Drømme – Mål – Glæde

En dejlig frokost på Muldiverset, strålende solskin, det kaldte på en tur til Næbskoven med hundene da vi kom hjem. Tankerne fløj på den skønneste måde, og jeg tænkte, at det skulle ende i et blogindlæg – dette 😊 

På dag 2 af det første modul på MMT (Master of Mental Training™) skulle vi udarbejde vores drømmeliste. I forbindelse med kurset er en af de obligatoriske bøger The Power of Full Engagement,  og vores hjemmeopgave til næste gang er en video på max 5 minutter, med noget vi vil dele fra bogen. Min er her og kort går det ud på, at jeg blev inspireret til at genlæse mine mål og justere en del på dem. Nogle dele er uændrede, men der er andre som har fået mindre eller større fokus. 

Det afspejler i høj grad den udvikling jeg har været igennem siden jeg startede på kurset. Megakort: Mærke efter dårlige/ikke ressourcefulde følelser, og håndtere dem. Ikke at jeg ikke ”falder i”, men jeg er blevet meget bedre til at håndtere det. Det betyder mere selvkærlige mål (og drømme) og i bund grund at det er mere glæde i hverdagen. 

En masse eksempler følger 😊 

Skønne ture i skoven med hundene. 

En dejlig Freestyle oplevelse med Otto, tak til Henriette for at filme, og for dagens allerbedste ros: at jeg strålede af glæde i ringen!!! Se video her.

At overraske Mia med Sydkystens Hundeskoles Hundepris, tak til Birgit for at filme, se video her.

At have booket den første SHS Classic rallyprøve 13. december 2025 med Liv som dommer, og ”vilde” planer om en prøve, som vil blive noget særligt. 

Efter at have gennemført sommelieruddannelsen at have fokus på WSET Level 3. 

At have nogle spændende bøger i baghånden bl.a. glæder jeg mig særligt til One Thousand Vines: A New Way to Understand Wine. Og at have viljen og lysten til at nørde rigtigt meget videre med vinens vidunderlige verden. 

At fortsætte med vedvarende engagement på MMT-uddannelsen: at suge til mig, anvende, lære fra mig, inspirere. 

At have været så privilegeret at få øjnene op for Tolkiens magiske verden. På en magisk måned læste jeg hele Ringenes Herre (Eventyret om Ringen, De to Tårne og Kongen vender tilbage), jeg har mandag til torsdag læst Hobbitten og næste univers jeg skal i gang med er Harry Potters, jeg ”kom til” at sluge Harry Potter og De Vises Sten i går, og de næste 6 bind står klar i reolen, og de kommer ikke til at samle støv. 

Jeg har af faglig interesse, og fordi jeg kender Sarah lidt, bestilt Sarah Aalborgs Secure By Choice, den glæder jeg mig til at læse og skrive om. 

På musikfronten fik jeg lyst til at mindes mine tidligere teenageår, og jeg har bl.a. nydt at genhøre Beatles’ LP’erne A Hard Days Night og Help! Det gav mig rigtigt mange gode følelser at høre dem begge. 

Sidst men vigtigst. Jeg har de senere år oplevet nogle ganske store helbredsmæssige udsving. Jeg er heldigvis kommet godt igennem, men jeg ville bestemt ikke tage skade af at arbejde mere med mig selv. Forleden gjorde jeg noget ved det, jeg kontaktede Tina (den fitte coach) og begynder i næste uge på enetimer hos hende igen. Jeg kan måske ikke blive som 50-årig igen, men en fit 60-årig ville da heller ikke være dumt.

A Thing of Beauty

Jeg har virkelig lært at værdsætte nuet og glæde mig over de mange ting i hverdagen, som giver livet værdi. 

Jeg glæder mig over de mange hyggelige ture med hundene. Fx i går aftes at kunne nyde denne pragtfulde udsigt fra Jacobshavn mod Præstø sammen med hundene. 

Jeg glæder mig over de skønne rallyprøver i weekenden. Både at Max og jeg stadig kan opnå den helt magiske connection, hvor ALT spiller sammen. Og at Otto og jeg kan gå den skønneste bane og jeg kan nyde det, selvom Otto næsten ikke kan være i sig selv af ivrighed og glæde. 

Jeg glæder mig over, at jeg er kommet dertil i forhold til prøverne, at jeg har NUL nerver, fordi jeg ikke tænker på resultatmål, men kun at nyde at gøre noget sammen med hundene, som kan bringe mig så meget boblende glæde. 

Jeg glæder mig over at være blevet en del af Ældre Sagen, og efterhånden få en bedre fornemmelse af, hvor mange dygtige og entusiastiske frivillige der står bag de mange tilbud vi har til medlemmer og ikke-medlemmer. Over at være en del af en organisation, som fra centralt hold bakker op med støtte på mange forskellige fronter. Og over at skulle engagere mig i emner, som jeg egentlig følger mig for ung til indeni, men trods alt har alderen til, fx Ældrepolitik. 

Jeg glæder mig over at tirsdagens fjerde dag på sommelieruddannelsen - som handlede om oversøiske vine – gav mig yderligere et boost i forhold til det at nørde med vin. Et emne som jeg ”altid” har været interesseret i, men som nu kommer ind i en kvalificeret kontekst. Et kæmpestort emne, som jeg får en bredere og dybere forståelse af. Glæden ved at kunne identificere et par af de blindsmagte vine ret præcist, og erkende, at jeg faktisk udvikler min evne til at analysere vin. Glæden ved at lære at værdsætte nuancer og dybder i vinene, og dermed får yderligere en dimension eller to lagt oveni glæden ved at beskæftige mig med vin i bred forstand og ikke mindst smage på vin. 

Jeg glæder mig over, så mange dejlige mennesker jeg kender, værdsætter og holder af. Og gør mig umage for at fortælle dem det. 

Og jeg glæder mig over at mit helbred er bedre end det har været meget, meget længe, og at jeg føler mig i topform fysisk og mentalt. 

Jeg er en heldig mand og jeg værdsætter det i allerhøjeste grad.

Om glæden og om begrænsningens kunst

I dag gik turen til Oxie og vi så for første gang lillesøster i virkeligheden. Hun er naturligvis vidunderlig. Det er lige fantastisk hver gang at opleve sådan et lillebitte menneske, et smil, nogle fantastiske øjne, og bare ønske af hele sit hjerte, at netop hun får det mest fantastiske liv, som vi håber og ønsker for alle, men det er noget specielt med den allernærmeste familie.

Det er tæt på den ultimative glæde for mig, at nyde samværet med den fantastiske svenske familie, og de tre skønne børnebørn. Jeg tror ikke glæden er en absolut størrelse og heldigvis for det. Glæden over alt muligt stort og småt i hverdagen betyder utroligt meget, og det skal og kan ikke sammenlignes med at få et barnebarn.

Det kan godt være at ærgrelsen over alt muligt dumt, irriterende, misforstået osv. kommer til at tage overhånd, og nogen gange skal jeg anstrenge mig for at finde noget at glæde mig over, når dagen er omme, men heldigvis er der altid noget.

I går skulle jeg bare af med noget ærgrelse, og det er altså sjældent jeg gør det i blogindlæg, men det positive fyldte mentalt meget mere, da jeg gjorde dagens mentale regnskab op.

Jeg har i dag tænkt en del over planerne for resten af året.

Med Lille Bjørn er det med lidt blandede følelser. Hvis vi skal gå i HTM3 skal vi op på et helt andet niveau, end vi er nu. Jeg arbejde med programmet, og jeg har planerne så meget på plads, at jeg kan skrive dem rent i morgen. Jeg skal øve mig i at gå med en bamse - Lonni kunne straks konstatere, at jeg ikke har arbejdet med at agere før, da jeg forsøgte mig tidligere på ugen - og der er nogle position4er der skal være skarpere, og nogle nye retninger der skal på plads.

Det er urealistisk til Samsø 20. oktober, det tager tid at udvikle et godt klasse 3 nummer, og jeg skal ærligt indrømme, at det er lidt bøvlet at indarbejde den skarphed, jeg kunne tænke mig, med en næsten døv hund. Men, terningerne er kastet, og jeg vil arbejde videre med det. For ærligt talt, så er det bare en stor fornøjelse at træne med Lille Bjørn, og det vil jeg blive ved, så længe han (og jeg) kan. Plan B på Samsø, hvis jeg synes, vi er for langt fra at være klar, at gå op i Seniorklasse med HTM2-nummeret.

Med Max er fokus på rally. Jeg har i dag skrevet med Amanda om den videre træning på hendes konkurrencetræningshold, og for mig er det helt afgørende at vi får arbejdet videre med forstyrrelser. Jeg har oplevet en fantastisk udvikling på det netop afsluttede forløb, og den skulle gerne fortsætte. Springet til prøver (Høng 6.10, Ølstykke 7.10) kan være gevaldigt, så jeg har besluttet, at det er ren træning og en del af et forløb, som forhåbentlig ender med at vi i løbet af 2019 kan gå til rallyprøver for alvor.

Prøverne på Samsø bliver det officielle skæringspunkt: Max skal gå sin sidste HTM-prøve om lørdagen med et helt nyt nummer: Silly Walks à la Monty Python. Og Lille Bjørn skal søndag gå sine sidste rallyprøver i championklasse.

For at sige det på en anden måde, med et kendt Goethe citat: ”In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister”.

PS: Det er aftalt med Mathilde at hun er mere end velkommen til at gå rally med både Lille Bjørn og Max, og forsøge at kvalificere dem til DM og Årets Hund 2019, og det er hun da helt frisk på 😊

Om glæden

1. halvår 2016

En af mange vidunderlige scener i Jean Renoirs La Régle du Jeu er scenen, hvor Marquis Robert de la Cheyniest (Marcel Dalio) præsenterer et vidunder af en spillemaskine ved en fest:

Jeg har tidligere skrevet, at hvis jeg skulle identificere mig selv med en af personerne i filmen, så ville det være ham.

Jeg vil overlade det til andre at dømme, men jeg bilder mig ind, at den bevægelse, begejstring og stolthed ved nyerhvervelsen, også er den jeg viser når der sket noget særligt.

En kollega, som læser min blog, nævnte i går, at glæden lyser ud af min blog. Og det er jeg glad for, og der er ganske bevidst. Jeg bruger bl.a. bloggen som Performance Journal, og det indebærer, at der kommer ganske konkrete beskrivelser af succeser og naturligvis også forbedringsmuligheder.

Men negative udslip er der forhåbentlig ikke så mange af længere, og hvis der er, så kommer de forhåbentlig i en positiv sammenhæng, dvs. de bruges til noget til konstruktivt.

Filmklippet var det første jeg kom i tanker om, som kunne illustrere min glæde. Man skal se filmen for at forstå dybden af denne scene, men selv isoleret set er den fantastisk.

Efter arbejde hentede jeg nøglen til mødelokalet, som vi skal bruge til Rallyinstruktøruddannelsen i morgen. De sidste detaljer er aftalt med Anita, fx noget så vigtigt som, hvem der tager morgenbrød med og brødkniv med – djævelen ligger i detaljen!

Jeg har fået hængepartiet med papirkalenderen klaret, se kalenderen foroven. Marts ser underligt tom ud?! :-)

Og mandagsrallyen fik, ud over challengen - bakke 3 skridt, springvand, bakke 3 skridt, hvor føreren går med noget i hænderne, dvs. ingen håndtegn – en ny opgave i dag: en fuld championbane, som skal læres udenad til på mandag, hvor eneste hjælp vil være at der står kegler og spring på banen. Det er da sjovt!

Glæde

Onsdag deltog Max og jeg i sidste runde af Anitas LP-hold. Det var lidt spændende for mig at være med på et LP-hold og slet ikke arbejde med ”rigtige” LP-øvelser. Det er den mentale hurdle jeg skal over, fordi træning af hundens kapacitet jo INTET har med LP-momenter at gøre, men ALT i forhold til at få hunden til at arbejde med glæde og intensitet.

Så jeg lavede en bane med dobbeltspring, rallyfelt og balje, og belønnede med leg undervejs, og der var masser af energi i Max. Vi lavede nogle enkelte stillingsskift, et indkald, legede med metalapporten. Og masser af leg som belønning.

Vi forsøgte at slappe af – jeg tror jeg er bedre til det end Max, men ikke sikker, se nedenfor – og mens de andre trænede fællesøvelser, sad jeg med Max ved siden af og vi hyggede lidt.

Jeg tror Max havde en sjov træningstime og jeg en mere eftertænksom – men bestemt på den gode måde.

I dag havde Max og jeg en enetime hos Nette. Max havde en fed time, og jeg en endnu mere eftertænksom. Stikord til træningsstrategi:

• Ganske korte og simple pas/momenter. Fx plads, den første bevægelse i fri ved fod osv. Og så vild leg.
• Afbryde når det er sjovest
• Leg, hvor vi er sammen. Herunder bytter legetøj. Vi fandt ud af rangorden af hans belønninger, og det med piv i er altså sjovest og skal være det han bytter til, for ellers er han for længe om at komme.
• Jeg skal have meget mere legetøj at veksle imellem.
• Jeg skal kaste legetøjet meget mere uforudsigeligt.
• Klare førersignaler. Max véd ikke hvornår han har fri. Når jeg TROR han har fri er han stadig på  … Hænder på ryggen og ikke kigge på ham er tydeligt fri-signal.
• Ikke belønne når der er fri. Fri er ok til at snuse mv.

Masser af gode råd, og de fleste/alle nogen jeg selv kunne finde på at give, men at praktisere dem er lidt sværere åbenbart :-)

Da jeg fortalte om nogle af årets gode oplevelser begyndte tankerne at køre friløb og endte i nogle - synes jeg selv - givtige erkendelser:

• Max fik en pind i rally ekspertklasse da jeg havde ham med som ”vedhæng” til Megan til en rallyprøve. Han var bare med for sjov.
• Lille Bjørn gik en fantastisk rally ekspertklasse forrige søndag, hvor han bare var med på afbud. Det var hans første prøve i 14 måneder. Og umiddelbart efter en glimrende LP3, selvom han ikke brød sig om at være i hallen.
• Megan gik to fantastiske baner ved DM i championklasse. Efter en lang periode uden fast træning men intensiv træning ugen op til prøven.

Erkendelser:

• Når jeg går op helt uden forventningspres, så performer hundene bedre.
• Hundene tager ikke skade af en træningspause. De glemmer ikke kompetencerne, de kan i værste fald hurtigt genopfriskes.
• Min træning er alt for stereotyp. Bare fordi jeg er vild med LP og gerne vil træne LP vil en normalt begavet hund synes det er kedeligt KUN at træne LP. Hvad er der galt med spor, rally, agility, freestyle, tricks osv.?

Naturligvis intet, udover at føreren skal erkende at variationen bidrager til at styrke det HAN interesserer sig for.

Tusind tak til Nette for en meget spændende time, som virkelig fik sat tankerne i gang.

Glæde

Det er vigtigt at have noget at glæde sig over. Det gælder i alle mulige forhold i livet.

Når jeg træner hund, er det selve det at træne, der giver mig glæden. At se små og større fremskridt, at opleve en logrende hund der tænker, så det knager, for at forstå, hvad jeg vil have den til. Og den vilde jubel, når en detalje, vi har kæmpet med pludselig lykkes.

Jeg har så meget at glædes over med alle 4 hunde.

Gamle Otto er over 14½, men han trives i bedste velgående, spiser med god appetit, og når han ikke har line på og vi går ned til stranden, løber han rundt som var han en hvalp igen. Han har aldrig fejlet noget af betydning. Det kan jeg bare blive glad af.

Megan på godt 9 år er også sund og rask. Efter en masse træning af føreren er det lykkedes Megan og mig at opnå noget relativt stabilt i rally championklasse, og det hygger vi os gevaldigt med. Så længe fysikken kan holde (hos os begge!!), fortsætter vi med det. Og så havde Megan jo en flot gen-generalprøve i LP3 i søndags. Vi skal bestemt ikke tilbage i LP-ringen bortset fra 11. november i år, men det gjorde mig da rigtigt glad, at vi kunne gå op og få en tredje præmie uden overhovedet at have trænet LP i over 2 år.

Lille Bjørn. Meget kan man sige om ham, men der er blevet lagt mærke til ham! Den glæde det giver mig at kunne gennemføre en LP-prøve med ham er ubeskrivelig. Han er så tændt og arbejdsivrig, at det næsten ikke er til at forstå. Vi mangler lige det sidste i at få 1. præmier i LP3, men naturligvis kommer de. Og så giver det lidt bonusglæde, at mange sikkert ikke har troet på at det kunne lade sig gøre med en Norwich terrier. :-)

Max er der bestemt også blevet lagt mærke til. Jeg vil meget meget længe bevare glæden over at han fik to DM-titler for terriere for godt 14 dage siden. Hans fokus og arbejdsiver er fantastisk, når vi træner, og han reagerer uhyggeligt præcist på mine signaler. Og får dermed afsløret en masse af de signaler, jeg ikke troede jeg afgav …

Hans ry - som hunden, der spurter ud af prøveringen - kan heller ikke holdes skjult længere. Træningskammerater har set det til træning, Og nu har jeg oplevet det til fire på hinanden følgende prøver (LP1, LP2, generalprøve LP2 og rallyøvet).

Selvfølgelig er det et problem, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det kan løses, og jeg er bare så glad for at arbejde med en hund med et drive, som ingen af mine hunde før ham har haft. Jeg har fået alt hvad jeg har ønsket, og også noget jeg ikke havde, og sådan er virkeligheden jo.

Jeg skal have en enetime om en uge kun med fokus på stikke af-problemet, jeg har fået flere tilbud om træning under indhegnede forhold, og jeg er sikker på at unge Max (han er kun 15 måneder) pludselig bliver voksen og at vi får et forrygende samarbejde.

Det er meget svært ikke at være vildt glad for fire så skønne hunde.

Glæde

At gøre noget ubeskriveligt
Helt uden grund
Uden hoved og hale
Rende rundt som sindssyg
Hive i håret og flyve
Favne fødderne og hoppe
Oppe og nede
Bumpe og støde
Ganske unødvendigt
Men dog omhyggeligt
Med fuld energi
Og alle kræfter
Giver hele kroppen
Lutter glæde
Men svær at leve af
Sådan er den
Dansen
Ren natur

Jeg blev i rigtigt godt humør da jeg læste ovenstående digt i morges. Først i 17. linje bliver det afsløret at det handler om dans, det kunne næsten have været en beskrivelse af noget hundetræning :-)
Den forløbne weekend var absolut ikke med hundene i centrum. Både lørdag og søndag var lange arbejdsdage i flytningens tegn, og heldigvis gik alt godt. Når der sker en stor forandring, som en flytning til et nyt domicil er, er der naturligvis blandede følelser. Men jeg kunne bogstaveligt se glæden i folks øjne, da det over weekenden og i går gik op for dem, hvilke fantastiske rammer de nu har fået for deres arbejde. Hold da op en entusiasme i forbindelse med det meget omfattende flytte- og indretningsarbejde i weekenden. Jeg er sikker på, at alle kunne have fundet gode alternativer at bruge tiden på, end at anvende nogle ualmindeligt varme dage på at være på arbejde. Men alle smilede og var glade, og allerede mandag begyndte en næsten normal arbejdsdag på den nye adresse.
Jeg havde Megan med både lørdag og søndag. Hun fik set hele huset, fandt naturligvis noget wienerbrød, blev klappet og nusset, fik nogle hjemmelavede godbidder og hyggede sig gevaldigt. Det meste af tiden lå hun i buret, men vi fik også trænet en række korte pas, og det gik supergodt. Det bedste var at en af rengøringsfolkene søndag – jeg vidste ikke at hun havde set os træne – efter en af træningssessionerne sagde, at det var dejligt at se hvor glade både Megan og jeg var når vi trænede …
Nu begynder mere normale arbejdsdage igen, torsdagsundervisningen gennemgøres med tre LP-hold som sædvanlig, og jeg går i gang med mere systematisk træning af både Megan og Lille Bjørn igen.
Og så skal jagt da lige huske at fortælle om digtet ovenfor, at det er skrevet af Gao Xingjian, som fik Nobelprisen i litteratur 2000. Digtet hedder Dans, er oversat af Anne Wedell-Wedellsborg og blev bragt i Politiken i dag.