Motivationen er i den grad vendt tilbage.
Jeg kan dag for dag mærke øget styrke i venstre ben. Jeg kan gå mere sikkert. I dag cyklede jeg for første gang siden 22. februar, dagen før operationen. På Kirstens cykel, så jeg ikke laver dumme vrid, når jeg skal af og på og kun 10 kilometer her første gang, men nøj hvor det føltes godt.
Det betyder også at jeg har skruet op for hundetræningen, både lidt i haven, selvfølgelig det ugentlige Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge, denne gang med tema påskehygge, i dag for første gang længe i Jersie med begge hunde. Lidt rally med Max, lidt fri ved fod med Otto, masser af leg og vi hyggede rigtigt.
En efterladt bold var perfekt til fremsending 😉
Jeg er også tilmeldt de hold hos Merete, Johanna og Karina, som jeg meget mod min vilje har måttet holde pause fra.
I fredags havde vi påskegæster, seniorerne jokede vi med – jeg var den yngste 😉 – og maden var overdådig, påskefrokost takeaway fra Henrik Ravnemose, Strøby Egede Forsamlingshus anno 1942. Som altid fantastisk lækker mad og i store, flotte portioner. Jeg fik de sidste sild (der var tre slags) til frokost i går og i dag!
Lørdag formiddag gik turen omkring Solgaardsparken i Strøby Egede.
Jeg har også fået lyst at arrangere nogle rallyprøver igen. Der var flere, der havde efterlyst nogle kvalifikationsprøver til Årets Hund, jeg var nem at lokke og så gik jeg i gang. Først havde jeg planlagt med prøver, måske dobbelte, fra tirsdag den 4. til fredag den 7. juli. Jeg blev mødt af en uventet forhindring: rallydommere har et arbejde ved siden af deres hundeliv, og der kom pæne afslag på mine invitationer med arbejde som begrundelse.
Der blev ændret lidt på datoer og tidspunkter, og vi er endt med tre dobbeltprøver torsdag den 6., fredag den 7. og lørdag den 8. juli.
Onsdag aften blev det danske landshold til NM i Norge til november offentliggjort. Der er tradition for at Sydkystens Hundeskole støtter landsholdet med et arrangement. Jeg foreslog i bestyrelsen, at vi gjorde de seks prøver til støttearrangement for landsholdet, det var der fuld opbakning til.
Liv, som er formand for landsholdsudvalget i DKK, og jeg fik afstemt forskellige ting vedrørende arrangementerne, jeg har fået en kontaktperson hos landsholdet og vi klør på.
Følgende ligger fast:
- Der afholdes seks prøver i perioden 6.-8. juli 2023 som anført her. Alle prøver er åbnet for tilmelding
- Vi har booket græsarealer hos DKK Ringsted, Ejlstrupvej 121, 4100 Ringsted
- Der er to dommere pr. prøve og mulighed for tre lørdag
- Der er i dag efter et opslag i Sydkystens Hundeskoles Facebook-side skaffet to sekretærer pr. prøve
Nu skal vi bare have en masse tilmeldinger – der er netop nu 116 tilmeldinger – og håber, at vi kan skaffe sponsorer til mange af præmierne. Sydkystens Hundeskole har givet et tilskud på 3.000 kr. til rosetter de tre dage, og alle bidrag i øvrigt er velkomne, det er bare at kontakte mig.
Når prøverne er gennemført bliver regnskabet gjort op og overskuddet går ubeskåret til landsholdet.
I morgen skal jeg for første efter operationen dømme, det er hos Neel, og jeg glæder mig meget. Banerne er klar, jeg har skrevet mine kriterier for dagen, og det bliver så fedt at være i gang igen også på den front.
Tirsdag skal jeg for anden gang holde mit foredrag om Mentaltræning. Det bliver en lettere opdateret udgave, og det er sat op som et superhyggeligt arrangement hvor vi starter med at spise sammen, sushi og pizza. Tredje gang er planlagt til 1. maj, og der kan tilmeldes via dette link.
Motivationen er i den grad vendt tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar