Max til DM i ekspertklasse 2015 (foto: Lonni) |
Der er sket en masse i 2021 allerede og en masse mere er på vej.
Jeg vil starte på den administrative/organisatoriske side, hvor der på rallyfronten har været virkelig gang i aktiviteterne. Jeg har dømt 20 prøver, heraf 16 som jeg selv har organiseret. Flere er på beddingen, det føles rigtigt godt både at dømme og arrangere.
Årets store begivenheder på rallyfronten er DM på Vilhelmsborg 28. august, Årets Hund i Ringsted 30. oktober samt NM i Stockholm 10.-12. december 2021, med kvalifikationsprøver i Ringsted 14.-15. august.
Jeg er involveret i dem alle og glæder mig til det hele, men DM er alligevel noget helt særligt.
6. september 2020 havde DKK for første gang ansvaret for DM, og det blev en stor succes. I år afholdes det igen på Vilhelmsborg og på rallyfronten er forberedelserne i fuld gang.
Et sponsorudvalg er i gang med at skaffe præmier. Dommere og de fleste officials er på plads. Drejebogen for 2020 er netop opdateret bl.a. med input fra den officielle evaluering af DM 2020, og vi arbejder på at foretage tilpasninger på baggrund af forbedringsforslagene fra sidste år.
Som rallyudøver har jeg med Max gået 10 prøver, med Otto 9, heraf 2 dobbeltprøver (hvor jeg er oppe 4 gange på en dag).
Som man kan se af mine seneste blogindlæg, er jeg MEGET tilfreds med, hvordan samarbejdet fungerer med begge hundene. Jeg har arbejdet hårdt med at kunne fokusere på det vigtigste, på et givent tidspunkt, og jeg véd at jeg er i stand til at få både Max’ og Ottos fokus, når vi varmer op og når vi går på banen.
Jeg har eksperimenteret med at ændre på setup, det kan jeg tillade mig som arrangør, og det har overbevist mig om, at jeg gør det rette, uanset vilkårene.
Hundene er topfokuserede og vi går rigtigt stabilt for tiden.
Jeg har aldrig haft så mange ”prøver i boble” i træk.
Som bonus har vi fået point til både DM og ÅH, og deltager i 4 ud af de sidste 9 DM-kvalifikationer, og i 7 ud af de sidste 9 ÅH-kvalifikationer, så vi forhåbentlig kan fastholde eller forbedre vores placeringer.
For jeg vil meget gerne til DM og ÅH som udøver 😉
Rallytræningen, både den individuelle, den spontane og den organiserede holdtræning, passer mig perfekt, og det har jeg ikke planer om at lave om på 😊 Nogle enetimer er der også plads til, bl.a. på søndag med Max hos Amanda.
På NW-fronten er jeg også meget tilfreds. Begge hunde har været til deres første prøve i år og arbejdet godt. Specielt Otto har den allerfedeste attitude og vedholdenhed, når han arbejder, så vi klør bare på.
Det eneste jeg savner, er at komme til nogle flere prøver, specielt med Otto, men vi søger dem, vi kan komme i nærheden af, og krydser fingre for, at vi bliver trukket ud.
Jeg skal da ikke glemme, at jeg også er i gang med Ottos FS-program i det små. Det giver en dejlig ro i maven at jeg har været igennem hele processen med Lille Bjørn og Max, og jeg ved både fra NW og rally at Otto ingen problemer har med at holde fokus i lange stræk.
Så lige nu er den enkle konklusion på hundearbejdet, at jeg skal fortsætte den igangværende træning og gøre mere af det, vi har gjort til prøver på det sidste, for det virker 😊
PS: Jeg har også fået flere positive tilkendegivelser om mit førerarbejde og alt det andet, og bliver glad hver gang. Livs feedback efter Ottos bane i søndags var lige så jeg fik tårer i øjnene, det var om Ottos fantastiske fokus i fri ved fod 💓
Ingen kommentarer:
Send en kommentar