lørdag den 24. august 2019

Toogtyvende feriedag: DM i rally

Mathilde, Max og Lille Bjørn samt overdådige præmier!

Det har været en lang dag til DM i rally. Christina og jeg kørte herfra ca. 6:40, og var hjemme næsten 14 timer senere. Der kommer et ganske kort indlæg, mere følger de næste dage 😊

Det var et superflot arrangement DKK Kreds 3 havde stablet på benene. Vi følte os velkomne fra starten med Hans Tausensgade som flagallé, masser af hjælpsomme parkeringsvagter, dejligt areal og gode anvisninger osv. En festlig indmarch, hvor vi gik igennem byen efter Odense Pigegarde.

Jeg oplevede en masse dejligt i løbet af dagen, men vil her nævne fire ting i prioriteret orden.

For det første gik Mathilde med både Lille Bjørn og Max i juniorklasse. Jeg fik desværre ikke set første banegennemgang med Lille Bjørn, det gik vist ikke helt godt, men de bestod. Max’ første bane var superflot, der var en ærgerlig 10’er, men ellers ikke nogen fejl.

I finalen gik Lille Bjørn fantastisk, der var en ommer, og så var ellers intet at komme efter, så vidt jeg kunne se. Max var lidt fraværende i finalen, og der var 4 ommere plus det løse.

Lille Bjørn endte med 169 point i alt, Max med 173 point, og det rakte til en flot 5.og 4. plads ved DM, en forbedring på 2 placeringer i forhold til 2018, hvor de blev henholdsvis nr. 7 og 6.

Jeg er rævestolt 😊 Tak Mathilde, fordi du går med mine hunde og gør det så fantastisk!

Der var overdådige præmier!

Christina og Tempo

For det andet fulgtes jeg med Christina og Tempo, de regerende Danmarksmestre, og de gik en superflot kvalifikationsprøve (mine point: 97), og kom finalen.

I finalen var der en ærgerlig førerfejl, som kostede 10 point, men ellers kun en ommer, så vidt jeg kunne bedømme.

Det var oplagt, at Christina ikke kunne genvinde mesterskabet, men jeg vurderede at de lå til en 3.-4. plads.

Jeg havde heldigvis ret, Christina og Tempo endte på 3. pladsen, og da de vandt sidste år og blev nr. 2 i 2016, er de nu første ekvipage i championklasse, der har stået på alle tre podiepladser.

Superflot og meget velfortjent!

Michelle og Kira

For det tredje, fik jeg set alle championbanerne i dag, 30 i alt, og der var rigtigt mange flotte præstationer.

Dagens ubetinget flotteste banegennemgang var Michelle Pedersen og Kiras (japansk spids) i finalen hos Helle Gadeberg. Det var vidunderligt at opleve. De to arbejdede perfekt sammen, og jeg tror alle i den gruppe jeg sad i, holdt vejret og håbede, det ville holde hele vejen.

De fortjente 100 point og jeg tror de fik det! At de vandt DM med samlet 196 point, var dermed ikke den store overraskelse, og med den finalerunde var der heller ikke så meget at diskutere. Jeg er så glad for at jeg fik oplevet det fra første parket.

Signe og Sitka

For det fjerde. Signe og Sitka gik to superflotte baner – og ja, nogle øvfejl – men pointene rakte til en superflot 7. plads. Det var jo ikke helt uventet. Men måden, det skete på, Signe er højgravid, hun har termin i dag, og ingen normale mennesker ville gå til prøve, den dag de har termin.

Men der er enkelte hundefolk, der er hinsides det normale, og hurra for det 😉

Her stopper jeg for i dag.

Tillykke til alle deltagere, dommere og arrangører for et mindeværdigt DM.

Ingen kommentarer: