Jeg håber ikke Lonnis og mine kommentarer i går på Messenger bliver offentliggjort, for vi var ret bramfrie i vores kommentarer til de enkelte programmer, det er sjovt at iagttage og ”dømme med”.
Det er svært at indvende noget mod kvalifikationerne til finalerne i dag, Anja og Queeny og Johanna og Soda var naturligvis oplagte, men jeg havde håbet på lidt mere dansk islæt. Men hold da op et højt niveau, ikke mindst i FS, så er der ikke råd til ikke at yde ret tæt på toppen af sin kapacitet.
Vi var vist rigtigt mange, der følte så meget med Liv, som bestemt ikke var enig med Mango, om hvad de skulle i ringen, men Liv var cool og fik så meget respekt. De skal nok komme igen, og den dag det hele fungerer for dem, bliver det ikke sjovt at konkurrere mod dem 😊
I dag havde jeg min debut som dommer, og man kan jo ligeså godt gøre det i stor skala ved et NM. Jeg dømte simpelthen med, og mine karakterer var da ikke helt ved siden af de officielle!
HVIS mine bedømmelser havde været de tællede i stedet for de officielle, ville rækkefølgen i HTM være uændret, i FS ville 1 og 2, 3 og 4 samt 5 og 6 have byttet plads.
Anja og Queeny nr. 2 og Johanna og Soda nr. 6, fuldstændig som jeg ville have dømt. Men det er altså noget ganske særligt at se netop de to stjerneekvipager stråle på den store scene: magi, showmanship, samhørighed og star quality, for at nævne nogle ord, der falder mig ind. Det var vidunderligt at opleve dem.
Jeg kunne ikke have brugt to formiddage på en bedre måde.
Som bonus fik jeg noteret en masse idéer til NM i rally og jeg fik idéer til Max’ FS-program.
* * *
Hvad har gjort 2018 til et særligt år? Jeg kunne snyde og bladre i mine hidtil 282 blogindlæg fra i år. Det orkede jeg ikke. Hvis jeg ikke kan pege det særlige ud, uden at kigge i noterne, så er det nok ikke vigtigt nok. Så her kommer det frit fra hjertet, og uden links eller andet 😊
Det allervigtigste var naturligvis at Kirsten og jeg blev bedsteforældre for tredje gang. Leah bliver 3 måneder i morgen, hun stortrives, ligesom Leo på 2½ år og Frasse på 4½ år. Vi glæder os til at fejre danske jul med hele familien på torsdag.
Arbejdsmæssigt vil jeg huske året for lidt godt, og lidt skidt, mest at jeg måtte søge professionel hjælp pga. mistanke om stress, hvilket også er blevet bekræftet, men heldigvis taget tidligt i opløbet. Jeg gider ikke slutte mit arbejdsliv med at blive stresset. Pt. har psykolog og læge været involveret, og en kontrolblodprøve får jeg resultatet i morgen – men der er mistanke om diabetes 2. Det gider jeg altså heller ikke, så jeg er allerede gået ind i en fase, hvor jeg tænker meget mere over hvad jeg spiser og drikker, og får motioneret meget mere, hvad Max synes er ganske fint! I morgen starter jeg hos fitness coach, for jeg vil gerne i bedre form og tabe mig, jeg vil helt enkelt gøre mere for forhåbentlig at leve længere og bedre. Jeg vil altså godt opleve mine børnebørn, når de vokser op og bliver voksne.
Rallymæssigt (i DKK regi) vil 2018 skille sig ud på mange måder. Den sørgelige først. Vi mistede Pia Hansen-Schwartz alt for tidligt pga. kræft, det er så sørgeligt og så aktuelt, at jeg stadig ikke bryder mig om at tænke på det og skrive om det, men hun ville om nogen have sagt – at vi skulle tænke fremad! Rallyudvalget måtte også tage afsked med Johanna, men heldigvis bare fordi hun har for travlt, og må prioritere – et problem, som ikke er ukendt. På den positive side har bevirket at rallyudvalget er blevet forynget med Amanda og Karina, og det er pragtfuldt med to unge mennesker, der brænder for rally, og forstår at holde den gamle formand til ilden på en konstruktiv måde 😉
Der har i 2018 i konstruktivt samarbejde med DcH været arbejdet på nye skilte i et skilteudvalg, og i januar offentliggøres resultatet af arbejdet og der kommer introduktionsmøder mv. Det glæder jeg mig meget til. Jeg glæder mig også meget til at NM i rally får lov at folde sig ud, men offentliggørelse af nye skilte, øvelsesbeskrivelser, regler mv. Der kommer kvalifikationsprøver og der bliver selve NM til oktober. Det er bare stort. 2018 blev også året hvor FCIs rallyudvalg blev etableret, og der drømmer vi så endnu større om EM i rally i 2021 måske … Jeg må erkende, at det er sådanne drømme der kan drive mig. Ambitiøse og realistiske mål, vi skal nok nå dem.
Jeg har dømt en hel del rallyprøver, og det var været gode oplevelser alle som en. Men at dømme finalen i Årets Hund på min fødselsdag 3. november og få to fødselsdagssange af deltagerne, det var altså noget ganske særligt, og betyder meget mere for mig, end jeg troede det kunne.
Så er der hundene. Hvordan er det gået med dem i 2018?
Først og fremmest kan jeg glæde mig over to friske og raske hunde.
Lille Bjørn er noget døv, men ikke helt, lidt stiv i kroppen, ok når man nærmer sig de 12 år, og selvom vi har droslet ned på træningen konkurrerer vi stadig på livet løs nu med fokus på HTM. Lille Bjørn har i år fået HTM1 og HTM2 titlen, er blevet Årets Hund i HTM2 i DKK og vundet Hund i Fokus titlen i HTM2. Og så har han i svensk rally opnået titlerne i både Nybörjarklass og Fortsättningsklass. Og er blevet Rally Juniormester, men det vender jeg tilbage til. Vi arbejder mod et HTM3-program med Paddington-musikken, men det ER et stort spring, så indtil videre holder vi konkurrenceformen ved lige i seniorklassen.
Max og jeg har konkurrencemæssigt ikke haft det store år. Jeg kan ikke komme i tanke om et rigtigt godt rallyresultat i år med ham. Han fik titlerne i både Nybörjarklass og Fortsättningsklass, han blev nr. 2 i Sheltieklubben 27.5 (efter en skrækkelig dag hos IF’erne dagen før), og blev nr. 2 og 3 på de to prøver på Samsø – nå ja, det var da meget godt 😉 På HTM-fronten droppede vi HTM3, det gik ringere og ringere, og et år uden at bestå en prøve er ikke sjovt. Vi vendte tilbage i FS1 for nylig, og havde en fest, og det arbejder vi videre med. Vi bliver i FS1 til vi bliver smidt ud (vi har 19 Q-point) og så hedder det FS2. Og så er der jo også Nose Work. 4 prøver i år. Vi mangler den sidste skarphed, men i 2019 får vi førstepræmierne 😊
Det ligger lige til en glidende overgang, for der er traditionen tro nogle menneskenavne, der skal nævnes, nogle der har gjort 2018 ekstra fantastisk. De er taget top of the head, og der er mange andre, jeg kunne nævne, men nu blev det disse (i alfabetisk orden).
Amanda sprang i 2018 ud som eneinstruktør og jeg har været så heldig at komme på hendes rallykonkurrencetræningshold. Det kom lige i rette tid i forhold til mit og Max samarbejde. Ligesom andre kan hun fortælle mig, hvad jeg godt véd, at det er mig, der er problemet, men hun har sørme også fundet frem til en masse konkrete punkter, jeg kan iagttage/mærke – og hendes ”indre ro” karakter ramte midt i prik. I en periode med begyndende stress, som naturligt smittede af på mit hundearbejde, var Amanda en meget vigtig katalysator, der fik ændret noget fundamentalt i min måde at tænke samarbejde med Max på.
Anita. Vi har haft en masser dejlige træningstimer, som altid er fantastisk hyggelige. Vi har været til mange konkurrencer sammen, også altid hyggeligt. Anita er perfekt at sparre med om svære emner. Vi har igen, igen haft dejlige ture til Bornholm og Samsø – rigtigt gode traditioner, som Amanda også indgår i. Middagen lørdaq aften på Samsø var for mig en god kandidat til årets hyggelige middag!
Anja. En enkelt coachingsession er det blevet til, men en helt afgørende – sådan tror jeg, jeg har følt efter hver eneste i øvrigt 😊 – den kom til at handle om hvor forskelligt jeg havde det med Lille Bjørn og Max, og om at få styr på Max’ og mine relationer. Meget at tænke over og måske også lige det afgørende input, som Amanda kunne bygge videre på som nævnt ovenfor. Og så var jeg så heldig at kunne få lov at udføre den afsluttende del af indsamlingen til Anja, som resulterede i det skønneste maleri af hende og Queeny som minde om VM 2017.
Christina og jeg ser ikke så meget til hinanden, og vi træner sjældent sammen, men når vi gør, så er det også godt. Vi har udvekslet spændende idéer – nogle bliver måske til noget i 2019. Christina overkommer det mest utrolige og i år gik det hundemæssigt op i en højere enhed med Tempo. Først med et DM i rally championklasse og så med Årets Hund i championklasse. Det er stort og så fantastisk flot og fortjent! Amanda og jeg var efter DM enige om, at det var NÆSTEN lige så stort at Christina vandt, som at vi selv havde vundet.
Johanna. En fantastisk inspiration på så mange fronter. Som (nu tidligere) medlem af rallyudvalget, som underviser (i alt), som motivator, som hvad som helst. Og så kan hun give feedback og kommentarer, så man bare føler man er verdens bedste, selvom man måske ikke tænkte sådan lige inden 😊 Og så er Johanna fantastisk at sparre med om alt muligt.
Liv. Vi har haft nogle skønne træningstimer sammen – jeg håber der kommer flere. Vi har på mange områder de samme udfordringer med visse hunde (Mango og Max), som nogle gange har deres egen agenda til konkurrencer, og det er fantastisk at have en mental åndsfælle. Jeg er næsten sikker på at Liv kunne mærke, hvor meget jeg tænkte på hende i går, da Mango benytte HTM-ringen til at hoppe rundt med sit helt eget program …
Lonni. En fantastisk kollega som sekretær for rallyudvalget. En skøn træningspartner med så mange kreative idéer og så inspirerende at være sammen med. Og en forrygende HTM-/FS-fører med Morgan. De sætter barren højt, og det lykkes de fleste gange. Det er en fantastisk del af vores fælles træning, at se hvordan de rykker. Og så kender jeg ikke nogen som Lonni, som sætter sit lys under en skæppe, så vi kan altid få en god diskussion af, hvad der betyder noget i den store sammenhæng!
Louise. Vi burde træne mere sammen, hun kan godt holde mig til ilden kan jeg mærke, måske når jeg nu begynder at flirte med FS igen, det bliver til noget mere træning?! Louise som har gjort det så fantastisk, championtitel med både Rosie og Billie, på landsholdet med dem begge, og unge Cherie godt på vej, uha de bliver fantastiske. Deres FS2 forleden gav mig kuldegysninger, så godt var det. Og så nærlæser hun min blog, så jeg er sikker på at der ikke er væsentlige fejl 😊
Mathilde. Hov, et helt nyt navn i forhold til de tidligere år?! Ja, detaljerne må I altså finde i andre blogindlæg, men Mathilde dukkede op som hende på 10 år, som gik i fjerde klasse hos Anita og som trænede rally med farmors sheltie Boogie. Hun blev spurgt, og ville heldigvis gerne gå juniorklasse med først Max og siden Lille Bjørn. Og så gik det ellers stærkt 😊 2 rallyjuniortitler, 2 DM-kvalifikationer, nr. 6 og 7 ved DM, 2 Årets hund kvalifikationer og nr. 2 og 5 ved årets hund. Mathilde kan noget helt specielt med hundene, og det samarbejde hun har især med Max er virkelig blevet bemærket – vi var mange der havde tårer i øjnene over den fantastiske bane hun gik med Max til Årets hund-finalen. Jeg håber hun fortsætter med begge hundene i 2019!
Mia. Vi træner slet ikke sammen, men hun er i baggrunden, og når vi mødes til prøver (hvorfor er det altid Nose Work, der måde der komme noget rally også?), så får jeg altid noget input, jeg ikke havde regnet med. Jeg glemmer ikke den prøve i Ringsted, hvor jeg var stået helt af mentalt efter de to første (mislykkede) søg, og Mia fik mig meget effektivt tilbage igen. Og ikke at forglemme, da hun pludselig stod på Østerlars Stadion. Jeg dømte, og så stod hun bare der ved sidelinjen og smilede. Og hun kom ”bare” for at give mig Paddington-bogen!
For hulen, 2018 var det et dejligt år. Og det lægger perfelt op til et 2019, som bliver mindst lige så godt!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar