Om at flytte (sig)

Jeg har fra starten planlagt flytningen til Præstø som et projekt, og selvom det ikke burde komme bag på mig, som rutineret projektleder, er jeg alligevel blevet overrasket over, hvor mange bump der har været på vejen. Når det hele er på plads og flytningen gået godt, skriver jeg nok en sammenhængende beretning. Lige nu priser jeg mig lykkelig over, at det på ganske kort tid er lykkedes at finde en række meget dygtige lokale leverandører, som stiller op med ganske kort varsel, og sikrer at vi ikke går i stå.

Som i dag, da Per, der monterer køkkenet, ringede, og fortalte ar indbygningskøleskabet ikke kunne komme på plads pga. placeringen af elstikket. Paul (kunde) til sig selv: Øh, hvorfor dukkede dette op lige nu? Paul (projektleder): Jeg får fat i elektrikeren og vender tilbage. Ringer til Jens fra Domiciel, og pludselig har han organiseret, at der står en elektriker på matriklen og sørger for det nødvendige. En dejlig fornemmelse; der er mange, vi skal takke bagefter 😊

I dag havde vi en aftale med Nick fra Bryde & Sønner, som kommer til at stå for flytningen. Hvorfor dem? Fordi jeg arbejdede sammen med dem i 2011 på et flytteprojekt i Nets, og de var topprofessionelle. Det er vi sikre på de stadig er!

I søndags læste jeg i Politiken en fødselsdagsomtale af Malcolm Gladwell, en canadisk forfatter, som fyldte 60 år. Jeg havde ikke hørt om ham, men blev grebet af omtalen og inden dagen var omme havde jeg læst den danske udgave af The Tipping Point: How Little Things Can Make a Big Difference (2000): Det magiske vendepunkt: Hvordan små ændringer bliver til store forandringer. Mandag kastede jeg mig over Blink: The Power of Thinking Without Thinking (2005), på dansk Blink: Styrken ved at tænke uden at tænke. Alle, der ikke kender dem, kan hurtigt finde spændende omtaler, og jeg trækker i disse dag bevidst læsningen af Blink ud, det er superspændende læsning og virkelig noget, der har fået mig til at reflektere.

 

Søndag kørte vi til Solgårdsparken og gik tur med hundene, et sted fra en anden tid og det er skøn mental opladning at gå der.

 

På hundefronten er der sket det spændende, sagt helt uden ironi, at jeg tirsdag fik brev fra Finland, med Max’ og mit diplom fra NM 2022 Jeg gjorde for over et halvt år siden på en fejl (der stod border collie i stedet for border terrier). Jeg har af mange forskellige årsager haft et meget anstrengt forhold til det NM, men der er FLIP’et en del gange, og et af de håndgribelige resultater er, at diplomet bliver indrammet og kommer på væggen i mit nye kontor i Præstø, sammen med andre særlige minder. Ikke så meget for selve NM (men også det), men snarere rejsen mod NM og tiden derefter.

I lørdags var Max og jeg til en hyggelig rallyprøve i Dansk Collie Klub i Høng. En helt almindelig rallyprøve, som jeg havde tilmeldt, fordi jeg gerne vil støtte specialklubarrangementer, hvis jeg har mulighed for det. Max var i topform, det er han pr. definition pt., jeg har ikke helt på toppen, og måtte konstatere lidt vemodigt, at benene ikke er helt med mig. Conni kunne tydeligt se det og trak mig ikke (tak!), men jeg mindedes kirurgens ord om, at jeg ikke blev 25 år igen.

Onsdag til træningen hos Karina, var der igen (vi startede sidste uge) fokus på udholdenhed, hvor længe kan vi gå uden at miste hunden, hvis vi ”kun” må belønne som til en prøve?

Max og jeg gik 2½ minut og Karina signalerede at jeg måtte belønne. Det føltes ikke helt rigtigt med Max, og Karina sagde det meget præcist i sin feedback: jeg går lidt for hurtigt, er lidt for anspændt og Max reagerer usvigeligt sikkert ved at dæmpe.

Mine noter lige efter træningen, før jeg kørte fra træningspladsen:

”Hurtige træningsnoter. Max fantastisk, alt lykkes når jeg er der, slapper af og går langsomt. ALT, ikke noget 3 bedste. Jeg lærer på den hårde måde det med tempo og ro, for jeg går ikke ordentligt hvis jeg går for stærkt, jeg skal gå lidt langsommere end jeg plejer og bare nyde det. Det gjorde jeg i den grad I dag efter noget fed feedback fra Karina 🤩”

Der er også kommet endnu mere fokus på en aktivitet på todo-listen ”Pauls opgave efter Nets”, som rykker tættere på.

Den arbejdsmæssige del er rykket lidt, så jeg går på pension 1. december, det er om ret snart.

Hvad bruger jeg ellers tiden på? Hvad gør mig glad? Hvad irriterer mig? ”Har du det liv, du gerne vil have”? Får du den indflydelse du ønsker? Ønsker du at have indflydelse? Hvis du ikke lavede xyz, hvad ville så give dit liv indhold? Bliver din indsats anerkendt? Hvad betyder anerkendelsen? Hvad betyder den manglende anerkendelse? Osv.

Det har ulmet længe, og nu kører det virkelig, fordi der selvfølgelig hele tiden opstår situationer, hvor man (jeg) skal afveje plusser og minusser. Irritationsmomenter, som jeg troede var parkeret, popper op, og kommer til at fylde (for?) meget.

I en periode virkede det svært, men det er det ikke længere 😊

Nye mål og nyt liv ...

Vi er klar, lige før start på bane tre i søndags (foto: Brian Binnerup)

Længe inden NM havde jeg sat mål for perioden derefter, og eksekveringen gik i gang allerede mandag aften. 

Jeg vil gerne starte med noget så usexet som bedømmelserne, fordi det nu engang er dem der bruges til at rangordne i konkurrencer. Det jeg har gjort er ganske enkelt:

• Alle baner er lagt i et regneark, med en linje pr. øvelse pr. prøve, og en kolonne pr. dommer
• For hver øvelse på hver bane har jeg noteret det samlede fratræk pr. dommer, så jeg er endt med et ark hvor der står intet (ingen fratræk) eller et tal mellem 1 og 13 i en celle, som angiver dommerens fratræk for den pågældende øvelse
• Jeg har gennemset alle videoer, og bedømt ekvipagen Max og Paul – udover at være god træning, er det meget nemmere at gøre det så ”objektivt” som det nu er muligt, fordi jeg ikke skulle bevise noget, jeg ville bare dømme, som hvis det var en fremmed ekvipage.
• Mine resultater kan ses her:

• Jeg kan ikke andet end være tilfreds med, at vi ligger pænt på niveau
• Jeg har analyseret alle 10+ øvelser og jeg kan godkende alle afvigelser. Der er endog meget store forskelle i bedømmelserne, men jeg kan ud fra min vurdering forklare, hvorfor der er forskelle og jeg har INTET at indvende – faktisk vil jeg som generel kommentar skrive, at jeg synes arbejdet med at få strømlinet bedømmelserne er lykkedes. Stor ros til dommerteamet med overdommer Tytti i spidsen for det. Det bliver helt sikkert også et fokusområde frem mod NM 2023, at se på, hvordan man kan reducere usikkerheden yderligere.
• Jeg har vurderet alle de øvelser, hvor jeg har fået betydelige fradrag, som ikke bare var uheld på dagen. Jeg er kommet frem til, at der skal være fokus på: skridtlængde (bagud), skarpe vendinger og sidestep – de har alle kostet rigtigt mange point. Så de er på træningsplanen med fornyet fokus.

Det er åbenbart for mig – og også for andre – at den dårlige udførelse ikke kun er fordi, jeg ikke har trænet tilstrækkeligt, for det mener jeg bestemt jeg har. Men jeg har nogle problemer med bentøjet. 

Jeg gider generelt ikke høre på undskyldninger for noget som i princippet er vilkår, men nu skriver jeg det så alligevel. Jeg fik lænden MR scannet 7. november, jeg fik 15. november diagnosen spinalstenose – det har været mistanken meget længe, men nu er der vished. Konsekvenser kan interesserede Google, men for mig betyder det bl.a. at mit venstre ben under knæet bliver følelsesløst indimellem, bl.a. lige før jeg skulle ind på banen på alle tre baner. 

Jeg skal leve med det og nu er jeg bevidst om, hvad jeg skal gøre i de situationer, så jeg mentalt aktivt imødegår konsekvenserne. 

Værre er det, at jeg har måtte acceptere at Max ikke er helt ung længere. I forbindelse med at han fik ormekur inden vi tog til Finland, blev han tjekket hos dyrlægen, der var noget med tænderne, og i går kom han i narkose og fik fjernet to tænder. 

Jeg havde det elendigt og fik noget, som man nok kan betegne som psykologisk krisehjælp … 

Max er helt frisk igen, og far er lettet, men det var altså lidt for meget for mig … 

De næste mål med Max er finalen i Årets Hund 2022 og de første kvalifikationsprøver til landsholdet 2023, alle tre prøver den 7. januar 2023 i Hangar 17. 

Jeg arbejder videre, som var vi på vej mod næste NM, hvad vi (jeg) også mentalt er 😊 

Jeg mener, og flere vil give mig ret, at Max og jeg aldrig har gået bedre, og så er der jo ingen grund til at drosle ned. Vi (jeg) skal bare være fornuftige, og huske at vi begge er lidt oppe i årene. 

Der sker også meget andet i mit liv. Jeg har lidt i hemmelighed været i kontakt med en Life coach, og fået rusket godt op i mine prioriteringer. 

Det er altid sundt … jeg bruger selv vendingen, som jeg har lært for en del år siden: ”Har du det liv, du gerne vil have?” Og hvis svaret ikke er ja, så gør noget ved det. 

Jeg er i processen nu, og svaret var ikke et fuldtonet ja, så der kommer til at ske noget. Men det er en anden sag. 

Mit helt kortsigtede fokus er, at Otto og jeg skal til Sverige i morgen med Anita & Girah for at deltage i vores tredje prøve i rally Nybörjarklass. Vi er frygteligt resultatorienterede denne gang, fordi vi ”kun” mangler ét kvalificerende resultat i at opnå titlen. 

Men ærligt talt. Til onsdagens træning hos Karina fortalte Otto mig, at han ikke havde trænet ret meget et stykke tid – og det måtte jeg give ham ret i, han var ved at eksplodere af energi. 

Vi satser på god opvarmning og at rutinen er med os. Hyggeligt og sjovt skal det nok blive.

Har du det liv, du godt vil have?

Der er nogle ting der har gnavet lidt på det seneste, i går faldt den berømte dråbe og en efterfølgende ganske spontant, men meget præcist timet mini-coaching med Lonni (tak!!!), på morgenturen i dag fløj tankerne i øst og vest og hjemme igen skrev jeg løs.

Jeg fandt dette blogindlæg fra for fem år siden Pardon me, if I'm sentimental: ”Jeg kom også til at tænke på Jørgen Lund, som ved et arrangement for mange år siden, fortalte om det gode spørgsmål han og hans hustru stillede sig selv en gang om året: ”Har du det liv, du godt vil have?” Det er et RET godt spørgsmål, og hvis svaret er alt andet end ja, så gør noget ved det. Det poppede op forleden, fordi der er nogen dele af mit liv, som ikke er, som jeg godt vil have – og bare rolig, det har ikke noget med hundene at gøre ;-)”

En meget præcis beskrivelse af hvordan jeg har det lige nu!

Hvad giver mig størst glæde?

Ja, der er da rigtigt meget der gør. Hvis jeg fokuserer på mit eget velbefindende, fysisk og psykisk, så er det fantastisk skønt at jeg kan holde mig i gang på mange fronter, der gør en masse godt for mit helbred i bred forstand. Jeg er efter snart tre år med ugentlig træning 1-2 gange om ugen og et forløb vedrørende min hofte, meget bevidst om signaler, der fortæller om noget ikke er som det skal være – og gøre noget ved det.

Noget der bestemt ikke bliver lavet om på er netop den træning. Udendørs to gange om ugen i alt slags vejr, det føles fantastisk og det ER fantastisk. Jeg nød afslutningen i mandags ekstra meget, fordi jeg pludselig begyndte at tænke over, hvor fantastisk det var, at jeg var med og kunne: Burpees i 3 minutter (19 i roligt tempo), Wallsit i 2 minutter (jeg stoppede efter 2½) og planke i 1½ minut (jeg stoppede efter 2). Både i Wallsit og planke kørte jeg mit mentale program (Max’ 100 points prøve 16. maj i år) og kunne være fortsat længe endnu. Vi sluttede med lidt kort løbetræning, og jeg havde det fedt bagefter.

Jeg må også blankt erkende, at med den mentale udvikling jeg har været igennem, er det at gå til prøver med hundene blevet noget jeg i den grad ser frem til– og naturligvis også træningen der leder frem til, at prøverne giver mening 😊

At gå med Max er en nydelse hver gang, videoen fra forleden har jeg set flere gange, og glædet mig over hans og mit! fokus. Det har i den forbindelse også været vigtigt generelt at nyde selve prøven, og holde den oplevelse 100 % adskilt fra tilbagemelding og placeringer.

Træning i går hos Johanna, et nyt forløb kaldet Life Skills & Tricks, var utraditionel og udfordrende, se video foroven af en ”færdig” øvelse med Max, og her et klip fra træningen (tak Johanna for at filme!):

Hvad kan det anvendes til? Johanna forelog, at der kunne stå navne på tre børnebørn, og så kunne Max trække navnet på den næste, der skulle have en julegave 💓💓💓

Med Otto er træningen og prøverne også en stor fornøjelse, men på en helt anden måde end Max. Vi er stadig i starten af et forhåbentlig meget langt forløb, og hvis vi kommer til at gennemgå samme  udvikling som jeg har tidligere har været igennem med Megan, Lille Bjørn og Max, så kan vi nå stjernerne, og det vil jeg da rigtigt gerne 😉

Til Nose Work-træningen i går viste han sig fra sin allerbedste side, og arbejdede rigtigt godt, og havde bl.a. nogle fine markeringer af høje/utilgængelige søg. Hans vedholdenhed er fantastisk og specielt på et stort, svært blindt søg, hvor vi intet fandt, blev jeg imponeret over hvor intenst han kløede han på, indtil vi stoppede.

Han er naturligvis også med på Life Skills & tricks og det var meget tydeligt, at min egen usikkerhed med hensyn til tilrettelæggelse af de nye øvelser (trække kort, gå lige under stol fra alle vinkler, holde pote i skål) førte til frustration. Jeg skal simpelthen blive bedre til at tilrettelægge træningen, så vi ikke går for hurtigt frem.

Hvilket leder direkte til vores debut i Øvet klasse som har synliggjort et stort spring i forhold til begynderklasse og mange indsatsområder at arbejde med.

Jeg fortsætter naturligvis træningen hos Johanna, fortsætter rally hos Camilla (Absolut Hund), er tilmeldt et nyt rallyhold hos Karina og er tilmeldt et FVF – Kom godt i gang hos Anja til januar, hvor jeg har skrevet dette som præsentation:

”Hej, jeg er tilmeldt med Otto, border terrier født 17.6.2019. Jeg har gået på FVF-kurser før hos Anja med andre hunde, og tror jeg kan huske grundprincipperne, men jeg har aldrig gjort noget seriøst ved det med Otto, jeg er gået for hurtigt i gang og ikke fået den grundlæggende kvalitet af udgangspositionerne (primært P1 og P5) på plads. Så jeg skal have nogle (mentale) spark bagi og genopfriskes i vigtigheden af at kunne positionen i stilstand inden der kommer bevægelse på osv. Sagt på anden måde: starte forfra. FVF skal jeg bruge til rally, derfor P1 og P5. Jeg vil gerne have det fokus som man kan se på indgangen her (frem til startskiltet), og mere præcision - det er vores debut i øvet klasse i lørdags 😉 Otto rally øvet klasse 6.11.2021”

På rallyfronten har det været et superspændende år som arrangør, udøver og dommer. Langt fra et år som jeg havde forventet, men jeg har haft masser af energi (og har det stadig!) og det har givet en masse gode oplevelser. 

Årets sidste store begivenhed efter DM og ÅH, er NM 11.-12. december i Upplands Väsby, hvor jeg glæder mig til at dømme – men meget hellere ville have været en del af det danske landshold.

Det er et fokusområde næste år, og sådan som Max og jeg går pt. er det bestemt ikke umuligt. Men det bliver svært (det skal det sørme også være!!!), for det er bare rigtigt mange supergode og stabile ekvipage på topniveau i Danmark. Jeg kunne mærke til træningen hos Johanna i går, mit fokus, når jeg ikke trænede tricks med Max, var på at udføre nordiske momenter med præcision; mentalt er vi HELT klar.

Hvis jeg spoler tilbage til mit tidligste arbejdsliv, fra 1976 til sidst i1980’erne, var der et tydeligt mønster med hensyn til jobskifte: når udsigterne begyndte at ligne noget rutinemæssigt, søgte jeg nye græsgange. Det var derfor skønt at kunne arbejde som konsulent, først som ansat, siden i eget regi, indtil jeg i 2014 fik et godt tilbud og blev fastansat i Nets, og ikke har planer om jobskifte, næste step er at gå på pension.

På andre fronter kan jeg mærke kedsomheden snige sig ind – hvis det ikke giver glæde at beskæftige sig med noget, så vil jeg stoppe og finde på noget andet.

Der er intet dramatisk i det, kun en nøgtern konstatering af, at jeg vil vælge at prioritere det, som giver mig selv størst glæde og tilfredshed.