Viser opslag med etiketten Sommerferie 2021. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sommerferie 2021. Vis alle opslag

torsdag den 12. august 2021

Sommerferie del 6/Bornholm og rallyplaner

Mellem Listed og Svaneke

I dag kom vi hjem efter en skøn miniferie på Bornholm 😊


I går fik vi igen den flotte morgenmadsbuffet på hotellet.



Jeg havde overtalt Kirsten til at vi skulle gå fra Listed til Svaneke og retur langs kyststien, en dejlig tur, med et kort ophold i Svaneke, hvor Kirsten købte vand, mens jeg savlede over Vinøst spise- og vinkort.


Turen gik videre til Nexø hvor vi handlede i Bornholms Keramikfabrik Harbour Shop og fik den skønneste is hos Chris & Mario.


Vi kom til at gå forbi Bager Mortensen og købte en Napoleonskage og en medalje, som vi spiste på værelset. Det er formidable kager, og en skøn erstatning for frokost …

Vi nåede også at komme i vandet!


Til aften fik vi Fiske- og skaldyrsbuffet på hotellet, vi startede med et glas champagne og ellers tog vi for os af retterne. En masse små delikate retter, et bjerg af hummer, jomfruhummer og krebs, et udsøgt dessertbord med 4-5 forskellige delikatesser og 3-4 forskellige oste. Meget lækkert.


I dag var sidste dag på Bornholm i denne omgang, den startede med en sidste morgentur langs vandet.


Efter morgenmaden gik turen omkring Konditor Bageren for at købe brød og derefter til Allinge Røgeri for at købe rejer, aftensmaden indkøbt fra morgenstunden.

Vi var også omkring Hammershus Fairtrade, hvor Kirsten handlede lidt.

Vi var i Hammer Havn bare for at nyde stemningen og udsigten.


Vi sluttede i Rønne for at få en softice hos Kjærstrup, og så var vi klar til at køre hjem.

Det var dejligt at få hundene hjem igen, de har haft det rigtigt godt på Raarisegaard. 


Begge hundene er dødtrætte og især Otto er da helt færdig. Godt vi ikke har nogen planer i morgen 😉

Min tre ugers ferie lakker mod enden, og de sidste dag er sat af til rally. Weekenden er for mig et af årets absolutte højdepunkter, de danske udtagelseskonkurrencer til landsholdet i rally 2021. 18 ekvipager har tilmeldt sig, og de skal igennem to kvalifikationsprøver lørdag, en søndag, og de 15 ekvipager som har flest point ved to prøver, kommer i finalen søndag, hvor top-5 kommer på landsholdet, nr. 6 og 7 bliver reserver. Det praktiske er afklaret med Lonni de sidste par dage, så jeg tror der er styr på det hele.

Som man har kunnet læse i mine sidste blogindlæg, har jeg landsholdsambitioner, og det har medført at jeg spekuleret en del over måden, det danske landshold udtages på. Jeg synes, det er en meget reel måde, det sker på. De bedste ekvipager efter 4 prøver i en weekend, det minder ret meget om selve NM. Prøverne er annonceret længe i forvejen, kriterierne er kendte, og så må det briste eller bære for de enkelte ekvipager.

Min egen træning er på kort sigt tilrettelagt i forhold til DM. Planlægningen af træning med starter er ikke blevet den store succes, det er kun blevet til den ene træning med Liv, som er beskrevet i Sommerferie – del 2. Så jeg klør på med selvtræning de kommende uger.

Der er nogle enkelte dele af inputtet fra Ida, som jeg tager i brug umiddelbart, andet, som kommer til at vente til efter DM, af den enkle grund, at jeg ikke vil skabe unødvendige problemer lige op til DM.

Men efter DM gælder ingen undskyldninger/forklaring: Så bliver bl.a. tissetrængende og Lucky Luke en integreret del af træningen.

Nogle hovedpunkter, som allerede begynder at ligne et temmelig godt input til en fornuftig træningsplan:
  • Fortsætte med øvelser før start og øvelse efter start, så der belønnes for at gå på banen, uden for dommerens bedømmelse (Helle)
  • Arbejde med at gøre præcision i vendinger til den naturlige måde at gå på, tissetrængende og Lucky Luke vendinger skal være rutine (Ida)
  •  Udvikle det mentale mindset, alt er træning
  • Fortsætte holdtræning hos Camilla og Johanna og individuel træning med mange, men hele tiden være tro mod ovenstående principper
  • Deltage i en masse officielle danske prøver, for at afprøve alt muligt, men med FORBUD mod at tænke point/resultater/placeringer
  • Som foregående med svenske, fordi svensk rally ligger tættest på nordisk og det vil give bedst mulige billede fra konkurrencesituationer af vores niveau

tirsdag den 10. august 2021

Sommerferie del 5/Bornholm

Paul på vej i himlen ... (foto: Kirsten)

Endnu en dejlig feriedag 😊


Morgenturen gik langs kysten ned forbi Rønne Kirkegaard, gennem kirkegården omkring Bornholms Forsvarsmuseum og tilbage til Fredensborg Badehotel. En god dag start på dagen, selvom hundene manglede … 


Morgenmadsbuffeten var endnu bedre, end vi huskede det fra sidst, og jeg fik bestemt spist rigeligt. 



Så var vi klar til at tage til Vang. Vi havde i går besluttet gå en tur i området ved Vang Granitbrud og besluttede os for den grønne rute på 2½ km som startede i Vang Havn. Den korte rute var et fornuftigt valg, for selv om det kun var omkring 20 grader skinnede solen, og det føltes ret varmt, og terrænet er i sagens natur ret kuperet. 



Vi var ude på molen og oppe på Peter Bonnéns bro (begge dele afstikkere fra ruten) og nød i fulde drag udsigten og den skønne natur. 



Vi syntes bestemt vi fortjente en softice efter den tur og tog til Allinge, gik lidt rundt ved havnen og endte i Banken i Allinge, hvor Kirsten fik en Kjærstrup flødebollesoftice, jeg en Small Batch Havtorn Pale Ale. Softicen blev serveret i glas og med metalske, flottere end i Snogebæk!

Vi var egentlig ikke særligt sultne, så det endte med at blive dagens frokost 😉 



Vi trængte i den grad til at komme i vandet, så da vi kom tilbage til hotellet, gik turen ned til den lokale strand og vi fik en skøn dukkert.


Vi orkede ikke rigtigt at tage nogle steder for at spise aftensmad, så vi endte med at bestille entrecote med broccoliasparges, syltede løg, bearnaise og pommesfrites på hotellets restaurant og spiste på værelset. Meget lækkert og præcis hvad vi havde lyst til. 

Bagefter gik vi en tur i samme område som min morgentur: Kastellet, Galløkken og Onsbæk Plantage, et vidunderligt område. 

Aftenen står på blogskrivning og læsning (Argumenter imod kvinder), og der er også nogle PRIVATE mails, der skal svares på. 

En ganske perfekt feriedag 😊

mandag den 9. august 2021

Summertime And the livin' is easy (Sommerferie del 4/Bornholm)

Sildemad på Det Røde Pakhus

Den sidste uge af min sommerferie starter med fire dage på Bornholm uden hunde. Max og Otto blev afleveret på pension i morges, hvorefter Kirsten og jeg tog til Bornholm, for mit vedkommende for fjerde gang i år.

Vi ankom lidt i 12 og kørte ind til Rønne centrum, og startede i William Dams Boghandel, hvor vi hver valgte en bog til ferielæsning, jeg købte Birgitte Possings Argumenter imod kvinder. Den glæder jeg mig meget til at læse.

Derefter gik turen til Det Røde Pakhus, som jeg kender fra et besøg 28. november 2020 (blogindlæg). 

Tatar

Jeg valgte de samme to stykker smørrebrød (sild og tatar), og blev positivt overrasket; de hedder det samme som sidst, men er udviklet yderligere og begge var fremragende.

Det var Kirstens laks og kyllingesalat også, så det var en fantastisk start på ferien.

Vi var omkring Arnager Havn, og mødte helt tilfældigt Tinna og Jan (kennel Borderhouse, Max’ opdrættere) - vi anede ikke de var på Bornholm – og fik en hyggelig snak.

Derefter tjekkede vi ind på hotel Fredensborg, og fandt ud af at vi var opgraderet til en suitelejlighed til 4 personer, tusind tak for det.

Vi var omkring Meny i Rønne for at købe lidt vin og snacks.

Snogebæk fra vandsiden, en skøn sommeraften

Derefter gik turen gik til Snogebæk. 

Tapas og salat à la Levertranfabrikken

Vi var ikke særlig sultne og gik og lurede på et let måltid eller noget takeaway, og endte med at blive fristet af tapas og salat fra Levertranfabrikken, som vi købte og nød ”hjemme” i suiten. 

Max og Otto hygger på Raarisegaard

Mens vi spiste, kom der en dejlig hilsen fra Trine på Raarisegaard Hundepension inkl. nogle fotos, om at Max og Otto stortrives. 

Jeg har i tankerne opdateret både Max’ og Ottos træningsplaner, der er fuldt fokus på rally, men naturligvis bliver der også taget hensyn til NW med begge hunde, og så fik jeg også tilmeldt Otto færdighedsprøve 2 og Freestyle 1 på Samsø 16. oktober, en kærkommen anledning til (= motivation) til at få genopfrisket tricksdelen af træningen (FP2) og den alternative rallytræning (FS1). 

Men rally fylder i den grad, topmotiveret af kurserne hos Helle Damkjær og Ida Lindberg og ambitionen om at komme på landsholdet.

fredag den 6. august 2021

Sommerferie del 3

Jeg fik ikke taget fotos til aftenens rallytræning, så her ses Otto og Max der lader op derhjemme :-)

I onsdags var vi i Køge, bare for at opleve vores lokale provinsby igen, det er længe siden vi bare er gået rundt dernede. Vi så en masse nyt, og opdagede spændende steder, vi skal besøge. Vi endte med at få en forrygende frokost på Bistro 17, den fik sit eget blogindlæg i onsdags.
Til aften var vi nået til sidste runde træning i Sommerbootcampen, hvor Amalie kørte os igennem et hårdt og velgørende program.

Appetitten til aftensmaden var ikke stor, så vi fik lidt bare lidt ost og kiks, og feriens første vin hjemme: Edelbauer, Orange - Abartig Einfach! 2019, en vidunderlig orange vin fra Østrig.


Torsdag var vejret fantastisk og vi besluttede os spontant for at booke billetter til Camp Adventures Skovtårn.

Det var en fantastisk oplevelse! En dejlig tur til tårnet, en enestående udsigt fra tårnet og en lige så dejlig tur tilbage til udgangspunktet. De trætop-klatrebaner kunne godt friste lidt, og vi skal nok få lokket svenskerne derover ved lejlighed.


Vi fik også mulighed for at besøge en af Glamping-hytterne, og den kunne da godt friste til en overnatning eller to 😊

Tatar i topklasse!

Da vi var færdige var klokken tæt på 12, og vi reserverede spontant bord til frokost på Rønnede Kro, og fik to lækre stykker smørrebrød hver. Kirsten fik Håndpillede rejer, smilende æg, citronmayonnaise og karse samt Hønsesalat på surdejsbrød, syltede & tørret svampe og coppa. Jeg fik Kroens kryddersild, smilende æg, løg, capers og urtecreme samt Kalvetatar, speltkerner, ristet porre, porrecreme og syltet agurk. Alt sammen superflot og lækkert.

Jeg har i løbet af ferien fået læst Nicklas Brendborgs Gopler ældes baglæns, videnskabens svar på et længere liv. Det er en bog der er klar til at eksplodere, så spækket er den med lærdom (på den gode måde) om at blive ældre, om at udsætte aldringen og muligvis blive yngre.

Første del handler om eksempler fra naturen. Anden del beskriver en lang række videnskabelige forsøg. Og tredje del er udmøntningen i konkrete råd. Det er lærd, men fortalt på en pædagogisk måde, ret nørdet indimellem, men med mening.

Så her er nogle gode råd, hvis du vil leve længere – ingen argumenter her, dem må du finde i bogen:
  • Fastning i passende dosering
  • 2-4 kopper kaffe om dagen
  • Det, du spiser, men det er meget individuelt hvordan og hvor meget, så der er ikke én kur, der passer alle 
  • Vær i god form, dyrk motion. ”Hvis motion var en eller anden form for pille, ville det være verdens bedste medicin.” Motion i form af kredsløbstræning (gerne en kombination af steady-state og intervaltræning) og styrketræning
  • Lad være med at ryge
  • Hav god tandhygiejne
  • Vær bloddonor
  • Tro på det (hvor gammel du føler dig i forhold til din egentlige alder, er med til at forudsige din risiko for at dø), jf. Placeboeffekten, hvor ens forventninger og mentale tilstand har en bevislig medicinsk effekt
  • Have en mening med livet. Mennesket er et socialt væsen, og at være der for andre og dele sit liv, med mennesker man holder af, er afgørende. Lykkelige mennesker lever længere.
Jeg tror fuldt og fast på alle delene, som er videnskabeligt velfunderede.

Til aften fik jeg læst Mias blogindlæg Tanker om Nose Workprøver, mål og værdier, og inden jeg havde set mig om skrev vi sammen om den, og jeg fik inspiration til hvordan jeg kan supplere den mentale værktøjskasse i forhold til håndtering af træning/prøver. Det er nemt, når jeg i øvrigt er helt enig i Mias tanker 😊

I dag læste jeg fire af de syv fortællinger i Jo Nesbøs Jalousimanden og andre fortællinger. Jeg har intet læst af ham før, men fik lyst til at læse disse noveller på grund af en overstrømmende anmeldelse i Politiken. Jeg er ikke ret imponeret må jeg indrømme. Der er utraditionelle indfaldsvinkler i et par af de korte noveller, men de er ikke ret spændende og deres afslutninger er lidt kedelige, om end dramatiske. Den lange titelnovelle er der mere kød på, men den er ret forudsigelig. Jeg krydser fingre for de sidste tre noveller 😉

Til aften stod den på indendørs rallytræning for første gang meget længe, med både Otto og Max i Sjællands Agility Center hos Johanna. Der var en stribe korte selvtræningsbaner og en længere lidt kringlet bane, som vi skulle gå i tiden hos Johanna.

Otto har et fantastisk fokus. Der var nogle forstyrrelser, som han naturligt reagerede på, men heller ikke mere, han var på igen umiddelbart efter. Der var flere øvelser, som jeg var i tvivl om hvor godt vi kunne, men det voldte ikke de store problemer, selv 321 på venstre side gik fint.

I selvtræningen fik vi arbejdet lidt med dæk i forskellige kombinationer, som har drillet lidt på det sidste, og det gik naturligvis strålende. Vi fik også arbejdet med felt, og jeg kunne for første gang for alvor mærke, at jeg glæder mig til at vi skal begynde i øvet klasse.

Max’ selvtræning gik fantastisk. Vi arbejdede med alle sekvenser både på højre og venstre side, inden den individuelle tid, og hans fokus er bare uforligneligt.

På banen var der to fejl, som var superlærerige.

Den ene var sit foran fra venstre og den korte vej på plads, hvor Max gik den lange vej, fuldstændig samme fejl som til prøven 28. juli hos Maiken. En hurtig analyse afslørede, hvad jeg gjorde forkert: jeg brugte højre hånd til at guide ham ind foran, og så førte jeg den videre, så Max troede han skulle følge med!!! Den var nem at rette.

Den anden fejl var spring ro spring på højre side, hvor jeg drejede 180 grader venstre om til sidst, og Max tog springet igen. Jeg skulle naturligvis været drejet 180 grader højre om, så han vendte væk fra springet 😉 Perfekt at opdage til træning fremfor til en prøve.

Jeg belønnede massivt på begge baner, så Johanna kom med nogle anbefalinger af, hvordan jeg skal arbejde med varieret belønning frem mod DM, for at reducere forventningen til SÅ massiv belønninger.

Perfekt træning og jeg kørte opløftet hjem, som jeg stort set altid gør fra træning.

Bortset fra 29. august, dagen efter DM, er alle lørdag og søndage i august besat med rallyaktiviteter. Denne weekend er det kursus med Ida Lindgren, lørdag med Sydkystens Hundeskole og Otto, søndag med landsholdspotentiale og Max. Derefter kan Kirsten og jeg med god samvittighed holde ferie på Bornholm indtil fredag, hvor det sidste skal gøre klar til landsholdskvalifikationsprøverne den 14.-15. august, som jeg glæder mig vildt meget til at dømme. Og til at kunne annoncere landsholdet den 15. om eftermiddagen, landsholdet der skal repræsentere Danmark ved NM 2021 til december.

tirsdag den 3. august 2021

Sommerferie – del 2

Otto og fører i tæt samarbejde lørdag i Roskilde (foto: Majbrit Bengtson)

Første del af sommerferien beskrev jeg i mandags.

Tirsdag var jeg til træning hos Johanna, og der var bl.a. fokus på træningsplaner.

Otto 2.v. onsdag (foto: Birgit Dahlgren)

Onsdag havde Maiken sin dommerdebut ved en prøve hos DKK, som jeg stod for. Otto var oppe som den første hos hende gik en fin bane. Første øvelse (sit, dæk, gå rundt om) måtte vi lave om, men ellers kørte det. Der var to 1’ere (snus?), og 95 point rakte til 2.v. ud af 9.

Max og jeg fik ikke en god start. Efter starten uden for ringen gik vi til start skiltet, han var på vej væk (jeg tænkte: for at tisse op ad træet), og det gav ind lidt anspændt første del af banen, hvilket Maiken også meget præcist beskrev i sin feedback. Vi fik 1 x 10 (manglende sit i stationær skift bagved), 3x3 og 3x1, 78 point og mentalt en af årets allerdårligste prøver. 


Torsdag skete der ikke det store, men I får et billede af mig efter en af feriens daglige cykelture, og et foto af aftensmaden. 


Vi skulle besøge svenskerne fredag, så Kirsten havde stegt en mase frikadeller, og vi fik lidt til aften sammen med friske majs og gulerødder.


Fredag var en fornøjelig dag hos svenskerne, hvor jeg bl.a. fik læst en historie af Frasse, som på ganske kort tid er blevet smadderdygtig til at læse 💓

Lørdag startede med rally hos HMC, hvor det hele spillede.

Lørdag aften havde vi bestilt bord på Strøby Egede Forsamlingshus anno 1942, hvor Henrik Ravnemose forkælede os.


Vi startede med tre forskellige snacks og gratinerede marvpiber med hvidløg, persille og grillet brød, dertil et glas champagne. Derefter fulgte en udsøgt 5-retters menu med tilhørende vine; desværre fik jeg ikke noteret navnene, men den Volnay 1996 til duen var suveræn!!!

Grillet due med kirsebær, majs og salater fra Klippingegård; i glasset en Volnay fra 1996

Vi fik saltet jomfruhummer med tomater fra Varpelev og strandurter, risotto med ærter, kammusling og muslingefumé, lam fra Stevns med ratatouille, oliven og tomatiseret sauce tilsmagt med piment de espelette, grillet due med kirsebær, majs og salater fra Klippingegård samt hindbær fra Engvang som tærte med fløde og sorbet. Den første ret var fantastisk, den næste endnu bedre og sådan overgik de en efter en den forrige. Et kongemåltid, serveret og præsenteret på Henriks som altid professionelle og lune måde. Hvis man synes om god mad og vin, der matcher hinanden, og serveres i udsøgte kombinationer, så skal man ikke snyde sig selv for et besøg hos Henrik.

Søndag stod den på en uofficiel rallyprøve i forbindelse med en dommereksamen, endnu en kærkommen lejlighed til at nørde med detaljer i bedømmelse af rally.

Søndag aften skrev Liv og jeg sammen om noget træning, og inden vi havde set os om, havde vi en aftale mandag morgen i Roskilde. Jeg skulle beskrive mine ønsker til træningen og det blev: ”Mit drømmescenario for starttræningen er: komme til prøve-/træningssted, tage hunden ud og lufte gå omkring stedet, hvor prøven skal afholdes, tilbage i bilen, og så frem igen når de skal varmes op inden vi går ind. Korte baner 3-4 skilte. Start og mål og indimellem til Max fx noget bakning på højre side, sideskift og noget sidestep, med Otto noget dæk gå rundt, spiral og bakke fx. Hvis jeg selv skulle sætte banen op/være med til det, ville jeg lufte hunde, tilbage i bilen, stille op, gå rundt om banen med hundene tilbage i bil og så som ovenfor. Giver det mening?"


Det gav så meget mening, at Liv havde planlagt det mest fantastiske setup, hvor jeg kunne gå 2-3 vidt forskellige forløb med hver hund, og løbende mærke efter, hvordan det gik, og få feedback af Liv. Jeg gik to virkeligt flotte forløb med hver hund (det første og det sidste), hvilket var meget positivt og føltes supergodt. Og så var der ”heldigvis” også et forløb med hver, som gik mindre godt, eller rettere, ud fra en læringssynsvinkel var der meget mere at hente.

Det var utroligt interessant for mig at mærke efter allerede fra start, at jeg følte det som en rigtig prøve, og det gjorde både at jeg kunne fokusere fantastisk, og dermed få flotte gennemløb, og opleve ting, der drillede lidt, og hvor jeg bare kunne mærke, at jeg reagerede ”forkert” (= ikke som jeg havde tænkt, jeg burde gøre, hvis situationen opstod). Det var dermed ideelt til at få den læring, som jeg håber at få med, og kunne arbejde ud fra frem mod DM (og også derefter). 

Der kom også fokus på nogle specifikke øvelser (en til hver hund), som jeg skal køre kampagne på. Fantastisk træning, tusind tak Liv!


Det er ikke tit (= jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket), men i går bagte Kirsten honningkage, med honning fra Neel. Et par stykker kage og te til, det er himmelsk 😊

I dag havde vi aftalt at tage til Nyord, mere specifikt havde vi bestilt bord til frokost på Lollesgaard. Vi havde ikke hørt om stedet før for ganske nylig, hvor Kirsten havde læst om det på Instagram, og det lignede bestemt noget, der var et besøg værd.

Vi havde bestilt bord 12:45, og inden havde vi været på besøg i Stege – vi opdagede at der var tirsdagsmarked, så der var sort af mennesker, og svært at finde parkering – men sjovt nok mødte vi en af mine gamle kolleger Pia, superhyggeligt. Vi var også rundt i Nyord by, inden vi kom til Lollesgaard.

Klintekongen fra Møns Bryghus (altså øllet :-))

Frokosten var desværre en stor skuffelse, både maden og betjeningen. Jeg har skrevet om den i dette blogindlæg. Øllet fra Møns Bryghus var der intet galt med 😊

mandag den 26. juli 2021

Sommerferie

Sandie og Rumle debuterede i øvet klasse og gik flot, Rumle gad ikke høre på feedbacken :-) (foto: Neel)

Så nåede sommerferien også hertil, og den startede så småt i fredags med lidt rallytræning med Anita og Girah. Jeg havde fokus på nogle korte forløb med både Otto og Max. 

Masser af rosetter

Fredag blev bilen også pakket til dobbelt rallyprøve lørdag hos Neel (Hundene på Bjerggaarden).

Det blev en dejlig lørdag hvor Amanda, Conni og jeg dømte, Liv (med lille Aura) var sekretær, Sandie var parkeringsvagt og alt muligt andet, og Neel var runner og alt muligt andet. Det hele forløb som det skulle, masser af flot førerarbejde, ingen nævnt ingen glemt, og en fed stemning.

Søndag var Kirsten og jeg til sommer bootcamp 9-10, en dejlig måde at starte dagen på. Vi var senere nede i Køge Sydhavn med hundene, og gik rundt i det nye byggeri. Det er omfattende, der er virkelig kommet mange nye boliger, men charmerende eller tillokkende vil jeg ikke kalde det, og priserne er skyhøje.

Vi kørte hjem via Brogade og Kjærstrup, hvor vi fik softice og købt noget af deres lækre slik.

Jeg er kommet godt i gang med cyklingen og tog en rask tur på en time, da vi kom hjem.

Jeg fik læst videre i Nicklas Brendborgs ”Gopler ældes baglæns”, med undertitlen ”Videnskabens svar på et længere liv”. Meget interessant, spændende og tankevækkende.

Gastros kæmpeguide Danmark 2021 er blevet studeret grundigt, og der er mange steder vi gerne vil besøge, og i ferien skal vi nok nå flere af dem.

Frittata med svampe, ost og bacon samt salat

Aftensmaden var frittata med svampe (Jamie Oliver opskrift), hvor vi brugte æg, jeg havde fået af Neel, og er du vild det var godt.

En fed søndag.

I dag skulle jeg klare lidt praktisk fra morgenstunden. Lonni har ferie de næste to uger, så der er nogle ting i forbindelse med det forestående DM i rally jeg har aftalt at tage mig af. Jeg holder øje med tilmeldinger og afbud, og sender invitationer til reserver, hvis der kommer afbud.

Kirsten og jeg gik morgentur forskudt, jeg valgte derfor den blå kløvertur på godt 5 km., det blev en ret lun tur.

Første runde: fem slags sild og fiskefilet

Vi havde valgt at tage til Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov til frokost. Vi har ikke været der siden august 2012, hvor vi var ret skuffede jf. min blog fra dengang. Men da vi læste i Gastro, at den store frokostbuffet var vendt tilbage, betænkte vi os ikke på et besøg. Og vi blev bestemt ikke skuffede. En overdådig buffet med masser af sild, fisk, lune retter, oste, salater, tilbehør. En fornøjelse og bestemt turen værd 😊

På onsdag skal vi holde rallyprøve ved DKK, Maikens dommerdebut, jeg tog ned med begge hunde for at tjekke arealet, og det er bestemt ok. Jeg er glad for at vi fik overtalt Maiken til at dømme sin første prøve her, vi er 31 deltagere i begynder, øvet, ekspert og champion, det bliver hyggeligt.

Da jeg kom hjem var er en gave til mig, bragt med bud mens jeg var væk. Det var en kæmpeoverraskelse og jeg blev ubeskriveligt glad for den. Det var en tak, for noget jeg har gjort, og som giveren synes skulle påskønnes. 8 specialøl, og jeg kender ingen af dem på forhånd, uha, det bliver spændende.

Selvom det er ferietid, så får rallyen fortsat en omfattende plads i kalenderen. På lørdag rallyprøve i Roskilde (HMC), søndag dommereksamen ved DKK. Weekenden 7.-8. august har Sydkystens Hundeskole arrangeret rallykursus med Ida Lindgren i Ringsted, og jeg er med begge dage. Kirsten og jeg skal et smut til Bornholm derefter og weekenden 14.-15. august står den på kvalifikationsprøver til det danske rallylandshold i Ringsted, hvor jeg skal dømme sammen med Beatrice Palm og Ida Lindgren fra Sverige.

Og så er ferien allerede slut?!

Heldigvis er der jo en masse dage indimellem, så det skal nok blive en fantastisk ferie 😉