Et kort (!) indlæg om mit helbred.
I morges fik jeg resultatet af kontrolblodprøven, jeg fik at vide at mit blodsukkertal (HbA1c mmol/mol) er 48, ligesom for en uge siden, og at det er lige på grænsen til Diabetes 2. Jeg har booket en kontrolmåling om tre måneder, og fortsætter de tiltag jeg har beskrevet tidligere om kost og motion.
Nu, da jeg har ferie, er det oplagt at middagsturen med hundene bliver todelt, Kirsten går en kort med Lille Bjørn og jeg en noget længere i godt tempo med Max. I dag til enden af Staunings Ø, næsten landfast med Køge, og næsten ikke et øje. Superskøn tur som vi begge nød. Jeg var godt varm, da vi vendte hjem efter godt en time.
I eftermiddags havde jeg mine første enetime hos Tina Jørgensen, Den fitte coach. Jeg har aldrig været i et fitnesscenter, men Kirsten har researchet lidt, og jeg synes det, hun havde fortalt om Tinas træning og hendes tilgang til den, lød fornuftig, og kombinationen af en uddannet coach og fitnessinstruktør var perfekt.
Jeg blev bestemt ikke skuffet!
Tina guidede mig igennem en stribe øvelser, som jeg i bedste fald havde begrænset kendskab til. Jeg fik grundig instruktion, passende advarsler, information om, hvad øvelserne gjorde godt for, og prøvede det hele på mit niveau.
Konklusion: Jeg er helt solgt 😊
Jeg fortsætter det forløb, som er gået i gang i dag, på onsdag, jeg får en træningsplan for perioden derefter, og så mødes vi igen 2. januar. En stribe enetimer, og så tager vi den derfra.
Mine store forventninger skal nok blive mere end indfriet: jeg vi have det bedre fysisk, jeg vil være mere smidig, jeg vil tabe mig, jeg vil have reduceret mit blodsukkertal.
Hvad får hundene ud af det? Max får længere ture og dermed mere tid sammen med far. Og begge hundene får en friskere fører 😉
Ingen kommentarer:
Send en kommentar