 (efter en skrækkelig dag hos IF’erne dagen før), og blev nr. 2 og 3 på de to prøver på Samsø – nå ja, det var da meget godt 😉 På HTM-fronten droppede vi HTM3, det gik ringere og ringere, og et år uden at bestå en prøve er ikke sjovt. Vi vendte tilbage i FS1 for nylig, og havde en fest, og det arbejder vi videre med. Vi bliver i FS1 til vi bliver smidt ud (vi har 19 Q-point) og så hedder det FS2. Og så er der jo også Nose Work. 4 prøver i år. Vi mangler den sidste skarphed, men i 2019 får vi førstepræmierne 😊

Det ligger lige til en glidende overgang, for der er traditionen tro nogle menneskenavne, der skal nævnes, nogle der har gjort 2018 ekstra fantastisk. De er taget top of the head, og der er mange andre, jeg kunne nævne, men nu blev det disse (i alfabetisk orden).

Amanda sprang i 2018 ud som eneinstruktør og jeg har været så heldig at komme på hendes rallykonkurrencetræningshold. Det kom lige i rette tid i forhold til mit og Max samarbejde. Ligesom andre kan hun fortælle mig, hvad jeg godt véd, at det er mig, der er problemet, men hun har sørme også fundet frem til en masse konkrete punkter, jeg kan iagttage/mærke – og hendes ”indre ro” karakter ramte midt i prik. I en periode med begyndende stress, som naturligt smittede af på mit hundearbejde, var Amanda en meget vigtig katalysator, der fik ændret noget fundamentalt i min måde at tænke samarbejde med Max på.

Anita. Vi har haft en masser dejlige træningstimer, som altid er fantastisk hyggelige. Vi har været til mange konkurrencer sammen, også altid hyggeligt. Anita er perfekt at sparre med om svære emner. Vi har igen, igen haft dejlige ture til Bornholm og Samsø – rigtigt gode traditioner, som Amanda også indgår i. Middagen lørdaq aften på Samsø var for mig en god kandidat til årets hyggelige middag!

Anja. En enkelt coachingsession er det blevet til, men en helt afgørende – sådan tror jeg, jeg har følt efter hver eneste i øvrigt 😊 – den kom til at handle om hvor forskelligt jeg havde det med Lille Bjørn og Max, og om at få styr på Max’ og mine relationer. Meget at tænke over og måske også lige det afgørende input, som Amanda kunne bygge videre på som nævnt ovenfor. Og så var jeg så heldig at kunne få lov at udføre den afsluttende del af indsamlingen til Anja, som resulterede i det skønneste maleri af hende og Queeny som minde om VM 2017.

Christina og jeg ser ikke så meget til hinanden, og vi træner sjældent sammen, men når vi gør, så er det også godt. Vi har udvekslet spændende idéer – nogle bliver måske til noget i 2019. Christina overkommer det mest utrolige og i år gik det hundemæssigt op i en højere enhed med Tempo. Først med et DM i rally championklasse og så med Årets Hund i championklasse. Det er stort og så fantastisk flot og fortjent! Amanda og jeg var efter DM enige om, at det var NÆSTEN lige så stort at Christina vandt, som at vi selv havde vundet.

Johanna. En fantastisk inspiration på så mange fronter. Som (nu tidligere) medlem af rallyudvalget, som underviser (i alt), som motivator, som hvad som helst. Og så kan hun give feedback og kommentarer, så man bare føler man er verdens bedste, selvom man måske ikke tænkte sådan lige inden 😊 Og så er Johanna fantastisk at sparre med om alt muligt.

Liv. Vi har haft nogle skønne træningstimer sammen – jeg håber der kommer flere. Vi har på mange områder de samme udfordringer med visse hunde (Mango og Max), som nogle gange har deres egen agenda til konkurrencer, og det er fantastisk at have en mental åndsfælle. Jeg er næsten sikker på at Liv kunne mærke, hvor meget jeg tænkte på hende i går, da Mango benytte HTM-ringen til at hoppe rundt med sit helt eget program …

Lonni. En fantastisk kollega som sekretær for rallyudvalget. En skøn træningspartner med så mange kreative idéer og så inspirerende at være sammen med. Og en forrygende HTM-/FS-fører med Morgan. De sætter barren højt, og det lykkes de fleste gange. Det er en fantastisk del af vores fælles træning, at se hvordan de rykker. Og så kender jeg ikke nogen som Lonni, som sætter sit lys under en skæppe, så vi kan altid få en god diskussion af, hvad der betyder noget i den store sammenhæng!

Louise. Vi burde træne mere sammen, hun kan godt holde mig til ilden kan jeg mærke, måske når jeg nu begynder at flirte med FS igen, det bliver til noget mere træning?! Louise som har gjort det så fantastisk, championtitel med både Rosie og Billie, på landsholdet med dem begge, og unge Cherie godt på vej, uha de bliver fantastiske. Deres FS2 forleden gav mig kuldegysninger, så godt var det. Og så nærlæser hun min blog, så jeg er sikker på at der ikke er væsentlige fejl 😊

Mathilde. Hov, et helt nyt navn i forhold til de tidligere år?! Ja, detaljerne må I altså finde i andre blogindlæg, men Mathilde dukkede op som hende på 10 år, som gik i fjerde klasse hos Anita og som trænede rally med farmors sheltie Boogie. Hun blev spurgt, og ville heldigvis gerne gå juniorklasse med først Max og siden Lille Bjørn. Og så gik det ellers stærkt 😊 2 rallyjuniortitler, 2 DM-kvalifikationer, nr. 6 og 7 ved DM, 2 Årets hund kvalifikationer og nr. 2 og 5 ved årets hund. Mathilde kan noget helt specielt med hundene, og det samarbejde hun har især med Max er virkelig blevet bemærket – vi var mange der havde tårer i øjnene over den fantastiske bane hun gik med Max til Årets hund-finalen. Jeg håber hun fortsætter med begge hundene i 2019!

Mia. Vi træner slet ikke sammen, men hun er i baggrunden, og når vi mødes til prøver (hvorfor er det altid Nose Work, der måde der komme noget rally også?), så får jeg altid noget input, jeg ikke havde regnet med. Jeg glemmer ikke den prøve i Ringsted, hvor jeg var stået helt af mentalt efter de to første (mislykkede) søg, og Mia fik mig meget effektivt tilbage igen. Og ikke at forglemme, da hun pludselig stod på Østerlars Stadion. Jeg dømte, og så stod hun bare der ved sidelinjen og smilede. Og hun kom ”bare” for at give mig Paddington-bogen!

For hulen, 2018 var det et dejligt år. Og det lægger perfelt op til et 2019, som bliver mindst lige så godt!!!

Rallytræning med forstyrrelser

Christina og jeg havde aftalt at træne en time sammen i Herringløse Agilitycenter til aften. Hun havde Cecilia og Casper med, og specielt Casper var en god forstyrrelse, bl.a. da Max på et tidspunkt – heldigvis uden succes 😊 – gik efter hans pære!

Jeg havde taget min championbane fra i går med, dog var Løb til sidst erstattet af fremsending til kegle, indkald og bakke væk fra fører, som er gode for Max og mig at have sidst på en bane, fordi de afslører, om jeg har gjort det ordentligt.

Jeg startede og vi gik rigtigt godt. Der var vist 4 ommere, men Max var supergodt på, og jeg fik håndteret hans små udfald fint. Fremsendingen til kegle var lidt for svær, han valgte to gange tunnelen, som lå tæt ved, men faktisk var sværere at komme til, inden jeg gik tættere på keglen. Dobbeltspring ro, bakke væk og alt det andet var fint.

Jeg gik senere banen igen, først med start på venstre side, og derefter med start på højre side.

Det gav anledning til nogle interessante iagttagelser af HVOR følsom Max er. Specielt dobbeltspring ro, hvor han kunne ville tage det ene spring. Det viste sig, at det bord vi havde stillet et stykke bag springet (uden for banen), så Casper kunne stå ved det, gjorde hele forskellen. Da det kom væk, ville han springe igen … Og fremsendingen i anden omgang. Christina sad et stykke fra keglen sammen med Tempo og Casper, og Max valgte den lange vej til tunnelen. Jeg gik tæt på keglen, og intet problem. Jeg regner hallen i Herringløse for et svært sted for Max, for underlaget dér er han ekstra meget optaget af, men det var bestemt ikke så galt i dag.

I bund og grund kan jeg konstatere, at det går den rigtige vej med træningen, og det er da rigtigt rart 😊

En fantastisk morgen på stranden

I dag åbnede tilmeldingen for nogle af de traditionsrige rallyprøver næste år. Jeg meldte straks Max til, for så er jeg sikker på at huske det. Bornholm den 23.-24. marts og Islandsk Fårehundeklubs dobbeltprøve 1. juni.

Rally- og HTM-træning

En dejlig morgen

Jeg skrev i går om planerne for træningen i dag, og det blev en fornøjelig og meget lærerig træning. De to timer fløj afsted, og jeg tog fra træningen en del klogere (igen igen!).

Amanda stillede en championbane, som hun gennemgik for Christina og mig, banen blev gået af Max, Tempo og Lille Bjørn, hvor Amanda gav feedback, og derefter af Osseau og Dumle, hvor jeg gav feedback.

Hverken Max eller Lille Bjørn var varmet ret meget op, så de var begge ret friske. Der var rigtigt meget flot, og også ting, der ikke fungerede, og en del af det skyldtes dårligt førerarbejde. Fx mente Amanda at en plads-kommando for at få Lille Bjørns kontakt var mere passende end ”Bjørno” …, og det har hun bestemt ret i :-) Hun mente også at nogle sideskiftkommandoer med fordel kunne gøres mere specifikke, så der fx var tydelig forskel på skift foran og skift bagved.

I anden runde (ny bane) gik jeg kun med Lille Bjørn. Det gik meget bedre, nu han var varmet noget op, jeg var bedre til at komme med præcise kommandoer, men ikke helt nok efter Amandas mening. Jeg må nok konstatere, at det er på tide at gå i gang med noget mere systematisk rallytræning inden de kommende måneders mange prøver.

Mens Amanda og Christina fortsatte rallytræningen, filmede Anita og jeg hinandens HTM-programmer. Anita & Osseaus HTM3-program er allerede superfint. Ud over en masse flotte positioner noterede jeg især den totale mangel på lyd fra Osseau; som Anita sagde, det er stadig svært for ham, så han skal koncentrere sig om at udføre programmet 😊

Lille Bjørns HTM2-program var jeg meget tilfreds med. Der er stadig noget timing, der ikke er på plads, så der blev en lige en P2-passage med ryggen til kameraet … Det var tydeligt at P2 og P6 er blevet bedre (ja, de bliver trænet separat), og P9 i afslutningen ligner bestemt også noget. Jeg forsøgte en lille smule bakke P9, men det var ikke en succes.

Max og jeg fik testet starten af HTM3-programmet to gange, inden det rigtigt gik op for mig, at det var den forkerte version af musikken, jeg havde valgt. Derefter gik vi et fuldt program til den rigtige udgave. Det meste var jeg supertilfreds med. Jeg fik ved at se videoen bekræftet, at Max er godt på hele vejen igennem, der er kun lidt kludder i afslutningen, hvor han skal bakke i P10. De nye overgange – P5 til P1, P9-sit fører rundt om hund – var fine, og jeg havde en rigtig god fornemmelse, da jeg gik programmet.

Ingen fotos fra dagens træning, så her er et af øllen til blogskrivningen!

Konklusion på dagens træning: Vi er lidt rustne i rally, men vi skal nok få banket rusten af hurtigt. De to HTM-programmer er allerede fine, men der skal arbejdes med skarphed og præcision. Motivationen fejler ikke noget hos hverken hunde eller fører!