Viser opslag med etiketten Den lille Gourmande. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Den lille Gourmande. Vis alle opslag

tirsdag den 3. oktober 2023

Flytning, Takeaway, Gaver, Natur

Næbskoven

Allerede søndag aften skrev jeg til Bryde & Sønner, at flyttekasserne (100+) var tømt og klar til afhentning. Det var en vigtig milepæl, for selvom alting ikke er kommet på plads, så føltes de bare godt at få pakket det hele ud, så de tomme flyttekasser kunne komme i udhuset.

I processen har vi virkeligt haft glæde af Præstø Genbrugsplads, som ligger 2 km fra os, for der er meget ekstra der er sorteret fra i denne proces.

Tre forretter fra Café Mocca

Det er ikke alt, der nåede at blive klar inden vi flyttede ind, mest kritisk elinstallationen, hvor der er dukket lidt overraskelser op, og som konsekvens har vi ikke fået strøm på opvaskemaskine, ovn og induktionskomfur. 

Det har så givet anledning til takeaway i forskellige afskygninger. Bl.a. har vi fået lækkert smørrebrød, varmrøget laks og spændende salater fra Meny samt burgere og forretter fra Café Mocca.

Takeaway fra Den lille Gourmande

Cecilie, Den lille Gourmande, tog dog suverænt prisen for bedste oplevelse, fordi hun på en lukkedag alligevel tilbød at lave en ekstraflot tapas takeaway og valgte en exceptionel vin til; og ja vi var i Køge og hentede det på vejen hjem fra Solrød, men vi havde gerne kørt fra Præstø for at hente den!

Til takeawayen har vi – bortset fra den fra Cecilie – selv sørget for drikkevarer. Det har været en stor fornøjelse at have et spændende lager af øl, fordi jeg er så heldig at dømme for specialklubber/foreninger, som kender mine svagheder og sørger for et alsidigt udvalg af specialøl og andet godt som gaver.
 
Gaver, bl.a. afskedsgave fra Rallyudvalget

En udsøgt gave fra Spidshundeklubben

Apropos gaver, så får gaven fra Spidshundeklubben 24. juni i år sin varige plads i bryggerset.
 
Salat med Hokkadio-græskar

Hokkaido-græskarret fra Neel fik vi glæde af ved to måltider, her er det ene vist.

 
Frokost på Herslev Bryghus

Gavekortet fra Hornsherred HTM Klub blev indløst 14. september på Herslev Bryghus, en fantastisk frokost!! Kirsten siger jeg meget gerne må dømme for dem en anden gang 😉

Ølsemagle Revle

Selvfølgelig savner vi at bo så tæt på vandet, hundene og jeg har taget afsked med Ølsemagle Revle flere gange.

Men der er masse af skønne turmuligheder tæt på os, og vi skal nok udforske vores nærområde godt og grundigt de kommende måneder.
'
Bårsesøerne

Foreløbig har vi glæder os over Bårsesøerne Naturområde.

Samt ikke mindst Næbskoven, som ligger under ½ km fra os.

I morgen har vi boet her en uge, og jeg er for længst faldet til 😊

lørdag den 19. august 2023

Minder og ferie på Bornholm


Da Max blev Rally Senior Champion den 6. juli i år var der ingen tvivl om, at vi ikke ønskede en pokal eller glasstatuette som minde. Det skulle være noget, som vi ville have stående fremme, måske noget keramik. 

Så på vores miniferie på Bornholm mandag-torsdag gik turen torsdag bl.a. omkring Matter - House of Craft på Nexø Havn, hvor jeg faldt for ovenstående vase skabt af Sarah Oakman. Nu pynter den med en blærespiræa fra haven og minder mig om den magiske aften. 


Vi boede i Gudhjem Feriepark, svenskerne og vi i hver vores lejlighed, en godt udgangspunkt for en masse gode ture. Bl.a. kom vi endelig til at opleve vandfaldet i Døndalen.


Onsdag passede vi Frasse, Leo og Leah, mens mor og far fik brunch på Cafe Plateau på Hotel Klippen. Leah og jeg gik tur med hundene imens og det er altid superhyggeligt. Maden blev rost til skyerne, så det endte med at de passede hundene mens Kirsten og jeg gik derhen for at spise. 


Desværre var brunchbuffeten lukket, men til gengæld fik vi lækker frokost, og den bedste udsigt man kan tænke sig. 


Vi fik meget godt at spise og drikke på ferien, bl.a. pizzaer fra Brødre Bageri, Kjærstrup is både i Snogebæk og Banken i Allinge, saltstegt sild på Snogebæk Røgeri og øl og vin på Provianten, alt det som for mig er en del af en traditionel Bornholmerferie 😊 

Tirsdag fik vi frokost på Le Port i Vang, som vi har haft flere gode oplevelser hos. Det havde vi også denne gang, men det var tydeligt at der er slækket lidt på kvaliteten, portionerne er lidt mindre, og der er ikke kælet så for meget for det hele. Så forholdet pris/kvalitet synes vi var skuffende

Bedste måltid fik vi mandag, hvor vi efter at have luftet hundene, da vi ankom til Bornholm, fik frokost på Râzapâz. Vi sad udenfor, menuen blev præsenteret på en tavle, tapas til to fristede, men jeg valgte tatar, en signaturret, med ribs, og deres vildt lækre brød og olivenolie til (man behøvede ikke andet). Kirsten fik en kæmpe croque monsieur, som hun heldigvis ikke kunne spise selv, så jeg måtte hjælpe 😊 Sød og opmærksom betjening, dejlig mad, hyggelig stemning. Det er bare et fantastisk sted. 

I går gik turen til Præstø, hvor vi fik nøglerne til vores nye hjem. Der skal ske en masse de kommende uger (vi skal være ude af huset i Solrød 1. oktober), og drømmene begynder at tage form. 


På vej hjem hentede vi tapas fra Den Lille Gourmande, det er altid godt og en fin måde at fejre at vi har to huse – man kan altid finde på noget at fejre her i huset 😊

lørdag den 5. august 2023

Pensionen nærmer sig …

Mosede Fort

Jeg går jo på pension ved årets udgang, og på formiddagens cykeltur tænkte jeg på min erhvervskarriere. Jeg har opsummeret den i det følgende, hvis du ikke synes det er interessant, så gå til slutningen 😉 


Jeg blev færdig som civilingeniør i 1976, bygningsretningen med speciale i by og trafikplanlægning, operationsanalyse og planlægningsmetoder. 

Mit første job var som konsulent i Organisations- og Rationaliseringsafdelingen i Sparekassen SDS. Et par spændende år, inden jeg, primært på grund af lønnen, rykkede videre til et job som projektleder i Finansbanken i 1979. Teknologisk langt efter SDS, men jeg mødte Kirsten fra marketing og vi blev gift. Alex Brask Thomsen solgte i 1981 til Jyske Bank, og jeg fandt et nyt job i HK, hvor jeg arbejde som projektleder indtil 1984. Efter et kort intermezzo i Regionalsparekassernes sekretariat, blev jeg synlig for min tidligere chef i SDS og vendte i 1985 tilbage til en række opgaver indenfor udlands-og fondsområdet.

I 1989 kom der vigtigt jobskifte, jeg blev ansat i Programator, som kort tid efter blev opkøbt af Cap Gemini, og havde otte lærerige år som konsulent med en lang række spændende opgaver hos kunder som SAS Data, SAS, PBS, Topdanmark, Postvæsnet, Codan, DSB og BRFkredit. I 1997 blev jeg ansat hos ALKA forsikring, et job som jeg var nødt til at søge, og lærte mig en masse, men allerede et år efter var jeg tilbage i Cap Gemini, og fik igen en stribe spændende kunder: FDB Data, ALKA forsikring (!), Danisco Pack og PFA Pension. 

Det var i den periode Kirsten stillede det rasende gode spørgsmål: Vil du blive i Cap Gemini i resten af dit liv … 

Det endte med at jeg etablerede Lysholdt Consulting A/S i 1999 og det blev starten på en helt anden tilværelse, hvor jeg som selvstændig selv skulle skaffe kunder, forhandle kontrakter, gennemføre opgaver osv. Kundelisten synes jeg er imponerende, jeg vil kun nævne nogle enkelte: Københavns Fondsbørs, Landsarkivet for Sjælland mv., Novo Nordisk, Niveau Consulting, Maersk Sealand, Coop Danmark (Coop Data), Nycomed, Coop Danmark (Coop Norden IT), Topdanmark, PBS, PFA Pension, Nets Denmark Merchant Solutions A/S og Brødrene Hartmann. 

I 2014 fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, en fastansættelse i Nets. Jeg var 61 år, tæt på at blive farfar for første gang, og det føltes helt rigtigt. Det har affødt en stribe meget forskelligartede opgaver. Jeg kan ærligt sige, at jeg på intet tidspunkt har fortrudt, at jeg opgav tilværelsen som selvstændig for at blive fastansat. 

Jeg må også erkende, at det har været en endog meget turbulent periode i PBS/Nets/Nexi med mange organisationsændringer og mange chefskifter. Jeg har ikke altid følt at mit potentiale blev brugt optimalt, men jeg har gjort hvad jeg kunne for at omstille mig, og føler helt klart at jeg går på en ærefuld pension, når jeg slutter kort tid efter at jeg er fyldt 71 år. 

Jeg har planlagt afvikling af restferie mv. og hvis det hele flasker sig har jeg sidste arbejdsdag 8. december. 

Jeg nyder at arbejde med de opgaver jeg har, og jeg nyder at kunne trække på en imponerende pulje af online-kurser. Så sent som i denne uge har jeg gennemført et obligatorisk kursus i Business Continuity Management og to selvvalgte kurser: Manage Your Work-Life Balance og Improve Your Wellbeing. Målgruppen er nok primært yngre kolleger, men jeg vil ikke lægge skjul på at jeg glædede mig over, at jeg i flere år virkelig har formået at holde en god balance mellem arbejde og fritid, og jeg føler mig overbevist om at overgangen til pensionisttilværelsen ikke vil volde problemer … 

Nogle af ugens dejlige oplevelser, ikke prioriteret:

  • En skøn tur med hundene i Karlstrup Skov/Karlstrup Mose, bål pladsen gav mig ideen til Alice HTM-nummeret med Otto, og det træner vi på 😉
  • Jeg har fået planlagt det sidste i forbindelse med rallyprøver første del af 2024, der er søgt om i alt 5 dobbeltprøver, så er vi ligesom i gang.
Leg efter rallyprøven
  • En hyggelig rallyprøve fredag eftermiddag/aften, hvor Max og jeg nærmest droppede ind og gik en bane og tog afsted igen. Max var en stjerne (som altid), jeg fik input til at stramme mig an, og erkendelse af at vi mangler konkurrencetræning …
  • Det, der glædede mig allermest ved rallyprøven, var at tale med forskellige bekendtskaber om alt muligt: rallyskilte, flytning, helbred … og så var der lige den fedeste feedback om hvad mit foredrag om mental træning havde betydet for den pågældende. Det er sådan noget der glæder mig mere end næsten alt andet!!! 
  • En fantastisk tapasanretning fra Den Lille Gourmande. En sjov historie i den forbindelse. Neel og jeg er cirka lige store fans af Cecilie, som ER den lille gourmande. Neel sendte en besked fredag ved 13-tiden med fotos af tapas, som hun netop havde afhentet. Jeg kunne kvittere med, at jeg skulle hente vores kl. 14!!! Cecilie vil jeg skrive særskilt om en anden gang, men hun er en glædesspreder af Guds nåde, altid smilende, altid serviceminded, opsat på at yde sit allerbedste. Hun kan en masse med mad, er topuddannet sommelier, og kan altid anbefale perfekte matches til maden. Jeg elsker at komme hos hende og mærke hendes overskud og engagement.
  • Hundene og jeg gik ende dejlig tur i området ved Mosede Fort. Vi mødte en ældre dame (= på min alder) med en ruhåret foxterrier (vores første hund var en ruhåret foxterrier) og vi fulgtes og fik en lang, hyggelig snak om hunde og alt muligt andet.
  • Jeg var omkring Det Ny Røgeri, hvor jeg havde bestilt to stjerneskud som takeaway. Jeg kørte direkte hjem med dem, og vi fik den mest fantastiske frokost – i øvrigt med en rest Champagne fra i går. Det er et rigtigt stjerneskud uden alt den overflødige pynt vi har oplevet andre steder.
 Livet er godt.

søndag den 16. juli 2023

Livsnydelse

Regnbuen ender på vores hjem i snart 40 år

Jeg skrev første indlæg i denne blog den 21. maj 2008, det var When Pigs Fly! Siden er det blevet til over 2.500 indlæg primært om hundetræning, men også en masse andet … 

Den 3.januar 2009 kom Paul Lysholdts blog om film, bøger, musik mv. Der er kommet i alt 79 indlæg primært om film, sekundært om bøger. 

Den 23. december 2011 kom Paul Lysholdts blog om mad og vin. Der er kommet 39 indlæg om restaurationsoplevelser. 

Indlæggene i de tre blog har mange gange været tæt sammenvævet. Fx Tout le monde a ses raisons!, som bl.a. handler om min yndlingsfilm La Règle du Jeu (Jean Renoir, 1939) og med en association til et HTM-program med Liv og Mango. 

Jeg har også tit skrevet om mad i denne blog, hvilket gav anledning til at genlæse Frederiksminde - vilje, engagement, passion. Jeg håber at komme til at besøge Frederiksminde mange gange, når vi snart flytter til Præstø. 

De to blogs om film og mad stopper nu som selvstændige blogs, fordi det for mig er naturligt at denne blog handler om det hele: Hunde og alt det andet, som giver mit liv værdi. Livsnydelse kan man måske kalde det. 

Jeg har skrevet relativt få blogindlæg i år, et år som har været og bliver skelsættende på mange måder:
  • Helbredsmæssigt pga. en overordentlig vellykket operation for spinalstenose.
  • Arbejdsmæssigt, fordi beslutningen om at stoppe på arbejdsmarkedet er truffet, og jeg officielt går på pension med årets udgang.
  • Boligmæssigt, fordi Kirsten og jeg efter 44 år i Solrød, heraf 38 på Fuglesangsvej, pr. 1. oktober flytter til Præstø.
  • Bankmæssigt ved at vi er i gang med at flytte fra Nordea til Møns Bank. Det er ”bare” et bankskifte, men alligevel noget særligt for mig. Mit allerførste job i 1976 var i Sparekassen SDS, siden via diverse fusioner Nordea, og jeg har ALTID være kunde der. Skiftet til Møns Bank har været en skøn oplevelse, vi har virkelig nydt at have en lokal bank med navngivne personer, som hurtigt og smidigt har hjulpet os i processen.
  • På hundefronten ved at jeg er udtrådt af FCI’s og NKU’s rallyudvalg og er blevet menigt medlem af DKK’s rallyudvalg.
  • På hundefronten ved at Max er skiftet til seniorklasse, og Otto indtil videre er i konkurrencepause.
Kort sagt er der sket ændringer på rigtigt mange fronter, så vi virkelig føler at vi starter på ny. Og ærligt talt, vi er begge først i 70’erne, så der er mange gode år i os endnu 😉 

Denne weekend har været superskøn, fyldt med livsnydelse og afslapning, og uden hundetræning -og prøver, det var helt rart med en tæt på blank kalender. 


Fredag hentede vi tapas hos Den lille Gourmande. Det er altid et hit, vi elsker at komme hos Cecilie i den lille hyggelige butik midt i Køge, hendes glæde ved maden, vinen, livet – den smitter i den grad.

Christian var på kort visit og overnatning for at besøge en af sine gamle venner, og de lagde hårdt ud med at køre et læs med diverse affald på genbrugsstationen, inden en hyggelig aften i Køge. 


Lørdag var vi omkring Det Ny Røgeri i Mosede og købt forskelligt til aftensmaden, og derefter omkring Konditoriet i Nørregade Køge, for at købe kage. 

Om eftermiddagen var jeg til en dejlig Nose Work prøve ved DKK. Jeg havde lovet Liv at tage mig af Milton, mens hun var oppe med Choice. Som jeg sagde til hende bagefter: det er lige så effektivt med et lille barn (Milton er kun godt tre måneder) som en hundehvalp, til at komme i snak med andre 💕


I dag havde jeg seriøst en blank kalender. Kirsten og jeg havde talt om en frokost i byen, og vi valgte Bossa Nova, som vi har været på en håndfuld gange tidligere, og vi blev bestemt ikke skuffede. Kirsten fik en frokost tallerken, jeg en fiske- og skaldyrstallerken, begge var virkeligt gode. Vi sad udendørs, der var tæt på udsolgt, solen skinnede, det blæste, der var behagelig og kompetent betjening og maden var dejlig. 

Vi kan da ikke forlange mere!

En dejlig weekend 💓

lørdag den 27. maj 2023

En normal uge



I maj er der 10 runder med Sirius Beholder Bonanza, som både Otto og Max er tilmeldt. En ny opgave hver tredje dag, i denne uge runde 8 (Naboens kat = forstyrrelser) og 9 (Terrassen = fører sidder eller ligger).
I forstyrrelsesrunden fandt Kirsten på kaffebønner og pebermyntepastiller, som vi begge kunne lugte meget tydeligt, men hundene var ligeglade og gik efter godbidderne. 

Terrassen blev sværere end jeg havde troet; jeg sad på en bænk og hunden var uden line; det var interessant/lærerigt at opleve, hvor anderledes begge hundene reagerede, når de var uden line og blev kaldt ind for at blive belønnet. 

I mandags trænede Otto og jeg NW hos Merete, jeg havde sagt på forhånd, at hvis kirurgen ringede, ville jeg stoppe og tale med ham – det var opfølgningen efter operationen 23. februar. 

Det blev en superkort samtale – mens jeg var midt i et søg med Otto - hvor alle mine positive fornemmelser blev bekræftet: Det går fantastisk, og de sidste brøkdele skal nok komme på plads. 

Det jeg noterede med Otto var, at han, så snart jeg tog telefonen, satte sig i plads hos mig. Fedt! Som jeg sagde til Merete bagefter, han har aldrig set mig tale i telefon midt under et træningspas, og så var det da smart af ham at stoppe og afvente, hvad der skulle ske! 

Tirsdag havde jeg en fridag og turen gik til Præstø og hus kig. Jeg håber snart at kunne komme med godt nyt om både køb og salg. 

Onsdag startede med træning med Liv i Vipperød. Mine seniorbaner fra 18. maj (både den, som blev brugt, og den anden version, som var designet men ikke blev brugt) blev anvendt og det var to skønne baner -helt ubeskedent 😉 

Den vigtigste feedback fra Liv: Max og jeg går fantastisk, når jeg bare slapper af; der hvor jeg tænker over, hvad jeg gør, opstår der fejl … Svaret er: endnu mere tørtræning. 


Det kunne jeg afprøve allerede senere på dagen ved træningen hos Karina med Max, hvor Max og jeg strålede!!! 

Torsdag var jeg til tjek hos Anders (min fysioterapeut) præcis på 13-ugers dagen for operationen, og det var en dejlig oplevelse. Målinger sammenlignet med tilsvarende for 4 uger siden viser meget flotte fremskridt i styrken i venstre ben, samt mere balance mellem styrke, skridtlængde og anvendelse af højre og venstre ben. Det bekræfter alle mine fornemmelser, og det er skønt. 


Vi fik tapas fra Den lille Gourmande til aften.


Fredag morgen en god, intensiv træning af primært benene, men lidt resten af kroppen, og det var svedigt og dejligt. 

Fredag aften Skype-møde i Rallyudvalget. 

Lørdag opsamling og færdiggørelse af en stribe rallybaner, så jeg er klar til at dømme 10., 11. og 24. juni, sidstnævnte en dobbeltprøve. 

For hvert sæt baner giver jeg mig selv nogle rammer og temaer, det giver god energi og resulterer - synes jeg selv - i spændende baner. 

 Jeg har 10-års dommerjubilæum 21. juni. Første prøve derefter er 24. juni, min prøve nr. 185 som dommer og ekvipage cirka nr. 5.500 jeg skal dømme. Det bedste af det hele er, at jeg kan mærke, at jeg stadig brænder for at dømme, og glæder mig til alle prøverne.

søndag den 30. april 2023

Dagbog 16.-30. april 2023

Otto til Nose Work

LØR 22.4. Dommereksamen DKK, fed oplevelse, god stemning, topdommerarbejde. 



Oksemørbrad med exceptionel vin. 



SØN 23.4. Roskilde Havn. Store Børs. Dejlig afslapning og spontan frokost. 


MAN 24.4 Nose Work med Otto, i topform. Tarteletter. 

TIR 25.4. Træning i Ringsted med Max og Otto. Stærk rallybane med Max, det løse med Otto, dér er vi rustne. 



ONS 26.4 Aftale med EDC, huset kommer til salg så snart papirer er på plads. Rally med Max: ”Forstyrrelsestræning i den grad og Max var naturligvis den sejeste i hele verden til at ignorere dem. Det var sværere for mig, fordi jeg skulle passere legetøj, gå på måtter mv. Mere ro på sagde Karina, både i forhold til at belønne Max, og i forhold til mig selv. Det er virkelig perfekt at få disse træninger inden 5.5, så jeg bliver mindet om hvad mit fokus skal være!!!"

På vejen hjem hørte jeg starten af et program om musik og manipulation, hørte starten af tredje akt af Wagners Valkyrien, og tankerne fløj. Livet føles ret godt 😍

TOR 27.4 Tjek hos fysioterapeut (9 uger efter operationen), måling af fødder og bevægelser. Alle målinger understøtter det vi kan iagttage og føle. Venstre fod og læg er det, der skal arbejdes med, det går stille og roligt fremad, alt er vel. 


FRE 28.4 Holdtræning hos A-Fys, fedt program, og jeg fik sved på panden på en skøn måde. Taps takeaway fra Den lille Gourmande. 


LØR 29.4. Svenskerne på besøg (Chris, Leo og Leah), hyggelig dag inkl. flere ture til stranden og en i vandet 😉 

I baghovedet kører tanken om at flytte Max fra championklasse til seniorklasse, sparring med Liv, og om aftenen ryger den første mail afsted om flytning af klasse. 


SØN 30.4. Afslutningen på Rallyinstruktøruddannelsen runde 7, den fjerde med Amanda. En dejlig dag med flot instruktørarbejde og alle 10 bestod. Aftensmaden blev besluttet ret spontant: nemt, hurtigt og lækkert = pizzaer fra Braunstein.

torsdag den 6. oktober 2022

50 dage til NM


Til DM havde jeg skrevet en meget detaljeret plan for forløbet frem til dagen og selve afviklingen af prøvedagen. Jeg har taget udgangspunkt i den, da jeg i går udarbejdede en tilsvarende plan for forløbet frem til NM, en første version, men dog med en masse detaljer. 

Det giver mig mental tryghed at have dette dokument, løbende at supplere og justere beskrivelserne og - så vidt det kan lade sig gøre - sikre mig mod for mange overraskelser, som jeg burde have kunnet forudse :-) 

Vi småfejrer lidt i dag, det har været tre superdejlige dage, her lidt nedslag:

Mandag, Otto til Nose Work hos Merete

Mere Nose Work

Aftensmad hos Burger Hytten Solrød

Tirsdag rally hos Karina med Max og Otto.
I første runde fokus på starter, jeg fik givet Max' start en dejlig opdatering :-)

I anden runde fokus på fremadsendelser

Torsdag: Dine følelser er dit kompas – livestream med Mia Skytte O’Toole,
forfatter til Følernes kompas - meget tankevækkende og inspirerende

Takeaway hentet fra Den lille Gourmande

Fragilité fra Konditoriet på Nørregade

Og efter fitness lækker tapas og skøn vin ❤