Viser opslag med etiketten Karina Al-saffar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Karina Al-saffar. Vis alle opslag

søndag den 6. oktober 2024

Kropskontrol og fri ved fod

Karina byder velkommen

I dag var Otto og jeg på et 4-timers kursus i Kropskontrol og fri ved fod hos Karina Al-Saffar (Hund med mening). 

Vi var 6 på holdet og kørte en række tematiserede runder. I hver runde introducerede Karina eksempler på hvad vi kunne træne, og vi kunne dermed selv få sammensat et individuelt program for dagen på det niveau, vi ønskede. 

Otto og jeg har jo trænet i lang tid hos Karina, holdtræning i flere år, nu personlig træning månedsvis og dette kursus poppede op som en mulighed, jeg ikke kunne undvære. 

Der var intet fancy over træningen, enkle, gennemprøvede hjælpemidler. Men med Karina til at iagttage og kommentere, inspirere, spørge ind, foreslå alternativer osv., så kunne alle få succes og masser af ros med på vejen. 

Jeg er sikker på at alle de andre ligesom jeg tog inspirerede og begejstrede fra kurset og har en hel masse ting at arbejde med. 


Mine fokusområder var:
  1. Skærpelse af indtagelse af venstre- og højreposition; vi trænede med target
  2. Arbejde med bagpartforståelse; to targets, et til forpoter, et til bagpoter
  3. Arbejde med sidebevægelser; dels med bræt, dels med lokning med godbidder foran hund, fører drejer og hund følger med foran
  4. Fryse i position/hund i ro; vi arbejde med at hunden var i ro og blev belønnet for det (selvfølgelig med øget tid)
  5. Fri ved fod, hvor jeg arbejdede med follow – jo, jeg har trænet det før, men nu er det alvor (FS1 26.-27. oktober) og jeg havde brug for et brush-up
  6. En valgfri runde, hvor Otto og jeg arbejdede med at indtage højrepositionen (på target)
Det blev den skønneste konstatering af, at vi rykker på alle de områder vi arbejder med, og på nogle af dem dramatisk meget. Ottos energi, fokus og skarphed er uovertruffen, og han var bestemt ikke tilfreds med de korte træningspas jeg tilbød i dag 😊

Det var nogle fantastiske runder, men den sidste var dog den allerbedste! Ottos hjerne arbejdede på højtryk og jeg fik bagefter at vide at de andre på holdet havde siddet og håbet, at han traf de rigtige valg …. Og det gjorde ham. Han indtog de skønneste skarpe positioner på højre side. 

Otto og jeg kørte hjem, trætte med hænder og poter hævet i luften. 

Tusind tak til Karina for et dejligt kursus. 

Og hvis du ikke har trænet hos Karina før, så overvej om du ikke lige kan få sneget dig ind på et hold, eller en enetime – det kommer du ikke til at fortryde.

fredag den 7. juni 2024

Minder og planer

Der er fart over feltet når Leo og Leah lufter hundene :-)

3. juni er en særlig dato for mig. I 2003 blev Megan født, og i 2014 blev Frasse, vores første barnebarn født. I mandags skulle vi fejre ham. Hans højeste madønske var købesushi, så vi var omkring Sushi Amor i Solrød til middag, inden turen gik til Oxie, så det hele var klar, da børnene kom fra skole. Gaven fra os var et Arctic Explorer Ship fra Lego, og sjældent har jeg haft så meget lyst til at åbne en gave, det så vildt spændende ud og var et kæmpehit. Dagen var fantastisk hyggelig, og at vi bagefter fik at vide at Leo havde sagt, at den bedste overraskelse var, at vi var hos dem, gjorde følelsen endnu bedre ❤

Der var to andre minder i denne uge, som også fik mig til at dvæle lidt ekstra ved tiden, der er gået. Det ene var, at jeg den 1. juni 2014 blev fastansat i Nets og afviklede Lysholdt Consulting, professionelt en kæmpe omvæltning, og – skulle det vise sig – en helt perfekt beslutning. Det underlige var mentalt, var det virkelig så længe siden, 10 år …

Endnu mere underligt var mindet om den 5. juni 2015, som jeg har skrevet om her … men jeg kan så meget andet… men jeg kan så meget andet. Ja, det er 9 år siden at Max og jeg debuterede i HTM, som de kommende år var vores absolut foretrukne disciplin.

Præmieoverrækkelse 5. juni (foto: Laila Stender Bonde)

Det var få dage inden Max fyldte 4 år, sjældent har jeg været så velforberedt til en prøve og det gik rigtigt godt.

Max bliver 13 år om 7 dage, vi træner og konkurrerer stadig i rally. Lørdag i næste uge, dagen efter hans fødselsdag, fejrer vi ved at gå til dobbeltprøve i seniorklase hos Hundene på Bjerggarden. Det er den sidste af årets tre prøver som DKK Kreds 10 og Sydkystens Hundeskole har planlagt i samarbejde. Jeg havde også meldt Otto til, men det blev lavet om, så jeg kan have fokus på Max.

I går var jeg med begge drengene til enetime hos Karina, denne gang startede jeg med Max. Jeg havde bedt om at gå en kort bane, så vi brugte den fra holdet før os – jeg skiftede to øvelser ud – vi gik banen, og fik præcis de fejl, som jeg har oplevet til et par prøver. Hvilket var ganske perfekt, fordi vi så kunne analysere dem. Karina kunne hurtigt stille diagnosen, og vi endte med at gå en blændede bane. Enkelt sagt: hvis jeg tilpasser mit tempo og er lidt tydeligere med mine signaler, så går vi genialt godt.
   
Otto i fri ved fod (foto: Karina)

Derefter blev det Ottos tur, og jeg har fået tre helt konkrete områder at holde fokus på: 1.-2. Præcis hvilken position der skal udløse belønning, vi har en fri ved fod, og en vending vi fokuserer på. 3. måden jeg belønner på. Vi gjorde gode fremskridt, da jeg pludselig (skarpt overvåget af Karina), var konsekvent i kriterierne … det lyder som back to basics, og det er det også.

Rallyprøver i 2025 er allerede i støbeskeen i samarbejde med DKK Kreds 10. Der er søgt om dobbeltprøver på Hestehovedet i Nakskov og i Næstelsø og en på Bårse skulle gerne komme til. Derudover det, som jeg egentlig synes er sjovest, lækre enkeltprøver eller dobbeltprøver med én dommer.

Jeg er officielt godkendt som FCI-dommer i rally, og jeg ville markere det ved at give bøffer fra Anker Chokolade til det FCI-hold, jeg hjælper. Men ak, de var ikke leveret til min lokale forhandler, så vi måtte ”nøjes” med flødeboller fra Frellsen Chokolade 😉

Træningen var skøn. Alle er superdygtige og dedikerede, stemningen er seriøs og hyggelig, og så er det en fantastisk mulighed for mig til at designe baner, dømme FCI og at sparre med Liv om det.

torsdag den 25. april 2024

Derfor var det godt!


De ting jeg beskæftiger mig med, skulle gerne give mig selv og/eller andre glæde, for ellers ville det da være lidt kedeligt …

Da jeg tænkte over denne uge indtil nu, var det åbenbart for mig, at jeg samlet får dækket en lang række interesseområder og at det giver mig afvekslende dage med spændende og varieret indhold.

Jeg har øvet mig i at notere (normalt ”kun” mentalt) bagefter, hvad det var godt – og hvis det kniber med at få gode svar på det, så må der reflekteres nærmere over det. Det har så ikke været aktuelt endnu 😊

I mandags blev jeg interviewet af en person fra Verian – tidligere kendt under navnet Kantar Public, som i Danmark var en del af Gallup. Jeg har i flere år været registreret som interesseret, og får jævnligt mulighed for at svare på diverse spørgsmål skriftligt, men i mandags var det for første gang et personligt interview. Det var om alle mulige politiske spørgsmål, inden- og udenrigspolitiske, og meget spændende at prøve med øjenkontakt med intervieweren – det gav for mig en helt anden form for mulighed for eftertanke.

Jeg værdsætter at mine synspunkter indgår i den pulje, som samlet afspejler hvad ”danskerne” mener, så derfor fortsætter jeg med det.


Jeg fik også det nyeste nummer af Din Vinguide, som bliver min nye favoritlæsning, med 100 sider kun om vin.
 
Tirsdag var dag 5 af sommelieruddannelsen, denne gang med Bonnie Reinwald som underviser. Meget dygtig, meget erfaren og med en enorm viden om dagens to emner: kombination af mad og vin samt mousserende vine. Hver eneste runde af sommelieruddannelsen gør mig meget klogere på de specifikke emner. Det er for hvert område topspecialister indenfor området der underviser; de er erfarne undervisere og formidler stoffet forbilledligt. Mad og vin, hvis man skulle beskrive sommelierens væsentligste arbejdsopgave, kunne man sige: den er at have kendskab til mad og vin med henblik på at sikre den bedst mulige kombination af de to.

Man skal have kendskab til råvarer, grundsmage, tilberedningsmetoder, udskæringer mv. Man skal have kendskab til vindistrikter, druer, klimatiske forhold, jordbundsforhold osv. Og på basis af den viden og masser af erfaring, kan sommelieren rådgive om, hvad der formentlig vil fungere sammen, og hvad der formentlig ikke vil.

Frokosten var i anledning af emnet udvidet, fem retter (hvis en skive æble og et stykke citron tæller som en ret 😊) og 8 vine, hvor vi skulle smage forskellige kombinationer af mad og vin, og notere hvordan vi oplevede det.

Eftermiddagen handlede om mousserende vine, definition og fremstillingsmetoder samt en gennemgang af de vigtigste områder, hvor der produceres mousserende vin af høj kvalitet: først og fremmest Champagne, derudover resten af Frankrig (8 distrikter der producerer Cremant), Cava (7 regioner i Spanien), Franciacorta (Lombardiet) og Prosecco (Veneto og Friuli-Venezia Giulia).
   

Meget passende sluttede dagen med at smage 4 mousserende vine. Champagnen skilte sig helt klart positivt ud, ligeså Proseccoen i den anden ende; Cremanten og Cavaen forvekslede vi i min gruppe; det er ikke nemt …

I går var jeg til møde i Ældresagens Koordinationsudvalg (KOU) for Vordingborg Kommune. Med tre lokalafdelinger i samme kommune, giver det rigtig god mening at samarbejde formelt, så vi fremstår samlet i forhold til kommunen. Fx stiller den nye ældrelov krav til ændringer af plejeområdet i de enkelte kommuner og ændret samarbejde mellem forskellige interessenter herunder Ældre Sagen.

Et helt nyt område for mig, som jeg glæder mig til at komme dybere ind i.

I dag gik turen igen til Albertslund og 1½-times rallytræning hos Karina med primært Otto og lidt Max. Det er fristende at skrive at begge hunde gør gode fremskridt, ja Otto ligefrem dramatisk fremskridt – men det vil være en helt forkert vinkel. Sandheden er at Paul gør dramatiske fremskridt! Nyt input og masser af gammel viden, der bliver hevet frem. Hemmeligheden er opvarmning, konsekvens, timing, belønningsstrategi og sikkert en masse andet.

Det jeg fik med hjem i dag i forhold til Otto:
  • Fed kontakt på variable stræk, med lidt hop, og næsten ingen lyd – faktisk i perioder noget af det smukkeste vi har gået
  • En strategi for håndtering af lyd, som allerede har givet mærkbare resultater
  • En skarpere venstreposition, target, små skridt, skarpe kriterier og ordentlig belønning virker
  • Skønne kegleøvelser, hvor jeg blev valgt til i allerhøjest grad
  • De flotteste fremsendinger til felt – som vi ikke har arbejdet med i over et år
Det fik jeg hjem i forhold til Max:
  • Han er (ligesom Otto) en stjerne!
  • Højrepositionen er lidt sjusket indlært, så vi fik nogle øvelser (platform/target indgår), til at skærpe den
  • Bortset fra det kan han alt 😊
Masser af skøn træning, energi af en anden verden fra begge hunde, nogle meget specifikke ting at arbejde med – og ja, selvom Max snart bliver 13 år, så kan vi godt arbejde med at blive bedre.

Dejlig træning, tak til Karina, Max og Otto!

Weekenden kommer til at stå i rallyens tegn. På lørdag afholder Sydkystens Hundeskole sammen med DKK Kreds 10 dobbelt rallyprøve på Hestehovedet i Nakskov. Det er første prøve i Kreds 10 i flere år, og den er heldigvis blevet fuldtegnet – jeg glæder mig til både at skulle op med begge drengene to gange hver og dømme tre klasser.

Søndag har jeg en aftale med Karina om sammen med hende at afholde to 2-timers introduktionskurser til de nye rallyskilte. En kort introduktion, med kort omtalte af de nye skilte – og det er jo meget fredsommeligt. Der er 26 nye skilte, hvor de 6 er dobbelte (et skilt til venstre, et til højre – eller hund ind den korte eller lange vej), så netto 20 skilte. Derefter skal hver deltager gå en bane (valg mellem Øvet og Champion) og parallelt trænes der udvalgte nye skilte – hvor det primært er de 6 afstandsøvelser der indeholder ny adfærd i forhold til DKK-rally i dag.

Så det er en uge lige efter min smag, med vin, Ældre Sagen og rally (træne, arrangere, dømme, konkurrere og undervise) i en skøn blanding.

Det skal selvfølgelig også nævnes, at den daglige morgentur og aftentur til Jacobshavn med hundene, er genial til at få tømt hovedet. Nedenstående er fra i morges hvor det småregnede.


søndag den 14. april 2024

Masser af Rally

100 point lørdag

En lidt stille periode i forhold til rallyprøver er blevet afløst af en periode med masser af dommeropgaver og mange prøver med både Max og Otto.

Fokus på torsdagens enetime hos Karina var med Otto primært forskellige strategier til at undgå lyd og overdreven hoppen, herunder konkret hvordan jeg skulle gribe de to prøver an i dag (søndag). Med Max arbejdede vi primært med bagpartskontrol.

Det var virkelig spændende at fokusere på specielt Otto i godt en time; han er meget hurtigt opfattende, så jeg skal virkelig gøre mig umage for at følge med, og ikke få belønnet uønskede kæder.

Jeg vender tilbage til dette, når vi er kommet lidt længere i træningen, men jeg havde nogle helt klare planer i hovedet, både for den fortsatte træning og for tilgangen til prøverne.

I går dømte Stine og jeg for Neel, en dobbeltprøve der normalt ville være afholdt på Bjerggaarden, men pga. vand måtte prøven flyttes til DKK Ringsted. Stine havde sagt ja til at dømme to gange seniorklasse, så derfor fik Max og jeg mulighed for at gå op to gange inden jeg skulle dømme.

Vi gik to virkeligt fede baner, hvor fokus specielt på den første var som når vi er allerallerbedst. At vi også fik 100 point, var en dejlig bonus.

Flotte gaver til officials!

Neel er supergod til personlige dommergaver, jeg fik - naturligvis 😊 - en californisk vin (Mettler Old Vine Zinfandel 2018), som skal nydes ved en særlig lejlighed!

I dag gik turen igen til Ringsted, nu som deltager med begge hunde til en dobbeltprøve arrangeret af DKK. Ja, det betyder at Otto er tilbage for alvor. Hans seneste 6 rallyprøver er:
 

Så der mangler lidt nyere prøveerfaring, men til gengæld er der så meget mere arbejdsglæde og entusiasme i ham; nej hvor jeg nød at være afsted også med ham i dag, og sikke to dejlige ture vi havde i ringen.

Det kan godt være at jeg har brugt noget tid på at overveje strategi for de to prøver, men jeg gjorde det nemt for mig selv i dag. Jeg gik ind fuldstændig afslappet, havde fuldt fokus på ham, huskede at komme med kommandoer (lidt kombineret med hans navn) og rose i rigt mål. Ingen ommere havde jeg besluttet, medmindre det var åbenlyst dumt ikke at gøre det, og det var det så til den bakkeøvelse der afsluttede Connis bane.


Mia filmede vores første bane (tusind tak for det!), som Amanda lagde på YouTube (tak for det!).

Jeg glæder mig ekstra meget til de kommende prøver med både Max og Otto efter dagens oplevelser.

Hov, jeg glemte helt at nævne at Max også gik to fede baner, men han følte sig helt klart ikke veltilpas i det kraftige blæsevejr. Jeg overvejede at stoppe i den første prøve hos Johanna, men gjorde det heldigvis ikke. Og fik meget stor ros af Johanna for den fine måde jeg støttede ham på.

Udover fire dejlige ture på banen fik jeg også fire gange feedback, som gjorde mig rigtigt glad.

Så ja; endnu en skøn rallyweekend 💙💙

tirsdag den 26. marts 2024

Pissegod træning


Max, Otto og jeg havde en aftale med Karina i eftermiddags i Albertslund, og endnu engang var det træning langt udover det sædvanlige.

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg måske et lille problem med selvdisciplin i forhold til træning. Med enetimer hos Karina hver anden/fjerde uge har jeg nogle pejlemærker, og det giver motivation til den løbende træning. Desuden har jeg fået meldt både Max og Otto til en del prøver de kommende måneder og det giver yderligere motivation.

Vi har 1½ time til træning, Otto får hovedparten, Max de sidste cirka 20 minutter.

Noter efter træningen med Otto: ”Otto var eksplosiv af energi og arbejdsiver, så der skulle arbejdes med Bianca-cirkel og trækkeleg for at få LIDT energi brændt af. Så gik han en gudesmuk bane, hvor jeg kunne mærke hjertet banke af intens kærlighed til ham. Træning af ro i positioner (2 sekunder før belønning, rolig håndføring), og der kom ro på - lidt bagpartskontrol med target, snak om bl.a. opvarmning og indgang på bane, fed, fed træning”.
   

Otto er en god kandidat til jordens gladeste hund! Han hopper og danser af energi, og der skal virkelig arbejdes seriøst med opvarmning, for at komme ned på et energiniveau, hvor han er til at kontrollere. Når han er dér, kan han det hele, og den bane jeg gik med ham var vidunderlig. Fokus, glæde og viljen til at arbejde. Der er meget at arbejde med i forhold til præcision og ro, men det kommer stille og roligt.

Som jeg skrev til min coach tidligere i dag: ”Jeg håber han bliver ved med at være den glade, hoppende, ivrige hund altid .... vi skal hygge big time med rally 😍

Noter efter træningen med Max: ”Max var på de sidste 20 minutter, vi arbejdede med sidestep og skift side foran, lidt bagpartskontrol på højre side med target, og han gik naturligvis fantastisk. Virkelig fantastisk træning!!!

Jeg har skrevet det før: man kan godt træne med en næsten 13 år gammel hund, få fokuseret på detaljer, der mangler den sidste præcision. Max vil så gerne og så gider jeg også træne 😉

Der er en del prøver i kalenderen de kommende måneder, og jeg nyder at være den ”nye” Paul, som bare tager dem én efter én og nyder dem, for jeg skal ikke nå nogle bestemte resultater eller kvalificere os til noget. Jeg vil da gerne til DM og Årets Hund finale med Max i år, men det er ikke mål som sådan, men jeg vil elske at komme med!

Jeg elsker at træne hos Karina! Hun er, som jeg vist har skrevet mange gange, fantastisk til at iagttage og give feedback, og jeg får altid en række gode råd med hjem, så jeg har noget konkret at arbejde med. Og jeg tager altid hjem glad og topmotiveret.

onsdag den 28. februar 2024

”Det er kun rally …” – enetime hos Karina

Træning hos Karina august 2022, totalt fokus fra Otto (foto: Karina)

For 2 uger siden havde jeg den første enetime hos Karina efter at vi flyttede til Præstø, godt 1 time med Otto og en lille halv time med Max Isn't This a Lovely Day? Jeg er gået i gang med løbende mikrotræning med Otto 100 – the last time. Otto skal op til sin første rallyprøve i over et år på lørdag.  Jeg har arbejdet med kriterierne for prøven, og bl.a. sendt dem til Karina i går: 

Jeg har arbejdet næst udelukkende med motivation.
  • ”Vi går på græsareal uden skilte, jeg improviserer øvelser, som er 80-85 % flow øvelser, resten ”nemme” stationære. Kriterier for belønning = fokus og uden hop; jeg afbryder ikke, men går og han skal være tilbage (vi har kørt en del Bianca-cirkel) og med fokus for at få belønningssignal.”
  • ”Jeg er de sidste to gange, senest i dag, begyndt på seriøst at fokusere på variabel belønning. Igen, han må godt være væk (ganske kort, der var helt klart noget løbsk tæve et sted i dag), men når han er tilbage, vil jeg have noget fokus en periode, og den samlede periode er den variable faktor. Mellem 30-80 sekunder fungerer. Det typiske billede er, at hans fokus bliver bedre og bedre, og jeg kan trække tiden mere og mere, hans hoppen forsvinder – i virkeligheden er det måske bare et spørgsmål om opvarmning, det har det historisk været.”
  • ”2.3 skal vi bare tage temperaturen, hvor længe kan vi holde fokus under konkurrenceforhold. Forventningen er, at han kan holde fokus en hel bane, hvor mit fokus alene er at gå banen, ikke udføre øvelserne, så vi går i et flow. Det er ikke helt skarpt hvad der skal til, for at jeg stopper/fortsætter, hvis det kniber går jeg bare den sidste del uden at udføre øvelser overhovedet.”
  • ”For at køre hjem med hænderne over hovedet 2.3: Jeg bevarer glæden og den opmuntrende tone hele vejen, jeg justerer kriterierne så Otto er med hele vejen, om vi så skal løbe det meste af banen, og vi er ude at lege før så snart jeg får skiftet sko 😊” 
I går mødtes vi så til den anden enetime. Karina havde nærlæst kriterierne og havde nogle ideer til det med opvarmningen. Og det med at anvende godbidder inden vi gik ind på banen, faktisk belønningsstrategi i det hele taget. 

Vi aftalte derfor følgende:
  • Under opvarmning: Kun belønninger, som må bruges på banen (ros, klap mv.)
  • Opvarmningsvarighed cirka den tid, det tager at gå en bane, vi aftalt 1½ minut i øvet klasse
  • Efter opvarmning må belønnes én gang, gerne godbid, kælen, andet, belønning for en ”bane”
  • Ind på banen og gå den fulde bane (under træning variabelt, i dag 1 minut), derefter belønning 1-2 gang med øvelse, kobling og ud og lege eller hvad jeg nu ønsker
  • I går alene flowøvelser og nemme stationære, det skulle ikke være sværhedsgraden 
Otto var genialt god!!! Tæt på ingen hoppen, næsten ingen lyd, flot fokus og tydelig glæde ved at være på banen. Min følelse indeni var uovertruffen, hvis jeg har den følelse til en prøve, så vil jeg blive vildt glad, for så vil jeg virkelig føle at træningen fungerer optimalt. 

Derefter detailtrænede vi sit-stå – vælg jeres svageste øvelse, det var svært, for egentlig synes jeg ikke rigtigt der er nogen 😉. 

Der var gået godt en time, og jeg gik med et saligt smil ud og byttede Otto med Max, så Max fik den sidste træningstid. 

Vi havde fokus på de øvelser der driller pga. benene: sideskift mellem ben, lynet og sidestep. Vi arbejdede med min balance, kropsholdning (er det nødvendigt at jeg ”hjælper” ved at bøje kroppen?), anvendelse af skulderen til sidestep. Meget nørdet og sjovt. 

Det var der jeg kom til at sige, fordi Karina ville have noget endnu skarpere: ”Det er kun rally”. Og måtte æde ordene i mig igen. For selv om Max er tæt på 13 og jeg ikke går helt skarpt, så går vi naturligvis efter at være helt skarpe 💓

Hjemturen var fantastisk, som den er efter uovertruffen træning. 

Da jeg kom hjem, fik jeg denne hilsen fra Karina: ”Tak for en SKØN træning idag🤩Sikke en kæmpemæssig fornøjelse det er at se Ottos vilde udvikling på så kort tid!!! Vanvittig blæret❤️” 

Hvis der er nogen der spørger, hvorfor jeg vil køre 1 time hver vej for at komme til træning hos Karina er det enkle svar: derfor!!!

tirsdag den 13. februar 2024

Isn't This a Lovely Day?


So I can honestly say 
That as far as I'm concerned 
It's a lovely day and everything's okay 
(Irving Berlin, 1935) 

Jeg kan ikke huske året, men ja, jeg så Top Hat i Paris første gang engang i 1970’erne, og Ginger Rogers og Fred Astaire i Isn't This a Lovely Day? er genialt. 

Jeg kom (naturligvis) til at nynne melodien på vejen hjem fra noget som var en vidunderlig dag. 

Det startede med optagelse og publicering af Podcast nr. 8. Conni var inviteret til at fortælle om Mental Miljøtræning, og hun var fantastisk! Hendes engagement brændte lige igennem, det kan man tydeligt høre og mærke. Tak Conni for et fedt indlæg!!!

Senere på formiddagen havde jeg telefonmøde med Helle Gadeberg. Jeg har nogle opgaver for Rallyudvalget, som Helle og jeg typisk afstemmer månedlig, og i dag havde vi fokus på visionsarbejdet, og nogle tanker om den videre udvikling herunder del 2. Et superhyggeligt møde med masser af idéudveksling. 

Dagens højdepunkt var uden diskussion, at jeg havde en aftale med Karina om træning med begge drengene. Inden jeg blev syg, havde jeg købt nogle enetimer, hvor jeg skulle arbejde med LP med Otto. Men der er sket meget siden da, og aftalen i dag var at starte helt forfra med Otto i rally, efter mange måneders ufrivillig træningspause, og træne lidt med Max. 

Det gik fantastisk! 

Vi fik genstartet Otto, havde fokus på motivation, belønningsstrategi i forhold til positioner, ikke-hopning og ikke-lyd og han var topmotiveret, føreren ligeså, om end sidstnævnte var lidt rusten. Vi er i hvert fald top motiverede 😊 

Max fik arbejdet lidt med de svære positioner, svære fordi førerens ben ikke helt er klar til de snævre vendinger. Vi fik arbejdet med det, herunder at jeg ikke SKAL lave snævre/skarpe vendinger, de kan udføres trinvis … og pludselig kom der en masse energi ind de øvelser. 

Hjemturen gik via Braunstein i Køge og to takeaway pizzaer og en superhyggelig hjemmeaften med en lækker Barolo til. 

Virkelig en dejlig dag.

torsdag den 7. september 2023

Om at flytte (sig)


Jeg har fra starten planlagt flytningen til Præstø som et projekt, og selvom det ikke burde komme bag på mig, som rutineret projektleder, er jeg alligevel blevet overrasket over, hvor mange bump der har været på vejen. Når det hele er på plads og flytningen gået godt, skriver jeg nok en sammenhængende beretning. Lige nu priser jeg mig lykkelig over, at det på ganske kort tid er lykkedes at finde en række meget dygtige lokale leverandører, som stiller op med ganske kort varsel, og sikrer at vi ikke går i stå.

Som i dag, da Per, der monterer køkkenet, ringede, og fortalte ar indbygningskøleskabet ikke kunne komme på plads pga. placeringen af elstikket. Paul (kunde) til sig selv: Øh, hvorfor dukkede dette op lige nu? Paul (projektleder): Jeg får fat i elektrikeren og vender tilbage. Ringer til Jens fra Domiciel, og pludselig har han organiseret, at der står en elektriker på matriklen og sørger for det nødvendige. En dejlig fornemmelse; der er mange, vi skal takke bagefter 😊

I dag havde vi en aftale med Nick fra Bryde & Sønner, som kommer til at stå for flytningen. Hvorfor dem? Fordi jeg arbejdede sammen med dem i 2011 på et flytteprojekt i Nets, og de var topprofessionelle. Det er vi sikre på de stadig er!
I søndags læste jeg i Politiken en fødselsdagsomtale af Malcolm Gladwell, en canadisk forfatter, som fyldte 60 år. Jeg havde ikke hørt om ham, men blev grebet af omtalen og inden dagen var omme havde jeg læst den danske udgave af The Tipping Point: How Little Things Can Make a Big Difference (2000): Det magiske vendepunkt: Hvordan små ændringer bliver til store forandringer. Mandag kastede jeg mig over Blink: The Power of Thinking Without Thinking (2005), på dansk Blink: Styrken ved at tænke uden at tænke. Alle, der ikke kender dem, kan hurtigt finde spændende omtaler, og jeg trækker i disse dag bevidst læsningen af Blink ud, det er superspændende læsning og virkelig noget, der har fået mig til at reflektere.
 

Søndag kørte vi til Solgårdsparken og gik tur med hundene, et sted fra en anden tid og det er skøn mental opladning at gå der.
 

På hundefronten er der sket det spændende, sagt helt uden ironi, at jeg tirsdag fik brev fra Finland, med Max’ og mit diplom fra NM 2022 Jeg gjorde for over et halvt år siden på en fejl (der stod border collie i stedet for border terrier). Jeg har af mange forskellige årsager haft et meget anstrengt forhold til det NM, men der er FLIP’et en del gange, og et af de håndgribelige resultater er, at diplomet bliver indrammet og kommer på væggen i mit nye kontor i Præstø, sammen med andre særlige minder. Ikke så meget for selve NM (men også det), men snarere rejsen mod NM og tiden derefter.

I lørdags var Max og jeg til en hyggelig rallyprøve i Dansk Collie Klub i Høng. En helt almindelig rallyprøve, som jeg havde tilmeldt, fordi jeg gerne vil støtte specialklubarrangementer, hvis jeg har mulighed for det. Max var i topform, det er han pr. definition pt., jeg har ikke helt på toppen, og måtte konstatere lidt vemodigt, at benene ikke er helt med mig. Conni kunne tydeligt se det og trak mig ikke (tak!), men jeg mindedes kirurgens ord om, at jeg ikke blev 25 år igen.

Onsdag til træningen hos Karina, var der igen (vi startede sidste uge) fokus på udholdenhed, hvor længe kan vi gå uden at miste hunden, hvis vi ”kun” må belønne som til en prøve?

Max og jeg gik 2½ minut og Karina signalerede at jeg måtte belønne. Det føltes ikke helt rigtigt med Max, og Karina sagde det meget præcist i sin feedback: jeg går lidt for hurtigt, er lidt for anspændt og Max reagerer usvigeligt sikkert ved at dæmpe.

Mine noter lige efter træningen, før jeg kørte fra træningspladsen:

Hurtige træningsnoter. Max fantastisk, alt lykkes når jeg er der, slapper af og går langsomt. ALT, ikke noget 3 bedste. Jeg lærer på den hårde måde det med tempo og ro, for jeg går ikke ordentligt hvis jeg går for stærkt, jeg skal gå lidt langsommere end jeg plejer og bare nyde det. Det gjorde jeg i den grad I dag efter noget fed feedback fra Karina 🤩

Der er også kommet endnu mere fokus på en aktivitet på todo-listen ”Pauls opgave efter Nets”, som rykker tættere på.

Den arbejdsmæssige del er rykket lidt, så jeg går på pension 1. december, det er om ret snart.

Hvad bruger jeg ellers tiden på? Hvad gør mig glad? Hvad irriterer mig? ”Har du det liv, du gerne vil have”? Får du den indflydelse du ønsker? Ønsker du at have indflydelse? Hvis du ikke lavede xyz, hvad ville så give dit liv indhold? Bliver din indsats anerkendt? Hvad betyder anerkendelsen? Hvad betyder den manglende anerkendelse? Osv.


Det har ulmet længe, og nu kører det virkelig, fordi der selvfølgelig hele tiden opstår situationer, hvor man (jeg) skal afveje plusser og minusser. Irritationsmomenter, som jeg troede var parkeret, popper op, og kommer til at fylde (for?) meget.

I en periode virkede det svært, men det er det ikke længere 😊

søndag den 2. juli 2023

Alsidig træning

Skøn enetime hos PowerDog (foto: Lise Sørensen)

Ugen har budt på træning indenfor diverse discipliner.

Onsdag var Max og til den ugentlige rallytræning hos Karina. Fokus var på forstyrrelser, denne gang med to baner der elegant var flettet sammen, så to ekvipager kunne gå samtidig, og være forstyrrelser for hinanden, ud fra kriterier fastsat af den, der var på. 

Max gik som en drøm. Jeg havde undervurderet at vi faktisk ville blive pressede … det var godt, for det fremprovokerede nogle ”gamle” fejl, som var gode at blive mindet om. Fx at bruge Max’ navn i stedet for kommando, når han var lidt væk. 


Fed træning, hvor Max overhovedet ikke blev forstyrret af disse to hunde 😊 

Ottos LP-træning er organiseret med cirka 10 minutters daglig træning af 5-6 forskellige momenter, og opfølgning ved enetimer hos Karina. 

Otto er tilmeldt HTM1 Sirius Alice HTM Challenge 2023, og der bliver gået seriøst til værks naturligvis. Jeg har læst Alice i Eventyrland (Alice’s Adventures Under Ground (1862-1864), oversat af Mogens Boisen) og Alice i Eventyrland og Bag spejlet (Alice’s Adventures in Wonderland (1865) og Through the Looking-Glass and What Alice Found There (1871) oversat af Kjeld Elfelt). Dette for at få en fornemmelse universet. 

Jeg har set Disneys tegnefilm fra 1951 for mange år siden, og set passager igen, og specielt lyttet til musikken. Jeg tror valget er faldet på March of the Cards. Jeg tror også påklædningen er på plads (spar konge?!). Nu mangler jeg bare at indøve et program 😉 

Både Max og Otto er tilmeldt Sirius Marathon Sniffs Challenge 2023, et rigtigt hyggeprojekt, hvor Kirsten fotograferer og er den megakreative. 

I dag fik vi optaget fem ud af de 42 opgaver, dels ved parkeringspladsen ved Trylleskoven, dels ved Solrød Kirke. Flere ommere, en masse iagttagelser og læring, det er præcis det der er formålet. Og så i øvrigt en konstatering af at både Max og Otto er ret kolde overfor forstyrrelser. 

Max ved Solrød Kirke

Endelig er der Otto og NW2. For et stykke tid siden slog Tina Hougaard, PowerDog følgende op: ”Har du og din hund en konkret udfordring i jeres Nose Work arbejde, som du gerne vil have sparring til? Så vil vi gerne høre fra dig Vores Nose Work instruktørelever skal nemlig have et modul om problemløsning hos NW hunde og i den forbindelse leder vi efter et par ekvipager, som kan hjælpe os med netop det ” 

Det kunne jeg da godt bruge, så jeg skrev: ”Min konkrete udfordring er med Otto, border terrier 4 år, som er superdygtig NW-hund, og senest har fået NW1-guldtitlen. Den helt store udfordring er hans slikkeadfærd, der kommer splitsekunden efter markering med snuden, og typisk giver fejlpoint. Det er den adfærd, som gør at jeg er afventende med at rykke i NW2.” 

Jeg var heldig og blev udvalgt, og i eftermiddags gik turen til Landbrugsskolen Sjælland i Roskilde, hvor Tina og 8 instruktørelever skulle hjælpe os. 

Det blev til ikke mindre end fem kvarters magisk enetime, hvor Otto og jeg lavede et kort søg, fik feedback, og vores situation blev analyseret i detaljer, kommenteret, vi fik råd til at komme videre, helt ned til en detaljeret handlingsplan. Et forsøg på en kort opsummering:
  • Ottos slikkeadfærd når han markerer fund er tydelig og overbevisende. Han er blevet forstærket tusinder af gange for det, ligesom han er blevet voldsomt forstærket for at mit ”Fundet” er et releasesignal for ham.
  • Vi konstaterede at slikkeadfærden ikke er afgrænset til markering i NW, hans almindelig touch er med slik, han har aldrig fået at vide, at det er uønsket.
  • Vi så på indlæring af anden adfærd: at kunne holde fokus på hånd med godbidder og blive belønnet for at se på den, uden at slikke – og blev der hurtigt tilføjet – uden lyd og uden uro.
  • For ja, det hele hænger sammen og der skal arbejdes med at få hans stressniveau ned, inden vi begynder at træne.
  • Korte træningspas, som i meget korte (2 x 5 godbidder), og med HØJ succesrate, 2-3 uger, før vi hæver kriterier.
  • Næste kriterier kunne være glas uden duft (markering tæt på åbning), glas med duft og derefter glas med lavendel, og ekstremt fokus på at der ikke sker tilbagefald (slik mv.).
  • Anbefaling af enetime efter et par uger, for at følge op. 
Det var virkelig en spændende proces og et resultat på et niveau, som jeg blev vildt imponeret af. Det var så åbenlyst, at den slikkeadfærd er et symptom, og den grundlæggende adfærd, der skal ses på, er Ottos stressniveau, inden vi begynder at træne noget som helst. 

Jeg siger tusind tak til Tina og alle kursisterne for fantastisk feedback og masser af konstruktive ideer.

mandag den 5. juni 2023

Noget om alder


Max med søndagens høst af rosetter

I søndags havde jeg den store fornøjelse at være med til at fejre Karinas 40-års fødselsdag. Jeg havde spurgt om jeg måtte holde en lille tale - det måtte jeg! Jeg elsker at at benytte fødselsdage som anledning til at tænke over, hvornår jeg mødte fødselaren første gang. 

Jeg mødte Karina i 2009 som kursist på et rallyhold i nystartede Sydkystens Hundeskole; jeg mødte Adam (Karinas mand) professionelt i 2014. I dag er Karina en af mine favorittrænere, ikke mindst i rally. Vi er i den grad på bølgelængde. Det er superhyggeligt, at cirklen sluttes. 


I onsdags trænede Max og jeg som sædvanlig hos Karina. Temaet var starter. Max var – som sædvanlig 😊 genialt god! Jeg har skrevet det mange gange før, men jeg tager altid opløftet hjem fra træning hos Karina. Selvom Max nu officielt er seniorhund, har jeg valgt at vi træner de skilte, der er på banen, dvs. også en del, som vi ikke vil kunne møde til en prøve. Jeg er sikker på at det er med til at holde os skarpe. 


Fredag trænede jeg en time hos A-Fys. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg har følt mig så fysisk oplagt og i god form. Et ret hårdt pas på 50 minutter, jeg pressede mig selv på en god måde, og jeg tror jeg er meget, meget tæt på mit topniveau før operationen. Det er meget lækkert, både fysisk og mentalt. Den lille procent jeg mangler i venstre fod arbejdes der med, og det er meget lidt jeg tænker over det, eller overhovedet registrerer det. 



Fødselaren i fuld mundering 💓

Lørdag gik turen til Kristianstad for at fejre Frasses 9 års fødselsdag. Vejret var i den grad med os, så hele dagen foregik udendørs i de mest romantiske og ærkesvenske omgivelser. 


Udsigt over Faaborg Fjord

I går gik turen til Ringe, hvor Annette Brofelde debuterede som arrangører af Islandsk Fårehundeklubs rallyprøver. Hun debuterede med glans og får 100 point herfra for et virkeligt flot arrangement, med store ringe, god plads, helt styr på det administrative, to dommere med lækre baner og god feedback, en super god stemning, flotte rosetter og fornemme præmier. 

Det var en rally classic, med en prøve formiddag, samlet præmieoverrækkelse, anden prøve efter frokostpausen og samlet præmieoverrækkelse til sidst. Det blev derfor også en lang dag. Max og jeg var hjemmefra 8-19, og vi udnyttede muligheden til at tage til Faaborg og få frokost og gå et par ture, og masser af hyggelige snakke, bl.a. om den mentale hurdle man skal over, før man rykker sin hund i seniorklasse. 

Seniorklasse er som skræddersyet til Max og mig, og vi havde to fede oplevelser i går. 

Mine kriterier: ”Kriterier for søndag. Jamen, alt er jo forandret!!! Alt det sædvanlige gælder stadig, det vil jeg ikke engang skrive ned, men jeg vil blot fremhæve, at det at komme i boblen og hele forløbet i boblen er mit fokus. Jeg vil nyde det max, og det skal være tydeligt at Max også nyder det. Vi tager afsted, når vi har været oppe, til Faaborg, frokost og gå tur, og tager tilbage og tager en runde til. Jeg kunne ikke være mindre interesseret i point og placeringer (kun som bonus) og jeg tager dette som den skønneste mulighed for at nyde en dag sammen kun Max og mig 😍 Jeg vil kunne fortælle bagefter om en dag hvor glæden flød over mange gange 🤩” 

Noter efter prøve 1: ”Alt udenoms fint. Jeg kunne mærke ro på en dejlig måde og Max luftet. Hyggelig snak med Helle før banegennemgang. Skøn bane. Vi var nr. 1. Vores ankomst fin. Boble. Startritual fint og så var vi i gang. Virkelig en nydelse hele vejen. MEGET stor. To øvelser udenfor. Koble. Feedback, meget sober og fair. Hen til bil og hente legetøj. Leg med Max, næsten det bedste 💙 Max i bil og jeg talte med Signe. "Jeg har aldrig set dig gå så afslappet. Man kunne se hvor du nød det, som om I gik en tur." Jeg får tårer i øjnene af at skrive det.” 

Signes tilbagemelding var den allerstørste ros jeg kunne få. Det er jo det jeg har stræbt efter, og jeg kunne mærke, at vi var præcis hvor vi skulle være. 

Noter efter prøve 2: ”2. bane. Max var sej. Jeg kunne mærke at jeg var træt i venstre ben, så min timing blev dårlig. Jeg var meget tilfreds med førerarbejdet. Mine forklaringer/noter: Vi var på cirka 16:42 ankom kl. 9:25 i morges. Ommerne. Bakke på højre side (1) 3/4 cirkel højre side (3), dobbeltsynkron (14) skift side foran (15) og sidste.” 

Mine læringsnoter, som jeg fik styr på, da jeg kørte hjem. For det første skal jeg være endnu skarpere med mine signaler. Max var efter en sideskift om kegle på vej på den forkerte side, fordi min højrekommando kom for sent. På den anden bane kunne jeg mærke, den manglende procent i venstre ben, jeg havde ikke fuldt fokus på Max, fordi jeg skulle tænke over at sætte fødderne (for ikke at falde), og tog nogle chassetrin ind imellem, hvilket forvirrede Max – for sådan plejer jeg jo ikke at gå (men det kan trænes!). Og så var der forkommandoen til bakningen, første øvelse på banen, hvor jeg fik sagt noget, som gjorde at Max løb frem!!! 

Vi fik nogle flotte præmier, bl.a. to meget anvendelige gavekort. Den jeg blev gladest for var den særlige roset til Dagens ældste hund, og ikke mindst Annettes ord, da hun uddelte den. Jeg er vanvittigt stolt af Max, som 10 dage før sin 12-års fødselsdag stadig går som en drøm 💓

lørdag den 27. maj 2023

En normal uge



I maj er der 10 runder med Sirius Beholder Bonanza, som både Otto og Max er tilmeldt. En ny opgave hver tredje dag, i denne uge runde 8 (Naboens kat = forstyrrelser) og 9 (Terrassen = fører sidder eller ligger).
I forstyrrelsesrunden fandt Kirsten på kaffebønner og pebermyntepastiller, som vi begge kunne lugte meget tydeligt, men hundene var ligeglade og gik efter godbidderne. 

Terrassen blev sværere end jeg havde troet; jeg sad på en bænk og hunden var uden line; det var interessant/lærerigt at opleve, hvor anderledes begge hundene reagerede, når de var uden line og blev kaldt ind for at blive belønnet. 

I mandags trænede Otto og jeg NW hos Merete, jeg havde sagt på forhånd, at hvis kirurgen ringede, ville jeg stoppe og tale med ham – det var opfølgningen efter operationen 23. februar. 

Det blev en superkort samtale – mens jeg var midt i et søg med Otto - hvor alle mine positive fornemmelser blev bekræftet: Det går fantastisk, og de sidste brøkdele skal nok komme på plads. 

Det jeg noterede med Otto var, at han, så snart jeg tog telefonen, satte sig i plads hos mig. Fedt! Som jeg sagde til Merete bagefter, han har aldrig set mig tale i telefon midt under et træningspas, og så var det da smart af ham at stoppe og afvente, hvad der skulle ske! 

Tirsdag havde jeg en fridag og turen gik til Præstø og hus kig. Jeg håber snart at kunne komme med godt nyt om både køb og salg. 

Onsdag startede med træning med Liv i Vipperød. Mine seniorbaner fra 18. maj (både den, som blev brugt, og den anden version, som var designet men ikke blev brugt) blev anvendt og det var to skønne baner -helt ubeskedent 😉 

Den vigtigste feedback fra Liv: Max og jeg går fantastisk, når jeg bare slapper af; der hvor jeg tænker over, hvad jeg gør, opstår der fejl … Svaret er: endnu mere tørtræning. 


Det kunne jeg afprøve allerede senere på dagen ved træningen hos Karina med Max, hvor Max og jeg strålede!!! 

Torsdag var jeg til tjek hos Anders (min fysioterapeut) præcis på 13-ugers dagen for operationen, og det var en dejlig oplevelse. Målinger sammenlignet med tilsvarende for 4 uger siden viser meget flotte fremskridt i styrken i venstre ben, samt mere balance mellem styrke, skridtlængde og anvendelse af højre og venstre ben. Det bekræfter alle mine fornemmelser, og det er skønt. 


Vi fik tapas fra Den lille Gourmande til aften.


Fredag morgen en god, intensiv træning af primært benene, men lidt resten af kroppen, og det var svedigt og dejligt. 

Fredag aften Skype-møde i Rallyudvalget. 

Lørdag opsamling og færdiggørelse af en stribe rallybaner, så jeg er klar til at dømme 10., 11. og 24. juni, sidstnævnte en dobbeltprøve. 

For hvert sæt baner giver jeg mig selv nogle rammer og temaer, det giver god energi og resulterer - synes jeg selv - i spændende baner. 

 Jeg har 10-års dommerjubilæum 21. juni. Første prøve derefter er 24. juni, min prøve nr. 185 som dommer og ekvipage cirka nr. 5.500 jeg skal dømme. Det bedste af det hele er, at jeg kan mærke, at jeg stadig brænder for at dømme, og glæder mig til alle prøverne.

lørdag den 20. maj 2023

Max i topform

På kursus hos Helle (foto: Neel)

I tirsdags trænede jeg med begge drengene sammen med Liv. Jeg nørdede en række detaljer med Max og han var knivskarp. 

Til træning hos Karina

I onsdags hos Karina nørdede vi med fokusøvelse (træne at hunden holder fokus) og kegler samt havde en fed selvtræningsbane. Helt ærligt: Max har ikke gået bedre. 

I dag stod den på kursus i dag med Helle Damkjær. Neel (Hundene på Bjerggaarden) havde arrangeret. Her er min præsentation fra kursusgruppen: 

Foto: (c) Grafiko.dk

Jeg havde først planlagt at deltage med Otto, men har besluttet at tage Max med i stedet. Han er border terrier, og fylder 12 år den 14. juni. Har var første gang på kursus hos Helle 4 måneder gammel. Siden er det blevet til 426 prøver i mange discipliner, herunder 294 med mig i rally, siden 13. februar 2016 208 gange i championklasse. 5. maj debuterer vi i seniorklasse. Gaven til Max og mig er dette kursus sammen. Min største udfordring er, at jeg skal øve mig i at gå langsomt, mens mit venstre ben bliver genoptrænet, så jeg ikke mister balancen. Max’ fokus er fantastisk. VI glæder os VILDT meget 😍”

Programmet for Helles kursus

Jeg har noteret følgende highlights:
  • En helhedsbane med ubegrænsede belønninger, hvor jeg var uskarp med signaler og med fordel kunne hav e tilføjet visuelle signaler, for at hjælpe Max, fedt at blive mindet om, at hundene skal have signaler til det hele. Og godt at blive mindet om den imaginære hund man kan belønne, hvis ens egen ikke er med 😉
  • I helhedstræning skal hunden vide at det er let. Attitude og motivation er alt præcision skal ikke trænes i helhedstræning
  • Ingen knude fra starten = ingen dårlige følelser ved indgang start
  • Detailtræning: Indgang/start, 360 grader venstre eller højre, bakke ved siden af i flow. Neel og jeg arbejdede sammen og Max strålede ekstraordinært
  • Huske at lyse på det, der skinner
  • En helhedsbane med to belønninger, hvor jeg perfekt fik afprøvet starten. Første belønning for indgang og start med fuldt fokus, derefter belønning efter 7 skilte, hvor der var fantastisk fokus fra Max 99+ %. • Detailtræning af fremsending til kegle: udpege og så sende (to momenter)
  • En afsluttende helhedsbane med forstyrrelser, hvor Max og jeg gik på banen samtidig med en anden ekvipage plus tre skåle med tilgængelige godbidder. Max var outstanding. 
Det var et perfekt timet kursus i forhold til Max og mig. Min selvtillid fik et boost og jeg har lappet en masse af Helle og andres roser til mig 😉

søndag den 14. maj 2023

Back to normal

En "rigtig" tur med Max og Otto

Hvad er normalt? Da jeg blev opereret i ryggen var min drøm og mit håb, at blive fri for smerter i ryggen og kunne gå nogenlunde normalt igen. Begge dele er blevet realiseret i allerhøjeste grad. Det går virkelig godt med genoptræningen, og jeg er mentalt og fysisk mere fit end jeg har været meget længe.

Jeg har for et stykke tid siden skrevet at vi ville flytte og processen er nu i fuld gang. Huset blev annonceret til salg i tirsdags og første fremvisning var i går. Parallelt er vi i gang med at kigge på hus i Sydsjælland, og vi krydser naturligvis fingre for at alt går op i en højere enhed.

Hundetræningen går fantastisk
.
Det er  ikke farligt :-) Otto markerer med et spring ...

I mandags var Otto jeg til NW-træning hos Merete i området omkring Solrød station. Otto gik som en drøm.

Fed leg med Max efter træning hos Johanna

Tirsdag trænede vi hos Johanna. Max har overtaget Ottos plads. Mine noter: ”Jeg har seriøst tårer i øjnene! Max og jeg er i vores livs form og gik en genial bane hos Johanna og en lige så god træningsbane. Kæmperos for kontakt, skarpe nordiske vendinger, præcise øvelser 🤩 Og Johanna sagde at hvis hun ikke havde vidst det ville hun ikke have bemærke.t en anelse halten. Jeg er lykkelig 🥰 Og fuck hvor jeg elsker Max 💙💙💙”

Onsdag gik jeg tur med hundene langs strandstien parallelt med Ølsemagle Revle , 4 kilometer, og ingen smerter eller træthed. Det var syre testen.

Max og jeg var til rally hos Karina og ALT gik fantastisk. Max er så fokuseret på mig, og det er vidunderligt at gå med ham. Jeg skal huske at få maksimal nydelse ud af tiden i seniorklasse.

Torsdag have jeg en enetime hos Karina. Jeg har besluttet at gå i gang med LP-træning med Otto, og derfor har jeg booket nogle enetimer for at få en kickstart. Den første var lige i øjet, vi fik taget hul på arbejdet med en masse grundfærdigheder, som jeg ikke har haft fokus på. 

Torsdag eftermiddag var jeg hos Anders (fysioterapeut), 11 uger efter operationen, og den korte udgave: jeg gør fremragende fremskridt. Jeg er nogle få procent fra at være helt frisk – der er lidt mangler i nederste del af venstre ben. 

Fredag startede med 1 times Styrke og funktionstræning hos A-Fys, fed træning hvor jeg fik fuldt fokus på mit svage venstreben. 

Banegennemgang championklasse

Eftermiddagen og aftenen blev brugt på allerbedste vis i Rødovre Brugshundeklub, hvor jeg dømte for femte gang. Et meget velorganiseret arrangement, lækre sandwichens, fornem dommergave og sidst men ikke mindst det flotteste førerarbejde! 

Årets første rigtige grillmåltid

Mens vores hus blev fremvist tog vi i More Living Café i Solrød Centret. Vi krydser krydser fingre for en snarlig aftale. Til aften fik vi den officielt første grillmiddag i år, bl.a. med nye danske kartofler.


I dag var vi sydpå for at kigge på huse. Vi endte i Præstø hvor vi fik is hos Iskutteren inden turen gik hjem.

fredag den 21. april 2023

Max og fører i fuld vigør


Max bliver 12 år den 14. juni, og jeg synes jeg kan se småskavanker, men i bund og grund er det ikke baseret på andet end fornemmelser og bliver modsagt af virkeligheden.
I onsdags startede vi igen på det jeg -med fuld respekt for de andre hold jeg går på – betragter som mit favorithold: rallytræningen hos Karina.


Jeg havde skrevet kriterier inden (og Karina havde læst dem), her er mine noter fra jeg kom hjem:

”Det fedeste: 1. Max var totalt på!!! Han har INTET glemt. 2. Mine ben var med, der var nogle ting, der skulle korrigeres lidt, men 95++ % af mit fokus var det rette. 3. Max blev (godt hjulet af at Karina havde læst mine kriterier) belønnet massivt. 4. VI var stjernegode.

Læring: Gå banegennemgang med signaler (som jeg selv præker). Tørtræn snævre vendinger - det skal ikke være IDA-nordisk, små skridt 😊 - ikke skridt - er ok også i DKK, fx de snævre vendinger med Max inderst, plejer jeg at starte med foden mod ham, hvis jeg tager den fjerneste kan jeg dreje lidt mere frit. Tørtræn bakning, der skal jeg tænke når vægten er på venstre ben. Tørtræn i det hele taget noget mere, på allerførste træningsbane kom der nogle sitter, fordi mine stå-kommandoer kom for sent.

JEG ER SUPERLYKKELIG for at være i gang igen!!!

I går var jeg hos Anders, min fysioterapeut. Præcis 8 uger efter operationen, præcis 4 uger efter at jeg startede hos ham. Jeg synes selv udviklingen går rigtigt godt, men det er altså bedre med en professionel vurdering. Mine noter:

”Jeg er lige kommet hjem, flyvende!!! Virkelig skønt tjek, der er god udvikling i det hele, jeg skal kun fokusere på venstre læg, venstre fod og venstre balle, de har udviklet sig men de skal blive endnu bedre. Min halten og de snævre vendinger og den lille følelsesløshed, det er som det skal være nu og det bliver bedre og bedre, jeg skal bare klø på!”

I dag var vi i vandet for første gang i år. Det var lidt hårdt for mit venstre ben, men det er god træning, og det føltes sindssygt godt.


Vi grillede for første gang i år, Kirsten havde købt jomfruhummer og kulmule, og vi fik et stjernemåltid.

Vi fik en skøn vin til, Buglioni Bianco Il Disperato 2021, som var perfekt til maden. Det var også en del af en gave fra nogle af de bedste venner i forbindelse med min operation, det gjorde det til en ganske særlig vin, og jeg sendte naturligvis en tak til dem.

Der er intet nyt under solen, men derfor kan jeg godt skrive, at jeg er lykkelig og føler mig superprivilegeret.