lørdag den 19. august 2023

Minder og ferie på Bornholm


Da Max blev Rally Senior Champion den 6. juli i år var der ingen tvivl om, at vi ikke ønskede en pokal eller glasstatuette som minde. Det skulle være noget, som vi ville have stående fremme, måske noget keramik. 

Så på vores miniferie på Bornholm mandag-torsdag gik turen torsdag bl.a. omkring Matter - House of Craft på Nexø Havn, hvor jeg faldt for ovenstående vase skabt af Sarah Oakman. Nu pynter den med en blærespiræa fra haven og minder mig om den magiske aften. 


Vi boede i Gudhjem Feriepark, svenskerne og vi i hver vores lejlighed, en godt udgangspunkt for en masse gode ture. Bl.a. kom vi endelig til at opleve vandfaldet i Døndalen.


Onsdag passede vi Frasse, Leo og Leah, mens mor og far fik brunch på Cafe Plateau på Hotel Klippen. Leah og jeg gik tur med hundene imens og det er altid superhyggeligt. Maden blev rost til skyerne, så det endte med at de passede hundene mens Kirsten og jeg gik derhen for at spise. 


Desværre var brunchbuffeten lukket, men til gengæld fik vi lækker frokost, og den bedste udsigt man kan tænke sig. 


Vi fik meget godt at spise og drikke på ferien, bl.a. pizzaer fra Brødre Bageri, Kjærstrup is både i Snogebæk og Banken i Allinge, saltstegt sild på Snogebæk Røgeri og øl og vin på Provianten, alt det som for mig er en del af en traditionel Bornholmerferie 😊 

Tirsdag fik vi frokost på Le Port i Vang, som vi har haft flere gode oplevelser hos. Det havde vi også denne gang, men det var tydeligt at der er slækket lidt på kvaliteten, portionerne er lidt mindre, og der er ikke kælet så for meget for det hele. Så forholdet pris/kvalitet synes vi var skuffende

Bedste måltid fik vi mandag, hvor vi efter at have luftet hundene, da vi ankom til Bornholm, fik frokost på Râzapâz. Vi sad udenfor, menuen blev præsenteret på en tavle, tapas til to fristede, men jeg valgte tatar, en signaturret, med ribs, og deres vildt lækre brød og olivenolie til (man behøvede ikke andet). Kirsten fik en kæmpe croque monsieur, som hun heldigvis ikke kunne spise selv, så jeg måtte hjælpe 😊 Sød og opmærksom betjening, dejlig mad, hyggelig stemning. Det er bare et fantastisk sted. 

I går gik turen til Præstø, hvor vi fik nøglerne til vores nye hjem. Der skal ske en masse de kommende uger (vi skal være ude af huset i Solrød 1. oktober), og drømmene begynder at tage form. 


På vej hjem hentede vi tapas fra Den Lille Gourmande, det er altid godt og en fin måde at fejre at vi har to huse – man kan altid finde på noget at fejre her i huset 😊

Ingen kommentarer: