Viser opslag med etiketten Sommelieruddannelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sommelieruddannelse. Vis alle opslag

onsdag den 19. marts 2025

Sommelier og andet godt

Den stolte sommelier med diplom og forklæde

Onsdag den 12. marts

Efter den nye, normale start på dagen – inkl. meditation og tur i skoven og langs fjorden med Max og Otto – gik turen til Hotel- og Restaurantskolen for 22. gang i forbindelse med sommelieruddannelsen. For første gang var det ikke undervisning eller eksamen, og som der blev joket med, for første gang kunne vi drikke noget vin uden at spytte ud 😉

Anledningen var diplomuddelingen på sommelieruddannelsen, hvor der blev serveret champagne og lidt snacks, inden Thomas Ilkjær holdt en kort tale og der blev uddelt diplomer, forklæder og nåle. Naturligvis blev det obligatoriske gruppefoto også taget.

"Mit" sommelierhold

Det var en skøn afslutning på et ét år langt forløb, faktisk meget præcist, første kursusdag var 12. marts 2024.

Umi Sushi lækkerier

Kirsten var med og Sandra og Christian var kommet fra Oxie for at være med til at fejre, det var jeg meget glad for. Vi tog på Umi Sushi Valby bagefter og fik en dejlig frokost. 

Torsdag den 13. marts

Fiskepladsen i Præstø torsdag morgen

Jeg var til 5. gang fitness hos Tina. Jeg kan mærke at jeg rykker!

Om aftenen var der generalforsamling i Sydkystens Hundeskole, som sædvanligt ganske udramatisk.

Fredag den 14. - søndag den 16. marts

På Roneklint med hundene

Vinlæsning omfatter fast materialet til WSET3 samt Bobler for begyndere. På hyggesiden er Harry Potter bind 4 (Flammernes Pokal) læst færdig. Der var nogle coachingsamtaler, noget fitness selvtræning og masser af ture med hundene, bl.a. på stranden ved Roneklint.

Mandag 17. marts

Træning hos Tina.

Vietnamesisk svinekød med ananas

Harry Potter bind 5 (Fønixordenen) i gang. 

Tirsdag 18. marts 

My og jeg gik en pragtfuld tur fra Stevns Fyrcenter til Højerup Gamle Kirke. Kirken åbnede for besøgende præcis da vi var der, så fik oplevet den indefra.





Nye vinbøger :-)

Thai fiskefrikadeller med peanut butter sovs og thailandsk salat

Onsdag den 19. marts

Max var med til træning i Neels hal

Tur om Bårsesøerne

Stegt laks med asiatisk mangosalat

Resten af marts 

Der er en masse i kalenderen også resten af måneden:
  • 2 ugentlige træninger hos Tina 
  • Frokost på Muldiverset 21. marts
  • Dømme rally 22. marts i Ringsted 
  • Læse Bobler for begyndere færdig og anmelde 
  • Læse Harry Potter og Fønixordenen 
  • Træne med Otto og Max 
  • Forberede WSET suppleringskursus og deltage i første undervisningsdag 26. marts 
  • 5. modul af MMT den 27. og 28. marts 
  • Spise tapas og få lækker vin på 73 Strandgade vinbar den 27. marts
  • Max, Otto og min sidste rallyprøver den 29. marts 
  • Fejre Christians fødselsdag i Oxie 30. marts


torsdag den 27. februar 2025

Sommelier

Den skønneste solnedgang tirsdag ved Jacobshavn

Jeg har skrevet en del blogindlæg om sommelieruddannelsen undervejs. Efter eksamen i mandags fik jeg lyst til at skrive om den sidste del af forløbet, bl.a. ud fra det mentale perspektiv – da jeg er i gang med Master of Mental Training™ (MMT) var det jo det naturligste i verden at bruge nogle af de teknikker, jeg har lært. 

Det er næsten et år siden sommelieruddannelsen begyndte, den 12. marts 2024. Jeg har i forløbet skrevet et Worddokument baseret på vores studiemateriale, jeg genlæste lige indledningen, hvor jeg skrev: 

Dette dokument er mine noter fra kurset, hvor jeg har samlet kompendierne til de enkelte runder, PowerPoints, repetitionsspørgsmål, quizzer, noter fra de enkelte undervisningsdage samt det løse, så jeg havde én referenceramme i forhold til eksamen. 

Så skrev jeg ordet – eksamen. Jeg tror alle, i hvert fald langt de fleste, prioriterer det meget højt at består eksamen og få papir på, at de har gennemført Sommelieruddannelsen. Jeg vil naturligvis også meget gerne bestå, men for mig er det vigtigste dels processen – det skal være sjovt at komme til hver af de 21 dage, som uddannelsen omfatter – dels resultatet i form af en dybgåendeviden om vinproduktion, vin og alt muligt andet, som kurset omfatter, fx parring af mad og vin, spiritus, øl …” 

Efter den sidste undervisningsdag skrev jeg dette blogindlæg om mit udbytte af uddannelsen. Det var helt i overensstemmelse med det, jeg skrev for snart et år siden. 

Eksamenslæsningen startede systematisk i begyndelsen af december 2024:
  • Jeg lavede et skema hvor jeg for hver undervisningsrunde og for hvert område pr. gang, noterede om jeg havde gennemgået kompendium, PowerPoints, eventuelt kortmateriale, håndskrevne noter samt quizzer og repetitionsspørgsmål - målet var at jeg KUN skulle bruge Worddokumentet i det videre forløb.
  • Derefter lavede jeg en plan for at komme alt materialet igennem én gang inden den 7. januar 2025 (hvor vi havde prøveeksamen), og svare på repetitionsspørgsmålene 2 gange.
  • Efter prøveeksamen udarbejdede jeg en plan for forløbet frem til den 23. februar; jeg ville sikre at alt materialet blev gennemgået yderligere en gang og at jeg dækkede alle områder til eksamen. Eksamen omfatter: 
    • Almen teori. 2 timers skriftlig eksamen med korte faktuelle spørgsmål samt spørgsmål der kræver længere svar og argumentation. Forberedelsen omfattede genlæsning af Worddokumentet og ikke mindst intensivt arbejde med repetitionsspørgsmålene.
    • Vinmenu. En skriftlig prøve hvor vi præsenteres for en tre-retters menu, hvortil der skal argumenteres for og foreslås vine. Forberedelsen bestod i 3-4 testopgaver som blev bedømt af Thomas Ilkjær. Derudover gennemgik jeg notater om vin- og madkombinationer.
    • Smageeksamen/blindsmagning (40 minutter), med tre delelementer:
      • Vi skulle finde en defekt vin blandt fire glas, og identificere defekten. Forberedelse: sidste undervisningsrunde havde fokus på bl.a. defekter i vin, jeg trænede det ikke derudover.
      • Typebestemme to spiritustyper. Forberedelse: Det trænede jeg slet ikke.
      • Smage og analysere 4 vine ud fra et standardskema, som vi dog ikke måtte have med. Forberedelse: at lære skemaet udenad (endnu bedre). Jeg arbejdede ikke med at smage vine. 
Den sidste uge op til eksamen kunne jeg en gang imellem mærke lidt stress, når der pludselig var et ord, en drue, et område eller andet jeg ikke kunne huske. Heldigvis blev jeg mindet om at huske, hvad mit formål med at deltage på sommelieruddannelsen var, og det indebar ikke at jeg skulle blive stresset op til eksamen. I MMT-termer: jeg skulle huske min indre målsætning ”du skal ”bare” gøre dit bedste”.

Resultatet blev, at jeg den sidste uge læste cirka 1½ time daglig, sidste gang søndag den 23. februar om morgen, og ingen læsning frem til eksamen 2 døgn efter. Og nok så væsentligt – hver gang jeg i de to døgn overhovedet kom til at tænke på eksamen/vin, skyndte jeg mig at tænke på noget andet! Det var baseret på, at jeg havde læst materialet omhyggeligt flere gange, og at jeg troede på at min underbevidsthed ville hjælpe mig i eksamenssituationen. 

I tirsdags var der eksamen. Jeg havde et kort ritual 5 minutter før hver af de tre dele, hvor jeg gentog min vinmantra, følte mig som verdens bedste sommelier, viste det i mit kropssprog og derefter satte mig til eksamensbordet. Jeg var totalt ustresset under alle tre elementer. 

Klar til eksamen!

I første del, den teoretiske del, fulgte jeg min strategi til punkt og prikke: Hvis det er noget du ikke lige kan svare på, så gå videre og vend tilbage til det. Det betød at jeg fik et godt flow i besvarelsen. En sektion som kunne give 15 point ud af 210 (bestået grænse 139 point = 66 %), gik jeg først i gang med efter måske 1 time, og der kom formuleringerne ganske naturligt, det gjorde de ikke de første gange jeg læste teksten.

Kyllingesouffle boller med sæsonens grønt

Så var der frokostpause, og jeg tænkte ikke et øjeblik på hverken den overståede eksamen eller den næste, menuopgaven.

I menuopgaven var det endnu vigtigere med min strategi, nemlig ikke nødvendigvis at gøre som det forventedes: at lave en stringent analyse af retten, på basis af den formulere krav til vinen, derpå foreslå 3-4 forslag til vine der levede op til kravene og så anbefale en specifik vin. Jeg sprang lidt rundt mellem retterne, i et par tilfælde forestillede jeg mig den perfekte vin og arbejdede mig baglæns; samlet endte jeg med at være færdig med retterne i omvendt orden: dessert, hovedret og til sidst forret. 

Så kom blindsmagningen. Den defekte identificerede jeg nemt, tydelig prop, og for en sikkerheds skyld skrev jeg 2,4,6 Trikloranisol. De to spiritustyper, det blev gæt. 

Så kom den mest omfattende del: analyse og vurdering af 4 vine. Det er et fast skema som skal bruges til analysen, den omfatter 24 punkter med underpunkter, der er 7½ minut pr. vin. Bare for at nævne de 24 punkter:
  • Udseende: Klarhed, farveintensitet, farvenuance
  • Duft: Renhed duftintensitet, aromaudvikling, aromakategorier, aromaeksempler
  • Smag: Sødmegrad, syre, tannin, krop, smagsintensitet, aromakategorier, aromaeksempler, alkohol, eftersmag
  • Konklusion: Kvalitet, potentiale, druesort, alder/årgang, oprindelse, serveringstemperatur, mad/råvarer 
Der er ikke tid til dyb refleksion, det er vigtigt at have trænet det, herunder tidsparameteren, og så tro på sig selv. Jeg kunne mærke at det flød godt for mig, jeg kunne ikke have gjort det bedre. 

Eksamen er slut, 10 tømte glas :-)

Min fornemmelse efter den samlede eksamen: At jeg havde været tro mod mine kriterier, jeg mødte hver eksamen på den rigtige måde mentalt, jeg blev ikke på noget tidspunkt presset (jeg gik bare videre og vendte tilbage) og jeg nød det! 

Altså hvor fedt er det ikke lige at få lov at bruge en dag på at vise, hvad jeg har lært det sidste år, og bare mærke at jeg gjorde mit allerbedste. 

Det var OGSÅ FEDT at kunne mærke i praksis, hvor stærke værktøjer vi har fået på MMT allerede, jeg er overbevist om at marginalerne var på min side pga. dem. 

Resultat i point eller bestået/ikke bestået? Jeg havde seriøst ingen fornemmelse. 

Jeg fik resultatet i går aftes kl. 18:06. Lidt detaljer og så denne afslutning: 


Det var en kæmpebonus i forhold til min indre målsætning, og hold da op det føltes godt!

Det blev naturligvis fejret med et glas Champagne. 


Herfra fortsætter jeg med læsning af materiale til WSET® Lewel 3 Award in Wines. Det glæder jeg mig meget til at fordybe mig i.

onsdag den 12. februar 2025

Passion for vin

4. februar, ost og vin, 5 typer oste, 7 typer vin, hvad passer sammen og hvad gør ikke? Min overall favorit: Dom. Hurst, Alsace Pinot Gris Sélection de Grains Nobles Grand Cru Brand 2017

Jeg har mange gange håbet på at få mulighed for at fordybe mig i vinverdenen. Efter nogle bump på vejen, fik jeg - flot timet i forhold til at jeg gik på pension sidst i 2023 - mulighed for at komme på Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet. 

Det var en drøm der gik i opfyldelse.

Første kursusdag var 12. marts 2024, den sidste af tyve den 4. februar 2025 – og jeg må ærligt sige, at alle mine meget høje forventninger er blevet indfriet – og lidt til!

Tyve masterclasses med al den information man kan drømme om, som fundament for at nørde videre med vinverdenen i bredden og i dybden. 

Et lille overblik:

  • Thomas Ilkjær om Vitikultur og vinifikation, Frankrig og Italien
  • Christian Thorsholt Jacobsen om Tyskland, Østrig, Frankrig udover Bordeaux og Bourgogne samt søde vine og hedvine
  • Fredrik Hierner om Spanien og Portugal
  • René Langdahl om de oversøiske lande (fokus på USA, Argentina, Chile, Australien, New Zealand, Sydafrika), Bordeaux og Bourgogne
  • Lars Kragelund om destillering
  • Jakob Bunch om klassiske spirituosa
  • Anders Kissmeyer om øl
  • Bonnie Reinwald om mad og vin samt Champagne og andre mousserende vine
  • Thilde Maarbjerg om Champagne mv., defekte vine, sommelierens arbejdsopgaver samt ost og vin

Et stort pensum, med omfattende og detaljeret information, formidlet af toppen af poppen i den danske vinverden.

På den allerførste dag fortalte Thomas Ilkjær, som er ansvarlig for uddannelsen, at vores drivkraft skulle være passionen. Min passion for vin samt mine ambitioner om at lære vinverdenen i bred forstand meget bedre at kende, har gjort, at min motivation har været vedvarende. Den er bestemt ikke blevet mindre, nu forløbet er gennemført.

4. februar: "Smagning" af defekte vine

Hvis jeg skal opsummere mit udbytte kort så:

  • Først og fremmest har jeg opnået kompetencer til at kunne analysere en vin systematisk ud fra udseende, duft og smag – og sætte ord på en objektiv beskrivelse af vinens kvalitet ud fra Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet (BLIK) – det i sig selv har været det fulde forløb værd for mig. Det har siden jeg startede på forløbet været en helt ny og vidunderlig oplevelse at vælge vin, smage på vin, forstå hvorfor den smager som den gør, matche den med mad og sætte ord på oplevelsen.
  • Jeg har fået en bred og dyb forståelse for den komplekse proces der ligger bag det produkt, som ender som et (forhåbentligt) godt glas vin i glasset – herunder bl.a. viden om vinfremstilling, druesorter, vinområder og vintyper.
  • Jeg har fået  grundlæggende forståelse for mad- og vinsammensætning, destillation og et bredt udsnit af spirituosa samt øl.
  • Jeg har et solidt fundament for at arbejde videre med vinverdenen, både i dybden og bredden – med en grundlæggende erkendelse af, at jo mere jeg véd, jo mere finder jeg ud af, hvor lidt jeg egentlig véd – hvilket er fascinerende og meget motiverende for mig.

Hvad nu?

Jeg har et par vinbøger stående på læselisten, nogle podcasts at lytte til, nogle tidsskrifter, der skal læses, vine der skal smages, oplevelser jeg drømmer om – dette er bare begyndelsen på min vinuddannelse, og en hel anden vinkel på Livslang Læring.

Jeg er tilmeldt WSET Level 3 Award in Wines suppleringskursus som starter 26. marts. Det omfatter 2 dage og en eksamen. Det er et tilbud til personer, der har gennemført sommelieruddannelsen, og med bestået eksamen opnås en internationalt anerkendt certificering. Den helt store drivkraft for mig er at lære en masse vinudtryk på engelsk.

fredag den 31. januar 2025

Performance og magi

Skøn tur i skoven efter dagens kursus

Torsdag og fredag deltog jeg i fjerde modul af Master of Mental Training™ hos Rasmus Bagger.

Torsdag startede med at nogle bød ind med ”siden sidst”, jeg selv med bl.a. min bevidste stræben mod at bruge det vi lærer på kurset i praksis parallelt med. Specielt én anden deltagers case var meget lærerig og Rasmus brugte meget tid på at arbejde med den, det var vanvittigt spændende – vi oplevede coaching i praksis, en meget spændende case og der blev noteret mange guldkorn; for det handlede jo ikke bare om den pågældende deltager, det handlede om noget vi alle kunne lære en masse af. 

Vi blev introduceret til Tony Robbins Emotional Triad, herefter Triaden. Triaden består af Fysiologi/kropssprog (vores fysiske fremtoning), Fokus (som vi kan vælge) og Sprog/fortælling/indre dialog. De tre hænger sammen og definerer vores tilstand. VI afgør selv om vi har en positiv eller negativ Triade. Anvendelse af Triaden er et stærkt værktøj til at styre vores tilstand. 

I frokostpausen skulle vi udarbejde vores EPI (Emotional Performance Indicator) for perioden fra 10. januar til dato, altså tiden siden Modul 3. 

Hjemmeopgaven til fredag morgen var at beskrive nogle negative triader og nogle positive. Jeg tog naturligt afsæt i min EPI, og det var meget spændende og givende. Jeg har med Triaden fået et stærkt værktøj, specielt på en situation, der havde resulteret i en af de få ikke ressourcefulde punkter i min EPI, irritation. 

Da jeg fredag morgen fortalte om mine overvejelser om triaderne og om den specifikke case, fik jeg bl.a. to eksempler på gode coachingspørgsmål retur: ”Hvad er du nødt til at sige dig selv, for at få den følelse?” og ”Hvad skal du sige til dig selv, for at blive ved med at fastholde den følelse?” Mit ærlige svar på sidste spørgsmål var, at jeg ville grine ad mig selv; det var simpelthen så dumt, at jeg havde bragt mig selv i den situation, så den ikke var til at fastholde 😉 

Vi fik derefter en mere detaljeret gennemgang af elementer i FirstMinds personprofil. Der var en masse ting der faldt på plads i mit hoved, og min egen profil blev meget mere forståelig for mig. Jeg glæder mig meget til – som en del af det videre forløb – at få fem til at svare på spørgsmålene og få deres egen personprofil, som jeg skal gennemgå med dem. 

Sådan opbygges en spændende præsentation

Endelig sluttede dagen med en masse spændende ideer om kommunikation: hvad vi kan gøre for at være fængende og inspirerende overfor individer og grupper, hvad enten det er face to face, live eller optaget. Som træning skal vi til næste modul lave en højst 5 minutter lang video om et punkt fra The Power of Full Engagement, som vi finder interessant; fortælle hvad det har gjort for os personligt eller hvad vi forestiller os at det vil kunne gøre for os selv og den der er ser videoen. Endelig skal vi slutte med anbefaling af hvordan seeren skal starte. Fantastisk opgave! 

To intensive og lærerige dage, en fantastisk energi og guld i udbytte! 

sommelieruddannelsen har jeg haft fornøjelsen af to masterclasses med René Langdahl om oversøisk vin. Overblik og nørderi om Argentina, Chile, USA, New Zealand, Australien og Sydafrika og smagning af ca. 18 vine. Seks meget spændende vinlande. René er fantastisk til at zoome ud og ind efter behov. Fællestræk og forskelle klimatisk, topografisk mv. Og ikke mindst tendenser vinmæssigt, med masser af paralleller og forskelle til den europæiske vinverden. Jeg noterede flere referencevine, og jeg er kommet til at købe et par 😉 

Det er jo det min vinglæde specielt handler om: at finde nye og spændende vine, blive endnu klogere på den enkelte vin og hvordan den er blevet til, og kunne se det i et større perspektiv. 

Max til træning

På hundefronten har jeg heller ikke ligget på den lade side. I onsdag havde jeg Max med til den ugentlige træning, som Otto normalt er alene om. Og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det. Han vil så gerne arbejde og jeg var ved at tude af glæde over at vi kunne hygge sammen. 

Min bane til landsholdskvalifikationen

Sidste lørdag dømte Liv og jeg de første to udtagelsesprøver til landsholdet i rally 2025. Det var en rigtig dejlig oplevelse, Der er virkelig arbejdet med banerne og som en del af forberedelser brugte vi også et par timer torsdag på at gennemgå dem, tale typiske fradrag og tale om hvordan vi kunne bevæge os på banen. 

Det var også en fornøjelse at dømme. Jeg havde først Charlotte, derefter Maiken som sekretær, og vi blev vidne til en masse flot førerarbejde, noget af det magisk, og en masse gode diskussioner om bedømmelser. 

Civilingeniøren fejrer at han har samlet sin Lego-model ;-)

På den personlige konto har jeg afsluttet mit Lego-projekt og er nu i gang med en helt anden opgave. En god ven fortalte, at hun var i gang med at læse Ringenes Herre for x’te gang, og hendes vantro da jeg fortalte at jeg hverken kendte bøger eller film, gjorde at jeg købte alle tre bind. Nu er jeg halvvejs i bind 2. Ja, jeg er virkelig blevet grebet af Tolkiens magiske univers. Og jeg kan godt forstå, at det er en bog der skal læses mere end én gang. 

Ved nærmere eftertanke skal jeg nok skaffe lidt vine fra Central Otago i New Zealand, hvor noget af Ringenes Herre er filmatiseret 😊 Det er også en form for magi.

fredag den 10. januar 2025

Master of Mental Training™ - 73SG – Sommelieruddannelse – Otto- Rally – Lego

Fem fantastiske dage med fokus på en masse af det jeg brænder for. 

Master of Mental Training™ 

Der skrives noter med opsummering af to vildt inspirerende dage

Torsdag-fredag deltog jeg på modul 3 af Rasmus Baggers Master of Mental Training™. Fredagen sluttede med at vi skulle notere læringspunkter fra hele modulet, og præsentere det for et par af de andre deltagere, og høre deres læringspunkter. Det gav mig samtidig det meste af indholdet til dette blogindlæg 😊 Vi var bl.a. inde på:
  • 7 gode vaner som coachingmodel
  • Gode coachingspørgsmål, bl.a. med Year in Review spørgsmål fra Darren Hardy, supergode spørgsmål til reflektion og som grundlag for dialog, fx Most important relationship improved last year (3), One word that best sums up and describes last year’ experience og Three things I need to do less of the next year are
  • Adfærd som coach. Ikke et selvstændigt punkt, men noget jeg samlede på undervejs: ressourcefuldhed, ikke kritisere/dømme (så mister du ledelsesretten), ikke fastholde ikke-ressourcefulde oplevelser, være nærværende, bevidsthed om egne styrker, kunne bryde mønstre, se styrker og potentialer i en anden
  • Bevidstheden om egne styrker giver automatisk den psykologiske hjemmebanefordel. I forhold til at få indsigt i egne styrker fik vi en introduktion til FirstMinds personprofil. Det er en del af forløbet at gennemføre en certificering i værktøjet. Vi fik som hjemmeopgave mellem torsdag og fredag at besvare et online spørgeskema, og fik som kvittering en personprofil. Jeg kan bestemt kende mig selv i den, i høj grad endda. Jeg har sendt til nogen, som kender mig godt, og forventer nogle ærlige tilmeldinger. Jeg citerer de tre højest scorende talenter
    1. Udviklende (88) Du ser fremskridt og potentiale i mennesker. Du er drevet af udvikling, og du brænder for at hjælpe andre med at opnå succes. Du er ofte på udkig efter tegn på uudnyttet potentiale i dine samtaler med andre, fordi det er det, der giver dig energi.
    2. Målrettet (83) Du har et mål, som du gerne vil opnå. Du arbejder hårdt og får tingene gjort færdige. Dit talent giver dig et drive, som får dig til altid at ville gøre mere. Med målrettet som talent, fokuserer du på målet, og hvad der er vigtigst for dig at opnå. Når du opnår dine mål, er du hurtig til at opstille nye.
    3. Lærende (83) Du elsker at lære, opdage viden, øve hvad du har lært, udvikle dine kompetencer og bruge din nye kompetence - det giver dig selvtillid at gennemgå denne proces med nye ting. Udfaldet eller emnet er ikke nødvendigvis vigtigt, men processen er.
William og jeg træner en fokusøvelse: Jeg skal gribe kuglepennen, når han slipper den ... det lykkedes to gange, takket være fremragende coaching!
  • Fredag eftermiddag fik vi gennemgået Ramus’ 3 klicheer, et meget ydmygt navn for det ultimative værktøj til at styre at man kommer i boblen.
    1. Bevidst tage fokus - selvvalgt bevidst kommando, som du kræver af dig selv, så længe det behøves og så intenst det behøves.
    2. Komme i tilstanden Koncentration (boble, zone osv.).
    3. Tro på det. 
  • Kombineret med bevidstheden om forskellen mellem Ydre målsætning (konkret, målbart, deadline, handlingsplan) og Indre målsætning: Du skal "bare" gøre dit bedste: bekræfte hvem du er, tage afsæt i dine styrker, kan man styre efter de rigtige mål til træning, til konkurrencer og styre at man er i det rigtige mindset hver gang. Jeg har aftaler med 4 coachees, som er seriøse og ambitiøse og håber at jeg kan hjælpe dem med at blive endnu bedre. 

73SG Vinbar i Helsingør


Jeg skrev i november 2024 et blogindlæg om mit første besøg hos 73SG, og nævnte også at jeg havde booket et besøg i januar. Det var i går aftes. 

Det blev igen en fantastisk oplevelse. At sige at jeg følte mig velkommen ville være en underdrivelse af dimensioner. Jeg blev mødt med et varmt velkommen, tak for mit blogindlæg og et bord til 4. 

Jeg valgte igen en menu med 5 tapasanretninger og fik smagt en stribe lækre vine bl.a.
  • Lagar de Darei Riserva Tinto 2015 fra Dão på Touriga Nacional/Tinta Roriz/Alfrocheiro/Jaen
  • Domaine de la Senche, Vieilles Vignes fra Languedoc på Carignan/Syrah
  • Skærsøgaard DONS Cuvée 2019 på Solaris/Zalas Perle/Cabernet Cortis/Madelaine Angevine 
Specielt DONS, mousserende fremstillet efter den traditionelle metode, var en dejlig oplevelse.

Jeg har booket bord igen til marts 😊 

Sommelieruddannelse 

I tirsdags havde vi 17. runde af sommelieruddannelsen, dels prøveeksamen, dels øl. Eksamen omfatter tre dele, alle skriftlige:
  • En teoretisk eksamen på 2 timer
  • En menuopgave, hvor vi til en treretters menu skal foreslå 3-4 passende vine og anbefale en enkelt 
  • En smageeksamen, hvor vi skal 
    • Identificere en defekt vin og defekten blandt 4 vine 
    • Identificere spiritussen i to glas med spiritus
    • Analysere 4 vine på 27 punkter i henhold til et fast smageskema (som vi ikke må bruge på dagen, vi har blanke papirer) 
Prøveeksamen omfattede 40 minutters teoretisk eksamen og analyse af to vine. Den teoretiske var lige under bestået, den analytiske langt fra bestået. Masser af godt input til den videre træning. 


Dagen sluttede med at Anders Kissmeyer gennemgik ølfremstilling og vi smagte 7 forskellige øltyper.

I dag kom den mentale dimension også på plads i forbindelse med MMT, for selvfølgelig er der også en betydelig mental dimension på eksamen. 

Otto 

Otto og jeg trænede FS i onsdags

Otto og jeg er gået i skarp træning til vores første prøve i 2025, FS1 den 16. februar. Vores nummer til Ulven Peter er justeret indholdsmæssigt, og der er kommet mere sikkerhed i elementerne, det er fedt at træne. 

Vi har fået afmeldt et par dobbelte rallyprøver, og den 29.marts stiller vi til vores sidste officielle prøve indtil videre. Det er landet gradvis, men er nu helt sikkert, vi pauser fra rally på ubestemt tid. 

Lego

Fars fede julegave

Jeg må også nævne et helt nyt projekt i min sammenhæng at samle en LEGO model. Højdepunkter:
  • Jeg fik modellen i julegave
  • Jeg gik i gang med at samle den
  • Da jeg gik i gang med pose 4 ud af 20, kunne jeg konstatere at noget ikke var som det skulle være
  • Jeg skilte det hele ad igen
  • Efter en længere pause gik jeg i gang igen
  • 6 poser er nu samlet
Status efter 6 af 20 poser :-)

mandag den 30. december 2024

2024 – 10 nedslag


Mit første fulde år som pensionist. Mange skønne oplevelser og nye perspektiver. Jeg har valgt 10 punkter, uprioriteret.

1 Elias & Liv


En fantastisk rallydag, hvor der blev samlet ind til Legeheltene. Elias, ambassadør for Legeheltene, Anita og jeg stod for en skøn, klassisk rallyprøve, hvor overskuddet gik til Legeheltene . Det gjorde en god dag endnu bedre at jeg kunne overrække Sydkystens Hundeskoles Hundepris til Liv

2 Max ÅH nr. 2 i seniorklasse

Max og jeg blev nr. 2 i seniorklasse i Årets Hund i Rally 2023. Jeg havde et resultatmål, og fik det opfyldt. Det var ikke mindst vilkårene, der gjorde at jeg vil huske den prøve som noget særligt.  

3 Sommelieruddannelse

Jeg kom i i gang med Sommelieruddannelsen hos Dansk Vinakademi. At smage vin og tale om vin bliver aldrig det samme igen. Vi er ud i nørderi på den allerfedeste måde.

4 Master of Mental Training™

Jeg kom ret spontant på Rasmus Baggers Master of Mental Training™, uddannelsen der er i fuld gang med at redefinere mit liv. Et fantastisk hold, en karismatisk underviser, og ikke mindst en Paul som er SÅ modtagelig for læringen, og i fuld gang med at bruge den både i forhold til sig selv og i forhold til andre. 

5 Svenskerne

Vi har haft en masse dejlige oplevelser med Svenskerne, den årlige sommerferie på Bornholm, den danske juleaften, og en masse fantastiske oplevelser derudover. 

6 Otto i Freestyle

Ottos ”debut” i Freestyle 1. Jeg mener Liv inspirerede mig og jeg blev grebet af det. FS står som vores primære hundeaktivitet i 2025, rally bliver sat på standby. 

7 gode vaner

7 gode vaner  er obligatorisk læsning på Master of Mental Training™, og genlæsningen har været en åbenbaring for mig. Jeg har i den grad taget de 7 gode vaner til mig, og arbejder med at indarbejde dem.

8 Julekurven i Præstø

Sydkystens Hundeskole stod for en rallyprøve til fordel for Julekurven i Præstø. Med massiv lokal opbakning skabte vi et flot resultat. Det var vigtigt for mig at gøre Sydkystens Hundeskole synlig lokalt som andet end en hundeskole.

9 Max

Max’ prøvekarriere sluttede officielt hos Hvalsø Hundevenner. Jeg havde selv meget svært ved at finde den rette afslutning på en lang karriere med Max med flotte resultater i LP, Rally, HTM, FS og NW samt landsholddeltagelse i 6+ og Rally. Men dyrlægen hjalp mig ved at konstatere at Max er blind på venstre øje, og er lidt aldersplaget i øvrigt, hvilket giver mening når han er 13½. Jeg nyder at hygge med Max, uden at der er noget som helst vi skal præstere.

10 

Hjemmefronten – vi har været ramt af lidt skavanker, det er også ok i vores alder. Vi øver os på at gøre hver dag til en god dag og glæder os over at vi er privilegerede.

tirsdag den 17. december 2024

2024 – Master of Mental Training™, Sommelieruddannelse og Hunde

Max og Otto hygger 💓

Det vigtigste der er sket for mig i 2024, er at jeg traf beslutningen om at søge om at komme på Rasmus Baggers Mental Trainer Practitioner™ uddannelse – og at jeg blev optaget.

Uddannelsen omfatter 4 moduler à 2 dage. Allerede efter det første modul den 7.-8. november 2024 besluttede jeg at søge om at blive opgraderet til Master of Mental Training™ (MMT), som omfatter 10 moduler à 2 dage, de første 4 identiske med Mental Trainer Practitioner™.  Også det blev jeg optaget på.

Det er virkelig det rette kursus på det helt rigtige tidspunkt. Jeg har allerede efter de to første moduler fået virkelig meget inspiration i forhold til mit eget liv, og til potentialet i at kunne fungere som coach og mentaltræner på højt niveau.

Fundamentale ting som at sætte mål for mit liv, klarlægge mine værdier og anvende Stephen R. Coveys 7 gode vaner i praksis har betydet et mentalt boost og at jeg i min ugentlige planlægning (vane 3: gør det første først) får fokuseret på de rette ting: de vigtige ting, som ikke haster.

Jeg kommer til at skrive meget mere om forløbet, lige nu er jeg lykkelig for at være blevet en del af det fantastiske hold, som er i gang med MMT-forløbet. Det er Rasmus Bagger personligt der står for al un-dervisningen. Det er seriøst vildt inspirerende: han er utroligt vidende, inspirerende og forrygende til at lære fra sig – med ét ord: karismatisk.

Hvis jeg skulle karakterisere min egen læring indtil nu, så er årets ord: Ressourcefuldhed.

* * *
Champagne og østers med whisky 👌

Den anden store uddannelse jeg er i gang med er Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet, et forløb over 21 hele dage. De 16 første dage er gennemført, de sidste 5 afvikles i januar og februar 2025, den sidste er den afsluttende eksamen. 

Det er en meget krævende uddannelse, der er masse af hjemmearbejde og meget der skal læres udenad. Det er et stort område man skal dække som sommelier. Jeg kan nævne:
  • alt det der sker inden vinen ender hos forbrugeren (vindruer, druernes udvikling, sygdomme, vinfremstilling, lagring mv.),
  • vin i alle fremtrædende vinlande repræsenteret på det danske marked som Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig , Spanien, Portugal, en række andre europæiske lande, oversøiske lande (fx Argentina, Chile, Australien, New Zealand, USA, Sydafrika). Viden om vilkårene for vindyrkning, lovgivning, klima i bred forstand, distrikter, druesorter, vinstile osv., 
  • på tværs af ovenstående Champagne og andre mousserende vine, samt sødvine og hedvine, 
  • mad og vin,
  • spirituosa,
  • øl,
  • bedømmelse og beskrivelse af vin, herunder defekter i vin.
Jeg har skrevet om det før, men gentager det gerne: den helt store gevinst for mig er, at jeg har fået en meget mere kvalificeret tilgang til at vælge, smage og kommentere vin. At gå efter det specielle, det utraditionelle; at kunne værdsætte detaljer og helheder, som jeg ikke på samme måde har kunnet værdsætte før; og at kunne analysere en vin systematisk og sætte ord på oplevelsen efter en anerkendt proces.

Det mentale og vin, to vidt forskellige emner, men begge emner som jeg brænder for. At jeg i mit første hele år som pensionist har fået mulighed for at komme på topniveau uddannelse i og nørde igennem på begge områder er et privilegium. 

Man skal ikke være ret længe sammen med mig, for at opdage, at det er to emner jeg brænder temmelig meget for, og jeg deler gerne min viden - så pas på 😉

* * *

På hundefronten er Max blevet pensioneret efter en lang karriere, som sluttede i år med bl.a. deltagelse i DM i rally 2024 og Årets Hund i rally 2023 og 2024. Vi gik en del fantastiske prøver, og også nogle hvor tingene ikke helt spillede. 

Det var meget svært for mig at få afsluttet hans konkurrencekarriere på en ”rigtig” måde – den perfekte prøve og så stoppe. Det var ikke mindst svært mentalt. Kun meget sent gik det op for mig, at der var noget med synet – det er kommet gradvis og han er helt blind på venstre øje nu.

Jeg har ikke glemt, at jeg har lovet et særskilt blogindlæg om vores konkurrencekarriere, men det haster ikke. Han nyder et meget, meget velfortjent otium og jeg har utallige minder om en fantastisk karriere i mange forskellige discipliner, som jeg nyder at kunne tænke på.
 
Otto med bold ved juleafslutning hos Shandi (foto: Shandi) - årets foto!

Otto debuterede i ekspertklasse i rally i juli; vi har gået nogle få prøver, og har lidt i kalenderen næste år. Jeg er meget bevidst om, hvad der mangler, for at vi kan begå os i klassen, og det betyder at grundtræningen er kommet i fokus, så vi får den nødvendige skarphed i positionerne. Jeg kan godt mærke, nu jeg skriver dette, at jeg virkelig skal overveje, om jeg brænder tilstrækkeligt for Otto i rallysammenhæng.

Vi ”debuterede” (efter 3 års pause kan man vist godt kalde det en debut) i Freestyle 1 i november og jeg blev ærligt talt ret tændt på det. Processen med at finde musik, de rigtige tricks, udvikle historien – det væltede frem med gode minder. Det specialdesignede opvarmningsprogram - ikke mindst musikvalget - vi havde lavet til en træningsklasse dagen inden debuten, var noget af det sjoveste og følelsesladede jeg har prøvet.

Mine trænings- og konkurrenceplaner i 2025 handler derfor meget naturligt mere om Freestyle end om Rally.

På arrangørsiden har vi igen i år har holdt en del prøver (24) i Sydkystens Hundeskole og der er 10 i kalenderen næste år. Men derefter er det også stort set slut. Der bliver nogle enkeltstående ”hyggeprøver”. DM-/ÅH-kvalifikation er godt dækket ind i ”nabolaget” med aktuelt 30 prøver i 2025 i en radius på 60 km fra Præstø.

Som rallydommer håber jeg at have mange gode år i mig endnu, så det fortsætter jeg med 😊

Ellers har 2024 været fyldt med alt muligt, som har bragt glæder og sorger, og sådan er livet jo. Jeg har med 7 gode vaner i ryggen virkelig fået arbejdet med at håndtere situationerne konstruktivt og fået prioriteret, hvad jeg ønskede at bruge tiden på. Jeg har foretaget gode tilvalg og fravalg.

I 2025 håber jeg at kunne anvende både MMT og min viden om vin i lidt større skala. Det er kun i støbeskeen, men da der er nogle drømmemål på begge områder, kommer det gradvis ind i planerne som konkrete aktiviteter.

torsdag den 14. november 2024

Nørderi og ressourcefuldhed – om vinsmagning og mental træning

Otto og fører ved Hund og Glædes klubmesterskab

Når jeg begynder at beskæftige mig for alvor med et interesseområde, slår min indre nørd til.

Dengang jeg for alvor begyndte at interesse mig for hundetræning gennemførte jeg Hund & Trænings Klikkerinstruktøruddannelse, var med til at etablere Sydkystens Hundeskole, gennemførte den fulde pakke hos Bob Bailey (5 kurser), blev involveret i en masse organisatorisk arbejde og blev rallydommer.

Jeg fik flashback til min måde at kaste mig videbegærligt over nyt stof - når jeg kunne mærke at det var noget, der var vigtigt for mig - da jeg i weekenden havde besluttet mig for at melde til det fulde MMT forløb hos Rasmus Bagger, samtidig med at jeg er langt i Sommelieruddannelsen.

To vidt forskellige områder, med det til fælles for mig, at det er områder, jeg har interesseret mig for længe, for vinens vedkommende endog meget længe, og nu har fået lyst til at beskæftige mig endnu mere seriøst med.

Så kan man (sådan tænker jeg 😊) ligeså godt gå efter det bedste der er at opdrive i landet, og dermed blev det oplagt at vælge Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet og Master of Mental Training-programmet (MMT) hos Rasmus Bagger.

Jeg har skrevet flere gange om Sommelieruddannelsen. Det virkeligt store udbytte for mig er, at jeg har fået et helt andet forhold til vin: at smage på vin for at kunne analysere den kvalificeret, fremfor bare at mene om den er god eller dårlig (= den kan jeg lide, eller den kan jeg ikke lide). 

En kvalificeret analyse omfatter at jeg på 7½ minut skal kunne vurdere et glas vin på 24 forskellige parametre, herunder begrunde vurderingen af vinens kvalitet på en 6-trins skala: defekt, dårlig, acceptabel, god, meget god, fremragende.

Vi gennemførte i tirsdags runde 15 af 21, hvor nr. 21 er eksamensdagen.

Hvordan bliver man dygtigere? Ved at øve sig!
 
Klar til start på endnu en runde af Sommelieruddannelsen

I hver runde af Sommelieruddannelsen smager vi typisk 8 forskellige vine, alle indenfor dagens tema. I tirsdags var temaet søde vine, Tyskland og Østrig. Meningen er selvfølgelig at vi skal have lejlighed til at smage et så bredt udvalg af vine indenfor pensum som muligt. 

Søde vine er ikke noget jeg (som de fleste danske vindrikkere) drikker meget, så det var en god lejlighed til at smage bl.a. Sauternes (Carmes de Rieussec 2016) og Ice Wine fra Canada (Pillitteri, Niagara Peninsula Riesling Icewine Market Collection 2017). I den tysk/østrigske del skulle jeg præsentere min analyse af den sidste vin, som viste sig at være Rosi Schuster, Burgenland Sankt Laurent Zagersdorf 2018, altså 100 % St. Laurent … den havde jeg ikke rigtigt.

Der er en masse teori og en masse praksis, jeg har naturligvis detailplanlagt det videre forløb inkl. eksamenslæsning i december frem til prøveeksamen 7. januar 2025 og derefter ”rigtig” eksamenslæsning frem til 25. februar.

Introduktion til Bourgogne ved René

Som bonus (sådan omfatter jeg det) fik jeg mulighed for at deltage i en masterclass hos Vinakademiet i går: ”The Geology of Burgundy’s Côte d’Or” med den franske geolog Francoise Vannier-Petit og René Langdahl som undervisere.

Francoise Vannier-Petit

Det er virkelig nørdet og meget spændende. Francoise Vannier-Petit har gennemført detaljerede analyser af jordbund og undergrund af en væsentlig del af Côte d’Or, og præsenterede sine resultater. Dertil smagte vi 17 vine fra området, og diskuterede, om der kunne påvises sammenhæng mellem jordbund/undergrund og vinens udtryk. Der var to case studies med henholdsvis 4 vine fra Santenay og 4 vine fra Chambolle-Musigny. Hvis der kan påvises sammenhæng, er det ikke umiddelbart observerbart, men Francoise er overbevist om, at der er en eller anden form for sammenhæng.

17 vine fra Bourgogner, det er noget særligt for en amatør vinnørd som mig. Jeg fik helt sikkert smagt vine, som jeg ellers aldrig ville komme i nærheden af, fx Clos de Vougeot ”Grand Maupertui” 2020, Domaine Jean-Marc Millot (listepris 2.000 kr.) samt et firkløver der dækkede Chambolle-Musigny:
  • 1er Cru les Noirots 2018, Domaine Arlaud
  • 1er Cru Chatelots 2022, Domaine Boursot Père & Fils
  • 1er Cru Lavrottes 2022, Domaine Boursot Père & Fils (som der er produceret 450 flasker af)
  • 1er Cru les Fuées 2022, Domaine Faively
Jeg noterede smagsindtryk for alle vine, og jeg noterede bl.a. at jeg synes de sidste to er fremragende. Vinene er vist ikke til at opdrive. Kvalitets-Bourgogne er bare ikke økonomisk indenfor rækkevidde for de fleste. Så meget desto større er det naturligvis at kunne være med til et sådant arrangement.

***

MMT-uddannelsen
 
Jeg har ”kun” gennemført 1 ud af 10 moduler à 2 dage, jeg har bestilt 3 obligatoriske bøger og låner en fjerde. Aktuelt har jeg fokus på hjemmeopgaven:

At have fokus på egne negative reaktioner/følelser og agere proaktivt (i modsætning til fastholdelse i nuværende situation). Er du lederen? Hvad kan du gøre?

Det er skræmmende så effektiv læringen går, når jeg har fokus på den. Jeg har i forrige blogindlæg nævnt, at jeg allerede lørdag aften havde mulighed for at træne en fantastisk case. En samtale, hvor jeg kunne mærke, at jeg fik dårlige følelser (ikke ressourcefuld indeni), blev irriteret og ikke kunne blive af med det dårlige. Jeg håndterede det mentalt bagefter, og næste morgen kunne jeg mærke, at det var en succes: den dårlige følelse var væk, jeg følte mig ressourcefuld igen.

Jeg har fortsat træningen, og der har kun været mindre situationer, men perfekte at træne på: mærke følelsen, konstatere at den ikke er ressourcefuld, håndtere den og så videre. Det er bare noget der kommer til at fortsætte, det er ved at blive en refleks, og det skal det også være.

Derudover er jeg mentalt klar til at præsentere læring fra de første moduler. Det er en naturlig del af vores træning, og jeg har en oplagt målgruppe, nemlig personer der sidste år deltog i mine arrangementer ” MENTALTRÆNING eller … Sådan lærte jeg at elske at gå til prøver og være sikker på, at jeg ALTID kommer hjem med armene hævet over hovedet”.

Jeg har en masse ekstra at fortælle med min nyerhvervede viden, og den vil jeg gerne dele med interesserede.

Bundlinjen er, at uanset om jeg træner vinsmagning, andet vinrelateret, mentaltræning, hundetræning eller noget fjerde eller femte: ”Det du øver bliver du bedre til hvad enten det er positivt eller negativt”.

tirsdag den 29. oktober 2024

Årets sidste prøve – og noget om kvalitet


I weekenden var jeg til årets sidste hundeprøve – og det er en god anledning til at se på året der gik.

Jeg har været til 69 rallyprøver. 47 med Max i seniorklasse, 15 med Otto i øvet klasse og 7 med Otto i ekspertklasse.

Med Max var der tre store finaler:
  • Årets Hund 2023, hvor vi blev nr. 2
  • DM 2024, hvor vi blev nr. 18
  • Årets Hund 2024, hvor vi blev nr. 8
Han fik en senior sølvtitel og to guldpinde. Han vandt 12 prøver og fik 100 point 2 gange.

Den bedste rallyprøve? Det var nok den første 13. juli, hvor vi gik den fedeste bane hos Liv og jeg sprang et skilt over. Glem ”nok”, det VAR den 😊

Otto og jeg har gået nogle fine prøver i Øvet klasse, og har fået både bronze- og sølvtitlen. Sidstnævnte også 13 . juli, hvor vi gik to flotte baner hos Liv, ved det jeg på forhånd havde sagt, var vores sidste prøver i Øvet klasse.

Vi har fået en fin start på ekspertklasse; der er en del detaljer at arbejde med, men udgangspunktet er det allerbedste: en glad og energifyldt hund, der så gerne vil gøre sit allerbedste; hans fører skal bare stramme sig an 😊

Otto og jeg fortsætter i ekspertklasse i 2025.

Max er officielt pensioneret efter en lang, flot karriere i mange discipliner, men hvis vi begge holder os skarpe, kunne jeg godt finde på at gå til en rallyprøve eller to med ham næste år.

Så meget om rally i denne omgang.

Årets sidste prøve kom jeg fra, det var i weekenden, en HTM Konkurrence arrangeret af Hornsherred HTM Klub med træningsklasse lørdag og officielle prøver søndag. 

Det er bestemt ikke hverdagskost for os at gå til HTM-prøver, men det ville være forkert at sige at jeg ikke har erfaring. Inden weekenden har jeg været oppe til 81 prøver (færdighedsprøver, 6+, seniorklasse, FS1-2 og HTM1-2-3). Men det næsten som en debut alligevel, for sidste optræden ligger lige over tre år tilbage, det var en FS1 på Samsø med Otto, og jeg må indrømme at jeg ikke engang kan huske musikken …
 

Jeg skrev i går at jeg havde skræddersyet et 4 minutters nummer til træningsklassen lørdag. Indholdet var naturligvis ikke helt tilfældigt 😊 Der var udsnit fra:
  1. Halloween Songs for Kids with Blippi – fordi temaet var Halloween, og det nummer var børnebørnenes yndlingssang for et par år siden
  2. Charles Trenet - Que reste-t-il de nos amours?– Max’ og min musik, da vi gik HTM3
  3. Paddington teamet – Lille Bjørn og mit nummer, da vi gik FS2
  4. Camille Saint-Saëns - Danse Macabre – en hilsen til Liv (som var DJ), det var hendes og Mangos musik til det nummer, der var med til at tænde min interesse for disciplinen
  5. Count down – som overgang til næste nummer
  6. Ulven Peter med Peter Belli og Les Rivals, det klip som vi skulle bruge til prøven søndag
  7. Pavarotti med Brindisi fra Verdis La Traviata – som festlig musik, da Otto og jeg legede og forlod ringen; jeg lukkede lågen præcis efter 4 minutter 😊
I går havde vi så den ”rigtige” (gen)debut i FS1. Blogindlægget i går Otto skønne debut i FS1 blev bevidst lagt ud, før jeg kendte ”resultatet” af prøven (point og placering), dem fik jeg først sidst på dagen.


Jeg skrev: ”Det var en vildt dejlig oplevelse! Otto sprudlede af glæde og energi, han var opmærksom, lydhør og syntes åbenlyst at det var fedt at være i ringen! Se den hale og se den udstråling! Jeg nød det i fulde drag, ligesom jeg nød generalprøven – og jeg fik søde kommentarer om, at man kunne se at jeg nød det.

Det er måden at gøre dét på, som jeg selv præker – og forsøger at overholde – at adskille oplevelsen fra bedømmelsen. At adskille det man selv kan påvirke som fører, med det som man ikke er herre over.

Jeg nød virkelig følelsen af prøven hele dagen og at det så udløste FS1-titlen pæne point og en 5. plads, det var da dejlig bonus, men slet ikke så vigtigt som den dejlige oplevelse i ringen.

Så må jeg også nævne, at det var to superhyggelige arrangementer. Hornsherred HTM Klub – Liv, Randi, Sandie og Tine – havde stablet et fantastisk arrangement på benene og gennemførte det med kæmpeoverskud. Som deltager husker jeg at værdsætte arrangører, der knokler for at vi andre kan nyde. Bare en ”detalje” som, at der var en spisepause i træningsklassen, hvor vi fik Thaimad – forretter og to hovedretter – og derefter et stort udvalg af Hansen Is og forskelligt drys. Det var skønt tænkt til en lørdag aften, og superhyggeligt som ”ny” at spise og nakke med andre deltagere.

Hatten af og kæmpetak til de seje arrangører for et fantastisk to-dages arrangement!

Og tak til alle de dejlige mennesker jeg hilst på, jeg følte mig så meget velkommen efter 3 år væk fra sporten … Jeg fortsætter helt sikker med Otto i FS, og vi begynder meget snart at udvikle programmet.

***

Så var der det med kvalitet.

Jeg kom til at tænke på det i går hos min fodterapeut Nanna, som fik status på bl.a. hundesituationen og sommelieruddannelsen.
     

Sidste tirsdag var temaet på sommelieruddannelsen: ”Champagne, prestige cuvéer. Mousserende vin”, underviser var Thilde Maarbjerg og hun er en stjerne til at formidle stoffet. Jeg følte mig da dagen var omme virkelig meget bedre klædt på, både men hensyn til viden i bred forstand om Champagne mv., dels at smage på mousserende. At identificere druen Xarel-lo i Recaredo, Corpinnat Terrers Brut Nature 2019 og fange den autolytiske aroma i Quartz Reef, Central Otage Traditional Method Brut, var virkelig stort for mig.

Jo mere jeg lærer, jo større respekt får jeg for at vinverdenen (også) er gigantisk, og hvor lidt jeg egentlig véd. Samtidig og heldigvis værdsætter jeg i endnu højere grad det jeg lærer og kan anvende; fordi det gør oplevelsen ved at beskæftige sig med vin på alle fronter til en meget større oplevelse.

Ja, jeg bliver mere krævende både i forhold til mig selv og i forhold til det, jeg drikker.

Jeg kunne mærke, da jeg fortalte om dét og det med Ottos og min FS1 i forlængelse af hinanden, at det hang sammen. Jeg mindede mig selv om, at det er præcis det, der nu kommer til at ske med vores FS: jeg vil blive mere kritisk, vil nørde mere med detaljer og vi kommer til at træne eget mere for at løfte vores niveau. Udgangspunktet er Ottos og min åbenlyse glæde ved at træne sammen og gå til prøver – det er alfa og omega

Der har været en del mentale hurdler, men jeg kan mærke, at de er væk nu. Så Paul, det er bare at komme i gang 😊