Viser opslag med etiketten Nose Work. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nose Work. Vis alle opslag

søndag den 30. april 2023

Dagbog 16.-30. april 2023

Otto til Nose Work

LØR 22.4. Dommereksamen DKK, fed oplevelse, god stemning, topdommerarbejde. 



Oksemørbrad med exceptionel vin. 



SØN 23.4. Roskilde Havn. Store Børs. Dejlig afslapning og spontan frokost. 


MAN 24.4 Nose Work med Otto, i topform. Tarteletter. 

TIR 25.4. Træning i Ringsted med Max og Otto. Stærk rallybane med Max, det løse med Otto, dér er vi rustne. 



ONS 26.4 Aftale med EDC, huset kommer til salg så snart papirer er på plads. Rally med Max: ”Forstyrrelsestræning i den grad og Max var naturligvis den sejeste i hele verden til at ignorere dem. Det var sværere for mig, fordi jeg skulle passere legetøj, gå på måtter mv. Mere ro på sagde Karina, både i forhold til at belønne Max, og i forhold til mig selv. Det er virkelig perfekt at få disse træninger inden 5.5, så jeg bliver mindet om hvad mit fokus skal være!!!"

På vejen hjem hørte jeg starten af et program om musik og manipulation, hørte starten af tredje akt af Wagners Valkyrien, og tankerne fløj. Livet føles ret godt 😍

TOR 27.4 Tjek hos fysioterapeut (9 uger efter operationen), måling af fødder og bevægelser. Alle målinger understøtter det vi kan iagttage og føle. Venstre fod og læg er det, der skal arbejdes med, det går stille og roligt fremad, alt er vel. 


FRE 28.4 Holdtræning hos A-Fys, fedt program, og jeg fik sved på panden på en skøn måde. Taps takeaway fra Den lille Gourmande. 


LØR 29.4. Svenskerne på besøg (Chris, Leo og Leah), hyggelig dag inkl. flere ture til stranden og en i vandet 😉 

I baghovedet kører tanken om at flytte Max fra championklasse til seniorklasse, sparring med Liv, og om aftenen ryger den første mail afsted om flytning af klasse. 


SØN 30.4. Afslutningen på Rallyinstruktøruddannelsen runde 7, den fjerde med Amanda. En dejlig dag med flot instruktørarbejde og alle 10 bestod. Aftensmaden blev besluttet ret spontant: nemt, hurtigt og lækkert = pizzaer fra Braunstein.

onsdag den 19. april 2023

I gang igen


Anden påskedag startede med den skønneste besked fra Liv om at hun havde født sent søndag og at alle havde det godt 💓💙Morgenturen foregik i det dejligste vejr og med de allerbedste tanker i hovedet. 

Jeg skulle dømme rally for første gang siden operationen, det var hos Neel, og alt var timet og tilrettelagt, inkl. pauser, hvor jeg kunne sidde.

Jeg havde skrevet kriterier for prøven på forhånd, herunder bl.a. for hvordan jeg ville give feedback og det fungerede fantastisk. Jeg kunne se på mange af reaktionerne, at min meget præcise anerkendelse af flotte momenter og øvelser blev godt modtaget. Personligt føltes det virkelig godt at komme med den feedback.

 

Jeg havde lavet en ret lang bane, på fotoet ses championbanen. Ideen var, at jeg gerne ville se et langt stræk med højrehandling i begynder, øvet og ekspert, og det resulterede i denne start på champion og senior: start på højre side, løb, 3600 til højre, almindelig gang, bakke 2 skridt, synkron venstre og tulipan … tulipanen var på højde med startskiltet. Det var skønt at opleve en masse virkelig flotte højrepositioner på det ret lange stræk.


Efter præmieoverrækkelsen i championklasse blev der lavet en lille video, hvor der sagt til lykke til Liv og hendes familie 💓


Om eftermiddagen kunne jeg godt mærke at det var lidt hårdt for benene, men banen var heldigvis med god afstand mellem skiltene så jeg kunne uden problemer dømme siddende og ”se det hele”.

Tirsdag holdt jeg for anden gang foredraget om Mentaltræning, det var et lukket hold – jeg kunne kun få et lokale til 10, så vi var 12! – med fælles spisning inden (sushi & pizza) og Heidis hjemmelavede romkugler til ”dessert”, og engagementet var i top. Cirka halvdelen havde været til prøve hos Neel dagen inden så der var også dugfriske situationer at referere til.

Jeg fik nogle fantastiske tilbagemeldinger og opfordringer til at arrangere en fortsættelse, så nu er der både mulighed for at deltage i det første foredrag, som holdes igen 1. maj, og del 2, som holdes 10. juli tilmelding via dette link.

Torsdag var jeg til holdtræning hos fysioterapeuten, er du vild hvor det føltes godt, det er fantastisk at mærke udviklingen dag for dag. Selvom mine nærmeste kan skrive under på, at tempoet stadig ikke passer mig helt, så har jeg affundet mig med, at det tager tid at komme tilbage i nogenlunde form. Og under alle omstændigheder er jeg langt bedre stillet end før operationen.

 

Fredag aften havde Lonni og jeg aftalt at spise afskedsmiddag på Odd-fellowgaardens bistro i Køge. Afsked lyder så dramatisk, men vi synes det var værd at få en hyggelig afslutning på 7 års topdejligt samarbejde i Rallyudvalget. Det fik vi i den grad! Vi forstod den fine hentydning, da vi klokken 22:50 fik at vide at de lukkede kl. 23:00!!!


Lørdag fik Kirsten og jeg optaget de sidste to videoer til Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge. 


De blev godkendt superhurtigt og både Max og Otto fik nye titler på CV’et. Jeg har noteret manglende titler for begge, jeg skal huske at have registreret RLCHS og SE RallyCh som mangler hos Max.
   

Den organiserede træning går i gang igen, hos Merete, Karina og Johanna. Jeg har stået over en runde hos dem alle, og har skiftet fra tirsdag til mandag på Meretes NW-hold. I mandags gik vi så i gang igen og det var dejligt. Mine noter fra bagefter: ”Jeg fik ikke skrevet kriterier i går men hurtig evaluering: fed følelse at være i gang, Otto arbejder fantastisk. Hans slikkeadfærd SKAL jeg arbejde med, havde det været en prøve ville 4 ud af 5 hos Merete give fejl for slik, det ene uden var utilgængeligt.

Så det er en klar tilbagemelding til mig om hvad vi skal træne.
 

Jeg havde Max med, han fik lov at søge lidt til sidst, og han har bestemt ikke glemt noget 😉

Senere i dag skal Max og jeg til rally hos Karina. Det er jeg meget spændt på. Jeg har noteret mine kriterier: ”Max og jeg skal connecte, jeg skal være meget obs på at vores samarbejde er der. Massiv belønning. Leg med bold ikke så godt, hans tænder/tandkød er et problem, det bløder let. Og så obs på mine ben, de snævre vendinger og skridt bagud: hvor meget fokus koster det at skulle tænke på det?” Kort men fint for mig selv, jeg véd præcis hvordan jeg skal mærke efter og evaluere.

fredag den 20. januar 2023

Om at elske livet med Max og Otto 💓


I onsdags var Max og jeg til endnu en runde fantastisk rallytræning hos Karina. Temaet var temposkift og have total kontakt mellem hund og fører, når der var pres med tempo og afstande. Løb frem til stå gå fra, opsamling efter spring direkte over i bakke tre skridt, et slalomforløb, sideskift, spiral og så sideskift om kegle med måske 2 meters fremsendelse. Max gik som en drøm!!! Totalt skarp, fulgte mine signaler perfekt (og fik dermed afsløret en manglende forkommando til en vending i løb 😉) og det føltes vildt, vildt godt 💓

Jeg var helt høj og blev endnu højere af Karinas feedback, både specifikt for forløbet og i det hele taget: ”I har rykket jer til et vanvittigt flot og sikkert niveau! Det er så vildt hvad der er sket på kun et år.

I anden runde nørdede vi med at komme ind i højre position, fx efter spring og kunne gå direkte i sidestep til venstre. Jeg prøver at huske at generalisere, men jeg blev lidt fascineret af sideskift om kegle startende på venstre side, og kunne samle direkte op og lave sidestep til venstre.

Efter træningen meldte jeg til næste runde hos Karina, og da jeg kom til hundens alder skrev jeg: 11 år og 7 måneder …
 

I årets første blogindlæg skrev jeg om mine kriterier for begge hunde: ”hvorfor jeg træner og går til prøver. Det kan siges så enkelt: For at kunne se Max (eller Otto) i øjnene, mærke at vi er ét, vi er fælles om det vi laver og intet i verden kan bryde det bånd.”

Jeg vil bare fortsætte med Max så længe som muligt, udover træningen hos Karina har jeg meldt til en række prøver, og Mathilde og jeg har aftaler om, at hun går nogle juniorklasser inden klassen forsvinder, det er en flot afrunding af det forløb de to har været igennem sammen.

I det sidste blogindlæg i 2022 viste jeg en video hvor Max og jeg gennemfører Sirius Rally Ekspert programmet. Jeg skrev også: ”Jeg aner ikke om jeg vil indsende videoen til bedømmelse”. Det endte med at jeg gjorde det og glemte alt om det igen; indtil i går, da jeg fik svaret og blev blæst helt bagover:

”Hej Paul

Tak for din prøvevideo og STORT tillykke med titlen SIRIUS Rally Ekspert Stjerne!

Det er bare en fornøjelse at se på jer og jeres samarbejde!

Jeg var næsten ved at blive lidt magelig, for det er så dejligt overbevisende at se jer gå - men jeg har altså set det hele nøje igennem - og det er bare FLOT!

I er meget synkrone, begge meget dygtige til at tilpasse jer efter hinanden, det gør det flydende at se på.

Man kan se det er en veltrænet hund - og fører, det ser legende let ud.

Jeg er vild med at han er så sikker, uanset miljø. Ikke bare i generaliseringsøvelsen, men generelt, uanset hvor I filmer. Han kan sine ting!

Jeg elsker den måde du pisker rundt om feltet og han ligger bare totalt cool og venter på næste signal - det er klasse!

Fed prøve!!!

Venlig hilsen

Winnie

Jeg elsker bare det samarbejde vi har, hvis nogen skulle være i tvivl 💓


Apropos Sirius har begge hunde bestået Sirius Winter Sniffs Challenge med guld (SIWISCG), men vigtigere har jeg fået interessen for at dyrke NW med Max igen, så det kom lige med på listen over aktiviteter vi kan hygge med.

Otto fortsætter selvfølgelig i NW, jeg skal have gjort noget ved hans slikkeadfærd, for jeg vil rigtigt gerne gå NW2 med ham.

Og så er der det med fri ved foden.

I søndags havde vi en enetime hos Liv, hvor vi skulle se på nogle fvf-positioner. En superspændende proces, hvor vi fik set på hvad vi har, hvad jeg ønsker og hvordan vi kan komme dertil … det lyder så enkelt, og det er det nok ikke. Men, der er lagt en plan og vi går i gang og jeg er topmotiveret.

Ét af elementerne i planen er sjovt nok affødt af endnu engang at måtte erkende, at ikke to hunde er ens. Otto er ikke som de andre, og han skal bl.a. varmes meget mere op, før træningen rigtigt kører. Så i øjeblikket starter de korte, daglige træningspas med lidt søg efter godbidder i græsset, det har Otto bestemt ikke noget imod, det gør træningen nemmere, win-win.

torsdag den 6. oktober 2022

50 dage til NM


Til DM havde jeg skrevet en meget detaljeret plan for forløbet frem til dagen og selve afviklingen af prøvedagen. Jeg har taget udgangspunkt i den, da jeg i går udarbejdede en tilsvarende plan for forløbet frem til NM, en første version, men dog med en masse detaljer. 

Det giver mig mental tryghed at have dette dokument, løbende at supplere og justere beskrivelserne og - så vidt det kan lade sig gøre - sikre mig mod for mange overraskelser, som jeg burde have kunnet forudse :-) 

Vi småfejrer lidt i dag, det har været tre superdejlige dage, her lidt nedslag:

Mandag, Otto til Nose Work hos Merete

Mere Nose Work

Aftensmad hos Burger Hytten Solrød

Tirsdag rally hos Karina med Max og Otto.
I første runde fokus på starter, jeg fik givet Max' start en dejlig opdatering :-)

I anden runde fokus på fremadsendelser

Torsdag: Dine følelser er dit kompas – livestream med Mia Skytte O’Toole,
forfatter til Følernes kompas - meget tankevækkende og inspirerende

Takeaway hentet fra Den lille Gourmande

Fragilité fra Konditoriet på Nørregade

Og efter fitness lækker tapas og skøn vin ❤


torsdag den 27. maj 2021

Status, planer og mål

Max til DM i ekspertklasse 2015 (foto: Lonni)

Der er sket en masse i 2021 allerede og en masse mere er på vej. 

Jeg vil starte på den administrative/organisatoriske side, hvor der på rallyfronten har været virkelig gang i aktiviteterne. Jeg har dømt 20 prøver, heraf 16 som jeg selv har organiseret. Flere er på beddingen, det føles rigtigt godt både at dømme og arrangere. 

Årets store begivenheder på rallyfronten er DM på Vilhelmsborg 28. august, Årets Hund i Ringsted 30. oktober samt NM i Stockholm 10.-12. december 2021, med kvalifikationsprøver i Ringsted 14.-15. august. 

Jeg er involveret i dem alle og glæder mig til det hele, men DM er alligevel noget helt særligt. 

6. september 2020 havde DKK for første gang ansvaret for DM, og det blev en stor succes. I år afholdes det igen på Vilhelmsborg og på rallyfronten er forberedelserne i fuld gang. 

Et sponsorudvalg er i gang med at skaffe præmier. Dommere og de fleste officials er på plads. Drejebogen for 2020 er netop opdateret bl.a. med input fra den officielle evaluering af DM 2020, og vi arbejder på at foretage tilpasninger på baggrund af forbedringsforslagene fra sidste år. 

Som rallyudøver har jeg med Max gået 10 prøver, med Otto 9, heraf 2 dobbeltprøver (hvor jeg er oppe 4 gange på en dag). 

Som man kan se af mine seneste blogindlæg, er jeg MEGET tilfreds med, hvordan samarbejdet fungerer med begge hundene. Jeg har arbejdet hårdt med at kunne fokusere på det vigtigste, på et givent tidspunkt, og jeg véd at jeg er i stand til at få både Max’ og Ottos fokus, når vi varmer op og når vi går på banen. 

Jeg har eksperimenteret med at ændre på setup, det kan jeg tillade mig som arrangør, og det har overbevist mig om, at jeg gør det rette, uanset vilkårene. Hundene er topfokuserede og vi går rigtigt stabilt for tiden. 

Jeg har aldrig haft så mange ”prøver i boble” i træk. 

Som bonus har vi fået point til både DM og ÅH, og deltager i 4 ud af de sidste 9 DM-kvalifikationer, og i 7 ud af de sidste 9 ÅH-kvalifikationer, så vi forhåbentlig kan fastholde eller forbedre vores placeringer. 

For jeg vil meget gerne til DM og ÅH som udøver 😉 

Rallytræningen, både den individuelle, den spontane og den organiserede holdtræning, passer mig perfekt, og det har jeg ikke planer om at lave om på 😊 Nogle enetimer er der også plads til, bl.a. på søndag med Max hos Amanda.

På NW-fronten er jeg også meget tilfreds. Begge hunde har været til deres første prøve i år og arbejdet godt. Specielt Otto har den allerfedeste attitude og vedholdenhed, når han arbejder, så vi klør bare på. 

Det eneste jeg savner, er at komme til nogle flere prøver, specielt med Otto, men vi søger dem, vi kan komme i nærheden af, og krydser fingre for, at vi bliver trukket ud. 

Jeg skal da ikke glemme, at jeg også er i gang med Ottos FS-program i det små. Det giver en dejlig ro i maven at jeg har været igennem hele processen med Lille Bjørn og Max, og jeg ved både fra NW og rally at Otto ingen problemer har med at holde fokus i lange stræk. 

Så lige nu er den enkle konklusion på hundearbejdet, at jeg skal fortsætte den igangværende træning og gøre mere af det, vi har gjort til prøver på det sidste, for det virker 😊

PS: Jeg har også fået flere positive tilkendegivelser om mit førerarbejde og alt det andet, og bliver glad hver gang. Livs feedback efter Ottos bane i søndags var lige så jeg fik tårer i øjnene, det var om Ottos fantastiske fokus i fri ved fod 💓

lørdag den 28. december 2019

Nose Work Escape Room prøve


DKK (Johanna og Lonni) havde i dag arrangeret sin første uofficielle Nose Work Escape Room prøve.

Man tilmeldte som par, og Mette med Eddie og jeg med Max havde fået én af de 19 pladser.

Det var ikke meget vi vidste på forhånd – faktisk tæt på intet – så vi mødte med åbent sind klar til at løse opgaverne.

Enten Johanna eller Lonni var gamemaster for et hold, og Mette og jeg havde Johanna. Hun introducerede os for opgaven, og ”hjalp” undervejs.

Selve prøven foregik i (det meste af) DKKs kantine. Den vigtigste ledetråd var vist, at vi skulle se efter afvigende interiør i området. Her var det bl.a. en taske, som var låst med en hængelås med en 3-cifret kode. På en sammenkrøllet seddel ved siden af var en vejledning i, hvordan koden skulle tilvejebringes.

Det første ciffer skulle man føle sig frem til. Der var et klæde, som dækkede, viste det sig, fem skåle, som hver især indeholdt ja, jeg ved ikke hvad … den ene var i hvert fald godbidder. I hver skål var der noget afvigende, som man skulle føle sig frem til, og som viste sig at være en scrabble brik i hver skål. En blank, E R I F, og vi kunne regne ud at det måtte være tallet 4.

Det andet ciffer skulle findes ved at addere numrene på de beholdere i et Nose Work hjul, som indeholdt lavendel. Eddie markerede 1, 4 og 7 = 12, det kunne jo ikke bruges som ciffer. Max tjekkede og markerede 2 og 4.

Det tredje ciffer var summen af de kilder med lavendel, som i øvrigt var i lokalet udover dem, i hjulet.

Der var også et tidsaspekt, Mette og Eddie var i gang med at søge, og jeg prøve kombinationerne 46x uden held.

Vi tjekkede hjulet igen, og blev enige om at 1, 2 og 4 var rigtige og andet ciffer dermed var 7.

Jeg prøvede derfor 47x, med x startende fra 0. Jeg tror, det var lige før jeg gik i gang med det sidste, at Johanna oplyste at der var ½ minut igen. Jeg kløede på, og sørme om ikke 479 var korrekt og låsen åbnede sig.

Dermed havde vi bestået prøven og fik en flot roset begge to.

Som bonus blev vi ført ned til lageret, hvor en ny opgave ventede. Der var noget med et kodeord baseret på brikker, vi skulle finde (dvs. Hundene skulle snuse sig frem til dem), der var brikker til et puslespil, som skulle samles for at vi kunne gætte et tal, og så var der et spørgsmålstegn til sidst.

Vi kom godt i gang, men tiden løb ud.

Men pyt, vi bestod selve prøven. Fint samarbejde, en kombination af Nose Work og sund fornuft og vi kom i mål 😊

Tak til Mette og Eddie for samarbejdet, og tak til Johanna og Lonni for et utraditionelt og fornøjeligt Nose Work arrangement!

mandag den 16. december 2019

Nose Work test og Foundation fortsætter


Sidst på eftermiddagen var Lille Bjørn og jeg til sidste runde af denne omgang Nose Work træning hos Merete, en uofficiel Nose Work 1 prøve med udesøg, beholdersøg og køretøjssøg.

Der blev trukket lod om rækkefølgen, og Lille Bjørn skulle starte som nr. 1 af de 4 deltagere.

Vi tog et par opvarmningssøg inden vi gik i gang med udesøget. Det var svært synes Lille Bjørn, som knoklede løs uden at finde noget. I frustration kastede han rundt med en af de flade kegler, som markerede afgrænsning af søgeområdet. Til allersidst fandt han kilden, men det var bestemt ikke rigtigt godt.

Beholdersøget gik helt i fisk. Lille Bjørn lavede en overtydelig markering på den første beholder, men det var ikke korrekt. Han manglede helt tydeligt erfaring i beholdersøg. Han fik lov at fortsætte, men det var ret sjusket. Hans markering af den rigtige beholder var meget tydelig, men den samlede oplevelse ikke rigtig god.

Vi tog nogle af de opsatte søg til selvtræning – faktisk dem alle – og det var til gengæld rigtigt pænt.

Køretøjssøget, der var han rigtig skarp, hvorimod jeg var ret træg, jeg tror han lavede 3-4 markeringer, før jeg fangede pointen – jeg stod også lige der, hvor jeg ikke skulle stå, bag ved ham. Jeg skal stå ved siden af ham, så jeg tydeligt kan se hans markeringer.

Nå det endte alligevel godt, og sørme om vi ikke vandt køretøjssøget og blev samlet nr. 3.

Efter præmieoverrækkelsen gik turen hjem, Lille Bjørn blev byttet med Otto, og lidt efter gik turen til Ringsted og første runde af Foundation fortsætter hos Johanna.

Det var en luksusrunde, hvor kun 3 ud af 6 deltog. Johanna introducerede tre øvelser, to der byggede videre på Foundation øvelser (balje og stik) og en ny (hat), og i øvrigt kunne vi i den individuelle tid tage præcis det op, som vi havde behov for.

Jeg vidste præcis, hvad der skulle kigges på. Der var nogle øvelser, som jeg viste Anita i fredags, som nagede mig, fordi det var så åbenlyst at mine kriterier var uskarpe.

Det blev der rettet op på i dag. Jeg arbejdede i de individuelle runder med fremsending til target (to poter på target og ro), hoved (hoved på min hånd uden at slikke først) og stok, uden at stoppe undervejs.

Sjovt nok – eller heldigvis 😊 – var svaret på det alt sammen, at jeg ikke var skarp nok med kriterierne. Noget der var næsten godt nok, blev accepteret indimellem, og lidt uønsket adfærd blev accepteret indimellem. Så snart jeg var konsekvent, blev der lige lidt nogle tænkepauser hos Otto, men så kunne han også det hele.

Som Johanna sagde: Det er derfor man går til træning 😉

Jeg kørte opløftet hjem, og fik et par stykker med sild og ost. Og med en øl og en snaps, så bliver det ikke meget bedre.


Da jeg tjekkede telefonen for billeder til dagens blog, var der kun to! Det af øl og snaps, og så et, som Kirsten tog da jeg landede mellem de to træningsrunder: Jeg har købt en nissehue, som er adgangsbillet til juleafslutningen i morgen.

tirsdag den 22. oktober 2019

Keep up the good work – fitness og Nose Work


I formiddags var jeg til lægen for at få resultatet af de blodprøver, som blev taget 13. september. Kirsten og jeg havde set på tallene inden, men det er selvfølgelig ikke det samme som at få det gennemgået af en fagmand. Det var en virkelig god samtale og den skønneste feedback. Alle tallene er positive og udtryk for at det niveau, jeg fik målt i marts, er fastholdt. Mit blodtryk er som en 18-årigs. Jeg fik masser af ros, og jeg kunne mærke at jeg virkelig udstrålede masser af energi og stolthed over at have nået målet, og så fastholdt det – hvilket bestemt ikke er kommet af sig selv.

Vægten er kun én af indikatorerne, men jeg vejer mig hver morgen, og jeg kan godt lide kurven:

Det er aftalt, at der skal laves årlig kontrol, dejligt. Og lægens sidste ord: Keep up the good work 😊

Det har ellers været to dage med spændende Nose Work træning.

I går startede årets sidste runde af Meretes hold i 2019, og alle hunde er tilmeldt: Lille Bjørn i går, Otto og Max i dag.



Lille Bjørn startede med det, der skulle vise sig at være træningens allersværeste søg for ham, et søg ved den ene ende af biblioteket. 4 minutter gik der før han fandt kilden, og han søgte om hjælp flere gange undervejs. Derefter gik det strygende, både hos Merete og ved selvtræningen. Jeg er blevet meget bedre til at læse ham, det kræver 110 % fokus fra mig, så laver han ligesom et kys af kilden, og kigger på mig, og så véd jeg det er korrekt!

I var det Ottos og Max’ tur, deres hold ligger lige efter hinanden.

Ottos er et Nose Work begynderhold for hvalpe/unghunde, og Otto fik en flyvende start. Først lidt teori, og så gik vi i gang med køretøjssøg, hvor der var sat klatter af tubemad hele vejen rundt om bilen. Otto fangede meget hurtigt konceptet, og sørgede for omhyggeligt at få det hele med, og komme systematisk rundt om køretøjet:


Vi startede også på beholdersøg med godbidder i en skål i beholderne eller på beholderen, frem og tilbage tre gange, og det gjorde han også snorlige.


Jeg kunne mærke glæden boble, Otto var bare topmotiveret, koncentreret og glad.

Det bliver bare så godt!!!


Så blev det Max’ tur og han strålede 100 % Vi startede med tre søg med to kilder hver hos Merete. Max arbejdede koncentreret fra starten og fik alle på flotteste vis, både klasse 1 og klasse 2 søgene. Jeg er helt vild med den udvikling, der er sket med ham i det hele taget på det sidste, og specielt vild med hvordan han er vokset og vokset i Nose Work. Masser af selvtillid, søger fra start, arbejder sig virkeligt målbevidst ind mod kilden, og flotte frys, når kilden nås, og tydelig påvisning, når han ikke kan nå kilden.


Selvtræningen gik også forrygende. Her var det tydeligt, hvordan han nu meget mere flydende kan skifte mellem høje og lave søg, tilgængelig og utilgængelige, og ikke sjusker med hjørnerne længere. Der, hvor jeg troede han gjorde (og IKKE korrigerede!!!) var det for at fange fært, og jeg kunne godt se forskel, når jeg tænkte mig om 😉



Så jeg har sagt til mig selv, at jeg også på dette område skal Keep up the good work!

onsdag den 2. oktober 2019

Og al’ sådan noget

Max og Otto på tur med far

Vi vendte om i rette tid og var lige nået hjem, da det begyndte at regne

Oktober er den første rigtige efterårsmåned, og en dejlig måned. Noget af det jeg holder meget af, er det omskiftelige danske vejr, og så er det bare om at klæde sig på efter forholdene.

Oktober 2019 er for mit vedkommende i udpræget grad præget af rally, og de seneste dage, og også til aften, står den på design af baner. Jeg skal dømme lørdag, op søndag, dømme lørdag den 12., op søndag den 20., dømme den 26. og 27. (hvor jeg også er prøveleder og samlet ansvarlig) og deltage i FCI-møde den 28.

Jeg har også designet et par baner til det danske landsholds træning næste weekend. Jeg synes det er meget givende at beskæftige mig med rally, ellers var jeg nok heller ikke end del af sporten sådan for alvor 😊

Men egentlig ville jeg skrive om alt det andet i forbindelse med hundene.

Jeg vil ubeskedent starte med mig selv. Jeg trives og har det virkelig godt. Fitness-træningen fortsætter med ugentlige enetimer, Kirsten og jeg starter på et ugentlig TRX-hold, og motionen er blevet en integreret del af hverdagen. Ligesom de sunde spisevaner.

Vi er bestemt ikke blevet hellige, og som man kan se af diverse opslag på sociale medier er øl, vin, champagne og god mad absolut ikke bandlyst 😉 Jeg har forskellige parametre, som jeg måler mit velbefindende ud fra, og jeg ligger på præcis det niveau, som jeg stræbte efter, da jeg startede livsstilsændringen december 2018. Vægten, en af parametrene, er også hvor den skal være.

Mentalt føler jeg mig absolut også i topform, og jeg kan mærke på hundetræningen og -konkurrencerne, at jeg er på et helt andet niveau end for bare et år siden.

Det mentale og det fysiske er forudsætningen for, at jeg kan arbejde optimalt med hundene, så derfor er det nævnt først.

Lille Bjørn - som er om ikke genfødt, så dog er gået i skarp træning som NW-hund - og jeg drømmer stadig at skulle gå en NW-prøve med ham. Og en seniorklasse i rally.

Max og jeg fortsætter i rally. Ambitionen er at forfine vores samarbejde og gøre det stabilt. Og hvis vi kan kvalificere os til DM/Årets Hund i processen, så ikke et ondt ord om det.

Vi arbejder også med dele af FS2-programmet, og vi har fået aftalt endnu en træningstime med Anita & Osseau om 9 dage, så vi får testet programmet i sammenhæng inden Samsø, hvor vi 19. oktober skal debutere med det udvidede program.

Og så er der Otto! Vi har vores næsten daglige korte træningspas, og han udvikler sig stille og roligt. Vi arbejder med de momenter, som indgår i Johannas Foundation-træning.

Den 22. oktober kommer Otto på sit første NW-hold hos Merete, og det har jeg store forventninger til.

Han er tilmeldt sin første prøve den 19. oktober, og det er i Sandkasseklassen, som han lige præcis er gammel nok til den tid, deltagere skal være fyldt 16 uger. Jeg har naturligvis ikke et program, jeg skal bare prøve at gå med Otto på den store scene, med gulvtæppe, tilskuere og musik i højtalerne. Vi skal træne nogle af vores øvelser, og vi skal lege 😊

Musikken er naturligvis vigtig, og den valgte jeg for et stykke tid siden. ”Sov, min lille hundemand” sunget af Povl Dissing, skrevet af Henry Carlsen.

Jeg er helt vild med musikken. Jeg tjekkede den til aften og den er oprindeligt fra EP’en ”Der Står En Lille Hest Og Sparker Og Al' Sådan Noget” fra 1966:


Povl Dissing synger og spiller guitar akkompagneret af Benny Holst (guitar) og Mogens Pedersen (bas).

Et dejligt stykke musik, og perfekt til et FS-nummer, når vi kommer dertil!


Til aften fik vi en af de specielle vine, som jeg elsker at smage. Sgaváta 2016 produceret af Claudio Plessi. Druen er sgavetta og der produceres 300-600 flasker om året.


En dejlig vin, som passede perfekt til lammeryg med rodfrugter.