Anden påskedag startede med den skønneste besked fra Liv om at hun havde født sent søndag og at alle havde det godt 💓💙Morgenturen foregik i det dejligste vejr og med de allerbedste tanker i hovedet.
Jeg skulle dømme rally for første gang siden operationen, det var hos Neel, og alt var timet og tilrettelagt, inkl. pauser, hvor jeg kunne sidde.
Jeg havde skrevet kriterier for prøven på forhånd, herunder bl.a. for hvordan jeg ville give feedback og det fungerede fantastisk. Jeg kunne se på mange af reaktionerne, at min meget præcise anerkendelse af flotte momenter og øvelser blev godt modtaget. Personligt føltes det virkelig godt at komme med den feedback.
Jeg havde lavet en ret lang bane, på fotoet ses championbanen. Ideen var, at jeg gerne ville se et langt stræk med højrehandling i begynder, øvet og ekspert, og det resulterede i denne start på champion og senior: start på højre side, løb, 3600 til højre, almindelig gang, bakke 2 skridt, synkron venstre og tulipan … tulipanen var på højde med startskiltet. Det var skønt at opleve en masse virkelig flotte højrepositioner på det ret lange stræk.
Efter præmieoverrækkelsen i championklasse blev der lavet en lille video, hvor der sagt til lykke til Liv og hendes familie 💓
Om eftermiddagen kunne jeg godt mærke at det var lidt hårdt for benene, men banen var heldigvis med god afstand mellem skiltene så jeg kunne uden problemer dømme siddende og ”se det hele”.
Tirsdag holdt jeg for anden gang foredraget om Mentaltræning, det var et lukket hold – jeg kunne kun få et lokale til 10, så vi var 12! – med fælles spisning inden (sushi & pizza) og Heidis hjemmelavede romkugler til ”dessert”, og engagementet var i top. Cirka halvdelen havde været til prøve hos Neel dagen inden så der var også dugfriske situationer at referere til.
Jeg fik nogle fantastiske tilbagemeldinger og opfordringer til at arrangere en fortsættelse, så nu er der både mulighed for at deltage i det første foredrag, som holdes igen 1. maj, og del 2, som holdes 10. juli tilmelding via dette link.
Torsdag var jeg til holdtræning hos fysioterapeuten, er du vild hvor det føltes godt, det er fantastisk at mærke udviklingen dag for dag. Selvom mine nærmeste kan skrive under på, at tempoet stadig ikke passer mig helt, så har jeg affundet mig med, at det tager tid at komme tilbage i nogenlunde form. Og under alle omstændigheder er jeg langt bedre stillet end før operationen.
Fredag aften havde Lonni og jeg aftalt at spise afskedsmiddag på Odd-fellowgaardens bistro i Køge. Afsked lyder så dramatisk, men vi synes det var værd at få en hyggelig afslutning på 7 års topdejligt samarbejde i Rallyudvalget. Det fik vi i den grad! Vi forstod den fine hentydning, da vi klokken 22:50 fik at vide at de lukkede kl. 23:00!!!
Lørdag fik Kirsten og jeg optaget de sidste to videoer til Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge.
De blev godkendt superhurtigt og både Max og Otto fik nye titler på CV’et. Jeg har noteret manglende titler for begge, jeg skal huske at have registreret RLCHS og SE RallyCh som mangler hos Max.
Den organiserede træning går i gang igen, hos Merete, Karina og Johanna. Jeg har stået over en runde hos dem alle, og har skiftet fra tirsdag til mandag på Meretes NW-hold. I mandags gik vi så i gang igen og det var dejligt. Mine noter fra bagefter: ”Jeg fik ikke skrevet kriterier i går men hurtig evaluering: fed følelse at være i gang, Otto arbejder fantastisk. Hans slikkeadfærd SKAL jeg arbejde med, havde det været en prøve ville 4 ud af 5 hos Merete give fejl for slik, det ene uden var utilgængeligt.”
Så det er en klar tilbagemelding til mig om hvad vi skal træne.
Jeg havde Max med, han fik lov at søge lidt til sidst, og han har bestemt ikke glemt noget 😉
Senere i dag skal Max og jeg til rally hos Karina. Det er jeg meget spændt på. Jeg har noteret mine kriterier: ”Max og jeg skal connecte, jeg skal være meget obs på at vores samarbejde er der. Massiv belønning. Leg med bold ikke så godt, hans tænder/tandkød er et problem, det bløder let. Og så obs på mine ben, de snævre vendinger og skridt bagud: hvor meget fokus koster det at skulle tænke på det?” Kort men fint for mig selv, jeg véd præcis hvordan jeg skal mærke efter og evaluere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar