Viser opslag med etiketten Vinakademiet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vinakademiet. Vis alle opslag

torsdag den 14. november 2024

Nørderi og ressourcefuldhed – om vinsmagning og mental træning

Otto og fører ved Hund og Glædes klubmesterskab

Når jeg begynder at beskæftige mig for alvor med et interesseområde, slår min indre nørd til.

Dengang jeg for alvor begyndte at interesse mig for hundetræning gennemførte jeg Hund & Trænings Klikkerinstruktøruddannelse, var med til at etablere Sydkystens Hundeskole, gennemførte den fulde pakke hos Bob Bailey (5 kurser), blev involveret i en masse organisatorisk arbejde og blev rallydommer.

Jeg fik flashback til min måde at kaste mig videbegærligt over nyt stof - når jeg kunne mærke at det var noget, der var vigtigt for mig - da jeg i weekenden havde besluttet mig for at melde til det fulde MMT forløb hos Rasmus Bagger, samtidig med at jeg er langt i Sommelieruddannelsen.

To vidt forskellige områder, med det til fælles for mig, at det er områder, jeg har interesseret mig for længe, for vinens vedkommende endog meget længe, og nu har fået lyst til at beskæftige mig endnu mere seriøst med.

Så kan man (sådan tænker jeg 😊) ligeså godt gå efter det bedste der er at opdrive i landet, og dermed blev det oplagt at vælge Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet og Master of Mental Training-programmet (MMT) hos Rasmus Bagger.

Jeg har skrevet flere gange om Sommelieruddannelsen. Det virkeligt store udbytte for mig er, at jeg har fået et helt andet forhold til vin: at smage på vin for at kunne analysere den kvalificeret, fremfor bare at mene om den er god eller dårlig (= den kan jeg lide, eller den kan jeg ikke lide). 

En kvalificeret analyse omfatter at jeg på 7½ minut skal kunne vurdere et glas vin på 24 forskellige parametre, herunder begrunde vurderingen af vinens kvalitet på en 6-trins skala: defekt, dårlig, acceptabel, god, meget god, fremragende.

Vi gennemførte i tirsdags runde 15 af 21, hvor nr. 21 er eksamensdagen.

Hvordan bliver man dygtigere? Ved at øve sig!
 
Klar til start på endnu en runde af Sommelieruddannelsen

I hver runde af Sommelieruddannelsen smager vi typisk 8 forskellige vine, alle indenfor dagens tema. I tirsdags var temaet søde vine, Tyskland og Østrig. Meningen er selvfølgelig at vi skal have lejlighed til at smage et så bredt udvalg af vine indenfor pensum som muligt. 

Søde vine er ikke noget jeg (som de fleste danske vindrikkere) drikker meget, så det var en god lejlighed til at smage bl.a. Sauternes (Carmes de Rieussec 2016) og Ice Wine fra Canada (Pillitteri, Niagara Peninsula Riesling Icewine Market Collection 2017). I den tysk/østrigske del skulle jeg præsentere min analyse af den sidste vin, som viste sig at være Rosi Schuster, Burgenland Sankt Laurent Zagersdorf 2018, altså 100 % St. Laurent … den havde jeg ikke rigtigt.

Der er en masse teori og en masse praksis, jeg har naturligvis detailplanlagt det videre forløb inkl. eksamenslæsning i december frem til prøveeksamen 7. januar 2025 og derefter ”rigtig” eksamenslæsning frem til 25. februar.

Introduktion til Bourgogne ved René

Som bonus (sådan omfatter jeg det) fik jeg mulighed for at deltage i en masterclass hos Vinakademiet i går: ”The Geology of Burgundy’s Côte d’Or” med den franske geolog Francoise Vannier-Petit og René Langdahl som undervisere.

Francoise Vannier-Petit

Det er virkelig nørdet og meget spændende. Francoise Vannier-Petit har gennemført detaljerede analyser af jordbund og undergrund af en væsentlig del af Côte d’Or, og præsenterede sine resultater. Dertil smagte vi 17 vine fra området, og diskuterede, om der kunne påvises sammenhæng mellem jordbund/undergrund og vinens udtryk. Der var to case studies med henholdsvis 4 vine fra Santenay og 4 vine fra Chambolle-Musigny. Hvis der kan påvises sammenhæng, er det ikke umiddelbart observerbart, men Francoise er overbevist om, at der er en eller anden form for sammenhæng.

17 vine fra Bourgogner, det er noget særligt for en amatør vinnørd som mig. Jeg fik helt sikkert smagt vine, som jeg ellers aldrig ville komme i nærheden af, fx Clos de Vougeot ”Grand Maupertui” 2020, Domaine Jean-Marc Millot (listepris 2.000 kr.) samt et firkløver der dækkede Chambolle-Musigny:
  • 1er Cru les Noirots 2018, Domaine Arlaud
  • 1er Cru Chatelots 2022, Domaine Boursot Père & Fils
  • 1er Cru Lavrottes 2022, Domaine Boursot Père & Fils (som der er produceret 450 flasker af)
  • 1er Cru les Fuées 2022, Domaine Faively
Jeg noterede smagsindtryk for alle vine, og jeg noterede bl.a. at jeg synes de sidste to er fremragende. Vinene er vist ikke til at opdrive. Kvalitets-Bourgogne er bare ikke økonomisk indenfor rækkevidde for de fleste. Så meget desto større er det naturligvis at kunne være med til et sådant arrangement.

***

MMT-uddannelsen
 
Jeg har ”kun” gennemført 1 ud af 10 moduler à 2 dage, jeg har bestilt 3 obligatoriske bøger og låner en fjerde. Aktuelt har jeg fokus på hjemmeopgaven:

At have fokus på egne negative reaktioner/følelser og agere proaktivt (i modsætning til fastholdelse i nuværende situation). Er du lederen? Hvad kan du gøre?

Det er skræmmende så effektiv læringen går, når jeg har fokus på den. Jeg har i forrige blogindlæg nævnt, at jeg allerede lørdag aften havde mulighed for at træne en fantastisk case. En samtale, hvor jeg kunne mærke, at jeg fik dårlige følelser (ikke ressourcefuld indeni), blev irriteret og ikke kunne blive af med det dårlige. Jeg håndterede det mentalt bagefter, og næste morgen kunne jeg mærke, at det var en succes: den dårlige følelse var væk, jeg følte mig ressourcefuld igen.

Jeg har fortsat træningen, og der har kun været mindre situationer, men perfekte at træne på: mærke følelsen, konstatere at den ikke er ressourcefuld, håndtere den og så videre. Det er bare noget der kommer til at fortsætte, det er ved at blive en refleks, og det skal det også være.

Derudover er jeg mentalt klar til at præsentere læring fra de første moduler. Det er en naturlig del af vores træning, og jeg har en oplagt målgruppe, nemlig personer der sidste år deltog i mine arrangementer ” MENTALTRÆNING eller … Sådan lærte jeg at elske at gå til prøver og være sikker på, at jeg ALTID kommer hjem med armene hævet over hovedet”.

Jeg har en masse ekstra at fortælle med min nyerhvervede viden, og den vil jeg gerne dele med interesserede.

Bundlinjen er, at uanset om jeg træner vinsmagning, andet vinrelateret, mentaltræning, hundetræning eller noget fjerde eller femte: ”Det du øver bliver du bedre til hvad enten det er positivt eller negativt”.

torsdag den 10. oktober 2024

Vinnørderi


Forrige tirsdag var jeg til tolvte undervisningsdag på Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet. Emnet var ”Øvrige Frankrig”, dvs. Frankrig udover Bordeaux og Bourgogne, som vi har haft en selvstændig dag om.

Hver dag, som typisk varer 7½ time inkl. ½ time frokost, er intensiv undervisning med topkompetente undervisere, denne gang Christian Thorsholt Jacobsen. Udover den teoretiske undervisning er der blindsmagning af typisk 8-9 vine indenfor dagens emne.

Dagens allersidste vin faldt jeg helt for … jeg skulle læse min analyse af vinen op, og jeg kunne godt mærke, at der var noget helt særligt ved den vin.

Det viste sig at være en vin fra Arbois, en appellation i Jura, fremstillet på 100 % Trousseau (og nej jeg gættede ikke druen 😊), i øvrigt til 225 kr. smagningens næstbilligste vin. Jeg fandt importøren af vinen, men ak den var udsolgt. Jeg skrev til dem, de får nogle om en uges tid og jeg har sikret mig et par flasker.

Jeg får nyhedsmails fra mange vinforhandlere; jeg må indrømme at jeg bliver træt af den i forhold til mig kedelige markedsføring. I vidt omfang handler det om:
  • kæmpenedsættelser – baseret på tvivlsomme førpriser
  • om vine som en eller anden anmelder har givet høje bedømmelser eller på Vivino har høje gennemsnit = det er vine ”mange” kan lide
  • vine der sammenligner sig med noget de ikke er, fx mini-Amaroner, Bourgogne-dræber, lavet på Champagne-metoden osv. og selvfølgelig er ”billigere” end originalen
  • ”tilbud”, så længe laver haves, nøje udvalgt, kommer aldrig igen
Der er jeg blevet endnu mere bevidst om, hvor tom markedsføringen egentlig er for konkret vurdering af vinen.

I bund og grund har uddannelsen fået den positive effekt, at jeg i endnu højere grad er bevidst om at analysere og vurdere vinene systematisk og konkludere på basis af det, vurdere vinen ”objektivt” ud fra balance, længde, intensitet og kompleksitet, og så supplere med min personlige vurdering – og naturligvis inddrage prisen i den sammenhæng.

Jeg vil hellere smage noget nyt og overraskende end noget jeg ”kender”. Hellere 6 forskellige vine end 6 ens. Hellere nogle nye områder end nogle jeg ”kender”.

I næste uge er emnet ”Champagne og andre mousserende vine”. Jeg er også på det område begyndt at få skærpet min kritiske sans.

Jeg holder rigtigt meget af Champagne, men føler mig i forhold til stille vine langtfra så rutineret i at kunne analysere Champagne.

Der er mange, der udbyder Champagne-kasser, hvor man på abonnement kan få én eller flere flasker med forskellige intervaller.

Jeg har kigget på flere af dem og er faldet for Champagne for alles koncept. Champagne er det eneste de beskæftiger sig med, de er i direkte kontakt med de lokaler champagneproducenter, de har et max på antal abonnenter, fordi de - hvis de øgede grænsen - ville reducere muligheden for at få fat i de helt små producenter. Dermed finder de frem til noget som man ikke kan finde andre steder, baseret på et stort netværk i Champagne.

Som en ekstra ”attraktion”, da jeg var kommet så vidt, var der lukket for tilmelding, og de har en ret lang venteliste. Jeg var superheldig at få en invitation forleden, meldte mig straks til, og i dag kunne jeg hente velkomstpakken, se fotoet.

To champagner, to champagneglas, en champagnestopper og materiale om vinene og opskrifter til mad, der vil matche vinen. De to champagner var (naturligvis) to ganske særlige champagner: fra Veuve Rauer i Tours sur Marne i Montagne de Reims, henholdsvis Hommage Vintage 2018 og Valentina. Begge er kun produceret i 2.500 nummererede flasker.

Det var en dejlig oplevelse af modtage kassen, at åbne den, at læse om de to champagner, og helt enkelt føle sig som noget særligt. Jeg er overbevist om, at det abonnement vil bidrage til at gøre at min viden om og glæde ved champagne vil blive øget betragteligt.

Jeg har skrevet det før, men gentager det gerne: Det allervigtigste udbytte for mig af Sommelieruddannelsen er, at den har kickstartet min livslange interesse for vin på et helt nyt og højere niveau. Jeg har fået en masse specifik viden, jeg har lært at analysere vin: se, dufte og smage på vin, sætte ord på, og omsætte ordene til en meningsfuld og kommunikerbar helhed. Jeg har fået skærpet min kritiske sans, fået endnu mere lyst at til at prøve nyt, at blive inspireret, at lære, at blive klogere.

Jeg er meget heldig!

onsdag den 3. april 2024

Rally & vin

Livs seniorklasse 30. marts 2024

Rally og vin har intet med hinanden at gøre, udover at det i mit hoved er to spændende områder, som jeg begge sætter voldsom pris på og prioriterer højt i hverdagen. 

Lørdag stod Sydkystens Hundeskole for en dobbelt rallyprøve i Ringsted, med Liv, Charlotte og mig som dommere, Conni og Birgit som sekretærer. 

Hvad gjorde prøven til noget særligt?
  • Overskuddet gik til Danske Hospitalsklovne, det blev flotte 10.900 kr. Birgit og hendes mor skaffede alene de 800 kr. ved salg af hjemmebagte kager
  • Det var næsten på datoen 3 måneder efter 31. december 2023, hvor jeg ikke kunne forlade huset, og måtte overlade nytårsprøven til andre – lørdag kunne jeg det hele …
  • Max og jeg gik en dejlig prøve hos Liv og fik den skønneste feedback, det får vi altid hos Liv …
  • Der var en dejlig stemning hele dagen
  • Der var pisket en stemning op – det var vist mest mig selv, men Liv stoppede mig ikke 😉 – om at det ville være skønt hvis slikket til officials var fra Anker Chokolade; det blev det, og de bøffer (2 pr. official) og den chokolade (mange!), var vildt lækker 
Mandag havde Helle og jeg kl. 16-18 et Webinar, hvor de nye rallyskilte og øvelsesbeskrivelser - som blev offentliggjort 27. marts og træder i kraft 1. september - blev introduceret. 

Det er lidt hjerteblod for mig, så jeg var glad for at fortælle om det, og Helles tak til sidst og de mange positive tilkendegivelser i øvrigt gjorde mig rigtig glad. 

Det betød naturligvis også meget, at jeg har en klar fornemmelse af, at den ændring der er foretaget, er blevet opfattet positivt af Rally Danmark. Det er i praksis ikke de store ændringer for udøverne, og der kommer lidt nye øvelser ind, som kan være sjove at indlære. 

Sommelieruddannelsen, italiensk vin

I går var jeg til tredje dag af sommelieruddannelsen, Thomas fortalte om Italien, det største vinproducerende land i verden, landet med størst markedsandel i Danmark, og landet med nogle af de stærkeste vinbrands i verden. 20 regioner og et utal af druesorter, der er meget at læse, smage og lære. 

Den korte udgave: vi kom igennem Piemonte (Barolo, Barbaresco, Barbera), Veneto (Valpolicella, Amarone, Soave, Bardolino), Toscana (Chianti, Brunello, Vino Nobile de Montepulciano, super-toscanere) og lidt Sicilien, Apulien, Friuli-Venezia Giulia og Marche. 

Diplom og pin

De 14 vine, vi smagte

I dag stod den på Capstone Level 2 (Intermediate), hvor René stod for en kommenteret smagning af 14 vine, som repræsenterede forskellige druesorter og stilarter. Jeg havde flere favoritter:
  • Frog’s Leap, Napa Valley Shale and Store Chardonnay 2021 i klassisk Bourgogne stil
  • Marimar Estate, Russian River Valley Pinot Noir La Maisa Don Miguel Vineyard 2018
  • Seghesio Family Vineyards, Sonoma County Zinfandel 2020, fremhævet som en referencevin for klassisk Zinfandel
  • Pine Ridge Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon 2021, en fantastisk CS i klassisk Bordeaux-stil, men prisen er også 745 kr. pr. flaske ...
  • Smagningens sidste vin Clayhouse Estate, Paso Robles Petite Sirah 2018, var ekstra spændende; det er sjældent jeg smager vine på REN Petite Sirah, og den var noget særligt. Jeg kunne smage den hele vejen hjem … 
Det er noget af det jeg har brugt de sidste 5 dage på. 

De kommende uger byder på en del rallyprøver som arrangør, deltager og dommer. 

Sommelieruddannelsen del 4 afholdes 16. april, det er René der underviser om oversøiske vine: Argentina, Chile, Australien, New Zealand, Sydafrika og USA. 

Jeg er tilmeldt Capstone Level 3, vi får materialet 6. maj og smagningen er 10. juni. Mindst 25 vine, livet kan være hårdt 😉

tirsdag den 19. marts 2024

Sommelieruddannelsen dag 2

Røsti med stegt kål og krabbesauce

Dagen startede med besvarelse af repetitionsspørgsmål fra dag 1, inden vi gik i gang med dagens emne: Frankrig. 

Frankrig på én dag, det er tæppebombning med fakta om lovgivning og gennemgang af ”alle” regioner. For hver region skal vi lære om klima, jordbundsforhold, appellationer, druetyper og vine. 

Om Alsace er det fx vigtigt at vide at Vogeserne skærmer, så der er varmere og tørrere end i Champagne. Der er 7 druesorter: de 4 ædle - Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris og Muscat – samt Pinot Blanc (Auxerrois), Pinot Noir og Sylvaner. Der er 53 appellationer. AOC Alsace som dækker 71 % af al vin, AOC Cremant d’Alsace (25 %) samt 51 AOC Alsace Grand Cru. Vi gennemgik de vigtigste druers karakteristika: duftintensitet, typiske syreindhold, alkoholprocent, krop. 

Et af formålene med at lære alt det, er, at vi, når analyserer en vin – som jeg kort beskrev i forbindelse med dag 1 - er i stand til at indsnævre hvilken vin det kunne være/udelukke hvilke det ikke kan være. 


I dag gik vi udover Alsace igennem Loire, Bourgogne, Bordeaux og Rhône. Det er omfattende og det er ikke enkelt, det er vildt fascinerende. 

Det skriger på at informationen blive struktureret og samlet i et regneark, det blev vi opfordret til som én mulighed for at indlære stoffet. Jeg behøvede ikke en opfordring 😉 

Niveau 1 af uddannelsen forløber til 28. maj, og på Niveau 2, som starter efter sommerferien, og er på 13 runder, får Frankrig selvstændigt to hele dage, så det er oplagt at have et skema at hægte den nye viden op på. 

Der kommer på Niveau 1 selvstændige dage om Italien, oversøiske vinlande, Tyskland/Østrig/Ungarn/Grækenland, Øvrige Europa samt Spanien/Portugal, så der er virkelig noget at holde styr på.
Røget æg med svamperagout

Uddannelsen gennemføres på Hotel- og Restaurantskolen og frokosten indtages i en restaurant på skolen. Eleverne er ansvarlige for driften og dagens menu var: Røget æg med svamperagout og Røsti med stegt kål og krabbesauce. Det vat virkelig lækkert! 

Opdækning til vinsmagning, før der kom vin i glassene :-)

Der var 2 vinsmagninger. Umiddelbar efter frokost 4 hvide vine:
  1. La Vauvise, Sancerre Les Demoiselles 2022
  2. Garnier & Fils, Chablis 2022
  3. Kuentz-Bas, Alsace Gewurztraminer Mosaïk 2018
  4. Dom. Maldant-Pauvelot, Savigny-Lès-Beaune 2022
Som afslutning på dagens 4 røde vine:
  1. Dom. Dujardin, Monthelie 1er Cru Les Champs Fulliot 2019
  2. Laurent Habrard, Crozes-Hermitage Sylvain 2019
  3. Ch. Beychevelle, Saint-Julien Amiral de Beychevelle 2019
  4. Dom. de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape 2021
Som bonus fik vi anbefalinger til hjemmesmagning, fordi vi selvfølgelig ikke kan nå at smage så mange vine på uddannelsen: Alsace Pinot Gris, tør Chenin Blanc fra Loire, Condrieu, Saint-Émilion eller Pomerol samt Côtes-du-Rhône (Villages). Ikke dumt at blive tvunget til det!

En intens og lærerig kursusdag, igen!

onsdag den 13. marts 2024

Sommelieruddannelsen dag 1

Første smagning

I går startede jeg på sommelieruddannelsen. Det var i tredje forsøg, de to første måtte jeg melde fra, men tredje gang er lykkens gang er jeg sikker på!

Jeg glædede mig meget til at gå i gang og mine forventninger blev mere end indfriet. Det bliver et meget spændende, formentlig ret krævende og helt sikkert lærerigt forløb.
 
Thomas Ilkjær underviser, Paul lytter på første parket :-)

Underviser er Thomas Ilkjær, som jeg inden i går ”kun” kendte som kyndig vinanmelder i Politiken. Han er involveret i en masse andet vinrelateret, bl.a. startede han i 2007 Vinakademiets sommelieruddannelse. I går var jeg sammen med 28 andre kursister med på første dag af den seneste runde af uddannelsen, som forløber over 21 hele dage.

Der bliver ikke lagt skjul på, at der skal arbejdes hårdt for at kunne gennemføre forløbet med succes. Der er meget stof og meget udenadslære, man skal kunne det godt og den enogtyvende dag bliver man eksamineret skriftlig og mundtligt i det uden hjælpemidler.

Dag 1 omfattede en lang række forskellige emner. Jeg kan fx nævne:
  • Grundlæggende information om vin (herunder EU’s definition), verdens vinbælter, vinproduktions omfang forskellige steder i verden
  • Vinens historie kort, fra Kaukasus via grækerne og siden romerne og derfra til resten af verden
  • Botanik, herunder:
    • At Vitis Vinifera (slægt og art) er grundlag for stort set al vin
    • Om Phylloxera vastatrix (vinlus), dens ødelæggende indtog i Europa 1864-65 og hvordan podning af de europæiske druesorter på amerikanske rødder reddede den europæiske vinproduktion
    • Noget om stiklinger/podning og krydsninger
  • Parametre der betyder noget for en vins stil og kvalitet: klima vejr, sted, druesort(er) og vinfremstilling
  • Om sammenhængen mellem klima vinens indhold af sukker og syre på høsttidspunktet
  • Om EU’s regler bl.a. vedrørende hvad der må/skal stå på etiketterne i forhold til oprindelse og geografi
  • Om fremstiligprocessen fra høst til aftapning, herunder væsentlige forskelle mellem hvid- og rødvin
Desuden havde vi de første to smagninger, 4 vine lige efter frokost og 2 som afslutning på dagen. Noget af de vigtige som vi skal arbejde meget med alle runder og helst også indimellem (yes!!!) er smageskemaet, som vi skal bruge som grundlag for at beskrive vinens udseende, duft og smag på en systematisk måde ud fra en række faste parametre. Det er afgørende for - at der kan kommunikeres meningsfyldt med andre om vinene - at kunne sætte en række i vidt omfang objektive kriterier på beskrivelserne. Herunder fik vi en række tips om bl.a. vurdering af sødmegrad, syre og tannin.

Thomas Ilkjær er virkelig dygtig til at formidle stoffet, så selvom noget af det kan lyde lidt tørt, så blev det formidlet på en meget pædagogisk måde. Jeg ser meget frem til at repetere materialet fra dag 1, arbejde med nogle af værktøjerne i praksis – tænk at være tvunget til at smage på vin som lektier 😊 – og læse alt materialet til dag 2, som er på næste tirsdag.

onsdag den 28. februar 2024

California Dreamin’ – om californisk vin


Jeg skrev i Om at være glad pensionist at jeg havde bestået et onlinekursus (California Wine Certification: Introduction Level 1) og havde tilmeldt del 2. 

Hvert niveau omfatter en vinsmagning, og i dag var jeg med 11 andre på Vinakademiet hvor René Langdahl stod for en smagesession og kommenterede 8 vine baseret på hoveddruerne Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon og Zinfandel. 

 American Viticultural Areas (AVA'er)

Californien er et superspændende vinland (!). Hvis det var et selvstændigt land, ville det være verdens 4. største vinproducent (efter Frankrig, Italien og Spanien). Californien er som vinland ikke nyt, men det er udviklingen efter anden verdenskrig, som er interessant. Bl.a. affødt af den berømte parisersmagning i 1976 - hvor en blindsmagning af hvide vine baseret på Chardonnay fra henholdsvis Californien og Bourgogne og røde baseret på Cabernet Sauvignon fra henholdsvis Californien og Bordeaux - resulterede i to californiske førstepladser, har gjort det synligt, at der var et betydeligt potentiale for at skabe vine på topniveau. 

Jeg synes det kunne være spændende at komme lidt i dybden med californisk vin, og med en gennemført del 1, en del 2 som løber af stablen i næste uge, og en del 3 som jeg kan tilmelde derefter, er der gode muligheder for at komme i dybden. 

Level 3 starter 6. maj og der er smagning 10. juni og en anslået studietid på 50 timer. Det skal jeg lige sammenholde med at jeg starter sommelieruddannelsen 12. marts, men jeg er meget fristet 😉

René Langdahl kender jeg kun som en meget dygtig vinskribent, jeg har aldrig oplevet ham som foredragsholder. Det var en meget stor fornøjelse, han er ualmindeligt godt inde i sit stof, har masser af humor og det er ham der står for uddannelsen og vinsmagningerne. 


Dagens smagning endte med at vi fik overrakt diplomer og en pin. 



Det var nemt at overtale til at vi fejrede det til aften, de skønneste lammekoteletter og en John Wade, Paso Robles, Cabernet Sauvignon 2021.