Flytning, Takeaway, Gaver, Natur

Næbskoven

Allerede søndag aften skrev jeg til Bryde & Sønner, at flyttekasserne (100+) var tømt og klar til afhentning. Det var en vigtig milepæl, for selvom alting ikke er kommet på plads, så føltes de bare godt at få pakket det hele ud, så de tomme flyttekasser kunne komme i udhuset.

I processen har vi virkeligt haft glæde af Præstø Genbrugsplads, som ligger 2 km fra os, for der er meget ekstra der er sorteret fra i denne proces.

Tre forretter fra Café Mocca

Det er ikke alt, der nåede at blive klar inden vi flyttede ind, mest kritisk elinstallationen, hvor der er dukket lidt overraskelser op, og som konsekvens har vi ikke fået strøm på opvaskemaskine, ovn og induktionskomfur. 

Det har så givet anledning til takeaway i forskellige afskygninger. Bl.a. har vi fået lækkert smørrebrød, varmrøget laks og spændende salater fra Meny samt burgere og forretter fra Café Mocca.

Takeaway fra Den lille Gourmande

Cecilie, Den lille Gourmande, tog dog suverænt prisen for bedste oplevelse, fordi hun på en lukkedag alligevel tilbød at lave en ekstraflot tapas takeaway og valgte en exceptionel vin til; og ja vi var i Køge og hentede det på vejen hjem fra Solrød, men vi havde gerne kørt fra Præstø for at hente den!

Til takeawayen har vi – bortset fra den fra Cecilie – selv sørget for drikkevarer. Det har været en stor fornøjelse at have et spændende lager af øl, fordi jeg er så heldig at dømme for specialklubber/foreninger, som kender mine svagheder og sørger for et alsidigt udvalg af specialøl og andet godt som gaver.

 

Gaver, bl.a. afskedsgave fra Rallyudvalget

En udsøgt gave fra Spidshundeklubben

Apropos gaver, så får gaven fra Spidshundeklubben 24. juni i år sin varige plads i bryggerset.

 

Salat med Hokkadio-græskar

Hokkaido-græskarret fra Neel fik vi glæde af ved to måltider, her er det ene vist.

 

Frokost på Herslev Bryghus

Gavekortet fra Hornsherred HTM Klub blev indløst 14. september på Herslev Bryghus, en fantastisk frokost!! Kirsten siger jeg meget gerne må dømme for dem en anden gang 😉

Ølsemagle Revle

Selvfølgelig savner vi at bo så tæt på vandet, hundene og jeg har taget afsked med Ølsemagle Revle flere gange.

Men der er masse af skønne turmuligheder tæt på os, og vi skal nok udforske vores nærområde godt og grundigt de kommende måneder.

'

Bårsesøerne

Foreløbig har vi glæder os over Bårsesøerne Naturområde.

Samt ikke mindst Næbskoven, som ligger under ½ km fra os.

I morgen har vi boet her en uge, og jeg er for længst faldet til 😊

Store flyttedag

En fantastisk øl på indflytningsaftenen - en del af gaven fra Rallyudvalget

Det har været et år med mange forandringer:

• en større rygoperation 
• beslutningen om at gå på pension ved årets udgang
• beslutningen om stoppe som formand i rallyudvalget og aktuelt udtræde helt af udvalget
• beslutningen om at flytte fra Solrød til Præstø

Hver især ikke ubetydelige hændelser. 

Men den sidste, flytningen, har ubetinget været den største og i går var dagen hvor den fysiske flytning fandt sted.

I tilbuddet står meget prosaisk ”flyt a-b”. For os betyder det at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, de sidste 38 år på Fuglesangsvej 21, til Vibevej 1 i Præstø, hvor vi forhåbentlig får mange gode år.

Tiden op til flytningen har været intens og indimellem meget stressende.

Flyttevognen skulle lige bakke 300 meter

Den fysiske flytning er gået virkeligt godt. Vi havde entreret med Bryde As, som jeg kender fra et flytteprojekt i Nets for 12 år siden. De var eminent professionelle dengang og det var de også i går. 

Det er et topprofessionelt firma med fuldt fokus på kundens behov. Fire medarbejdere mødte i Solrød kl. 8 i går morges, fem sagde farvel kl. 15 i Præstø, og hele dagen oplevede vi topengagerede, omhyggelige, venlige, arbejdsomme mennesker, som ville give os den bedst mulige flytning, og det fik vi.

Klargøringen af vores nye hjem har været ikke helt uproblematisk. Men vi har haft kontakt til en del lokale håndværkere, som har gjort ekstraordinære indsatser for os. Specielt vil jeg nævne Jens og medarbejdere fra Skibinge Tømreren, Jens, Jan og Tonni fra Domiciel samt Thorkild fra Præstø VVS.

Derudover har Møns Bank med Jon og Michel som frontfigurer været exceptionelle.

I går flyttede vi ind til et hus uden strøm på køleskab/fryser, opvaskemaskine, ovn samt induktionskogeplade med integreret emfang. Samt et løbende toilet.

Hvad gør man så? Ringer til sine livliner, og Tonni fra Domiciel sørgede for strøm på køleskab/fryser i går eftermiddag og på opvaskemaskine i dag. Thorkild, som jeg i øvrigt også kender fra flytteprojektet for Nets, stillede i eftermiddags og installerede et nyt toilet.

Det er vildt værdsat alt sammen, og vi roser alle til højre og venstre og på Trustpilot.

Er det vemodigt at flytte? 

Nej, slet ikke, kan jeg ærligt sige. Jeg har FLIPet nogle gange og det positive overstråler mangefold det mindre attraktive, som primært er besvær opstået pga. uheld.

Stien til stranden, spærret pga. kystsikring ...

Da vi kom til Fuglesangsvej for 38 år siden var verden en anden. Ovenstående foto er meget betegnende: de sidste to dage vi boede på vejen, kunne vi ikke kom til stranden, fordi der som en del af kystsikringen skal etableres et tværdige ved Fuglesangsvej.

Jeg har til overraskelse for ingen, der kender mig, en masse planer og jeg glæder mig til at nyde mit otium, som ikke med min gode vilje bliver passivt. Jeg har en masse drømme og ambitioner, og jeg håber da, at mange blive realiserede de kommende år.

Om at flytte (sig)

Jeg har fra starten planlagt flytningen til Præstø som et projekt, og selvom det ikke burde komme bag på mig, som rutineret projektleder, er jeg alligevel blevet overrasket over, hvor mange bump der har været på vejen. Når det hele er på plads og flytningen gået godt, skriver jeg nok en sammenhængende beretning. Lige nu priser jeg mig lykkelig over, at det på ganske kort tid er lykkedes at finde en række meget dygtige lokale leverandører, som stiller op med ganske kort varsel, og sikrer at vi ikke går i stå.

Som i dag, da Per, der monterer køkkenet, ringede, og fortalte ar indbygningskøleskabet ikke kunne komme på plads pga. placeringen af elstikket. Paul (kunde) til sig selv: Øh, hvorfor dukkede dette op lige nu? Paul (projektleder): Jeg får fat i elektrikeren og vender tilbage. Ringer til Jens fra Domiciel, og pludselig har han organiseret, at der står en elektriker på matriklen og sørger for det nødvendige. En dejlig fornemmelse; der er mange, vi skal takke bagefter 😊

I dag havde vi en aftale med Nick fra Bryde & Sønner, som kommer til at stå for flytningen. Hvorfor dem? Fordi jeg arbejdede sammen med dem i 2011 på et flytteprojekt i Nets, og de var topprofessionelle. Det er vi sikre på de stadig er!

I søndags læste jeg i Politiken en fødselsdagsomtale af Malcolm Gladwell, en canadisk forfatter, som fyldte 60 år. Jeg havde ikke hørt om ham, men blev grebet af omtalen og inden dagen var omme havde jeg læst den danske udgave af The Tipping Point: How Little Things Can Make a Big Difference (2000): Det magiske vendepunkt: Hvordan små ændringer bliver til store forandringer. Mandag kastede jeg mig over Blink: The Power of Thinking Without Thinking (2005), på dansk Blink: Styrken ved at tænke uden at tænke. Alle, der ikke kender dem, kan hurtigt finde spændende omtaler, og jeg trækker i disse dag bevidst læsningen af Blink ud, det er superspændende læsning og virkelig noget, der har fået mig til at reflektere.

 

Søndag kørte vi til Solgårdsparken og gik tur med hundene, et sted fra en anden tid og det er skøn mental opladning at gå der.

 

På hundefronten er der sket det spændende, sagt helt uden ironi, at jeg tirsdag fik brev fra Finland, med Max’ og mit diplom fra NM 2022 Jeg gjorde for over et halvt år siden på en fejl (der stod border collie i stedet for border terrier). Jeg har af mange forskellige årsager haft et meget anstrengt forhold til det NM, men der er FLIP’et en del gange, og et af de håndgribelige resultater er, at diplomet bliver indrammet og kommer på væggen i mit nye kontor i Præstø, sammen med andre særlige minder. Ikke så meget for selve NM (men også det), men snarere rejsen mod NM og tiden derefter.

I lørdags var Max og jeg til en hyggelig rallyprøve i Dansk Collie Klub i Høng. En helt almindelig rallyprøve, som jeg havde tilmeldt, fordi jeg gerne vil støtte specialklubarrangementer, hvis jeg har mulighed for det. Max var i topform, det er han pr. definition pt., jeg har ikke helt på toppen, og måtte konstatere lidt vemodigt, at benene ikke er helt med mig. Conni kunne tydeligt se det og trak mig ikke (tak!), men jeg mindedes kirurgens ord om, at jeg ikke blev 25 år igen.

Onsdag til træningen hos Karina, var der igen (vi startede sidste uge) fokus på udholdenhed, hvor længe kan vi gå uden at miste hunden, hvis vi ”kun” må belønne som til en prøve?

Max og jeg gik 2½ minut og Karina signalerede at jeg måtte belønne. Det føltes ikke helt rigtigt med Max, og Karina sagde det meget præcist i sin feedback: jeg går lidt for hurtigt, er lidt for anspændt og Max reagerer usvigeligt sikkert ved at dæmpe.

Mine noter lige efter træningen, før jeg kørte fra træningspladsen:

”Hurtige træningsnoter. Max fantastisk, alt lykkes når jeg er der, slapper af og går langsomt. ALT, ikke noget 3 bedste. Jeg lærer på den hårde måde det med tempo og ro, for jeg går ikke ordentligt hvis jeg går for stærkt, jeg skal gå lidt langsommere end jeg plejer og bare nyde det. Det gjorde jeg i den grad I dag efter noget fed feedback fra Karina 🤩”

Der er også kommet endnu mere fokus på en aktivitet på todo-listen ”Pauls opgave efter Nets”, som rykker tættere på.

Den arbejdsmæssige del er rykket lidt, så jeg går på pension 1. december, det er om ret snart.

Hvad bruger jeg ellers tiden på? Hvad gør mig glad? Hvad irriterer mig? ”Har du det liv, du gerne vil have”? Får du den indflydelse du ønsker? Ønsker du at have indflydelse? Hvis du ikke lavede xyz, hvad ville så give dit liv indhold? Bliver din indsats anerkendt? Hvad betyder anerkendelsen? Hvad betyder den manglende anerkendelse? Osv.

Det har ulmet længe, og nu kører det virkelig, fordi der selvfølgelig hele tiden opstår situationer, hvor man (jeg) skal afveje plusser og minusser. Irritationsmomenter, som jeg troede var parkeret, popper op, og kommer til at fylde (for?) meget.

I en periode virkede det svært, men det er det ikke længere 😊

Afvikling og udvikling

13.2.2016 Max debuterede i championklasse, Megan var oppe for 94. gang i championklasse. 

 

Jeg skrev et blogindlæg med samme titel som dette for nylig. Det blev delt med to personer og bliver ikke delt med andre. Det blev skrevet i terapeutisk øjemed, der var nogle indestængte følelser der skulle ud, det kom de; det var nødvendigt og føltes fantastisk godt. Hvis jeg var kendt, ville det være noget jeg fortalte i et interview med Mikael Bertelsen, til offentliggørelse, når jeg var død. Men jeg er ikke kendt, og nu jeg har fået renset ud mentalt på en god måde.

Jeg fik forrige mandag bekræftelse på min opsigelse i Nets/Nexi. Jeg fratræder med udgangen af 2023, efter 47 år på arbejdsmarkedet. En lang karriere med spændende jobs i mange virksomheder, en bred vifte af konsulentopgaver, 14 spændende år med egen virksomhed og siden 2014 fastansættelse i Nets.

Hvordan føles det at skulle stoppe? Det føles godt, det føles rigtigt, jeg synes det er meget fin timing og jeg kan slutte af på en ordentlig måde, om end helt anderledes end jeg havde forestillet mig for bare et år siden.

 

Nordisk dommermøde i Helsingborg

På hundefronten er jeg i fuld gang med afvikling af tre tillidsposter: formandsposten i Rallyudvalget og posterne som sekretær i NKU’s og FCI’s rallyudvalg.

Det føles også helt rigtigt. I år har jag haft fornøjelsen for sidste gang at være vært for DKKs årlige rallydommermøde, jeg har forrige weekend været sekretær på NKU’s første møde for alle NKU-dommere og jeg er vært for et 2-dages møde i DKK sidst i marts for FCI’s rallyudvalg.

Jeg har haft god tid til at mærke efter. Jeg synes bestemt ikke mit engagement fejler noget, men det føles godt at trække sig i baggrunden og lade yngre kræfter komme til. Jeg har været med til at skabe en masse flotte resultater; jeg vil med god samvittighed kunne læne mig tilbage, blande mig, hvis jeg bliver opfordret til det, og ellers bare nyde fortsat at være en del af rallysporten som udøver og dommer.

Kirsten og jeg er i fuld gang med projekt flytning. Vi er enige om at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, og Fuglesangsvej 21, hvor vi har boet siden 1984, primært fordi det er himmelråbende dyrt, og vi vil kunne leve godt også som pensionister. I tirsdags kiggede vi udefra på nogle huse i Faxe, og tak for det, omgivelserne var meget skuffende og vi er tilbage på førstevalget: Præstø. Et hus i Præstø, betalt kontant med overskuddet fra salget af vores nuværende hus, en i forhold til i dag meget lille månedlig boligudgift, det er meget tiltalende. Sådan ender det forhåbentlig. Et vigtigt kriterie er, at den længstlevende skal have råd til at bo der.

Helbredsmæssigt ser jeg frem til den 23. februar, hvor jeg skal opereres for spinalstenose. Symptomerne har været der i mange år, men det er blevet meget værre over det sidste år og nu er det næsten ikke til at holde ud. Jeg kan dårligt gå en kort tur med hundene, jeg kan ikke træne med hundene, der mangler i den grad livskvalitet i forhold til det, som har fyldt så meget i mit liv de sidste mange år og forhåbentlig kommer til at gøre det igen. For nogle dage siden I dag trænede jeg lidt med Max i haven, og måtte sætte mig 3-4 gange på måske 15 minutter. Dengang troede jeg vi skulle til prøve i lørdags og på søndag.

Jeg havde skrevet mine mål for i lørdags: ”Jeg vil som altid kunne køre hjem med hænderne over hovedet, hvis vi har gået nogle baner, hvor jeg har fuldt fokus på Max og støtter ham 100 %. Vi kan gå fantastisk, selvom jeg ikke er helt fit. Men nu er jeg nødt til at have en plan B: Hvis jeg på banen konstaterer, at benene bliver for slemme – som til den sidste bane ved Årets Hund 7. januar – så bider jeg ikke tænderne sammen og fortsætter, så stopper jeg og hygger med Max. Max skal kunne regne med mig, og hvis han oplever mig helt ude i tovene, hvad så? Hvorfor skal have opleve det og hvad skulle formålet være? At bestå – øh nej, det bliver aldrig et kriterie igen. Så det er en reel option at stoppe.” 

Jeg véd spørgsmålet ville komme bagefter, hvis jeg ikke stoppede: Overvejede du at stoppe? Og hvis ja, hvorfor besluttede du at fortsætte? Osv., og det vil jeg kunne svare ordentligt på, ellers havde jeg svigtet.

I fredags havde jeg en frokostaftale; den startede med en skræmmende oplevelse, fordi jeg pludselig oplevede at benene svigtede … følelsen forsvandt i venstre ben og jeg var ved at falde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne være sket alle mulige andre steder, fx til en prøve, og det blev åbenlyst at tanken om at gå til prøve inden operationen var grotesk. Jeg har meldt fra det hele.

 

Championbanen lørdag

På grund af sygdom måtte jeg selv overtage som dommer til Sydkystens Hundeskoles prøve i lørdags, og det gav et helt andet fokus end hvis jeg skulle have været oppe. Jeg mødte så meget omsorg og bekymring og fik masser af hjælp, og siger tusind tak for alt sammen. Jeg kom godt igennem dagen, men det var lidt hårdt … 

Jeg havde nogle dejlige dommeroplevelser; dem, der gjorde mig allergladest var nogle helt nye førere i begynderklasse, som heldigvis bestod på en god måde, og der var nogle glædestårer der smittede!

Sommelieruddannelsen er bestemt ikke glemt, men jeg må også være realistisk, første dag er 14. marts, frygteligt tæt på operationen, der kan ske så meget. Jeg har aftalt, at jeg kan kontakte Vinakademiet ugen inden, hvis jeg tror jeg kan klare det med sikkerhed fysisk, så tilmelder jeg. Og hvis ikke, ja så bliver det ikke til noget. Nye muligheder skal nok dukke op.

Årets bedste oplevelse indtil videre var denne weekend, hvor svenskerne var på besøg for at fejre Kirstens fødselsdag. 

Først og fremmest vil jeg huske den for Frasses debut som østersåbner og -spiser … At åbne østers kræver lidt teknik, Frasse ville prøve og så blev det arrangeret 😊 Jeg fortalte om østers’ anatomi, viste hvordan man finder det rigtige sted at stikke østerskniven ind og skille låget fra bunden, lirke lidt, hælde væden fra, fjerne låget og tjekke om den dufter rigtigt. 

Jeg havde naturligvis fuld tillid til at han kunne gøre det; faktisk tænkte jeg på Mark Anthonys historie om datteren og Ribena-saften, så jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at han skulle passe på. Jeg fortalte, hvordan han kunne se/mærke om kniven kom rigtigt ind; vi fik en god pædagogisk situation, da han en enkelt gang fik stukket kniven, så den kun tog det yderste af skallen – det var den perfekt anledning til at tale om, hvordan man kan mærke, om man rammer rigtigt.

Frasse åbnede 8 ud af 12, han spiste en østers rå, og han var den sejeste i hele verden!

Det var Leo også, da vi skulle spille kryds og bolle med en træspilleplade som Christian har lavet for over 30 år siden. Vi fik analyseret nogle træk han foretog, som ville havde ført til tab, og vigtigheden af at tænke på trækket efter det aktuelle. Fint i kryds og bolle, og i mange andre af livets forhold.

Leah tegner de mest fantastiske tegninger, den sidste jeg så var med farmor, hende selv, hund og kat - da jeg så, den roste jeg den og spurgte hvor farfar var henne … ham var der ikke plads til 😉

Frasse, Leo, Leah, Otto og diverse pokaler

Pokaler og rosetter, som næsten alle er stillet på et værelse på 1. sal, er vildt populære hos Leo og Leah, så de kommer ned en del af dem, bliver pudset, og jeg skal finde ud af hvem der har vundet dem og hvornår - det er superhyggeligt!

 

Vi har også en aftale om, at svenskerne skal passe Otto, det første stykke tid efter operationen, det bliver godt for dem at prøve - og Otto kommer helt sikkert ikke til at kede sig!

Så ja, der sker en masse lige nu. Jeg håber at jeg måske allerede om ikke ret længe kan skrive: YES operationen gik godt, genoptræningen er i fuld gang og træningen med hundene er igen kommet i kalenderen. Det er i dag præcis 7 år siden Max debuterede i championklassen, og jeg håber at vi kan fortsætte i klassen ...

Der er mange men’er men hvis gode og kærlige ønsker samt stædighed betyder noget, så bliver det en succes, og jeg er tilbage i fuld vigør snart.

Glæde

At gøre noget ubeskriveligt
Helt uden grund
Uden hoved og hale
Rende rundt som sindssyg
Hive i håret og flyve
Favne fødderne og hoppe
Oppe og nede
Bumpe og støde
Ganske unødvendigt
Men dog omhyggeligt
Med fuld energi
Og alle kræfter
Giver hele kroppen
Lutter glæde
Men svær at leve af
Sådan er den
Dansen
Ren natur

Jeg blev i rigtigt godt humør da jeg læste ovenstående digt i morges. Først i 17. linje bliver det afsløret at det handler om dans, det kunne næsten have været en beskrivelse af noget hundetræning :-)
Den forløbne weekend var absolut ikke med hundene i centrum. Både lørdag og søndag var lange arbejdsdage i flytningens tegn, og heldigvis gik alt godt. Når der sker en stor forandring, som en flytning til et nyt domicil er, er der naturligvis blandede følelser. Men jeg kunne bogstaveligt se glæden i folks øjne, da det over weekenden og i går gik op for dem, hvilke fantastiske rammer de nu har fået for deres arbejde. Hold da op en entusiasme i forbindelse med det meget omfattende flytte- og indretningsarbejde i weekenden. Jeg er sikker på, at alle kunne have fundet gode alternativer at bruge tiden på, end at anvende nogle ualmindeligt varme dage på at være på arbejde. Men alle smilede og var glade, og allerede mandag begyndte en næsten normal arbejdsdag på den nye adresse.
Jeg havde Megan med både lørdag og søndag. Hun fik set hele huset, fandt naturligvis noget wienerbrød, blev klappet og nusset, fik nogle hjemmelavede godbidder og hyggede sig gevaldigt. Det meste af tiden lå hun i buret, men vi fik også trænet en række korte pas, og det gik supergodt. Det bedste var at en af rengøringsfolkene søndag – jeg vidste ikke at hun havde set os træne – efter en af træningssessionerne sagde, at det var dejligt at se hvor glade både Megan og jeg var når vi trænede …
Nu begynder mere normale arbejdsdage igen, torsdagsundervisningen gennemgøres med tre LP-hold som sædvanlig, og jeg går i gang med mere systematisk træning af både Megan og Lille Bjørn igen.
Og så skal jagt da lige huske at fortælle om digtet ovenfor, at det er skrevet af Gao Xingjian, som fik Nobelprisen i litteratur 2000. Digtet hedder Dans, er oversat af Anne Wedell-Wedellsborg og blev bragt i Politiken i dag.

Store flytteuge

Det har virkelig været en uge i mit flytteprojekts tegn. Onsdag flyttede den første afdeling, en række andre afdelinger flyttede i går, og i dag og over weekenden flytter de sidste funktioner. Flytningen sker samtidig med en at en masse ombygninger og istandsættelser finder sted, så der er stadig mange håndværkere i gang, og timingen er afgørende. Gulvet skal være klar fredag aften, så vi kan flytte materialer ind på det lørdag morgen. Det lille lager skal være tømt, så vi kan flytte materialer ind i det. Det store lager skal være tømt lørdag aften, så gulvmanden kan komme i gang søndag morgen. Osv. Hektisk og meget spændende. I modsætning til de IT-projekter, som jeg normalt arbejder med, er der meget synlige resultater i et byggeprojekt :-)
Flytteprojektet har haft konsekvenser for hundetræningen … Jeg havde i god tid aflyst de første to LP-hold i går, det sidste regnede jeg med at kunne nå i god tid, og det kunne jeg også. Der er selvfølgelig kompensationstime til de aflyste hold.
LP-stjerneholdet, som jeg godt tør kalde mit yndlingshold, blev gennemført og jeg elsker virkelig det hold. Vi arbejder med detaljer, diskuterer om det er detaljer den enkelte vil arbejde med og – håber og tror jeg – får skabt fokus på de afgørende elementer i forhold til den enkelte ekvipages udvikling.
Flytteprojektet harogså haft konsekvenser i forhold til diverse hunderelaterede aktiviteter. I dag gik jeg glip af en nørdeprøve og i morgen af et fri-ved-fod-kursus. Og på mandag Sjov Sommer. Ærgerligt, men det kan jeg godt leve med, når jeg er med til at få flytteprojektet sikkert gennemført :-)
Og så skal jeg da lige huske at nævne, at Megan og jeg fik den officielle invitation til DM i rally den 27. august, og vi har naturligvis straks tilmeldt os!!!

At flytte

Flytning har virkelig fokus hos os i øjeblikket.
Arbejdsmæssigt har jeg gang i et flytteprojekt med en meget stram tidsplan. Indenfor de næste godt 7 uger skal virksomheden flytte fra Glostrup til Ballerup, og det indbefatter etablering af produktionsfaciliteter, ombygning, etablering af teknik bl.a. telefoni og IT, selve den fysiske flytning mv.
En af afdelingerne havde møde i de meget tomme nye lokaler forleden og da jeg var der ude dagen efter så jeg dette på væggen:

Og jeg tænkte, at det jo er præcis det, der holder os i gang som mennesker. Når vi flytter os, hvad enten det er fysisk eller mentalt, så er det fordi vi idet mindste håber, at det bliver bedre det nye sted.
Vi er sikre på at Christian får det rigtigt godt sit nye sted, for han er også i gang med sin store flytning. Fra ungdomsbolig i Solrød Strand til lejlighed i Vanløse. Lejligheden er blevet malet, og i dag var Kirsten og jeg ude og gøre rent mens Christian pakkede i den gamle. Det bliver en skøn lejlighed og udsigten er bare så flot:

Mange ting dukker op under en flytning, bl.a. havde Christian også denne herlige telefon:

Som en del af flytningen har han også fået lov at købe mors gamle Mazda og Kirsten har fået en Mitsubishi Colt:

Hundemæssigt har det været en fredelig uge. Rallytræning i tirsdags og så undervisning på tre LP-hold i torsdags. Men der er godt nok flyttet en del inde i mit hoved.
Nettes fri ved fod kursus har virkelig sat sine spor. Jeg har fået videoklip før og efter, men efter var Lille Bjørn træt, så jeg nøjes med at lægge klippet fra før.
Hver gang jeg træner og hver gang vi går tur tænker jeg på det kursus, for Lille Bjørn søger tit hen til mig, og så begynder jeg uvilkårligt at tælle 1-2-3-4, og hold da op nogle skarpe vendinger vi kan lave nu :-)
Det føles godt at flytte!