Viser opslag med etiketten Rallydommermøde 2018. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallydommermøde 2018. Vis alle opslag

mandag den 21. januar 2019

Drømme og realiteter

Der var stor interesse for diskussion af øvelsesområdet :-)
 
Lørdag var sat af til det årlige rallydommermøde på Fjelsted Skov Kro. Jeg kørte hjemmefra 6:30, hentede Anita, Amanda og Conni på vejen, der var program fra 9-16 og jeg var hjemme igen 18:00.

En lang dag, meget hyggelig og i fantastisk selskab.

Jeg tog en masse positive oplevelser med hjem. Hvis jeg skal fremhæve tre, så var det:
Skilteudvalget: Heidi, Iben, Amanda og Paul (foto: Irene Petersen)
  • At kunne sige tak til Amanda, Heidi og Iben, som har været de tre store drivkræfter i skilteudvalget, som har udvalgt, tegnet og beskrevet de mange nye rallyøvelser i DcH og DKK. De har gjort en kæmpeindsats for rallysporten i Danmark, og DKK havde sørget for en gave til dem for det flotte arbejde.
  • At opleve en masse gode og konstruktive diskussioner i løbet af dagen – der er virkelig en vilje til at gøre materialet så godt som muligt og få afstemt bedømmelserne på bedste vis. Og ikke mindst et gensidigt ønsker om, at vi forhåbentlig allerede om et år har fælles skilte og øvelsesbeskrivelser igen.
Amanda viser fødder i forhold til øvelsesområde
  • At se Amanda få sit gennembrud på den store scene. Jeg har oplevet hende på rallyinstruktøruddannelse og som instruktør, hun kan stoffet ud og ind og i alle detaljer. Hun kan formidle og engagere med entusiasme, energi og overskud – og få alle med sig. At gøre det samme med fradragsregler og nye skilte overfor en meget garvet samling dommere kunne godt få nogen til at ryste lidt på hånden, men ikke Amanda, der totalt uimponeret stod for stort set hele den fælles del af dagens program. Hun fik meget fortjente klapsalver, da dagens var omme, hun er den fødte foredragsholder.
Det blev virkelig en dejlig dag.

Da jeg kom hjem lå der er invitation til Leahs barnedåb (vores yngste barnebarn), den 23. februar. Den korte udgave er, at jeg skulle dømme hos Zakkai Hundecenter den dag, Susann har overtaget dommergerningen (TAK!), og jeg kan komme til barnedåb. En rigtigt god prioritering!

Søndag blev en lidt mærkelig dag.

Jeg havde planlagt at træne med begge hunde, og startede med Max midt på dagen, da Kirsten gik tur med Lille Bjørn. Vi trænede zone og blomst fra Johannas trickkursus, og det gik fint, indtil vi kom til introduktion af den tredje blomst (den blå skal markeres, den/de grønne ignoreres). Han valgte konsekvens grøn. når den tredje blomst kom frem. Jeg prøvede med forskellige setups for at gøre det nemmere for ham, men han blev frustreret og ja, at fjerne blomsterne opfatter han som straf.

Vi trænede også FS-programmet i haven, det så ganske fornuftigt ud, så kom Kirsten og Lille Bjørn hjem, hun rømmede sig diskret udenfor haven, som signal til mig, og Max kunne pludselig intet længere 

Derefter trænede jeg, mens Kirsten så på, lidt 6+, og det blev helt tydeligt, hvorfor det er alt for svært at få et flydende program ud af det. Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne styre Lille Bjørn med håndtegn og kropssignaler, Max primært med verbale signaler. Men når begge hunde er trænet på cirka samme måde, så reagerede Max naturligvis også på mange af håndsignalerne, og det blev meget rodet.

Det rigtigt spændende var at tale med Kirsten om, hvad der var sket, for hun ser normalt aldrig, når jeg træner. Lille Bjørn er helt døv, og hans syn er heller ikke helt godt længere, så det er helt sikkert at HTM og 6+ ikke er på programmet længere. Rally og Nose Work er stadig ok. Og han vil så gerne træne, og det skal han bestemt ikke snydes for.

Max, forsigtigper, der er ikke meget terrier i ham. Kirsten – og flere andre – synes det er fantastisk, så meget jeg har nået med ham (og Lille Bjørn for den sags skyld), for det har ved Gud ikke været nemt. Men jeg er kommet til det punkt, hvor jeg må være realistisk og erkende, at vi ikke når rigtigt i top i nogen af disciplinerne. Vi kom i LP3, og HTM3 og championklasse, men mangler det afgørende, for at kunne få certer og supercerter.

Det er ikke noget at begræde, men blot en erkendelse af, at indsatsen der skal til, for at nå disse mål, ligger langt ud over det, jeg er villig til at yde på dette tidspunkt. Max er 7½ år, og i bund og grund vil han have det fint med at være hygge-/familiehund. Det bliver han så ikke helt hos os, for vi opgiver ikke helt FS, og vi fortsætter i rally og Nose Work. Men ud fra en erkendelse af, at det er for min skyld og fordi jeg vil savne det frygteligt, hvis jeg ikke kom ud og konkurrerede lidt.

Den samlede situation gjorde også, at vi talte konkret om en ny hund.

Christina og Tempo med Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2018

Til aften mødtes jeg med Christina og Tempo i Herringløse Agilitycenter. DKK har lavet en aftale om at videofilme Christina og Tempo, som skal udføre alle rallyøvelserne. Vi er nået frem til, at der er cirka 360+ klip, når vi også vil vise skilte 3-15 i løb og langsom gang, og alle skilte også skal vises som højrehandlede. Vi kløede på og nåede næsten alle begynderklasseskiltene med line på.

Christina fik også langt om længe overrakt Sydkystens Hundeskoles pris for 2018.

Og sidst med ikke mindst fik vi en lang og hyggelig snak om fremtiden, herunder fik jeg også spurgt, hvorfor Christina ikke har svaret på min Quiz 2019 (PS: Det har hun så gjort nu). Hun synes simpelthen det er for svært, fordi jeg laver om i planerne hele tiden! Og ja, det gør jeg. Jeg kunne helt aktuelt fortælle om dagens træning, og Christina synes, som Kirsten i øvrigt, at jeg måske skulle satse på en anden hund end en terrier. Nu hvor jeg føler mig ung igen, er der da ingen grund til ikke at prøve det af. Så tanken er sået, og jeg er meget opsat på, at der skal ske noget meget snart på den front.

En skøn og tankevækkende weekend!

søndag den 21. januar 2018

Rallynørderi og svensker hygge

 
Lørdagen stod i rallyens tegn, da det årlige DKK rallydommermøde blev afholdt på Fjeldsted Skov Kro. Om formiddagen gennemgik vi vigtige begivenheder i 2017, bl.a. regelændringerne pr. 1. maj, DM, Årets Hund og dommersituationen. Der er ikke sket så meget, synes jeg, men hvert eneste år undervurderer jeg, hvor gode diskussioner vi kan få, og hvor vigtigt det er at få områder belyst ret detaljeret, så de tre timer, der var sat af, blev også brugt, og brugt godt!

Et vigtigt emne i forhold til fremtiden var et igangværende nordisk samarbejde, med henblik på at kunne afholde officielle landskampe i rally på grundlag af det fællesnordisk regelsæt. Et andet vigtigt emne etableringen af et Skilteudvalg, der skal komme med forslag til nye skilte.

I oktober 2017 blev 6 DcH-dommere autoriseret til at dømme rally i DKK, de fik naturligvis en særlig velkomst, herunder udleveret deres dommerkort.

Om eftermiddagen havde vi traditionen tro fællesmøde med DcH-dommerne. Vi havde aftalt at bruge de tre timer til at gennemgå regler og skilte med henblik på at blive endnu skarpere på kriterierne for fratræk i de forskellige øvelser. En meget livlig og spændende diskussion, ingen tvivl om at alle dommerne er vildt engagerede i rally.

Jeg glemte at nævne, at jeg under DKK-mødet traditionen tro havde et punkt med detaljer om prøverne det foregående år. I år blev den en online demo af, hvordan et regneark med alle registrerede resultater fra 2017 kan anvendes til diverse statistikker ved brug af en Pivot-tabel.

Under gennemgangen kom der et rigtigt godt spørgsmål om udviklingen inden for rally de senere år. Jeg lovede på stedet, at gøre noget for at belyse denne udvikling, og Lonni sørgede med det samme for datagrundlaget.

Så jeg har nu en samlet oversigt over alle rallyprøverne 2012-2017 med i alt 18.711 resultater. Det kribler for at analysere de data, og det skal der nok komme en mere formel analyse ud af. Hvordan har udviklingen været i perioden generelt og inden for klasserne. Fordelingen på racer og førere, og andet som dukker op, eller der viser sig interesse for.

Her har jeg bare vist to ikke helt tilfældige oversigter, fordi jeg af ren nysgerrighed ville se, hvordan jeg selv var :-)

Hvilke hunde har været til flest prøver i perioden, og hvilke førere, har været til flest prøver i perioden. Ja, jeg er den fører der har været til flest prøver i perioden. Det afspejler sig også i hundestatistikken, hvor Max er nr. 2, Megan nr. 7 og Lille Bjørn nr. 14.

Top 10 førere i perioden 2012-2017:

1 Paul Lysholdt
262
2 Ditte Maria Wolsted
220
3 Conni Hansen
171
4 Amanda Jakobsson
159
5 Gitte Freytag
155
6 Annette B. Olesen
146
7 Mari Lindström
138
8 Stine Smith
135
9 Tina Kjeldbjerg
128
10 Susanne Ekelund
123

 Top 15 hunde i perioden 2012-2017:
 
1
Elverlamshuset's Osseau Amanda Jakobsson, Anita Jakobsson
113
2
Borderhouse Terranova Paul Lysholdt
110
3
Ellebækgårdens Annesine Susanne Ekelund
99
4
Border Top's Nanna Annette B. Olesen, Kimmie Wolsted
98
5
Gawain's Future Dream Christina Ulrich Pedersen, Sebastian Holmbo-Pedersen
94
6
Zidi Stine Smith
87
7
Happy Lean's Brown Sugar Paul Lysholdt
87
8
Ahl's Paya Papaya Gitte Freytag
81
9
Lassies American Cassiopeia Conni Hansen
74
10
Lacewood The Star Trooper Gitte Fischer, Johanna Allanach, Kamilla Syberg
71
11
Dolce Bianca's Carolina By Bi'me Majbrit Bengtson
69
12
Ishundur's Tyra Annie Larsen
68
13
Evallens Chocolate Pudding Mari Lindström
67
14
Wessex Paddington Paul Lysholdt
65
15
Dumle Amanda Jakobsson
63

I dag gik turen til Oxie til en hyggelig frokost med svenskerne. Kirsten og jeg fik den allerhyggeligste betjening af Frasse og Leo inden frokosten inde på deres værelse. Leo og jeg bagte en kage med deres udstyr, og smagte den til med sukker og mel, og vi spiste den med stor fornøjelse. På Frasses opfordring opførte vi også en del fine udgaver af Bjældeklang med Frasse på tamburin, Leo på fløjte, Kirsten med rangler og jeg på keyboard. Det var intet mindre end fantastisk!

Det er skønt at være farfar 😉