Drømme og realiteter

Der var stor interesse for diskussion af øvelsesområdet :-)

 

Lørdag var sat af til det årlige rallydommermøde på Fjelsted Skov Kro. Jeg kørte hjemmefra 6:30, hentede Anita, Amanda og Conni på vejen, der var program fra 9-16 og jeg var hjemme igen 18:00.

En lang dag, meget hyggelig og i fantastisk selskab.

Jeg tog en masse positive oplevelser med hjem. Hvis jeg skal fremhæve tre, så var det:

Skilteudvalget: Heidi, Iben, Amanda og Paul (foto: Irene Petersen)

• At kunne sige tak til Amanda, Heidi og Iben, som har været de tre store drivkræfter i skilteudvalget, som har udvalgt, tegnet og beskrevet de mange nye rallyøvelser i DcH og DKK. De har gjort en kæmpeindsats for rallysporten i Danmark, og DKK havde sørget for en gave til dem for det flotte arbejde.
• At opleve en masse gode og konstruktive diskussioner i løbet af dagen – der er virkelig en vilje til at gøre materialet så godt som muligt og få afstemt bedømmelserne på bedste vis. Og ikke mindst et gensidigt ønsker om, at vi forhåbentlig allerede om et år har fælles skilte og øvelsesbeskrivelser igen.

Amanda viser fødder i forhold til øvelsesområde

• At se Amanda få sit gennembrud på den store scene. Jeg har oplevet hende på rallyinstruktøruddannelse og som instruktør, hun kan stoffet ud og ind og i alle detaljer. Hun kan formidle og engagere med entusiasme, energi og overskud – og få alle med sig. At gøre det samme med fradragsregler og nye skilte overfor en meget garvet samling dommere kunne godt få nogen til at ryste lidt på hånden, men ikke Amanda, der totalt uimponeret stod for stort set hele den fælles del af dagens program. Hun fik meget fortjente klapsalver, da dagens var omme, hun er den fødte foredragsholder.

Det blev virkelig en dejlig dag.

Da jeg kom hjem lå der er invitation til Leahs barnedåb (vores yngste barnebarn), den 23. februar. Den korte udgave er, at jeg skulle dømme hos Zakkai Hundecenter den dag, Susann har overtaget dommergerningen (TAK!), og jeg kan komme til barnedåb. En rigtigt god prioritering!

Søndag blev en lidt mærkelig dag.

Jeg havde planlagt at træne med begge hunde, og startede med Max midt på dagen, da Kirsten gik tur med Lille Bjørn. Vi trænede zone og blomst fra Johannas trickkursus, og det gik fint, indtil vi kom til introduktion af den tredje blomst (den blå skal markeres, den/de grønne ignoreres). Han valgte konsekvens grøn. når den tredje blomst kom frem. Jeg prøvede med forskellige setups for at gøre det nemmere for ham, men han blev frustreret og ja, at fjerne blomsterne opfatter han som straf.

Vi trænede også FS-programmet i haven, det så ganske fornuftigt ud, så kom Kirsten og Lille Bjørn hjem, hun rømmede sig diskret udenfor haven, som signal til mig, og Max kunne pludselig intet længere 

Derefter trænede jeg, mens Kirsten så på, lidt 6+, og det blev helt tydeligt, hvorfor det er alt for svært at få et flydende program ud af det. Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne styre Lille Bjørn med håndtegn og kropssignaler, Max primært med verbale signaler. Men når begge hunde er trænet på cirka samme måde, så reagerede Max naturligvis også på mange af håndsignalerne, og det blev meget rodet.

Det rigtigt spændende var at tale med Kirsten om, hvad der var sket, for hun ser normalt aldrig, når jeg træner. Lille Bjørn er helt døv, og hans syn er heller ikke helt godt længere, så det er helt sikkert at HTM og 6+ ikke er på programmet længere. Rally og Nose Work er stadig ok. Og han vil så gerne træne, og det skal han bestemt ikke snydes for.

Max, forsigtigper, der er ikke meget terrier i ham. Kirsten – og flere andre – synes det er fantastisk, så meget jeg har nået med ham (og Lille Bjørn for den sags skyld), for det har ved Gud ikke været nemt. Men jeg er kommet til det punkt, hvor jeg må være realistisk og erkende, at vi ikke når rigtigt i top i nogen af disciplinerne. Vi kom i LP3, og HTM3 og championklasse, men mangler det afgørende, for at kunne få certer og supercerter.

Det er ikke noget at begræde, men blot en erkendelse af, at indsatsen der skal til, for at nå disse mål, ligger langt ud over det, jeg er villig til at yde på dette tidspunkt. Max er 7½ år, og i bund og grund vil han have det fint med at være hygge-/familiehund. Det bliver han så ikke helt hos os, for vi opgiver ikke helt FS, og vi fortsætter i rally og Nose Work. Men ud fra en erkendelse af, at det er for min skyld og fordi jeg vil savne det frygteligt, hvis jeg ikke kom ud og konkurrerede lidt.

Den samlede situation gjorde også, at vi talte konkret om en ny hund.

Christina og Tempo med Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2018

Til aften mødtes jeg med Christina og Tempo i Herringløse Agilitycenter. DKK har lavet en aftale om at videofilme Christina og Tempo, som skal udføre alle rallyøvelserne. Vi er nået frem til, at der er cirka 360+ klip, når vi også vil vise skilte 3-15 i løb og langsom gang, og alle skilte også skal vises som højrehandlede. Vi kløede på og nåede næsten alle begynderklasseskiltene med line på.

Christina fik også langt om længe overrakt Sydkystens Hundeskoles pris for 2018.

Og sidst med ikke mindst fik vi en lang og hyggelig snak om fremtiden, herunder fik jeg også spurgt, hvorfor Christina ikke har svaret på min Quiz 2019 (PS: Det har hun så gjort nu). Hun synes simpelthen det er for svært, fordi jeg laver om i planerne hele tiden! Og ja, det gør jeg. Jeg kunne helt aktuelt fortælle om dagens træning, og Christina synes, som Kirsten i øvrigt, at jeg måske skulle satse på en anden hund end en terrier. Nu hvor jeg føler mig ung igen, er der da ingen grund til ikke at prøve det af. Så tanken er sået, og jeg er meget opsat på, at der skal ske noget meget snart på den front.

En skøn og tankevækkende weekend!