mandag den 12. august 2019

Tiende feriedag: Bornholm igen igen


I dag gik turen til Bornholm, for mit vedkommende for tredje gang i år. Kirsten og jeg har inviteret svenskerne i sommerhus på Klintely i Allinge, og bor selv i en lejlighed samme sted, og så hygger vi os sammen det meste af dagen, og har natten og noget af dagen for os selv.

Det var en første dag som de fleste på Bornholm, og det betyder at det er godt 😊


Tidligt op og en morgentur i det skønneste vejr på Solrød Strand.

Tidligt afsted – vi skulle med færgen 8:30 fra Ystad. En stille og rolig overfart, og så kørte vi til Snogebæk. Det var perfekt badevejr, så vi var alle syv i vandet ved Balka Strand plus Max, som hyggede sig gevaldigt sammen med børnene.

Frokosten bestod i buffeten på Snogebæk Røgeri, og den er ikke tosset, og til 135 kr. er det et virkelig flot tilbud. Drikkevarerne er til gengæld ikke helt billige, men de skal jo tjene pengene et eller andet sted.


Så den korte tur til Kjærstrup Chokolade, for at blive mødt af den skrækkelig besked: softice-maskinen var i stykker og service tilkaldt. Så vi måtte ”nøjes” med almindelig is, og det var vi bestemt heller ikke snydt med!

Derefter kørte vi langs kysten via Nexø, Svaneke, Listed til KIintely og tjekkede ind.

Kirsten og jeg var et smut i Dagli’Brugsen i Tejn for at handle det allermest nødvendige (bl.a. et par øl).



Hundene fik aftensmad og derefter en aftentur ned på stranden. Vi havde fornøjelsen af at møde et par harer, og det første møde tog fusen på mig. Jeg skulle fotografere Max og haren, og var ikke forberedt på at Max ville sætte efter den, men det gjorde han og rev linen ud af hånden på mig. Heldigvis vendte han hurtigt om, da jeg kaldte.

Så gik vi over til sommerhuset og fik aftensmad med svenskerne.

Tilbage igen kunne jeg bl.a. glæde mig over at startnumrene til DM den 24. august er udsendt, ligeledes PM og katalog.

I morgen er ikke planlagt endnu. Det ser ud til regn om formiddagen, og vi har forskellige ideer til, hvad vi så kan lave inden døre (fx besøge Bornholms sommerfuglepark), men vi ser på vejret i morgen tidlig.

Ingen kommentarer: