søndag den 11. august 2019

Niende feriedag: Jubilæumsfrokost, feriepakning og nydelse

Hundene ved badebroen i lavvande

Morgenstemning

Morgenfoto fra Staunings Ø

Dagen startede som sædvanlig med morgentur med hundene, morgenmad, og morgentur med Kirsten. Vi var hjemme lidt over 9, det er altså en fed måde at starte dagen på!

Udsigt næsten fra Støvlet Katrines Hus

Pakningen til Bornholmerturen var gået i gang, men jeg måtte desværre køre klokken 11, fordi jeg havde en frokostaftale med bestyrelse og instruktører i Sydkystens Hundeskole i Sorø, Støvlet Katrines Hus. Anledningen var, at Sydkystens Hundeskole i al ubemærkethed er fyldt 10 år, vi havde stiftende generalforsamling 14. juni 2009.

Det var fantastisk, at det var lykkedes at finde et tidspunkt hvor vi alle ni kunne deltage, og frokosten var på virkeligt højt niveau, både madmæssigt og ikke mindst selskabet.

Oksetatar

Jeg startede med oksetatar rørt ved bordet med rødløg, sennepsemulsion, purløg, peberrod, æggeblomme, karse og panko. Jeg elsker tatar, og denne var ganske skøn. En anelse til den salte side, og jeg kunne have ønsket lidt mere skarphed, men bestemt er virkelig god tatar!

Jeg fik en speciel Brown Ale til, som en lokal står bag, jeg kan ikke huske detaljerne, men øllen var skøn!

Comte

Som anden ret valgte jeg ost: Comte med portvin, pære og hasselnød. Jeg elsker comte, og tilbehøret var prikken over i’et, et virkelig flot stykke med ost.

Jeg kan meget nemt lokkes til at spise på Støvlet Katrines Hus igen!!!

Snakken gik, som den gør, når ni hundenørder mødes, og vi blev enige om at gentage succesen, så jeg forsøger nu at finde en dato, hvor vi alle kan spise julefrokost sammen 😉

Lige inden vi kørte fik jeg nogle træningstips af Christina, noget om belønning af Max, så nu har jeg noget konkret at arbejde med på Bornholm …

Vi har fået pakket alt det, der kan pakkes i dag, det sidste klarer vi i morgen tidlig.

Hønsesalat

Jeg gik en kort eftermiddagstur med hundene, ned til badebroen, som skreg på et foto med hundene, inden vi tog hjem og fik aftensmad, rester, fordi køleskabet skulle tømmes. Første del var hønsesalat, med restkødet fra i går. Virkelig fantastisk!

En dejlig champagne!

Jeg fik også snydt lidt, for der var en uåbnet flaske champagne i køleskabet, og den definerede jeg som rest!

Igen en dejlig feriedag. Nu ser vi frem til fem dage med svenskerne på Bornholm.

Ingen kommentarer: